Part 5

Holberg var ikke bare stor digter, men stod ogsaa høit som _prosaisk_, særlig _historisk_ forfatter. Han var endelig i 1730 blit professor i historie, som var hans egentlige videnskap, endda han klager over at de kildeskrifter han maatte bruke, ofte var slik, „at man kunde forgi rotter med dem“. Holberg uttalte sig selv om nytten av _historien_ paa følgende maate: „Jeg holder den historiske videnskap næst Guds ord for den nyttigste og vigtigste af alle, naar den bliver læst med de rette øine. Jeg lærer deraf at kjende lande; jeg lærer at kjende mennesker; jeg lærer at kjende mig selv; ja, jeg lærer at spaa; thi man kan af forbigangne ting dømme om tilkommende.“ Vi ser saaledes hvor stor betydning det historiske studium hadde for ham selv, og det var hans ønske at historien kunde faa samme betydning for andre. Med dette maal for øie var det han skrev sine historiske verker. Han skrev de fleste av dem efter sin „poetiske raptus“. Han siger selv i fortalen til sidste bind av komediene (1726): „Dette bliver uden tvil mit sidste poetiske skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig.“ Og i virkeligheten er der et _vendepunkt_ i Holbergs forfatterliv ved denne tid. Han var træt av at skrive komedier og av de ubehageligheter han utsatte sig for ved dem. Desuten var tiden ikke god for teaterstykker. Ved Kjøbenhavns brand i 1728 brændte ogsaa teatret. Og pietismen, som fik magten især under Kristian den 6te, banlyste skuespil; først efter Kristian den 6tes død skrev Holberg atter nogen komedier for nationalscenen, som da blev aapnet igjen.

Alt før han blev professor, hadde Holberg, som nævnt, skrevet sin „Introduktion til de europæiske rigers historie“. Nogen aar efter hadde han git ut en _Introduktion til natur- og folkeretten_. Her gjør Holberg flere av de moderne europæiske tanker kjendt for et nordisk publikum. Men de betydeligste av Holbergs _historiske_ skrifter var følgende: _Danmark og Norges beskrivelse_ (1729); _Danmarks riges historie_ i tre deler; _Almindelig kirkehistorie_; _Adskillige store heltes og berømmelige mænds sammenlignede historier og bedrifter_; _Adskillige heltinders og navnkundige damers sammenlignede historier_ og _Bergens beskrivelse_. I sin historieskrivning trængte Holberg krigshistorien tilbake som den mindre vigtige del; derimot la han vegten paa det som kunde vise folkets „egenskaper“ og utvikling i forskjellige retninger, likesom han skildret fremragende personligheter, gav „berømmelige mænds portraits“, som han selv siger.

Til Holbergs _populær-filosofiske_ skrifter hørte hans _Moralske tanker_ (1744); en stor del av hans _Epistler_ hører ogsaa hit. Disse avhandlinger i brevform var over 500 i tal og handler om adskillige historiske, politiske, metafysiske (oversanselige), moralske, filosofiske, item (fremdeles) skjemtsomme materier. Denne behandling av de mest ulike ting vidner om Holbergs mangfoldige interesser, alsidige kundskaper og hans merkelige evne til at skrive underholdende om alle ting. Likesom hans _levnetsbeskrivelse_ i 3 brev paa latin („til en fornem mand“), gir de mangen oplysning om hans personlighet. Hans sidste bok var _Moralske fabler_. Flere av Holbergs skrifter blev oversat paa fremmede sprog, og hans ry kom saaledes til utlandet.

For det meste var Holberg selv forlægger til sine skrifter og solgte dem ogsaa selv fra sin bolig. Der fortælles en historie om en student som veddet med en anden om at han skulde faa Holberg, som just ikke utmerket sig ved høflighet, til at følge sig helt ned trappene. Studenten gik op til Holberg og bad om et eksemplar av hans Danmarks historie. Holberg lot ham selv vælge ut et eksemplar; saa gik studenten — men uten at betale. Holberg løp nu efter for at faa betaling, og dermed hadde studenten vundet veddemaalet.

Holberg blev ikke skattet efter fortjeneste av sin samtid. Hans begravelse gik for sig i al stilhet. Liket blev ført fra Kjøbenhavn til Sorø for at begraves der. Det heter i et brev herom: „Baron Holberg blev hentet herfra af fire sjællandske øg; de tvende bønder udgjorde komitaten (følget).“ Ingen sørgefest blev holdt; ingen mindestøtte blev reist til hans ære.

Det la endog utlændinger merke til. Saaledes fortælles der at en ung dansk reisende besøkte den tyske forfatter _Lessing_. Den reisende talte fra først til sidst bare om Danmark, dets lærde mænd, dets store genier og det danske borgersind, indtil Lessing endelig blev kjed av det og avbrøt ham: „Apropos, mein Herr, wo steht denn eigentlich die Bildsäule, die die Dänen ihrem grossen Holberg gesetzt haben?“ Den reisende tidde.

Holberg var en _selvstændig_ og _uavhængig_ karakter og en _aapen_ og _sand_ natur, som hadde avsky for alt hykleri. I det _religiøse_ var Holberg adskillig paavirket av tidens engelske og franske tænkere. Han hævdet sterkt toleranse, og mente at de religiøse spørsmaal maatte staa under fornuftens dom. Han staar allikevel fjernt fra rationalismen slik som den mest utviklet sig i Frankrike i anden halvdel av aarhundredet. Han uttaler sig for resten altid med en viss varsomhet om religiøse spørsmaal. Han vilde utrydde al vantro og var imot al død ortodoksi, al skinhellighet og vanekristendom, likesaa vel som mot den mørke pietisme som raadde under Kristian den 6te.

Ytringsfriheten hadde ogsaa en varm talsmand i Holberg. „Bogcensuren,“ sa han, „gjør at man ikke kan vente at se andet udkomme, end hvad flaut, lavt, krybende, marvløst, mat og udpisket er.“

Mange som ikke hadde større kjendskap til ham, mente han var menneskefiendsk, fordi han hadde et tillukket og tilbakeholdent væsen. Han hatet ogsaa al paatrængenhet, vilde helst være personlig ubemerket og ønsket frihet til at greie sig som han vilde. Men paa samme tid lot han andre ha samme frihet, ja, for ham kunde folk gjerne gaa med „en porcellæns spølkum paa hodet istedenfor hat“, om de fandt nogen moro i det. De som kjendte ham bedre, delte ikke den almindelige mening om hans utilgjængelighet. Paa sine utenlandsreiser i tidligere aar blev den vittige, kvikke mand med det fint formede ansigt og det ungdommelige utseende meget yndet av dem som han kom mer sammen med. I Oxford f. eks. var han en velset gjest blandt studentene, og han fik mange venner der. Men i de senere aar tvang hans sykelighet (som blev større og større) ham til at føre et meget stille og endnu mer regelmæssig liv end før, om vinteren i byen, om sommeren paa et landgods, saa han kan sige om sig selv at hans nysgjerrighet efter at se fremmede steder, „hvilken tilforn haver gjort ham til et perpetuum mobile“, nu med alderen var forsvundet i den grad, „at om Konstantinopel laa udi næste provins Fyn, tog han udi betænkning at reise over beltet at bese samme stad.“ „Det er“, siger han alt da han sender ut sidste bind av komediene (1726), „med lystige poeter ligesom med katte, hvilke fra en overmaade kaadhed, som naturen haver indplantet i dem udi opveksten, henfalder til en overmaade alvorlighed. Mit blod, efter min barbers sigelse, begynder nu at blive temmelig flegmatisk og ser ikke nær saa levende ud iaar som ifjor, hvorudover jeg haver sat mig for at slutte en evig fred med jordens klode, saaledes, at vi lader hinanden herefter være uskaarne paa begge sider; thi jorden bliver gammel, saa der bider ingen tugt mer paa hende, jeg bliver ogsaa gammel og derfor gjerne planter gevær.“ Holberg holdt meget av landlivet; „jeg finder behag“, siger han, „i at se jordens grønt fremspire og indhøstes, at se kjør og faar gaa ligesom i procession til deres samlingsplads morgen og aften.“ Opholdet paa landet var ogsaa gagnlig for hans helse, saa han ikke var som den samme mand paa landet og i byen.

Endda Holberg syntes bedst om at leve et rolig liv, blandet han sig likevel tit med glæde i folkelivet og studerte det i vertshus og paa andre steder. Han gav sig ofte i samtale med menigmand, især paa landet, og han vilde overhodet gjerne være tilstede der hvor han kunde gjøre iagttagelser.

Holberg likte godt „fruentimmerselskap“. I mandfolkselskap fik han vin og tobak, og det var ikke efter hans smak, i fruentimmerselskap derimot te, kaffe og jevn snak, som han likte bedst i sine ledige timer. „Naar jeg haver studeret mig en hovedpine til,“ siger han, „besøger jeg ingen hellere end madame N. N., som fortæller mig intet uden hvad hun haver spist den dag, eller hvormange egg hendes høns haver udlagt den uge eller andre saadanne materier hvorved hjernen ikke brydes, eller hovedets sener strækkes.“ Dette kan synes at tyde paa en viss ringeagt for kvinden, ialfald som hun den gang var; men at han paa den anden side ikke tviler paa hendes evner og dygtighet, naar hun fik rikere anledning til at prøve sine kræfter end tilfældet den gang var, viser han bl. a. i sit _Forsvarskrift for kvindekjønnet_, hvori han f. eks. lar kvinden uttale:

„Hvis mere os betroet var, vi kunde mer forrette.“

Om kvindens stilling uttaler han sig ogsaa i „Nils Klim“ paa lignende maate.

De mange særegenheter og peppersvendvaner Holberg efter hvert la sig til, hindret ham i at gifte sig. Han satte ogsaa for store krav til en hustru, og efterat han i et av sine epigrammer har regnet op alle de egenskaper en saadan skulde ha og ikke ha, føier han til: „Kort at sige: Jeg vil ha en saadan hustru som neppe er at finde; det er at sige: Jeg vil ikke gifte mig.“ I et selskap tok en gang en dame fat paa ham og spurte ham hvorfor han ikke giftet sig; „jeg spurte hende da,“ fortæller han, „om hun snorkede i søvne, og da hun tilstod saadant, sagde jeg, at saadan ringe ting var nok for mig til at paastaa en skilsmissedom, hvorpaa jeg gik bort og efterlod hende i heftig latter.“ I en av sine satirer taler kan ogsaa paa en meget morsom maate om alle de sorger og ubehageligheter man kan bli utsat for i egteskapet. Hvorledes barneflokken kan gi grund til stadig uro, viser han i følgende ikke meget lyse skildring:

„ — — — — Nu en, nu anden tid du høre maa med sorg, fortræd og hjerteklappen, _Lars_ faldt med stolen om, _Mads_ hovedkulds af trappen; i fingeren sig skar _Marie_ med en kniv. _Pernille_ med en saks har bragt sig fast om liv. _Jens_ brød sit ben itu, _Per_ fik et hul i panden, _Nils_ viklede sin fod, _Paul_ stødte sig med kanden, _Hans_ har udi sin hals en mægtig knappenaal. _Frans_ hartad briste vil, har sig forædt af kaal. _Dorthea_ man med magt maa trække udi skole; hun trodsig er og stiv, fast som en utæmt fole.“

Holberg blev ofte beskyldt for gjerrighet. Selv siger han at „han holder karrighed for en ligesaa stor lyde som overdaad“. Det var vistnok nærmest hans i høi grad tarvelige og regelmæssige levevis som var skyld i at man trodde han var gjerrig. Trods sin meget omtalte gjerrighet kunde han være meget godgjørende, og „han gav aarlig de fattige saa meget som andre pleier at koste paa en dagtyv af lakei“. Dog saa han sine folk an. Derfor kunde det i én gate hete om ham: „Se, der gaar den gnier som gjør ingen mand godt!“ Men i en anden: „Gud lade den mand leve som er saa god imod fattige!“ Han gjorde ogsaa meget for bøndene paa sit landgods og hjalp dem paa en klok maate, lettet deres byrder og gjorde husene deres bedre eller bygget dem op fra grunden av. „Og da jeg saadant havde gjort,“ fortæller han selv, „kaldte jeg bønderne sammen og sa: ‚Nu har jeg gjort mit; nu maa I gjøre eders!‘“

Som nævnt hadde Holberg daarlig helse; han led meget av hodepine, hadde ofte feber-anfald og var brystsvak. Han var derfor tit opfarende og pirrelig. „En hund som gjør, en dør som tilslaaes, kan bringe mig af skik,“ siger han. Naar han skrev vers, „kostede moksen (næsten) hvert blad ham en dygtig hovedpine og tolv skilling udi kaffe at jage den paa dør med“. Hans tilstand var saadan, siger han, at „glæde, bedrøvelse, frygt, mod, mathed, hurtighed, hidsighed og koldsindighed“ idelig skiftet hos ham, „ligesom de onde væsker sætter sig nu i en del, nu i en anden del av legemet“. For at jage bort det daarlige humør tok han sin tilflugt enten til at læse lystige skrifter eller selv at skrive skjemt; det viser at tungsindet slet ikke var ham medfødt, men hitført av ytre aarsaker. At denne hans fremgangsmaate ofte hjalp, viser følgende fortælling herom av den danske digter _Hauch_: En mand som bodde i samme hus som Holberg i den tid han skrev sine første stykker, forsikret til en av Hauchs bekjendte at han og de andre i huset næsten hver dag hørte Holberg le høit under arbeidet. Ja, stundom naar han kom ind til ham, var han faldt ned av stolen av latter og laa og lo paa gulvet. Det er da ogsaa rimelig, mener Hauch, at „den mand fra hvem et slikt væld av lystighet er utgaat over verden, tillike selv i høieste grad maatte gripes av sine egne digtersyner, og at de komiske skikkelser han visste at fremmane, ogsaa maatte virke paa ham selv med den samme magt hvormed de endnu den dag idag likesom springer frem av hans digtninger og virker paa læserne“. Musikken, som han hadde megen sans for, var til stor opmuntring for ham. En aften i uken, fortæller han, var han „gemenligen i det musikalske collegio (forening)“. Han spilte selv fløite og fiolin; ja, i Oxford blev han holdt for en av dem „der aller bedst forstod at traktere (behandle) en fløite“. Musik kunde røre ham til taarer. Det fortælles at han engang ved en kirkekoncert gik bak en kirkepille for at skjule sine taarer hver gang et visst rørende sted blev gjentat.

Holberg var helt igjennem satirisk anlagt. I _satiren_ og _komedien_, hvor han ret kan faa bruk for sit vid og lune, er han i sit rette element. Skjønt Holbergs digterbegavelse saaledes var avgrænset til et bestemt omraade, har han dog faat en betydning for den dansk-norske literatur som ingen anden. Hans digtning vil aldrig bli forældet, og vi føler ogsaa dens indflydelse utigjennem hele den følgende tid.

Men nogen egen skole av forfattere er ikke gaat ut fra ham. I sin komedie-digtning fik han for saa vidt likesaa litt nogen efterfølger som han hadde hat nogen forgjænger i den dansk-norske literatur. Overhodet har han hat mere indflydelse paa folket og literaturen i almindelighet end paa nogen bestemt forfatter.

Og ikke bare i Danmark og Norge blev hans navn kjendt og hans verker læst, men ogsaa i de fleste andre landene i Europa.

Efter sine egne uttalelser i forskjellige skrifter hadde Holberg selv et _tredobbelt maal_ med sin literære virksomhet. Det var _fædrelandets ære_, _morsmaalets utvikling_ og _folkets vel_ han vilde fremme, og derved, som han siger, „gjøre sig vel fortjent av fædrelandet“.

Det var sit _første_ maal, _fædrelandets ære_, han hadde for øie naar han taler om at han ved sine skrifter vilde utfylde manglene i de forenede rikers literatur, saa disse land ikke længer skulde staa tilskamme for fremmede nationer og faa bebreidelser av dem. Om den danske kultur hadde de saa smaa tanker at Holberg i et brev til en hollandsk lærd fandt at burde underrette ham om at „det kongerige Danmark ligger udi den part af verden, som gemenlig kaldes Europa; indbyggerne gaar paa 2 ben og har en næse mellem øinene ligesom de leydenske borgere“. Hvor ilde det før Holbergs tid stod til med en alsidig, folkelig literatur i Danmark og derfor ogsaa med den boklige sans baade blandt borgere og bønder, fremgaar f. eks. for borgerstandens vedkommende av et sted i „Den politiske kandestøber“. Henrik har fortalt Antonius at hans husbond sitter og læser; saa siger Antonius: „Da er han mere gudfrygtig end jeg.“ For bondestandens vedkommende ser vi det av „Erasmus Montanus“, hvor denne vil kaste en bok i hodet paa broren Jakob; her siger Jakob at det maa være en bibel da den er for stor til at være en evangeliebok eller katekismus. Disse eksempler viser at der blandt menigmand paa den tid neppe var tale om at læse i andre end religiøse bøker, og av dem var igjen størsteparten ikke originale, men oversatte. Av andre skrifter fandtes der meget faa som var forfattet paa morsmaalet og saaledes forstaaelige for menigmand.

Det blev derfor Holbergs _anden_ opgave at skaffe _morsmaalet_ dets ret, gjøre literaturen til folkets eiendom og derved vække sansen for en mer omfattende læsning. Han vilde ogsaa at de studerende skulde lære at kjende morsmaalet og bruke det i tale og skrift. „En grundig optugtelse,“ siger han selv, „bestaar derudi, at den studerende oplæres først i gudsfrygt og gode seder, dernæst i landets sprog og endelig aller sidst i fremmede tungemaal; ti det sidste er sirlig og nyttig, men det første fornødent.“ Det var som _national_ forfatter Holberg vilde gjøre sin europæiske dannelse frugtbar, og det var hans ønske at gjøre sit til „at morsmaalet som uforskyldt lidet eller intet taltes udi store huse, med tiden kunde blive hofsproget“; han siger ogsaa selv at han skrev „for folk ei ene, men og sproget at polere,“ og han mener at „det i sig selv haver alle de behageligheder som noget sprog kan bryste sig af“. Naar man husker paa hvor litet morsmaalet til hans tid var utviklet som skriftsprog, maa man ogsaa undres over den lethet han bruker det med, og den fuldkommenhet han fører det frem til. Hans stil var jevn og naturlig. „Hvad jeg skal sige, siger jeg enfoldig og tydelig,“ siger han selv, og han følte „væmmelse ved alt det som var affekteret og ligesom sat paa stylter“.

Holberg forstod at han bare ved at gjøre literaturen _folkelig_ og forstaaelig kunde naa sit _tredje_ store maal: _at virke paa hele folket_. Sit folks vel og fremgang hadde han nemlig altid for øie med sin forfattervirksomhet. Han vilde ved sine skrifter vække folket til _selvtænkning_ og _selvkritik_; han siger ogsaa selv om de studerende mænd at de heller burde „skjærpe sine hoveder ved _idelig eftertanke_ end opfylde dem med vidtløftig læsning og med _andres_ tanker og meninger“. Han vilde utvikle og opdra sit folk ved at faa det til at følge med i det som ute i Europa _virkelig_ fortjente at bli lagt merke til, og ved at gi det leilighet til at se alle sine daarskaper, sin overtro og sine fordomme. Saaledes skrev han ikke engang sine _komedier_ saa meget for at more som for at _forbedre_ sit folk, og han uttaler at han i sine komedier vil skildre saadanne laster „som vores nation i særdeleshet inklinerer (er tilbøielig) til“. Naar han i digtningen saa et middel til at indskjærpe „en god og nyttig _moral_“, fulgte han herved en opfatning som paa hans tid og længe efter var den gjængse. Men det store ved Holberg var at han forstod at fremsætte moralen paa en saa fornøielig, tiltrækkende og virkningsfuld maate. At det ogsaa lyktes ham gjennem sit forfatterskap at forbedre sit folk, ser vi av de ord han selv i fuld bevissthet om sin betydning kan uttale om sine komediers virkning, „_at de har omstøbt disse rigers almue som i en anden form_“. Det er ogsaa sikkert at aandslivet i Danmark og Norge ved hans død i mange maater stod høiere end da han begyndte sin gjerning.

Av det som ovenfor er sagt, kan man se Holbergs tredobbelte betydning som den _egentlige grundlægger av fællesliteraturen_, som dyrkeren av _morsmaalet_ og som _folkets opdrager_.

* * * * *

*Andre forfattere paa Holbergs tid.* Av _prosaiske_ forfattere fra samme tid som Holberg, kan nævnes den danske teolog *Erich Pontoppidan* († 1764), en tid bisp i Bergen. Han var en from mand med mange kundskaper; han drev alsidige studier. Mest kjendt er han blit ved sin _forklaring_ til Luthers katekismus, som kom ut 1737. Han gav ogsaa ut en ordsamling over det _norske almuemaal_,[22] over „saadanne rare (sjeldne) norske ord som gemenligen ikke forstaaes av danske folk“. Han mente at de mange fremmede ord som dansken var opfyldt av, burde bli avløst av ord fra de norske bygdemaal.

[Footnote 22: Alt i 1646 hadde presten _Kristen Jensen_ i Bergens stift git ut den første ordbok over norsk bygdemaal.]

Ved siden av Holberg dyrket flere den _historiske_ videnskap med held, saaledes *Hans Gram*. En anden historisk forfatter var *Jacob Langebek*. Baade Gram og Langebek brukte mest _morsmaalet_; men de skrev ikke som Holberg for folket. Det er betegnende at Langebek i fortalen til sit _Danske magasin_ bad om undskyldning fordi han skrev paa dansk. Endelig skal nævnes islændingen professor *Arne Magnusson*, som ikke har skrevet stort, men han samlet mange gamle haandskrifter. Størsteparten av dem blev desværre ødelagt under ildebranden i Kjøbenhavn 1728. Med stort stræv og med hjælp av sine islandske venner fik han samlet en stor del haandskrifter paany.

De _poetiske_ forfattere var mange den gang i Danmark; efter Holbergs utsagn var de „flere end fluer i september“[23].

Bare faa av digterne, som _Brorson_ og _Stub_, har skrevet noget som eftertiden har læst.

*Hans Adolph Brorson*, bisp i Ribe († 1764), var som _salmedigter_ en værdig efterfølger av Kingo. Hans salmer utmerket sig ved inderlighet og varme og ofte ved en jevn og folkelig tone. Som eksempler kan nævnes: _I denne søte juletid_; _Den store, hvite flok vi se_ og _Her kommer dine arme smaa_ (se Landstad).

Mens Brorson helt holdt sig til en enkelt gren av den lyriske digt-art, den religiøse, møter vi hos *Ambrosius Stub* († 1758) en lyrisk begavelse av mer omfattende natur. Men hans rike evner fik ikke utfolde sig paa grund av de uheldige vilkaar han maatte leve under. Han døde i stor fattigdom. Hans sanger og viser var usedvanlig naturlige for den tid at være. Han er blandt de sangere som fører bud om vaarens komme, er der sagt om ham. Men ynden og friskheten i hans viser var noget samtiden ikke forstod sig paa; derfor blev de litet agtet paa. Flere av hans digt er improvisationer, d. v. s. de er digtet i øieblikket.

[Footnote 23: Et godt eksempel paa den smagløse poesi har vi i følgende linjer av en ode til Fredrik den 5tes salving. Digteren var _Wadskiær_, som den gang var meget anset og endog professor i digtekunst ved Kjøbenhavns universitet, i hans haand var censuren over de danske digterverker som kom ut paa den tid, lagt:

„Skingrer, I Sorø omsinglende skove, egen med bøgen antræde en dans! Alting er muntert og lystigt til hove, hver mand fornøiet tillands og tilvands. Skummer, I Sorø omcirklende søer! Sjunger, I Sorø udsirende møer! Hopper, I mure, I marker, I gjærder! Hele naturen har glade gebærder.“ ]

Mens det er den norskfødte Holberg som helt fylder tidsrummet, er der litet literært liv hjemme i _Norge_. Fædrelandsforræderen _Povel Juul_ har skrevet et par læredigt i tidens stil. Rundt om i landet, især i Nordland, er der flere som prøver at efterligne Petter Dass. Særlig er versemaalet fra „Nordlands trompet“ blit populært. Et par forsøk paa at skrive digt paa norsk bygdemaal blev gjort av prestesønnen _Ole Camstrup_ fra Bergens stift og _Nils Pedersen Heyberg_ fra Telemarken. Især et bryllupsdigt av den sidste har en viss betydning som kulturskildring.

4. Oplysningstiden (omtrent 1750-1800).

Efter Holbergs tid følger til slutten av aarhundredet _Oplysningstiden_ med sine forskjellige brytninger, paa det religiøse omraade mellem kristendom og fritænkeri, paa det sociale mellem de høiere og lavere stillede i samfundet og endelig mellem det fremmede væsen, mest tyskheten, og det nationale.