# Onkel Toms Hytte ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/onkel-toms-hytte-56863/index.md Georg knapped op frakken og viste frem et par gode pistoler og en stor skarp bowiekniv, som han bar i beltet. «Lad dem komme!» Vilson risted paa hovedet. Uden at have noget at sige, satte han sig ned og gav sig til at tygge paa haandtaget af sin paraply, som han havde tat med op paa værelset. «Jeg sætter mig op mod mit lands lover, siger De. Ja det gjør jeg, og jeg gjør det med ærlig og god vilje. Hvem har givet disse lover? Tyranner og bødler. De tar sig selv rettigheder som de finder for godt, og lager lover for at verne om disse rettigheder; vi slaver, vi som er saa ulykkelige at have havt en slavinde til mor, vi har ikke noget fædreland, ingen rettigheder. Som barn saa jeg min mor stillet til auksjon—vi 7 søskend med—hun knælte og bad, at hun i det mindste maatte faa beholde mig, den yngste. Ved De hvad svar hun fik? Et spark af en støvlenæse.» «Æ-hæm!—Ja....» «Den herre jeg blev solgt til, kjøbte jo ogsaa den ældste søsteren min. Hun havde faat en god opdragelse og var en svært vakker og god pige. Ved De hvorledes det gik hende? Ja det kunde være meget at sige om det; men jeg skal bare fortælle, at den sidste gangen jeg saa hende, gik hun i lænker i en slavehandlers kobbel, som skulde til Orleans og sælges paa markedet, sælges til et liv i skjændsel og nedværdigelse!» Et par taarer randt nodover kinderne paa ham. «Ja det er fælt, afskyligt, men....» «Jeg selv blev mishandlet som en hund, med pryl og skjeldsord og sult; men naar jeg om natten laa vaaken og graat, saa var det hverken af sult eller fordi jeg havde faat pryl, nei jeg graat af længsel efter min mor og mine søskend. Slig havde jeg det til jeg kom i tjeneste hos Dem. De var god mod mig, herr Vilson, De opmuntred mig til at opføre mig godt og lægge mig efter at lære noget; jeg lærte at læse og skrive, og meget andet. Men hvordan gik det mig til sidst?» «Ja, det ved jeg.» «Det ved De—ja. Men de kjender ikke den sidste mishandling. Vil De se her!» Han drog sin hanske af og viste Vilson et stort rødt H, som var brændt ind i huden. «Det gav han mig for fjorten dage siden, fordi han var ræd for at jeg skulde flygte fra ham.» «Det ser fælt ud.» «Ja, er det ikke hyggeligt at ha et sligt minde om sin kjære herre?» Han drog atter hansken paa. «Nei, kom ikke til mig med Deres tale om fædreland og lover. Naar jeg kommer til Kanada, hvor lovene vil verne om mig som ethvert andet menneske, saa har jeg et fædreland, og det fædrelands lover skal jeg lyde.» Den unge mand havde talt sig varm, hans øine lyste med vild glans. «Pokker skulde ta alle disse slynglerne, som steller med sine medmennesker paa den maaden!» udbrød Vilson. «Gaa Deres gang, og Gud give De maa klare Dem godt! Men De maa ikke skyde nogen, uden ... nei, jeg mener det er best, om De kan undgaa at skyde nogen.» Vilson spurte hvor hans kone var. «Flygtet, hun ogsaa, flygtet med sit barn—Vorherre maa vide hvorhen.» «Ja, men hun havde det jo godt.» «Hun havde det godt—ja; men hendes herre var kommet i gjæld og solgte gutten; saa flygted hun med ham.» «Ja saa, er det gaat slig med hende,» sa han og putted nogen pengesedler bort i lommen til Georg. «Tag disse til reisen!» «Paa ingen maade, herr Vilson!» «Ingen talemaader her! De kan ikke være uden penger. Tag dem bare, gutten min, tag dem!» «Ja ja; men alene paa det vilkaar, at jeg betaler dem tilbage, naar jeg kan.» «Naa ja, det kan vi jo altid tales ved om; men sig mig, hvem er den svarte karen De har med Dem?» «Det er en som flygted til Kanada for et aars tid siden. Men saa fik han vide at hans gamle mor havde det vondt hos sin herre, og nu er han kommet tilbage for at trøste hende og om mulig faa hende bort.» «Er det da gaat saa vel at han har faat fat i hende?» «Nei, endnu ikke; han har gaat paa vagt ved gaarden nat efter nat; men han har ikke faat øie paa hende. Nu er det meningen hans at følge mig op til nogen venner i Ohio, som har været ham til hjælp, og saa vender han tilbage for at hente hende.» «Det er et farligt spil.» Georg retted sig op og sendte ham et haanende øiekast. «Aa, hvor De har forandret Dem!» sa Vilson, som la merke til hans stolte holdning. «Jeg er en fri mand, jeg har sidste gang sagt «massa» til noget menneske. Jeg er fri!» «Ja, men tag Dem nu i vare. De ved ikke hvorledes det kan gaa Dem.» «Nei, De har ret i det,» sa Georg og drog et dybt suk. «Hænder det mig noget galt, blir skudt eller stukket ned, saa blir jeg vel slængt til side og nedgravet som en hund: ingen vil bry sig om mig; naar dagen er gaat, vil ingen mere tænke paa mig—uden én.» «Ja, De mener Deres kone.» «Herr Vilson, vil De gjøre mig en tjeneste, om De træffer hende?» «Det vil jeg gjerne.» «Vil De give hende denne brystnaalen, som hun en gang lod mig faa i julegave? Og vil De sige hende at jeg elsked og velsigned hende til min sidste stund? Vil De det?» «Ja, det vil jeg,» gjentog den brave mand, med taarer i øinene og med skjælvende mæle. «Og sig hende at det var mit sidste ord, da De talte med mig, at hun skulde se til at komme op til Kanada, og at hun aldrig maa vende tilbage til sin frue, hvor god hun saa end er; for slaveri ender altid med elendighed. Sig hende at hun maa opdrage gutten til en fri mand, saa vil han nok klare sig og aldrig komme til at lide det jeg har lidt. Vil De sige hende dette?» «Det skal jeg. Men jeg haaber at De klarer Dem godt. De er en flink mand! Vorherre vil være med Dem.» «Ja Vorherre?» sa Georg tvilende. «Naar jeg bare var trygg paa at der er nogen Vorherre.» «Kom ikke med slige ord! Der er en Gud over os, en god Gud, som holder et vaakent øie med os, og som kan og vil hjælpe alle som sætter sin lit til ham. Stol paa ham, Georg, og alt skal bli godt, om ikke her, saa i det kommende liv.» Georg blev grebet af disse hjertelige ord, takked sin gamle ven og loved at tænke over det han havde sagt. ELLEVTE STYKKE. En auksjon. Haley og Tom kjørte afsted en stund uden at veksle et ord med hinanden. De var begge optaget med sine egne tanker. Haley tænkte paa hvor meget han vel kunde vente at faa for en slig velbygd kar som Tom, naar han falbød ham paa markedet; det gjaldt at holde ham i god stand, det vilde derfor ikke svare regning at spare paa foret. Han blev rent rørt over sin egen menneskekjærlighed: han havde jo bare sat lænker om benene paa Tom, mens andre handelsmænd var haardhjertede nok til ogsaa at lænke hænderne paa de stakkars bester som de havde indkjøbt. Han var dog stygt ræd for at Tom ikke skjønte paa denne barmhjertighed som blev vist ham; den menneskelige natur har jo altid saa vondt for at være taknemlig. Tom sad og tænkte paa et gammelt ord, om at vi mennesker ikke har noget blivende sted, men at Gud, som følger os paa vore veie, han har «beredt os et sted». Handelsmanden tog op en avis af lommen og gav sig til at læse. «En auksjon!» Nu var han ikke videre flink i læsekunsten, men han fik dog saavidt stavet sig gjennem følgende kundgørelse: «Efter øvrighedens behagelige ordre vil der tirsdagen den 20de februar ved raadhuset i Washington, til fordel for kreditorer og arvinger i dødsboet efter Jesse Oxford, blive bortsolgt følgende slaver: Hagar 60 aar, Jon 30, Ben 21, Saul 25, Albert 14. Hvilket herved kundgjøres for alle lysthavende.» «Det skal holdes auksjon i Washington i morgen,» sa handelsmanden til Tom. «Jeg kunde nok have lyst til at være med der. Kanske jeg kunde faa kjøbt et par hyggelige reisekamerater til dig, Tom, for veien sydover.» Han loved at han i hvert fald skulde sørge for at Tom kom med i et godt kobbel. Foreløbig kjørte de nu til Washington, hvor Tom vilde bli lukket inde, mens han selv udretted nogen erender i byen. Tom hørte taalmodig paa dette. Siden sad han og tænkte paa hvor mange af disse stakkarne, som skulde sælges paa auksjon, blev rykket bort fra sine kjære, ligesom han selv. Ud paa kvelden kom Haley og Tom til Washington, hvor de fik herberge natten over, Haley selv i et lunt vertshus, og Tom i et fængselsrum. Ved elleve-tiden dagen efter havde en blandet flok af forskjellige slags mennesker samlet sig ved raadhustrappen. Slaverne som skulde sælges sad sammenkrøbne i en klump og hvisked spændt og ængstelig med hverandre. Haley gik bort til flokken og aabned munden paa en gammel mand og saa ham paa tænderne, lod ham saa reise og bøie ryggen og gjøre forskjellige andre bevægelser, for at vise om han var rask og rørig. Derefter vendte han sig til en anden, som han tog i øiesyn paa samme maade. Endelig undersøgte han gutten, kjendte paa musklerne hans, strakte armene ud paa ham, saa paa hans fingre, og lod ham hoppe, for at vise sin raskhed. [Illustrasjon] «Mig og han hører sammen,» sa en gammel kone med angstfuldt mæle. «Mig og han skal sælges sammen, massa.» Haley lod som han ikke hørte dette. «Mig er slet ikke saa gammel,» vedblev konen,—«kan godt arbeide.» Med hænderne i lommen, cigaren i den ene mundvigen og hatten nede paa øret, drev Haley bortover til auksjonsstedet. «En burde forbarme sig over Hagar og se til at faa solgt hende og sønnen under ett nummer,» sa en medlidende mand, som havde talt med auksjonsholderen. «Hun er da ikke andet end skind og ben,» svarte Haley. «Og hertil kommer at hun er blind og rent vanskabt af verk.» «Ja men det er synd at skille dem,» blev den anden ved. «Hun har gjennemgaat svært meget, stakkars kroken; alle børnene er solgt fra hende, saa nær som denne gutten, som hun nu sidder og famler efter med hænderne alt i et.» Haley spytted ud i en stor bue. «Gutten kunde jeg ha lyst paa at kjøbe, men moren vilde jeg ikke eie, om jeg fik hende for ingen ting.» «Aa, hun vil blive rent fortvilet, om hun blev skilt fra sønnen.» «Ja, det er meget rimeligt.» Det blev i dette øieblik banket med en hammer i bordet, og en høi røst ropte: «Nu begynder det, mine herrer!» Hagar greb efter sønnen sin. «Hold dig tæt ind til mig, rigtig tæt,» sa hun. «Ja men om de nu skiller os ad, alligevel!» «Det gjør de ikke, barnet mit. Jeg dør, jeg, om de gjør det.» «Aa vær saa god og giv lidt plads, mine herrer!» ropte auksjonsholderen, da en af slaverne blev ført frem. Saa tog han til med opropet. Folk slog ring omkring bordet og bød livlig. Haley fik tilslaget paa de to første som blev solgt. Saa kom turen til gutten. «Op med hovedet, saa folk kan se det er liv i dig!» sa auksjonsholderen. «Gode massa,» bad den blinde mor og holdt fast i gutten, «massa sælge ham og mig sammen!» «Sludder!» svarte auksjonsholderen og rev gutten fra hende. «Din tur kommer bagefter. Op paa blokken med dig, din morian!» En dyb tung stønnen hørtes bagved dem, men gutten maatte lystre; han saa tilbage efter moren, tørked et par taarer af øinene, og steg saa op paa blokken, som slaverne maatte stille sig paa, for at de bydende kunde ta dem rigtig godt i øiesyn. En vakker og velbygd gut var han, og folk bød da ogsaa paa ham som de var rent gale. Ængstelig saa han fra den ene til den andre, mens folkene ropte sine bud i munden paa hverandre. Endelig faldt hammeren. Herr Haley fik ogsaa denne gang tilslaget, og gutten blev draget ned af blokken og ført bort til sin nye herre. Moren skalv over hele kroppen og famled ud i luften for at faa fat paa ham. «Massa ogsaa kjøbe mig!» bad hun. «Massa, hør mig—for Guds skyld! Jeg dør, om massa ikke ogsaa kjøber mig.» «Aa, du vil nu dø alligevel,» svarte Haley kort og snudde sig fra hende. Det var ikke mange som bød paa konen. Den manden som havde bedt for hende kjøbte hende for en liden sum. «Aa, Albert, mit eneste, mit sidste barn!» jamred hun med en hjerteskjærende tone. «Du maa ikke graate, mor; de siger du har faat en svært god herre,» trøsted gutten hende, men graat selv saa saart. «Se at faa hende bort!» ropte Haley. «Hun har ikke godt af at være her nu.» Dels ved at tale godt for hende, og dels ved at true og rive i hende, lykkedes det at faa hende til at slippe gutten, og nogen barmhjertige mennesker tog sig af hende og trøsted hende, mens de førte hende bort. «Se saa!» sa Haley lettet og saa paa de tre slaverne han havde kjøbt. Saa tog han frem et knippe haandjern og la dem om haandleddene paa dem, lænked dem sammen og drev dem bort i fængslet. «Puh! Det var fælt at se paa den tossete kjærringen, slig som hun tog paa vei!» TOLVTE STYKKE. Paa Ohioelven. Nogen dage efter gik Haley med de fire slaverne sine om bord paa en Ohio-damper. Det var den første flok af det kobbel som skulde samles op paa de forskjellige steder langs stranden, hvor hans opkjøbere stod færdige med sin fangst. Damperen var et vakkert hurtiggaaende fartøi. I straalende solskin gled den hurtig ned ad elven, med det frie Amerikas stjernebanner vaiende over sig. Dækket var fuldt af pyntede damer og herrer, som i munter stemning gik frem og tilbage mellem hverandre og nød den vakre dag. Flokker af smaabørn dansed og fløi omkring som sommerfugler; alt var liv og glæde. Men nede paa underdækket sad en flok negre mellem det andre fragtgodset. De talte med hverandre i en dæmpet tone. «Naa, gutter,» sa Haley, som kom ned for at se til dem, «jeg haaber dere tar det fornuftig. Ingen sure ansigter! Naar dere opfører dere vel, skal dere faa det godt. Skyd derfor hjertet op i livet og vær muntre og glade.» «Ja, massa,» svarte slaverne; de var saa vante til at sige dette, at ordene kom mekanisk; men nogen virkelig glæde og munterhed havde vanskeligt for at indfinde sig hos dem. Ogsaa den langbente landmanden fra vertshuset i Kentucky, han som spytted paa plakaten, var med om bord. Han gav Haley mangt et ærligt og velment haansord for den afskylige handelen han drev. «De vil en gang faa et tungt regnskab at opgjøre med Vorherre, herr Haley,» sa han. Men Haley mente at det regnskabet ikke kunde bli saa farligt; for han havde altid været en ærlig og bra handelsmand, og havde derfor en god samvittighed. Dampskibet stopped flere steder og tog ind nye slaver. Et sted kom en ung svart kvinde løbende op efter landgangsbroen, bored sig gjennem trængslen paa skibet og slog armene om halsen paa en af negrene, graat og stønned. Det var hendes mand. Men hun blev skyndsomt ført i land igjen. En ung mand havde staat og set paa dette optrin. Han vendte sig mod Haley og spurte hvorledes han kunde finde sig vel ved at drive en slig handel som den han drev. «Her staar jeg,» sa han, «og glæder mig til at komme til kone og barn, mens den samme klokke som giver signalet til at føre mig frem til dem vil skille denne stakkars manden og hans hustru for stedse. Gud vil vist kræve Dem til regnskab for dette.» Slavehandleren vendte sig fra ham uden at gi noget svar. Mellem de reisende var det ogsaa nogen som mente at slaveriet var fastsat af Vorherre selv fra gammel tid; negrene var skabte til træler; det var ikke noget at sige paa den ting,—mange af dem har det ellers godt. Haley gik tankefuld frem og tilbage paa dækket. En dag, da skibet la til ved en liden by, gik han i land i et forretnings-erend. Tom havde endnu lænker om benene, men dette hindred ham dog ikke i at gaa med smaa skridt omkring paa dækket. Han var gaat over til den ene siden af skibet og stod og saa mod land. Efter at have staat der en stund, saa han sin herre vende tilbage med en ung svart kvinde, som bar et lidet barn paa armen. Hun var pent klædd og saa glad og fornøid ud. Haley havde kjøbt hende paa det vilkaar, at hun skulde føres til Louisville og tjene som kokkepige paa den samme gaard hvor hendes mand arbeided. Klokken ringte til afgang. Skibet gled fra bryggen og damped afsted videre efter ruten. Den unge mor satte sig ned, og lykkelig og glad trykked hun den vesle gutten sin ind til brystet. En mild luftning gik over dækket, solskinnet spilled paa bølgerne, og glade stemmer summed om ørene hendes. En ung mand fik øie paa moren og barnet. «Hvor skal den unge negerkvinde med det vesle barnet hen?» spurte han Haley. «Hun er bestilt fra en gaard nede i Louisville,» oplyste handelsmanden og blaaste røgen af sin cigar ud i luften. «Hun skal være flink til at lage mad, og kan naturligvis ogsaa bruges til at at plukke bomuld.» «Men gutten kan vel ikke lage mad og plukke bomuld.» «Ham sælger jeg, naar jeg kan faa et godt bud paa ham.» «Jeg kunde næsten ha lyst til at kjøbe ham, om De ikke holdt ham i altfor høi pris. Jeg vilde ha let for at opfostre ham i mit hjem.» «Ja, jeg kunde selv opfostre ham, om jeg vilde; men faar jeg ham godt betalt, har jeg intet imod at sælge ham.» Efter at have talt en stund om handelen, bød den unge mand halvandet hundred kroner for gutten. «Tag ham da! Men sig mig, hvor skal De gaa af?» Stedet blev nævnt. «Det passer godt. Der er vi i mørkningen. Gutten sover da, og moren gaar omkring paa dækket og ser sig om—passer svært godt—faar listet ham bort uden skrig og skraal, skjønner De.» Ud paa kvelden la dampskibet til ved et lidet stoppested. Moren havde ganske rigtig faat barnet til at sove og lagt det fra sig; selv var hun gaat til den andre siden af fartøiet, hvor hun stod og saa paa folkene som havde mødt frem paa bryggen. Da hun vendte tilbage, var barnet borte. «Ja, det kunde ikke nytte du fik gutten med ned til gaarden,» sa Haley; «jeg kom til at faa et godt bud paa ham, og saa solgte jeg ham til en flink ung mand, som vil sørge for at han faar det godt.» [Illustrasjon] Det var som hun havde faat en kule i hjertet. Dødbleg satte hun sig ned, uden skrig, uden taarer; hendes hænder faldt slapt ned, øinene stirred ud i luften. «Ja, jeg kan godt skjønne det maa være vondt for dig nu med det samme, dette her,» sa Haley; «men du er en forstandig kone, som snart overvinder det.» «Ti, massa, ti!» stønned hun. Handelsmanden gav sig nu til at gaa frem og tilbage paa dækket og saa af og til bort til hende. «Det var svært saa nær hun tar sig af dette,» mumled han for sig selv, «det er vist bedst hun faar sidde i fred en stund og summe sig lidt.» Ud paa natten vaagned Tom med ett. Noget sort fór hurtig forbi ham bort til rælingen paa den andre siden af skibet, og et øieblik efter hørte han et plask i vandet, og saa blev alt stilt igjen. Glad og oprømt vaagned Haley om morgenen og gik ned for at se til sine træler. «Hvor i al verden er det blit af konen?» sa han, da han ikke fik øie paa hende nogen steds. Saa fortalte Tom det han havde set og hørt om natten, og Haley skjønte snart hvorledes det hang sammen. Han var vant med slige historier, og gjorde derfor ikke saa meget af det. Lidt ærgerlig blev han nu altid over det nye tab. Han tog frem regnskabsbogen sin og førte den mistede trælkvinde op paa tabssiden. Men noget maatte det nu være som rørte sig inde i ham alligevel; for han blev igjen urolig og rev sig i nakken. «Kunde jeg nu bare være heldig med et par kobler til, fik det være slut med denne handelen,» tænkte han ved sig selv. TRETTENDE STYKKE. Paa Missisippi. Saa naadde de ned til Missisippi. De reisende maatte her om bord i et andet skib. Det var en stor damper, som var ladd med en slig mængde bomuldsballer at den ligned en graa firkantet svømmende kjæmpeblok. Tom syntes at ha fundet sig nogenlunde til rette med sin ulykkelige skjæbne. Han var blit kvitt lænkerne og havde faat lov til at gaa hvor han vilde omkring paa skibet. Ved sin stille rolige færd, ved sin taalmodighed og fromhed, og ved sin villighed til at hjælpe hvor han kunde, havde han vundet mange af skibsfolkene for sig. Han kravled stundom op til en eller anden krok mellem bomulds-ballerne paa det øverste dæk. Her kunde han faa sidde i ro med sin kjære bibel. En 70-80 mil ovenfor Ny-Orleans ligger elven høiere end landet omkring. De mægtige vandmasser ruller her frem mellem faste høie dæmninger. Fra damperens dæk ser den reisende som fra en svømmende taarnbygning ud over landet i flere mils omkreds. Det var en stille aften. Solen lyste paa den brede vandflade, rørene og de høie mørke cypresser ved bredderne gløded i det gyldne skjær, mens skibet stønnende arbeided sig frem med den vældige lasten. Tom sad i høiden og saa ud over arbeids-markerne. Han fandt her et levende billede af det liv han selv skulde gaa til. Han saa slaverne langt borte ved sit arbeide, han saa hytterne deres ligge i rækker et stykke fra de fine herskabsboliger med vakre haver og parker omkring. Og som nu disse levende billeder gled langsomt forbi hans blik, vendte hans hjerte sig med sterkere og sterkere længsel mod den vesle hytten, med de herlige blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden og med duft af renhed og hygge indvendig; han saa sin brave kone trippe om der inde, hørte smaagutternes latter og kommers, og det var som han saa sig selv sidde med den mindste paa fanget og hørte hendes glædesskrig. Men med ett blev alt borte. Han saa igjen de svaiende rør og glidende marker, hørte maskinens støn, og han skjønte at al den lykke han havde levet i der hjemme var slut for stedse. Nogen store taarer drypped ned paa bogen hans. «Eders—hjerte—forfærdes—ikke—» læste han paa sin langsomme og eftertænksomme maade. «I—min—faders—hus—er mange—værelser.—Jeg gaar—hen—for—at—berede—eder—sted.» Mellem de reisende var der en ung mand som hedte Augustin St. Clare. Sammen med sin seksaarige datter havde han været paa gjestefærd hos nogen slegtninger i Ny-England, og var nu paa hjemveien til sit gods i Orleans. Et søskendbarn af ham, frøken Ofelia, havde han faat til at følge med hjem, for at hun en tid kunde styre huset for hans hustru, som var sygelig. Den vesle datteren hans hedte Evangeline. Som en lys og venlig solstraale fór hun omkring alle steder paa skibet. Tom saa ofte et glimt af den vesle lysklædde fe med det guldlokkete hoved. Altid var der et smil om munden hendes, let som en fugl hopped hun om fra sted til sted, og forstod altid at stelle sig slig at hun ikke fik flekker paa kjolen sin. For Tom var det næsten som en Guds engel viste sig for ham, naar hun med ett kom til syne for ham bag en bomulds-balle og stod og saa mildt paa ham med de store mørkeblaa øinene sine. Faren og frøkenen holdt stadig øie med hende, for de var ræd for hun kunde komme til nogen skade, slig som hun fór om alle steder. Somme tider kunde hun stille sig ved rækverket og se ned til fyrbøderen, som stod med kulskuffen ved det glødende ildsvelg. Det saa da ud som hun syntes synd paa ham og undred sig over at han kunde leve der nede i det hede dybet. Til andre tider kunde en se hende ved roret, hvor hun med sit smil og med de milde øinene sine var nær ved at faa rormanden til at glemme sit arbeid. Alle skibsfolkene var glade i hende, og mangen svart næve blev rakt ud til hjælp, naar det saa ud som hun holdt paa at falde over et og andet, eller hun holdt paa at bli skubbet til side af folk som ikke saa hende. Ofte var hun ogsaa nede og saa paa negerkobbelet til Haley. Det hændte at hun kunde gaa ind mellem negrene. Hun saa med sorgfulde øine paa dem, letted paa lænkerne deres og sukked tungt. Stundom kom hun med sukkergodt, nøtter, appelsiner, som hun med inderlig glæde delte ud mellem dem. Tom havde glæde af at lage smaa legetøisaker til hende: kurver, fløiter og mange andre ting, og lidt efter lidt blev han og hun svært gode venner. «Hvad heder den vesle frøkenen?» var det første han spurte hende om. «Jeg heder Evangeline; men far og mor og alle mennesker kalder mig Eva. Hvad heder du?» «Jeg heder Tom, og hjemme, der jeg er fra, pleide alle børnene at kalde mig Onkel Tom.» «Saa vil jeg ogsaa kalde dig Onkel Tom, for jeg liker dig saa godt. Hvor skal du hen?» «Ved det ikke, vesle frøken.» «Ved du det ikke?» spurte hun med undring. «Nei, jeg ved det ikke—skal vel sælges til en eller anden fremmed mand.» «Da skal jeg sige til far at han skal kjøbe dig. Vil han det, saa faar du det godt.» «Jeg siger den vesle frøkenen saa mange tak.» «Just i dette øieblik la skibet til ved et landingssted for at ta ind kul. Vesle Eva blev kaldt bort til faren sin, mens Tom gik forud i skibet for at hjælpe mandskabet med noget arbeid.