Part 15

Toms sjæl strømmed over af medynk med de arme stakkarer han saa omkring sig. Det var som hans egne sorger og lidelser nu var slut; han tænkte bare paa hvorledes han skulde faa givet de andre med sig noget af den fred og glæde som var blit ham selv til del. Vistnok saa han ikke ofte udvei til at gjøre stort for dem; men om morgenerne paa veien ud til arbeidet, og om kveldene paa hjemveien, og nu og da ogsaa til andre tider, fandt han leilighed til at hjælpe de mest trætte og lidende af sine fæller, og slige leiligheder lod han aldrig gaa unyttet. Vante som de alle var til raahed og trældom, kunde de fra først ikke skjønne dette; men da han blev ved med sin hjælpsomhed uge efter uge og maaned efter maaned, vaagned lidt om senn i dem kjendsler som deres sløve hjerter havde været fremmede for i mange aar. Villig og gjerne delte han sit brød med de sultne, hjalp de trætte med at plukke bomuld, laante de syge sit dækken om natten, endda han vidste at alt dette vilde paaføre ham haan og pinsler.

Han prøvde ogsaa at tale til de andre slaver om Jesus, alle lidende menneskers ven. Da onnen var slut, og det kom en noget mindre travl tid, var det gjerne flere som samled sig om ham om søndagene for at høre hans enfoldige ord. Snart holdtes, sammenkomster et sted, snart et andet. Men saa forbød Legree disse møderne, og det blev da vanskeligere for Tom at virke med ord. Hos flere af slaverne var det dog alt vakt tanker om Frelseren og længsel efter et evigt liv, og mand og mand imellem faldt mangt et ord som gjød himmelsk trøst fra hjerte til hjerte.

Den stakkars mulat-kvinde var nær ved helt at bukke under ved det overmaal af lidelser hun havde maattet udstaa; men ogsaa hun fik ny kraft ved de bibelsprog og salmevers som Tom fandt leilighed til at hviske hende i øret; ja selv Kassys halvt ødelagte og forvildede sjæl blev mildere og roligere ved hans simple og stillfærdige paavirkning.

Kassy var ellers ikke let at faa bugt med. Haard og bitter som hun var blit af de svære lidelser hun havde gjennemgaat, kunde hun ikke dæmpe den hevnlyst som gjæred i hende.

Mens Tom en nat laa vaaken, efter at de andre var sovnet, fik han med ett øie paa hendes ansigt, som kom til syne i den glugge i væggen som tjente som vindu. Hun gjorde tegn til ham, at han skulde komme ud.

Tom gik ud til hende. Klokken var mellem 1 og 2 om natten. Det var klart maaneskin, og alt var stille. Tom saa straks at det i de store sorte øinene hendes brændte en egen ild.

«Kom her, Tom!» sa hun og tog ham om haandledet og drog ham til side med en uvanlig styrke. «Kom her, jeg har et arbeide til dig.»

«Hvad er det?» spurte Tom ængstelig.

«Tom, kunde du ikke ønske at faa din frihed?»

«Jo, naar Guds time kommer, frøken.»

«Men den time kan komme alt i nat. Kom med mig,» bød hun og saa paa ham med de store mørke øinene sine. «Han sover—fast. Jeg blanded saa meget i hans brændevin at han ikke skal vaagne saa snart. Havde jeg bare havt endnu mere at blande i med, skulde jeg ikke havt nødig at bede om din hjælp. Men kom nu! Bagdøren staar aaben, og jeg har sat en øks til dig der. Døren ind til stuen, hvor han ligger, staar ogsaa aaben; jeg skal nok vise dig veien, jeg. Jeg skulde gjerne gjort det selv; men jeg har ikke kræfter nok. Kom!»

«Ikke for alt i verden,» svarte Tom og holdt Kassy tilbage da hun vilde gaa.

«Men tænk paa alle disse arme skabningerne,» sa hun, «vi kunde sætte dem alle i frihed, og saa kunde vi flygte til en ø ude mellem sumpene og leve for os selv der. Ethvert andet liv vilde være bedre end dette.»

«Nei,» sa Tom fast. «Det kommer aldrig noget godt ud af en ond gjerning. Jeg vilde heller bruge øksen til at hugge min høire haand af med.»

«Saa skal jeg gjøre det selv.» Hun vendte sig fra ham og gik.

«Frøken!» kaldte Tom og kasted sig ned for hende. «For den kjære frelsers skyld, som døde for os, sælg ikke din dyrekjøbte sjæl til djævelen. Gjør det ikke Kassy, vi maa lide med taalmod og vente til Herrens time kommer.»

«Vente!» sa Kassy. «Har jeg ikke ventet?—ventet saa mit hoved er blit forrykt og mit hjerte sygt! Hvilke lidelser har han ikke paaført mig? Hvad har han ikke ladt hundreder af stakkars skabninger lide? Jeg venter ikke længer, jeg vil se hans hjerteblod rinde.»

«Nei, nei, nei!» Tom holdt fast i haanden hendes. «De maa ikke gjøre det! Vor kjære herre udgjød aldrig andres blod end sit eget, og det udgjød han for sine fiender.»

«Fiender? Skulde vi da elske en slig fiende som denne mand? Det kan intet menneske gjøre.»

«Nei, vist ikke ved egen kraft; men han som led for os kan lære os det,» svarte Tom, mens taarer lyste i hans øine.

Hans ord og hans taarer havde en dæmpende virkning paa Kassys sind. Udtrykket i hendes øine blev mildere, og de spændte armsener slappedes.

«Har jeg ikke fortalt dig at jeg blir forfulgt af onde aander,» sa hun til Tom. «Aa bare jeg kunde bede ligesom du! Jeg har ikke kunnet det siden min datter blev solgt.»

«Jeg skal bede for Dem, frøken! Maatte De rigtig kunne give Dem Gud i vold! De maa tro at han baade vil og kan hjælpe Dem.»

Kassy stod taus, og nogen store taarer rulled ned over kinderne paa hende.

«Frøken,» blev Tom ved, «end om De kunde komme bort herfra paa en skikkelig maade—jeg mener uden at udgyde blod—saa tror jeg det vilde være rigtig af Dem at flygte—Emmeline med.»

«Vilde du følge med da, Tom?»

«Nei, ikke nu; det var en tid jeg vilde have gjort det; men nu har jeg faat en gjerning her hos vore lidelsesfæller, og jeg vil være hos dem og bære mit kors sammen med dem til min sidste stund. Med Dem er det en anden sak; De kan ikke holde pinen ud, De maa heller se at komme bort, om De kan.»

Kassy havde i lange tider været paa det rene med at hun burde flygte, og hun havde tænkt meget over hvorledes dette skulde kunne lykkes, men altid havde det stillet sig tusend hindringer i veien. Først nu i dette øieblik kom hun paa en ny plan, som gav hende trygt haab. «Jeg prøver,» sa hun og gik fra Tom.

TO OG TRETTIENDE STYKKE.

En krigslist.

Oppe paa loftet i Simon Legrees hus var et kvistkammer. Det var fuldt af støv og spindelvæv og alslags skrap af gamle møbler og andre ting som var slængt op der. Et mat lys faldt ind gjennem et skiddent vindu og gav rummet et underligt spøgelseagtigt udseende.

Det var ogsaa noget andet som gjorde dette værelse uhyggeligt. For nogen aar tilbage havde en negerkvinde paadraget sig Legrees vrede og var blit indesperret i dette rum i flere uger. Hvad som gik for sig med kvinden der, vidste folkene paa gaarden ikke saa meget om, men alle var viss paa at hun blev baaret ned som lig og begravet. Efter den tid trodde snart den ene og snart andre at høre piskelag og skrig og støn oppe fra kvistkammeret. Saa kom Legree en dag til at høre nogen af slaverne hviske med hverandre om disse uhyggelige lydene. Han blev da rasende og loved at gjøre en ulykke paa den første som vaaged at nævne noget om dette.

Men endda ingen turde tale om det de syntes at høre oppe fra kvistværelset, blev trappen som førte op til det i lang tid skydd af alle folkene i huset; selv gangen bort til trappen vilde de helst holde sig borte fra. Lidt om senn blev dog det hele glemt af de fleste. Legree selv var, som vi før har hørt, meget overtroisk, og han var kanske den som havde vanskeligst for at faa ud af tankerne det som var blit fortalt om værelset.

Dette skjønte Kassy, og det var denne svaghed hos ham hun nu vilde bruge som middel for sig og Emmeline til at komme bort.

Kassys soveværelse laa lige under kvistrummet. En dag gav hun sig til at flytte alt sit bohave ned i et andet rum som laa langt fra hendes værelse. Folkene som hjalp hende med flytningen gjorde svært braak.

Dette hørte Legree, som netop var kommet hjem fra en ridetur. «Kassy!» ropte han, «hvad er nu paa færde?»

«Intet; jeg vil bare ha et andet værelse.»

«Hvorfor vil du det?»

«Jeg vil gjerne faa sove lidt en gang imellem; men det er umuligt paa det værelset jeg har havt; for naar det lider udover kl. 12 om natten, saa tar det paa oppe paa loftet at sukke og stønne og braake udover til lyse morgenen.»

Legree satte i en tvungen latter. «Hvad skulde det være som sukker og stønner og braaker der oppe om natten?»

Hun saa ham i ansigtet og spurte: «Ja hvad skulde det vel kunne være? Kan ikke De sige mig det?»

Legree satte i en ed og løfted sin ridepisk for at slaa til hende, men hun sprang til side, løb ind i sit værelse og vred nøklen om.

Han bandte og trued med at han vilde sprænge døren; men om lidt gav han sig og lusked ned i dagligstuen.

I et hul paa loftet havde Kassy gjort fast en tom flaske, slig at den ved den mindste vind gav en sørgelig klagende lyd, som ved sterk blæst kom til at ligne skrig og rædselsfuld jamren. Denne lyd hørtes af slaverne, og mindet om den gamle spøgelseshistorie blev igjen opfrisket. Endda ingen vaaged at tale til Legree om dette, kunde en se paa ham at han merked uroen i huset. Det var for ham som luften i og omkring gaarden var fuld af angst og gru.

En stormfuld nat sad han ved kamin-ilden i dagligstuen. Den blafrende ild kasted et sælsomt lys over værelset. Det suste og hvinte og knaged fra alle sider. Vinduerne klirred, skodderne smeldte mod muren, og blæsten slog en gang imellem ned i skorstenen, saa røg og aske stod ud af kaminen.

For at faa tiden til at gaa greb han en bog som Kassy havde lagt frem paa et sted hvor han maatte se den. Denne bogen handled om blodige mord, spøgelser og gjengangere.

Da han havde læst nogen sider i den, kasted han den bortover gulvet.

Kassy viste sig i døren. Med store forfærdede øine spurte hun: «Hvad i al verden kan det være som gaar og spøger der oppe? Endda jeg havde lukket døren i laas, kom en skikkelse til min seng og rakte hænderne bedende mod mig.»

«Du lyver!» ropte Legree.

«Saa prøv selv at ligge der oppe.»

«Tror du jeg er ræd for at gaa der op? Jeg vil ha greie paa dette; jeg tar to pistoler med....»

«Tys! hvad er det?» afbrød Kassy ham. Han fór sammen. Et stort gammelt ur, som stod i det ene hjørnet af stuen, tog langsomt paa at slaa 12. En underlig angst fyldte hans sind. Kassy saa paa ham med et spottende blik, mens hun talte urets slag.

«Tolv!» hvisked hun. «Nu faar vi se.» Hun vendte sig om, lukked døren til gangen op og lytted. «Tys! Hvad er det?»

«Det er bare vinden,» svarte Legree.

«Kom!» Hun drog i ham. «Ved De hvad det er? Hør!»

Et hult klageskrig lød ned til dem fra kvistkammeret. Legree skalv i knærne. Han var bleg som et lig.

«Var det ikke bedst De tog pistolerne Deres og gik der op?» spurte Kassy og drog spottende paa smilen.

«Nei ... jeg har ikke noget der at gjøre.»

«Saa maa jeg selv gaa op.» Hun sprang op vindeltrappen. «Kom med, De ogsaa!»

«Nei, nei, gaa ikke der op!» bad han.

Men Kassy lo vildt og fløi afsted. Han hørte hende aabne dørene som førte til kammeret. Et heftigt vindpust kom farende ned og slukte lyset som han holdt i haanden. I det samme lød igjen et forfærdeligt klageskrig lige i ørene paa ham.

Rent som fra sig af skræk fór han ind i stuen og smeldte døren igjen efter sig.

Lidt efter kom Kassy ned igjen. Hun var bleg, men rolig og kold som en hevnens aand. «Jeg haaber De skjønner nu at det er noget galt fat der oppe.»

«Gaa med dig, heks!»

«Jeg kan da ikke for at det spøger paa kvistkammeret.»

At hun havde aabnet dørene ovenpaa bare for at give vinden luft, saa han kunde blive end mere skræmt af dens hyl, holdt hun klogelig inde med.

Paa denne maaden drev hun sit spil med ham i længere tid, og opnaadde til slut at gjøre ham saa ræd for kvisten at han aldrig turde komme nær den.

Kassy selv gik og pusled paa loftet midt paa natten. Hun stelte til en seng i en af de store kasserne som var sat op der, og hun samled forraad af madvarer som hun og Emmeline kunde faa nytte af, naar hendes vel gjennemtænkte plan til flugt lod sig udføre.

Endelig var tiden kommet til at gaa i vei med flugten. Kassy og Emmeline holdt paa at lage til bylterne sine.

«Tag nu hatten paa og lad os se til at komme afsted.»

«Ja men de kan jo se os,» indvendte Emmeline.

«Det er netop det de skal,» svarte Kassy rolig. «Har jeg ikke redegjort for dig det hele tydelig nok?»

Aftalen var, at de først skulde rømme paa skrømt. Sambo og Kvimbo vilde da selvfølgelig faa øie paa dem og sætte efter dem. Saa var det bare om at gjøre at komme ud i sumpen. Da kan de ikke følge os længer, men maa vende tilbage for at faa fat paa hundene. Imens skulde Kassy og Emmeline snige sig ad en omvei tilbage, vade over bækken, for at hundene skulde tabe sporet, og skynde sig ind paa gaarden igjen og skjule sig paa loftet. Der maatte de holde sig en stund, indtil al eftersøgen var opgivet, og alt paa gaarden igjen var kommet i ro. Først naar deres flugt halvt om halvt var glemt, og Legree og hans hjælpere havde opgivet at faa tak i dem igjen, var den rigtige tid til at flygte kommet.

«Se saa!» sa Kassy og tog Emmeline i haanden. «Kom saa!»

De gik ud af en bagdør og skyndte sig ned mod hytterne, og videre ud mod den store sumpen. Maanen hjalp det sidste dagsskjær at vise dem hvor de skulde gaa. De hørte nogen rope.

«Aa!» udbrød Emmeline. «Jeg kan ikke mer, jeg er ved at gaa fra mig selv.»

«Gjør du det, stikker jeg dig ihjel paa stedet!» trued Kassy og tog dolken frem.

Det hjalp; Emmeline fik nye kræfter, og som to flygtende dyr fór de ind i krattet.

«Hallo! Sambo og Kvimbo ... alle mand paa benene og afsted med dere!» ropte Legree oppe paa gaarden. «To af kvindfolkene er rømt ud i sumpen. Den af dere som faar tak i dem, faar 20 kroner. Slip hundene løs, og afsted med dere!»

Det blev et skrækkeligt opstyr paa gaarden. Slaverne fór pustende og ropende om hverandre, nogen laged sig fakler af furutræ, andre slap hundene løs. Legree kom med en rifle til Sambo og sa at han kunde gjerne skyde efter Kassy, men ikke efter den andre.

Saa fór da hele flokken afsted. Faklerne lyste, hundene gjødde som rasende, folkene hujed og skreg—jo det blev en lystig færd!—alle folkene paa gaarden var ude for at se paa jagten.

Da Kassy og Emmeline lykkelig naadde tilbage til haven, var det ikke et menneske at se paa gaarden.

«Se der!» sa Emmeline, da de var kommet ind i dagligstuen, hvor de gjennem vinduet kunde se ud mod sumpen. «Jagten er i fuld gang! Se hvor lysene danser omkring mellem trærne! Og hør paa hundene! Om vi var der nu, vilde vort liv ikke være mange ørene værdt.»

«Lad dem nu bare faa more sig,» mente Kassy, «imens er vi trygge her.» Hun tog en nøkkel ud af en frakkelomme, aabned Legrees pengeskab og stak til sig en pakke sedler.

«Hvad gjør du nu, Kassy?»

«Jeg bare forsyner os med nogen reisepenger.»

«Ja men det er jo at stjæle, det.»

«Stjæle? De er stjaalne før, disse pengene, vennen min, stjaalne fra ulykkelige forsultne hjælpeløse skabninger. Vi har ikke nødig at tale om at stjæle i dette hus. Men nu maa vi gaa op. Jeg har lys der oppe, og jeg har nogen bøger som vi kan faa tiden til at gaa med.»

De gik da op paa kvisten. Kassy tændte en lampe, og de tog plads i en af de store kasserne, hvor det var laget til et nogenlunde blødt leie af matter og tepper. Ved siden af sig havde de en anden kasse med madvarer og nogen smaa bylter med klær.

«Se saa!» sa Kassy og hængte lampen paa en spiker i kassen. «Nu skal vi bo her en tid.»

«Men om de nu kommer her op og leder efter os?»

«Du kan lade være at uroe dig for det. Det findes ikke et menneske paa gaarden som vaager at sætte sin fod i dette rum.»

Kassy gav sig til at læse i en fransk bog, mens Emmeline var saa træt at hun snart faldt i søvn.

Ud paa kvelden hørte de rop og larm af mennesker og hunder.

Emmeline fór op og gav et skrig fra sig.

«Det er bare jagtselskabet som kommer hjem igjen,» sa Kassy rolig. «Du kan se hele flokken gjennem dette hul her. Se bare hvor hesten til Simon og hundene er blit tilsølt. Og se ... de har havt børser med!»

Emmeline var utrøstelig. «Hvorledes skal det gaa os?»

«Det kan ikke gaa os værre end før. Var det ikke for din skyld, kunde jeg gjerne gaa ned til dem og lade mig skyde paa stedet. Jeg vinder ingen ting ved at flygte; selv om jeg kommer herfra, vil jeg ikke dermed faa mit barn tilbage.»

Emmeline tog hende i haanden.

Kassy fik taarer i øinene. «Jeg har en gang trodd paa Gud, men efter at jeg misted min datter, har jeg ikke kunnet tro paa ham mere. Om jeg en gang fik min datter tilbage, vilde kanske mit hjerte vende sig til Gud igjen.»

«Men om De nu ikke faar Deres rigtige datter igjen, kan ikke jeg da være Deres datter?» spurte Emmeline troskyldig.

Kassy la armen om hendes hals og strøg det lange bløde haaret.

TRE OG TRETTIENDE STYKKE.

Blodvidnet.

Den næste dag blev det holdt en ny jagt ude i sumpen, men uden nytte. Legree var rasende. Han maatte ha nogen til at lade sit blodsinne gaa ud over, og lod Tom kalde til sig.

Tom havde ikke villet tage del i jagten efter flygtningerne. Dette var nok til hos Legree at vække mistanke om at Tom kjendte til flugten, ja kanske stod som medskyldig i den. Nu var det om at gjøre at faa ham til at gaa til bekjendelse.

Sambo og Kvimbo kom trækkende med ham.

Det sortned for øinene paa Tom, da han var paa veien op til hovedbygningen. Han var viss paa at han nu gik sin sidste gang i livet. Men Guds kraft i hans aand seired over al frygt; han vendte øinene mod himlen og syntes at kunne se lysningen af det evige livs herlighed. Hans armer og ben skalv, og endda var han i dette øieblik sterk som aldrig før. Hytterne og trærne hvirvled rundt for hans øine, hans sind bølged og bæved i forudfølelsen af det vidunderlige som nu skulde ske med ham.

Legree tog ham i kraven: «Naa, Tom, vil du saa tilstaa at du har hjulpet disse kvindfolkene til at komme bort?»

Tom svarte intet.

«Hører du! Jeg slaar dig ihjel paa stedet, om du ikke tilstaar,» brølte Legree og gav ham et slag med næven.

«Jeg er rede til at dø, massa.»

«Sig mig straks det du ved om Kassy og Emmeline.»

«Jeg har intet at sige, massa.»

Legree satte nu ansigtet tæt bort til Tom og hvisked ud mellem tænderne: «Jeg lar dig piske til døde, om du ikke siger det du ved.»

«Det maa massa ikke gjøre! Jeg beder ikke for mit eget liv, men for massa selv; det vilde være en synd som kommer til at gjøre Deres sjæl ulykkelig til evig tid.»

Nu var det som den onde selv var faret i Legree. «Træk af ham!»

Det som nu skede med Tom lar sig ikke fortælle. Det skal bare oplyses, at selv Sambo og Kvimbo, disse umenneskene, tog paa at faa ond samvittighed og rørtes til medlidenhed, da de saa slagtofferet ligge blødende og stønnende.

«Bare slaa, slaa!» ropte Legree. «Hver draabe blod skal piskes ud af kroppen paa ham.»

Tom aabned øinene: «Gud tilgive dere denne synd!»

Da han havde sagt disse ord, sank han sansesløs sammen og var som død.

Legree saa et øieblik paa ham. «Nu tror jeg han har faat nok.» Han løfted armen hans og slap den—den faldt som død ned. «Ja nu er han færdig. Det er da en trøst for mig at vide at jeg ikke faar flere ærgrelser af ham.»

Men Tom var ikke død. Da Legree var gaat, slog han igjen øinene op og saa paa de to drivere.

«Det var massa som tvang os til at slaa,» undskyldte Sambo sig.

Den andre stod og skalv: «Aa, Tom, vi har været onde mod dig.»

«Jeg tilgiver dere alt—for Jesu skyld.»

Disse milde og kjærlige ord gik dem til hjerte. Graatende vasked de hans saar og la ham paa et kjøligt leie.

«Du har fortalt os saa meget om ham du taler om, han som gjør dig saa sterk; sig os, hvem er Jesus, hvem er han!»

Tom fik nye kræfter. Han talte varmt til dem om Frelseren. Begge stod og saa paa ham og graat.

«Aa, om vi havde kjendt ham før!» ønsked Sambo. «Men vi vil herefter tjene den gode herre.»

«Stakkars brødre!» slutted Tom. Han vendte øinene mod himlen og bad: «Herre, giv mig disse to slaver!» Og Gud hørte hans bøn.

FIRE OG TRETTIENDE STYKKE.

Den unge herre.

To dage efter kjørte en ung herre op gjennem alléen, og ved døren til hovedbygningen gjorde han holdt, kasted raskt tømmerne om halsen paa hesten, sprang ned, og spurte efter gaardens eier. Det var Georg Shelby.

Det var gaat underligt med det brevet som frøken Ofelia havde sendt til fru Shelby. Det var blit opholdt et par maaneder paa et afsides liggende posthus, og da brevet naadde frem, laa herr Shelby syg, og hele huset var af den grund i uro. Og da manden kort efter døde, fik fruen og hendes nu voksne søn nok at gjøre en tid med at faa alt i gang igjen. En stor del af det de eide maatte sælges, for at klare gjælden som hvilte paa gaarden, og for at de kunde faa nogen penger at virke med. Først et halvt aars tid efter kunde det blive tale om at gjøre noget for Tom. Men hvor var han? Georg forhørte sig i øst og vest, skrev breve til sakførere og andre, og fik til slut vide at Tom var blit solgt paa et slavemarked i Orleans. Da den unge mand havde nogen saker at greie for mor sin paa den kant af landet, tog han afsted til nævnte by. Først efter et par maaneders forløb fik han spurt hvor Tom opholdt sig, og han reiste da straks did. Han blev vist ind i dagligstuen, hvor han traf Legree.

«Jeg ved,» sa den unge mand, «at De i Orleans har kjøbt en slave som heder Tom. Han har været paa min fars gaard, og jeg er kommen for at kjøbe ham tilbage.»

Legree slog nogen fæle rynker i panden og svarte haardt: «Jo, jeg kjøbte en slig kar; men det var en daarlig handel; han har voldt mig flere ærgrelser end alle de andre slaverne mine tilsammen.» Og saa fortalte han om alt det han var misfornøid med Tom for, og til slut om de to kvinders flugt, som ogsaa Tom var medskyldig i. Han la heller ikke skjul paa at han havde tugtet Tom saa alvorlig, at han nu var ved at opgive aanden.

«Hvor er han?» spurte Georg.

En liden slavegut oplyste at han laa nede i et skur og droges med døden. Legree gav gutten et spark og tog paa at skjelde ham ud. Uden at sige et ord vendte Georg sig om og gik ud til skuret.

I to dage havde Tom ligget i en døs; han havde ikke nogen smerter; for hans nerver var saa ilde medfarne at han ikke kunde føle. En del af folkene havde om natten listet sig ind til ham med vand og vaade kluter. Det blev fældt mange taarer ved hans leie, og mange var det som tilhvisked ham sin tak og velsignelse for de mange kjærlighedsgjerninger han havde øvet mellem dem. Selv Kassy havde været ved hans leie; hun havde, den kvelden han blev saa mishandlet, listet sig ned fra sit skjul, stillet sig paa lur et sted hvor hun havde hørt de to slaverne hviske sammen om hans ulykkelige skjæbne. Uden at bry sig om den fare hun udsatte sig for, om hun blev set, havde hun listet sig ned til ham og graatende takket ham for det han havde lidt for hendes og Emmelines skyld.

Endda det ikke var mange ord Tom kunde sige, havde de havt den virkning at hun for første gang i mange aar vendte sit hjerte til Gud i bøn.

Med det samme Georg fik øie paa Tom, gjorde han uvilkaarlig et steg tilbage og tog sig til hovedet. «Onkel Tom!» udbrød han, «stakkars gamle ven!»

Tom kvikned i lidt. Hvad var det for en røst? Han vendte hovedet om og stirred: «Massa Georg!»

«Ja,» sa Georg med taarer i øinene, «jeg kommer for at kjøbe dig tilbage.»

Toms øine opklaredes, ansigtet fik liv. «Saa være Herren lovet!» hvisked han og folded hænderne. «Saa skulde jeg da endnu have den store glæde at De ikke havde glemt mig! Aa tak, tak! Nu kan jeg dø tilfreds. Gud være lovet!»

«Du maa ikke dø, Tom; du maa ikke tænke paa det. Jeg er jo kommet for at ta dig med hjem.»

[Illustrasjon]

«Jo, massa, De kommer for sent. Men det gjør ikke noget; himlen er bedre end Kentucky.»

«Stakkars ulykkelige Onkel Tom! Hvor du har maattet lide!»

«Nei, massa, jeg er ikke ulykkelig; jeg har været det; men nu staar jeg lige ved døren til Guds herlighed; jeg har vundet den store seier.»

Han talte stødvis, men med en slig inderlighed og glæde, at Georg blev fyldt af hellig ærefrygt.