# Onkel Toms Hytte ## Part 13 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/onkel-toms-hytte-56863/index.md Det kunde konen slet ikke skjønne. «Det nytter ikke at snakke til mig om det,» sa hun. «Nu maa jeg sove, mens jeg har lov til det.» Kvinderne gik nu til sine skur, mens Tom endnu en stund blev siddende ved ilden, som af og til blussed op og kasted et rødligt skjær over hans ansigt. Sølvklar og blank steg maanen op paa den purpurrøde himmel og saa ned paa den ensomme sorte mand, som sad der med sin bibel paa fanget. En tung nagende tvil om Guds aarvaakne kjærlighed steg for første gang op i Toms bryst. Hvor var det muligt, at Gud kunde se paa al denne elendigheden, al denne uforskyldte lidelse, uden at gribe ind? Hvad nytted det at bygge sit haab paa Herren? Han vidste jo nu, at al hans gudsfrygt var forgjæves. Et liv i elendighed laa for ham. Aldrig mer skulde han faa se hustru og børn; bare mørke og jammer og gru havde han at vente af fremtiden.... Saa reiste han sig og drev bort til det skur han skulde ligge i. Det var alt fuldt før der. Sovende mennesker laa i floer udover hele gulvet, og en svært vond lugt slog ham i møde. Helst vilde han have ligget ude; men natten var for kold, han maatte finde sig i at gaa ind i hytten. Med et suk svøbte han sig ind i et fillet overbredsel og la sig ned i halmen sammen med de andre. Var det vesle Eva som kom til ham om natten og sang for ham og gjød himmelsk trøst ind i hans tunge sind? Han drømte at han sad sammen med hende paa bænken ved sjøen. Hun læste for ham om den herre som har lovet at være med sine alle dage indtil verdens ende, om de end skulde gaa gjennem vand og ild, og hendes røst syntes lidt efter lidt at svinde bort i luften som den herligste musik, og det var som blev hun baaret af tonerne op mod himlen, mens det regned om hende med gyldne stjerner. Han vaagned. Hvad var alt det han havde drømt? Det hele stod levende for ham. Han reiste sig fra leiet, og kjendte det paa sig, at en god aand havde gjestet ham denne nat. SYV OG TYVENDE STYKKE. Kassy. Det varte ikke længe, før Tom var paa det rene med hvad han kunde vente sig, baade af godt og ondt, i sit nye hjem. Godt var det nu ikke stort af; men han gik stillfærdig og slét, saa godt han kunde, var venlig mod alle og satte sit haab til at han ved flid og god opførsel skulde kunne skabe sig en nogenlunde menneskelig tilværelse paa gaarden. Mishandling og elendighed saa han nok af omkring sig, og det vanted heller ikke paa modgang for ham selv; men han satte sig fore at arbeide med taalmod og lite paa Herren, som følger alle med vaakent øie; mulig kunde han da med tiden finde en eller anden udvei til frelse. Det gik et par uger. Legree gik stilltiende og la merke til Toms færd. Endda han godt skjønte at Tom var en arbeider af bedste slag, gik han og harmed sig over ham. Det var mest det, at Tom tog sig saa meget af sine lidelsesfæller, trøsted og hjalp dem saa godt han kunde, det var det den raa og hjerteløse mand ikke kunde udstaa. Det havde været hans mening at sætte Tom til at lede hele driften paa gaarden, mens han selv var ude paa reiser; men nu skjønte han at ikke det kunde nytte; Tom var altfor mild og overbærende for en slig post. Haardhed maatte det til, haardhed og atter haardhed. Men Tom kunde lages om; han vilde prøve at hærde ham. En morgen, netop som slaverne skulde ud paa bomuldsmarken, fik Tom øie paa den kvinden som havde vist sig i vinduet hin kveld de nye slaver kom til gaarden. Skulde denne fine dame være med paa markarbeide? Hun saa ud til at være op mod de fyrti, var høi og rank, havde smaa hænder og fødder og var pent klædd. Vakker havde hun vist været en gang, men nu var hun gul og udtæret. De sorte øinene sad som halvt udslukte glør under de ligesaa sorte bryn. Hun maatte vist have lidt meget; men den trodsige krumningen paa hendes læber og den ranke holdning tyded paa at det endnu var kræfter i hendes sjæl. Rank og stolt gik hun i morgendæmringen ved Toms side ud mod bomuldsmarken. De andre slaverne, som kjendte hende, nugged til hinanden og syntes at gotte sig over at hun nu blev stillet lige med dem. «Hi hi hi!» lo en af dem. «Endelig er da ogsaa hendes tid kommen.» «Ja nu skal vi se hvad hun duger til ude paa marken.» «End om hun inden aften faar ryggen garvet ligesom vi andre!» «Aa, det skal bli moro at se hvorledes hun vil ta det.» Hun hørte godt det de sa, men lod som ingen ting, og blev ved at gaa lige rank og med en haanlig mine. Tom havde altid levet mellem dannede og oplyste folk, og han skjønte godt af hendes mine og holdning, at hun hørte til denne klasse af mennesker; men hvorledes hun var kommet til dette sørgelige sted, kunde han ikke have nogen mening om. Endda hun hele tiden paa veien ud til arbeidet holdt sig tæt ved siden af ham, saa hun ikke paa ham og talte heller ikke et ord til ham. Endelig naadde de ud til bomuldsmarken. Under arbeidet kasted Tom, ret som det var, et øie bort til den fremmede kvinde, som endnu holdt sig nær ved ham. Han saa snart at hendes raskhed og hændighed gjorde arbeidet lettere for hende end mange andre. Det var utroligt saa meget bomuld hun fik samlet paa bare en kort tid, endda hun tog alt vel med; men hun gik med en mine som om hun saa ned baade paa arbeidet og arbeiderne. Ud paa dagen traf det sig saa, at Tom kom til at arbeide ved siden af Lucy, den samme mulat-kvinde som han havde reist sammen med. Han saa det uvante arbeidet tog svært paa hende; hun skalv og var nær ved at falde om. Uden at sige noget tog Tom et par store haandfuld bomuld af sin egen sæk og la over i hendes. «Nei, nei,» sa hun, «du faar bare ulykke for det.» Med det samme kom Sambo til og saa det som gik for sig. Han gav konen et spark og Tom et slag over ansigtet med svepen; han skulde lære dem at passe sit arbeid og ikke staa slig og fjase. Tom tog rolig paa med arbeidet igjen, mens konen, som alt før var udmattet, faldt sansesløs om. «Jeg skal nok faa liv i hende igjen, jeg!» sa Sambo med et dyrisk grin og stak en knappenaal ind i kroppen paa hende. Konen retted sig halvt op og tog paa at klynke sig. «Op med dig, dovendyr! eller jeg skal nok faa dig paa benene!» Det saa ud som konen med ett fik overnaturlige kræfter; hun tog paa at arbeide med fortvilet iver. «Se saa ja! Nu blir du ved slig til i kveld, ellers pryler jeg dig fordærvet.» «O Gud, hvor længe? O Gud, hvorfor hjælper du os ikke?» stønned hun. Uden at bry sig om hvorledes det kunde gaa ham selv, gik Tom endnu en gang bort og la en stor bunke bomuld i sækken hendes. «Aa nei, nei, du maa ikke, du ved ikke hvad du kan komme til at lide for det.» «Jeg kan bedre taale at lide jeg end du,» svarte han og skyndte sig tilbage til sin plads. Den fremmede kvinde, som havde hørt det Tom sa, fæsted de mørke øinene sine paa ham og tog et par haandfuld bomuld af sin egen sæk og la bort i hans. «Du vilde ikke bære dig slig ad, om du kjendte denne mand du er kommet til,» sa hun; «naar det er gaat nogen tid, vil du nok tabe lysten til at hjælpe andre.» «Det haaber jeg med Guds hjælp aldrig vil ske.» Hun drog haanlig paa smilen. «Du nævner Gud; han kommer ikke paa denne kant af landet, han,» sa hun og tog igjen fat paa arbeidet. Driveren havde staat langt borte og set paa at de talte sammen. Ilsomt kom han med svepen sin. «Staar du ogsaa og fjaser! Vil du passe dit arbeide! Ellers skal jeg nok faa dig til at lystre!» Hun sendte ham nogen lynende blik; hendes næsebor udvided sig, og læberne dirred, mens hun sa: «Hund! Slaa mig, om du tør! Jeg har endnu magt til at lade dig sønderrive af hunder, brænde levende, hugge i stykker tomme for tomme, om jeg bare vil sige et ord.» Driveren tog sig i det, og mumled noget om at han havde ikke ment det saa slemt. Og uden at sige noget mer, lusked han af. Kvinden tog igjen fat og arbeided med en lethed og sikkerhed som ingen anden. Længe før dagen var slut, havde hun kurven sin fuld, og endda havde hun flere ganger lagt bunker af uld bort i kurven til Tom. I den mørke kveld drog alle arbeidere hjem med sine fyldte kurver paa hovedet. Bomulden skulde afleveres og veies i en bod. Sambo fortalte Legree, som var tilstede ved boden, at Tom havde gjort en hel del ugreier paa marken ved at staa og sludre med de andre og ved flere ganger at lægge bomuld i sækken til Lucy. «Ja saa,» sa Legree. «Det er bedst han faar smage pisken da—synes dere ikke det, gutter?—hi-hi-hi!» «Jo, massa forstaar nok at faa skik paa en slig trassig fyr,» mente Kvimbo. «Ingen forstaar det bedre,» la han til og grined. «Jeg tænker dere kan faa den moro at stive ham op lidt,» blev Legree ved og snudde skraaen i munden. «Ja, faar vi, faar vi!» bad de begge. I det samme kom Lucy med sin kurv. «Og hun der sætter sig stadig op og vil ikke være min kone,» klaged Sambo. «Ja, hun skulde havt pryl for længe siden,» sa Legree. «Hun havde ogsaa faat det, om det ikke havde været fordi jeg var ræd for hun kunde bli ude af stand til at arbeide nu i den travleste onnetid.» «Ja, men hun gjør ingen ting, massa; hun lar Tom plukke for sig.» «Saa er det bedst han faar den fornøielse at piske hende; han har godt af at faa nogen øvelse i det slags arbeide, og saa kommer det til, at han neppe vil slaa hende fordærvet, saaledes som jeg kunde vente, om to slige djævler som dere fik lov at slaa løs paa hende.» «Hi-hi-hi!» lo de begge; det var virkelig som var det to djævler som lo. «Hvorledes har det været med Kassy, har hun gjort noget?» «Hun har revet til sig som den onde selv.» «Hun har ogsaa kroppen fuld af alle helvedes aander,» mumled manden og gik bort til vegten. En for en kom de angstfulde arbeidere listende ind i laden med kurvene sine. Simon Legree veied hver især og skrev vegten op paa en tavle. Det var intet i veien med kurven til Tom. Heller ikke var det noget at klage paa kurven til Lucy; men Legree vendte sig alligevel mod hende og sa i en barsk tone: «Dit dovendyr! Nu har du igjen for lidet. Gaa til side saa længe! Du skal nok faa din løn.» Konen stønned fortvilet og satte sig paa en bjelke. Med trodsig og ligegyldig mine traadte Kassy frem med sin kurv. Legree saa paa hende; hun stirred ham lige ind i øinene og sa nogen ord paa fransk. Hvad det var, skjønte de andre ikke; men Legree blev rasende, løfted armene og syntes at ville slaa til hende. Hun reiste hovedet og gik stolt sin vei. «Saa kommer du, Tom!» bød Simon. «Det er min tanke at ophøie dig til driver, og jeg mener det er bedst du straks tar paa at øve dig i at bruge pisken; nu kan du faa lov til at slaa løs paa Lucy der.» «Det kan jeg ikke gjøre, massa.» «Da skal jeg nok snart lære dig det,» sa han, tog pisken sin og gav Tom et drag over ansigtet, og derefter slag paa slag, hvor det kunde falde sig. «Se saa!» pusted han. «Mener du nu du kan?» «Nei, massa,» sa Tom igjen og tørked blod af ansigtet. «Jeg vil slite og slæpe saa meget massa vil kræve af mig, men dette her gjør jeg ikke.» Den høflige tonen som Tom altid talte i, og den blidhed og venlighed han altid viste, havde sat Legree paa den tro at han skulde bli let at faa bugt med. De andre slaverne stod og skalv af rædsel for det som nu skulde gaa for sig. Legree var et øieblik uviss om hvad han skulde gjøre, men saa satte han i: «Dit fordømte svarte dyr, du kan bare vaage at sætte dig op mod mig! En slig ussel slavetamp vil lære mig om det som er ret og ikke ret!» «Hun er syg,» sa Tom. «Det vilde være en grusom synd at piske hende, og jeg gjør det ikke, jeg pisker heller ikke nogen anden, om saa massa slaar mig ihjel.» Tom talte rolig og fast; en kunde skjønne paa ham at han ikke lod sig bøie. De grønlige øinene til Legree tog nu paa at lyne af vildt sinne, og det var som skjægget paa kinderne hans krused sig af harme; men ligesom visse rovdyr først leger en stund med byttet, før de tar paa at sønderrive det, saaledes holdt han sit raseri tilbage og gav sig til at spotte: «Se, se, endelig har vi da ogsaa faat en hellig her paa gaarden, en gudfrygtig fin herre, som kan præke for os syndere. Et forskrækkelig helligt kreatur maa han vist være. Men hør, du skurk, som vil bilde os ind at du er saa gudfrygtig, har du aldrig hørt at det staar i bibelen: «I tjenere adlyder eders herrer»? Og er ikke jeg din herre? Har jeg ikke ærlig betalt hele 5000 kroner for dig? Skulde jeg ikke for denne pengesum eie dig med legem og sjæl? Svar mig!» slutted han og gav Tom et spark med den svære støvlen sin. Ved dette spørsmaal fór det en stolt og glad følelse gjennem den ilde medfarne mand. Han retted sig op og saa mod himlen, og med taarer i øinene udbrød han: «Nei, nei, nei! min sjæl tilhører ikke Dem, massa! Den har ikke De kjøbt. De kan ikke kjøbe den, for det er en anden som har kjøbt den med sit blod, og han har ogsaa magt til at verne om den,—gjør med mig hvad De vil!» «Kan jeg ikke!» svarte Legree haanlig. «Vi faar se paa det. Hid, Sambo og Kvimbo! giv denne karen her en slig overhaling at han ikke reiser sig mer denne maaned!» De to kjæmpesterke karerne grined djævelsk af skadefro glæde og trak afsted med Tom. OTTE OG TYVENDE STYKKE. Kassys historie. Det var sent paa natten. Tom laa blodig og ynked sig mellem noget skrammel i et gammelt skur. Hed og trykkende var luften, og en sverm af mygg summed om ham og voldte ham stor plage; men værst af alt var den brændende tørsten, som han holdt paa rent at forgaa af. «O gode Gud, se ned til mig!» bad han. «Giv mig kræfter til at holde dette ud!» Med ett hørte han fodsteg, og skjæret af en lygt faldt ham lige i øinene. «Hvem er det? O, for den barmhjertige Guds skyld, giv mig en drik vand, hvem det saa er!» Det var Kassy. Hun satte lygten fra sig, skjenked noget vand i en kop af en flaske, løfted hans hoved op og lod ham drikke. Den ene koppen efter den anden tømte han med febersyg iver. [Illustrasjon] «Drik saa meget du har lyst paa,» sa hun; «jeg vidste hvorledes det var med dig; det er ikke første gangen jeg har været ude om natten med drikke til slige som dig.» «Tak, frøken, tak!» sa han med varme. «Du maa ikke kalde mig frøken; for jeg er bare en elendig slave, jeg ligesom du, ja mer elendig end du nogensinde kan blive,» sa hun bittert. Hun hented en madras, som hun dækked med nogen kolde vaade linkluter. «Prøv om du kan velte dig op paa denne! Det vil gjøre dig godt.» Det varte en lang stund, før Tom orked at komme sig op paa madrassen, saa ilde var han medfaren. Men da han endelig var kommet op, kjendte han en velgjørende svaling af de vaade kluterne. Kassy havde god øvelse i at pleie slige stakkarer; hun la en gang imellem nye kolde omslag under ham, og hver gang gav det ham ny lindring. «Nu har jeg gjort hvad jeg kan,» sa hun, efter at have løftet hans hoved op paa en bunke med bomuldsaffald. Han takked hende igjen. Kassy satte sig ved siden af ham, drog knærne op mod brystet, la armene paa dem og sad slig en stund og saa stivt frem for sig med et bittert og sorgfuldt udtryk. Hatten hendes gled tilbage, og det svarte fyldige haaret faldt ned over det underlige tungsindige ansigt. «Det var ret, det du gjorde,» sa hun, «du er et godt menneske; men du kjender ikke dette sted; den djævel af et menneske som du er faldt i hænderne paa, ham nytter det ikke at staa imod.» Tom havde selv i denne nat havt svære kampe, med tvil og mismod; han havde været nær ved at fortvile. Ved at se denne kvindes vilde øine og høre denne tungsindige røst hun talte med, blev det end værre med ham. «O Gud, o Gud!» sukked han. «Det hjælper ikke du kalder paa Gud her,» sa hun. «Han hører ikke. Det er vist ikke nogen Gud til, eller ogsaa har han vendt sig fra os som er her paa gaarden.» Tom lukked øinene, og det gjøs i ham ved at høre den mørke vantro som kom frem ved disse ord. «Du kjender ikke til alt her, saaledes som jeg,» blev hun ved. «Du er paa en enslig-liggende gaard, mange mil fra andre mennesker, ude i sumpene. Her er ikke et hvidt menneske som kan vidne, om du skulde blive levende brændt eller bidt ihjæl af hundene eller hængt op og pisket til døde. Ingen lov, hverken guddommelig eller menneskelig, kan verne dig mod denne mand. Og en kan ikke tænke sig den ting som denne bøddel ikke kan finde paa at gjøre. Jeg kunde faa haaret til at reise sig paa dig, om jeg vilde fortælle det jeg har set og hørt her. Og det nytter ikke at staa imod. Jeg har forbandet hvert øieblik af mit liv, nat og dag, i de fem aarene jeg har været i hans vold.» Hun kasted sig ned mod; gulvet og tog paa at hulke. Tom folded hænderne og stirred ud for sig; alt var mørke og rædsel. Kassy fortalte nu om sit ulykkelige liv. Hun var datter af en trælkvinde; men hendes far var en rig mand, og hun var blit opdraget i overdaadighed. Som barn havde hun tumlet sig i glimrende saler, havde lært at spille og brodere og tale fremmede sprog. Men saa gik det galt med faren; han misted alt det han eide, og døde kort tid efter af kolera. Huset blev opløst og alting solgt. Selv blev hun kjøbt af en ung bra mand, som var forelsket i hende og loved hende gode dage. Han førte hende ind i et rigt hus, og gav hende tjenere, vogner og fine klær. «Jeg kom til at holde af denne mand,» fortalte hun, «og jeg gjør det endnu, og jeg vil blive ved at elske ham saa længe jeg lever, for jeg kan ikke andet.» De havde faat en vakker datter, som de var svært glad i. Aa, det var vel lykkelige dage! Men saa kom den onde tid; faren til barnet hendes kom paa gale veier; han spilte bort eiendommen sin og kom fra det hele. Hun og datteren kom i hænderne paa en usling af en kar, som fór ilde med dem og til slut solgte datteren til én kant og moren til en anden. Alt hun havde gaat igjennem af sorg og nedværdigelse lod sig ikke fortælle. Og saa var hun til sidst havnet der paa gaarden hos dette umenneske. «Jeg har levet som i et helvede her,» slutted hun sin fortælling. «Men vent bare, hans time kommer nok.» «For Guds skyld, gjør ikke noget ondt,» bad Tom. «Gjør ikke noget ondt?» Hun satte i en vild latter og tog derefter paa at hulke. Tom havde næsten glemt smerterne af de blodige slag ved at høre og se den ulykkelige kvinde. Hun havde reist sig, og rastløs og med knyttede hænder gik hun frem og tilbage paa gulvet, med haaret bølgende nedover kroppen. «Du taler altid om Gud,» sa hun igjen, «jeg har selv trodd paa ham en gang; men nu er jeg kommen langt bort fra ham. Jeg er blit en stakkars fortabt sjæl og plages stadig af onde aander, som bare hvisker had og hevntanker i ørene paa mig.» «Men vi maa ikke hevne os, vi blir jo ligesaa onde og syndige som de som farer ilde med os da,» sa Tom. Han drak en kop vand og saa paa hende med et alvorligt blik. «Aa, hvor jeg skulde ønske De vilde gaa til ham som har det levende vand!» «Gaa til ham? Hvor er han? Hvem er han?» «Han er alle steder. Bed til ham!» «Det hjælper ikke. Her er ikke andet end sorg og fortvilelse at vente for os.» Hun la haanden paa brystet og drog pusten tungt, som hun skulde løfte en stor byrde. Det var ligesom det onde i hende havde tabt noget af sin magt over hende. Hun saa medlidende paa ham. «Aa gid jeg kunde gjøre noget for dig,» ønsked hun. Han gjorde mine til at ville sige noget mer, men hun vinked med haanden: «Nei, tal ikke mer, stakkars ven, prøv heller om du kan faa sove lidt nu!» Hun satte vandet nær ved ham, stelte lidt om ham og gik stille bort. NI OG TYVENDE STYKKE. En uhyggelig nat. Simon Legrees dagligværelse var et rummeligt langt rum, udstyret med en stor kamin. Det havde en gang været prydet med et svært fint tapet; men nu var dette falmet og mange steder iturevet og tilsølet. I kaminen stod en pande fuld af glødende trækul; for luften var om aftenerne kold og fugtig; Legree maatte ogsaa ha et sted hvor han kunde tænde sine cigarer og varme vand til toddyen, som han ikke kunde undvære nogen kveld. Efter at Emmeline var kommet i hans hus, havde Kassy taget sig moderlig af hende og søgt at verne om hende. Herover var Legree blit forbitret, og det kom ret som det var til alvorlige kampe mellem ham og Kassy for den saks skyld. Den morgenen Kassy gik ud paa arbeide sammen med de andre trælene, havde det netop staat en slig kamp mellem dem, og Legree havde da i raseri svoret paa at Kassy herefter skulde faa slite ude paa marken, hun som de andre. Men hun havde mødt denne trusel med det trodsende svar, at hun netop ønsked dette; hun skulde nok vise at hun slet ikke var ræd for at ta i. Da hun kom hjem om kvelden, havde Legree ventet sig, at hun, træt af det haarde arbeide, skulde komme og bede for sig og love at blive skikkelig og føielig; men, som vi alt har hørt, lod hun sig ikke saa let kue. Mens Legree ud paa kvelden holdt paa at lage sig et glas toddy, nærmed hun sig lydløst til ham bagfra og hvisked bort i øret paa ham: «Vogt Dem!» Han fór op og stødte hende fra sig: «Er du gal?» «Ja, jeg er gal; djævelen er faret i mig.» «En skulde næsten tro det.» Han blev ræd. «Vær nu fornuftig og opfør dig skikkelig!» «Taler De om at jeg skal opføre mig skikkelig; De som selv er et sligt umenneske, at De i djævelsk hidsighed lar den frommeste og bedste arbeideren De har pryle halvt ihjel nu midt i travleste onnen?» «Naa ja,» sa han, «det var kanske ikke saa ret gjort af mig; men den karen maa lære at lystre.» «De kuer ikke Tom, hvad De end gjør ved ham.» «Ikke det?» Hidsigheden blussed igjen op i ham. «Jeg skal knække hvert ben i ham, om han ikke føier sig og gjør det jeg vil.» I det samme kom Sambo ind og rakte sin herre en liden papirpakke. «Hvad er det for noget?» «Det er vist noget trollskab som han havde gjemt paa sig for at slagene ikke skulde gjøre vondt.» De fleste raa og ugudelige mennesker er meget feige og overtroiske, og det var Simon Legree ogsaa. Han aabned papiret med en viss uro, og fik da øie paa en stor blank skilling og en lys haarlok. Det traf sig saa underligt, at haarets krøller kom til at sno sig om fingrene paa ham. Han blev ræd, slét haaret af fingrene og kasted det i ilden. «Hvad er det for noget djævelskab?» ropte han og stamped i gulvet. Kassy saa med undring paa ham, og Sambo fór i rædsel ud af døren. Derpaa tog Legree skillingen og kasted den gjennem en rute, som faldt klirrende ned i svalgangen. At Legree blev saa ræd ved at se den haarlokken, det kom af at den paa en uhyggelig maade minded ham om en afdød kvinde som ogsaa havde havt lyst haar; det var hans mor. Alt fra han var ung havde han været en vildgast; han havde aldrig brydd sig om morens formaninger og vedholdende bønner for ham. En gang havde han endog i vrede sparket til hende og kastet hende overende paa gulvet. Dette havde han aldrig kunnet glemme. Og saa var det noget, som hændte mange aar senere, han heller aldrig kunde glemme. Det var en kveld han sad og drak i lag med nogen andre svirebrødre langt borte fra hjemmet. Saa fik han et brev. I det stod melding om at mor hans var død, og saa laa der en lys lok af haaret hendes i brevet. Da han saa den, fór han sammen; det var som han saa hendes blege ansigt og hørte hendes suk. Hans samvittighed var vaagnet og havde voldt ham uro og pine; men han havde søgt at døve den, han havde kastet haarlokken paa ilden og givet sig til at drikke og ture værre end nogensinde før. Senere havde han faret om som sjørøver i Vestindien og kastet sig i den ene last værre end den andre. Men aldrig havde han kunnet blive kvitt billedet af den blege kvinde; han havde set det over sengen om natten, og kjendt det bløde haaret sno sig om fingrene paa ham, og ofte havde han sprunget ud af sengen i vildelse. Alt dette var det som stod for ham denne kveld. «Hvor kunde han have faat den haarlokken fra?» spurte han sig selv. «Er det den? Nei, nei; jeg brændte den jo.» Han tog den ene supen efter den andre af toddyglasset, og gik frem og tilbage paa gulvet for at faa de leie tankerne bort. Det var netop paa dette tidspunkt at Kassy havde listet sig bort for at hjælpe Tom, saaledes som blev fortalt i forrige stykke.