Part 14

Legree havde ikke ro paa sig inde i stuen. Han gik ud paa gangen og tumled sig en stund mellem nogen kasser og gammelt skrammel. I det ene hjørne af gangen gik en vindeltrap op i mørket ovenpaa; luften var kold og muggen som i en gravkjelder, et blegt maaneskin lyste ind gjennem en ituslaat rute over døren.

Han stanste ved trappen. Hvad var det? Nogen toner af en kvindestemme naadde hans øre. Han lytted. Sangen klang vildt og som en gravrøst i det øde og mørke hus.

"... O sorg vil der blive, sorg, sorg, naar Kristus fremtriner i dommerens borg",

klang det gjennemtrængende ned til ham.

«Den fordømte jentunge!» mumled han. «Jeg vil kvæle hende, vil jeg. Em!» ropte han op. «Emmeline!»

"Forældre og børn skal skilles der, forældre og børn skal skilles der, og aldrig de mer skal mødes",

klang det nu. Og saa kom omkvædet igjen:

"O sorg vil der blive, sorg, sorg, naar Kristus fremtriner i dommerens borg".

Nogen store svettedraaper randt nedover ansigtet hans, og han kjendte hvorledes hjertet slog i brystet. Han syntes igjen at se morens ansigt for sig.

Han tumled tilbage til stuen og satte sig ned.

«Er jeg da rent forhekset? Eller hvorledes er det med mig?»

Saa kom han til at tænke paa Tom. Han loved sig selv, at han for fremtiden skulde lade ham være i fred; en kunde jo ikke vide hvad hemmelige magter denne karen havde samlag med.

Han frøs, endda svetten randt af ham.

«Hvor i al verden havde han faat den haarlok fra? Det kan jo ikke være den, det er umuligt.»

Han gav et stød i fløiten sin og trødde i gulvet: «Op med dere, at det kan bli lidt liv i stuen!» sa han til hundene sine, som havde lagt sig til at sove hist og her paa gulvet, hvor det bedst havde faldt til. Men søvnige som de var, løfted de bare hovederne og la sig igjen i ro.

Da kom han til at tænke paa Sambo og Kvimbo, som han pleide at kalde ind til sig, naar det var som værst med ham om natten. Raskt tog han sit horn ned fra væggen og gik ud i døren og blaaste et par gjennemtrængende toner.

Det varte ikke længe, før de to svarte karene kom farende, og snart bar det saa løs med drik og sang og hujing i stuen.

Da Kassy mellem kl. 1 og 2 kom tilbage fra Tom, hørte hun støi og spetakel fra dagligstuen, og skjønte at Legree havde faat i gang et af disse vanlige drikkelagene. Hun gik op paa svalgangen og saa ind gjennem vinduet. Jo rigtig—der sad de tre drukne mænd, som hun havde set saa ofte, og skar ansigter og ramled med stolene og alt som løst var. En kjendsel af sterk harme steg op i hendes sind. Vilde det være synd at skille verden af med et sligt umenneske, spurte hun sig selv.

Hun gik saa op til den ulykkelige Emmeline, som sad i den største fortvilelse og sang salmer.

Den unge pige fór forskrækket op; men da hun saa hvem det var, kom hun mod døren og greb Kassy i armen:

«Kassy, er det du? Aa jeg var saa ræd—at det var—.... Aa, du kan ikke tænke dig hvor rædsomt opstyr de har holdt der nede i kveld.»

«Jeg har hørt noget sligt før,» svarte Kassy tørt.

«Aa, Kassy, kan vi ikke komme bort fra dette sted? Det er mig det samme, hvor vi kommer—i sumpene mellem slangerne eller hvor som helst, naar vi bare kommer bort.»

«Det har saa mange sagt før dig; men jeg ved fra før hvorledes det gaar dem som flygter.»

«Ja, men jeg er ikke det mindste ræd slangerne, og jeg kunde godt leve af bark, om det skulde være.»

«Det er mange som har prøvd at flygte ud i sumpene, men de er snart blit opsporet af hundene, og saa har de faat det ti ganger værre end før.»

«Hvad vilde han da gjøre med os, om vi blev fakket,» spurte den unge pige angst.

«Hvad han vilde gjøre med os? Jeg er ræd for du fik ikke sove i nat, om jeg gav mig til at fortælle dig alt det jeg har set og oplevet her paa gaarden. Jeg har hørt skrig som jeg aldrig glemmer. Nede ved hytterne staar et forbrændt træ og luter over en sort askehaug—du kan kanske gjette hvad som er gaat for sig der.»

Emmeline blegned.

«Ja paa den maade steller han sig med sine folk.»

«O Gud! hvad skal vi da gribe til?»

«Gjør du som jeg: gjør det bedste du kan; gjør det du maa gjøre, og søg trøst i had og forbandelse.»

Emmeline fortalte nu at han havde villet ha hende til at drikke brændevin.

«Du gjør bedst i at drikke; det har jeg gjort, og det er det eneste her er at gjøre.»

Emmeline knuged hænderne sammen. «Aa gid jeg ikke var født!»

«Jeg synes synd paa dig. Jeg er mor og har en datter som nu er en ung pige som du ... Gud ved hvorledes det er med hende,» afbrød hun sig selv; «men hun er vel ulykkelig, hun som vi.»

Emmeline vendte sig til side og skjulte ansigtet i hænderne.

I dagligstuen var det nu blit stille; de to negrene raved ud til hytterne sine, Legree var sunket sammen paa en stol, hvor han sad og saa syner.

Han syntes at se en tilsløret kvinde, som kom nærmere og nærmere, og til sidst stod hun tæt ved ham og snoed en haarlok om fingrene paa ham og slynged den helt op om halsen hans; strammere og strammere kjendte han den blev snøret om strupen, han var nær ved at kvæles. Da slog hun sløret til side—det var hans mor.

Da daggryets rosenskjær den næste morgen igjen oplyste Legrees værelse, reiste han sig og tylled i sig et glas brændevin. «En helvedes nat!» mumled han for sig selv.

Kassy kom ind med det samme.

«Hvad vil du, din heks?»

«Jeg vil advare Dem.»

Han saa paa hende. «Er det Tom som endnu staar i hovedet paa dig?»

«Ja, jeg vil raade Dem til at De lar ham være i fred nu,» sa hun rolig.

«Hvad kommer det dig ved,» svarte han heftig; men da han havde tænkt sig lidt om, loved han at han ikke skulde gjøre Tom noget ondt mere, naar han bare vilde bede om tilgivelse for sin opførsel.

«Det gjør Tom aldrig; han ved med sig selv at han ikke har noget at bede om tilgivelse for.»

«Ikke det?»

«De skjønner Dem ikke paa det slags folk som Tom er af; De kan slite dem i stykker tomme for tomme; men De faar dem ikke til at gjøre noget som strider mod deres tro.»

Legree tog nu ridepisken sin og gik ud til det gamle skur hvor Tom laa. Han var fortumlet i hovedet efter nattesviren og alle de uhyggelige synerne, en underlig uro af tvil og angst gjæred i ham. Hvad kunde nu egentlig Kassy mene med disse advarslerne sine? Og hvorledes hang det nu i grunden sammen med Tom ... dette trollskab.

Han vilde nu være ene med Tom et øieblik og se om han ikke skulde faa ham til at give kjøb.

«Naa, slubbert!» grynted han og sparked Tom med støvlen. «Kan du holde en liden morgen-præken for mig om mine synder?»

Tom svarte ikke.

«Op med dig, bæst!»

Den stakkars mand var øm og stiv over hele kroppen og havde vondt for at komme paa benene.

«Hvad kommer det af, at du er saa stiv, Tom? Har du kanske forkjølet dig i gaaraftes, hva?»

Tom kunde saavidt reise sig. Han saa rolig og frygtløs paa sin herre.

«Naa, du kan da røre dig alligevel,» sa Legree og maalte ham med øinene. «Du har vist ikke faat nok pryl i gaaraftes. Ned paa knæ med dig og bed mig om tilgivelse for din opførsel!»

Tom rørte sig ikke.

«Ned med dig, hund!» brølte han igjen og gav ham et drag med pisken.

«Massa, jeg kan ikke bede Dem om tilgivelse; jeg har ikke gjort andet end det jeg mente var ret.»

«Tom, du ved ikke hvad jeg kan finde paa at gjøre med dig; du mener kanske at den medfærd du har faat var slem nok, hva? Men hvad vilde du nu synes om at blive bundet til et træ og faa tændt en langsomt brændende ild rundt omkring dig? Tror du ikke det vilde more dig, hva?»

«Jeg ved De kan finde paa de rædsomste ting; men—han retted sig op og folded hænderne—jeg er ikke ræd for døden; efter den kommer evigheden.»

Evigheden! Dette ord fyldte Toms sjæl med lys og kraft, mens han udtalte det; men det trængte ogsaa ind i synderens sjæl lig biddet af en skorpion. Legree skar tænder; men han orked ikke at faa et ord frem, saa forbitret blev han.

«Massa,» blev Tom ved, «da De har kjøbt mig, vil jeg være Dem en tro tjener. Jeg vil ofre Dem al min arbeidskraft, al min tid; men min sjæl vil jeg ikke ofre for noget menneske. Jeg vil være min egen herre i himlen tro og lyde ham, fremfor nogen anden, enten jeg skal leve eller dø. De kan piske mig, sulte mig, brænde mig—det vil kun gjøre at jeg kommer snarere did jeg haaber at komme.»

«Jeg skal nu alligevel ikke slippe dig før du gir tabt,» sa Legree rasende.

«Jeg vil faa hjælp,» sa Tom. «De skal aldrig faa bugt med mig i dette punkt.»

«Hvem vil hjælpe dig?» spurte Legree haanlig.

«Den almægtige Gud.»

«Saa, det tror du?» svarte Legree, og med den vældige næven sin gav han Tom et slag, som med ett strakte ham til jorden.

I samme øieblik rørte en kold haand ved Legree. Han vendte sig om—det var Kassy; men den kolde haanden minded ham om hans drøm natten før, og alle de rædsomme billeder fra de vaakne nætter fór som lyn gjennem hans sjæl.

«Lad ham være i fred!» sa Kassy. «Gaa Deres vei, og lad mig tage mig af ham!»

Det siges om alligatoren og næshornet, at de, endda de er indesluttet i et skudfrit panser, alligevel har et punkt hvor de kan saares; et sligt punkt har vanlig raa og voldsomme mennesker ogsaa, og dette findes hvor frygten og overtroen har sit sæde.

«Nu vel, saa lad det være som du vil denne gang,» sa han barskt til Kassy og snudde sig om til Tom, uden at tænke paa at gjøre mer af det denne gang. «Du slipper med dette nu; men jeg glemmer aldrig noget; din regnskabstime kommer en gang.» Saa gik han.

[Illustrasjon]

«Ja, De gaar nu,» sa Kassy og saa efter ham med et mørkt blik; men husk det, at Deres regnskabstime ogsaa skal komme!»

TRETTIENDE STYKKE.

Frihed.

Georg og Elisa—hvorledes var det gaat dem?

Fra kvækergaarden, hvor Loker laa syg, tog de veien op mod Eriesjøen. De vidste at forfølgerne var efter dem endnu, og de maatte derfor reise om natten og holde sig skjult om dagen.

Efter nogen dage kom de til en liden by, Sandusky. Her fandt de et tilflugtssted hos nogen gode mennesker og hvilte en stund, før de tog over Eriesjøen.

De var nu nær maalet, og mange slags tanker optog Georg; han kunde nu snart faa leve og aande som en fri mand, have ret til at bo og bygge hvor han vilde, og have myndighed til at verne om hustru og barn, være et menneske med fri vilje!

Men rigtig trygg kunde han endnu ikke være; han vidste at forfølgerne havde hjælpere ogsaa i Sandusky, og at disse havde faat nøiagtige oplysninger om hvorledes de saa ud. Han fandt det derfor rettest, at Elisa paa resten af turen gik klædd i mandsklær, og hun fik sig da en net dragt og klipped af sig haaret.

«Er jeg ikke nu en vakker ung mand?» sa hun til manden sin, da hun første gang viste sig for ham i et par smaa mandsstøvler, benklær og kappe, og med en liden hue paa snei.

«Du er vakker, hvorledes du end er klædd,» sa han og trykked hende ind til sig.

Et par glædestaarer lyste i hendes øine; hun havde nu fast haab om at Gud vilde føre dem lykkelig mod maalet.

Og det havde nok Georg ogsaa, endda han vidste godt at det var folk paa dampskibsbryggen som vilde have tak i ham.

«Men hvorledes skal jeg nu te mig? Jeg maa vel trampe med fødderne, ta svært lange steg og sætte et uforskammet ansigt op?»

Georg drog paa smilen. «Du maa vist heller lade det være; for det findes nu ogsaa velopdragne unge mænd, og jeg tror du vil ha lettere for at ligne dem!»

«Men disse svære hanskerne! Mine hæn der blir jo rent borte i dem!»

«Dem maa du endelig have godt paa, for ellers vil de smaa fine hænderne dine let kunne røbe os alle sammen.»

«Ja men tror du da vi har nødig at være saa svært ræd for at vække mistanke?»

«Ja, det har vi. Fru Smitt har hørt at det har været folk nede ved sjøen og advaret skibskapteinerne mod at ta med en mand og en kone og en liden gut, som de har beskrevet nøie for dem.»

Denne fru Smitt var en dame som for øieblikket opholdt sig i huset. Ogsaa hun skulde reise til Kanada, og det var aftalt, at hun skulde give sig ud for tanten til Georg og Elise.

Netop som Georg havde sagt de sidste ord, kom fruen ind med vesle Harry ved haanden; han var fra top til taa blit iført jenteklær og tog sig svært godt ud i den dragten.

«Nei for en sød liden jente!» skjemted Elisa og snudde gutten rundt. «Hun heder vist Harriet—ikke sandt?»

Gutten stod og saa alvorlig paa moren; han kunde ikke kjende hende igjen.

«Kjender du ikke moren din?» spurte hun og vilde ta ham i armene.

Gutten skeled efter hende og fór bort til fruen.

«De skal ikke bry Dem om at han ikke kjender Dem,» sa fruen. «Det er netop heldigt, at han holder sig borte fra Dem.»

«Det er vist det; men det er saa underligt, at barnet er ræd for sin egen mor. Men hvor blev det af kappen min? Hvorledes skal jeg nu ta den paa?»

«Slig!» sa Georg og kasted kappen om sig.

«Naa, paa den maade.» Hun tog kappen og slog den om sig med et raskt kast.

Endelig kom vognen som skulde føre selskabet til dampskibsbryggen.

Da de var kommet ned paa bryggen, bød Elisa høflig fru Smitt armen og førte hende om bord.

Mens Georg stod og løste billetter, hørte han styrmanden tale sammen med en mand om nogen flygtninger.

«Jeg har havt øinene godt med mig,» sa han; «jeg er viss paa de ikke er her om bord.»

Den mand styrmanden talte med, var ingen anden end den vesle ihærdige Marks, som hele tiden havde været i hælene paa Georg og Elisa.

«Det er ikke let at skjelne konen fra en hvid,» sa Marks. «Og manden er ogsaa meget lys, og han har et brændemerke i haanden.»

«Jeg ved det; jeg indestaar for at de ikke er her om bord.»

Det var ikke frit for at Georg skalv lidt paa haanden, da han rakte den frem for at tage mod pengene som styrmanden gav ham tilbage; men han lod som ingen ting og slentred ligegyldig over til den andre siden af skibet, hvor Elisa stod og vented.

Fruen gik ned i damekahytten, hvor den «vesle pigen» hun havde med drog opmerksomheden paa sig ved sit vakre mørkladne ansigt.

Klokken ringte for sidste gang.

Hvor Georg blev let om hjertet, da han saa Marks gaa i land! Dampskibet gled langsomt fra bryggen, og afsted bar det over den gyngende vandflade.

Det var en herlig dag. Eriesjøens blaa bølger dansed sprudlende og tindrende i sollyset. En frisk bris blaaste fra stranden, og det prægtige dampskib arbeided sig stolt frem gjennem vandet.

Timerne gik, og endelig saaes den kanadiske strand tydelig i det fjerne, den velsignede kyst, hvor frihedens sol lyste.

Arm i arm stod Georg og hans kone, da damperen løb ind i den vesle havneby hvor de skulde af. Med korte aandedrag og taarefyldte øine trykked han sin hustrus haand, uden at sige et ord. Klokken ringte, og skibet la til bryggen. Uden næsten at vide hvad han gjorde, saa han efter tøiet og samled sit følge. Endelig gik de i land. De stod stille, til dampskibet var afgaat. Da knæled mand og kone med barnet mellem sig og lod sine taarer strømme frit, mens de opsendte sine hjerters tak til ham som havde ført dem lykkelig til denne strand.

Det glade egtepar og barnet førte fru Smitt til en missionær, som havde gjort sit hus til et gjestfrit hjemsted for ulykkelige og husvilde mennesker som søgte op til denne kyst.

Hvor det var herligt for den unge mand at tænke paa at han nu som andre fri mennesker kunde lægge sig trygt og rolig til hvile om aftenen! Og hvor det var herligt for den unge mor, at hun nu kunde rolig sidde og se paa sit sovende barn, dette barn som var blit hende dobbelt kjært, fordi hun havde udstaat saa meget for at frelse det.

Det var i den første tid næsten umuligt for de to menneskene at faa sove, slig som hjerterne deres banked, og slig som det jubled i dem med lov og tak og pris. Og endda eide de ikke saa meget som en torve jord de kunde staa paa, ikke tag over hovedet. Alt de havde eiet var gaat med til reisen; de eide ikke mer end fuglene under himlen og blomsterne paa marken. Alligevel kunde de ikke faa blund paa sine øine af bare glæde.

EN OG TRETTIENDE STYKKE.

Seiren.

Mens Tom stod ansigt til ansigt med sin herre og hørte hans trusler, tænkte han i sit sind at hans time snart var kommet. Han var da modig og trodde han skulde kunne holde ud baade pinsler og ild; for han syntes det var ikke mer end ett skridt mellem ham og Jesus og himlen. Men da Legree var gaat, og smerterne af hans saar igjen vendte tilbage, faldt han rent sammen.

Længe før hans saar var lægt, bød Legree at han igjen skulde ud paa markarbeide sammen med de andre. Det voldte ham svære smerter at gaa med de aabne saar ude i den brændende solheden og slite fra morgen til kveld, og at han stadig var udsat for haan og spot af sin herre, skulde nu heller ikke gjøre hans lidelser mindre.

Nu kunde Tom skjønne hvorfor de andre slaverne var saa sure og tverre; han selv var ofte fristet til at opgive enhver tanke om at blive fri, og som et træt dyr give sig sine usle trælekaar i vold.

Det var nu aldrig tale om at læse i bibelen; det blev ikke tid til det. Naar han om kveldene kom hjem fra arbeidet, var han saa træt at alt løb rundt for ham; han havde da bare én tanke: at kaste sig—sløv og ligeglad med alt—paa det usle leiet.

Hvor var Gud henne? Havde ikke Kassy i grunden havt ret, naar hun havde sagt: «Gud er ikke paa dette sted.»

Det gik lang tid, før han kom til kræfter igjen. Ofte havde han tænkt paa det brevet som Ofelia havde skrevet til hans venner i Kentucky. Tro det vilde komme nogen penger? Eller tro det en dag vilde komme en mand og sige: «Jeg kjøber Tom fri?»

Dag efter dag gik, men det kom ingen; bare slit og møie var det dagene førte med sig—Gud var ikke paa dette sted.

Af og til saa han et glimt af Kassy, stundom ogsaa af Emmeline; men han talte aldrig med dem; det blev aldrig tid eller leilighed til det.

Saa var det en kveld han sad og kared i nogen glør som var blit igjen efter den ild han havde stekt brødet sit ved. Han la nogen pinder paa glørne og fik ilden til at blusse op. Endda han som vanlig var svært træt, prøvde han at læse noget i bibelen; men han fandt ingen trøst i det han læste. Ordet var dødt for ham; han lod hovedet synke.

Med ett stod Legree for ham og lo.

«Naa, Tom, skal vi ikke nu være enige om at kaste de fedtede bladene der i ilden? Du ser jo at din hellighed ikke hjælper dig en døit.»

Tom svarte ikke. Den hjerteløse haan og spot syntes han var værre end sult og kulde og nøgenhed.

«Du er en god tosk, du Tom. Du kunde havt gode dage. Du kunde endog havt det bedre end Sambo og Kvimbo. Istedenfor at faa pryl til hver dag kunde du havt frihed til at kommandere og pryle de andre, og af og til vilde du have faat dig et godt glas toddy inde hos mig om kveldene. Tror du ikke, Tom, at du nu gjør klogest i at gaa over til min kirke?»

«Nei, massa.»

«Du kan da selv skjønne at din Gud ikke er tænkt paa at hjælpe dig; han havde aldrig ladt mig faa tak i dig, om han havde tænkt paa det. Dette med religionen er bare noget sludder. Det er da bedre du holder dig til mig. Jeg er da noget, og jeg kan gjøre noget for dig.»

«Nei, massa,» svarte Tom. «Jeg vil holde mig til Gud og tro paa ham til min sidste stund, enten han hjælper mig eller ikke.»

«Des større tosk er du.» Legree spytted paa ham og gav ham et spark. «Jeg skal nu alligevel faa bugt med dig til slut.»

I et tvilende og nedbøiet menneskes liv kan det komme et øieblik da en ny vældig kraft bryder frem i sindet. Et sligt øieblik kom for Tom i denne nat.

Tom sad ved den sluknende ild, træt og fortvilet. Saa fik han med ett se en hudstrøgen blødende tornekronet mand nærme sig til ham. Tom stirred med frygt og undring paa det majestætiske taalmod som stod præget i denne mands ansigt, og da han saa hvorledes tornekronen lidt efter lidt blev til en straalekrans, med en pragt og skjønhed som han aldrig havde set magen til, faldt han paa knæ for mandens fødder. Manden bøier sig ned og lægger haanden paa hans hoved og siger: «Jeg vil give dig hvile.»

Hvor længe Tom laa paa sine knær, vidste han ikke. Da han kom til samling igjen, var ilden sluknet, og hans klær var blit vaade af natteduggen; men den haarde sjælekamp var slut, og den glæde som fyldte hans sind jaged enhver kjendsel af kulde og sult og elendighed bort. Han var blit som et nyt menneske. Han var ikke i tvil om at det var Frelseren som havde gjestet ham; han kjendte en ny kraft gjennemstrømme sig. I denne stund var han rede til alt, rede til at dø, naar det skulde være. Jublende glad stemte han i en salme, som han ofte havde sunget i sine lykkeligere dage, men aldrig med den fylde og inderlighed som nu:

"Naar her vi mødig segner og dør, og kjødet blir lagt i jord, da skal vi finde bag dødens slør et liv i Guds glæde stor.

Og naar det er rundet i tusend aar over himlens skinnende vang, vi synger saa glad som i første vaar gudsbørnenes jubelsang".

Da de pjaltede og forfrosne slaverne den næste morgen drog ud paa arbeidsmarken, var det én mellem dem som gik med lette faste steg. Borte var hans tvil og rædsel, det evige livs lys straaled for haans øine.

Alle merked det omskifte som havde gaat for sig med Tom; han var blit glad og frisk og tog mod haan og spot med den største ro.

«Hvad gaar det af Tom?» spurte Legree. «For en stund siden var han helt nedbøiet, nu springer han som en græshoppe.»

«Han tænker mulig paa at rømme,» sa Sambo.

«Det skulde være fornøieligt at se ham prøve paa det,» sa Legree med et grin; «ikke sandt, Sambo?»

«Jo vel, haa, haa,» lo det svarte troll. «Det skulde være moro at se ham sidde fast i myren, mens hundene griber ham.»

«Ja ja, hold nu bare godt øie med fyren, og skulde han gjøre mine til at ville løbe bort, saa er du nok mand for at fakke ham.»

Simon Legree stod netop færdig med sin hest for at ride til den nærmeste by i et erend. Da han kom tilbage ud paa natten, gjorde han en sving bort om hytterne for at se om alle var gaat til ro.

Det var en straalende maaneskinsnat. Skyggerne af de yndige kinatrær laa skarpt tegnet over grønsværet, alt hvilte i høitidelig stilhed.

Da Legree nærmed sig hytterne, hørte han det sang. Det var noget uvanligt at høre noget sligt der. Han stanste for at lytte.

En vakker tenorstemme sang:

"Naar kaldet jeg hører og tegnet jeg ser hist oppe i himlens stad, da byder farvel jeg hver en frygt og tørrer mit øie glad.

Lad verden rase med pisk og slag og lukke mit øies lys, jeg orker at smile ad hver en nød, ja selv af den ondes fnys.

Jeg skjælver ikke, om sorg og gru som skybrudd over mig faldt; jeg har en tilflugt, trygg og god: min Gud, min himmel, mit alt!"

«Ja saa!» sa Legree ved sig selv, «er det saaledes han tænker?» Han kjendte i dette øieblik en djævelsk uvilje mod disse salmer. «Hør, du neger!» ropte han og løfted ridepisken, «hvorledes tør du vaage at sidde her og skraale nu midt paa natten. Vil du se til at komme dig ind i hulen din, og det fort!»

«Ja, massa,» svarte Tom og reiste sig.

Det ærgred Legree, at Tom var saa glad og lykkelig; han red bort til ham og gav ham et slag med pisken. «Der, du hund! se til om du føler dig saa fornøid efter dette.»

Tom gav ikke en lyd fra sig.

Da skjønte Simon med ett, at han ikke havde nogen magt over denne slave længer, og den tanke, at det alligevel maa være en Gud til, fór som et glimt gjennem hans aand, en Gud som kan hjælpe og gjøre de svageste til kjæmper.

[Illustrasjon]