# Norsk literaturhistorie for gymnasiet, lærerskoler og høiere folkeskoler Med et tillæg om de forskjellige literaturarter ## Part 16 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/norsk-literaturhistorie-for-gymnasiet-l-rerskoler-og-h-iere-fol-892265b9/index.md *Hans E. Kinck* er født i Finmarken 1865. Han vokste op i Sætersdalen og siden i Hardanger. Han studerte filologi og fik endog en videnskabelig pris ved Universitetet. Han har reist meget, mest har han været i Italien. I 1893 kom Kincks første bok; det var fortællingen _Huldren_ om en stakkars halvtomset bondegut. Miljøet er fra Hardanger; og siden har Kinck stadig git folkelivsskildringer enten fra Hardanger eller fra Sætesdal. Men midt i folkelivsskildringene gir han ogsaa dyptgaaende skildringer av sjælelivet hos den enkelte. Han har ogsaa git mange naturskildringer. Bjørnson skrev en gang om Kinck: „Hans bondeskikkelser stiger lyrisk op som dalens, fjeldets, havets utløste indhold; bygdefolket er en mangestemmet forkyndelse av naturen de lever i og basker med“. Ogsaa fra Italien har Kinck ofte hentet emnene til sine verker. Kincks mest kjendte verker er novellesamlingen _Flaggermusvinger_, romanen _Emigranter_ og det vældige skuespil _Driftekaren_. Sproget er sterkt fyldt med dialektord. *Jens Tvedt* er født i Søndhordland 1857. Han har været lærer og bibliotekar i Stavanger. Tvedt har mest skrevet om folket i vestlandsfjordene. Som ingen anden har han vist os bondelivet og selve bøndene paa Vestlandet. Han fortæller alt aapent som det er. Han skriver paa landsmaal med en fin humoristisk stil, og han bruker mange ord fra hjembygden. Tvedts første bok var _Inn i fjordane_ (1885). Av hans senere bøker nævner vi fortællingene _Vanheppa_, _Godmenne_, _Briteper_, _Madli und’ apalen_ og _Djup jord_. *Ivar Mortensson* er født i Østerdalen 1857. Han var sterkt med i den politiske strid i førstningen av 1880-aarene. En tid var han redaktør; nu er han prest. Han har skrevet baade digt og skuespil paa landsmaal. Mest kjendt er „sogespelet“ _Varg i veum_ med emne fra vikingtiden. Han har oversat _Edda-kvadene_ til landsmaal. *Vetle Vislie* er født i Telemarken 1858; nu er han rektor i Kristiansand. Han har skrevet et par skuespil, saaledes _Utan hovding_ med emne fra politikken; han har skrevet flere fortællinger; i _Solvending_ vender han sig mot naturalismen. *Rasmus Løland* var født i Ryfylke 1861. Han blev tidlig sykelig og kunde bare ha let arbeide. Han begyndte at sende bygdebrev til „Fedraheimen“ (se s. 171), og nogen fortællinger paa landsmaal sendte han ind til Garborg, som hjalp ham til at faa bøkene ut. I 1894 kom han selv til Kristiania. Løland skrev mange bøker; men sygdommen øket, og han døde høsten 1907. — Løland skrev mange større fortællinger; av dem skal vi nævne _Paa sjølvstyr_ og _Aasmund Aarak_. Løland har ogsaa skrevet flere guttebøker, saaledes _Smaagutar_. Han skrev en god og klar stil. *Hans Aanrud* er født 1863 i Gausdal. Han var en tid journalist i Kristiania. Han har skrevet ypperlige folkelivsskildringer fra hjembygden. Det første bind fortællinger kom ut i 1891, og siden er der kommet flere samlinger. Høiest staar han naar han fortæller om gamle eller om barn. Han har ogsaa git ut et par større fortællinger _Sidsel Sidsærk_ og _Sølve Solfeng_ med ypperlige barneskildringer. I fortællingene hans er der ogsaa mange fine naturskildringer. Han har en stor humoristisk evne; det kommer sterkt frem i hans skuespil _Storken_, _Høit til hest_ og _Hanen_. Sproget er fint og friskt. *Jacob B. Bull* er født 1853 i Østerdalen. Han har mest skrevet folkelivsskildringer fra Østerdalen og historiske romaner og skuespil. Foruten dem som er nævnt, har der været flere forfattere. _Alvilde Prydz_ og _Tryggve Andersen_ har skrevet romaner, _Vilhelm Krag_ romaner, lystspil og lyriske digt, _Kristofer Randers_ og _Theodor Caspari_ lyriske digt, _Anders Hovden_ fortællinger og lyriske digt paa landsmaal, _Peter Egge_ romaner og fortællinger, _Mons Lie_ fortællinger, dramaer og lyriske digt, _Bernt Lie_ fortællinger og guttebøker, _Ragnhild Jølsen_ († 1908) fortællinger, _Jacob Hilditch_ folkelivsskildringer og fortællinger, _Sven Moren_ og _Hans Seland_ fortællinger paa landsmaal. I de sidste aar har mange nye digtere sendt bøker ut. Men de staar endnu vor tid for nær til at vi kan nævne dem her. De forskjellige literaturarter. Et folks _literatur_ (av det latinske ord literæ, egentlig bokstaver) er de skrifter som er forfattet paa folkets sprog. Literaturen deles i *poetisk literatur* (skjønliteratur) og *prosaisk literatur*. Poesi kommer av et græsk ord som egentlig betyr frembringelse. Prosa er latinsk ord, som betyr likefrem (neml. tale). Den poetiske literatur er overalt vokset frem før den prosaiske. Den prosaiske literatur kan vi dele i _videnskabelig_ literatur, _religiøs_ literatur og _politisk_ literatur. Literaturhistorien har egentlig bare med skjønliteraturen at gjøre; fagliteraturen, som er særlig videnskabelig, særlig religiøs og særlig politisk, ligger utenfor den. Men ofte vil fagliteraturen eller visse grener av den ha stor betydning for skjønliteraturen, f. eks. den _historiske_ literatur. Og ofte vil fagliteraturen høre ind under skjønliteraturen. Det gjælder f. eks. salmer og religiøse sanger. Literaturhistorien maa ta hensyn til det og tar derfor ofte med meget av fagliteraturen. Den poetiske literatur eller skjønliteraturen. Literaturen viser et folks dannelsestrin. Især er det tilfældet med skjønliteraturen; for digteren gjengir det som lever og rører sig i folket, og det folket tænker og føler: „Og folket lever først paa skalders munde, dets tanker maa sit mæle faa.“ siger _Henrik Wergeland_. _Digtekunsten_ hører likesom _tonekunsten_, _malerkunsten_, _billedhuggerkunsten_ og _bygningskunsten_ til de _skjønne_ kunster. Den videnskap som handler om kunsten og dens væsen og former, kaldes _æstetik_. Den poetiske literatur er dels i _bundet_, dels i _ubundet_ stil. _Bundet_ kaldes stilen naar den er avhængig av visse bestemte regler, naar tankene blir ordnet i regelmæssige avsnit (_vers_), og der er et regelmæssig skifte av betonede og ubetonede stavelser (_versemaal_ eller _metrum_). Paa øret virker dette skifte som en slags musik (_rytme_), og _rimet_, som nu almindelig blir brukt, øker dette indtryk. Men rimet er ikke nødvendig for den bundne stil. _Ubundet_ kaldes stilen naar den ikke er knyttet til slike faste regler. Man maa merke at poesi ikke bare er det som er skrevet i bundet stil, en sprogbruk som stundom forekommer i daglig tale, men al skjønliteratur. Den poetiske literatur deler man i _tre_ hovedgrener: I. Episk digtning eller fortællende digtning. II. Lyrisk digtning eller stemningsdigtning. III. Dramatisk digtning eller skuespildigtning. I. Episk digtning. Episk kommer av det græske ord _epos_, egentlig ord, saa fortælling. Den episke er den ældste og oprindeligste av digtartene. Den fortæller oprindelig om stordaader eller om begivenheter som har vakt hele folkets beundring og deltagelse og saaledes virket samlende og styrkende paa folket. Den episke digtnings inddeling: A. Ren episk eller likefrem fortællende digtning. I den fortæller digteren almindelig bent frem forskjellige begivenheter, som enten er virkelige eller opdigtet uten at fremsætte de tanker og følelser som de vækker hos ham. 1) _Det heroiske epos_ eller _heltedigtet_ er den ældste av al slags digtning. Det fortæller om en række storartede begivenheter, med en enkelt person (digtets _helt_) eller æt eller et enkelt folk til midtpunkt. Eks. _Iliaden_ og _Odysseen_, Vergils _Æneide_, heltedigtene i _den ældre Edda_, den tyske _Niebelungenlied_, den finske _Kalevala-sangen_ og Tegnérs _Frithjofs saga_. Som eksempel paa det _religiøse epos_ kan nævnes den italienske digter Dantes _Guddommelige komedie_ og Wergelands _Skabelsen, mennesket og Messias_. 2) _Idyllen_ (av et græsk ord, som betyr et litet billede) viser os, i motsætning til heltedigtet med dets storslagne begivenheter og et urolig, skiftende liv, det stille, jevne menneskeliv i simple, oprindelige og naturlige forhold uten større kamper og sorger. Eks. Mauritz Hansen: _Lille Alvilde_, Goethe: _Hermann und Dorothea_, Runeberg: _Hanna_. 3) _Fortællende digt_ skildrer menneskelivet, som det almindelig er med stadig skifting av godt og ondt, av glæder og sorger. Eks. Jørgen Moe: _Truls og Inger_, _Blomster-Ole_, Ibsen: _Terje Viken_, Runebergs _Fänrik Ståls sägner_; eks. paa _komiske_ fortællende digt: Wessel: _Smeden og bageren_. 4) _Folkesagn_ handler dels om guder (_gudesagn_), dels om historiske personer (_historiske sagn_) og dels om overnaturlige væsener: nøk, hulder, havfruer o. s. v. (_mytiske sagn_). Eks. Faye: _Norske folkesagn_, Asbjørnsen: _Huldreeventyr og folkesagn_. 5) _Folke-eventyret_ er en fri lek av indbildningskraften, som fører os ind i en trylleverden, hvor virkelig og uvirkelig, naturlig og overnaturlig gaar i ett. Eks. Asbjørnsens og Moes _Norske folke-eventyr_. Av utenlandske folke-eventyr er _Tusen og en nat_ og _Grimms eventyr_ de mest kjendte. 6) _Legender_ eller sagn om helgener. 7) _Romanen_ har sit navn av at den kom op hos de _romanske_ folk. Den skildrer livet i dets forskjellige skikkelser. Forat romanen kan danne et sammenhængende hele, maa der være en hovedhandling som slutter sig om hovedpersonen eller _helten_ i romanen. Man skjelner mellem _historiske romaner_ (Walter Scotts, Ingemanns historiske romaner, A. Munch: _Pigen fra Norge_) og _nutidsromaner_ (Camilla Collett: _Amtmandens døtre_, Kiellands romaner, Garborg: _Bondestudentar_). Utenlandske romanforfattere: Cervantes: _Don Quixote_ (spansk), Defoe: _Robinson Krusoe_, Dickens, Marryat (engelske), Victor Hugo, Jules Verne, Alphonse Daudet (franske), Topelius: _Feltskärns berättelser_. 8) _Noveller_ (et fransk ord, egentlig nyheter, nye tildragelser) og _fortællinger_ er mindre omfattende end romanene og holder sig mest til hverdagslivet. Eks. paa _danske_ novelleforfattere: Blicher, fru Gyllembourg, paa norske: Mauritz Hansen, Bjørnson, Jonas Lie. _Novelletter_ kaldes ganske smaa stemningsbilleder (Kielland). Utenlandske novelleforfattere: Boccacio (italiensk), Auerbach, Fritz Reuter (tyske), Fredrika Bremer, Aug. Blanche (svenske). B. Episk-didaktisk digtning. Ordet _didaktisk_ betyr belærende, og denne digtning vil indprente almene sandheter. 1) Det _komiske epos_ (komisk _heltedigt_) er en komisk efterligning (_parodi_) av heltedigtet. Eks. Holberg: _Peder Paars_. Det omvendte av parodi er _travesti_ (ital.; egentlig omklædning), hvor det store og ophøiede blir trukket ned i det lave. Eks. Wessel: _Gaffelen_. 2) Fortællende _satiriske_ digtninger. Eks. Horats’s satirer, Paludan-Müller: _Adam Homo_. Om satire se under lyrisk-didaktisk digtning. 3) _Fabelen_ (et latinsk ord, som egentlig betyr fortælling) gir en eller anden lærdom gjennem et billede, hentet fra naturen, især fra _dyreverdenen_. Dyrene optræder og handler her som mennesker. Den lærdom som ligger i fabelen kaldes dens moral. Eks. Æsop, Fædrus, Holberg, Wergeland. 4) _Parabelen_ (græsk; egentlig sammenligning) eller _lignelsen_ gir en lærdom, især en religiøs, i et billede hentet fra _menneskelivet_. 5) _Allegorien_ (græsk; billede) gir ogsaa en _billedlig_ fremstilling av en eller anden, ofte en religiøs sandhet. Til forskjel fra parabelen har i allegorien altid hvert led i billedet et tilsvarende led i det som skal bli avbildet. Eks. A. Stub: _Livets seilas_, Jørgen Moe: _Ungbirken_, _Den gamle mester_. 6) _Kunsteventyret_ er næsten altid belærende. Eks. _Andersens eventyr_. C. Episk-lyrisk digtning. De digt som hører til denne slags, er nærmest _episke_; men da der i dem altid klinger en bestemt _stemning_ eller _følelse_ igjennem, tung, vemodig, glad, spøkefuld o. s. v., kan de kaldes _episk-lyriske_. 1) _Folkevisene._ I dem bryter den lyriske stemning mest frem i _omkvædet_. Samlinger av norske folkeviser av Sophus Bugge og Landstad. 2) _Romanser_ og _ballader_ kaldes mindre episk-lyriske digt; de er ofte efterligninger efter folkeviser. Romansen har likesom romanen faat navn av at den kom op hos de _romanske_ folk. Balladen (et spansk ord, egentlig dansevise) traadte først frem hos englændere og skotter. Navnene blir nu ofte brukt om hverandre, saa grænsen er svævende. Eks. Goethe: _Erlkönig_, Heine: _Lorelei_, Edv. Storm: _Sinklarsvisen_, Welhaven: _En vise om Hellig Olav_, _Asgaardsreien_, _Dyre Vaa_, Bjørnson: _Magnus den blinde_, _Olav Tryggvason_. Eks. paa større episk-lyriske digt er Wergelands _Den engelske_ lods. II. Lyrisk digtning. I de lyriske digt er digterens _stemninger_ og _følelser_ det alt overveiende. Da disse digt derfor nærmest taler til følelsen, gjælder det samme om dem som om de episk-lyriske digtninger, at deres virkning stiger naar de blir ledsaget av sang og musik. Alt de græske digtere i oldtiden foredrog sine kvad til et strenge-instrument, som kaldes _lyre_; derav navnet _lyrisk_ digtning. A. Ren lyrisk digtning. a) Personlig-lyriske digt. I dem gir digteren _personlige_ følelser luft, glæde, haap, sorg, fortvilelse o. s. v. De vigtigste arter er: 1) _Oden_ (græsk; egentlig sang), en begeistret lovprisning av det store, skjønne og ophøiede. Eks. Wergeland, Klopstock. 2) _Hymnen_ (græsk; egentlig lovsang), den _religiøse_ ode, en tilbedende lovprisning av det guddommelige. Eks. Brorson, Grundtvig. 3) _Elegien_ (græsk; sørgesang eller klagesang). Ewald: _Klagesang over Fredrik den 5te_, Wergeland: _Kongen lider_. 4) _Dityrambiske_ digt priser livsglæden. Wergeland, den svenske digter Bellman. 5) _Naturskildrende digt._ Tullin: _Maidagen_, Wolff: _Nordhavet_, Wergeland: _Hardanger_, Welhavens naturmalende digt. 6) _Humoristiske_ eller spøkefulde lyriske digt. Schwach: _Mit portræt_. b) Samfunds-lyriske digt. I dem gjør digteren sig til tolk for de følelser og stemninger som samler _hele_ folket eller _en del_ av det. 1) I _salmen_ uttrykker han den kristne menighets religiøse følelser. Den synger man til den saakaldte _koral_ (græsk; salmemelodi). Salmedigtere: Luther, Kingo, Brorson, J. N. Brun, Grundtvig, Ingemann, Wexels, Landstad, Blix. 2) I _fædrelandssangen_ (patriotisk lyrik) tolker han hele folkets fædrelandskjærlighet. Fædrelandssanger av Bjerregaard, Bjørnson og Garborg. 3) _Leilighetssanger._ Hit hører _kantater_, _mindesanger_ (eks. Wergeland, Bjørnson), _krigssanger_ (_Bjarkemaalet_, Faber: _Den tapre landsoldat_), _bryllupssanger_, _selskapssanger_ o. s. v. Rahbek, Zetlitz, den svenske digter Bellman. B. Lyrisk-didaktisk digtning vil gi en eller anden lærdom. _Tanken_ (reflektionen) træder her gjerne vel saa meget frem som følelsen. 1) _Læredigtet._ Petter Dass: _Nordlands trompet_. 2) _Satiren_ (latin; egentlig blanding, dernæst spottedigt) refser daarskaper og ufuldkommenheter i livet. Satiren kan være _alvorlig_ (bitende, skarp) eller _spøkefuld_. Wessel: _Brodne kar i alle lande_, Welhaven: _Norges dæmring_. _Parodi_ og _travesti_, som er satiriske digtarter, er omtalt under episk-didaktisk poesi. Naar digteren lar satiren gaa ut over en enkelt bestemt person, fremkommer _pasquillen_ (ital.) eller smædedigtet. 3) _Epigrammet_ (græsk; egentlig indskrift) er et litet, ofte satirisk og vittig digt. Holberg, Wessel, Fasting. Epigrammet nærmer sig ofte til den episk-didaktiske poesi. III. Dramatisk digtning. Drama er et græsk ord, som betyr _handling_. I den dramatiske digtning lar digteren forskjellige personer optræde talende og handlende. Det som især blir krævd i et drama, er sammenhængende handling og træffende karaktertegning. Handlingen dreier sig gjerne om en hovedperson (_helt_), som altid flere bipersoner samler sig om. Samtalene i dramaet kaldes _dialoger_. Desuten er der ogsaa _monologer_ eller enetaler; men senere dramatiske forfattere bruker dem mindre; Ibsen bruker dem slet ikke i sine sidste dramaer. I et drama maa forfatteren først gjennem dets _eksposition_ (latin; redegjørelse) i de første scener vise os de forhold den følgende handling vokser frem av; saa begynder handlingen selv; for den vil interessen vokse alt efter den spænding forfatteren forstaar at holde os i. Jo større evne den dramatiske forfatter har til at stramme _knuten_ i handlingen før han paa en eller anden maate løser den, i desto høiere grad vil han magte at vække opmerksomhet for digterverket. Navnet skuespil har dramaet faat fordi det i regelen er bestemt til at bli opført paa et teater eller en skueplads. Den sceniske fremstilling av et drama er beregnet paa at gi det større liv og anskuelighet, la det gjøre mer indtryk; den skal fremhæve _illusionen_, d. e. den indbildning, at det er virkelige tildragelser vi ser for vore øine. A. Tragedien eller sørgespillet behandler et alvorlig og storslagent emne, ofte et historisk. Man kan dele tragedien i 3 slags. I _skjæbnetragedien_ er det overnaturlige eller hemmelighetsfulde magter som styrer skjæbnen. Skjæbnetragedien blev mest dyrket i den græske literatur, især av Aischylos og Sofokles, i senere tid især av Schiller. I _karaktertragedien_ er det heltens egen karakter som avgjør tragedien. Shakespeares tragedier er karaktertragedier (_Macbeth_, _Hamlet_). _Situationstragedien_ skildrer en konflikt som skyldes forholdene; ofte er det en pligt som kommer i konflikt med en anden pligt (Sofokles: _Antigone_); helten kan kjæmpe for en idé som tiden ikke forstaar, eller som den har forlatt (A. Munch: _Salomon de Caus_; Oehlenschläger: _Hakon jarl_; Ibsen: _Keiser og Galilæer_). Ibsens nutidsdramaer har ofte motiver fra alle tre slags tragedier paa én gang (_Gengangere_). En _parodi_ paa et sørgespil er Wessels _Kjærlighed uden strømper_. Tragedie er et græsk ord, betyr egentlig bukkesang og har rimeligvis sit navn av at en buk blev ofret ved Bakkus-festene, hvor visse sanger blev sunget. B. Komedien eller lystspillet tar emnet fra hverdagslivet og gir menneskenes feil og daarskaper til pris for latteren, for at vise hvorledes menneskene _burde_ være. Ved siden av at more vil den altsaa oftest ogsaa _belære_. Eks. Holberg, Hostrup. Til komedien kan regnes _farcen_, (fransk egentlig blanding = satire, dernæst løier), hvori baade de komiske forviklinger og de komiske figurer er meget overdrevet. Eks. Wergelands farcer, som mest er _satiriske_. Eks. fra verdensliteraturen paa komedie-digtere: Aristofanes (græsk), Plautus og Terents (latinske), Calderon de la Barca (spansk), Molière (fransk). Komedie kommer av et græsk ord, som betyr drikkelag; oprindelig var komedie navnet paa lystige sanger, som blev sunget ved Bakkus-festene. C. Det egentlige drama eller skuespil ligger midt imellem tragedien og komedien og skildrer menneskelivet med alvorlige og komiske sider, med lys og skygge, slik som vi daglig ser det for vore øine. 1) _Historiske dramaer_ handler om historiske personer og begivenheter. Eks. A. Munchs, Bjørnsons og Ibsens historiske dramaer. 2) _Romantiske dramaer_ handler om det forunderlige og hemmelighetsfulde og henter gjerne emnet fra middelalderens ridderliv, fra folkeviser og sagn. Eks. Hertz: _Svend Dyrings hus_, Ibsen: _Gildet paa Solhaug_. 3) _Nutidsdramaet_ eller det _borgerlige drama_. Eks. Bjørnsons og Ibsens nutidsdramaer. Det er i vor tid den almindeligste form for skuespillet. 4) _Proverbe_ (fransk; egentlig ordsprog) er et ganske litet konversationsstykke; oftest ligger et ordsprog til grund for det. Dette ordsprog nævner man ofte som slutningsreplik til publikum. Proverber er skrevet av den franske digter Alfred de Musset og Octave Feuillet og av Alexander Kielland. D. Sangskuespillet forbinder musikken med den dramatiske fremstilling. 1) I _operaen_ (ital.; sangspil) er alt eller det meste beregnet paa at bli sunget sammen med musik. Teksten (_librettoen_, ital., egentlig en liten bok) er det underordnede, musikken det væsentlige. Den kan være av _alvorlig_ indhold (_opera seria_)[58] eller av _komisk_, muntert indhold (_opera buffa_)[58]. Sangpartiene kaldes _arier_ (ital.; egentlig sang, vise) eller _recitativer_ (ital.; egentlig det fremsagte), naar én synger; _duetter_, naar to synger vekselvis eller sammen; _terset_, naar det er tre; _kvartet_, naar det er fire; _kor_, naar det er flere som synger sammen. 2) _Operetten_ er et litet sangskuespil. Ogsaa der er musikken det overveiende; men dialogen har større plads end i operaen. [Footnote 58: _seria_ (lat.) = alvorlig; _buffa_ (ital.) = løier.] 3) I _syngespillet_ træder dialogen mer frem; bare enkelte sangpartier er indflettet; disse kaldes oftest _kupletter_ (fransk; egentlig enkelte vers av en sang). Eks. Ewalds _Fiskerne_, Bjerregaards _Fjeldeventyret_. 4) _Vaudevillen_ (fransk; egentlig folkesang, gatevise) er et litet syngespil, som altid henter emnet fra det jevne hverdagsliv og gjerne er humoristisk. Eks. J. L. Heibergs vaudeviller. NAVNEREGISTER Aanrud, H. 177. Aakjær, J. 101. Aall, J. 104. Aasen, I. 141. Abrahamson, W. 83. Andersen, H. C. 96. Andersen, T. 177. Are Frode, 12. Arnor Jarleskald, 9. Arrebo, A. 32. Asbjørnsen, P. C. 134. Baden, J. 63. Baggesen, J. 84. Balle, N. E. 62. Bang, H. 101. Bastholm, Chr. 62. Bartholin, T. 28. Bergsøe, V. 99. Bjerregaard, H. A. 104. Bjørnson, B. 146, 163. Blicher, S. S. 94. Blix, E. 162. Bojer, J. 175. Bording, A. 33. Brahe, T. 28. Brandes, G. 100, 163. Bredal, N. K. 69. Brorson, H. A. 59. Brosbøll, J. C. C. 99. Brun, J. N. 62, 72. Brun, M. C. 84. Bruun, K. 151. Bugge, S. 17, 21, 163. Bull, J. B. 177. Bull, O. 128. Bøgh, E. 99. Camstrup, O. 60. Caspari, Th. 177. Claussøn (Friis), P. 31. Collett, C. 145. Collett, P. J. 145. Daa, L. K. 120. Dass, P. 34. Drachmann, H. 100. Egge, P. 177. Egil Skallagrimsson, 8. Eilschow, 62. Elster, K. 169. Engelbrektsdatter, D. 38. Etlar, C. 99. Ewald, H. F. 99. Ewald, J. 65. Falsen, E. 81. Fasting, C. 79. Faye, A. 21, 128. Foss, H. 112. Friis, J. A. 144. Frimann, C. 80. Frimann, P. H. 80. Garborg, A. 171. Goldschmidt, M. A. 99. Gram, H. 59. Grundtvig, N. F. S. 91. Grundtvig, S. 17. Gunnerus, J. E. 63. Gyllembourg-Ehrensvärd, T. 98. Hallfred Vandrædeskald, 9. Hamsun, K. 165, 173. Hansen, M. C. 104. Hansen, P. Botten. 153. Harald Haardraade, 8. Hauch, C. 94. Heiberg, G. 174. Heiberg, J. L. 96. Heiberg, P. A. 83. Helgesen, P. 23. Hemmingsen, N. 28. Herre, B. 139. Hertz, H. 97. Heyberg, N. P. 60. Hilditch, J. 178. Holberg, L. 41. Hostrup, J. C. 98. Hovden, A. 177. Huitfeldt, A. 29. Hummer, L. 32. Ibsen, H. 152, 166. Ingemann, B. S. 94. Jacobsen, J. P. 101. Janson, K. 161. Jensen, J. V. 101. Jensen, Kr. 58. Jensen, P. A. 140. Jonsson, A. 31. Juul, P. 60. Jæger, H. 172. Jølsen, R. 178. Jørgensen, J. 101. Karl Jonsson, 14. Kaalund, H. V. 99. Keyser, R. 141. Kielland, A. L. 170. Kierkegaard, S. 100. Kinck, H. E. 176. Kingo, T. 33. Kjerulf, T. 134. Klopstock, 64. Knudsen, J. 101. Knudsen, K. 143. Krag, T. 175. Krag, V. 177. Landstad, M. B. 17, 140. Langebek, J. 59. Lie, B. 178. Lie, J. 168. Lie, M. 177. Løland, R. 177. Magnusson, A. 59. Meidell, D. 150. Meltzer, H. 143. Moe, J. 137. Moe, M. 17. Monsen, C. 128. Moren, S. 178. Mortensson, I. 176. Munch, A. 133. Munch, J. S. 103, 130. Munch, P. A. 141. Møller, P. M. 95. Nilssøn, J. 32. Nyerup, R. 83. Obstfelder, S. 175. Oehlenschläger, A. G. 87. Olrik, A. 17. Paludan Müller, F. 98. Pedersen, Kr. 23. Pederssøn (Beyer), A. 30. Pederssøn, G. 29. Ploug, C. 98. Pontoppidan, E. 58. Pontoppidan, H. 101. Pram, C. 83. Prydz, A. 177. Rahbek, K. L. 82. Randers, K. 177. Rein, J. 81. Richardt, C. 99. Richter, O. 150. Riis, C. P. 139. Rosenstand-Goiske, 69. Ross, H. 143. Rothe, T. 62. Rømer, O. 28. Sagen, L. 103. Sars, J. E. 124, 163. Saxo Grammaticus, 14. Schack, H. E. 99. Schandorph, S. 101. Schulze, H. 144. Schwach, C. N. 104. Schøning, G. 63. Seland, H. 178. Sigvat Skald, 9. Sivle, P. 175. Skar, J. 21. Skram, A. 173. Sneedorff, J. S. 62. Snorre Sturlasson, 10, 13. Steensen (Steno), N. 28. Steffens, H. 87. Stockfleth, T. de, 79. Storm, E. 80. Strøm, H. 63. Stub, A. 59. Sturla Tordsson, 10, 14. Størssøn, M. 29. Suhm, P. 63. Sundt, E. 144. Syv, P. 29. Sæmund den frode, 6.