# Onkel Toms Hytte ## Part 6 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/onkel-toms-hytte-56863/index.md Eva og faren bøide sig over rælingen for at se paa hvorledes hjulet arbeided nede i vandet for atter at sætte skibet i gang. Med ett tabte den vesle ligevegten og faldt i elven. Faren var paa nippet til at styrte sig ud efter hende; men før han fik gjort det, var en anden alt sprunget ud. Det var Tom. Han fik i hast tak i kjolen hendes, og nu var det en let sak for den sterke negeren at hive det spinkle legemet saa høit op, at et par af de hænder som raktes ud til hjælp kunde faa tak i hende. Vesle Eva blev saaledes draget op igjen. St. Clare slog armene om den vesle drivvaade sansesløse stakkaren og bar hende ned i kahytten, hvor hun snart kom til sig selv igjen og slog de store øinene op. Da damperen den næste dag nærmed sig Orleans, blev det travlt om bord: De reisende samled sine saker, restauratøren, tjenerne og opvartersken skured og tørked støv, for at det vakre skib kunde tage sig saa godt ud som mulig, naar det holdt sit indtog i byen. Nede paa underdækket sad Onkel Tom. Med korslagte armer og i sterk spænding vendte han sine øine mod en gruppe mennesker paa den andre siden af skibet. [Illustrasjon] Der stod vesle Eva, som var noget blegere end dagen før, men ellers uden spor af det indtrufne uheld. Ved siden af hende stod faren med en tegnebog i haanden. Han holdt netop paa at faa i stand en handel med Haley, som i høie toner roste sin vare. «Kort sagt, en samling af alle mulige slags dyder indbundet i svart bind,» sa St. Clare med smil om munden, da Haley havde endt sin lovtale. «Men sig mig nu, hvor meget skal det nu betales, for at det kan bli handel af, aller hvor meget er De nu tænkt at snyte mig for?» «Ja,» svarte slavehandleren, «om jeg nu sa 5000 kroner for den karen, saa var det ikke mer end saa vidt jeg fik igjen mine udlagte penger.» «Stakkars mand! De vilde da næsten komme til at tabe paa den handelen. Men kanske De alligevel af hensyn til mig vilde lade mig faa ham for den pris?» spurte den unge mand og sendte Haley et spottende blik. «Ja ja, men se nu rigtig paa ham—sligt et bryst—ligesom en hestebringe—og slig en pande! De kan tro, min herre, at der er forstand inde bag den panden; han er rent prestlærd, og tillige saa from og god som noget menneske kan være.» St. Clare drog igjen paa smilen: «Jeg kunde næsten bruge ham som huskapellan.» «Ja De spøger, men jeg vil sige dem....» «Kjøb ham, far!» faldt den vesle Eva ind. «Hvad vil du bruge ham til?» spurte faren hendes. «Vil du ha ham til at leke med—ligesom en gyngehest?» «Jeg vil ha ham for at være god mod ham og gjøre ham glad.» «Se her!» Handelsmanden rakte St. Clare et stort stykke papir. «Det er et vidnesbyrd fra hans forrige herre.» Den unge mand tog mod papiret og saa det rask igjennem. «Ja, det kan jo være bra nok med al denne gudsfrygten; men jeg har set saa mange falske varer af den slags, at jeg ikke tror saa meget paa den.» «Kjøb ham, far, kjøb ham!» tigged den vesle jenten. «Naa, lad mig saa ta ham da,» sa den unge mand og rakte handelsmanden en bunke sedler. «Tæl dem selv, gamle snyter,» la han til og stak tegnebogen i lommen. «Meget rigtig, fuldkommen rigtig!» sa Haley med straalende øine. Han tog derefter pen og blækhus frem og skrev i en fart kjøbebrev, som han leverte den unge herre. «Kom saa, vesle Eva!» sa St. Clare og gik med hende over til den andre siden af skibet, hvor Tom stod. Han tog ham under hagen og løfted ansigtet hans i veiret: «Naa, Tom, hvad synes du om din nye herre?» Tom læste i samme øieblik i den unge mands glade ansigt, at han var et godt menneske. «Gud velsigne Dem, massa!» sa han. «Det haaber jeg han gjør, enten det nu blir for din eller min skyld. Sig mig, kan du kjøre et par hester?» «Jeg har været vant til at kjøre fra jeg var en liden gut, massa.» «Godt! Saa kan du blive kusk for min hustru, men kun paa det vilkaar at du ikke drikker dig fuld.» Tom saa paa ham og kjendte sig krænket: «Jeg drikker aldrig brændevin, massa!» St. Clare drog paa smilen: «Det vil du bilde mig ind? Men du vil staa dig bedst paa slet ikke at drikke. Ja ja, se nu ikke saa modfalden ud,» la han til, vi kommer nok ud af det med hinanden, skal du se.» «Jeg skal skikke mig vel, massa.» «Og du skal faa det godt,» loved vesle Eva. «Du skal ikke bry dig om det som far siger; for det er bare spøg; han er saa god.» «Tak skal du ha, vesle vennen min, for dit gode skudsmaal,» sa St. Clare og lo. FJORTENDE STYKKE. Da den vogn som hented Augustin St. Clare med følge paa dampskibsbryggen rulled ind gjennem porten til St. Clares slot, kom en hel vrimmel af farvede tjenere og tjenerinder farende ud for at tage mod sin herre. Vesle Eva saa ud som en fugl som er i færd med at flyve ud af buret; saa utaalmodig var hun af bare glæde og henrykkelse. «Jo, her er rigtig vakkert,» sa frøken Ofelia og steg ud af vognen. Tom spilte øinene op og saa sig om til alle sider. Et sligt herligt sted havde han aldrig set magen til før. Han var straalende af forundring og glæde. «Naa, Tom, det lader til at du synes om stedet,» sa St. Clare. «Ja, massa, her er meget at se paa her.» Den store gaardsplads var omspændt af fire sammenbygde fløier, med rundtløbende, brede svalganger, som hvilte paa yndefulde buer og piller. I midten af gaardspladsen var et stort springvand, som pladsked i sølvklare buestraaler ned i et marmorbækken, omkranset med en bred rand af duftende fioler. Rundt springvandet gik en spasergang, brolagt med kunstig tilhugne stener. Udenfor spasergangen laa et grønt græsgrodd belte, mens en kjørevei gik rundt det hele. I grønsværet stod to orangetrær, som for øieblikket var i fuld blomst og udsendte den herligste duft, og i ytterkanterne af det stod marmorvaser med fint udhugne blomsterslyngninger og fulde af ildrøde planter, mørke arabiske jasminer, roser, citronlugtende verbener, og mange andre slags blomster. Paa svalgangene var ophængt gardiner af maurisk tøi, som kunde drages sammen for at skygge for solen. St. Clare smilte med en viss indre selvfølelse, da han saa hvor optaget de andre var af at se og beundre hans hjem. Fra alle sider oppe paa svalgangene og nede i dørene og gangene krydde svarte hoveder nysgjerrig frem. «Af veien med dere!» bød en svært vigtig mulat og jaged en flok af paatrængende medtjenere tilbage: «Mig nok tage imod massa.» De nysgjerrige tjenere maatte drage sig til side; bare et par store sterke karer blev tilbage for at bære reisetøiet ind. Herr Adolf, en svært fin tjener, brisked sig med en straalende fin silkevest, guldkjede og hvide bukser. «Naa, Adolf, hvorledes staar det til her hjemme?» spurte St. Clare. Adolf bukked, smilte og holdt en liden velkomsttale til sin herre; efterpaa vifted han sig med det duftende lommetøklæet sit og strøg det pomadeglinsende haaret til siden. «Men Adolf da, du gaar jo og lapser dig med min vest!» «Aa, massa, jeg tar mig saa godt ud med den, og massa gaar vist ikke mer med den; for det er kommet vinflekker paa den.» «Ja, ja, behold den da, dit asen,» sa St. Clare og smilte. «Men hør nu: naar jeg har vist frem denne fyren her, saa fører du ham ned i kjøkkenet!» «Det skal ske, massa!» «Men du vaager dig ikke til at være fornem eller stor paa det overfor ham; han er lige saa meget værd som to slige bavianer som du.» «Ha-ha-ha, massa er saa spøgefuld!» Den unge herre gik nu op i gangen, hvor en hel flok yngre og ældre tjenestfolk stod og smilte ham i møde. «Naa, Mammy og Polly, hvorledes har dere det? Og du Jimmy?» Han gav dem alle haanden og nikked venlig til dem. «Hei!» ropte han, idet han snubled over en negerunge, som kravled om paa gulvet. «Pas paa disse smaahvalpene! En kan jo komme til at træde dem ihjel.» Før han gik ind, gav han en haandfuld smaapenger til hver af folkene, og fik tusend tak og velsignelser til gjengjæld. «Nu maa dere gaa eders vei,» sa han. Og hele flokken fjerned sig gjennem en udgang til svalen. «Haloi—Tom!» ropte han og vinked med haanden. Tom traadte nu ind i værelset. Han saa alvorlig paa tepperne, paa de glimrende speile, malerier, statuer og gardiner, en pragt som han aldrig havde kunnet tænke sig. Han blev helt overvældet af al denne herlighed. Han stod stille og sukked af undring; det var saavidt han turde træde paa gulvet. Vesle Eva var som en fugl fløiet ind til moren sin, som opholdt sig paa et fint udstyret rum mod svalgangen. «God sag, søde mor!» hilste hun og slog armen om halsen paa hende. «Saa saa saa, barn!» sa moren. «Jeg faar vondt i hovedet.» Hun gav den vesle et mat kys og saa træt og stur ud. St. Clare steg ind og gav konen sin en let omfavnelse. «Min kusine, frøken Ofelia,» forestilte han og slog ud med haanden efter frøkenen, som var fulgt med ind. Fru Marie maalte den nye husbestyrerinde med øinene og rakte hende med træt høflighed haanden. Nogen tjenestfolk viste sig ved døren. Mellem dem var Mammy, en middelaldrende mulatinde, som havde været barnepige for Eva og nu gjorde tjeneste som kammerpige for fruen. «Aa, Mammy!» brød Eva ud og fløi om halsen paa hende og kyssed hende gang paa gang. Denne kvinde talte ikke om hovedpine, endda hun led mere af dette onde end fruen. Glad tog hun den vesle jenten i favnen og trykked hende ind til sig. Eva fór derpaa ud til de andre tjenest folkene og kyssed dem alle sammen, og delte ud nøtter og appelsiner og mange andre gode ting, som hun havde havt med hjem i en stor pose. St. Clare førte sin hustru ind i værelset hvor Tom stod. «Her har jeg med til dig en ny kusk, som jeg tænker du tør kjøre trygt med,» sa han og pegte paa Tom. «Det er en rigtig trofast kar, som er saa rolig og adstadig, at han gjerne kunde bruges som ligvognskusk.» «Han drikker naturligvis, han som de andre,» sa den fine frue. «Det er netop det han ikke gjør; han er et rent mønster paa ædruelighed og gudsfrygt.» «Gid det bare var sandt!» sukked fruen. [Illustrasjon] «Adolf!» kaldte St. Clare. «Følg Tom ned i kjøkkenet, og glem ikke det jeg har sagt dig!» Adolf spankulerte let afsted, mens Tom drunted efter. «En rigtig elefant!» mumled fruen. St. Clare satte sig nu paa en stol ved siden af konen sin. «Naa, Marie, vær nu sød og blid, og sig mig nogen venlige ord til velkomst.» «Jeg trodde du aldrig var kommet hjem mer,» sukked hun og var sur og grætten. «Ja men jeg skrev jo og sa hvorfor jeg maatte trække reisen ud en fjorten dages tid....» «Se her har jeg noget med til dig fra Nyork.» Han tog frem en vakker liden fløielsæske med et billede af ham selv og vesle Eva, og gav hende. Fruen saa misfornøid paa billedet. «Hvorledes kunde du komme til at sidde i en slig klodset stilling?» «Aa, stillingen er en smagssak; men hvad synes du om ligheden?» «Naar du ikke bryr dig om min mening om stillingen, saa er det bedst jeg tier,» sa hun og lukked æsken igjen. «Pokker til kvindemenneske ogsaa,» tænkte han ved sig selv. «Vær nu ikke saa tver og vanskelig, Marie!» bad han. St. Clare var en rig mand, men lykkelig var han ikke. I sine yngre dage havde han fattet kjærlighed til en ung og elskværdig dame. Med hende blev han ogsaa trolovet; men slette mennesker fór imellem dem med noget sladder, og trolovelsen gik over styr. Herover blev St. Clare meget ulykkelig. Men han var for stolt til at lade andre se sin sorg. Selv forsøgte han at glemme den ved at kaste sig ind i et vildt og uroligt liv. Men det lykkes ingen at glemme paa den maaden; det gjør bare vondt værre, og slig gik det ogsaa med St. Clare. Til sidst gifted han sig—halvt om halvt paa trass—med en svært rig dame. Hun var ung og vakker, men saa forkjælet og bortskjæmt, at det var liden udvei med hende. Egteskabet blev derfor paa ingen maade lykkeligt. Han gjorde sit bedste for at vise sig tilfreds og være venlig baade mod sin kone og mod andre; men i hans hjerte var det bitterhed baade mod Gud og mennesker. Frøken Ofelia overtog styret i huset. Hun var en flink og viljefast kvinde, og alt gik i rolig og god orden. Kun fruen gjorde stadig opstyr med sine klager og sine krav om at alle skulde staa paa pinder for hende. «Det er ingen som bryr sig om mig,» sa hun, «endda jeg har huset fuldt af træler. Den eneste som tænker lidt paa mig er Mammy; men ogsaa hun er egenkjærlig og—aah!» «Men hun er da hos dig baade dag og nat,» sa St. Clare «hun steller jo om dig saa godt som det er raad.» «Ja—og gaar evig og altid og klynker og sukker for manden og børnene sine. Uf! det er ikke til at holde ud.» Mammy havde for en del aar tilbage maattet forlade sin mand og sine børn for at følge sin unge herskerinde til hendes nye hjem. St. Clare syntes synd om hende og havde ofte talt om at lade hende reise hjem til sine kjære, som bodde mange mil borte. Men fru Marie vilde ikke høre paa det øre; hun kunde ikke være uden Mammy. Hvad sorg kunde nu ellers en slig halvgammel mulatinde have? Nei, hun—fruen—hun kjendte til sorg og modgang. Aah, om nogen vidste hvad hun maatte lide! Men det vidste ingen; for hun gjemte sine lidelser hos sig selv. Mammy led ofte af hovedpine. En dag, som hun var svært klein, bad vesle Eva sin mor om at faa vaake hos hende om natten istedenfor Mammy. «Aa snak, barn!» sa fruen. «En skal ikke bry sig om det som tjenestfolkene gaar og jamrer sig for.» «Hun gaar vist og længter efter børnene sine,» mente Eva. «Længter? Som om en slig svart tjenestjente kjendte noget til længsel. Nei, _jeg_ har kjendt hvad det er—den gang vesle Eva var borte. Men saken er, at Mammy er egenkjærlig og utaknemlig. Hun skjønner ikke det mindste paa hvor godt hun har det. Hun faar jo alt det hun trænger, kjoler og hovedpynt og alt muligt.» Fruen tørked et par taarer af øinene og stelte paa den fine kjolen sin, slig som en due kan sidde og stelle med fjærene efter en regnskur. Vesle Eva gik ud med faren sin. «Det er et underligt barn, denne Eva,» sukked fruen. «Hun ligner slet ikke mig.» Ofelia sa intet, men hun tænkte sit. «Hun gaar og hænger ved tjenestfolkene og gjør sig jevngod med alle de sorte ungerne som findes paa gaarden,» klaged fruen. «Og min mand lar hende gjøre som hun vil,—han føier sig nu ellers efter alle og enhver, saa nær som efter sin hustru, han.» Frøkenen sad stiv og strunk. «Vel skal en være venlig og god mod sine folk,» blev fruen ved; «men en maa alligevel altid lade dem ha kjendsel af hvad trin de staar paa. Og er de ikke slig som de bør være, saa har en jo bare ett middel som duger.» «Og det er?» «Sende dem i fængslet og lade dem bli pisket.» Frøken Ofelia mente nok ogsaa at negrene ofte ikke kunde være saa greie at faa skik paa; men naar en tog sig virkelig af dem, og tog det med forstand og kjærlighed med dem, saa kunde nok de ogsaa bli skikkelige og bra mennesker. Tom havde det godt, og trivdes vel i sit nye hjem, naar det ikke var denne længselen—denne dragingen mod hjemmet. Han kunde nok glemme den stunde-mellem, naar han sad paa sin bænk og saa paa springvandet og blomsterne eller hørte paa fuglenes muntre sang; men saa kom den igjen. Eva var svært glad i ham. Hun pynted ham med blomster, satte sig paa knærne hans og prated i et væk. Han skulde nu ogsaa ligesom være hendes særlige tjener. Han fulgte med hende paa hendes kjøre-og spaserturer, og var om hende baade sent og tidlig. Ogsaa for fruen fik han af og til gjøre tjenester; men da maatte han møde i sin bedste puds, og for at han ikke skulde lugte af hesten, maatte han holde sig saa meget som mulig borte fra stalden. En søndag formiddag, da Mammys hovedpine var rigtig slem, kom Eva springende med den vesle guld-lugteflasken sin og vilde give hende den. «Du har mere brug for den, du end jeg,» sa hun. «Ta den bare! den vil gjøre dig godt.» Netop som Mammy skulde sige nei tak, kom fruen ind. «Hvad er det du gir hende, barn?» «Det er min lugteflaske.» «Vil du straks ta den fra hende igjen!» Eva blev modfalden og vendte sig om. St. Clare var ogsaa tilstede. «Lad nu barnet denne gang faa sin vilje,» sa han venlig. Fruen sukked. «Vorherre maa vide hvorledes det skal gaa dette barnet, naar hun kommer ud i verden.» «Ja, det maa Vorherre vide,» gjentog St. Clare alvorlig. «Men saa meget er vist, at det vil gaa hende bedre o p p e hos Vorherre end baade dig og mig.» Fruen gjorde altid gjældende, at folk burde være gudfrygtig om søndagen. Hun var netop færdig til at gaa i kirken, og saa svært from og yndig ud, som hun stod der i den kostbare silkekjolen med guldkjeder og diamantsmykker, indhyllet i et kniplingssjal, som lig en taage laa om den vakre figur. Frøken Ofelia, som ligeledes stod færdig til at gaa i kirken, tog sig rent fattigslig ud i sammenligning med fruen, endda hun ogsaa var iført silkekjole og havde et fint sjal om sig. «Kom nu, barnet mit!» kaldte fruen. «Skal Eva med?» spurte St. Clare. «Ja, hun har godt af at bli vænnet til gudsfrygt,» svarte fruen, og mente dermed at give sin mand et lidet snert for at han aldrig gik i kirken. «Har du selv lyst til at gaa i kirken, Eva? Vil du ikke heller blive hjemme og lege med mig?» «Tak, papa, jeg vil heller gaa i kirken, endda jeg synes det er noget kjedeligt,» sa Eva; «jeg blir saa let søvnig; men jeg søger at holde mig vaaken saa godt jeg kan.» «Hvorfor gaar du da i kirke?» «Jo—for Vorherres skyld; for han gir os alting og er saa god mod os, og saa er det da ikke for meget, at vi gjør det for ham.» «Du kjære gode sjæl! sa faren og tog hende i armene sine. «Gaa du bare, og bed en bøn ogsaa for mig!» FEMTENDE STYKKE. Kvæker-nybygden. Elisa og vesle Harry var havnet hos et par venlige og gjestmilde folk, Simon og Rakel, paa en gaard i en af Indianas vakre dale. Folkene paa gaarden hørte til «Vennernes samfund» eller kvækerne, som de nu gjerne kaldes. Det var mange af dem der i bygden. Simon var en høi kraftig mand, stille og fredelig i al sin færd. En saa ham som oftest med en bredskygget kvækerhat paa hovedet. Rakel, hans hustru, var paa 60 aar; men hun hørte til det slags kvinder som blir vakrere og mildere med aarene. Fra hendes brune milde øine lyste fred og kjærlighed. En stille glæde og lun hygge fulgte hende, hvor hun var. Hun havde milde ord og god hjælp til alle som søgte hende. Hendes hus var altid pyntet og rent. Rakel og Elisa sad en dag i kjøkkenet og arbeided, mens vesle Harry sprang omkring paa gulvet. Husmoren sad med et blankt tinfad paa fanget og pilled ud i det nogen tørre ferskener. Den stolen hun sad i, var en underlig stol; den kunde knirke saa hyggelig. Alle mennesker kom i sligt godt lag, naar den tog paa at knirke, og det gjorde den hver gang husmoren rørte sig. Børnene hendes mente paa, at det fandtes ikke mage til den stolen i hele verden. I aar efter aar havde moren og stolen snakket og sunget sammen, og aldrig var det, saa længe nogen af dem kunde mindes, kommet andet end milde ord og lyd fra den stol, og det var utrolig saa megen hovedverk og hjertelidelse den havde kureret. «Saa du tænker endnu paa at drage til Kanada, Elisa?» sa kvæker-konen og la et par ferskener til side. «Ja, frue,» svarse Elisa fast; jeg maa afsted, saa gjerne jeg end kunde ønske at være her længer.» «Men hvad vil du gjøre, naar du kommer til Kanada? Har du tænkt noget over det, mit barn?» Elisa skalv i hænderne, og nogen taarer faldt ned paa sytøiet hendes, men hendes øine havde et udtryk af fast vilje. «Jeg vil tage fat paa hvad som helst,» svarte hun. «Du ved du kan blive her saa længe du har lyst,» sa Rakel. «Jeg takker Dem saa mange ganger! men jeg har ingen ro paa mig, jeg sover daarlig om natten, altid gaar jeg med den tanke, at slavehandleren kan finde mig naar det skal være. Jeg maa derfor afsted.» «Stakkars barn! Du maa ikke gaa slig og ængste dig. Vi vil haabe du faar være i fred her.» Simon kom ind. En kunde se paa hans ansigt, at han havde noget glædeligt paa hjerte. «Har du noget nyt at fortælle?» spurte konen hans. Simon nikked blidt og nævnte noget om at der kanske kom venner til dem i aften. «Venner? Hvad er det for venner?» Manden vendte sig mod Elisa: «Er det ikke Harris De heder—Elisa Harris?» «Jo.» Simon gik ud, og gav sin kone et vink om at hun skulde komme efter, som hun ogsaa gjorde. «Men hvad er det?» spurte hun, da de var kommet ud paa gangen. «Hendes mand er her i bygden og kommer her i aften.» «Nei, hvad siger du?» sa Rakel, og ansigtet hendes lyste af glæde. Peter var for lidt siden nede ved stationen. Han kom der til at tale med en gammel kone og to mænd som var i følge. Den ene fortalte at han hedte Georg Harris, og paa det han fortalte om sin fortid og sin omflakken kunde han skjønne at det maatte være ham. Det var en staut vakker kar. Med taarer i øinene løb Rakel tilbage til kjøkkenet for at fortælle den glædelige nyhed. Endda hun gjorde dette med stor varsomhed, blev glæden for overvældende. Blodet skjød som flammende ild op i Elisas kinder og sank som en strøm tilbage til hjertet. Bleg som døden satte hun sig uden at sige et ord. «Fat dig, fat dig, barn! Han er hos gode mennesker og kommer her i aften.» «I aften?» stammed Elisa. Hun hørte ikke mer, eller hun forstod ikke det som blev sagt; alt gik rundt for hende som i en bølgende taage. Hun faldt i gulvet, og sansesløs maatte hun bæres ind i sit kammer. Da hun om en stund slog øinene op, saa hun med undring, at hun laa paa sin seng, og at en kvinde holdt paa at gnide hendes hænder med kamfer. Det var som hun saa og hørte alt i drømme; men hendes hjerte var saa let. Det var ingen spænding eller angst mer i hendes sind; hun kjendte en indre ro og fred, som hun ikke havde kjendt paa lange tider. Men hvad var det som gik for sig der inde i stuen? Hun saa aftensbordet blive dækket med en hvid dug; hun hørte nogen røster mumle og hviske; hun hørte tekjelen synge og brumme; saa nabokonen, den venlige Rut, trippe frem og tilbage med kakefad og tallerkener med syltetøi ... nu bøide hun sig ned og gav Harry et stykke kake og klapped ham paa kindet. Og her ved sengen? Var det ikke Rakel som kom og glatted saa moderlig paa aaklædet og paa hendes nattrøie? Nu kom Ruts mand ind i stuen. Rut gik glad bort mod ham og hvisked og pegte ind mod sengen. Om en stund saa hun en hel flok sidde til bords, og mellem dem den vesle Harry i en høi stol, og hun hørte en utydelig samtale og klirren af kopper og teskeer ... saa hørte hun ikke mer, alt blev stilt og mørkt, og hun sov,—sov slig som hun ikke havde sovet siden hin rædselsfulde nat, da hun løb fra sit hjem. Og de skjønneste drømme gled gjennem hendes sjæl. Hun saa et underfuldt vakkert land, hvor alt hvilte i fred; hun saa grønne strænder, fagre øer og blinkende sjøer. Og hun saa et hus, og hørte nogen sige at dette var hendes; hun saa den vesle gutten sin lege glad og fornøid; hun hørte sin mands fodsteg og merked at han kom nærmere og nærmere ... han slog armene om halsen hendes, han graat af glæde.... Da slog hun øinene op. Nei, det var jo slet ikke nogen drøm ... der sad manden hendes ved hovedgjerdet.... * * * * * Jo, det var glæde i kvækerhjemmet, da morgensolen straalte ind gjennem vinduerne! Og slig travlhed det blev for at gjøre frokosten saa hyggelig som mulig! Døtrene og sønnerne hjalp moren: én plukked grønne grener og blomster, en anden sigted mel til maiskaken, en tredje malte kaffe, en fjerde hented friskt vand ved kilden, og husmoren var optaget med at bake kavringer og skjære op kyllinger. Men endda hun havde det saa travlt, sendte hun alt i ett venlige ord omkring til høire og venstre og lod de brune øinene sine udstraale solskin over det hele hjem. Hændte det at nogen af børnene kunde komme lidt i haarene paa hinanden, var et mildt «naa, naa, børn» nok til at stanse striden. [Illustrasjon] Mens de andre holdt paa med at stelle til alt til frokosten, stod Simon i skjorte-ærmerne og raged sig ved et lidet speil. Han hørte ikke stort til det som gik for sig omkring ham; for alt i dette hus gik saa rolig, saa støtt, og hver og en syntes at være glad og fornøid ved at udføre netop det arbeid som han eller hun var sat til.