Part 3
«Lad os nu se os lidt om paa den andre kanten først,» sa han og nikked.
«Massa maa naturligvis gjøre som han vil,» sa den svarte skøieren; «men jeg tror nu massa vil angre paa at vi rider den veien.»
De slog da ind paa en gammel tilgrodd vei, som tidligere havde ført ud til elven, men som nu ikke brugtes mere, og stanste ved en laavebygning en mils vei borte.
«Det er rent ravruskende galt, at vi rider denne vei,» sukked Sam.
«Du kan snakke saa meget du vil, din svarte fant, du faar nu ikke mig bort fra denne veien.»
Sam sukked endnu en gang og vrængte med øinene.
Efter at have redet en stund kom de til en lade som var bygget tvers over veien.
Slavehandleren tog nu paa at lyne og tordne.
«Ja, massa, jeg har sagt at det var en gal vei, og at massa vilde angre at vi red til denne side.»
[Illustrasjon]
Manden skar tænder af vrede, men sa ikke et ord.
De tre ryttere vendte nu hestene og red til den nye landeveien.
Ud paa kvelden naadde de til det huset ved Ohiofloden hvor Elisa stod ved vinduet.
Det gav et sæt i Sam, da han fik øie paa hende. Det traf sig saa heldig, at hans palmehat i det samme blaaste af ham. Dette gav ham grund til at udstøde et hyl.
Elisa, som havde staat og stirret ned mod elven, snudde hovedet raskt om, løfted hænderne i forskrækkelse og fór tilbage i stuen.
Med ett griber hun barnet og farer ud af en bagdør med det, uden at huske paa at ta med hatten og sjalet sit.
Hun svinger udenom haven og naar ned til elvebredden.
I det samme faar Haley øie paa hende. Hurtig springer han af hesten og farer afsted efter hende som en hund efter et raadyr.
Det var i dette øieblik som hun rent havde tabt sans og samling.
Uden at tænke paa det hun gjør, springer hun med et vildt skrig og med en fugls lethed over det aabne vand ved stranden og ud paa en isspong, fra denne over paa en anden spong, og saaledes videre tvers over elven. Det knager og svaier og syder omkring hende, hun mister skoene sine, skjærer fødderne til blods paa de kvasse iskanter og drar en blodstripe efter sig paa de grønne spenger; hun falder og reiser sig igjen, stirrer som et vildt menneske over mod Ohio-stranden, iler ustanselig frem—og naar til slut bredden.
«Du er min sandten en kjæk jente, hvem du saa er,» sa en mand som havde staat og set paa hvorledes hun var kommet over elven, og som hjalp hende i land.
«Aa frels mig ... skjul mig!» bad hun aandeløs.
«Hvad er i veien med dig?»
«Frels gutten min! Min herre har solgt ham ... jeg har rømt med ham.... Der borte paa den andre siden staar han som har kjøbt ham,» sa hun og pegte over til Kentucky-stranden.
«Jeg skulde saa gjerne gjøre noget for dig, om jeg kunde; men jeg hører ikke hjemme her og har intet sted at skjule dig paa. Det eneste jeg kan gjøre er at raade dig til at gaa op i det store hvide huset du ser staar for sig selv i den øverste del af gaarden her nærmest ved os. Jeg kjender folkene der, og ved det er gode mennesker ... skynd dig op der!»
Haley staar paa den modsatte bredd og stirrer efter hende, til hun blir borte i aften-skumringen.
«Jo, det var en pen historie!» siger han ved sig selv. «Jeg mener der er faret syv djævler i hende, jeg; hun hopped jo som en vildkat!»
[Illustrasjon]
Sam og Andy, som er kommet ned til ham, staar bagenfor ham og ler, gnir sig i hænderne, vrir sig og danser af bare glæde.
«Ja, jeg skal lære dere at le og danse, jeg,» siger Haley og slaar efter dem med svepen sin.
Som et par store græshopper hopper de til side og springer skraalende opefter bakken, og var allerede paa sine hester, før han kunde naa dem.
Snart rider de afsted i fuld galop og hyler tilbage til elvebredden:
«God nat, massa! God nat, massa!»
SYVENDE STYKKE.
To underlige jægere.
Haley vendte nu tilbage til vertshuset, yderst misfornøid og forbitret. Han satte sig i en krok af gjestestuen og grunded paa hvad han skulde tage sig for. At komme over elven og forfølge hende længer var ikke muligt; men hvad da ... hvad i al verden skulde han gjøre?
Saa blev han med ett afbrudt ved at høre støi af mennesker udenfor. Han fór bort til vinduet og saa ud.
«Ja min sandten tror jeg ikke det er Loker! Det kan en kalde et held!»
Han skyndte sig glad og fornøid ud.
«Har jeg set saa rent galt—eller er det virkelig Dem, gamle svend!»
Loker var en kjæmpestor kar med nogen svære lemmer. Han var klædd i en kappe af bøffelhud, som vendte haarene ud. Det store røde bulbideransigt tyded paa drik og raahed.
Ved siden af ham stod en liden mager mand, som saa ud til at være smidig som en kat; hans spiske næse og de svarte urolige øinene fór om til alle sider, og syntes at vidne om at han var ligesaa listig som hans reisekamerat var raa og haard.
De to mænd var slavefangere og levde af at opspore og fange bortløbne negre.
«Kom indenfor og faa dere en hjerte-styrkning!» hød Haley og førte dem ind i varmen.
«Hvad i al verden har De her at gjøre?» spurte Loker med grovt og brustent mæle.
Og hans lille kamerat stak sit hoved med den spiske næsen frem, som for at speide og lytte.
«Ja nu skal dere høre ... sæt Dem ned! Vær saa god, De med! De er kanske en ven af Loker?»
«En verksfælle, ja; mit navn er Marks ... er mig en fornøielse at gjøre Deres bekjendtskab,» sa den magre og rakte Haley en lang tynd haand, som mest ligned en ravneklo.
«Det var da et svineheld, at De netop skulde komme her i kveld.... Heida vert, lad os faa en bolle!»
Snart sad de tre mænd bænket ved et lidet bord og laged sig til at nyde livet med hverandre en liden stund.
«Nu skal dere høre,» tog Haley fat. «Jeg er kommet rent ilde ud for det med et kvind-folk som har rømt med en liden gut jeg havde kjøbt.»
«Hva' hva'.... Hvorledes?» spurte den magre og stak den spiske næse og hage næsten helt op til ansigtet paa handelsmanden. «Noget at tjene for os—hva'?»
«Ja hør nu bare.» Og saa fortalte Haley hvorledes det var gaat til—om Elisas flugt fra Schelby, om alle uheldene og om hendes vaagelige løb over elven.
«Klods!» brummed Loker. «Hvorfor lod De hende løbe fra dem?»
«Ja hvorledes skulde jeg kunnet hindre det?»
«Hæ—hindre? Mig løber ingen fra. Naar jeg har faat fat i en slig jente som har en unge, saa holder jeg denne næven op i synet paa hende: Ser du den?» siger jeg. «Dersom du vaager at rømme fra mig, saa skal jeg være mand for at ta dig igjen om en time, og saa....»
Han lod den vældige næven sin falde mod bordpladen med en slig kraft at bollen og glassene hopped.
«Hi-hi-hi!» lo hans lille kamerat. «Det kan en kalde at tale med eftertryk.»
«De er nu for slem, De Loker,» mente Haley. «Vi har før talt om den ting. De ved det altid har været min mening, at en skal stelle sig saaledes med negrene, at de kan stige i pris. Og saa maa en nu heller ikke glemme at sikre sig en liden plads der oppe i den anden verden. Den kan være god at ha, den, naar det ikke er mere at gjøre for en her nede.»
«A-u!» Loker vred munden og risted paa hovedet, som om han skulde til at kaste op; han gik bort til skjænken og frisked sig med en dygtig dram.
«Ja, det kan ikke nytte at skjære ansigter, Loker; jeg holder nu en gang fast ved religionen og det høiere, jeg.»
«Kan vi ikke holde op med dette gudfrygtige snakket,» foreslog Loker. «De er ikke et haar bedre De end vi andre; heller værre; for De er feig, De.»
«Hvad siger De?»
«Ja, jeg sa De er feig. Det er bare feighed af Dem at ville spille gudfrygtig. De vil snyte fanden og hytte Deres eget skind. Fy for en ulykke! At gaa et helt liv igjennem og ta paa borg hos fanden og kræve tjenester af ham, og saa ville luske fra ham, naar betalingsdagen kommer—fy!»
«Naa naa naa!» tyssed Marks. «Lad os heller tale om forretningerne vore.» Han stak næsen bort imod Haley: «Det var altsaa Deres mening, at vi skulde hjælpe Dem til at faa fat paa den jenten?»
«Jenten kommer ikke mig ved; Schelby eier hende. Det er bare gutten hendes jeg skulde ha fat paa.»
«Hvorledes ser hun ud?» spurte Marks.
«Hun ser godt ud, bedste sort vare—næsten hvid.» Og hun er opdraget som en fin frøken; hun er ærlig værd sine 4000 kroner.»
«Hm! hm!» kremted Marks, og fik et gridsk udtryk i de smaa katteøinene sine. «Loker,» sa han, «hvad mener De? End om vi paatager os at skaffe herr Haley gutten og beholder moren som løn for umagen?—hva! Vi kunde jo senere føre hende til markedet i Orleans og gjøre en rigtig fin forretning.»
Loker, som havde siddet og gabt ligegyldig, slog nu med en gang kjæverne sammen, som en bulbider, naar den snapper efter et kjødstykke.
«Ja—a,» sa han langt, og gav sig ligesom til at tygge paa forslaget.
Marks tog sig nu en sup og snudde sig mod Haley: «De maa vide at vi er godt kjendt med politiet langsmed elven, og det yder os nok hjælp, naar vi bare stikker til det lidt mynt imellem.»
«Ja det forstaar jeg godt.»
«Ja det er nu noget som jeg maa tage mig af, det; jeg har talegaverne og den juridiske kløgt, skjønner De; Loker er god nok til det grovere arbeide han, at slaa hovedet i stykker paa folk og alt det; men han har ingen gaver til at snu sig, naar det er om at gjøre at stikke en haandfuld kroner til folk eller gjøre ed og sligt noget.»
Loker, som var noget sen i tankegangen, kom først nu paa det rene med hvad forslaget egentlig gik ud paa.
«Jeg har forstaat det!» brølte han og lod atter sin næve falde paa bordpladen.
«Hvad skal jeg have for min del?» spurte Haley. «Det er jeg som har ledet dere paa spor efter denne fangsten.»
«Er det kanske ikke nok, at vi skaffer Dem gutten?» spurte Loker. «Gjør De noget vrøvl, saa tar vi dem begge. De kan jo ikke gjøre os noget for det, De.»
Haley blev nu tam. «Ja ja,» sa han, «kan dere skaffe mig gutten inden otte dage, saa faar jeg være fornøid med det.»
«Ja men det er ikke jeg. Tror De vi farer landet rundt efter en negerunge for ingen ting? Jeg mener De slipper billigst fra det, naar De betaler os—lad mig sige 200 kroner.»
«Er De gal, mand? Jeg har vist Dem udvei til en sjelden god fortjeneste, og saa kræver De endda....»
«Hvem borger for at de ikke gaar sin vei fra os begge to? Nei, De faar være saa god at komme frem med mynten her paa dette bret!» tordned Loker og slog med knokene sine i bordet. «Faar vi saa tak i ungen, saa faar De pengene Deres tilbage; lykkes ikke dette, saa har vi ærlig fortjent dem for vor umage.»
«Ja i den tale er det virkelig god mening, herr Haley,» sa Marks.
Endnu en stund talte de frem og tilbage om denne saken. Haley rev sig i haaret og var i ulag.
«Vi kommer nok til enighed,» mente Marks. «Men sig mig ... saa De virkelig at en mand hjalp hende i land?»
«Ja vist saa jeg det. Men hvor hun saa blev af, 'har jeg ikke mer mening om end det glasset der.»
Loker reiste sig med ett: «Vi maa over elven straks.»
«Ja hvorledes skal vi komme over?» spurte Marks. «Der gaar jo ingen baad.»
«Vi skal over!» brølte den andre.
Haley spurte om deres hunder var flinke til at opspore folk.
«Ja det kan De lite paa de er,» forsikred Loker. «Men hvad hjælper det os her? Vi har jo ikke en trevl af hendes tøi, som de kan lugte til.»
«Jo vist har vi det.» Haley reiste sig og tog Elisas hat og sjal, som laa paa sengen.
«Kom her med det!» bød Loker og rakte haanden ud.
«Men hvis nu hundene gaar hen og gjør en ulykke paa hende og gutten?»
«Ja, det kan nok hænde,» svarte Marks. «Det hændte os en dag sydpaa, at de rev en mand næsten ihjel, før vi kom nær nok til at rope dem tilbage.»
«Hm!» Haley rev sig atter i haaret.
«Men jeg tænker hun har taget ind i en eller anden gaard der borte,» vedblev Marks. «Det er bare om at gjøre at finde hendes spor.»
«Ja, for dere kan skjønne det, at jeg nødig vilde ha revet hud og kjød af gutten. Han vilde jo derved tabe sit værd.»
«Naturligvis! Men det gaar nok ikke saa ilde.»
Loker, som igjen havde været borte ved skjænken og tyllet i sig noget mer brændevin, kom nu tilbage til bordet og skyndte paa kameraten sin. «Vi maa afsted!... Saa var det disse kronerne.»
Saa nødig Haley vilde, saa maatte han ud med pengene.
Efter at de var kommet overens om hvor gutten skulde afleveres, knapped de to menneskejægerne sine kapper og tog veien ud i den mørke natten.
OTTENDE STYKKE.
En natlig tur.
Paa en gaard i Ohio var det en aften stor glæde. I den lune dagligstuen brændte en lystig ild, som kasted sit skjær over teppet og det blankskurte téstell som var sat frem paa bordet.
Husbonden, som var medlem af Ohios lovgivende forsamling, var netop den kvelden uventet kommet hjem. Hans kone og børn havde omringet ham og tiljublet ham sit «velkommen». Hele huset var i røre af bare glæde.
«Aa, jeg kan ikke glemme at du kommer slig og overrasker os,» sa fruen og skyndte sig med at gjøre kveldsmaden i stand. «Men Mary da!» Hun maatte stadig ha øie med børnene, for de var den kvelden saa rent overgivne af glæde. «Hører du ikke, Mary! Ned af sofaen med dig! Og du Jim, har jeg ikke sagt dig at du ikke maa gaa og drage den stakkars katten i halen!»
Herr Bird sad og slét i støvlerne sine for at faa dem af. Han skulde netop til at prøve et par nye tøfler, som hans kone havde sydd til ham mens han havde været borte. «Aa hvor jeg skal hvile mig og ha det godt i nat i mit eget hyggelige hjem!» Han var svært glad for at han havde fundet paa at ta denne svipturen hjem. Ellers var han ikke rigtig bra—var mat og havde vondt i hovedet.
Fruen kom med en flaske kamferdraaber; men han skjøv hende fra sig og smilte: «Nei, nei, vennen min, ingen doktorering! En god kop te er bedre end alle dine draaber.»
Snart sad den lykkelige familie bænket omkring det festlig tilstelte aftensbord.
«Nu, hvad har dere vise lovgivere taget dere for i de sidste dage?» spurte fruen.
«Aa ikke noget videre,» svarte herr Bird og saa paa hende med forundring, for han havde aldrig hørt at hun brød sit hoved med det som gik for sig i den lovgivende forsamling.
«Jeg synes jeg har hørt noget om at dere skal ha vedtaget en lov som forbyder at give en stakkars neger som kommer forbi ens hus en bete mad og en drik øl eller vand.»
«Ja det er herefter forbudt at hjælpe de slaver som kommer fra Kentucky.»
«Det kan da vel ikke være forbudt at give et sligt stakkars menneske husly for en nat og give ham lidt mad og nogen gamle klær?»
Herr Bird smilte. «Det er jo netop det som er forbudt. Det vilde jo være at hjælpe dem det. Jeg har selv talt meget sterkt for denne loven; vi kan ikke, af hensyn til vore brødre i Kentucky, holde ved med at hjælpe og understøtte deres bortløbne slaver.»
Fru Bird, som til daglig var en blid og sagtmodig kvinde, og som aldrig var vant til at blande sig op i sin mands lovgiver-arbeide, blev nu sprutende rød og reiste sig:
«Det er en skammelig, ukristelig, umenneskelig lov!»
«Men Mary da!»
«Jo, det er en umenneskelig lov. De stakkars husvilde menneskene er ofte blit mishandlet og jaget som vilde dyr, og naar de saa ikke kan holde dette ud længer og maa rømme, saa skal en ikke....»
«Det er store, vigtige statsspørsmaal det her er tale om, vennen min, og ikke om vore følelser.» Herr Bird fik med ett en viss værdighed i sin holdning.
«Staar det ikke i bibelen, at vi skal give de sultne mad, og at vi skal klæde de nøgne og trøste dem som har det vondt?»
«Du skjønner dig ikke paa det, Mary. Den ene stat maa kræve af den anden....»
«Du med dine stater!» brød fruen ham af. «Jeg ved en maa adlyde Gud mer end mennesker.»
I det samme stak en gammel tjenestekar det svarte hovedet sit ind gjennem døren og bad fruen om at komme ud i kjøkkenet et øieblik.
Fruen saa gjorde.
Herr Bird saa efter hende og smilte, tog saa en avis og satte sig til at læse.
Ikke før var fruen kommen ud i kjøkkenet, før hun kom tilbage til døren og sa til manden sin:
«Jon, kom ud lidt ... skynd dig, skynd dig!»
Paa et par stoler ude i kjøkkenet laa en dødbleg ung kvinde med iturevne klær og blodige fødder. Hun var helt som fra sig selv. Fruen og tjenestjenterne holdt paa med at faa liv i hende igjen, mens den gamle tjeneren sad med en liden gut paa fanget og var i færd med at drage de vaade strømper af og gnide de smaa kolde fødderne hans.
Nu aabned den stakkars moren de store svarte øinene, retted sig op og saa sig vildt omkring.
«Hary ... hvorledes ... har de faat fat paa ham?... Aa Gud være lovet, der er han jo!»
Gutten var sprunget ned paa gulvet og fór nu bort i favnen paa hende.
«Aa frue,» bad hun, «hjælp mig, at de ikke tar ham fra mig!»
«Stakkar, De kan være fuldkommen rolig; saa længe De er her, skal ingen faa røre Dem.»
«Gud velsigne Dem, frue,» hulked kvinden og holdt sig for ansigtet.
Den vesle gutten saa moren graate, og kravled op i fanget paa hende og tog hende om halsen.
Aa hvor den gode frue og den milde tjenestjenten hendes nu fik det travlt med at trøste og hjælpe! Et leie blev redt i nærheden af ildstedet, og moren og barnet blev puttet ned i nogen varme uldtepper. Hun slog armene om gutten og trykked ham tæt ind til sig. Det varte ikke mange minuterne, før begge to laa i den dybeste søvn.
Herr Bird havde gaat urolig fra det ene sted til det andre, kremtet af og til, men ikke sagt et eneste ord.
Da han var kommet tilbage til sin plads i stuen, tog han en avis og læste i, men sad hele tiden og vred sig urolig, som om det var noget som pinte og trykked ham.
«Jeg undres rigtig paa hvem dette kvindemennesket er,» sa han ved sig selv.
Fruen havde det travlt med at ordne forskjellige ting til natten.
Ud paa kvelden vaagned den fremmede kvinde og bad om at faa tale med fruen.
De to egtefolk og et par af de største børnene, som endnu ikke havde lagt sig, gik ud til hende.
Hun sad paa en bænk ved ildstedet og stirred frem for sig.
«De vilde nok tale med mig,» sa fruen venlig.
Den ulykkelige kvinde sukked dybt og saa paa fruen med et gjennemtrængende bønligt blik.
«De skal ikke være ræd for nogen ting,» trøsted fruen hende, og spurte hvor hun kom fra, og hvad det egentlig var i veien med hende.
«Jeg kommer fra Kentucky.»
«Naar kom De derfra?» spurte herr Bird noget barsk.
«Nu i kveld.»
«I kveld? Der gaar jo ingen færge.»
«Jeg løb over isen.»
«Det er umuligt.»
«Jo, jeg løb nu over alligevel—sprang fra den ene isspongen til den andre.»
Alle undred sig over at hun var sluppet vel fra dette vaagestykket. Selv sa hun det var Gud som havde hjulpet hende; ingen mennesker kunde tænke eller skjønne hvorledes Gud kan hjælpe.
«Var De trælkvinde?» spurte herr Bird videre, og satte atter et strengt ansigt op.
«Ja jeg var; men jeg havde det godt; det var nogen rigtig gode mennesker jeg var hos. Men saa....» og saa fortalte hun hvorledes det var gaat, fortalte saa troværdig og levende og rørende, at alle blev grebet.
Børnene tog efter lommetørklærne sine; men da de som vanlig ingen havde, stak de hoderne ind i kjolefolderne til moren og udøste sine hjerters rørelser der. Fruen holdt haanden for øinene, pigen lod en strøm af taarer flyde ned over det ærlige svarte ansigt, men gamle Kudjoe, tjenestkaren, gned øinene med det ene ærmet og gjorde nogen underlige grimaser med ansigtet.
Herr Bird, statsmanden, stod rank og stiv og saa ud gjennem vinduet, mens han alt i ett maatte tørre brilleglassene og næsen med lommetørklæet.
«Hæm ... hæm—m!»
Med ett snudde han sig om og spurte: «Er De gift?»
«Ja; men det er gaat manden min lige saa ilde som mig; han blev saa længe prylt og mishandlet, at han ikke kunde holde det ud længer, og saa maatte han flygte fra sin herre, han ogsaa. Han vilde søge at naa Kanada. Jeg ser ham vist aldrig mer. Bare jeg vidste hvor Kanada er! Er det langt til Kanada?»
Fruen faldt ind: «Det kan vi tale om i morgen. Slaa Dem bare til ro nu her i nat; De skal nok faa god seng at ligge i.»
Saa bad hun tjenestjenten give den fremmede kvinde og barnet noget at spise, og at lage til en god seng til dem paa pige-værelset. Fruen skulde saa tænke nøiere over det som kunde være at gjøre i morgen.
Herskabet vendte nu tilbage til dagligstuen. Herr Bird gav sig til at gaa frem og tilbage paa gulvet og brumme: «En forbistret kjedelig historie!»
«Ja, den er ikke morsom!»
«Og at den skulde komme nu, netop som jeg har været med at faa denne loven sat igjennem.»
Fruen skjønte godt det vilde være leit for ham, om det blev opdaget at han havde to flygtninger i sit hus nogen dage efter at han havde talt saa sterkt for den nye loven; men hun sa ingen ting.
«Vi kan ikke ha hende liggende her,» sa han endelig fast. «Hun maa bort—endnu i nat!»
«Hvad siger du! Hvor skal det stakkars hjælpeløse mennesket gjøre af sig?»
Han havde gaat og tænkt sig om en stund, og var da kommet paa at han havde en ven nogen mil borte, dybt inde i en skog.
«Kunde vi bare faa kjørt hende til Trompes, vilde hun være i sikkerhed,» sa han.
«Ja, men hvorledes skal vi faa hende did, nu midt paa natten?»
Han gik bort til vinduet og saa ud i mørket.
«Det er da rigtig en lei historie,» sa han til sidst og gik atter fra vinduet.
Fruen skjønte at det vilde være bedst for den stakkars kone at blive ført bort snarest mulig. Hos den nævnte ven vilde hun komme i fuld sikkerhed; for han bodde saa afsides, at det næsten aldrig kom nogen mennesker til ham; her derimod kunde hendes forfølgere ventes hvad øieblik det skulde være.
«Kunde ikke Kudjoe kjøre hende?» spurte hun. «Han er jo en flink kusk.»
«Det er han nok; men han kjender ikke vadestederne.»
«Hvad skal vi da gjøre?»
Herr Bird gik igjen til vinduet, kremted alt i ett og rev sig i haaret. Endelig vendte han sig mod sin hustru:
«Du kan alligevel sige til ham at han kan spænde for!»
Han satte sig og tog den ene støvlen for at trække den paa igjen, men stanste midt i arbeidet og sad en stund og saa ned paa gulvteppet.
«Det er en lei historie,» mumled han igjen og tog paa og halte i stropperne.
«Men hvad er det du tænker paa, Jon?»
«Det er ikke nogen anden maade at komme fra dette paa, end at jeg maa kjøre selv; men Kudjoe maa følge med for at hjælpe mig med et og andet.»
Fruen saa paa ham med et kjærligt og beundrende blik.
«Ja, det er ikke morsomt,» sa han; «men her er ikke andet at gjøre.»
Saa gav han sig til igjen at gaa frem og tilbage paa gulvet.
«Du mor, du har vel ikke en gammel kjole?»
«Jeg skal se.»
Han gjorde atter et par slag over gulvet.
«Hvorledes er det med den gamle overfrakken efter Henrik, du ... tror du ikke hun kunde bruge den til gutten?»
«Kjære vennen min! Jeg skal nok finde frem noget af hvert til hende.»
Og saa gik hun ind i det vesle kammeret som laa lige ved hendes værelse, tændte et lys og satte det paa en kommode der. Tankefuld tog hun frem en nøkkel fra et lidet skab og stak den ind i hullet paa en skuffe, som hun aabned langsomt. Der laa mange slags ting i denne skuffen: smaa kjoler i forskjellige mønstre, pakker af forklær og smaa strømper, et par sko, som var noget slitt paa tærne, legetøi af forskjelligt slag: en hest med vogn, en snurrebass, en ball—alt sammen kjære minder, som var samlet og lagt til side der under suk og taarer. Hun satte sig ned og bøide sig over skuffen, med hovedet støttet i sine hænder, mens taarerne faldt i store draaber. Med ett hæved hun hovedet og tog paa at vælge ud de simpleste og sterkeste ting og samled dem i en pakke.
«Mama, vil du give bort alle disse tingene?» sa en af gutterne, som havde listet sig efter hende ind i kammeret.
«Ja, vennen min,» svarte hun blidt og alvorlig. «Vor kjære vesle Henrik der oppe i himlen vilde vist glæde sig over det, om han saa ned paa os.»
Hun fandt nu frem en hel del andet tøi ogsaa, og pakked det ned i en liden kuffert. De fremmede, som alt laa i dyb søvn, blev vækket, og ved midnatstid rulled vognen med herr Bird og gamle Kudjoe samt den bortrømte trælkvinde og hendes barn ud i kulden og mørket.