# Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler Med et tillæg om de forskjellige literaturarter

## Part 8

Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/norsk-literaturhistorie-for-gymnasiet-l-rerskoler-og-h-iere-fol-892265b9/index.md

Som _prosaisk_ forfatter har han en stor plads i „Oplysningstidens“ literatur, og han virket meget til utvikling av den prosaiske stil. Han gav ut to tidsskrifter. Det ene var _Minerva_, som han redigerte sammen med den i Norge fødte danske digter _Christen Pram_, en varmhjertet mand, som hele sit liv arbeidet for _almen-oplysningen_. Det andet tidsskrift var _Den danske tilskuer_, som Rahbek gav ut alene. Begge tidsskrifter blev meget læst og var en virkelig magt i tiden. Treti aar gammel blev Rahbek professor i _literaturhistorie_. Hans arbeider i denne retning blev av ikke liten betydning for kjendskapet til fællesliteraturens historie; men han var som kritiker altfor velvillig og derfor ikke paalidelig. Endelig skal vi nævne hans _samling av folkeviser_, som han gav ut sammen med _Werner Abrahamson_ og _Rasmus Nyerup_.

Rahbek var en egte repræsentant for sin tid og skjønte ikke den nye aandsretning som fra førstningen av det 19de aarhundrede mer og mer fik indpas i literaturen. Om end hans indflydelse derfor altid sank, maatte allikevel vemod gripe hans landsmænd da han døde; for med ham sank en hel tidsalder i graven, med ham døde den sidste repræsentant for en ældre retning i literaturen.

*Peter Andreas Heiberg* († 1841) var av norsk æt. Han var en stridslysten natur og arbeidet for de nye frihets- og likhetstanker. Tyskeriet hatet han. Han hadde sin styrke i _satiren_; den kommer frem i hans _lystspil_ som i de andre skrifter av ham. I sin _Sproggranskning_ tok han fat paa alt det bestaaende. Han uttalte sig her med skjærende spot om alt mulig.[32] Han blev landsforvist for sin optræden; han slog sig da ned i Paris, hvor han levde resten av sit liv.

[Footnote 32: Eksempler: _Konge_: En mand som er saa skikkelig at ta sig skylden paa for det hans ministre gjør. _Tro undersaat_ er enhver som roser regjeringen, hvorledes den end handler. _Dansk_: En plet paa et velopdragent menneske, som gjør ham uduelig til et vigtig embede i Danmark. _Satire_ betyder vittighet naar den gaar løs paa andre, men ondskap naar den træffer os selv. _Judicium_ (dømmekraft): Overensstemmelse med vore egne meninger. Den mand har et godt judicium, er det samme som: Den mand er av samme mening som jeg.]

Den revolutionære digter *Malte Conrad Brun* († 1826) blev ogsaa landsforvist og drog likesom Heiberg til Paris, hvor han blev en kjendt geograf.

*Jens Baggesen* blev født 1764 i Korsør.

Alt som skolegut skrev han digt. _Ewald_ læste nogen av dem paa sykesengen og skrev et par opmuntrende linjer til den unge digter. Det mindtes Baggesen altid siden med stolthet. Han læste ogsaa alt i sin barndom videnskabelige og religiøse skrifter og skjønliteratur i mængde, og ved siden av dyrket han tegnekunst og musik, lærte navigation og bygde skib, rodde og gymnastiserte, saa man i hans 12te aar var rent i knipe med hvad han skulde bli; man vilde gjøre ham til „maler, musikus, bygmester, skibskaptein og prest“.

Han var en usedvanlig rikt utrustet digternatur og forstod at finde uttryk for de forskjellige stemninger. Han hadde livlig fantasi og klar forstand, en letvakt følelse og et spillende vid; men alle disse gode egenskaper tapte meget i værd ved at han manglet dybde og fasthet og var meget forfængelig og nydelsessyk.

I behandling av _sproget_ var Baggesen en mester som faa, og han fik stor betydning for stil-utviklingen. Ved sit første arbeide _Komiske fortællinger_, som fik Wessel til i et rimbrev at hilse ham som sin eftermand, blev han alt som ung student berømt. Hans ry vokste ved hans senere skrifter (_Skjemtsomme rimbreve_ o. fl.). Høiest stod han som _komisk_ og _satirisk_ digter. I hans mer alvorlige digtning kommer ofte et overdrevent føleri til syne. Dette var for resten en almindelig feil i tidens alvorlige digtning.

_Rahbek_ pleide gjerne at fortælle en historie som rigtig viser Baggesens følelsesliv med dets usandhet og usundhet. En aften da Rahbek kom hjem fra et selskap, fandt han Baggesen i en patetisk-melankolsk sindsstemning vandre frem og tilbake utenfor huset i maaneskin. Rahbek hilste og spurte om han vilde ligge hos ham om natten; men Baggesen svarte mørk: „Jeg gaar i stranden.“ Rahbek tidde og gik ind. Baggesen fulgte ham. Rahbek klædde sig av, Baggesen gik op og ned ad gulvet. „Ja,“ sa Rahbek, da han var kommet under dynen, og Baggesen ikke gjorde mine til at følge hans eksempel, „enten du nu gaar i seng eller i stranden, vil du da være saa god at slukke lyset naar du gaar!“ Han snudde sig saa og sov rolig ind. Næste morgen laa Baggesen i søt slummer ved siden av ham.

Skjønt Baggesen i 1811 fik fast stilling som professor i Kiel, førte han likevel rent et flagreliv rundt om i Europa. Sin første reise har han skildret i _Labyrinten_, som utmerker sig ved sit rike og skiftende indhold og sin livlige form; men vi møter ogsaa her i høi grad hans sedvanlige feil.

Fremmede sprog lærte han let; han skrev tysk og fransk som sit morsmaal, gav ut flere arbeider paa disse sprog og kom derved efter hvert mer og mer bort fra fædrelandet.

Da han kjendte døden nærmet sig, vilde han gjerne vende hjem og lukke sine øine der; men han døde paa hjemreisen (1826).

Som ældre blev den før saa beundrede digter svigtet av sine venner og sat til side av publikum, ja, blev endog anset uværdig til „at bære navn av dansk digter“. Dette var en følge av den langvarige og bitre strid mellem ham og det oehlenschlägerske parti. Denne strid skal bli omtalt nærmere under Oehlenschläger.

IV. Den nyere danske literatur.

*Romantikken.* I „Oplysningstiden“ skulde alt være „til nytte“, endog poesien. Digtning hadde ikke noget værd i og for sig, men var en god maate at gi nyttig belæring paa, og den var passelig til at fylde ut ledige timer med. Men i førstningen av det 19de aarhundrede kom det til rent brud med dette syn. I Tyskland hadde alt _Lessing_ brutt med nyttesynet. Og de store tyske digterne _Goethe_ og _Schiller_ hadde hævdet og vist at kunst og digtning hadde værd i og for sig selv, og kunde skape videre syn for det skjønne og det store i livet. I slutten av aarhundredet kom der en retning i Tyskland, som har faat navnet _romantikken_. De mest kjendte av den romantiske digterskole var _Tieck_, _Novalis_ og brødrene _Schlegel_. Det var _følelsen_ og _fantasien_ romantikken vendte sig til. Og skulde en finde næring for følelseslivet, maatte en vende sig fra det prosaiske hverdagslivet. _Rousseau_ hadde præket at man maatte vende tilbake til den oprindelige og naturlige tilstand. Den fandt romantikerne i gamle dager eller ute paa landet hos bonden. Derfor tok de tyske romantiske digterne emnene helst fra fædrelandshistorien eller fra folkedigtningen. Paa den maaten vokste det frem en sans for det _nationale_ sammen med romantikken.

Romantikerne kjendte sig ogsaa drat mot det vidunderlige og det hemmelighetsfulde.[33] Denne trang fik de ogsaa tilfredsstillet i fortiden; eller de tok sine emner fra _Orienten_, som den gang var hyllet ind i meget mystik. Romantikerne priste _geniet_, som naadde det høieste uten stræv. Og det var bare geniet som _kunde_ naa det høieste. Ogsaa i _religiøs_ henseende er romantikken et tilbakeslag mot rationalismen.

Oplysningstiden hadde hat et sterkt _verdensborgerlig_ (kosmopolitisk) præg. Den ældste romantik hadde samme præg; men snart blev digtningen mer og mer _national_. Den retning kalder vi for _national-romantikken_. Det viste sig ogsaa i videnskapen. Den tok til at granske mer den hjemlige kultur. Baade sprogvidenskapen og den historiske videnskap blev helt omskapt paa denne tid. En ny videnskap vokste frem: folkeminne-granskingen.

[Footnote 33: Denne trang viste sig sterkt i Tyskland alt i den saakaldte _„Sturm und Drang“-periode_ (fra 1768), en tid, siger en dansk forfatter, „som ogsaa kastet sine dønninger ind i Danmark, og som for nutiden vel er mest kjendt ved sværmeriet og raseriet for Goethes ‚Werther‘. En voldsom gjæring griper manges sind, sterke lidenskaper kommer i bevægelse, høitflyvende idéer med bakefter følgende slaphet, en underlig higen efter det hemmelighetsfulde, magi og frimureri, og som en mørk bakgrund hyppig vanvid, stundom selvmord“. Perioden fik navn efter et skuespil av _Max Klinger_ „Sturm und Drang“.]

I Tyskland var det især _Herder_ som hadde vakt interessen for folkedigtningen og for det nationale. Han gav ut folkedigtning fra hele verden, oversat til tysk i _Stimmen der Völker in Liedern_. Herder mente at et folks eiendommelighet først og fremst kom til syne i folkedigtningen. Og det gjaldt at utvikle eiendommeligheten hos hvert enkelt folk. Herder fik saaledes meget at sige for utviklingen av nationalitetstanken.

Til Danmark og Norden naadde denne retning med _Oehlenschläger_. Men jordbunden var ikke uforberedt til at ta mot det nye. _Slaget paa Kjøbenhavns red_ (2den april 1801) hadde vakt nationalfølelsen. Den som kom med de nye tankene til Danmark var den norskfødte _Henrik Steffens_. Han var opdrat i Danmark, men var tidlig reist til Tyskland. Der var han blit grepet av romantikken. Den likesaa aandfulde som ildfulde unge filosof[34] kom i 1802 til Kjøbenhavn og holdt nogen begeistrede og vækkende foredrag om romantikken. Disse foredragene fik meget at sige for flere av Danmarks senere store mænd. Blandt dem var Oehlenschläger, som alt hadde digtet en del før. Nu blev han helt grepet av romantikken.

*Adam Gottlob Oehlenschläger* var født i Kjøbenhavn 1779.

Hans far var slotsforvalter ved Fredriksberg slot, og hans mor var borgerdatter fra Kjøbenhavn. „Vemodens følelse,“ siger han selv, „og en dyp alvor fik jeg fra hende, fra min far sundhet og munterhet. Indbildningskraft og ild hadde de begge, han mer for det lystige; det tragiske fik jeg i arvelod fra min mor.“ De omgivelser han levde i som barn, virket meget til at nære hans livlige indbildningskraft. Slottet var bebodd bare om sommeren, og da „vrimlet det derute av mennesker, av smukke, pyntede damer; hele hoffet var der“. Om vinteren var der tomt i slottet, og da kunde han tumle sig om i de store saler og beundre maleriene i dem. Hans forældre hadde ikke raad til at gi ham ordentlig skolegang, og like til han var 12 aar, hadde han næsten bare „proppet sig med romaner, eventyr og skuespil“. Da fik han friplads hos Edvard Storm i „Efterslegts-selskapets realskole“, hvor han gik i fire aar. Her gjorde kameratene nar av ham for hans underlige dragt, gamle saker som hans far hadde kjøpt av garderobemesteren: kronprinsens høirøde vendte kjole, kongens stive støvler og et par grønne bukser, sydd av et kassert billardklæde.

[Footnote 34: Hans fætter _Grundtvig_ kalder ham „lynildsmanden“.]

Da han var seksten aar, begyndte han at læse til artium; men da han snart blev kjed av det, vilde han bli skuespiller; han tok derfor oplæring i fegtning, dans og sang. Han prøvde en stund at være skuespiller, men blev ikke i længden tilfredsstillet ved det. Han gav det hele op, tok atter fat paa studiene og blev student i 1800. Han var meget paa Bakkehuset og blev senere gift med Kamma Rahbeks yngre søster. I 1802 blev han kjendt med Henrik Steffens og hørte hans foredrag. Han blev senere en personlig ven av Steffens som gjorde ham kjendt med det romantiske syn paa digtning. Særlig har den romantiske genilære gjort sterkt indtryk paa Oehlenschläger.

Første gang han var hos Steffens, talte de sammen fra 11 om formiddagen til 3 om natten. Det romantiske digt _Guldhornene_[35], hvormed vi kan sige at romantikken i den danske literatur begynder, var frugten av dette hans første samvær med Steffens; hans digtning sprang her „pludselig ut som bøkeskogen en sommernat“. Han læste det op for Steffens, som brøt ut: „Ei, min bedste, De er jo virkelig digter!“ Oehlenschläger svarte at han fast selv var av den formodning. Og han var ikke andet end digter hele sit liv. Han opgav embeds-eksamen og gav ut en større samling _Digte_, hvori findes den smukke dramatiske idyl _St. Hansaften-spil_, en livlig skildring av det brokete folkeliv i Dyrehaven i Kjøbenhavn; litt senere gav han ut to bind _Poetiske skrifter_, som blandt andet indeholdt _Aladdin eller den forunderlige lampe_, et digt i dramatisk form efter et eventyr i „1001 nat“; her lar han Aladdin, „naturens muntre søn“, ved et under finde det som „nattens grubler forgjæves grunder paa“. Dette digt var likesom hans eget livs eventyr. „Hadde jeg ikke selv,“ siger han, „i den hos mig opdagede digterevne en forunderlig lampe, der satte mig i besiddelse av alverdens skatter! Og fantasien var mig en ringens aand, som bragte mig hvorhen jeg vilde.“

[Footnote 35: Digtet handlet om de to berømte guldhorn som var fundet paa samme sted med et mellemrum av 100 aar. Det ene blev fundet av en fattig kniplepike 1639, det andre av en bonde 1734. En nat i mai 1802 var hornene forsvundet fra kunstkammeret. De var stjaalet av en guldsmed som smeltet dem om. Men det visste man ikke da Oehlenschläger skrev sit digt, og han tok hændelsen allegorisk (billedlig), og fortalte at gudene hadde tat hornene igjen, fordi man saa „kun guldets lue, ikke det ærværdig høie“.]

I 1805 gjorde Oehlenschläger en længere utenlandsreise. I Tyskland blev han kjendt med Goethe og med førerne for den romantiske skole. Men snart kom han mer og mer bort fra de tyske romantikere, og til slut kom det til formelig brud. Han holdt allikevel fast ved det romantiske syn paa digtning, men utviklet sig selvstændig.

Fra utlandet sendte Oehlenschläger hjem en række av sine mest kjendte digterverker, og da han kom hjem, blev han utnævnt til professor i æstetik, saa han helt kunde leve for sin digtning.

Den betydeligste av hans _tragedier_ er _Hakon jarl_, som fremstiller hedenskapets kamp mot kristendommen; av de andre gjorde især _Aksel og Valborg_ stor lykke; den bygger paa en gammel folkevise og skildrer den trofaste kjærlighets styrke. Fremdeles kan nævnes _Balder hin gode_, _Palnatoke_ og _Væringerne i Myklagard_. I sine tragedier viser Oehlenschläger sig paavirket av _Schiller_; ogsaa hos ham var netop den pragtfulde lyriske patos det mest fremherskende, den strengere karaktertegning mindre fremtrædende.

Likesom til tragediene finder han ogsaa til romansene emnet mest i den gamle tid. Av romansene skal vi nævne romanse-cyklene (d. e. sammenhængende rækker av romanser) _Nordens guder_ og _Helge_, og de enkelte romanser _Hakon jarls død_, _Ridderen ved kulsvierhytten_ o. fl. Av hans romantiske fortællinger kan nævnes _Vaulundurs saga_ og _Hroars saga_, av hans episke digt _Tors reise til Jotunheim_.

Oehlenschlägers digtning har sin største betydning ved at den var _national_ som ingen dansk digtning før. Oehlenschläger foldet ut det som hadde vist sig som spirer alt hos _Ewald_. Han hentet sine emner fra den gammelnordiske tid, fra sagn, sagaer, gudelære og folkeviser, og viste sit folk det store og skjønne i fortidens liv, slik som det hadde vist sig for hans digtersyn. Han vakte derved de historiske minder til live i folket, „slog likesom den levende bro mellem fortid og nutid“ og styrket nationalfølelsen. I Oehlenschlägers behandling av den gammelnordiske tid mangler der meget paa historisk nøiagtighet; hos ham er heltene baade mer bløte og mer veltalende end de virkelig var. Men man maa huske at kjendskapet til oldtiden den gang var litet mot nu. Senere digtere, som _Ibsen_ og _Bjørnson_, har skildret fortidens liv sandere; men _Oehlenschläger_ ryddet vei; det er hans store fortjeneste. _Holberg_ hadde hat stor betydning for det nationales fremvekst ved at vælge emner fra sit folks liv i _samtiden_. _Oehlenschläger_ aapnet nu øinene for _fortidens_ nationale liv.

Oehlenschläger hadde alt som ung mand naadd sin høieste utvikling som digter (fra 1802-1814 hadde han skrevet alle sine ypperste arbeider); men han blev ved at skrive til sin høie alderdom. Men meget av det han skrev, staar ikke paa høide med hans første verker.

Vi har før (s. 85) nævnt den langvarige _strid_ Oehlenschläger laa i med _Baggesen_ (1814-1818). Den strid, siger en samtidig forfatter, var mellem det gamle og det nye, mellem „den gamle, strenge, regelmæssige _form_[36] med dens fattige indhold og en ny _indholdsfylde_, som vistnok undertiden traadte noget formløs frem, men som til gjengjæld utmerket sig ved en ulike større rigdom, friskhet og dybde.“ I denne strid stod Baggesen næsten alene, mens Oehlenschläger hadde det store publikum paa sin side og mest lot sine venner („tylvten“) føre kampen for sig. Oehlenschläger viste efter Baggesens død sin anerkjendelse av motstanderen ved at faa teatret til at feire en mindefest til hans ære, og ved selv at skrive en smuk epilog til denne fest.

[Footnote 36: Baggesen siger selv likefrem at det vigtigste ved digtningen er „velklang, liv og rigtighet i sproget“.]

Det blev ny strid da _J. L. Heiberg_ traadte frem som en slags overdommer, og hævdet at digtningen maatte være en _enhet av indhold og form_. Netop fordi det var som romansedigter (episk-lyrisk digter) at Oehlenschläger efter Heibergs mening naadde denne sammensmeltning av indhold og form, satte Heiberg ham høiest i den slags digtning; derimot søkte han at paavise svakheter i hans skuespil. Trods denne kritik fra enkelte hold var Oehlenschlägers digterbane i det hele lys og skjøn. Han blev i sit liv som ingen dansk digter æret og priset av sit folk. Dette ry naadde ogsaa de to andre skandinaviske land; sit sterkeste uttryk fik det da den svenske digter _Esaias Tegnér_ (i 1829) i Lunds domkirke kronet ham med laurbærkransen som den nordiske digterkonge:

„Skaldernas Adam är här, den nordiska sångarekungen, tronarvingen i diktningens värld; ty tronen är Goethes.“

Fire aar senere blev han ogsaa varmt hyldet paa et besøk i _Norge_. Av de norske digtere var især _A. Munch_ begeistret for ham.

Paa hans 70-aarige fødselsdag blev der i Kjøbenhavn holdt en fest for ham, hvor _Grundtvig_ talte til hans pris og overrakte ham en laurbærkrans fra de danske kvinder.

Oehlenschläger døde i begyndelsen av 1850.

Oehlenschläger var en usedvanlig vakker mand, i sine senere aar noget fyldig og svær. Han var en sund, aapen og troskyldig, men ikke meget dyp natur. Han hadde et varmt hjerte og var fuld av freidig livsmod, hadde et aapent øie for al jordens herlighet og kjendte sig umiddelbart tiltalt av det skjønne og ædle i livet hvor han møtte det. I sine _Erindringer_ har han selv git os en livlig skildring av sit liv.

*Nicolai Frederik Severin Grundtvig* blev født 1783 i en prestegaard paa Sjælland. Hans forældre var alvorlige kristne, og mens han var barn, gjorde kristendommen sterkt indtryk paa ham. Bibelen var han tidlig fortrolig med. Foruten i den læste han ogsaa historiske skrifter og alleslags gamle folkebøker.

Han blev student i 1800 og tok nogen aar efter teologisk embeds-eksamen. I sine studie-aar og første kandidat-aar var han nærmest rationalist; han var, som han selv siger, „uten aand og uten tro“. Men i 1810 skedde det religiøse gjennembrud hos ham.

Han blev nu kapellan hos sin far, men kom snart tilbake til Kjøbenhavn, hvor han blev prest. Men en tid efter blev han paa grund av et skrift mot den rationalistiske teologiske professor _Clausen_ sat under tiltale og dømt til en mulkt; han la derfor ned sit embede. I 1839 blev han atter prest i Kjøbenhavn og var det til sin død. Ved studentmøtet i 1851 gjestet han _Norge_ og fik megen hyldning. I sine sidste aar hadde han titel av biskop. Han døde i 1872, 89 aar gammel.

„Hælvten skald og hælvten bok-orm“, som han kalder sig selv, virket Grundtvig hele sit lange liv baade som _prest_, _digter_, _historiker_ og _folke-oplysningsmand_. Han begyndte tidlig og virket med kraft og begeistring baade i skrift, i tale og handling. Hans mægtige personlighet gjorde sterkt indtryk. I sine ældre aar hadde han et ærværdig, hvitt skjeg, som naadde ham ned paa brystet.

Som _prest_ traadte han op mot rationalismen og mot den aandelige død i kirken. I sin dimispræken stod Grundtvig frem og spurte: „Hvi er Herrens ord forsvundet av hans hus?“ Senere gjorde han selv en eiendommelig religiøs opfatning gjældende; han mente at det mundtlige, levende ord i den apostoliske bekjendelse (d. e. trosartiklene) og daabsordet som tros-kilde stod over det skrevne ord i bibelen. Han mente at gudsbilledet ikke var helt tapt ved syndefaldet, og han la megen vegt paa at den kristne ogsaa maatte la det _menneskelige_ komme til sin ret, at man ogsaa skulde glæde sig ved al jordens herlighet. Han holdt ogsaa sterkt frem glæden over evangeliet. Motstanderne har derfor kaldt hans kristendom „den glade kristendom“. Religionsfriheten hadde en varm talsmand i Grundtvig. Det religiøse parti som sluttet sig til ham, har faat navn av „_grundtvigianere_“ og har ogsaa hat utbredelse i _Norge_. Grundtvig var meget veltalende. „Hans ord og præken var som en vældig fos, som bruser ned fra en klippetind.“

Grundtvig hadde læst Shakespeare’s, Goethes, Schillers og de tyske romantikeres verker og var paavirket av dem. Det var som _lyrisk_ digter han mest utmerket sig, først og fremst som _salmedigter_. Av hans mange digterverker kan merkes _Salmer og aandelige sange_ og _Optrin af kjæmpelivets undergang i nord_. Av hans mange salmer og religiøse digt kan nævnes: _Paaskemorgen slukker sorgen_, _Fred til bod for bittert savn_, _Kirken den er et gammelt hus_ og _Deilig er den himmel blaa_. Av hans andre lyriske digt (hvoriblandt flere fædrelandssanger) hører _Modersmaalet_ og _Det er saa yndig at følges ad_ til de mest kjendte.

Som _historiker_ fordypet han sig i studiet av Nordens fortid. Likesom Oehlenschläger vilde han vække denne til live hos folket. Grundtvig har skrevet mange aandfulde historiske verker; det mest fremtrædende er _Haandbog i verdenshistorien_. Han har ogsaa git en _fordansking_ av Saxo og Snorre. I _Nordens mytologi_ forklarer han gudesagnene paa en dypsindig maate; han ruller her op en stor rigdom av syner, og i dette verk lærer man at kjende hans syn paa menneskelivet, historien og Norden.

Alt Grundtvigs arbeide, i skrift og tale, hadde til hensigt at _vække kristenlivet_ og at _opdra_ og _forædle_ folket gjennem sand _oplysning_. Han siger selv i sin _Høiskolesang_:

„Hvad solskin er for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde.“

Han arbeidet for en utbredt læsning av morsmaalet, mens han vilde ha latinlæsningen i skolene væk; han skrev mange avhandlinger i kirke- og skolespørsmaal; fremdeles arbeidet han for at almuen skulde være med i det offentlige liv, og endelig oprettet han „_folkehøiskoler_“ „for at samle folket om det fælles sprog og de fælles minder“, som han selv sa. I disse skoler skulde undervisningen saa meget som mulig bli git gjennem frie foredrag (det „levende“ ord) og ikke være bundet til eksamener. Det var hans tanke at der fra disse skoler skulde gro frem en ny, national kultur. Siden er der oprettet mange folkehøiskoler i alle de nordiske land. Flest er der i Danmark. Folkehøiskolene og grundtvigianismen har faat stor betydning for oplysningen.

*Bernhard Severin Ingemann* († 1862) var en helt igjennem romantisk digter.

Ingemanns digtning var i førstningen sterkt paavirket av det usunde i den tyske romantik, og den var derfor i høi grad sværmerisk og fantastisk, likesom emnene næsten altid var gru-opvækkende. Men han rev sig efter hvert mer løs herfra. Mest kjendt er Ingemann for sine _historiske romaner_ (_Valdemar Seier_, _Erik Menveds barndom_, _Kong Erik og de fredløse_ og _Prins Otto af Danmark_). De er i Danmark blit „til folkelæsning som ingen andre bøker saa nær som bibel og salmebok“. Ingemann digtet mange _salmer_, milde, barnlige og inderlige, som han selv var. Til de mest kjendte hører _Deilig er jorden_, _Glade jul_ og _Lover Herren, han er nær_.