# Onkel Toms Hytte ## Part 16 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/onkel-toms-hytte-56863/index.md Tom tog Georg i haanden: «De maa ikke fortælle noget til Chloe om hvorledes jeg ligger her; sig hende bare at De traf mig netop som jeg skulde gaa ind til himlens herlighed, og sig ogsaa til børnene mine det, og hils dem alle sammen, at jeg haaber at møde dem der en gang.» Hans kræfter var nu udtømte. Øinene lukked sig, og læberne blev hvide; men over hans aasyn kom et skjær af dødens skjønhed. «Du gode gudfrygtige mand! nu har du det godt,» sa Georg og lod sin haand glide over den dødes pande. Da han vendte sig om, stod Legree for ham. Han saa strengt paa plantage-eieren og pegte paa den døde: «Nu har De gjort med ham det De kunde—hvor meget skal jeg nu betale Dem for liget?» «Jeg handler ikke med døde negre,» svarte Legree. «De kan gjøre med det det De vil for mig.» «Godt,» sa Georg og vendte sig mod et par slaver som stod og saa paa den døde. «Hjælp mig at bære ham ud paa min vogn og lad mig faa en spade!» Den ene af slaverne hjalp Georg med at bære liget ud, mens den anden hented spaden. Legree drev ligegyldig bort til vognen og stod og saa paa at Georg bredte kappen sin paa vognbunden og la Tom varsomt paa den. «Saa vil jeg bare sige Dem at jeg melder det afskylige mord for nærmeste øvrighed.» «Vær saa god!» svarte Legree med en haanlig latter. «Hvor vil De faa vidner fra? Her er ikke en hvid mand paa gaarden. Ellers er det ikke nogen som gjør nogen ophævelse for en negers skyld.» Dette ord virked som en gnist i en krudttønde; Georgs blod kom i kok, og før han fik tid til at tænke sig om, gav han Legree et saa kraftigt slag med næven lige i ansigtet, at manden sank om og blev liggende. Det er nogen mennesker som har en slig respekt for den raa magt, at de ved et eneste velrettet slag kan bli tæmmet, Legree var af det slags folk. Da han havde reist sig og børstet støvet af klærne sine, saa han med en viss ærbødighed efter den langsomt bortrullende vogn, uden at sige et ord. Udenfor grænserne af plantagen havde Georg merket sig en tør sandig haug med nogen trær omkring. Der graved de en grav for Tom. «Skal vi tage kappen af, massa?» spurte den ene af negrene, da graven var færdig. «Nei, nei! Kappen er det eneste jeg har at give ham, og den skal han ha med sig i graven,» sa Georg. Stilltiende fyldte de nu graven og dækked den med græstorv. «Tak! Nu kan dere gaa hjem igjen,» sa Georg til de to slaverne og gav hver af dem en krone for deres umage. Men de nøled med at gaa. «Aa kjøb os!» sa den ene af dem. «Vi skulde tjene Dem saa tro!» la den andre til. «Jeg kan ikke!» svarte Georg. «Det er rent umuligt for mig!» De stakkars to negre saa modfaldne ud og gik sukkende bort. Efter at Georg var blit alene, knæled han ved graven og sa: «Evige Gud, jeg lover at jeg fra denne dag vil gjøre alt det som staar i et menneskes magt for at fjerne den forbandelse som slaveriet har ført over vort land.» Ingen mindesten viser hvor Tom hviler der ude i den vilde mark, men hans herre i himlen vil finde ham paa opstandelsens dag. FEM OG TRETTIENDE STYKKE. En sandfærdig spøgelseshistorie m. m. Aldrig havde der været saa megen tale om spøgelser mellem Legrees folk som i den sidste tid. Det blev fortalt, at en hver nat kunde høre fodsteg i loftstrappen, og nogen havde set en hvid skikkelse liste sig om i stuerne og nede i gaarden. Efter at alle var kommet til ro om kveldene, kunde de ligge og hviske sammen om det de havde hørt og set, og stikke hovederne under tepper og dækkener, svettende af angst. Det var uraad andet end at ogsaa Legree maatte faa høre om det som snart den ene snart den andre havde hørt og set; men han gav sig mine af at han ikke trodde en døit paa det. I virkeligheden var han nu alligevel, sterkt overtroisk som han var, den mest rædde af alle sammen. Han gik i stadig angst og gru. Om natten laa han og saa haarreisende syner, som gjorde ham rent fortvilet. Kvelden efter at Toms lig var blit ført bort, red han til nærmeste by og drak mer end vanlig. Da han langt ud paa natten kom hjem, laaste han døren, la sine pistoler paa et bord ved siden af sengen og kasted sig saa op i den. Træt og udmattet som han var, faldt han snart i dyb søvn. Men det blev en rædsom søvn, med syner og drømme. Han syntes at se sin mors ligklæde. Men det var Kassy som bar det og holdt det op for ham. Saa hørte han suk og skrig; han snudde og vred sig i sengen, blev halvt vaaken, og hørte nu tydelelig at det knirked i døren. Han merked at døren aabnedes, og hørte det rasle sagte, som naar lange klær soper mod gulvet. Han stirred ud i det maaneskins-lyse rum, og fik øie paa en hvid aandeagtig skikkelse, som langsomt nærmed sig sengen. Han kjendte at en kold haand rørte ved ham, og saa hørte han en stemme hviske sagte: «Kom, kom, kom!» Det gik ham til merg og ben. Svetten perled af panden paa ham, han fór ud af sengen og vilde løbe sin vei; men døren var laast; han rev i den, men kunde ikke faa den op, og saa faldt han afmægtig om paa gulvet. Efter denne natten drak han endnu mer end før; men han kunde nu alligevel ikke glemme det som han saa gjerne vilde faa ud af sit minde; samvittigheden brændte i ham, al den ryggesløshed og grusomhed som han havde øvet i sit liv velted sig over ham og fremkaldte de fælsligste syner for hans øine. Han blev til slut syg af drik, og blev helt ustyrlig. Han kunde ligge i sengen og skrige af angst, og slaa om sig, saa ingen kunde holde ud at være i sygeværelset. Stadig lød dette rædsomme: «Kom, kom, kom!» for hans ører. Til slut gjorde døden ende paa hans usle liv. Var det Kassy som hin nat havde lukket sig inde hos ham og spillet spøgelse? Ingen fik rigtig greie paa det; men vist var det, at pigerne fandt udgangsdøren aaben om morgenen, og saa to hvide kvindeskikkelser svæve hurtig ud gjennem alléen mod landeveien. Ved solopgang stansed Kassy og Emmeline ved nogen trær nær en by. Her tog de andre klær paa sig. Kassy klædde sig i sort fra top til taa, og tog et tæt slør for ansigtet. Hun vilde give sig ud for at være en fin spansk dame, og Emmeline skulde være tjenestjenten hendes. Det var en let sak for Kassy at give sig ud for en fin dame, for hun kunde flere sprog, og saa havde hun endnu nogen juveler og andre smykker som hun pynted sig med for at føre folk bag lyset. [Illustrasjon] De naadde lykkelig til en liden by ved Red-River. Her kjøbte Kassy en fin reisekuffert. Manden som hun kjøbte kufferten af, lod en gut bære den op over gaden til byens vertshus, hvor Kassy og Emmeline tog ind for at vente til næste dampskib gik. Her traf de Georg Shelby. Ingen af dem kjendte ham, men hans smukke og dannede optræden gjorde at Kassy alligevel med fuld tillid nærmed sig til ham og gav sig i samtale med ham. Hun kom da efter, at han var den unge mand som hun gjennem sit kikhul i taget havde set drage bort med Toms lig. Det Georg fortalte hende om Tom, om hans kone og børn i Kentucky, gjorde sterkt indtryk paa hende; de var ikke længer fremmede for hinanden. Da hun fik vide at ogsaa Georg vented paa dampskibet, blev hun svært glad over at kunne slaa følge med ham op over elven. Saa kom endelig dampskibet. Georg hjalp Kassy med reisetøiet og med at faa en hyggelig lugar til hende om bord. I de første dagene om bord var Kassy noget ængstelig og holdt sig for det meste i sin lugar; men da dampskibet naadde op til Mississippi, og de reisende skulde over i et større dampskib, blev hun mer modig og slutted sig paa ny til Georg. Naar de sad paa dækket eller ved spisebordet, hændte det ofte at den unge mand sad og saa paa hende fra siden; det var som han grunded paa hvor han havde set den damen før. Kassy la merke til dette, og der kom en viss uro over hende; men det var umuligt at han kunde tænke paa at gjøre hende noget ondt, syntes hun, og for helt at vinde ham for sig, fortalte hun ham aabent og tillidsfuldt om sit hele ulykkelige liv. Georg blev dybt rørt, og han loved hende og Emmeline at gjøre alt det han kunde for at verne dem og føre dem til et trygt sted. Saa var det en dag at Georg sad og talte sammen med en anden dame, som havde været kjendt i hans hjem, mens Kassy sad saa nær at hun kunde høre det de sa. «... Hun var en rigtig vakker og god pige,» hørte hun Georg sige. «Min mor havde taget sig af hende som sin egen datter og opdraget hende paa det bedste.» «Hvad var det hun hedte?» spurte damen. «Hun hedte Elisa.» «Var hun født i Deres forældres hus?» «Nei, min far havde engang kjøbt hende paa en af sine reiser for at give hende til min mor; men hun blev af alle regnet som en af familien, endogsaa efter at hun blev gift.» «Hun blev altsaa gift?» «Ja, hun blev gift med en rigtig vakker og flink ung mand, en lys mulat. Men det gik saa sørgelig, at de maatte flygte begge to, hver for sig, Elisa med en liden gut; nu er de i Kanada og har det godt.» Kassy havde under samtalen flyttet sig nærmere og nærmere til Georg. Hun var blit bleg og var kommet i den største spænding ved det hun havde hørt. Med ett la hun haanden bort paa Georgs arm og spurte: «Ved De hvem Deres far kjøbte den vesle pigen af?» «Ja, det ved jeg; jeg har fundet kjøbebrevet mellem hans papirer. Det var en mand i New Orleans som hedte Singers.» «Min Gud, min Gud!» udbrød Kassy og faldt om paa kahytsgulvet. Som vanlig ved slige leiligheder blev det et svært braak af de tilstedeværende; men ingen vidste om aarsaken til at Kassy faldt om. Da hun kom til sig selv igjen, laa hun i sin lugar. Hun vendte ansigtet mod væggen og graat som et barn. SEKS OG TRETTIENDE STYKKE. Fremad. I en hyggelig liden bolig i udkanten af Montreal sad en kveld en ung mand ved sit skrivebord, sysselsat med nogen bøger og papirer. Manden er netop kommen hjem fra det maskinverksted hvor han arbeider om dagen. Hans hustru og to børn, en gut og en pige, sidder et stykke fra og taler sammen i en dæmpet tone. «Hør nu, Georg,» siger den unge kone med ett, «du har været borte hele dagen; nu kan du virkelig lægge fra dig bøgerne og snakke lidt med os.» Og den vesle pigen springer bort til ham og borer sig ind mellem knærne hans, paa en slig maade at han nødes til at skyve bøger og papirer fra sig og ta hende op paa fanget. «Den vesle trollunge!» siger han og klemmer hende ind til sig. Elisa ser noget ældre ud nu end da hun for fem aar siden var i Shelbys hus; hun er blit fyldigere; men det viser sig klart, at hun er saa lykkelig og glad som nogen kone kan være. I den by hvor de to flygtningerne først var kommet i land efter reisen over Eriesjøen, var de blit kjendt med presten paa stedet, og baade han og missionæren havde i den første tid været dem til megen hjælp. Efter forskjellige hændelser var de saa havnet i Montreal, hvor de nu var kommet godt i vei. Elisa havde faat en datter, som nu var to aar, og Harry var blit en stor flink og kjæk gut. Men endda var Georg ikke helt fornøid. Det var dette, at han daglig maatte slite i fabrikken, som han aldrig kunde blive fuldt tilfreds med. Hans hjerte higed efter et arbeide som kunde hjælpe hans mange undertrykte og ulykkelige sorte frender frem til lykke og frihed. Heller ikke Elisa var til enhver tid helt lykkelig; hun tænkte ofte paa sin mor, som hun ikke havde set fra hun var liden. Men begge egtefolkene takked Gud, at de i de fem aarene de havde levet som frie mennesker var kommet saa langt at de havde et eget hjem og sorgfrit udkomme. «Naa, Harry, hvorledes klarte du regnestykkerne dine idag?» spurte Georg og strøg gutten over haaret. De lange lokkerne til Harry var nu borte; men han havde endnu det freidige smilet og den klare panden. «Udmerket,» svarte han, «jeg regned selv alle stykkerne uden hjælp.» «Det kan jeg like, gutten min! Stol paa dig selv, og søg aldrig hjælp hos andre, saa længe du paa nogen maade kan klare dig ved egne kræfter.» Saa banker det paa døren. Elisa gaar og lukker op. «Men hvad ser jeg, er det Dem, herr pastor!» bryder hun ud og trykker varmt den fremmedes haand. Bagved ham staar en tilsløret kvinde og skjælver. Presten kremter og skal til at holde en liden høitidelig tale, mens den tilslørede kvinde straks gir sig til at stirre paa børnene, paa Elisa og paa Georg. De havde paa forhaand aftalt hvorledes det hele skulde gaa for sig: Presten skulde forberede de unge folk paa det som skulde komme, og tale nogen ord om livets underlige veie, og om den taknemlighed vi mennesker skylder forsynet. Han kremter igjen, men før han faar sagt et ord, river kvinden sløret til side, styrter frem til Elisa og slaar armene om hende: «Elisa, jeg er din mor!» Og saa omfavner hun børnene og derefter Georg. Kassy er særlig henrykt over den vesle pigen, med ansigtsdrag og lokker som minder hende saa levende om Elisa fra den tid hun var i samme alder. Alle var i det første øieblik saa opfyldte af glæde og saa forfjetret at de ikke kunde sige et ord. Men saa kremter presten igjen for tredje gang, og nu kommer endelig den høitidelige tale, som gir egtefolkene det første glimt til forstaaelse af hele denne underlige historie. Da Kassy havde faat vished om at den Elisa som Georg Shelby havde talt om virkelig var hendes datter, reiste hun øieblikkelig til Kanada for at opsøge hende. Hun søgte oplysning om hende hos missionærer og andre, og saaledes gik det til, at hun blev kjendt med den presten som havde hjulpet Georg og Elisa saa meget. Da Kassy havde fortalt ham om sin sørgelige skjæbne og den lykke som nu vented hende, blev han rørt og fik lyst til at følge hende til Montreal og hjælpe hende til at finde datteren. Efter at Georg og Elisa ved prestens tale havde faat nærmere oplysning om det hele, blev der en jubel i huset uden lige. Først efter flere dages forløb kom familien igjen nogenlunde til ro. Kassy havde ikke været mange dagene i huset hos sin datter, før hun næsten ikke var til at kjende igjen. Det fortvilede vilde udtryk i hendes ansigt gav straks plads for en mild ro, og noget af hendes fordums skjønhed vendte igjen tilbage. Hendes sterke trang til kjærlighed, som i saa lang tid havde været trængt tilbage, brød nu frem igjen med en styrke som aldrig før, og den samled sig særlig om den vesle pigen, som var hendes egen datters udtrykte billede. * * * * * Georgs fremadhigende aand lod ham aldrig have ro; han tørsted stadig efter kundskaber, og han var altid opfyldt af trang til et virksomt arbeide for sine mange lidende brødre og søstre. Da han uventet fik en arv, foresatte han sig straks at bruge pengene til sin videre uddannelse, og en vakker dag steg han med sin familie om bord paa en damper, som førte dem til Frankrige. Her opholdt han sig i fire aar ved en høiskole, læste og gransked og samled sig mange kundskaber, og fik stor øvelse i at tale. Efter at han paa denne maade havde forberedt sig, vendte han og hans familie tilbage til Amerika for at tage fat paa det store arbeidet som han saa længe havde længtet efter. Men han merked snart at Amerika ikke var den rette plads for hans arbeide. Skulde han kunne gjøre noget til gagns for det folk han hørte til, maatte han over til Afrika, til dette folks eget hjemland. Hvad han der fik udrettet, vides ikke. Vi ved kun at han og hans familie havned der til slut, og at han med god vilje arbeided for sit store maal til sin sidste stund. Emmeline fulgte med paa reisen over til Afrika, men hun blev paa overfarten trolovet med styrmanden om bord i dampskibet, og blev senere hans hustru. Ogsaa Topsy havned i den verdensdel som hun havde sit udspring fra. Frøken Ofelia havde taget hende med sig til sit hjem i nordstaterne. Hun havde været en trofast mor for hende og opdraget hende i huslighed og gode seder. Efter at pigen var blit voksen, var hun blit døbt, og havde senere lagt sig efter at undervise børn. Presten paa stedet gav hende et rosende vidnesbyrd for dygtighed og hæderligt liv. I Afrika blev hun taget til lærerinde paa en missionsskole. SYV OG TRETTIENDE STYKKE. Frigjøreren. Georg Shelby havde bare skrevet et par ord til sin mor om naar han kunde ventes hjem, men ikke nævnt et ord om Tom. Stor glæde var det paa gaarden den kvelden Georg skulde komme hjem fra sin lange reise. I den hyggelige dagligstuen sad fru Shelby, mens ilden knitred lystig paa arnen. Et vel dækket aftensbord med blankt sølvtøi og fint slebne glas stod og vented paa den kjære gjest. Gamle Tante Chloe havde staat for opdækningen. Iført en ny kjole og skinnende hvidt forklæ, dvæled hun endnu ved bordet for at rette paa et og andet. «Se saa! nu er alt i orden,» sa hun endelig og lod blikket fare over bordet endnu en gang.—«Men hvad tænker Sally paa! Hun har jo ikke sat den gamle tekanden frem! Jeg mener Sally er tullet, jeg. Tænk, ikke den gamle sølvkanden frem paa en slig høitidelig aften!» «Hvad var det det stod i brevet fra massa Georg?» spurte hun fruen alt i ett. «Jeg har jo sagt dig det, Tante Chloe,» maatte fruen svare. «Bare to ord, ikke et muk om Tom.» «Ligner akkurat massa Georg det; han vil overraske os. Aa hvor Tom vil spile øinene op, naar han ser hvor lange ungerne er blit! Rigtig flinke og gode børn er de!» «Glæd dig nu ikke for tidlig, Tante Chloe,» raadde fruen hende; hun var ikke helt vel til mode; for hun var ræd for, at det at Georg ikke havde nævnt noget om Tom, ikke spaadde om noget godt. «Jeg kan ikke lade være at glæde mig, frue, paa en slig dag. Fruen har vel pengene?» «Jo da, de ligger der paa bordet.» «Aa hvor Tom vil sætte op store øine, naar han ser alle disse pengene som jeg har tjent! Tænk, frue, konditoren vilde ikke af med mig.» «Bliv hos mig, Chloe,» sa han, «jeg kan ikke være dig foruden.» Nei, mange tak, massa!» sa jeg, «jeg venter min mand hjem; ellers kan nu ikke fruen være mig foruden længer heller,» sa jeg. «Han er slig en svært hyggelig mand, denne konditoren.» Tante Chloe havde holdt strengt paa at netop de samme pengene skulde gjemmes som hun havde faat af konditoren, for at hun kunde vise dem for sin mand og sige: «de pengene har jeg tjent.» «Han kommer ikke til at kjende vesle Polly igjen,» tog hun igjen fat; «nei det gjør han ikke, min gamle mand. Det er hele fem aar siden de tog ham! Hun var liden den gang, Polly. Men der er jo vognen!» Hun styrted til vinduet og saa ud, men kunde i mørket ikke se hvem som sad paa sædet. Fruen løb ud i gangen, hvor Georg mødte hende med udslagne armer. Tante Chloe kom ogsaa løbende mod døren og stirred spændt paa Georg. «Stakkars Tante Chloe!» sa han og trykked haanden hendes. «Jeg vilde have givet alt det jeg eier for at kunne havt den glæde at have Tom med hjem men;—han er gaat til et bedre land.» Tante Chloe sa ikke et ord. De gik ind i stuen. Pengene, som hun havde været saa stolt af, laa endnu paa bordet. Hun skrabte dem sammen og gav fruen dem, skjælvende over hele legemet: «Der, ønsker ikke at se dem eller høre om dem mer. Vidste det vilde gaa slig—solgt og myrdet paa disse gamle plantagerne!» Hun vendte sig om for at gaa ud af stuen. Fruen fulgte efter, tog hende i haanden og drog hende blidt ned paa en stol, og satte sig ved siden af hende. «Stakkars gode Tante Chloe!» Chloe kasted sig da i armerne paa fruen og tog paa at hulke. «Aa frue, tilgiv mig, mit hjerte er knust, jeg er til ingen ting mer!» «Jeg ved det,» sa fruen og graat; «jeg kan ikke læge det, men Jesus kan. Han helbreder dem som har et sønderknust hjerte. Men vi skal være gode mod dig, Tante Chloe.» Det gik nogen øieblik uden at de kunde sige noget for bare graat. Endelig satte Georg sig ved siden af enken og fortalte om Toms tro og frimodighed i døden og om hans jordefærd ved sandhaugen. * * * * * Nogen tid efter samled Georg alle folkene paa gaarden i den store sal og rakte hver af dem et fribrev, som de modtog med taarer og jubelrop. Men den største del af folkene sa at de ikke vilde være mere fri end de var; de ønsked ikke at forlade sin gode madmor og sin unge massa. «Mine gode venner!» sa Georg, «dere skal heller ikke reise fra os; dere maa gjerne blive her alle sammen. Men fra nu af skal dere ha løn for eders arbeide. Om jeg dør eller blir fattig, saa er dere fri mennesker; ingen kan sælge dere, dere kan gaa hvor dere vil.» [Illustrasjon] Efter denne tale faldt alle paa knæ og stemte i en salme som de ofte havde sunget sammen. «Endnu nogen ord før vi gaar fra hverandre,» sa Georg, da sangen var slut. «Jeg har baaret frem hilsen fra Tom til dere; men jeg har ikke fortalt dere om det som hændte ved hans grav. Det var der jeg gav Gud det løfte, at jeg vilde ofre mit liv til arbeide for lidende og undertrykte medmenneskers frihed og lykke. Og naar dere glæder dere over den frihed som jeg har givet dere i dag, saa husk paa at det er vor kjære gode Tom dere har at takke for den, og vis eders taknemlighed ved at være gode mod hans kone og børn. Tænk paa eders frihed, hver gang dere gaar forbi Onkel Toms hytte; lad den minde dere om at træde i hans fodspor som gode og retskafne kristne.» * * * * * Hvad Georg Shelby og hans mor gjorde med sine folk blev vel efterlignet af mange andre herskaber i Amerika; men i det store og hele blev det paa samme maaden med slavehold som det havde været endnu i mange aar. Millioner af sorte mennesker blev kjøbte og solgte som dyr, og rædselsfulde var de lidelser mange maatte udstaa. Først ved den nordamerikanske borgerkrig i aarene 1861-65 tvang nordstaterne de sydlige stater til at slutte med slaveriet, og ved denne daad vandt menneskekjærligheden en af sine skjønneste seire i den nyere tids historie. S l u t t. End of Project Gutenberg's Onkel Toms Hytte, by Harriet Beecher Stowe