Part 12

Et stykke fra de andre sidder to som ser ud til at være af et finere slag end de vanlige trælkvinder. Den ældste af dem, Susanna, er en pent klædd mulat-kvinde med milde øine og vakre ansigtsdrag. Hun har paa hovedet et rødspraglet tørklæ, og er iført en pen kjole, som sidder godt og er af fint tøi. Ved siden af hende sidder datteren, Emmeline, en velvoksen pige paa femten aar. Hun er helt lys i huden, og har, ligesom moren, nogen milde og gode øine. Det brune haaret hendes falder i fyldige krøller ud over panden. Hun er ogsaa pent klædd, og de hvide hænderne viser at hun ikke har havt meget med grovt arbeide at gjøre. Begge har før tilhørt en from dame, som sørged for at de blev godt oplært og fik en kristelig paavirkning. Men det var gaat tilbage for hende, saa hun blev nødt til at sælge dem, og den mand som havde kjøbt dem af hende var det som nu frembød dem til salgs.

Maanen lyser ind gjennem vinduerne. Moren og datteren sidder og graater.

«I morgen skal du stryge haaret dit glat tilbage,» sa moren.

«Hvorfor det? Jeg tar mig da bedre ud med at ha krøllerne hængende frit nedover panden.»

«Netop derfor; det vil maaske gaa dig bedst, naar du tar dig mindre godt ud.»

Emmeline loved da at gjøre som moren bad hende.

«Om vi nu i morgen skulde bli skilte,» vedblev konen, «saa husk paa at ta din bibel og salmebog med, og glem ikke alt det som den gode frue har lært os.»

«Det skal jeg nok ikke glemme; men med Guds hjælp faar vi vist lov til at være sammen.»

Jernstængerne i de tilgitrede vinduer kaster lange skygger over de sovende mennesker. Mor og datter istemmer en af de tungsindige salmer som synges ved jordefærder:

"O, hvor er Paulus og Silas? O, hvor er Paulus og Silas? Bort er de gaat til himlen, bort er de gaat til himlen, vandret til paradis."

Men saa kom morgenen.

Glad og lystig gir tilsynsmanden sig i færd med at mønstre sine varer til auksjonen. Han ser nøie efter om paaklædningen er i orden, og tilholder alle at lægge ansigtet i glade folder, for at de kan tage sig saa godt ud som mulig. Slaverne opstilles i en kreds, for at gaa igjennem et sidste eftersyn, inden de drives afsted til auksjonen.

Med sin straahat paa og cigar i munden gaar han omkring og tar sine varer i øiesyn.

«Men hvad ser jeg?» sa han og stanste fremfor Emmeline. «Hvor er det blit af krøllerne dine.»

Pigen saa frygtsom bort paa moren.

«Jeg har paalagt hende at greie haaret glat og pent tilbage, saa det ikke skal flagre løst nedover øinene paa hende.»

«Sludder!» sa opsynsmanden og vendte sig mod pigen: «Gaa straks og sæt op krøllerne dine igjen, skjønner du! Og du,» sa han til moren og pegte med spanskrøret, «du gaar og hjælper hende, og det fort! De krøllerne kan jo være værd sine hundred kroner, de.»

Paa fine marmorfliser og under en pragtfuld hvælving vandrer et par tusend mennesker af alle folkeslag omkring mellem hverandre. Hist og her paa den runde plads er stillet forhøininger til talere og auksjonsholdere. Paa to af disse forhøininger staar alt et par fine herrer, som snart paa engelsk og snart paa fransk med stor veltalenhed udroper alle de gode egenskaber deres slaver har. En tredje forhøining er endnu tom; men en hel skare, og derimellem Tom og Adolf samt Susanna og Emmeline, staar modløse paa gulvet og venter paa at auksjonsholderen skal komme. Nogen lysthavere, og en del andre som er kommet tilstede bare for at se paa, gaar og tar de opstillede varer i øiesyn og føler paa deres lemmer.

«Nei, god dag!» sa en ung laps til en anden ung modeherre, som stod og saa paa Adolf gjennem sit se-glas.

«God dag, god dag! Jeg staar og ser paa ham der; jeg kunde ha brug for en slig fyr til kammertjener.»

«Tænk aldrig paa at kjøbe ham! Han ser ud til at have nykker, som de vist har alle St. Clares folk.»

«Aaa dem skal vi nok plukke ud af ham. Naar han bare blir sendt nogen ganger til forbedringshuset og faar sine pryl, tænker jeg han snart kureres for nykkerne.»

Tom har maattet ta paa sig de bedste klærne sine, en fin klædeskjole, rent stivet linned og blanke støvler. Han staar i sterk spænding og ser sig om. Der er mange kjøbere tilstede. Hvem tro han nu skal falde i hænderne paa?

Mellem de mange forskjellige slags folk blev Tom var en liden tyk mand med en stribet skjorte, som var aaben i brystet, og nogen hvide skidne bukser. Manden saa sig om med de store gloende øinene.

Det gjøs i Tom. Om det nu blev ham! Dette store kulerunde hovedet, det stive solsvedne haaret, de røde øienbryn, den store plumpe mund, de lodne solbrændte labber med negler som ørneklør!

Med ett griber manden Tom under hagen: «Op med flabben din!» sa han. Og da han har set Tom paa tænderne, gir han sig til at undersøge armene; han vender og snur ham til alle sider og kommanderer ham til at hoppe.

«Hvor er du født?»

«I Kentucky, massa.»

«Hvad har du været brugt til?»

«Jeg har styret en gaard.»

«Han er god nok,» mumled manden og gaar bort til Adolf og spytter paa de blanke støvlerne hans. Saa gaar han til Susanna og Emmeline, og gir sig til at undersøge armene og halsen til den unge pige.

Pigen tar da paa at graate.

«Hold op med den flipingen din!» ropte auksjonsholderen.

Og saa gik det i gang med auksjonen.

Adolf blev kjøbt af den unge manden som havde lovet at kurere ham for nykkerne.

«Naa du!» ropte auksjonsholderen og gav Tom et vink om at stige op paa blokken.

Angst og skjælvende steg Tom op og saa sig omkring. Rundt om ham bruste en summende larm, og igjennem den skar auksjonsholderens rop.

Endelig faldt hammeren, og Tom steg ned. Den tykke manden med det store hoved slog næven i akslen paa ham og skjøv ham med en barsk mine til side.

«Nu maa du staa der!»

Alt løb rundt for Tom.

Igjen hørtes auksjonsholderens rop, og budene faldt slag i slag; men Tom hørte intet.

Det næste hammerslag gjaldt Susanna. Hun staar og ser efter datteren, som strækker armene ud mod hende; hun vender sig med bedende mine mod den mand som har kjøbt hende:

«Aa, massa, kjøb hende ogsaa!»

[Illustrasjon]

«Jeg vilde gjerne,» siger han og ser paa datteren.

Saa kom da turen til den unge pige. Hun er vakker, som hun staar der paa blokken og ser sig angst om; hendes kinder er røde, og øinene lyser med feberglød.

Auksjonsholderen bruger alle det engelske og franske sprogs mest rosende udtryk om hende, og budene faldt tæt.

Den mand som havde kjøbt moren trængte sig frem og bød gang paa gang, men saa rister han paa hovedet og holder med en gang op at byde; prisen blir ham for høi.

De rosende ord om Emmeline lyder høiere og høiere, men budene falder sparsommere; kun en fin herre og manden med det kulerunde store hovedet blir ved at byde.

De kjæmper endnu en stund; men saa blir den fine herre ærgerlig og byder høiere og høiere, mens den andre stadig byder over.

Endelig falder hammeren, og pigen tilhører den tykke mand.

Simon Legree heder han; han er eier af en bomuldsplantage i Red-River-dalen.

Pigen blir graatende skøvet bort til Tom og nogen andre slaver.

Manden som havde kjøbt moren er ilde ved; men det er intet at gjøre ved det. Den slags sorger møder en jo paa ethvert slavemarked, og en maa derfor finde sig i slige ting. Han drager afsted med sin nye slavinde.

FEM OG TYVENDE STYKKE.

Igjen paa reise.

Med lutende hoved og med lænker om armer og ben sad Tom i forstavnen af en damper, «Sjørøveren», som stævned op over Red-River. Han var saa tung, saa tung til sinds; alle hans gode haab var gledet ham forbi, som trærne inde paa elvebredden nu gled ham forbi, og han kjendte det paa sig, at de aldrig vilde vende tilbage.

Han sad og tænkte paa hjemmet i Kentucky, paa sin kone og sine børn, som han nylig havde været saa nær i haabet; han tænkte paa sin gode afdøde herre, paa den vesle guldlokkede Eva—alt det han havde kjendt af lykke var nu ligesom blaast bort.

Legree havde i alt kjøbt otte slaver, som to og to var lænket sammen. Tyk og hoven gik han der og saa paa dem.

«Op med dig!» ropte han til Tom.

Tom reiste sig.

«Af med det halsbindet dit!»

Tom havde paa grund af lænkerne ikke godt for at løfte armene; og hans herre tog derfor fat i halsbindet, rev det af og putted det i lommen.

Saa vendte Legree sig mod kufferten til Tom og gav sig til at rote i den. Han fandt frem et par gamle bukser og en gammel frakke, som Tom havde brugt naar han gjorde tjeneste i stalden. Han løste lænkerne af Tom og bød ham gaa bag nogen kasser og ta paa sig de gamle klærne.

Tom gjorde som hans herre bød ham, og kom om lidt tilbage.

«Tag ogsaa støvlerne af!»

Ogsaa dette gjorde Tom, og uden nogen indvending stak han fødderne ned i et par store slavesko, som hans herre kasted ned til ham. Derpaa spændte han igjen lænkerne om hans ankler og haandled, og gav sig saa til at rote i lommerne paa den aflagte frakke. Her fandt han et lommetørklæ af silke, som han stak i sin egen lomme. Nogen værdiløse ting, som Tom havde gjemt, fordi de minded om Eva, kasted Legree med et haanligt smil i elven.

Til held for Tom havde han ved omklædningen fundet leilighed til at stikke sin bibel til sig; men salmebogen havde han glemt. Den fik altsaa Legree tak i.

«Hø, gudfrygtig!» grynted han. «Du er altsaa hellig?»

«Ja, massa, jeg er en kristen,» svarte Tom.

«Den sygen skal jeg snart helbrede dig for. Jeg bryr mig ikke om bedende og klynkende negre, som bræker salmer—skjønner du!» Han tramped med foden og saa strengt paa Tom. «Herefter er det jeg som er din herre, og som du skal tjene, og ikke han der oppe i det blaa—skjønner du!»

Tom kjendte en kraft som fra en høiere verden trænge gjennem sig; paa dette punkt lod han sig ikke kue; men han sa intet.

Efter at Legree havde staat og set strengt paa Tom en stund, velted han ud af kufferten alt som i den var, og bredte det udover dækket. En del af skibsmandskabet flokked sig om ham, og til stor moro for folkene holdt han nu en liden auksjon over Toms bedste klær og andre eiendele.

Tom stod og saa paa dette og sukked.

Til slut blev ogsaa kufferten ropt op, og da ogsaa den var solgt, vendte Legree sig mod Tom:

«Nu har du ikke noget at gaa og dra paa. Lad mig nu se du er var om de klærne du har paa; for du faar ingen andre for det første. Jeg vil at mine slaver skal passe godt sit tøi; de faar ikke mer end et sæt om aaret.

Nu gik Legree bort til kvinderne.

«Naa, min kjære,» sa han til Emmeline, som var lænket sammen med en anden kvinde, «nu maa du være ved godt mod.»

Da han saa den forfærdelse og afsky som lyste frem af den unge piges øine, satte det sig nogen stygge rynker i panden paa ham.

«Skab dig nu ikke, min pige. Du staar dig bedst paa at sætte et blidt og venligt ansigt op, naar jeg taler til dig.»

«Og du, gamle,» sa han til den kone som var lænket sammen med Emmeline, «du maa heller ikke sætte op et sligt surt fjæs.»

Han gik et par slag frem og tilbage paa dækket og lod de graagrønne øine fare strengt fra den ene til den anden.

«Jeg har nogen ord at sige dere alle sammen,» satte han i. «Se paa mig, og hør godt efter.»

Alle ser paa ham.

«Ser dere denne næven her?» spurte han og viste den frem. «Kjend paa den, du Tom. Skjønner dere—jern og staal! Slig er den blit af at slaa negre sønder og sammen—hærdet staal, skjønner dere! Jeg har endnu ikke truffet den neger som jeg ikke har kunnet slaa til jorden med et eneste slag.»

Han svang næven saa tæt forbi ansigtet til Tom, at denne uvilkaarlig blinked og veg nogen skridt tilbage. «Jeg holder ingen forvalter,» blev han ved, «det er jeg selv, skjønner dere. Og jeg lover dere at jeg skal ha øinene med mig og passe godt paa dere. Lad mig bare se dere er flinke og villige. Jeg kræver at mine slaver lystrer—øieblikkelig—og gjør sit arbeide uden at mukke. Jeg er ikke blaut af mig i nogen vei, skal jeg sige dere. Pas paa! Ellers vanker det ... Skjønner dere?»

Alle sad med et udtryk af rædsel i sine ansigter; det var knapt de turde puste.

Da han var færdig med sin tale, snudde han sig om paa hælen og gik bort til restaurationen for at faa sig en dram.

«En slig velkomsttale holder jeg altid for mine negre,» sa han til en herre som havde staat og hørt paa ham. «De har godt af straks at faa vide om det de har at vente af mig, om de ikke er som de bør.»

«Hm!» Den anden maalte ham med øinene.

«Ja, De ser paa mig. Jeg er ingen fin mand med bløde jomfruhænder, jeg holder heller ikke nogen forvalter paa min plantage; for jeg ønsker ikke at blive snytt. Jeg klarer mig alene. Kjend paa denne næven her!»

Den fremmede gjorde som han var bedt.

«Ja den er haard, den,» sa han; «jeg tænker mig at De har brugt den saa meget at Deres hjerte er mindst blit ligesaa haardt.»

«Ja, jeg tør nok sige at det ikke er noget blødt i mig,» svarte han med en hjertelig latter. «Jeg har ben i næsen, og det lar jeg mine negre merke.»

«Det er vakre folk De har kjøbt.»

«Meget vakre folk. Læg bare merke til ham der»—han pegte paa Tom.

«Han var noget dyr; men jeg tror han vil gjøre god nytte for sig, naar jeg bare faar af ham en del unoter, som han har lagt sig til under sine forrige eiere. Jeg er tænkt at gjøre ham til driver. Men paa den gule konen der blev jeg snytt; hun er vist sygelig; men hun holder nu vel altid ud et aar eller to. Jeg bruger ikke at spare mine negre; jeg har fundet ud det, at en staar sig paa at drive dem godt, og bare kjøbe nye naar de er udslitt.»

«Hvor længe pleier nu vanlig en slave hos dem at holde ud?»

«Aa, jeg ved ikke saa nøie; det er nu alt efter som slaget er til. Sterke karer kan holde ud en seks syv aar; de veike er det slut med om et aar eller to. I den første tid jeg var plantageeier, gjorde jeg mig megen umage for at faa mine slaver til at holde ud længst mulig, doktorered paa dem, naar de var syge, gav dem klær og tepper og alt muligt, for at de kunde finde sig vel; men jeg stod mig ikke paa det, tabte bare penger og havde svært meget stell og bry. Nu derimod driver jeg dem til det yderste, enten de er friske eller syge. Naar en neger dør, kjøber jeg en ny; det er baade billigere og letvintere.»

Den fremmede vendte sig fra ham og tog plads ved siden af en anden herre, som med harme i sit sind havde lyttet til samtalen.

«De maa ikke tro at alle plantage-eiere i syden er som denne karen her,» sa han med eftertryk.

«Det vil jeg da haabe.»

«Han er en raa og ussel fyr.»

Damperen arbeided sig længer og længer opover den røde mudrede elv, som gik i mange korte bugtninger fremom den ene røde kjedsommelige lerbakke efter den andre.

Endelig stopped den ved et lidet landingssted, hvor Simon Legree skulde af med sine varer.

SEKS OG TYVENDE STYKKE.

Mørke steder.

Simon Legrees gaard laa flere mil borte. Rigtig i godlaget nu sad han paa en arbeidsvogn og tog sig ret som det var en slurk af en brændevinsflaske, mens Emmeline og den andre kvinden laa bag i vognen mellem en del reisegods. Efterpaa trasked Tom og hans ulykkesfæller til fods.

Ensom og vild slynged veien sig snart over øde hedestrækninger, hvor vinden suste tungsindig i det tørre furukratt, snart over store sumper med spredte cypresser, og paa grenene af dem lange nedhængende moselænker, som minded om ligkranser. Hist og her saa en mokkasin-ormer bugte sig mellem træstubber og nedfaldne grener, som laa og raadned i de slimete vandpytter.

En reise gjennem en slig egn kan være uhyggelig nok selv for den som kan dra afsted paa hesteryggen, med lommen fuld af penger; men tusendfold uhyggeligere maa den være for den fattige træl, som for hvert steg han tar kommer længer bort fra alt det han har havt kjært. Tungsind og mismod stod da ogsaa at læse i alle de mørke ansigterne, øinene vendte sig med et træt udtryk mod hver ting de kom forbi.

«Holløi!» ropte Simon og saa sig tilbage. «Lad os faa en vise, en rigtig lystig en.»

Slaverne saa paa hverandre.

«Naa?» ropte Simon og smeldte med pisken sin.

Da tog Tom paa at synge:

"Jerusalem, mit skjønne hjem...."

«Hold kjæft med den ligsalmen!» brølte Legree. «Jeg tror han er tosset med den gudsfrygten sin. Kom med en vise som det er liv i!»

[Illustrasjon]

Negrene turde nu ikke andet end lyde hans bud. En af dem satte da i en meningsløs vise, som han vist digted med det samme; den havde omkvædet:

"Hei hop, kamerat! Hu—ju, hi—hu!"

Og hele flokken stemte i efter hvert vers:

"Hei hop, kamerat! Hu—ju, hi—hu!"

Alle sang med forpint lystighed, vildt og larmende, som om de vilde overdøve sin indre smerte.

Legree, som ikke kunde se det som rørte sig i deres indre, men bare hørte den lystige sangen, var fornøid over at de var saa glade af sig.

«Og du, min kjære,» sa han til Emmeline og rakte haanden tilbage og tog hende under hagen.

Hun drog sig tilbage og slog armene om halsen paa mulat-kvinden, som om hun vilde søge vern hos hende.

«Sig mig,» spurte han og tog i det ene øret hendes, «har du aldrig havt ringer i ørene?»

«Nei, massa,» stammed hun.

«Saa skal jeg gi dig et par rigtig fine ringer,» loved han. «Du maa ikke være saa ræd for mig. Du skal slet ikke faa det saa strengt; du skal tvertom faa det rigtig godt og leve som fin frøken, naar du bare vil være en snill og god pige.»

Legree var nu blit drukken i den grad at han holdt paa at blive øm og kjærlig. Netop ved dette tidspunkt fik en øie paa de første plantninger paa gaarden.

Eiendommen havde før tilhørt en rig mand, og den var i udmerket stand; men nu var alt i forfald. Ugræsset grodde høit i haven, potteskaar, bordstumper og halm laa spredt overalt. Drivhuset stod med ituslaadde ruter og raadne hylder; over nogen af vinduerne i hovedbygningen var slaat bræder, i andre var ruterne i stykker, og nogen af skodderne hang og dingled paa et hængsel.

Vognen rulled gjennem den vakre gamle allé af kinatrær, og holdt paa tunet ved hovedbygningen. En flok store glubske hunder kom farende mod dem og gjødde af fuld hals; de havde vist sat bent paa Tom og de andre, om ikke tjenestfolkene havde holdt dem tilbage.

«Der kan dere se hundene mine,» sa Legree; «dere kan tro de er flinke til at sætte efter negre, naar de rømmer; de glefser ligesaa gjerne i en bortrømt neger som i et ben en kaster til dem—ha ha ha!»

Han vendte sig mod folkene: «Naa, Sambo, hvorledes har dere det hjemme?»

«Udmerket, massa.»

«Holløi, Kvimbo!» kaldte Simon paa en anden neger. «Du har vel husket det jeg snakked om?»

«Ja, massa! Bevare mig vel!»

Sambo og Kvimbo var Simons mest betrodde slaver. De var begge opdraget til raahed og grusomhed mod sine medtjenere, og avindsyge og ondskabsfulde som de var, haded de hinanden af et oprigtigt hjerte. De andre folkene paa gaarden haded dem ligesaa oprigtig. Men dette, at alle gik og haded hverandre, forstod Simon at benytte sig af; han kunde til hver tid holde sig underrettet om alt som gik for sig paa eiendommen, for den ene var altid rede til at sladre paa den andre.

Alle slaverne paa gaarden gik i fillete klær, og de saa mest ud som nogen udslæpte dyr. Grove og sløve at se til i ansigterne, og med de skulende øinene, passed den hele forkuede flok af mennesker til den elendige og forfaldne gaard.

«Hvad synes dere nu om mine nye folk?» spurte Simon og vendte sig mod Sambo og Kvimbo. «Den store der kan dere tro er en farlig kar. Han har styret en gaard helt alene, han, og jeg har tænkt at gjøre ham til driver, kanske til opsynsmand over dere alle sammen.»

Det blinked noget stygt ondskabsfuldt ud af øinene paa de to negre. Det saa ud som de tænkte at gjøre livet for Tom saa surt som muligt.

«Følg dem saa ned til hytterne!» bød Simon, «og se her,» la han til og tog lænkerne af mulat-kvinden, «her har jeg kjøbt en kone til dig, Sambo.»

Mulatkvinden fór sammen. «Massa, jeg er gift; min mand bor i New-Orleans.»

«Aa tøv! Afsted med dig!» ropte han og løfted pisken.

«Kom saa du, min kjære!» sa han til Emmeline. «Du skal være med mig op i min bolig, du.»

Da de kom op mod trappen, saaes et mørkt vildt ansigt oppe i et af vinduerne. Det trak sig hurtig tilbage, og med det samme Legree aabned døren, lød der nogen ord af en kvindestemme, kort og bydende, men han bare svarte: «Hold mund! Jeg fører ind i mit hus hvem jeg vil!»

Førte af Sambo gik Tom og de andre ned til slavehytterne, nogen elendige skur, som laa paa begge sider af markveien, et godt stykke fra hovedbygningen.

Tom saa ind i et par af dem; men det var ikke stor hyggen at se der inde, bare nogen nakne bordvægger og et svart gulv, overstrødd med skidden halm; og da han kjendte den vonde lugten som stod ud af disse hytterne, blev han svært nedslaat. Han havde haabet at han i det mindste skulde faa et nogenlunde skikkeligt rum, som det kunde lade sig gjøre at stelle lidt paa, og hvor han i fred kunde hygge sig med sin bibel i fritiden.

«Hvor skal jeg nu bo?» spurte han.

«Ved ikke,» svarte Sambo, «her er fuldt i alle hytterne; du faar krybe ind i det hullet der.»

Det var sent paa kvelden. Trætte og sture kom arbeiderne i store flokker drivende hjem fra marken, og skidne og fillete var de.

Uden at bry sig det mindste om de nye kamerater gav de sig straks i færd med haandkvernene for at male sin mais, inden de kunde bake brød til kveldsmaden. Fra den tidlige morgen havde de gaat og strævet ude paa bomulds-markerne, stadig under tilsyn af de to aarvaakne driverne Sambo og Kvimbo, som, hver gang nogen af træthed kom til at løie lidt af, lod sine sveper suse over rygstykkerne paa dem.

Tom saa sig om mellem arbeiderne, om ikke en eller anden af dem kunde passe som kamerater for ham; men de var alle sture og onde at se til. De største og sterkeste stødte de svage til side for at komme først til kvernene. Raa dyrisk egennytte stod at læse i øinene paa dem alle sammen.

Indtil langt ud paa natten hørtes den durende lyd af kvernene; for det var for faa kverner til de mange som skulde bruge dem, og de svage maatte vente til sidst. Og sultne og udmaset som de var, havde de nu ikke store kræfterne til at arbeide med heller.

«Se her,» sa Sambo og kasted en pose med mais til mulat-kvinden, «her er mad til dig! Hvad var det nu du heder?»

«Jeg heder Lucy.»

«Ja, Lucy, du ved du skal være konen min; nu maler du denne maisen og lager i stand kveldsmad til mig.»

«Jeg er ikke konen din, og vil ikke være det,» svarte hun fast. «Gaa fra mig!»

«Vil du ikke være skikkelig, saa sparker jeg dig.»

«Det kan du gjerne gjøre; bare du vilde sparke mig ihjel paa stedet, saa havde jeg da stridt ud.»

I det samme kom Kvimbo drivende med en pose paa ryggen. Han glodde sint paa dem og kom straks til at skjændes med Sambo.

Tom var saa sulten at han var nær ved at falde om.

«Der har du noget til levemaade,» sa Kvimbo, og kasted posen, med en skjeppe mais i, bort til ham. «Du faar spare paa den, for du faar ikke mer denne uge.»

Det varte længe, før Tom kunde faa plads ved en af kvernene. Han fik øie paa to kvinder, som stod og slet saa haardt ved en kvern; de holdt paa at falde sammen af træthed. «Lad mig faa hjælpe dere,» sa han og gav sig til at male maisen for dem. Efterpaa la han nogen brander til rette, og hjalp dem ogsaa med at bake.

De to kvinderne var helt udaf sig over denne venlighed; de haarde ansigterne deres fik et mildere udtryk, og bagefter hjalp de Tom med at elte deigen for ham og bake hans brød.

Efter kveldsmaden tog Tom bibelen sin og satte sig ved ilden for at læse.

«Hvad er det for bog?» spurte den ene af kvinderne.

«Det er en bibel.»

«Læs lidt for os da!» bad den andre.

Og Tom læste: «Kom til mig, alle som stræver og er nedtynget; jeg vil give eder hvile....»

«Det var svært pent det. Hvem er det som siger det?»

«Det er Jesus.»

«Jesus? Bare jeg vidste hvorledes jeg skulde finde ham. Min ryg er blodig, og hver dag gaar jeg og skjælver over hele kroppen af rædsel for Sambo, som alt i ett gaar og skjelder og slaar, fordi jeg ikke arbeider nok. Sent kommer en i seng om natten, og ikke før har en lukket øinene, før hornet lyder og en igjen skal til med det samme slit. Aa, den som kunde finde den gode herre du læste om, og sige ham alt sammen.»

[Illustrasjon]

«Ham kan du godt finde, for han er her, han er alle vegne, han.»