Part 11
Frøkenen tog pakken op, og den viste sig at indeholde en liden bønnebog, som Topsy havde faat af Eva, og et stykke papir med den haarlok som Eva havde givet hende. Bogen var indtullet i en strimmel af sørgeflor, som Topsy maatte have tilegnet sig mens Eva laa lig.
St. Clare blev dybt rørt ved at se disse tingene. Han spurte hvorfor hun havde tullet bogen ind i sørgefloret.
«Jo, for det var ligesom et stykke af Evas tøi det,» sa hun. «Massa maa ikke tage det fra mig!» Saa tog hun paa at graate, kasted sig ned paa gulvet og gjemte hovedet i sit forklæ.
St. Clare fik paa en gang indtryk af noget komisk og noget rørende ved synet af den gamle strømpe, som tjente som gjemmested for de dyrebare ting, og af Topsys fortvilelse; han maatte dra paa smilen, mens taarerne stod ham i øinene.
«Du maa da ikke ta slig paa vei, barnet mit; du skal faa beholde alt sammen,» sa han og pakked sakerne ind i strømpen igjen og kasted bylten ned til hende. Han bad Ofelia gaa med sig ind i stuen.
«Jeg tror det kan bli noget af dette pigebarnet,» sa han; «den som er modtagelig for sorg er ogsaa modtagelig for det gode.»
«Jeg har nu den samme tro,» svarte frøkenen. «Barnet er blit meget bedre; men,» la hun til, og la haanden paa armen hans, «hvem skal hun tilhøre—dig eller mig?»
«Jeg har jo givet hende til dig,» svarte St. Clare.
«Ja, men ikke efter lovens forskrifter. Er det meningen, at Topsy virkelig skal være min, saa maa jeg faa mig det tilsagt skriftlig; du maa gi mig et gavebrev.»
«Du vil altsaa selv være slave-eier.»
«Aa snak! Jeg vil bare ha et lovligt bevis for at hun tilhører mig, saa jeg kan føre hende med mig hjem og give hende fri.»
«Nu vel!»
Han satte sig til at skrive et kort gavebrev, og da det var blit underskrevet af vitterlighedsvidner, overrakte han det til Ofelia: «Vær saa god! her har du svart paa hvidt for at pigebarnet er din eiendom.»
«Hun er ikke min mer nu end før; men nu har jeg myndighed til at verne om hende.»
St. Clare vilde nu gaa sin vei; men Ofelia holdt ham tilbage, for hun havde endnu noget at lægge ham paa hjerte.
«Har du ellers tænkt at gjøre noget for folkene dine, for det tilfælde du skulde dø?»
«Nei, endnu ikke.»
«Du skulde gjøre det, Augustin.»
«Det er min mening med det første at gjøre det fornødne.»
«Men om du nu skulde komme til at dø før det blir gjort noget.»
«Dø? Du taler hele tiden om at dø. Ser jeg da ud til at jeg skal faa den gule feber eller kolera?»
«Nei, nei; men ingen ved naar ens time kommer.»
St. Clare var blit noget uhyggelig til mode under denne samtalen. Han gik ud paa svalgangen og stod en stund og saa ud.
«Dø?» sa han ved sig selv. Han saa ligesom gjennem en taage bort paa det stigende og faldende vandspring, paa blomsterne, grønsværet, vaserne.
«Dø?» gjentog han endnu en gang og blev mer og mer alvorlig.
Saa fik han øie paa Tom, som sad i den andre enden af svalgangen og læste i bibelen. Han gik bort til ham og spurte om han skulde læse lidt for ham.
«Ja, tak, det vil jeg gjerne. Massa læser meget bedre end jeg.»
St. Clare la merke til at Tom havde sat en tyk streg ud for et bibelsted. Han læste: «Men naar menneskens søn kommer i sin herlighed, og alle engler med ham, da skal han sidde paa sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal forsamles om ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en hyrde skiller faarene fra bukkene....»
Det gjorde et sterkt indtryk paa St. Clare at læse disse ordene som kongen vil udtale til dem ved hans høire side: «Kommer hid, min faders velsignede! arver det rige som eder er beredt fra verdens grundvold blev lagt. Ti jeg var hungrig, og I gav mig at æde ... sandelig siger jeg eder: Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I og gjort mod mig.»
Dette sidste stykke læste han langsomt om igjen og tænkte nøie over hvert ord. Saa reiste han sig og gav sig til at gaa frem og tilbage over gangen.
«Det ringer til te, massa.»
St. Clare hørte ikke.
«Det ringer til te, massa.»
«Naa, gjør det det; vi faar gaa ind da.»
Stille og tankefuld sad han ved tebordet, og det var ikke stort han nød.
Efter maaltidet gik han ind i dagligstuen igjen og satte sig ved pianoet og spilte en blød alvorlig melodi, som gav udtryk for hans drømmende tanker. Saa aabned han en notebog og bad frøken Ofelia komme bort til sig.
«Se her, denne sangen brugte min mor ofte at synge. Det er som jeg i kveld kan høre hende.»
Han satte sig igjen ved pianoet, slog an et par akkorder og sang:
"Jesus, du som maatte bløde, du som for min feil og brøde korsets rædsel gik i møde, lad dit verk mig aldrig glemme! Naar jeg her ei mer har hjemme, du min sjæl i himlen gjemme!"
Da han havde sunget dette verset, bøide han hovedet og sad nogen minuter uden at sige et ord.
«En underlig tanke,» sa han og reiste sig,«—denne store dag, da al uretfærdighed skal komme for lyset og alle gaader skal blive løste.»
Det var saa naturligt, at han nu kom til at tænke paa Eva.
«Det kjære barn—hun vil faa et let regnskab,» sa han, sterkt rørt. Det var første gang efter Evas død han havde nævnt hendes navn.
Ofelia tænkte stadig paa folkene og bad ham endnu en gang om ikke at opsætte med det han havde tænkt at gjøre for dem.
Han loved nu at han vilde handle straks.
«Og hvad vil du da gjøre?» spurte hun.
«Min pligt, haaber jeg, saa snart jeg bare kan udfinde den rette maaden. Jeg vil nu først prøve at hæve mine egne folk til et mer menneskeligt liv, om jeg bare faar kræfter og held til det. Og om Gud vil lade mig leve og hjælpe mig, kan jeg maaske en gang i fremtiden ogsaa komme til at virke i videre kredser for at hæve en hel klasse af undertrykte mennesker op til en bedre tilværelse.»
«Tror du den tid nogensinde vil komme, da alle slaver blir frigivne?»
«Jeg ved ikke; men det er mange store og gode tanker oppe i vore dage. Om vi bare alle vilde arbeide, vilde ofre noget, vilde omfatte alle disse ulykkelige mennesker med kjærlighed og opfylde vore pligter mod dem, holder jeg det ikke for saa rent umuligt, at det en gang, om ikke saa svært længe, vil komme til det.»
Frøken Ofelia saa bevæget paa ham. «Jeg vil gjøre alt jeg kan,» sa hun, «først for Topsy; og jeg tror det er mange mennesker der hjemme som en bare har at vise et godt eksempel for at faa dem til villig og gjerne at gjøre sin pligt mod sine undergivne.»
St. Clare gav sig igjen til at gaa frem og tilbage paa gulvet.
«Jeg ved ikke hvorledes det er med mig i kveld; jeg har saa mange underlige tanker; jeg kjender det paa mig, at noget vil hænde; men jeg ved ikke hvad det er.»
Han tog sin hat for at gaa ud en stund.
Tom fulgte ham til gangdøren og spurte om han skulde gaa med.
«Nei, min ven; jeg kommer snart tilbage.»
Tom satte sig ude paa svalgangen og saa paa springvandet, der det glimted og blinked i maaneskinnet. Og han havde mange underlige tanker; han skulde snart bli en fri mand, være sin egen herre og arbeide for sig selv!
Han tænkte med tak paa hvor god hans herre var mod ham. Og saa kom han til at tænke paa Eva, som nu var oppe hos englene; det var som han kunde se de lyse lokkerne hendes der oppe. Om en stund kom han til at slumre, hovedet sank ned mod brystet, og de herligste drømmebilleder kom glidende: Det var den kjære vesle Eva med en jasminkrans om haaret, med røde kinder og med klare øine; nu hæved hun sig op fra jorden, hendes aasyn blev klarere, en gylden glans stod om hendes hoved—høiere og høiere steg hun, til hun endelig forsvandt mellem skyerne.
Saa vaagned han med ett. Hvad var det? Han hørte det banked og ropte udenfor porten, en hel mængde røster summed i luften.
[Illustrasjon]
Han skyndte sig ned for at lukke op. Med dæmpet tale og tunge steg kom fem karer bærende med en mand, indhyllet i en kappe. Lyset fra en lygt faldt blegt lige paa mandens ansigt.
Tom udstødte et skrig og veg tilbage, mens mændene gik med sin byrde op mod bygningen.
St. Clare havde været inde i et kaffehus for at læse aftenaviserne. Mens han læste, opstod der et slagsmaal mellem to drukne herrer i værelset. St. Clare og et par andre la sig imellem for at skille dem, og just som han skulde ta fra den ene af de kjæmpende en bowiekniv, fik han et dødeligt stik i siden.
De fem mænd bar den saarede ind i dagligstuen, hvor frøken Ofelia endnu sad med sit strikketøi. Hele huset kom i røre. I vild forvirring løb folkene mellem hverandre, graat og jammerklager hørtes overalt, fruen fik krampe. Tom og frøken Ofelia var de eneste som syntes nogenlunde at beholde fatningen.
Hurtig fik frøkenen gjort i stand en sofa til den blødende mand. Ved det store blodtab og de svære smerter var han falden rent sammen og laa sanseløs paa leiet. Ved hjælp af nogen draaber lyktes det dog frøkenen at faa ham til at komme til sig selv igjen; han lod da øinene glide om fra den ene til den andre, og fæsted dem til slut paa sin mors billede.
Lægen blev straks hentet; men han saa øieblikkelig at det intet haab var. Han rensed saaret og forbandt det, hjulpet af Tom og frøkenen. Der var et svært opstyr med graat og hyl udenfor dører og vinduer.
«Dere maa se til at faa jaget disse folk væk,» sa lægen; «her maa være fuldkommen stilt.»
Adolf, som var inde i stuen, kasted sig paa gulvet, vred sig og stønned, og vilde paa ingen maade lade sig drive ud.
St. Clare laa med lukkede øine, og talte bare nogen faa ord.
«Bed for mig!» sa han til Tom, som stod ved siden af ham.
Og Tom bad, slig som han aldrig havde bedt før, saa inderlig, saa varmt.
«Tak!» sa St. Clare og trykked hans haand til det sidste farvel; den døende sa intet, men laa og holdt Tom i haanden.
Saa kunde en se at hans læber tog paa at røre sig, og Tom, som stod ham nærmest, kunde høre ham hviske i afbrudte stød:
"Lad dit verk mig aldrig glemme! Naar jeg her ei mer har hjemme, du min sjæl i himlen gjemme!"
«Hans aand er ikke mer ved samling,» sa lægen.
«Jo,» kunde en tydelig høre St. Clare sige; «nu kommer den endelig til samling.»
Nogen minuter efter aanded han ud sit sidste suk.
TRE OG TYVENDE STYKKE.
Hjælpeløse mennesker.
En hører ofte om negerslavernes sorg over tabet af en god herre; og det har sin gode grund, at de sørger; for det er ingen paa Guds grønne jord som er saa hjælpeløs og forladt under slige omstændigheder som negeren.
Barnet som mister far og mor, har endnu slegtningers og lovens vern at ty til; slaven har ingen. Loven sætter ham ikke høiere i rettigheder end en varepakke. Hvor vidt det skal tages hensyn til følelser og tilbøieligheder som er indplantet hos ham ligesom hos ethvert andet menneske, det ligger ene og alene i hans herres vilje, og naar den herre som har været god mod ham falder bort, er det intet mer tilbage for ham.
En kan derfor let tænke sig hvor fortvilet stillingen var blit med ett for slaverne til St. Clare ved hans bratte død. Den kom som et tordenslag over dem og opfyldte alle med dyb sorg. Og midt under sorgen meldte det spørsmaal sig hos alle med frygt og angest, hvorledes det skulde gaa dem i fremtiden. Alle vidste at den fine frue aldrig havde havt noget hjertelag for sine undergivne, og at hun nu vilde bli en haard og tyrannisk herskerinde, da hendes mand ikke mer kunde træde imellem og forsvare dem.
Tom var opfyldt baade af glæde og sorg over sin herres død. Han glæded sig over at hans herre var gaat bort som kristen. Og han var i det første saa helt optaget af dette, at han ikke gjorde sig klart, at han i grunden var den som havde tabt mest; han havde jo været paa nippet til at bli en fri mand, men var nu med ett igjen blit fuldt ligestillet med de andre.
Fru Marie sad i en stor armstol, helt optaget med at se paa prøver af flor og andet sørgetøi. Frøken Ofelia gik og tænkte paa sit hjem, som hun vilde vende tilbage til, saa snart det lod sig gjøre.
Endelig var begravelsen over, og alle var svært spændt paa at faa vide hvorledes det nu vilde gaa.
Neppe var fjorten dage gaat, før folkene havde greie paa det som de havde at vente.
Mens frøken Ofelia en dag sad alene paa sit værelse, banked det sagte paa døren hendes. Da hun lukked den op, var det Rosa som stod der, rødøiet og med haaret i urede.
«Hvad er det som feiler dig?» spurte frøkenen.
Rosa faldt paa knæ og tog fat i kjolen til frøkenen. «Frøken, aa frøken, gaa til fruen og bed for mig! Se her!» og saa gav hun hende en papirlap.
Ofelia kjendte straks fruens haandskrift; det var nogen ord til forstanderen for en strafanstalt om at han skulde tildele overbringeren femten slag ris.
«Men hvad har du gjort, Rosa?»
Rosa graat. «Jeg ved godt at jeg var svært slem; jeg svarte hende stygt. Men jeg blev saa sint, at jeg ikke vidste hvad jeg gjorde; hun slog mig jo lige i ansigtet.»
Frøkenen stod en stund og tænkte sig om, med papiret i haanden.
«Det fik endda være at jeg skal ha pryl,» vedblev Rosa, «naar det bare var fruen selv eller frøkenen som slog; men at jeg skal bli slaat paa bare kroppen af en mand, og til og med en slig væmmelig mand, det er en skam som jeg ikke kan bære.»
Ofelia vidste nok at haarde herskaber brugte at sende kvindelige tjenere til et fængsel for at lade dem pryle paa bare ryggen af raa mandfolk; men hun havde ikke før tænkt rigtig over den skam og nedværdigelse det maatte være for en ærbar pige at komme ud for slig medfærd.
Blodet steg op i hovedet paa hende, og hun blev rød og hed; men klog som hun var, dæmped hun harmen og var fuldt rolig, da hun kom ind til fru Marie.
«Hvorledes har du det i dag?» spurte hun høflig.
Fruen gav et suk fra sig og lukked øinene. «Ak, jeg ved ikke, jeg kommer vel aldrig til at faa det bedre i denne fortvilede verden,» sa hun og tørked øinene med det kniplingskantede lommetørklæet sit.
«Jeg kommer for at tale lidt med dig om Rosa,» sa Ofelia noget brydd af sig.
Men nu fik fruen øinene op, og blodet fór op i de gule kinderne.
«Nu! hvad har du at tale om hende?» sa hun med en skarp tone.
«Hun er meget angerfuld og vil gjerne be om tilgivelse for sin forseelse.»
«Saa, hun vil det. Men jeg er ikke tænkt at tilgive hende; hun skal ha sin straf, saa hun husker at styre munden sin en anden gang.»
«Det er heller ikke straffen hun gruer saa meget for; men det er det at hendes blufærdighed og kvindelige følelse blir sat paa en slig haard prøve.»
«Kvindelige følelse?» Hun lo haanlig. «Hun kan ha godt af at de fornemme nykkerne blir kuet noget.»
«Du er grusom, Marie. Kom i hug at du en gang maa gjøre regnskab for hvorledes du steller med dine folk.»
Fruen kunde ikke skjønne at det var noget grusomt i det at lade en tjenestjente faa pryl, naar hun var uskikkelig; herefter vilde hun skikke en og hver af sine folk til fængslet for at bli pisket, naar de opførte sig slet.
Jane, som var tilstede for at sætte op haaret til fruen, fór sammen; for hun syntes at se paa fruen at hun netop tænkte paa hende.
Frøken Ofelia havde nu svært vondt for at styre sin harme; men hun skjønte det vilde være helt unyttigt at søge at paavirke dette menneske; hun bed derfor tænderne sammen og gik ud af værelset.
Det faldt hende tungt at maatte gaa tilbage til Rosa med uforrettet sak. Rosa blev endnu samme dag ført til fængslet, hvor hun maatte tage imod den grusomme tugt, trods alt det hun graat og bad for sig.
Adolf havde altid været ilde likt af fruen, men havde staat i gunst hos sin herre, og alt var gaat godt, saa længe han levde. Men efter hans død havde den fine tjeneren maattet gaa som paa glør, for ikke at sige eller gjøre noget som kunde paadrage ham fruens uvilje.
En dag kom han op til Tom og var rent fortvilet.
«Vi skal sælges, Tom.»
«Hvor ved du det fra?»
Han fortalte da at han havde staat bag et gardin og hørt fruen tale med en sakfører. Han vidste ogsaa at hun havde vekslet breve med St. Clares bror om salget af gaarden, og at det nu var op-og afgjort, at gaarden og alle folkene om nogen dage skulde blive sat til auksjon. Fruen vilde reise hjem til sin fars gaard og bare tage med sig et par af pigerne.
Tom gav et dybt suk fra sig og folded hænderne, mens han sa: «Guds vilje ske!»
Det kom svært braat for Tom, dette budskab. Hans haab om frihed fik paa en gang et haardt knæk; det var som han saa kone og børn, kirkespiret der hjemme og hustagene svinde bort for sine øine som en drøm. Han knuged hænderne sammen og brast i graat.
Saa gik han ind til frøken Ofelia og fortalte at St. Clare havde lovet at give ham fri, og bad hende være saa god at tale til fruen om dette og lægge et godt ord ind for ham. «Jeg ved det var massas virkelige mening at give mig fri,» la han til.
Frøkenen trodde ikke det var stort haab for ham; men hun loved nu alligevel at tale hans sak saa varmt og godt som hun kunde.
Saa gik hun da ind til fruen en dag. Hun tog et strikketøi med og satte sig for at tale saa rolig og venlig som hun paa nogen maade kunde; hun var ellers ræd for det kunde gaa ligesaa uheldig som da hun bad godt for Rosa.
Da frøkenen kom ind, laa fruen paa en sofa og saa paa nogen prøver af sort tøi, som Jane holdt op for hende.
«Jeg tror jeg vælger det der, jeg,» sa hun.
«Ja, det synes jeg ogsaa fruen bør gjøre,» sa pigen. «Det var netop magen til det tøiet generalinden gik med ifjor; det klædde hende svært godt.»
«Hvad mener nu du, Ofelia?» spurte fruen.
«Det er en modesak, som du forstaar bedre at dømme om selv,» svarte frøkenen; «men det er en anden sak som jeg gjerne vilde tale med fruen om,» vedblev hun.
«Min fætter loved en dag Tom at han vilde give ham fri, og han var alt i færd med at ordne det nødvendige for at indfri dette løfte, da døden kom og rev ham bort. Nu haaber jeg at du vil sørge for at faa dette fuldbyrdet.»
«Paa ingen maade kan jeg indlade mig paa det,» svarte fruen. «Tom er værd altfor mange penger, det kan ikke være tale om at jeg har raad til at lade ham gaa.»
«Ja men nu har han gaat og glædet sig til denne hjemreisen og til at bli en fri mand.»
«Det tror jeg saa godt; hvilken træl gaar ikke med slige frihedsnykker og vil gjerne komme løs for at kunne gaa og drive og drikke,—nei tak.»
«Men Tom er da ikke af det slags folk.»
«Ja, saa længe nogen passer paa ham, kan han kanske være bedre end mange andre; men lad ham faa sin frihed, saa skal vi se.»
«Men tænk nu paa, Marie, at han mulig kan komme i hænderne paa et raat og slet menneske, om han blir stillet til salg.»
«Hvorfor skulde han nu det? De aller fleste mennesker er gode mod sine træler; jeg er slet ikke saa ræd for at han skal faa det vondt.»
«Jeg vil nu sige dig at det var et af min fætters sidste ønsker dette, at Tom skulde faa sin frihed,» sa frøkenen med eftertryk, og kjendte at blodet steg hende til hovedet. «Og jeg ved at det var en af de ting han loved vesle Eva paa dødsleiet. Jeg kan ikke tro du har ret til at sætte dig mod dette!»
«At du kan være saa grusom at minde mig om mit barn!» udbrød fruen og gjemte ansigtet i sit lommetørklæ.
Alle mennesker var saa onde mod hende, hulked hun. Ingen brydde sig det mindste om de tunge sorgerne hendes.
«Mammy!» ropte hun, «kom og aabne vinduet! skaf mig flasken med kamferdraaberne og kom og bad hovedet mit og hekt kjolen min op!»
Ofelia kunde ikke nu holde det ud længer, hun flygted ud af værelset det forteste hun kunde; det var ikke noget udkomme med dette forrykte kvindemennesket.
Men frøkenen gav ikke saa let tabt. Endnu samme eftermiddagen skrev hun til fru Shelby; hun udmalte for hende den ulykkelige stilling Tom var kommet i, og bad om at maatte faa sig tilsendt penger til at kjøbe ham fri for.
Men den følgende dag blev Tom og Adolf og nogen andre sendt til slavemagasinet for at blive solgt ved auksjon.
FIRE OG TYVENDE STYKKE.
Slavemagasinet.
En maa ikke tro at slavemagasinet var nogen skummel og væmmelig hule. Langt fra. Det var tvert imod en stor pragtfuld bygning, som for verdens øine saa ud som et vakkert og hyggeligt hjem. Det var jo om at gjøre at gi det udseende af at den handel som dreves der var i alle maader en fin og respektabel forretning. Og for at varerne som skulde sælges der, trælerne, kunde ta sig godt ud, blev de stelt pent med baade med hensyn til renlighed og god og nærende kost. Des kraftigere og mer velnæret en træl saa ud, des mer kunde en vente at faa for ham.
Under et slags tag langs yttersiden af bygningen stod rækker af vakre og velnærede mænd og kvinder opstillet som prøver paa varerne indenfor.
En blir høflig anmodet om at træde indenfor og tage varerne i øiesyn. Inde i bygningen vil en finde en rig samling af mænd og koner, unge mennesker og børn, som er at faa til kjøbs hver for sig eller i partier, alt efter ens ønske.
Tom og nogen andre af St. Clares slaver blev ført ind i en lang sal, hvor de skulde ligge om natten sammen med en mængde personer af alle aldre og farve-afskygninger. En frygtelig dur af rop og sang slog dem i møde ved døren.
«Det kan jeg like, gutter, at de holder dere lystige!» ropte opsynsmanden. «Aa, er du der ogsaa,» sa han til en stor kulsvart neger som sprang omkring og gjorde nogen apekatstreger.
Tom havde med sig en kuffert, som han satte sig paa borte ved væggen; han var, som en kan tænke sig, ikke videre vel til mode.
Det blev her som paa andre steder sørget for at holde slaverne i godt lune og faa dem til at glemme sin fortvilede stilling. Den medfærd de fik, fra det øieblik de blev solgt paa auksjonen i det nordlige til de havned i sydstaterne, gik ud paa at gjøre dem følesløse, forhærdet og dyriske. Somme tider blev de drevet ud til et sundt sted, et badested eller lignende, for at komme i godt hold. Her fik de hver dag god mad. Og da det altid var nogen i flokken som ikke var i godlaget, blev der spillet paa fiolin for dem, og de blev opmuntret til at danse. Var det en og anden som ikke orked at være med paa dette, blev han regnet for en særling og fik pryl. Tanken om hjemmet, om hustru og børn, maatte udryddes. Lystige og glade skulde de være, især naar det var nogen tilstede, og lystige var ogsaa de fleste, dels fordi de paa denne maaden haabed at faa de bedste tjenester, og dels fordi de var ræd for pryl.
«Hvad er du for en?» spurte den store negeren, som havde vendt sig mod Tom.
«Jeg heder Tom.»
«Du sidder vist og tænker svært dybt, du,» vedblev negeren og puffed til Tom i siden.
«Ja,» svarte Tom, «jeg skal sælges i morgen.»
«Sælges! Aa om det var jeg som skulde den veien! Hvor jeg skulde faa liv i kjøberne!—End du da?» spurte han Adolf og la uden videre haanden paa akslen hans.
«Væk med labben din!» ropte Adolf ærgerlig.
«Er du en slig kar, du? Du er nok svært vigtig af den flødefarven din, og bilder dig nok ind at du er hvid. Ah»—han snuste til ham og kiled ham i siden—«lugter godt! Han vilde høve godt i en tobaksbutik, kude sætte duft paa hele butiken!»
«Væk fra mig!» ropte Adolf igjen rasende.
«Aa se hvor kilen han er! Han maa vist være en voldsom fin herre. Se paa den mine han sætter op og den reisningen det er paa ham!» Og saa gjorde negeren sig til for at efterligne Adolf.
«Jeg er nu altid finere end du; jeg har havt en herre som kunde kjøbt dere alle sammen som gamle pjalter.»
«Bevare mig vel! Og nu blir du alligevel solgt, sammen med sprukne te-potter og andet skrap.»
Nu blev Adolf saa arg, at han med knyttet næve drev til negeren, lige i synet paa ham, og tog paa at sparke og slaa om sig som han var gal.
Der blev da et svært opstyr med rop og latter.
«Naa, naa!» ropte med ett opsynsmanden og smeldte med pisken sin. «Vil dere være skikkelige!»
«Det er ikke mig, massa,» skyndte urostifteren sig at oplyse. «Massa ved nok at jeg er skikkelig og rolig; det er disse nye karerne som gjør braak.»
De andre slaverne var flygtet til alle kanter.
Uden at forhøre sig nærmere gik opsynsmanden bort til Tom og Adolf og gav hver af dem et spark med støvlen.
I en anden sovesal ligger et halvt hundred kvinder af enhver alder, lige fra det vesle barn til den gamle kone. En vakker liden pige, som dagen før maatte se paa at moren hendes blev solgt fra hende, har grætt sig i søvn, uden at nogen har brydd sig om hende. Rundt om ligger en flok yngre og ældre kvinder, som har tullet sig ind i kaaper og dækkener.