Part 9

Ingemann fik større læsekreds end de fleste andre danske digtere, fordi han skrev saaledes at han kunde bli forstaat av barnet og den menige mand. Faa digtere har ogsaa været saa avholdt som han. Han levde et langt og lykkelig liv i sit smukke hjem i Sorø, hvor han siden 1822 var lærer i dansk sprog og literatur ved akademiet.

*Carsten Hauch* († i Rom 1872) blev født paa Fredrikshald. Hans far var dansk, moren norsk. Da han var tre aar gammel, kom han til Bergen, hvor faren var blit stiftamtmand, og senere blev han opdrat hos provst Hertzberg i Kvinnherred i Hardanger. I sit 13de aar flyttet han med sin far til Kjøbenhavn. Hans senere liv og hans virksomhet tilhører Danmark.

Hauch hadde tidlig sluttet sig varmt til Oehlenschläger, og i striden mot Baggesen hadde han været med i „tylvten“. Han blev professor i æstetik efter Oehlenschläger.

Hauch har skrevet _lyriske_ digt, f. eks. _Polsk fædrelandssang_, romaner, f. eks. _En polsk familie_, som gir en gripende skildring av Polens sidste kamp, og _Robert Fulton_ (dampskibets opfinder) og endelig nogen _skuespil_.

*Steen Steensen Blicher* († 1848) blev født i Jylland og levde det meste av sit liv der, først som adjunkt, saa som landmand og endelig som prest.

Blicher var den første _nationale novelleforfatter_. Han har skrevet en mængde noveller. Av dem som skildrer _den jyske natur_ og _det jyske folkeliv_ (f. eks. _Marie_ og _Hosekræmmeren_), utmerker flere sig ved naturtroskap og stor poetisk skjønhet. Blicher har ogsaa skrevet _lyriske_ digt, flere sanger som aander varm kjærlighet til fædrelandet, og mindekvad over historiske personer, f. eks. _Snorre Sturlasson_. Et bind digt og fortællinger paa jysk bondesprog har han git ut under titelen _E bindstouw_ (En strikkestue).

Ved siden av sin digtervirksomhet arbeidet Blicher hele livet for folke-oplysning, og han var en av de første som sluttet sig til Grundtvigs folkehøiskoletanke.

*Poul Martin Møller* († 1838) bodde en tid paa Bakkehuset hos Rahbeks. Han var i nogen aar lektor i filosofi ved Kristiania universitet og senere professor i filosofi i Kjøbenhavn. Han har ikke skrevet meget: men hans poetiske arbeider, _lyriske digt og viser_, samt et brudstykke av en novelle, _En dansk students eventyr_, er friskt og livlig skrevet. Likesom Hauch var han med i „tylvten“. Sin fedrelandskjærlighet har han smukt uttrykt i digtet _Glæde over Danmark_, skrevet paa havet, ombord paa en kinafarer som han i sin ungdom reiste med som skibsprest. Han har ogsaa skrevet en del filosofiske og kritiske avhandlinger i et naturlig sprog.

Poul Møller hadde klar og skarp forstand, var aandfuld og livlig. Han var fuld av livlyst, især i sine yngre aar, aapen, likefrem og godmodig.

Poul Møllers stedbror og aandsfrænde *Christian Winther* var en av Danmarks mest nationale _lyrikere_ og _romanse-digtere_.

Hans sprog er paa en gang farverikt og naturlig, og hans vers er ualmindelig velklingende. Det bedste han har skrevet, er _Træsnit_ (med det bekjendte _Henrik og Else_), en række _romanser_ med scener fra det danske folkeliv.

Av hans andre mindre digt skal vi nævne de vel kjendte: _Flugten til Amerika_, _Dansen i skoven_ og _Matrosen_. Ogsaa fra den romantiske middelalder har han hentet sine emner, f. eks. i digtet _Hjortens flugt_, som han skrev i sin alderdom.

*Hans Christian Andersen* († 1875) blev født i Odense 1805. Hans forældre var fattige skomakerfolk. Det varte længe før H. C. Andersen blev anerkjendt som digter; han maatte først taale megen spot og haard kritik. Av dem som alt tidlig tok sig hjertelig av ham og forsvarte ham, var _Oehlenschläger_. Efter hvert slog han mer og mer igjennem; mest gjorde hans _eventyr_ ham berømt.

H. C. Andersen har skrevet _lyriske digt_, _romaner_, _reise-skisser_ og _dramaer_. Av hans skuespil staar _eventyrkomediene_ (f. eks. _Ole Lukøie_) høiest. Men det som gjør ham til en _stor_ digter, er _eventyrene_. De er snart lystige som _Svinedrengen_, lunefulde som _Flipperne_ og _Prinsessen paa erten_ eller satiriske som _Det er ganske vist_, snart rørende som _Den lille pige med svovlstikkerne_ og _De vilde svaner_ eller hjertegripende som _Historien om en moder_, som i oversættelse endog skal ha naadd helt til hinduene og særlig ha tiltalt dem.

H. C. Andersens ry er naadd langt utenfor Danmarks grænser; hans eventyr er oversat paa næsten alle europæiske sprog. Ved et besøk i _Norge_ i 1871 blev der holdt en fest i Tøienhaven i Kristiania for ham, hvor den norske eventyr-fortæller _Jørgen Moe_ talte varme og anerkjendende ord til ham. Sit merkelige livs historie har H. C. Andersen fortalt paa en livlig og eiendommelig maate i _Mit livs eventyr_.

* * * * *

De hittil nævnte digtere i dette aarhundrede var alle _romantikere_, mer eller mindre paavirket av _Oehlenschläger_. En anden række digtere samlet sig om _J. L. Heiberg_, og hos dem var _refleksionen_ eller _tænkningen_ mer fremtrædende, likesom de ogsaa la megen vegt paa _formen_. De tok mer end digterne av den oehlenschlägerske retning emnene fra livet i _samtiden_.

*Johan Ludvig Heiberg* var søn av _P. A. Heiberg_. Han fik tidlig sans for digtning; ogsaa for musik, filosofi, naturvidenskap, astronomi og lægekunst hadde han stor interesse. Men det blev digtningen han ofret sig for. Med offentlig understøttelse var han tre aar hos faren i Paris. Saa blev han lektor i dansk sprog og literatur i Kiel, senere teater-direktør i Kjøbenhavn og hadde titel av professor. Han døde 1860.

Heiberg var især dramatiker. Hundrede aar efter at _Holberg_ hadde skapt den danske skueplads, vakte Heiberg den _nationale komedie_ til live igjen ved sine _vaudeviller_, tildels efter franske forbilleder. I sine vaudeviller skildrer Heiberg paa en livlig maate det jevne borgerfolks liv. Der var ved opførelsen en jubel i teatret som man ikke hadde været vidne til siden Holberg. Visene i dem blev gateviser, og mange av replikkene blev gjængse talemaater. De mest kjendte av disse vaudeviller er: _Kong Salomon og Jørgen hattemager_, _Aprilsnarrene_, _Recensenten og dyret_, _De uadskillelige_, _Ja_ og _Nei_. Av Heibergs andre poetiske arbeider har det _historisk-romantiske_ skuespil _Elverhøi_ gjort stor lykke. Heibergs værdifuldeste verk er _Nye digte_; her staar bl. a. hans satiriske „apokalyptiske komedie“ _En sjæl efter døden_.

Heiberg skrev ogsaa aandfulde _filosofiske_ og _literatur-historiske_ avhandlinger og hadde i det hele stor indflydelse paa samtiden som kritiker og smagsdommer. Sine kritiske avhandlinger skrev han i et ukeblad han selv gav ut, _Kjøbenhavns flyvende post_. Han la vind paa „at sige sin mening bestemt og fyndig, samt blande i foredraget noget salt og pepper“. I alt han skrev, viste han fin smag og stor sans for formens skjønhet.

*Henrik Hertz* († 1870) var juridisk kandidat, men levde bare for digtningen. Han hadde titel av professor. I striden mellem „tylvten“ og Heiberg stilte han sig paa Heibergs side i sine anonyme _Gjengangerbreve_, som ved sin lette og elegante form levende mindet om Baggesen. Hertz er mest kjendt som _dramatisk_ digter. Hans dramatiske forfatterskap var især to slags: _romantiske_ skuespil og _nutidskomedier_. Av den første slags er det mest kjendte: _Svend Dyrings hus_ (som bygger paa gamle folkeviser, især paa visen om _Den onde stedmor_). Av nutidskomediene kan nævnes _Amors genistreger_ og _Indkvarteringen_. Han har ogsaa skrevet en del mindre digt (f. eks. _Fregatten Ørnens_ _brand_ og _Den danske soldat_). I alt han skrev, la han likesom Heiberg stor vegt paa formen.

*Frederik Paludan Müller* († 1876) var juridisk kandidat, men ofret sig næsten helt for digtningen. Han var paavirket av den engelske digter _Byron_. Hans hovedverk er _Adam Homo_, et _episk-satirisk_ digt i tre deler, hvori han med varme og begeistring for det sande og gode blotter al den usselhet, svakhet og egenhjærlighet som kan findes hos en saakaldt bra og skikkelig mand. Han gjør ogsaa i „Adam Homo“ nar av det meget usunde og usande som var i romantikken. Over Paludan Müllers senere arbeider hviler der et dypt religiøst alvor.

*Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd* († 1856), J. L. Heibergs mor, begyndte sin forfattervirksomhet senere end sin søn, i sit 53de aar, og blev sikkert tilskyndet av ham til det. Likesom han skildret det kjøbenhavnske hverdagsliv i sine vaudeviller, gjorde hun det samme i sine _noveller_. Hun skrev ikke under navn, men gik længe under navn av _Forfatterinden til en hverdagshistorie_, som var hendes første bok.

Blandt de mange mindre fremtrædende digtere i denne tid kan nævnes *Christian Wilster*, som skrev lyriske digt (som „Ludvig Holberg“) og gav ut en ypperlig oversættelse av Homers _Iliade_ og _Odyssé_.

Den begeistring for frihet og fædreland som blev vakt ved juli-revolutionen (1830), og som senere end mer blev næret ved den første slesvigske krig (1848), gav ogsaa digtningen sit præg. Det var mest blandt studentene begeistringen ytret sig, og deres fører var redaktøren og digteren *Carl Ploug* († 1894). Han arbeidet utrættelig, baade som taler og forfatter, for Slesvigs danskhet og for skandinavismen. Han stod i spidsen for den første studentfærd til Upsala i 1843. Hans digtning, som næsten helt er _lyrisk_, er mest fædrelandssanger, historiske mindesanger og leilighetsdigt (_Nordens enhet_ er især kjendt).

I høi grad knyttet til studentlivet er ogsaa *Jens Christian Hostrup* († 1892). Det var især det friske, muntre og ungdommelige i det han gav uttryk for i sine _studentviser_ og _studentkomedier_. Flere av de sidste, som _Gjenboerne_ og _En spurv i tranedans_ (hvor han stiller studentene frem som bærere av aandslivet i motsætning til den jevne, prosaiske borgerstand, „filisterne“), blev ogsaa opført paa det kongelige teater i Kjøbenhavn. Baade de og hans senere _komedier_ (f. eks. _Eventyr paa fodreisen_ og _Soldaterløier_) hører til de mest nationale og mest yndede danske lystspil; de er blit sande folkekomedier. De er ogsaa ofte opført paa _norske_ teatre. De er skrevet med liv og humør.

*Hans Egede Schack* († 1859) var ivrig med i studentlivet og siden i det politiske liv. Han er mest kjendt for sin fortælling _Fantasterne_. Her viser han den store fare ved et ensidig fantasiliv, og paa samme tid er der skarp satire over mange forhold i samtiden. Boken blev meget læst og fik meget at sige for flere av de senere forfattere, saaledes ogsaa for Bjørnson og Ibsen.

*Meïr Aron Goldschmidt* (av jødisk æt) gav først i lang tid ut vittighetsbladet _Korsaren_ og siden tidsskriftet _Nord og syd_. Denne aandfulde forfatter har ogsaa skrevet en række noveller; av dem kan nævnes _En jøde_, _Hjemløs_, _Ravnen_ og _Kjærlighedshistorier fra mange lande_. *Johan Carl Christian Brosbøll* skrev under navnet „*Carit Etlar*“. Hans mange store og smaa fortællinger vidner om megen opfindsomhet og evne til livlig fremstilling; de er som oftest temmelig eventyrlige og fantastiske. *Herman Fredrik Ewald* har skrevet _nutidsfortællinger_ (f. eks. _Valdemar Krones ungdomshistorie_) og _historiske romaner_ som _Svenskerne paa Kronborg_ o. fl. Av *Vilhelm Bergsøes* fortællinger er _Fra Piazza del popolo_[37] mest læst. Foruten romaner og noveller har han ogsaa skrevet _lyriske_ digt. *Christian Richardt* begyndte med at skrive studentviser, men var mest _lyrisk_ digter. *H. V. Kaalund* var _lyriker_. (_Paa det jevne_). Han har skrevet mange digt for barn. Endelig kan som væsentlig _dramatisk_ digter nævnes *Erik Bøgh*. Han har dels selv skrevet, dels bearbeidet en mængde (omtrent 100) _vaudeviller_, _farcer_ og _komedier_. Han har ogsaa forfattet _viser_ og _humoristiske fortællinger_. Erik Bøgh var først skolelærer og kirkesanger, saa en tid skuespiller ved et omreisende selskap, saa i tre aar portræt-tegner i Sverige og bodde saa en tid i Kristiania, hvor hans farce _Nytaarsaften 1848_ vakte megen røre. Senere var han teaterdirektør i Kjøbenhavn og utfoldet en stor virksomhet som avisredaktør.

[Footnote 37: Navnet paa en aapen plads i Rom.]

*Søren Kierkegaard* († 1855) var en filosof som fik stor betydning for literaturen i de nordiske land, ikke mindst i Norge. I en mængde, dels filosofiske, dels opbyggelige skrifter (f. eks. _Enten — eller_, _Stadier paa livets vei_, _Kjærlighedens gjerninger_, _Indøvelsen i kristendom_ og tidsskriftet _Øieblikket_) arbeidet han med aandfuldhet og kraft for det han holdt for sand og egte kristendom. Eiendommelig for ham er den vegt han lægger paa at den enkelte i sin kristendom skal staa alene like overfor Gud, og at man skal vende al jordisk nydelse ryggen; det kristelige liv, mente han, maatte være et liv i forsagelse.

* * * * *

*Realisme.* De danske forfattere i det 19de aarhundrede som hittil er omtalt, hører i det hele og store til den _romantiske_ retning i poesien; men hos flere av dem var der en større eller mindre tilbøielighet til at skildre virkeligheten saaledes som den er, hvad man kalder _realistisk_ poesi. Dette viser sig alt sterkt i _Blichers_ jyske noveller, senere hos _J. L. Heiberg_ og de digtere som var paavirket av ham.

De ord av „Adam Homo“[38]:

„Skal man nødvendig Mads og Mette ligne fordi man ikke Hagbart er og Signe?“

kan i det hele brukes om den evne til at finde poesien i _hverdagslivet_ som var eiendommelig for den _heibergske_ digter-gruppe. I femti-aarene er der meget som peker mot realismen, f. eks. Schacks „Fantasterne“. Men et avgjort omslag i retning av _realisme_ kommer først omkring 1870. Støtet til det kom især fra den nyere _franske_ literatur, og i spidsen for bevægelsen i Danmark gik den begavede og aandrike _literaturkritiker_ *Georg Brandes*, som ogsaa fik stor betydning for utviklingen i Norge.

Vi skal i korthet nævne de mest kjendte forfattere som avgjort sluttet sig til den nye retning. Først i rækken staar *Holger Drachmann* († 1908). Der er en sjelden ungdommelig kraft og glød i hans digt, hvad enten de er av lyrisk eller episk natur, og hans sprog er usedvanlig kraftig og malende (smlgn. digtene _I cirkus maximus_ og _Androkles og løven_). Drachmanns mest kjendte digtsamlinger er: _Ungdom i digt og sang_, _Sange ved havet_ og _Dæmpede melodier_. Av hans _fortællinger_ staar hans _sjømandshistorier_ (f. eks. _Paa sjømands tro og love_) høiest ved sin djerve og friske naturlighet. I den senere tid skrev han ogsaa nogen _dramaer_; av dem har _Strandby folk_, _Der var engang_ og _Gurre_ gjort megen lykke paa scenen.

[Footnote 38: som findes i første utgave av boken.]

*Sophus Schandorph* († 1901) tok emnet til sine _noveller_ ofte fra de lavere samfundslag. *Jens Peter Jacobsen* († 1885) er mest kjendt for romanene _Marie Grubbe_ og _Niels Lyhne_. *Herman Bang* († 1912) skrev romaner og noveller fra det moderne liv. Han var paavirket av _Jonas Lie_ og av den franske digter _Zola_. *Henrik Pontoppidan* har skrevet mange fortællinger og romaner. Mest kjendt er den store romanrække _Lykkeper_. *Gustav Wied* er satiriker; han har skrevet baade fortællinger og skuespil, mest komedier.

Fra slutten av 1880-aarene var der en række _lyrikere_ som stillet sig i motsætning til Georg Brandes og realismen. *Johannes Jørgensen* er mest kjendt blandt dem. Fra først av hørte han med til kredsen om Brandes. Siden har han helt vendt sig mot den, mest i religiøs henseende; han har gaat over til katolicismen. Han har git ut flere digtsamlinger; i de sidste aar har han mest skrevet religiøse verker.

I slutten av 1890-aarene begyndte en retning som har faat navnet _Den jyske bevægelse_. Først og fremst vilde den skildre bondelivet, føre „landluft“ ind i literaturen. De fleste av forfatterne i denne „skole“ var fra Jylland, og de tar emnene mest derfra. De bruker mange jyske ord og vendinger. *Jeppe Aakjær* har skrevet _lyriske_ digt, oftest paa jysk dialekt, og _fortællinger_. *Johannes V. Jensen* har i mange noveller og fortællinger skildret bonden og hans sans for virkeligheten. Den samme virkelighetssans mener han at finde i det moderne amerikanske liv; fra det har han ogsaa tat emnene til et par fortællinger. Fra sine reiser verden rundt har han git mange skildringer. Mest kjendt av hans verker er _Bræen_ med myter fra istiden. Han bruker et billedrikt og formfuldendt sprog. *Jakob Knudsen* har git ut en række romaner fra jysk bondeliv. Mest kjendt er _Den gamle prest_.

V. Den nyere norske literatur.

1. Frihetsbegeistringens tid (omtr. 1814-1830).

Mens den _danske_ literatur i førstningen av det 19de aarhundrede utviklet sig saa rikt, stod det aandelige og literære liv i _Norge_ paa samme tid lavt. Da Norge hadde faat eget universitet 1811 (aapnet 1813), og den politiske forbindelse mellem Norge og Danmark blev opløst 1814, blev det umiddelbare aandelige og literære samliv mellem rikene avbrutt. Den nyere tyske digtning, som fik saa meget at sige for den _danske_ literatur i denne tid, fik liten betydning for den _norske_. Ved den langvarige krig var ogsaa Norges forbindelse med England blit avbrutt. Hertil kom at de politiske begivenheter saa sterkt optok sindene. Det var først omkring 1830 at Norge tok til at faa en selvstændig literatur av større betydning. Flere av de gamle digterne levde endnu, som _J. N. Brun_, _Claus Frimann_, _Zetlitz_ og _Rein_; men det var litet de skrev. De unge gik mest i de gamle spor, og begivenheten i 1814 paavirket for en tid bare endnu sterkere de norske digtere i samme retning. Men enkelte av dem var ogsaa tildels paavirket av de tyske romantikere og av _Ingemann_ og _Oehlenschläger_. Deres digtning var mest _patriotisk-lyrisk_; det var det frie og selvstændige „klippeland“ de sang om. „Norges fjelde“ og „Gamle Norge“, storverket paa Eidsvold og de gjæve fædre blev lovsunget i høie toner; men de kjendte litet til det lands natur og folk som de priste; deres digtning blev derfor uvirkelig og svævende. De sprang over de 400 mørke forenings-aar og knyttet det nye, frie Norge umiddelbart til det gamle, sagatidens, da nordmanden efter Wolffs ord gik

„i stormgang fast, saa jorden bævet“,

og da efter Bjerregaards utsagn

„kjæmpere ganger langs Dovrefjelds sider, vandrer til ledingefærd som til dans“.

Deres fædrelandssanger var fyldt av svulst og skryt; de er temmelig ensformige, om der end i nogen av dem er baade kraft og begeistring. I dem alle er der en elskværdig, barnlig glæde over friheten og fædrelandet. Sit mest høittravende uttryk fik fædrelandskjærligheten i Wolffs nationalsang. Her heter det:

„Om kloden rokkes end, dets[39] fjelde skal stormen dog ei kunne fælde.“

*Lyder Sagen* († 1850) var i sine student-aar ofte gjest hos Rahbeks paa Bakkehuset. Han virket mange aar som lærer i morsmaal ved latinskolen i Bergen. Han fik meget stor betydning ved den sans for literatur han forstod at gi sine elever; blandt dem var digterne _Wolff_, _Welhaven_, _P. A. Jensen_ og _Jonas Lie_, av andre _Ole Bull_, _Herman Foss_, _Fredrik Stang_ og _Hartvig Lassen_. „Sagen var,“ er der sagt om ham, „en av de lærere, av hvilke man lærer alt eller intet, en fin, attisk aand, som ved sin personlighet, og næsten kun ved den, hadde en ualmindelig evne til at vække beslegtede naturer.“ Hans undervisning, fortæller P. A. Jensen, gik mest ut paa at vække og skjærpe sansen for det skjønne; derfor la han særlig vegt paa et smukt sprog ved stilskrivningen og „drev uavbrutt paa med ‚indenadlæsningen‘, og det saaledes at man paa en gang lærte at læse, at tænke og at skjønne“. Kjendt er hans regel for læsning: lydelig, tydelig og prydelig. Han virket ogsaa meget til at fremme det literære og kunstneriske liv i Bergen. „Hans hus stod aapent for alle fremmede, som, om de var av nogen betydenhet, aldrig forsømte at avlægge ‚Bergens digter‘ sine besøk.“ Hans digtning var mest _leilighetsvers_. Han gav ogsaa ut en læsebok.

Lyder Sagen var en utpræget og eiendommelig natur, livlig og vittig. Han var meget selskabelig og interesserte sig levende for at studere mennesker. „Ofte traf man ham spaserende med en bondemand, en eplekjærring, en kjører eller en drager, stundom med en halvdrukken slusk.“

*Johan Storm Munch* († 1832 som biskop i Kristiansand) var søstersøn til _Edvard Storm_. Han gav ut _lyriske_ digt (digtsamlingen _Fjeldblomster_). De mest kjendte er fædrelandssangene _De tre høie ord_ og _Norges løve_. J. St. Munch var paavirket av den nyere tyske og danske digtning, mest av _Oehlenschläger_. Han interesserte sig ogsaa varmt for sagatiden. Han gav ut tidsskriftet _Saga_ sammen med _Jacob Aall_. Her kom det flere oversættelser til norrøne sagaer av utgiverne. De tok ind mange norske ord i skriftsproget.

[Footnote 39: d. e. Norges.]

*Conrad Nicolai Schwach* († 1860; sorenskriver i Telemarken) skrev en mængde _leilighetsdigt_. Blandt hans _fædrelandssanger_ kan nævnes hans flagsang _Mens Nordhavet bruser mot fjeldbygt strand_. Hans elskværdige munterhet og lune kommer ofte frem.

*Simon Olaus Wolff* († 1859; prest i Telemarken) skrev ikke meget. Mest lykke har hans fædrelandssang _Hvor herlig er mit fødeland_ og det varme billedrike digt _Nordhavet_ gjort.

*Henrik Anker Bjerregaard* († 1842; høiesteretsassessor i Kristiania) vandt ved sin _Sønner av Norge, det ældgamle rike_ den pris som blev sat op av en privatmand i Kristiania for den bedste nationalsang. Bjerregaard var allikevel i det hele ikke nogen betydelig digter. Med _syngespillet Fjeldeventyret_ (1824), som _Waldemar Thrane_ satte sin ypperlige musik til, fik han betydning for literaturen. Dette stykke er ikke bare morsomt, saa det endnu den dag idag øver tiltrækning paa publikum; men det gir ogsaa virkelig enkelte gode billeder av det norske folkeliv; især er lensmand Østmo og Mons Østmo udmerket tegnede karakterer. Bøndene i stykket taler norsk bondemaal. „Fjeldeventyret“ var det første _nationale skuespil_.

*Mauritz Christoffer Hansen* († 1842) var længe lærer paa Kongsberg og blev tilsidst bestyrer av middelskolen der. „Nu har Kongsberg sølv“, sa _Henrik Wergeland_ da Mauritz Hansen kom dit. Han har skrevet en del lyriske digt; men det er som _novelleforfatter_ han har størst betydning. Han gav ut en mængde noveller; men da han var trykket av næringssorger, skrev han ofte bare for fortjenestens skyld. Derfor er meget av hans digtning mindre værdifuldt. I førstningen var han sterkt paavirket av _de tyske romantikere_ og _Ingemann_, og derfor er mange av hans noveller høist fantastiske og unaturlige (f. eks. _Othar af Bretagne_, _Palmyra_ o. fl.). Han prøvde at skildre bondelivet i nogen mindre fortællinger (_Luren_, _Den gale Kristian_, o. fl.); men det var mest i novellene fra livet i smaastædene, som han virkelig kjendte til, at han kunde gi gode og træffende skildringer. Til hans bedste fortællinger hører _Moderen_, _Tolderen paa Lahelle_, den vakre idyl _Lille Alvilde_, hans sidste fortælling _Tone_ o. fl.

Vi vil ogsaa nævne en forfatter fra denne tid, hvis største betydning kanske ligger i det at han var Henrik Wergelands opdrager og lærer, hans far *Nicolai Wergeland*. Slegten var fra gaarden Verkland i Brekke i Sogn. Nicolai vokste op i Bergen og blev student derfra. Senere tok han teologisk embeds-eksamen i Kjøbenhavn og blev saa adjunkt og prest i Kristiansand. Han blev her gift med _Alette Thaulow_, som hørte til en indflyttet dansk familie.

Nicolai Wergeland hørte helt til „Oplysningstiden“; han var ren rationalist. Endda han var i Kjøbenhavn da romantikken brøt gjennem med Oehlenschläger, var han saagodtsom upaavirket av den. Han prøvde sig tidlig som digter; men det viste sig at digter var han ikke. I sine digteriske forsøk er han paavirket av engelsk digtning. Og i det hele søkte han — likesom de norske forfattere i det 18de aarhundrede — sin aandelige næring i det franske og det engelske aandsliv.