Part 3

Indførelsen av reformationen, som var gaat meget raskt for sig i Danmark, og som der hadde fremkaldt et nationalt aandsliv, gik det langsomt med i Norge. De nye danske prester, som efter hvert kom op til Norge, blev ofte i begyndelsen jaget bort eller slaat ihjel, da bøndene ingen forandring vilde ha i de katolske kirkeskikker. Lister-presten, forfatteren _Peder Claussøn_, fortæller saaledes at i somme prestegjeld var én eller to, i andre flere, ja, i et sogn endog 7 prester ihjelslaget. Han har kjendt en telemarking, siger han, „hvis fader haver ihjelslaget 3 prester, og naar denne var drukken, bad han Gud at han ikke maatte dø førend han havde slaget saa mange prester ihjel.“ Det var derfor i lang tid meget vanskelig at faa prester til at reise hit op. Rent uvidende mennesker, som saavidt kunde læse op en præken av en postil, eller studenter, som var faldt igjennem til eksamen, fik ofte norske preste-embeder paa landsbygden. Pengebegjærlighet, drukkenskap og andre laster var hyppige beskyldninger mot de geistlige i Norge i det 16de og førstningen av det 17de aarhundrede. En slik sjeldenhet var prester som hadde studert ved „svarteskolen“ i Wittenberg, at almuen holdt dem for trollmænd, som „kunde mer end sit Fadervor“ (f. eks. Røken-presten med „svarteboka“). Følgen av alt dette var, at den største vankundighet og overtro bredte sig mangesteds blandt almuen, ja, man faldt enkelte steder tilbake til hedensk vildskap. Regjeringen gjorde ikke noget for at utbrede oplysning og kundskap. Sproget la ogsaa hindringer iveien; det varte længe før bøndene lærte at forstaa det danske sprog som blev talt i kirkene, og som alle bøker var skrevet paa. Skole-oplæringen stod sørgelig lavt. Elevene ved de lærde skoler maatte to ganger aarlig gjøre tiggerreiser rundt i bispedømmet, forat de kunde holde sin skolegang ved like. Bare faa av dem kunde siden studere videre ved universitetet. Folkeoplæringen var ynkelig. Bøndene kunde oftest ikke læse. Skolelærerne „tjente mer ved at ligge og fiske“, heter det, end ved at undervise, og desuten gjorde de ofte militærtjeneste. Først i 1736, da konfirmationen blev indført, blev det paabudt at alle skulde lære at læse; men det blev likevel ikke fuldt ut fulgt.

Landet led ogsaa i den tid av mange ulykker (hungersnød, pest osv.). At den boklige sans ikke kunde trives under slike forhold, siger sig selv.

Det vigtigste literære arbeide som blev gjort i denne tid, var _Peder Claussøns oversættelse av de norske kongesagaer_. Denne bok gjorde ikke litet til at vække nationalfølelsen, følelsen av at være et eget folk, og denne nationalfølelse var det som i løpet av det 18de aarhundrede ved den stigende oplysning og velstand sterkere og sterkere traadte frem, ikke mindst i literaturen, og som gjorde folket modent til at staa paa egne ben.

Den prosaiske literatur.

Av lærde _teologer_ staar professor *Niels Hemmingsen*, „den danske Melanchton“, høiest. Han blev endog kaldt „Danmarks almindelige lærer“. Han gav ut en mængde fremragende teologiske arbeider paa latin. Av store _videnskapsmænd_ for resten skal først nævnes *Tyge Brahe* († 1601), som gjorde store opdagelser i _astronomien_.

Ogsaa *Ole Rømer* var en fremragende astronom og naturgransker. Han opdaget saaledes lysets forplantning og hastighet. _Lægevidenskapen_ hadde betydelige dyrkere i *Tomas Bartholin* og *Niels Steensen (Steno)*. Den sidste grundla ogsaa en ny videnskap, _geologien_. *Ole Worm* dyrket foruten lægevidenskapen ogsaa _oldgranskningen_ og er blit kaldt „den danske oldgransknings far“. Han var den første som vakte opmerksomheten for de islandske haandskrifters[14] betydning for Nordens historie. Alle disse skrev paa latin. Islændingen *Tormod Torfæus* (Torvesen) skrev en stor _Norges historie_ paa latin og oversatte flere _islandske sagaer_ til latin. Han bodde i Norge.

I én gren av literaturen hævdet morsmaalet for en tid sin ret; det var i _historieskrivningen_. *Anders Sørensen Vedel* (rikshistoriograf og Fredrik den 2dens hofprest), † 1616, en vel begavet mand, som interesserte sig varmt for morsmaalet og det nationales fremgang i det hele, ryddet vei her, idet han _oversatte Saxo Grammaticus’s historie_ i slutten av det 16de aarhundrede.

Da der manglet papir til trykningen, rettet _Tyge Brahe_, som var Vedels personlige ven, i et latinsk digt en opfordring til folket: „I danske kvinder! Skaane har en papirmølle; ofrer av kjærlighet til fædrelandet eders lintøi, at ikke vore herlige forfædres ros skal dølges i glemsels nat!“ Efter opfordring av den danske dronning, gav Vedel ogsaa ut _hundrede danske folkeviser_, som derved blev tilgjængelige for alle, og sansen for dem blev holdt levende i folket (se side 17).

[Footnote 14: Paa denne tid blev haandskrifter baade til Snorres Edda og den ældre Edda fremdrat.]

Av Vedels egentlige hovedverk, en fortsættelse av Saxos historie, blev bare litet færdig; men alt hans samtidige, rikskansleren *Arild Huitfeldt* († 1609), gav ut paa morsmaalet en _Danmarks riges krønike_, som strakte sig like ned til Kristian den 3djes død. Med det 16de aarhundrede slutter næsten al historieskrivning paa morsmaalet i dette tidsrum.

Noget senere blev _morsmaalet_ selv gjort til emne for behandling, særlig av *Peder Syv* († 1702), en tid rektor, senere prest paa Sjælland. Foruten _danske ordsprog_ og _danske folkeviser_ gav han ut en _dansk grammatik_, det første arbeide av den slags som kom i morsmaalet. Men hvorledes latinen var trængt igjennem, kan man se av at selv han, som for sine fortjenester av morsmaalet har faat navnet „den danske sprogforsknings far“, fandt det nødvendig „sommesteds at give en ganske mening paa latine for des bedre at blive forstaaet“.

Endelig skal vi nævne et _mindeskrift_, som blev skrevet paa den tid, og som er drat frem i vore dager. Det er *Leonora Christina Ulfeldts* _Jammersminde_. Hun blev uskyldig kastet i fængsel og sat der i 23 aar, utsat for de skammeligste forhaanelser av høie og lave. Da hun endelig blev fri, gav hun i „Jammersmindet“ en gripende skildring av sit kvalfulde liv i fængslet. Hvad formen angaar, er dette skrift blit kaldt „det 17de aarhundredes første danske prosa-verk“.

Som nævnt var det mest i Bergen at vi merker noget til _norsk_ aandsliv i den tid. Bergen var den største by i Norden, og den by i Norge som stod i livligst samkvem med utlandet. Her maatte de nye idéer derfor først vise sig. Herfra gik den „første literære fornyelse“ ut. — Bispen _Geble Pederssøn_ i Bergen var vor første humanist. Han interesserte sig især for skolen i sin by. I Bergen var det ogsaa at interessen for Norges gamle historie holdt sig. Flere arbeidet med oversættelser av de gamle sagaer. Blandt dem skal vi især merke lagmand _Mattis Størssøn_ († 1569), som gav et utdrag av de gamle kongesagaer. Han skrev ogsaa et klageskrift mot de tyske kjøbmænd. Han var en anset mand og regjeringen brukte ham til flere vigtige hverv.

Mest kjendt av Bergens-humanistene var allikevel *Absalon Pederssøn Beyer*, Geble Pederssøns elev og fostersøn. Han studerte ved universitetene i Kjøbenhavn og Wittenberg, hvor han tok magistergraden. Siden blev han lektor ved stiftsskolen i Bergen og til slut slotsprest. Han døde i 1574.

I sine 14 sidste leve-aar førte Absalon Pederssøn en dagbok, som er bevart under navnet _Bergens kapitelsbog_. Han fortæller her de mindste smaating, som f. eks. at et par elever fra stiftsskolen en søndagseftermiddag gaar i vinkjelderen istedenfor i kirken. Men smaatingene gjør netop boken til et levende og egte kulturbillede fra Bergen i den tid. Desuten har Absalon Pederssøn skrevet en _Norges beskrivelse_.

Den sidste bok er merkelig ved at forfatteren viser sterk nationalfølelse og med styrke uttaler sin sorg over Norges tilbakegang og sit haap om at landet igjen maa reise sig av dvalen. Han siger om Norge i gamle dager, at da „var hun udi agt og ære; da havde hun en guldkrone paa sit hoved og en forgyldt løve med en blodøks; — — da udbredte Norige sin magt og vinger,“ og at „Noriges rige haver standet udi sin blomster og været et sterkt og mandigt rige blandt andre kongeriger; men,“ siger han senere: „Fra den dag Norige kom under Danmark og miste sin egen herre og konning, saa haver det og mist sin manddoms styrke og magt og begynder at blive gammel og graahærd og saa tung, at det ei kan bære sin egen uld. — — Idet at hun er vorden træt og gammel af seilas og formaar ikke mere at drage udenlands, haver hun i sin rasendes alderdom, i hvilken hun bliver til barn paa det ny igjen, tilbudet en stor hob af hansestæderne, at de maa ikke alene seile her i riget, men ogsaa garpe[15] plante sig fast blandt disse klipper, hvilke som haver faaet det norske sand i deres sko, at de vil ikke gjerne herud igjen, men vil dø derpaa, at bergefisk og norsk smør er udi deres hansestæder en god ret.“ Han mener om Norge, at „hun gaar paa krykker og stylter og vil snart falde omkuld. — — Dog kunde vel Norige engang vaagne op af søvne, dersom hun finge en regenter over sig; thi hun er ikke aldeles saa forfalden og forsvækket, at hun jo kunde komme til sin magt igjen. — — Udi folket er endnu noget af den gamle dyd, manddom og styrke.“

[Footnote 15: Garp var før navn paa de tyske kjøbmænd i Bergen.]

Litt senere end disse humanister i Bergen levde sogneprest til Undal *Peder Claussøn Friis*. Han blev sogneprest og provst paa Lister alt da han var 21 aar gammel, og det var han hele sit liv, til han døde i 70-aarsalderen (1614). Peder Claussøn har i mange maater lært av de før nævnte humanister i Bergen; men han staar over dem alle baade i fremstillingsevne og i kundskaper. Han har læst mer baade av den gamle norrøne literatur og av nyere fremmed. Størst betydning har han som _saga-oversætter_. Han oversatte Heimskringla og de kongesagaer som fortsætter den. Snorre Sturlasson var den gang ikke kjendt som historieskriver, saa den lærde islænding _Arngrim Jonsson_ siger at Peder Claussøn har „utgravet Snorre av glemselens sorte nat“. Hr. Peders oversættelse blev en folkebok i Norge. Den blev i det 19de aarhundrede avløst av _Jac. Aalls_ oversættelse. — Peder Claussøn skrev den første norske naturhistorie, _Om Diur, Fiske, Fugle oc Trær udi Norrig_. Han skriver her i et klart og letfattelig sprog; men han fortæller mange fabler som viser han er bundet av sin tids overtro; av og til nævner han likevel uttrykkelig at dette er „superstits“ (ɔ: overtro). Et par stykker her er oversættelse av det gammelnorske „Kongespeilet“. Likesom Absalon Pederssøn skrev han en _Norrigis Bescrifuelse_ og desuten andre geografiske verk. Ingen av hans skrifter blev trykt før efter hans død.

Peder Claussøn var en kraftig og nidkjær prest og maatte utstaa mangen kamp med de stridige listerbønder, især om ordningen av tienden. Men han var en folkelig prest, som personlig var avholdt av sin menighet. Efter hans død har folkesagnet beskjæftiget sig med ham. Og paa Lister lever endnu hans minde.

Ogsaa i Oslo levde der nogen humanister som bispen _Jens Nilssøn_. Men baade han og de andre skrev paa latin og fik derfor ingen betydning for folket. Litt mer betydning fik forskjellige beskrivelser over enkelte landsdeler som _Lauritz Hummers_ „Beskrivelse over den fordums blomstrende by Hamar“ (1565), en beskrivelse over Namdalen (1597), over Lofoten og Vesteraalen (1591) o. fl.

Den poetiske literatur.

_Den poetiske literatur_ i det lærde tidsrum stod i almindelighet meget lavt. Der var ingen mangel paa poeter, men paa poesi. Den tids digtere var i regelen aand- og smag-løse rim-smeder uten nogensomhelst poetisk sans. En bergensk lénsmand leverte endog „den danske lov“ paa vers. Deres digtning hadde oftest ingen rot i det virkelige liv, og for at vise sin lærdom, spækket de, likesom de prosaiske forfattere, sine digt med lærde hentydninger og citater av den klassiske literatur. Det var en _kunst-poesi_, som næsten bare la vegt paa formen. Denne smagsretning var fra Tyskland trængt ind i Danmark. Ogsaa den opstyltede franske _hyrdepoesi_ (hvori de høihælede hyrdinder gik omkring med lam med røde silkebaand om halsen) fik mange efterlignere.

Meget faa av disse digtere har hat nogen indflydelse paa aandslivet i sin eller følgende tider, og selv de bedste er i større og mindre grad smittet av de gjængse feil.

*Anders Arrebo* († 1637) blev i ung alder bisp i Trondhjem, men blev avsat paa grund av onde rygter, som blev spredt ut om hans levnet, og som han selv ved sin uforsigtighet for en del gav grund til. Siden blev han prest i Danmark. Hans betydeligste arbeider er hans _oversættelse av Davids salmer_ paa vers, som fik sine fleste læsere i _Norge_, og hans digt om skabelsen _Hexaëmeron_ (Seksdagsverk), som handler om: „Verdens første uges seks dages prægtige og mægtige gjerninger“, frit bearbeidet efter en fransk digter.

„Hexaëmeron“ er ogsaa merkelig ved at Arrebo brukte et regelmæssig versemaal, det aleksandrinske[16], og derved la grunden til den senere versekunst. Før hadde man bare brukt at tælle stavelsene. I den nyere tid har han derfor faat navn av den danske digte_kunsts_ far.

*Anders Bording* var meget anset i samtiden for sin „behagelige rimkunst“. Han skrev ogsaa vers med en viss lethet og hadde et merkelig herredømme over sproget. Han gav ut den første danske politiske avis, _Den danske Mercurius_, skrevet paa vers.

En betydelig digter var *Tomas Kingo* (av skotsk æt, † 1703 som bisp over Fyn). Hans salmer lever endnu den dag idag paa menighetens tunge i Norden; hans verdslige digtning stod derimot ikke over hans samtids og har derfor delt skjæbne med den. Han fik i opdrag av styrelsen at utarbeide en ny kirkesalmebok for de forenede riker. Han gav nu ut en, hvori halvdelen var hans egne salmer; men den møtte motstand og blev ikke godkjendt. En kommission blev nedsat til at arbeide ut en ny; den fik navnet _Kingos salmebok_, da den ogsaa for en stor del skylder Kingo sin tilblivelse, om den end ikke er av ham. Den blev indført som kirkesalmebok i begge riker. Kingos _passions-_ og _paaskesalmer_ hører til hans bedste og mest kjendte. Av enkelte salmer skal her nævnes: _Som den gyldne sol frembryder_; _Skriv dig, Jesus, paa mit hjerte_ og _Lov og tak og evig ære_ (se Landstads salmebok).

Kingo hadde varm interesse for morsmaalet og utviklingen av en national literatur. Han siger ogsaa han har til hovedformaal for sin digtning at gi sine landsmænd salmer og sanger, som ikke var laant andenstedsfra. „Thi,“ siger han selv, „de danskes aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige ligesaa høit mod himmelen som andres, alligevel at den ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske vinger.“ Herfor leverte Kingo selv det bedste bevis. Med ædel harme lastet han, med tanke paa det tyske hofparti, dem, „der maaske i _tredive aar_ haver ædt fædrelandets brød i Hans Majestæts tjeneste og haver dog ikke villet lære _tredive danske ord_, fordi de ikke haver villet tage dette vadmelssprog paa sine silketunger.“

[Footnote 16: Dette navn efter et fransk episk digt fra det 13de aarhundrede om Aleksander den store, hvori det første gang blev brukt.]

I _Norge_ var det fra Bergen det første „poetiske“ tilskud til fællesliteraturen kom. Her blev omkring 1560 skrevet _Bergens rimkrønike_; man kjender ikke forfatteren til denne „krønike“, som paa vers gir Bergens historie fra de ældste tider. I Bergen levde ogsaa _Dorothea Engelbrektsdatter_. Men det var utenfor Bergen, helt oppe i Nordland, at den eneste virkelige _digter_ levde. Det var *Petter Dass*, som har faat navnet „digteren paa Alstahaug“. Han blev født i Alstahaug paa Helgeland og døde som prest sammesteds i september 1707, 60 aar gammel. Han var utpræget _folkelig_ digter, et særsyn i dette tidsrum. Sin meste tid levde han i Nordland, som han ogsaa har skildret i sit hovedverk, _Nordlands trompet_, en beskrivelse av Nordlands amt paa rim; den arbeidet han paa i 14 aar. „Nordlands trompet“ er endnu sammen med enkelte av Petter Dass’s viser (f. eks. den djerve _Dalevise: Fjeldbyggen agter paa tiden_),[17] hans _Dr. Martin Luthers lille katekismus, forfattet i bekvemme sange under føielige melodier_ og hans _Aandelig tidsfordriv eller bibelske visebog_, en yndet folkelæsning, mest hos nordlændingen. Han skrev ogsaa en mængde _leilighetsvers_, mest bryllups- og begravelsesvers, „salve for rindendes øine“, „ligstøtter“, „liglagen“ eller „blæksalver“, som det hette i den tids sprog. I disse leilighetsdigt viste han sig som egte barn av sin tid og delte dens feil. Først flere aar efter hans død kom hans skrifter i trykken. Mens han levde, fandtes hans arbeider, saa nær som „Dalevisen“, bare i avskrifter. Siden er hans bøker kommet i mange oplag. Av katekismussangene er der mindst 27 utgaver.

[Footnote 17: hvorav følgende vers hitsættes:

„Gjennem granskov og furu kom jeg til en, hedte Guru, gav mig møsse-brømme[18] og rømme. Udi bunken laa fluer, stor’ og smaa, ilde ud det saa, maatte gaa derpaa; blev det maaltid ædet, jeg sveded, saa jeg nær nedstyrted af sædet.

Som det nu lakked til kvelden, ind kom fru Guru med felden; feldens haar var mange og lange; fremmed rytteri paa fribytteri skjulte sig deri, ginge paa parti; de rede ei paa sale, de kale; men min ryg fik det at betale.

Ryggen den blev skrammereret; ve dem, hvor de mig skamfered! Ak, hvor bide kunde de hunde! Hver sin skaal ei sveg, plukked surt min steg, grædende og bleg gik jeg af den leg; jeg blev vis for silde, hvor ilde mig bekom fru Guru sit gilde!“ ]

[Footnote 18: bløt ost, laget av myse.]

Hans _religiøse_ digtning er kraftig og naturlig. Av hans salmer er kanske _O Jesus, for din alterfod_ (se Landstad), den mest kjendte. I sin _verdslige_ digtning skrev han ofte om de mest hverdagslige ting. Han skildrer for os jevnt og simpelt, men friskt og levende Nordlands natur, nordlændingen og hans liv, hans møie, hans næring, hans hytter og hans naust, hans klædedragt, hans baater og hans garn, alt like til torsken paa hjeld og silden i tønde. Han digtet om det han selv hadde set og oplevd; derfor fik hans digtning noget for den tid usedvanlig selvstændig og eiendommelig ved sig. Over det strenge, alvorlige liv der oppe og det haarde stræv for det daglige ophold la hans digtning paa samme tid et poetisk skjær, og paa grund av det hjemlige indhold slog hans sanger saa merkelig an blandt folket og har holdt sig paa folkemunde til vore dager. Blandt de høiere klasser fik hans bøker derimot næsten ingen indgang. Den kjærlighet og varme interesse som baade hans person og hans skrifter endnu den dag idag blir omfattet med av nordlændingen, vidner om at han har hat en indflydelse som faa paa det folk han har levd og virket iblandt. Hans digtning blir sammenfattet under navnet: „Hr. Petterdigt“.

Som et eksempel paa hvor høit hans digtning staar blandt almuen, kan følgende fortælling tjene: En vefsen-væring kom ind i en boklade i Bergen og spurte om de hadde Petter-digt. Det hadde de ikke, men mange andre gode bøker. „Nei,“ sa han, „har I ikke Petter-digt, saa gir jeg det en god dag altsammen!“

Høsten 1908 blev et monument over ham avslørt paa Alstahaug.

Som gut var Petter Dass meget kvik og opvakt. Der fortælles saaledes et skjelms-stykke av ham fra gutte-aarene, da han gik paa skole i Bergen. En gang, heter det, kom han ind til en kjending, en kjøbmand, som sat i sin slaabrok ved et bord og talte penger. Kjøbmanden moret sig over gutten, som med en liten hammer banket i vægger og gulv, og la ikke merke til at han hadde listet sig til at slaa nogen smaaspiker gjennem slaabrokken, som hang ned paa gulvet. Da det var gjort, sprang Petter op, tok næven fuld av penger paa bordet og rendte ut gjennem døren. Kjøbmanden skulde sætte efter gutten, men kom ikke av flekken.

Da han blev voksen, var han temmelig liten og undersat. Han var meget livlig, talte fort og manglet aldrig et godt svar. I sine yngre aar var han en aarrække kapellan i Nordland. En slik kapellanstilling var den gang ikke meget misundelsesværdig. Han pleide at faa 12 riksdaler om aaret og en støvlehud foruten mat og drikke.

„Mit embeds indkomster var aldrig saa god’, at jeg kunde kjøbe en sko til min fod og hoser at skjule min’ hæle,“

siger han selv. Men da han blev sogneprest til Alstahaug, blev hans kaar gode. Alstahaug var paa hans tid „det rigeste og formuendste kald, ikke alene i Nordlandene, men i al Trondhjems stift. En prest kunde leve der oppe som en herre.“ Som prest var Petter Dass likesaa samvittighetsfuld og nidkjær som modig, kraftig og djerv. Peder Claussøn siger om Alstahaug at kaldet for presten var forbundet „med stor livsfare til sjøs, naar han uddrager til de kirker paa øerne, som ligger to eller tre mile ude i aabenbar hav.“ Petter Dass siger ogsaa selv i sin „Nordlands trompet“:

„Vort Nordland saaledes beliggendes er: Guds lov maa forkyndes blandt øer og skjær uagtet al fare og møie; thi sker det og tit, at en talendes mund maa søge sin grav i den dybeste grund og lukke blandt fiske sit øie.“

En enkelt gang kan ogsaa et suk undslippe ham over den barske natur, som naar han siger:

„Naar andre kan frydes ved straalende sol, er vi elementernes slaver.“

Men han bevarte sin freidighet. Da saaledes hans riktladde jægt en høst gik under paa Stadhavet, utbryter han: „Mit gods er nedsjunken, men ikke mit sind.“ Og at han ikke var ræd for at finde sin grav paa havet, ser vi av følgende vers:

„Hvad vil en Guds tjener bekymre sig ved at ham er udvalt et begravelses sted som mennisken ikke kan finde? Om han ikke bæres af venner herud, han kan dog med Mose begraves af Gud og lukkes saa rolig derinde.“

I sine sidste leve-aar var han plaget av haarde legemlige lidelser. Herom siger han selv saa gripende:

„I seks aar har jeg været svag og aldrig havt en rolig dag. Forløs mig nu, min fromme Gud, det syvend’ aar af fængslet ud!

Og om min pine fattes prov og flere skudsmaal har behov, spørg hver en stolpe og hvert bret som er udi mit sengested!

Spørg bjelkerne i huset er, spørg døre, vægge, tag og spær, spørg bord og bænke, de skal dig fortælle hvor det er med mig!“

Der findes i folkemunde mange sagn om hr. Petter. Mest kjendt er vel det sagn, at han paa en og samme søndag skulde ha holdt fropræken i Bergens domkirke, høimesse i Kjøbenhavn og saa igjen aftensang i Bergen. — Da han døde, var sorgen saa almindelig at alle jægteskippere i Nordland da skal ha sat et stykke sort vadmel paa hver side av jægtens seil. Like til bortimot vor tid brukte nogen at gjøre det.

*Dorothea Engelbrektsdatter* († 1716), „Bergens sangmø“, en from prestekone i Bergen, digtet mest _salmer_ (_Sjælens sangoffer_, _Taare-offer_), f. eks. _Dagen viger og gaar bort_ (se Landstads salmebok). Mange av dem er endnu vel kjendte blandt de norske bønder.

Dorothea Engelbrektsdatter blev sat høit av samtiden; kravene til en digter var den gang ikke meget store. Endog _Kingo_ siger til hendes pris:

„Gaar nu, gaar hen, I ni berømteste gudinder! at bukke eder dybt for en af Nordens kvinder,“

og _Petter Dass_ uttaler sin beundring med lignende ord:

„Nymferne beregnes ni, én dertil, saa tælles ti, det skal Dorthe blive.“

Selv _Holberg_ yder hende sin ros som „den første poetinde som de nordiske riker har havt.“ Av en unavngiven beundrer blev der sagt hende en mere velment end egentlig heldig kompliment i følgende linjer:

„Ei Nilus selv, ei Rhen er nær saa vanderig som Dorotheæ pen.“

Hun hadde derimot selv ikke store tanker om sin digtergave. I fortalen til en utgave av hendes samlede digt siger hun likesaa smukt som beskedent: