Part 1
Produced by Nahum Maso i Carcases, Tor Martin Kristiansen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
Transkribentnotater
—Bokstavene Å og å er representert i denne e-Tekst ved henholdsvis Aa og aa, i samsvar med norske bøker trykt på den tiden.
—Rettskrivingen og tegnsettingen av originalen er bevart.
—Åpenbare tegnsettingsfeil og trykkfeil er rettet opp.
—Blanke sider er slettet.
—Tekst i kursiv er indikert mellom _understrek_
* * * * *
BØRNENES BOGSAMLING.
[Illustrasjon]
II. BIND
H. BEECHER STOWE
ONKEL TOMS HYTTE
OMSKREVET PAA NORSK AF O. FLÆTEN
MED TEGNINGER AF PAUL STEFFENSEN
_HARRIET BEECHER STOWE:_
ONKEL TOMS HYTTE
O M S K R E V E T P A A N O R S K AF O. F L Æ T E N
MED 35 TEGNINGER AF POUL STEFFENSEN
KRISTIANIA UDGIVET AF "BØRNENES BOGSAMLING"
1898 DET NORSKE FORLAGSTRYKKERI
FØRSTE STYKKE.
En menneskekjærlig handelsmand.
Endda det var bidende koldt ude, som det kan være paa en vinterdag i Kentucky[1], var det lunt inde i den hyggelige dagligstuen. Her sad gaardens eier, herr Shelby, og en fremmed mand ved et bord med sine vinglas fremfor sig. De talte sammen om noget, som syntes at optage dem meget sterkt.
[1] En af de østlige stater i Nordamerika.
Den fremmede var en liden bredvoksen kar, med grove ansigtsdrag og et pralende væsen. For at se fin ud havde han pyntet sig med en spraglet vest af alle mulige slags farver og med et blaat, gulprikket halstørklæ, som var bundet i en stor sløife. Paa de store grove hænderne blinked en mængde ringer, og et tykt guldkjede med et helt knippe af forskjelligfarvede signeter hang og dingled paa vesten hans.
«Nei, hør nu, min gode herr Shelby,» sa han og tog sig en sup af vinglasset, «den handel gaar jeg aldrig ind paa.»
«Ja, men jeg kan forsikre Dem, herr Haley, at Tom er ærlig værd disse pengene; han er en sjelden flink kar; han har i flere aar styrt min gaard og faat alt til at gaa som et urverk.»
«Naa ja, for en neger at være....»
«Og saa er han det ærligste og gudfrygtigste menneske jeg kjender,» blev Shelby ved. «Jeg har kunnet betro ham alt,—penger, hus og hester,—og fuld frihed har han havt til at gaa hvor han vilde.»
«Naa ja—gudfrygtig kan en neger være, det har jeg selv havt prøver paa. I den sidste flok negre jeg sendte til Orleans, var der en som kunde læse de vakreste bønner saa godt som en prest; det var en ren lyst at høre paa ham. Jeg fik ham da ogsaa rigtig godt betalt—omkring et og et halvt tusend kroner.»
Schelby tørked panden med lommetørklæet. «De kan tro, herr Haley, det falder mig tungt at sælge Tom. Jeg har da samvittighed.»
«Vel, det forstaar jeg godt; samvittighed maa en ha,» sa handelsmanden med et suk og fyldte sit glas.
Schelby havde altid været god mod sine slaver, og det gjorde ham derfor vondt at skulle være nødt til at sælge Tom for at dække i det mindste en del af den gjæld han var kommet i til Haley, som nu gjorde krav paa at faa sine penger udbetalt.
«De bør lade kjøbesummen for Tom kvitte af for min hele gjæld til Dem,» sa han.
«Nei, min gode Schelby, det gaar ikke; nu sætter De dog for høi pris paa Deres vare.»
Slavehandleren sukked igjen og skjænked mere vin i sit glas.
«Hvad vil De da give mig for Tom?» spurte Schelby, efter at have siddet en stund og tænkt sig om.
«Jeg skal sige dem hvorledes det kan bli handel af: Giv mig en gut eller jentunge paa kjøbet, og jeg slaar til.»
Med det samme gik døren op, og en gut paa fire—fem aar kom ind. Det var en vakker liden fyr, med sort, krøllet haar og store, mørke øine, og med smilehuller i kinderne. Han gik klædd i en staselig bluse af stripet, rødt og gult tøi, og saa glad og fornøid ud.
«Hei du!» ropte Schelby og kasted en klase vindruer bort mod gutten. «Kan du ta dem?» sa han.
Gutten løb alt det han orked efter druerne, og fik i en fart fat paa dem. Begge herrerne lo.
[Illustrasjon]
«Lad nu den fremmede manden se hvor flink du er til at synge og danse.»
Gutten tog da paa at synge, med klart og fyldigt maal, en af de vanlige negersange, fegted med hænderne, hopped og vred sig, alt i fuldkommen takt.
«Bravo!» ropte handelsmanden og kasted et stykke appelsin til den vesle krabat. «Det er en prægtig unge, ham maa jeg ha.»
I det samme kom guttens mor ind i stuen. Det var en slank og velbygget kvinde paa nogen og tyve aar, med store sorte øine og lange øienhaar. Hun havde hørt noget om handelen, og var nu i den dødeligste angst for at hendes lille gut skulde bli solgt.
«Hvad er det, Elisa?» spurte Schelby, da hun blev staaende ved døren, graableg af skræk.
«Det er Harry jeg ser efter.»
Gutten løb bort til hende og viste hende det han havde faat.
«Du kan godt ta ham med dig ind,» sa hendes herre venlig.
Let om hjertet gik hun med gutten ved haanden ud af stuen.
«Det var et prægtigt kvindemenneske De har der!» udbrød Haley. «Det var rigtig egte vare! Hende kunde De faa mynt for, om De havde hende til markedet i Orleans. Jeg har set kvinder som ikke var det mindste vakrere gaa op til fire tusend kroner.»
«Jeg har ikke tænkt at sælge hende,» sa Schelby kort.
«Dersom jeg bød Dem ... lad mig sige....»
«Hun er ikke at faa kjøbt,» atbrød Schelby ham i en fast tone.
«Vel, men gutten vil De vel lade mig faa?»
«Hvad brug kan De nu egentlig ha for ham, et barn?»
«Det skal jeg sige Dem, herr Schelby. Jeg har en god ven, som driver med at opdrætte saadanne smaafyrer for at sælge dem paa markedet. Han vilde kunne gjøre noget ud af et emne som han der.»
Schelby sad og grunded et øieblik.
«Jeg vil nødig af med ham,» sa han, «og min kone vilde ta sig svært nær af det, om jeg solgte ham—ikke at tale om hans stakkars mor, som vilde bli rent fortvilet.»
«Ja moren ja. Det tror jeg nok; jeg kjender noget til hvorledes mødre tar paa vei ved slige leiligheder. Det er rent afskyligt at høre paa deres skrig og skraal. Men folk kan ogsaa bære sig dumt ad, naar de skal ta et barn fra moren. Jeg har set handelsmænd som med magt har revet barnet ud af armene paa moren, uden at bry sig om alt det hun graat og tuted. Men det er uklogt at ta det paa den maaden; varerne lider ved det. Det hænder endog somme tider, at et ungt kvindemenneske kan gaa rent fra vettet ved en slig medfærd, og hvad er hun saa værd? Nei, en skal være menneskekjærlig, det staar alle parter sig bedst paa.»
Her stansed slavehandleren, tog sig et glas vin og la sig bagover i stolen.
«En skulde ikke rose sig selv,» blev han ved, «men jeg vil dog sige, at naar jeg er kjendt for at føre særlig fed og vakker vare til markedet, saa er det fordi jeg er et menneske, herr Schelby; jeg steller mine negre som en god og kjærlig husbond.»
Schelby drog paa smilen.
«Jeg siger altid til mine folk: Lad være at slaa, siger jeg. Det er ikke noget ondt i at kvindfolkene graater og bærer sig. De gjør det ikke af ondskab; det er deres natur, de kan ikke for det, siger jeg. Det er desuden dumt at være haard med dem, siger jeg; de blir syge og kan vantrives af det, og saa blir de stygge og gaar ned i pris. Tal heller venlig med dem, siger jeg, og se til at faa dem ud af syne, naar dere tar ungerne fra dem. Det samme vil jeg sige til Dem, herr Schelby: Send hende bort en uges tid, og lad mig komme i al stilhed og hente gutten. Hun vil vel alligevel tute og bære sig noget, naar hun hører at gutten er borte; men naar konen Deres bare er lidt venlig mod hende og forærer hende et par øreringer eller nogen andre smykker, saa....»
«Nu vil vi ikke tale mere om den ting,» afbrød Schelby ham; «jeg maa tale med konen min om saken, før jeg kan gaa ind paa nogen handel med Dem.»
«Vel, gjør det!» sa handelsmanden og reiste sig; «men jeg vil sige Dem, herr Schelby, at jeg nu snart maa ha et opgjør mellem os.»
«De kan komme igjen i kveld mellem 6 og 7, saa skal De faa mit svar.»
«Vel!»
Haley tog overfrakken paa og gik.
«Aa, den som kunde have sparket det menneske ned trapperne!» mumled Schelby for sig selv og satte sig til at tænke over saken en stund. Han forstod at Haley havde et saa fast tak i ham, saa han ikke kunde slippe for billigere kjøb end at lade ham faa baade Tom og den vesle gutten.
Var bare alting dermed op-og afgjort, saa var det endda ikke saa meget at sige paa det; men han var desværre saa dybt nedsunket i gjæld til alle sider, at han ikke kunde øine nogen udvei til at komme ud af den.
«Min gode trofaste Tom!» hvisked han for sig selv. «At jeg skal være nødt til at sælge dig til en som denne Haley!»
Men der var ingen udvei at komme fra det paa. Han maatte gaa ind paa handelen nu, hvis ikke Haley skulde komme og rive ham af pinden.
Og saa Elisas barn! Hvor hun vil sørge og græmme sig!
Han tænkte ogsaa paa faren. Ogsaa for ham gjorde det ham ondt; men han saa ingen udvei til at redde gutten hans.
«Og min kjære kone—hvor hun vil bli bedrøvet, naar hun hører hvorledes sakerne staar!»
Det var kanske bedst slet ikke at tale med hende om handelen, før den var afgjort.
«Aa!»—han vred sine hænder; han vidste ikke hvad han skulde gjøre.
ANDET STYKKE.
Moren og faren.
Alt fra hun var barn havde Elisa havt et godt hjem i Schelbys hus. Schelby havde da kjøbt hende, og hans hustru havde fra første stund været som en mor for hende og opdraget hende mer som barn af huset end som et slavebarn.
Ogsaa Elisas medtjenere havde det godt. Schelby og hans kone var kjendte for at stelle pent med folkene sine. I det hele taget havde slaverne det langt bedre i Kentucky end i sydstaterne, hvor de især i onnetiderne blev drevet med en tvang og haardhed som ofte gjorde det umuligt for de stakkars mennesker at holde det ud. Slaverne i Kentucky holdt det derfor for en ulykke at bli solgt sydover.
Elisa blev tidlig gift med en ung lys mulat som hedte Georg Harris. Denne unge mand var slave paa en nabogaard; men hans herre havde leiet ham bort til arbeide ved en seildugsfabrik derinærheden. De unge egtefolk levde saaledes hver for sig. Det var bare en gang imellem de kunde faa være sammen. Alligevel var de lykkelige og glade i den første tid efter de blev gifte. Men saa kom en tung tid for dem; de misted sine to første børn. Dette tab tog de sig svært nær af. Især var moren i lang tid utrøstelig. Det var først efter at de i stedet havde faat lille Harry, som vi før har lært at kjende, at de overvandt sin sorg.
Georg Harris var en sjelden vakker mand, havde godt hoved og var fingernem. Ved seildugsfabriken var det gaat ham saa godt, at han paa kort tid havde tjent sig op til den første plads mellem arbeiderne. Han fandt op en maskine til at renske hamp med, og for denne sindrige indretning, som det viste sig var af god nytte til at spare arbeide, blev han høit agtet og afholdt ved fabriken.
Men netop denne gode og nyttige opfindelse blev hans ulykke. Hans herre var en trangsynt, raa og haardhjertet tyran. Da han havde hørt om Georgs opfindelse, kom han en dag til fabriken for at se sig om i verkstederne. Fabrikherren tog imod ham med stor gjestfrihed. Georg fulgte ham omkring og foreviste ham maskinen. Han var stolt af det arbeidet, og med stor veltalenhed gjorde han rede for maskinens mekanisme. Men det skulde han ikke gjort, for den fornemme herre fik derved en altfor sterk kjendsel af at han i grunden var en ubetydeligere mand end sin egen træl; han blev fornærmet over Georgs frimodige fremfærd, og gav ham en skarp tilrettevisning. Fabrikherren, Vilson, tog med et par forsigtige ord Georg i forsvar; men det gjorde bare den fremmede herre end mere forbitret.
Hvad havde hans slave med at opfinde maskiner og være vigtig af det overfor ham, en høit agtet plantageeier! Han skulde snart sætte en stopper for det. Han skulde ta ham hjem til sig igjen og sætte ham til at grave i jorden sammen med sine andre arbeidere, og saa fik han se, om han da ogsaa vil være slig en kar. Fabrikherren prøvde endnu en gang at dæmpe en smule paa mandens vrede, og loved større løn for Georg, om han kunde faa ham værende ved fabriken, men uden anden nytte end at gjøre den vrede herre end mere rasende. Det hele endte med at plantage-eieren tog slaven sin med sig hjem og drev ham ud paa arbeide mellem sine andre træler.
En kan let forstaa at en varmblodig og ærekjær mand som Georg Harris maatte ha vondt for at tie til slig medfærd. Han kunde gaa og presse læberne sammen af bare harme, naar han gik og arbeided paa marken, og de kulsorte øinene lyste som brændende kul, naar han stod og saa op mod herskabsboligen. Men han kunde intet gjøre; hans lykke i livet var brudt, han havde intet andet at vente af fremtiden end et liv i de usleste trælekaar.
Han fik taale at bli sat til det aller simpleste og tyngste arbeidet; men at hans herre hver dag gik og haaned og mishandled ham med puf og slag, det kunde han ikke holde ud, det følte han vilde knække ham og lægge ham i graven.
En gang imellem fik han dog lov til at gaa over til Schelbys og tale et par ord med konen sin; men hun kunde jo ikke hjælpe ham.
Netop den dag da slavehandleren havde været hos Schelby om formiddagen, kom Georg Harris om eftermiddagen for at tale med Elisa.
«Jeg kan ikke holde det ud,» sa han, «det er som jeg gaar og brænder op indvendig af galde og forgift.»
«Det maa du ikke sige, Georg.»
«Aa, om jeg laa i min grav!»
«Og det kan du virkelig ønske!» Hun tog om halsen paa ham. «Georg, jeg ved hvor vondt du har det, og jeg forstaar godt hvor du pines indvendig; men husk hvor god Gud til gjengjæld har været mod os paa andre maader. Husk hvor meget vi holder af hinanden, og glem ikke den vesle søde gutten vor!»
Hun la hovedet ind til hans bryst og tog paa at graate.
«Min kjære, gode Elisa, du kan tro jeg skjønner paa at jeg har dig og Harry; men du kan ikke tænke dig hvor tungt livet er blit for mig.»
«Du maa holde ud, Georg; det kommer nok bedre tider.»
«Bedre tider! Jeg faar det værre og værre for hver dag, og det endda jeg hidtil har tiet og bidt alt i mig.»
Og saa fortalte han hvorledes han dagen før var blit bundet til et træ og pisket, bare fordi han havde tilrettevist sin herres søn, som havde moret sig med at bruge svepen paa en stakkars udslæpt hest.
«Men jeg skal nok en gang vide at finde min strenge herre,» loved Georg og knytted næverne.
«For Guds skyld, gjør bare ikke noget galt! Det vil bare gjøre din stilling endnu værre.»
«Det faar være det samme, jeg kan ikke dy mig.»
«Georg!» bad hun indtrængende, «du maa ikke gjøre noget syndigt, du maa ikke! Naar du bare vilde stole rigtig fast paa Gud og være taalmodig, saa....»
«Det kan ikke nytte du snakker til mig om Gud,» tog han i. «Jeg er ikke gudfrygtig jeg, som du, og jeg kan ikke være det, og jeg vil ikke være det. Hvorfor lar Gud alt dette gaa for sig, al denne hardhed og ondskab....»
[Illustrasjon]
«Vi forstaar det ikke, vi er saa kortsynte vi; men fruen siger, at alt det Gud gjør, det er ret, og maa være til det bedste for os.»
«Det er let at sige noget sligt for den som selv sidder i en blød sofa og kan kjøre i fine vogner. Lad hende prøve en eneste dag det jeg maa prøve uge efter uge....»
«Georg!»
«Aa, det koker i mig, Elisa!»
«Aa Gud, hvad skal vi da gjøre!»
«Det er noget jeg endnu ikke har fortalt dig—»
«Hvad er det?»
«Massa[2] vil forbyde mig at gaa hidover til dig mere.—Dere sætter skruller i mig her, siger han; han vil tvinge mig til at gifte mig med en af hans piger og bosætte mig i en hytte der borte paa gaarden hans. Og vil jeg ikke det, saa sælger han mig sydover.»
[2] M a s s a: herre (det engelske m i s t e r, vort m e s t e r).
«Ja, men vi er jo viet rigtig sammen—viet af en prest.»
«Ved du da ikke at vi slaver ingen ret har efter loven til at gifte os? Han kan skille os ad, naar han vil. Havde vi endda ikke havt den vesle gutten.»
«Sig ikke det, Georg. Gutten har det jo saa godt her han er nu, og min gode herre vil nok sørge for ham i fremtiden ogsaa.»
«Din gode herre kan dø, og saa kan gutten bli solgt, og ingen ved hvorledes det saa kan gaa ham.»
Et gys fór gjennem Elisa med det samme Georg sa dette.—Hun kom med ett til at tænke paa handelsmanden.
Den vesle Harry, som havde gaat og legt i haven, uden nogen tanke om hvad forældrene talte om, kom nu glad og stolt, ridende paa Schelbys stok, imod dem.
Georg tog ham i armene sine og trykked ham tæt ind til sig. «Far vel, gutten min!»
«Du siger farvel saa underlig,» sa Elisa og saa paa ham.
«Ja, jeg siger farvel—ogsaa til dig, Elisa.»
«Men hvad skal det sige?»
«Vær ved godt mod, Elisa, til vi sees igjen! Jeg gaar min vei nu en af dagene.»
«Gaar din vei?»
«Ja, til Kanada.» Han retted sig op og fik et drag af fast alvor over ansigtet. «Og naar jeg er kommet lidt i gang der oppe, saa kjøber jeg dig og Harry fri og tar dere op til mig.»
«Men Georg——om du nu blir fakket?» «Jeg blir ikke fakket. Jeg vil være en fri mand eller dø. Aldrig i verden skal de faa mig ned til trælelivet i syden.»
«Georg!» bad hun igjen. «Gaa dog ikke bort og gjør en ulykke paa dig selv eller andre!»
Hun kasted sig atter om halsen paa ham og tigged og bad ham om endelig at være var om sig, om han kom til at flygte.
«Bed for mig, du Elisa! Kanske Gud vil høre dig!»
Tunge om hjertet tog saa de to egtefolk farvel med hinanden.
TREDJE STYKKE.
En aften i Onkel Toms hytte.
Tæt ved Schelbys bolig laa Onkel Toms hytte. Det var et lidet, venligt tømmerhus, med de herligste blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden, og med en duft af renhed og hygge indvendig.
Lad os stige indenfor. Konen i huset, Tante Chloe, som hun kaldes af alle mennesker, er netop færdig med sit dagsverk hos herskabet. Hun staar nu ved arnen i sit eget hjem, og har det travlt med at lage aftensmad for manden sin. Og en maa tro det er kone som kan lage mad, denne Tante Chloe. Hun har nu ogsaa havt god øvelse i den kunsten. I de mange aarene hun har været overkokke i Schelbys hus, har hun ikke gjort stort andet end at stelle med mad og drikke. Og selv har hun vist ogsaa kunnet gjøre sig til gode med disse ting. Ialfald tyder hendes udseende paa det. Hun er fyldig og trivelig, og hele hendes runde sorte ansigt glinser af fedme og tilfredshed. Men en slig kone som Tante Chloe har lov at leve lidt godt; for hun er et flittigt og arbeidsomt kvindemenneske, som har fuldt op at gjøre den hele dag.
For gaardens kyllinger og ænder er hun en skræk. Naar de faar øie paa hende, blir de straks blege om nebbet og flyr sin vei det forteste de orker; for de ved ikke hvad øieblik hun faar i sinde at slaa ned imellem dem som en grib. Hun tænker jo ikke paa andet end at koke og steke og bake.
Vi ser os nærmere om i stuen. Sengene er dækket med snehvide tepper, væggen over arnestedet er prydet med forgyldte bibelske billeder og et stort billede af general Washington. Paa en træbænk sidder et par negergutter med sort uldhaar og tindrende sorte øine. De klapper i hænderne af glæde ved at se den vesle søsteren gjøre sine første ustøe tiltak til at gaa over gulvet. Ved et lidet bord, som er dækket med en hvid dug og nogen storblomstrete tallerkener og skaaler, sidder Onkel Tom, Schelbys bedste mand. Det er en stor herdebred kar, kulsort og glinsende, ligesom konen; men ud af det alvorlige ansigtet lyser tænksomhed og inderlig godhed.
Han er for øieblikket optaget med at efterskrive nogen bogstaver, som hans herres søn, Georg, har skrevet op for ham paa en tavle. Denne Georg er en kjæk gut paa omkrig 13 aar. Han staar ved siden af Onkel Tom og skal retlede ham.
«Nei, ikke den veien med griffelen, Onkel Tom!» roper Georg og griber om haanden hans. «Halen til den andre siden—slig! Ellers blir det jo en _q_ istedenfor en _g_.»
«Gjør det det?»
Onkel Tom puster og svetter; det er et svært arbeide at lære at skrive disse bogstaverne; men en maa nu drive paa alligevel, og endda være glad til, at den unge massa vil komme her i huset og gjøre tjeneste som lærer.
«Men, Tante Chloe, jeg blir saa gruelig sulten af at lugte til den deilige maden Deres,» sa Georg.
«Nu er den straks færdig,» svarte hun; «vor kjære unge massa Georg skal nok faa stillet sin sult.» Hun tar laaget af gryten og ser ned i den. «Jo, den brunsker sig herlig.»
Og saa gir hun sig til at fortælle om hvorledes det gik frøken Sally, da hun en dag prøvde at bake en kake.
«Dere kan tro det blev en grum kake! bare hævet paa den ene siden, og ikke mer kakeskap paa den end paa en af tøflerne mine.»
Hun vender sig for at gjøre bordet i stand.
«Væk med dere, smaagutter,» sa hun til Moses og Peter, som gik i veien for hende, «væk med dere, negerunger. Gaa til side, du vesle Polly, søde barnet mit; du skal sidde hos mor og faa noget rigtig godt du. Se saa, lille herr Georg, tag nu tavlen og bøgerne væk og sæt Dem ved siden af manden min, saa kommer jeg med medisterpølsen.»
Hvor den pølsen smagte! Og den varme kaken, som blev sat frem bagefter, hvor den var fed og finsmagende!
«Ja, Tante Chloe forstaar nok at bake en kake,» sa den lille husmoren og reiste nakken.
Og mens hun nu sad og spiste og gav den vesle tyggemad, snakked hun i et væk om suppe og steker og puddinger, og af og til la hun sig bagover i stolen og lo af fuld hals af kokkejenterne paa grannegaardene, som rørte de utroligste ting sammen til herskaberne sine. Naar hun rigtig mored sig over deres dumhed og kludrefærd, kunde hun nu og da vende øinene til veirs og le saa det risted i de runde kinderne handes.
Mose og Pete, som de to smaagutterne til dagligdags kaldtes, laa under bordet og spiste maden sin der de. De mored sig indimellem med at puffe hinanden i sidebenene og dra den vesle søsteren i tærne.
«Vil dere holde skik, gutter!» ropte moren og sparked med benene. «Dere er nogen uskikkelige unger! Kan dere ikke opføre dere pent, naar her er fine hvide folk i besøgelse hos os!»
«Aa, de er saa glade,» sa Onkel Tom for at undskylde dem. «Slige karer har ikke saa let for at være stille.»
Gutterne kom nu kravlende ud og viste frem fire svarte labber og to svarte ansigter, som glinsed af sirup. De nærmed sig moren og vilde kysse søsteren sin; men da blev Tante Chloe udaf sig og skjøv de svarte uldhovederne bort fra sig.
«Væk med dere, grisunger!» sa hun, «dere kom til at bli hængende fast ved hverandre alle tre, om dere fik lov til at stikke næserne sammen. Gaa ud og vask dere!» ropte hun, og gav hver af dem et dask over nakken.
Nær ved at sprække af latter fór saa de smaa skøierfanterne ud af døren.
«Har en set mage til uskikkelige unger?» spurte hun og snudde sig mod Georg. Hun skulde nu ligesom være vred, men kunde ikke lade være at smile.
Med snippen af et haandklæde pudsed hun ansigtet paa den lille ungen sin og satte hende bort paa fanget til Tom.
«Er det ikke en fin jentunge?» sa han og holdt barnet ud for sig for at kunne ta hende des bedre i øiesyn.
Saa reiste han sig og satte hende op paa de brede akslerne sine og tog paa at hoppe og danse med hende, til stor moro for Georg, som hopped og dansed med og vifted til den vesle med lommetørklæet.
Dagen var nu snart til ende.
En del af gaardens folk, som pleide at være tilstede ved aftenandagten i Onkel Toms hytte, begyndte nu atsamle sig fra alle kanter, og snart var den vesle stuen fuld af en broget flok af unge og gamle negre, mænd og kvinder. Nogen tønder og baljer, som stod udenfor, blev baaret ind; de skulde være til at sidde paa, de.
[Illustrasjon]
Der blev nu sludret og snakket en del om hvad som var hændt om dagen, og saa istemte alle af fuldt bryst en salme, hvor det blandt andet hed:
"O, jeg vandrer til herlighedslandet! Kom, vil du ikke vandre med mig? Ser du ei englen som vinker og kalder mig did? Ser du ei staden, den gyldne, hvor morgenen varer til evig tid?"
Onkel Tom var en oplyst kristen. Efter salmen talte han nogen hjertelige ord og slutted med en inderlig og enfoldig bøn, som greb alle.