# Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler Med et tillæg om de forskjellige literaturarter

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/norsk-literaturhistorie-for-gymnasiet-l-rerskoler-og-h-iere-fol-892265b9/index.md

„En fugl med nebbet kvidrer smukt og skaberen tør love. Hvi skulde da min mund staa lukt og ingen lovsang vove?

Er ikke rimene saa net som de vel burde være, da lad det være ret og slet, naar Gud kun faar sin ære!“

I et digt til _Petter Dass_ kalder hun sig mer beskedent end smagfuldt „en poete-unge, der byder frem hvad hun formaar“. Kingo og Dorothea traf hinanden en gang i et selskap i Kjøbenhavn; ved bordet skulde der rimes, som sedvane var paa den tid. Kingo begyndte:

„Jeg havde rimet nær, men vidste ikke hvad; for mesterinden mig saa nær paa armen sad.“

Dorothea svarte straks:

„O mageløs poet! du kald mig ikke saa! At du min mester est, al verden skjønner paa.“

Disse rim gik et helt aarhundrede fra mund til mund, og man fandt dem høist merkelige. Under hendes portræt, som pryder utgaven av hendes samlede digt, staar følgende vers, som sandsynligvis er av hende selv:

„Jeg sidder slet for verdens flok, som paa mig kaster øiet, men pyntet og stafferet nok naar Gud kun er fornøiet.“

3. Ludvig Holberg og hans samtid (omtr. 1710-1750).

I det lærde tidsrum var avhængigheten av _det fremmede_ blit større og større i _Danmark_, mens det langt mindre hadde været saa i _Norge_. Til skriftsprog brukte man næsten bare _latin_. Og ikke bare det; men de lærde stelte mer og mer med snurrepiperier, disputationer og gagnløse undersøkelser, som efter Holbergs ord var at ligne med „keglespil, hvorunder man nedslaar for at opsætte og igjen opsætter for at nedslaa“.

_Tysk_ tok paa samme tid mer og mer overhaand som talesprog eller fyldte dansken op med fremmede ord og vendinger. I den mængde egenhændige brev man har fra Kristian 4, blander han tysk, dansk og latin paa den mest ugenerte maate sammen. Ved hoffet talte man oftest tysk; da Holbergs komedier blev opført, „blev der i den kongelige loge lagt en tysk oversættelse til hjælp for dem som ikke kunde forstaa den danske Holberg“. Hæren blev kommandert paa tysk. Den danske adel, som var blit knækket ved indførelsen av enevældet i 1660, blev trængt unda av en ny, tysk hofadel; den blev fulgt av en sværm tyske haandverkere og handelsmænd. Det førte med sig at tyskheten bredte sig ogsaa i de lavere samfundslag. Det tyske sprog blev talt og læst i byene, især i Kjøbenhavn, likesaa almindelig som det danske, saa morsmaalet blev stadig brukt næsten bare av bondestanden og almuen i byene. Tyske bøker var meget billigere end danske og blev derfor meget utbredt. Desuten fik i denne Ludvig den 14des tidsalder, da Frankrike var mønster for de europæiske stater, _fransk_ sprog og _franske_ moder indpas, til og med blandt borgerstanden. Heller ikke de danske bønder var i sin underkuede og fornedrede stilling paa nogen maate skikket til at virke noget til fremme av et nationalt liv. De tænkte bare paa sin daglige gjerning, og slog sig til ro naar de hadde maten for dagen og kunde betale skat i ret tid.

_Overtroen_ hadde i den lærde tid faat en grænseløs utbredelse. Hekser var blit brændt i mængdevis; saaledes blev der f. eks. i kort tid paa Als og øene omkring brændt 52 hekser. I Kristiania blev i aaret 1670 paa én gang brændt 7 hekser. Kometer, formørkelser, jordskjælv o. s. v. holdt man for varsler om ulykker. En „professor i den hellige skrift“ skrev endog, at da der et aar var set en komet paa himlen, saa var der ganske rigtig ogsaa _det aar tilforn_ i Krakau født en kalv med to hoder. Det er ikke overdrivelser naar Holberg i „Erasmus Montanus“ lar Jeronimus sige, at der 14 dager efter sidste formørkelse faldt 6 kandidater gjennem til eksamen, alle fornemme personer og blandt dem to provstesønner. Prestene var ofte ikke stort bedre end menigmand. Saaledes fortælles det at en prest stundom pleide at kaste en levende, rød hane ind i ilden for at slukke en ildebrand. Overtroen hadde ogsaa sin literatur, som blev meget læst av folket.

Overtroen, det lærde pedanteri og ringeagten for det hjemlige raadde hvor man vendte blikket hen. Danmark var, siger Holberg, „fast det eneste land paa jorden hvor man fandt folk som gjorde sig en ære av ikke at forstaa sit eget morsmaal, og som heller læste pølsesnak paa fransk end de grundigste skrifter paa sit eget sprog“. Der hadde, som vi har set, bare været enkelte lyspunkter (vi minder om navn som Vedel, Peder Syv og Kingo), som tydet paa en forandring til det bedre.

En sand skildring av denne tid har vistnok den danske digter _Christian Wilster_ git os i sit digt „Ludvig Holberg“:

„Hver mand som med kløkt gik i lærdom til bund, _latin_ paa papiret kun malte, med fruene _fransk_ og _tysk_ med sin hund og _dansk_ med sin tjener han talte.“

Intet under derfor at Wilster senere i digtet lægger Holberg disse ord i munden:

„Nu, der skal en dygtig lukekniv til det ukrud i veksten at kue.“

Det var i slike samfundsforhold folk som den lærde pedant Erasmus Montanus, den storskrytende officer Jakob von Tyboe, den forkuede bonde Jeppe paa Bjerget og den indbildske nar Per degn kunde bli til.

Der skulde mod til at ta fat her og viljekraft til at holde ut i kampen; for der var nok at rette angrep mot i alle stænder, nok at rydde av veien og bygge op for den som hadde aapent øie for det sørgelige ved tilstanden og for det man trængte for at faa den forandret. En mand med disse egenskaper kom i _Ludvig Holberg_, som med sin skarpe forstand og det utviklede blik paa livet han hadde faat ved læsning og reiser i utlandet, ikke kunde andet end se al denne vranghet i det rette lys. Han kunde ogsaa fremstille den saa sandt og træffende at folk maatte faa øinene op, enten de vilde eller ikke.

*Ludvig Holberg* blev født den 3dje december 1684 i Bergen. Hans far var oberstløitnant _Christian Holberg_, som vist var av trøndersk bonde-æt og kjendt fra forsvaret av Halden 1660. Da baade faren og moren døde tidlig, kom gutten i huset hos sin morbror Peder Lem. En gang hadde han her laget et satirisk vers om en slegtning av morbrorens kone. Hun blev meget sint over det og bad sin mand straffe ham. Morbroren, som var en spøkefuld mand, tok ham ind til sig og satte først et morskt ansigt op, men sluttet med at sige at naar han en anden gang vilde gjøre vers, skulde han være saa god at file dem noget bedre. Sine barne-aar levde Holberg, paa et kort ophold i Gudbrandsdalen nær, i Bergen. Denne livlige handelsby, som var saa nøie forbundet med utlandet, har sikkert faat stor indflydelse paa ham, og den har git ham en mangfoldighet av indtryk, som har været av betydning for hans senere utvikling. Han siger selv at Bergen „kan lignes med Noæ ark, hvorudi der er alleslags kreaturer; thi folk fra alle verdens kanter strømmer did hen, sætter sig ned der og forener sig med indbyggerne. Der er idelig en raaben og skrigen, som der høres saa stor at den ene ikke kan høre hvad den anden siger.“ Holberg har vistnok tat flere av typene til sine komedier fra denne by.

Ogsaa en stor del av sin ungdom levde Holberg i Norge. Da han var blit student 1702, reiste han nemlig straks fra Kjøbenhavn og drog tilbake til Norge; for at tjene sit brød blev han huslærer paa Voss. Da han siden (1704) hadde tat teologisk eksamen, tok han en lignende post i Bergen. Her vaaknet nu hans reiselyst, som snart blev saa sterk at han solgte det lille han eide for 60 riksdaler; med denne sum reiste han da trøstig ut i verden. Nu begynder hans utenlandsreiser, som fik saa stor betydning for hans senere livsgjerning. I flere av Europas hovedstæder og universitetsbyer lærte han nemlig den almindelige europæiske dannelse at kjende paa nært hold; her fik han et videre, mer fordomsfrit syn. De mange ulike forhold han kom ind i, og den skare mennesker han kom til at træffe sammen med, skjærpet hans syn og gjorde hans menneske-kundskap rikere.

Paa sin _første_ reise kom han til _Holland_, som hele Norges vestkyst den gang stod i livlig samkvem med. Paa denne reise gjorde han ogsaa en avstikker til _Tyskland_, hvor han hadde flere eventyr.

I Aachen drev nøden ham saaledes til at forsøke en gjerning „som han aldrig enten før eller siden har tænkt paa at ville gjøre“, nemlig at rømme gjennem en bakdør, da han ikke kunde betale sin vert. Men da verten længe hadde forstaat hvorledes det stod til, laa han paa lur efter ham; han blev grepet og maatte betale sin sidste skilling. „Dette,“ siger Holberg, „svævede mig en lang tid derefter for øinene, enten jeg vaagede eller sov; jeg drømte tit at jeg havde samme kromand over halsen paa mig, og over ti gange at han slæbte mig ind i vertshuset igjen.“

Endelig kom han tilbake til Norge (1705), efterat hans penger for længe siden var brukt op. Han slog sig nu ned i Kristiansand, hvor han for sine sprogkundskaper blev saa anset at folk pekte paa ham paa gaten og sa: „Der gaar den lærde kar som kan snakke baade fransk, italiensk, polsk, moskovitisk og tyrkisk“, saa han blev „ligesaa berømt som Mitridates, kongen af Ponto, hvilken, som historierne fortæller, har kunnet 22 sprog“. Han blev saaledes her langt mer paaskjønnet end under sit ophold i Amsterdam paa sin første reise. For der agtet man ikke „de lærdeste professores saa meget som en skipper“.

Da han hadde samlet en del penger, drog han ut paa sin _anden_ utenlandsreise vaaren 1706, denne gang til _England_; han var to aar i _Oxford_ og greide sig ved at undervise.

Her maatte han ta mot mange stikpiller for sit ungdommelige utseende. Saaledes hændte det ham i et vertshus hvor han tændte sin pipe og begyndte at røke, at en engelsk borger som sat ved siden av ham, brast i latter og utbrøt: „Gutten vil røke tobak!“ I Holland var det før gaat ham likedan; saaledes var han i det reisepas han fik da han skulde reise fra Amsterdam til Aachen, blit kaldt „_drengen_ Ludvig Holberg fra Amsterdam“, et uttryk han ikke likte. Paa veien gik det ham ikke bedre. En prest gav ham en gang det spørsmaal: „Hør, min lille mand, naar rømte du av skole?“ Men Holberg bombarderte ham saa med latin, at presten snart kom paa andre tanker.

Fra Oxford drog han til _London_; der saa han alt det merkværdige „man kan se uten penger“. Derfra vendte han tilbake til Danmark (1708).

Holberg saa aldrig mer Norge igjen og slog sig efter sin tilbakekomst ned i Kjøbenhavn; Danmark blev saaledes hans andet fædreland. Men det norske præg han hadde faat i barne- og ungdomsaarene, blev aldrig utslettet hos ham. Man kan derfor sige at den _norske_ indflydelse med ham begyndte at gjøre sig gjældende i fællesliteraturen gjennem hans lune, virkelighetssans, forstandsmæssige nøkternhet og naturlige sprog. Av Holbergs skrifter kan man ogsaa se at han ikke glemte Norge og nordmændene. Likesom sin far bar han for at vise sin norske herkomst „fjeld og gran“ i sit segl, og da han blev baron, likeledes i sit adelsvaaben. Med sine skrifter tænkte han ikke bare paa Danmark, men paa Norge ogsaa; det var begge „_disse rigers almue_“ (almenhet) han hadde for øie.

Fra Kjøbenhavn gjorde Holberg senere _tre_ nye utenlandsreiser. Paa sin _fjerde_ reise (1714), som var den vigtigste, var han halvandet aar i _Paris_; derfra tok han veien til _Italien_.

Han blev en tid liggende syk i Genua og hadde senere fjerdedagsfeber under næsten hele reisen. I Rom indrettet han sig for længere tid. Her var han sin egen kok og blev da saa dygtig i kokekunsten at man ikke skulde kunne sige om ham „at han kom som en dosmer til Rom og kom likesaa klok tilbake igjen“. Men forat ikke matlagingen skulde hindre ham i hans literære sysler, „hadde han pen og blæk ved ovnen og sat der med boken i den ene haand og sleven i den andre“. Da han hadde været en vinter i Rom, vendte han tilfots tilbake til Paris og var da „blit saa brun i ansigtet at man skulde tænke han var blit en morian, og saa tyk som en borgermester“.

I sit 32te aar kom han tilbake til Kjøbenhavn. Han hadde her før søkt at slaa sig gjennem ved at holde private forelæsninger for studentene; „de kom i hobetal paa mit kollegium“, siger han, „hvor de med stor flid baade hørte og optegnede alt, hvad jeg dikterede; men da jeg skulde betales derfor, fornam jeg de havde lært den kunst at gjøre sig usynlige, saa den eneste frugt jeg havde af mit arbeide, var, at jeg fik en dyb kompliment naar jeg mødte dem paa gaden, hvilket var vel kjendetegn paa taknemmelighed, men hjalp lidet paa min fattigdom.“ Nu var han saa heldig om kort tid at bli lønnet professor (1717), vistnok i et fag han foragtet, nemlig metafysik; men han blev endelig derved sat i stand til at slippe næringssorger; han var før blit utnævnt til ekstraordinær professor uten løn, nogen aar efter utgivelsen av sit første verk: _Introduktion_ (indledning) _til de europæiske rigers historie_ (1711). Siden blev han professor i latin, saa i sit egentlige fag, _historie_. Tilsidst blev han kasserer (kvæstor) for universitetet. Ved sin forfattervirksomhet tjente han efter hvert en stor formue. Da han var ugift, testamenterte han størsteparten av den til Sorø akademi. Han blev derfor ophøiet til baron. Holberg døde 1754 og ligger begravet i Sorø kirke.

Vi skal nu omtale Holbergs _forfattervirksomhet_ som _digter_ og som _prosaisk_ (_historisk_ og _populærfilosofisk_) forfatter.

Det var et _digt_ som først skaffet ham ry, det store komiske heltedigt _Peder Paars_ (1719), som blev trykt som gatevise med titel: „En sandfærdig, ny vise om Peder Paars, som gjorde en reise fra Kallundborg til Aars[19] o. s. v., af Hans Mikkelsen, borger og indvaaner i Kallundborg“. Endvidere var der blandt andet i titelen gjort opmerksom paa at i visen stod „skjønne anmerkninger nedenunder efter den nye mode“, og at den „klang vel til alle slags instrumenter, især til hakkebret eller lire“. I „Peder Paars“, det første betydelige satiriske digterverk i vor literatur, har Holberg git en parodi paa heltedigtet, idet han har brukt dettes høitidelige stil i sin skildring av de ubetydeligste personer og begivenheter. Men det som egentlig var Holbergs mening med digtet, og som gav det saa stor betydning, var de skarpe angrep han rettet i det mot feil og daarskaper i samtiden indenfor alle stænder.

„Peder Paars“ vakte vældig opsigt, og man lærte stykker av det utenad; men mange blev ogsaa harme over skriftet, da de mente at Holberg hadde sigtet netop til dem med det. Man kjendte nemlig den gang bare slike personlige satirer.

[Footnote 19: Aarhus.]

En fremragende lærd, professor _Gram_, tok det saaledes for avgjort, at Holberg hadde tænkt paa ham naar han i skildringen av et slagsmaal mellem de lærde fortæller at „en sølvbeslagen tyk Homerus

traf med saadan fart paa en magisters pande, at magistralske blod som øl af tudekande af lærde hjerne flød.“

Han eide nemlig en slik bok, som nok for resten egentlig bare var beslaat med messing. Den mægtige etatsraad _Rostgaard_, som eide øen Anholt, klaget endog til kongen, Fredrik den 4de, forat forfatteren kunde bli straffet og boken brændt, da den indeholdt krænkende uttalelser om folket paa øen. Men av det blev der ikke noget, da kongen moret sig over digtet, og fandt „at det ikke bestod av andet end lutter fingeret (opdigtet) skjemt som heller kunde blit utelatt end skrevet“. Likevel var det mange som længe holdt Holberg for en farlig person, som let kunde komme til at blotte deres svakheter, om de ikke var forsigtige. Der fortælles at en mand endog en gang bad ham om at skrive en personlig satire over en bror han hadde, som førte et ugudelig liv, saa denne kanske kunde bli bedre. Men Holberg svarte med et citat: „Det er ikke mennesker, men kun deres feil vi gjennemhegler“, og la til: „Ti dersom jeg skulde gaa utenfor denne grænse og laste hver enkelt, saa maatte jeg begynde med mig selv.“

Holberg holdt frem med sin djerve kamp trods de mange fiender han fik ved det. Han skjønte at det var ved satirisk digtning han for det første hadde mest utsigt til at virke noget til gagn for folket. Det han derfor hadde begyndt i „Peder Paars“, utførte han videre i _komediene_, som han paa faa aar skrev mange av. Her tok han de enkelte stænder hver for sig og gav dem med deres daarskaper til pris for latteren. I „Peder Paars“ vil man finde frøet til mange av komediene.

Vi omtaler her med nogen ord _skuespilkunstens_ utvikling i middelalderen. Likesom det antike drama fremgik ogsaa middelalderens skuespil av gudsdyrkelsen. Man fremstillet scener av den bibelske historie for at gjøre gudstjenesten saa haandgripelig som mulig. Senere blev disse forestillinger lagt utenfor kirken: paa kirkegaardene, torvene og gatene, og efter hvert blev ogsaa andre end geistlige med. Tilsidst kom den kirkelige karakter helt bort, og geistlige blev endog forbudt at være med. Skuespillene, som fra først av var paa latin, blev nu skrevet paa morsmaalet og handlet mest om verdslige emner. Efterat saaledes skuespillet var plantet om paa verdslig grund, fik man i slutten av middelalderen omreisende skuespillertrupper. Desuten opførte elevene ved latinskolene dels latinske dramaer for sprogøvelsens skyld, dels stykker, skrevet paa morsmaalet (_skolekomedier_). Denne skik kom ogsaa til _Danmark_ i det 16de aarhundrede. Men de originale danske skolekomedier var baade meget faa og litet værdifulde.

I 1722 blev den første danske skueplads aapnet i Kjøbenhavn. Her blev alt samme aar flere av Holbergs komedier opført, først „Den politiske kandestøper“. Før hadde skuespilkunsten staat meget lavt i Danmark, og heller ikke nu var det store publikum, som endnu hadde mere smag for gjøglere og „den sterke mand“, utviklet nok til i længden at holde en nationalscene oppe. Vistnok gjorde komediene den første tid stor lykke; men teatret maatte likevel snart lukke, da flere andre ting ogsaa kom i veien.

Likesom „Peder Paars“ vakte komediene ogsaa paa enkelte hold harme og uvilje mot forfatteren.

Nogen holdt det for upassende for en professor og en alvorlig mand at skrive slikt „gjekkeri“ som komedier. En forfatter spurte ham saaledes: „Hvorledes kan I skrive saadan skjemt, da I dog selv er saa ærbar?“ Holberg svarte: „Hvorledes kan I skrive saadanne alvorlige ting, da I dog selv er saa komediantisk (naragtig)?“ Man opfattet den gang i almindelighet ogsaa komedier som bare morskap og tidsfordriv og satte komedieforfattere i klasse med linedansere og taskenspillere. Andre kjendte sig eller sine venner igjen i Holbergs figurer og var fornærmet over den maate han, som de mente, hadde ført dem frem paa. Men Holberg tænkte vistnok oftest ikke paa bestemte personer; men det var klart, at saasandt han tok emne til sine komedier hvor han fandt det, og saasandt disse var tro avspeilinger av det virkelige liv, maatte ogsaa mange kjende sig rammet av dem. En officer, som var blit harm over Holbergs angrep paa militærstanden i „Jacob von Tyboe“, stanset ham saaledes paa gaten med de ord: „Jeg gaar ikke av veien for en nar.“ „Men det gjør jeg“, svarte Holberg og gik til side.

Holberg hadde, som nævnt, ingen egentlige mønstre hat for sine komedier i den ældre danske literatur. Forbilledene fandt han andensteds, for det første i den _klassiske lystspildigtning_, særlig hos den latinske komedieskriver _Plautus_, saa i de italienske _folkekomedier_ eller _maskekomedier_,[20] som den gang var meget yndet, og endelig fremfor alt hos den franske lystspildigter _Molière_. Men der er stor forskjel paa ham og Holberg. Det viser sig bedst i valget av emner. Molière var hofdigter, Holberg hentet emner helst fra det jevne, borgerlige hverdagsliv; det gjorde hans stykker i særlig grad _nationale_ og forstaaelige for alle. Desuten forstod han, selv naar han laante av andre, merkværdig at holde paa sin eiendommelighet.

Det som især særmerket Holberg som komedieforfatter, var hans evne til _karakterskildring_. Hans figurer var grepet like ut av livet, saa folk saa sig selv igjen som de gik og stod, og den tids liv er skildret saa tydelig, at som _Oehlenschläger_ har sagt, „om Kjøbenhavn sank i jorden, og man om nogen aarhundreder kun utgrov Holbergs komedier, saa vilde man saa godt kjende digterens tidsalder derav som vi kjender den romanske tid av Pompeji og Herkulanum“. De mest kjendte av hans komedier, som _Den politiske kandestøper_, _Jean de France_, _Jeppe paa Bjerget_, _Barselsstuen_, _Jacob von Tyboe_, _Erasmus Montanus_, _Den stundesløse_, _Ulysses von Ithacia_ o. fl., er talende vidnesbyrd om det. Holberg har i regelen i sine stykker en række staaende figurer som den gamle spidsborger Jeronimus, den taapelige gaardskarl Arv og de overgivne og vittige tjenere Henrik og Pernille. Disse figurer blir allikevel ikke ensformige, da de er meget variert.

[Footnote 20: De blev kaldt saa fordi der var en række staaende figurer med faste masker og dragter i dem.]

Holberg var en mester i at opfinde _komiske scener_[21]. _Dialogen_ er fuld av træffende uttryk og vendinger fra dagligtalen; flere av dem er ogsaa blit staaende talemaater, f. eks.: „Friskt mod, Antonius!“ „Du drak som en skjelm!“ „Tal dansk, din hund!“ „Likesaa hos os!“ „Nachspillet (efterspillet) blir det artigste!“ Paa en fængslende _handling_ la Holberg mindre vegt.

I Holbergs senere leve-aar brydde man sig ikke længer om komediene; smagen hadde tat en anden retning, saa man holdt dem for simple og grove. Vistnok kunde hans uttryksmaate stundom være noget grovkornet; men pertentligheten begyndte ogsaa paa den anden side at gaa svært vidt. Man vilde nu se bare riddere og fyrster paa scenen, ikke „gemene folk“; ja, man var blit saa fin paa det, at man endog blev støtt over at Henrik i „Den politiske kandestøber“ viste sig „med ukjæmmet haar og uten hansker“, og man taalte ikke at høre f. eks. ordet „kanalje“ paa scenen.

Blandt Holbergs digterverker maa endnu nævnes et som mer end noget andet virket til at gjøre hans navn europæisk kjendt, _Nils Klims underjordiske reise_ (1741), som er en satire over Europas forhold i det hele; det var en av grundene til at Holberg denne gang ikke brukte morsmaalet, men latin. Nils Klim er holdt i en stil som om alt sammen skulde være ramme alvor; en tysk lærd, som fremholdt den mening at jorden var hul, lot sig endog narre til at bruke Nils Klim til bevis for at han hadde ret i sin paastand. — Mønsteret til Nils Klim hadde Holberg i de opdigtede reise-skildringer, som var meget læst paa den tid.

[Footnote 21: Eksempler paa det er Jeppe i baronens seng og i galgen, og den scene av „Den politiske kandestøber“, hvor Herman von Bremenfeld som borgermester i sin knipe kryper under bordet, eller den scene av „Jean de France“, hvor Arv sitter paa sækken som Hans Fransen har gjemt sig i; Arv kommer med de latterligste utflugter (f. eks. at han sitter paa smør) og siger tilsidst: „Det er min tro ikke Hans Fransen.“ Fremdeles den scene av „Jakob von Tyboe“ hvor soldatene og studentene fører krig med hverandre; de sidste kommer væbnet med _bøker_.]