Part 12

Ogsaa interessen for landets skjønne natur blev vakt. En literatur og kunst med emner, som var hentet fra det hjemlige, trængte interessen for politikken til side; derved fik dette tidsrum et ganske andet _fredelig_ og mer _æstetisk_ præg end tiden like forut. Det begyndte med at _Asbjørnsen_ og _Moe_ samlet _folke-eventyrene_ og fortalte dem igjen i en slik norsk form som man ikke hadde hat før i literaturen. Siden gav _Asbjørnsen_ ut _folkesagnene_; av dem hadde alt _Andreas Faye_ git ut en samling. Den rikeste høst av eventyr og sagn blev gjort i Kristiania og Kristiansands stifter. Paa samme tid begyndte man at samle ind _folkeviser_. Først kom en liten samling av _Jørgen Moe_ (1840); i denne samling var faa av de gamle, egte viser. Nogen aar efter gav _M. B. Landstad_ ut sine store folkevisesamlinger (mest fra Telemarken), og noget senere _Sophus Bugge_ en mindre. _Folkemelodier_ blev samlet ind av _Lindeman_. Alt dette hadde sin store indflydelse paa alle omraader av _kunsten_. _Ole Bull_ og _Halfdan Kjerulf_ komponerte egte national musik, _Gude_ hentet emner til sine malerier fra norsk _natur_, _Tidemand_ fra norsk _folkeliv_. Men mest viste denne interesse for alt som stod i forbindelse med bondelivet, sin indflydelse paa _literaturen_. „Der blev digtet om hulder, nøk og underjordiske, om sæterlivet og om bondebryllupper, om tømmerhugst og jagtturer, om de mørke fjeldvand og om de indelukte fjorder, om husmandens hytte og om den rødmalte kirke“, kort sagt om vor herlige natur paa fjeld og ved fjord, i skog og i dal, og om folkelivet rundt om i bygdene. Det virket ogsaa paa _videnskapen_. I disse aar kom _Ivar Aasens_ arbeider over det norske folkesprog. Paa samme tid vakte _R. Keysers_ og _P. A. Munchs_ historiske granskinger og utgaver av gammelnorske skrifter begeistringen for den gamle stortid. Det var en _national-romantisk_ tid som nu begyndte i den norske poesi; den svarte i det væsentlige til den som blev vakt i _Danmark_ ved _Oehlenschläger_; men i Norge kom interessen for folkedigtningen, naturen og folkelivet mer i forgrunden, mens i Danmark var det begeistringen for fortiden som hadde været sterkest.

Der var meget unatur med i begeistringen; mange sværmet for og skrev ogsaa om alt dette, men kjendte selv ikke det mindste til det. For mange blev alt en modesak. „Det nationale har været paa mode“, skriver forfatteren _N. R. Østgaard_, „og man har blot behøvd at sætte frem en smørbut og en melkeringe med behørige attributer (tilbehør) av lur og horn og bjeldeklang under overskrift: En norsk sæter, og straks er publikum blit henrykt og har ropt: ‚Hvor prægtig! Hvor nationalt!‘ om der for resten ikke var mer norsk sæter deri end i et dansk meieri. Men rigtignok har man ogsaa for størsteparten været undskyldt heri; man har ikke hat bedre kjendskap til saken“. Et eksempel paa denne begeistring var ogsaa den jubel telebonden Torgeir Audunsson, „Møllargutten“, vakte i hovedstaden ved sit felespil. Hele bevægelsen viste at der var trang til at hente emner for digtningen fra _hjemmet_. Denne trang hadde alt, som før nævnt, vist sig hos de fleste av de norske digtere i „Oplysningstiden“, om end som oftest mer i en almindelig lovprisning av naturen og bondelivet end i skildring og beskrivelse derav; heller ikke blev folketroen da tat til emne for digtning. Bedst var det den gang kommet frem hos _Claus Frimann_ og _Edvard Storm_ og senere i nationalsangene i de første aar efter 1814, i _Mauritz Hansens_ og _Bjerregaards_ forsøk paa at skildre sider av det norske folkeliv og i meget av _Wergelands_ digtning, særlig i hans fædrelandssanger, hans sjømandsviser og i hans sanger om Norges natur (f. eks. _Det er min sjæl en frydfuld trang_).

I de ord:

„Gjengi dit folks og lands natur, fremblomstrende literatur!“

ser vi hvad han saa som opgave for digterne. Men hos Wergeland kom arbeidet for bondens oplysning og politiske magt i forgrunden.

En frugt av interessen for det nationale var at _Ole Bull_ fik oprettet et _teater_ med _norske_ skuespillere i Bergen (1850); herfra kom siden de dygtigste (som Johs. Brun og frue, fru Wolf, Isachsen o. fl.) over til Kristiania teater. Oprettelsen av en norsk scene gav igjen støtet til forsøk paa nationale skuespil.

I det første ti-aaret (1840-1850) var det mer digtning fra folke_tro_ og folke_sagn_ end fra folke_liv_, som raadde grunden. Man har derfor kaldt den del av nationalromantikken for *huldreromantikken*.

*Welhaven* blev grepet av den nye national-romantiske retning. Han var først sent blit klar over at han var digter. Da Wergeland i begyndelsen av striden beskyldte ham for at han indbildte sig at være en stor poet, svarte Welhaven: „Denne gang sigtes jeg for at ville glimre med en aandsretning som ikke er mig git. Enhver som kjender mig, vet hvor litet jeg har søkt at gjøre noget digtertalent gjældende, og at min pen fast har indskrænket sig til efter evne at oplive en kreds som i saa mange henseender var mig kjær.“ Det var striden som vakte ham, og hans første verk var et _strids_digt. Det var først over 4 aar efter at han (i 1834) hadde skrevet _Norges dæmring_, at han gav ut sin første digtsamling; men det at han ikke optraadte før han var viss paa sig selv, gjorde at han med en gang viste sig som den modne digter. Før han blev klar over sit digterkald, fortæller han, kunde han skrive digt med en i sandhet strømmende produktion; men en dypere indre erfaring og den modnede selvbevissthet gav ham synet for de rette grænser for hans anlæg. Han siger selv at det at han begyndte sin virksomhet med strid og kritik, i alle henseender og varig fik indflydelse paa hans digtning. Ogsaa en personlig sorg fik meget at si for Welhavens digtning. Han var blit forlovet med _Ida Kierulf_; men hendes forældre vilde ikke vite noget av det. Saa blev Ida syk, og da lægen sa at sygdommen var svært alvorlig, gav forældrene efter og godkjendte forlovelsen. Men Ida blev sykere og sykere, og hun døde kort efter i 1840. Det var som alt ramlet sammen for Welhaven; men sorgen over Ida fik den største betydning for hans digtning. Det viste sig særlig i hans næste digtsamling, _Nyere digte_ (1845).

I 1840 var Welhaven blit lektor, senere blev han professor i filosofi. Welhaven har ikke skrevet svært meget, mest _lyriske_ digt. Det kommer ofte frem i hans digt, snart vemodig, snart saart, at han kjendte sig ensom og uforstaat og miskjendt av en stor del av sit folk.

I digt som _Sisyphos_, _Nehemias_ og _Protesilaos_ har han sin egen stilling under kampen og utfaldet av den for sig selv for øie. De stemninger han oftest gir uttryk for i sin poesi, er mindet og længslen (f. eks. i _Byens kirkegaard_).

Da _national-romantikken_ fik magten i literaturen, saa Welhaven med glæde den nyfundne rigdom paa folkesagn og eventyr. Og i digtsamlingen av 1845 er Welhaven helt med i bevægelsen. I hans første digtsamling var det mange _naturmalende_ digt; det var vestlandsnaturen og mindene fra barnedagene han da sang om. Nu er det national-romantiske naturskildringer; nøkken og huldren og alvene er med. Fra 1845 er ogsaa mange av hans nationale _romanser_. Det er vel ingen av Welhavens digt som i den grad er blit folke-eie som romansene (_Asgaardsreien_, _En vise om Hellig Olav_, _Dyre Vaa_, _Eivind Bolt_). Senere gav Welhaven ut tre digtsamlinger; den sidste kom ut i 1860. Ogsaa i disse digtsamlinger er der baade naturdigt og romanser. Til de mer kjendte hører _Raad for uraad_, _I Kivledal_ og _Koll med bilen_.

En bevægelse som kom paa samme tid som national-romantikken, var _skandinavismen_. Welhaven sluttet sig med stort haap til denne bevægelse. Han var jevnlig med paa studentfærdene og holdt mangen tale ved festene. Han hævdet allikevel retten for hvert enkelt land til selvstændighet indenfor samholdet.

Til trods for at Welhaven slik var med i tidsstrømningene, kom han aldrig i hel samklang med sin samtid. Og hans digtning vidner om hans ensomhetsfølelse. I det hele hadde han sterk trang til selvbetragtning. Han saa i alt baade i sorgen og striden noget som kunde føre ham frem til harmoni. _H. Lassen_ siger om Welhaven: „For ham var den rolige og harmoniske utdannelse det første og sidste, og med dette for øie var samtidens feberagtige higen og travelhet kun en forstyrrelse, som bare kunde avle ‚halve tanker og en adspredt hu‘.“

Welhaven har ogsaa skrevet meget paa prosa. Til det bedste hører _Billeder fra Bergens-kysten_. Som _literatur-historisk_ forfatter skrev han bl. a. avhandlinger om Ewald og de norske digtere i „Oplysningstiden“. I omgang var han livlig, vittig og skarp. I sin skarphet blev han ofte beskyldt for at være hensynsløs, og det blev sagt om ham, at „naar hans rike forraad av attisk salt stundom slap op, hjalp han sig med pepper“. Men hans hensynsløshet hadde ofte sin grund i hans kjærlighet til idealet; saa han at nogen gjorde avslag paa det, da kunde hans sjæl bli opflammet, især dersom det var nogen som var ham kjær, og han kunde, som han en gang sa, „fare like i synet paa dem han holdt av“.

I sine sidste aar blev Welhaven hjemsøkt av langvarig hjernesygdom. Da han i 1868 tok avsked fra sin professorpost, kom studentene til „den lutende sanger“ med sin hyldest, og _Bjørnson_ skrev en sang til hans pris. Der heter det:

„Alt hvad dit mod har bestraalet, alt hvad dit mismod har dugget, nu har det vekst.“

Welhaven takket studentene og sa bl. a., at som mindene fra hans liv blandt studentene hørte til hans bedste og kjæreste, saa var hans egne ord gaat i opfyldelse paa den rikeste og skjønneste maate for ham:

„Saa kommer i høstlige dage vort foraar med kranser tilbage.“

Welhaven døde i 1873. Mange digtere viser paavirkning av Welhaven. De fleste hører ind under national-romantikken. Længer borte fra den stod _A. Munch_, som begyndte at digte alt i treti-aarene.

*Andreas Munch* var søn av digteren _J. Storm Munch_ (se s. 103). Han blev født i Kristiania 1811, blev student, tok ingen embeds-eksamen, var i flere aar kopist i et departement og en tid redaktør av „Den konstitutionelle“, men levde for resten for sin digtning, blev utnævnt til professor og fik aarlig løn av Stortinget. Den sidste del av sit liv bodde han i Kjøbenhavn og døde der 1884.

Munch gav ut flere digtsamlinger; han var en fuldblods romantiker, men mest paavirket av tysk og dansk romantisk literatur. Han var mindre paavirket av den norske nationalromantik. I hans digt er der gjerne en bløt, inderlig og vemodig klang.

Han følte sig tidlig ført hen mot det blide og skjønne syden, hvor han fandt saa rik næring for sin kunstneriske trang, og han hentet ofte emnene til sin digtning derfra, likeledes ofte fra middelalderen, som han delte romantikkens begeistring for. Han har ogsaa i flere digt vist at han elsket sit fædreland, f. eks. i digtet _Mit fødeland_ (som stod i hans første digtsamling, 1835):

„Hvor i verden du gaar, om i syd, om i vest, det er dog ei den hjemlige strand; ti det fjeld som du saa i din barndom, er bedst, og dit _liv_ er dit _fædreneland_“.

Til de mer kjendte av Munchs digt hører: _Et fjeldvand_ og _Brudefærden_. Den sammenhængende række av romanser _Kongedatterens brudefart_ er ogsaa kjendt. Høiest naadde han i digtsamlingen _Sorg og trøst_ (1852), som han digtet efter tapet av sin hustru. I det hele hadde han sin glanstid som digter omkring midten av hundredaaret.

Foruten digt skrev ogsaa Munch en _historisk roman_, _Pigen fra Norge_, fremdeles en række skildringer, _Billeder fra nord og syd_, og flere _dramaer_. Alt i sin ungdom hadde han skrevet et par dramaer (jfr. s. 119); men fra midten av 50-aarene er det han for alvor blir dramatisk forfatter. Hans dramaer fra denne tid er _Salomon de Caus_, som skildrer den kamp dampkraftens første opdager maatte kjæmpe mot miskjendelse, _Lord William Russel_, og de to skuespil som har emnet fra Norges sagatid: _En aften paa Giske_ og _Hertug Skule_. Det sidste kom uheldigvis samtidig med Ibsens „Kongsemnerne“, som hadde samme emne. I sine dramaer er Munch paavirket av _Oehlenschläger_.

*Theodor Kjerulf* († 1888; professor i mineralogi) var baade digter og videnskapsmand. Han har skrevet reiseskisser og lyriske digt. Han var paavirket av Welhaven.

*Asbjørnsen og Moe.* Som vi nævnte, var det Asbjørnsen og Moe som likesom førte den nye tiden frem her hos os. *Peter Christen Asbjørnsen* var søn til en glasmester i Kristiania. Han blev født 1812. Mellem folk flest var der den gang meget tro paa nisser og troll, ogsaa i Kristiania. Asbjørnsen fortæller saaledes om en familie som gik til sengs et par timer før andre folk, saa nissen kunde faa ro. Asbjørnsens mor var overtroisk, og mente hun saa baade spøkelser og underjordiske. Asbjørnsen fik derfor tidlig lære overtro og folkesagn at kjende.

Alt da han var gut, hadde Asbjørnsen stor lyst til at færdes med fiskestangen og bøssen i omegnen av byen. Skytteren i Kristiania trængte den gang ikke at gaa langt for at træffe paa vildt. Man kunde skyte ænder og myrsniper paa den myrlændte grønne vold som var der Universitetet nu staar. Asbjørnsen gik oftest omkring i Maridalen og Nordmarken ovenfor den. Da han læste til student-eksamen, var han en tid paa Ringerike og kom der sammen med _Jørgen Moe_, som blev hans gode ven. Paa denne vis blev han alt tidlig godt kjendt med naturen og folkelivet. Dette kjendskap blev større, da han som student i flere aar var huslærer paa Romerike og fremdeles gjorde mange turer omkring i skog og mark. Asbjørnsen var en djerv, jovial og likefrem natur; „man behøver blot at se ham for at bli i godt humør“, siger den danske forfatter _Goldschmidt_.

Det var i 1842 han sammen med Jørgen Moe gav ut en samling _Norske folke-eventyr_. Disse eventyrene har faat en vældig betydning. Først og fremst har de direkte betydning for næsten hvert eneste menneske i Norge; alt før skole-aarene møter mange barn dem og faar næring for fantasi og følelse og kjendskap til land og folk fra dem; og paa skolen møter _alle_ dem. I vor literatur-historie og vor sprog-utvikling danner de et vendepunkt. Sammen med visene og sangene skapte de vor nationalromantik; de aapnet veien for en sammensmeltning av kulturmotsætningene i Norge. Det er i eventyrene vi første gang møter en stil som er helt norsk, siden sagatiden. Formen, det ytre, er i det store og hele dansk; men kjernen er norsk. Naar man før hadde brukt norske ord og former og vendinger i skriftsproget, hadde de virket uharmonisk netop fordi sprogformen og stilen ellers var fremmed. Hos Asbjørnsen og Moe kunde norske ord og former harmonisk faa plads; hos dem virket de ikke stilløst. Eventyrene aapnet for det norske tilløp til skriftsproget. Det som før hadde været smaa og ubetydelige tilsig under jorden, blev til en bred elv i overflaten, og siden den tid har den vokset sig større og større (se s. 143). Det var det folkelige fortællermaal og dagligtalen som blev lagt til grund, og der var sammenhæng mellem eventyrstilen og sagastilen, som Jørgen Moe selv sa. I 1871 gav Asbjørnsen ut en _ny samling_ alene; den er fortalt med et noget bredere lune end eventyrene i første samling. Den berømte tyske eventyrfortæller Jacob Grimm har sagt at „de norske folke-eventyr er de bedste som findes“.

Asbjørnsen gav ogsaa ut to samlinger _Norske huldre-eventyr og folkesagn_. Der er selve sagnene omgit av en række livsfriske natur- og folkelivsbilleder fra forskjellige kanter av landet, mest fra bygdene paa Østlandet. Asbjørnsen viser her at han hadde godt tak paa at faa folk til at fortælle; han kan faa endog den vrangeste paa glid og lokke sagnene ut av ham (smlgn. _Graverens fortællinger_).

Asbjørnsen er en sand mester i at _skildre naturen_. Det er især Norges sommernatur i solskin Asbjørnsen skildrer; men han har evne til at skildre de forskjelligste landskaper og det eiendommelige ved alle aarstider. Han har vakt sans for og kjærlighet til naturen, og han har lært ungdommen at gaa ut i skog og mark. Det var derfor med god ret „Den norske turistforening“ i 1870 valgte Asbjørnsen til sit første æresmedlem. Ogsaa som _folkelivsskildrer_ staar han meget høit ved den naturtroskap som han kan skildre livet med, og ved det skarpe syn han har for det eiendommelige ved de forskjellige slags mennesker, „for tømmerhuggeren som for kulbrænderen, for jægeren som for fiskeren, for skolemesteren som for sæterjenten, for omstreiferen som for plankekjøreren“. Av Asbjørnsens mindre skisser kan nævnes _En katekisation_. Ved sine skildringer av naturen og folkelivet har Asbjørnsen hat stor betydning for vor malerkunst.

Paa Asbjørnsens fødselsdag i 1870 toget studentene med _Bjørnson_ i spidsen op til hans hjem for at vise ham hyldest. Den gang sa Bjørnson de betydningsfulde ord: „Det var blit litet med mig, hadde ikke du været.“

Asbjørnsen var ogsaa _naturforsker_; han har skrevet flere videnskabelige avhandlinger og en _Naturhistorie for ungdommen_. Han var forstmester i Trøndelag og skrev meget om skogbruk og torvdrift. Han døde 1885. I 1891 reiste skole-ungdommen et monument for ham paa Sankthans-haugen i Kristiania.

*Jørgen Moe* var bondesøn fra Ringerike; han blev født 1813. Sine barndoms-indtryk har han skildret i flere vakre digt: _En søndagsmorgen_, _Slædefart_, _Sæterreise_ o. fl. Den vakre natur paa hans hjemsted fik stor indflydelse paa hans dype, poetiske sind. Han har selv ofte digtet om den, bl. a. i hilsningsdigtet til de svenske og danske studenter da man tok en utflugt til Krokkleven ved studentmøtet i 1851. Her heter det:

„Træd ut paa fjeldets styrtning her og la min hjembygds fagre dale en samlet hilsen dristig tale til dig fra landet fjern og nær!

Det høie snefjelds hvite pande, den dunkle skog, de blanke vande, den milde slette, — her du faar et billed av vor Norges vaar.“

Moe skildrer selv hvorledes skogen og fjeldvandet for første gang „suste sin vemodstanke“ ind i hans sind,

„og siden jeg glemmer den vel aldrig.

Ti ofte naar jeg gaar i den myldrende by, i de bonede, skinnende saler, den samme hvisken lyder saa bønlig, saa bly fjernt henne fra min barndoms grønne daler. Da griper mig en længsel til skog og til fjeld, jeg hører atter bjelder og lurlok ved kveld og sus gjennem skjeggede graner.“

Sin første undervisning fik Moe paa folkeskolen. Senere læste han til artium med kapellanen i bygden, da hans evner alt tidlig hadde vakt opmerksomhet og fik faren til at la ham studere. Da han var blit student, tok han fat paa teologien, men brukte meget av sin tid til at samle ind folke-eventyr; senere fik han stipendium av Universitetet baade til det og til gransking av folkedigtningen; han var i flere aar lærer ved krigsskolen; her fik han ved sin ædle og rene personlighet stor indflydelse paa sine elever. „Han skinte sig ind i ungdommens tro ved sin tale, sit foredømme“, siger Bjørnson.

Om folke-eventyrene har vi alt talt. Det var Moe som først fandt den folkelige og hjemlige fremstillingsform. Men ellers arbeidet de sammen og lærte meget av hverandre. Alt i den visesamling Moe gav ut i 1840, varslet han om det sproglige gjennembrud som kom med eventyrene.

Vi har før nævnt at Asbjørnsen i større eller mindre grad brukte skildringene av de sagn- og eventyrfortællere han traf paa, som rammer omkring selve sagnene; men Moe fortalte om enkelte av eventyrfortællerne selvstændig for sig.

Kjendt er Moes skildring av eventyrfortællersken „_Blind-Anne_“ fra Hardanger. Av _mandlige_ eventyrfortællere, siger han, „har jeg aldrig støtt paa make til en gammel mand jeg i 1842 traf i Hjartdal i Telemarken, og som jeg siden forgjæves har spurt efter. — — Man kan ikke sige at han _fortalte_ sine eventyr; ti han _spilte_ dem; den hele person fra isseflengen til skoens vidjehork[48] var fortællende, og naar han kom til det sted i eventyret hvor askeladden hadde faat prinsessen, og alt var jubel og bryllupsglæde, saa danset han dette eventyrets ‚snip, snap, snute‘ efter en gammel springdanstakt. Hans repertoire hadde lutter komiske nummer.“

Til anden utgave av folke-eventyrene skrev Moe en utførlig avhandling om eventyrene.

Jørgen Moe har ogsaa skrevet _lyriske_ og _episke_ digt, nogen smaa fortællinger og endelig de vakre smaahistorier for barn _I brønden og i tjernet_ (fortællingene om gamle Hans Grenadér, Viggo, Allarm, Store-Beate og Lille-Beate). Han var selv en barnlig natur. I sine digt er det som oftest billeder av det norske folkeliv han ruller op for os, billeder fulde av ynde, friskhet og fjeldduft. Til de mest kjendte av hans digt hører: _Blomster-Ole_, _Truls og Inger_ og _Sæterjentens søndag_.

[Footnote 48: Han hadde nemlig surret sine skrøpelige sko fast til foten med en vidjehork, og fra det venstre øre til issen hadde han en flenge som han hadde faat i et basketak med bamsen.]

I 1853 blev Moe prest og ofret sig helt for sit nye kald; arbeidet med folkedigtningen sluttet han helt med og lot Asbjørnsen faa alle sine samlinger; senere blev han biskop i Kristiansand. Han døde i 1882. Mens han var prest gav han ut en del, mest _religiøse_ digt. Blandt dem er vel mest kjendt _Ungbirken_ og _Den gamle mester_. Med hensyn til egen vurdering av sit digtertalent viste Moe den elskværdigste beskedenhet; følgende lille indledningsdigt til hans digtsamling er et eksempel paa det:

„Jeg vet ensteds mellem barskogens trær en grøn liten jordbærbakke, og jeg skal vise dig heldets bær ifald du vil tage tiltakke.

Men stien gaar under skogens sus, den sørgesang maa du taale, og marken veksler med lyng og grus, rødbrun av trærnes naale.

Og tro kun ikke, om frem du naar, at hele bakken skal rødme; saa her og saa der et jordbær staar, som har nogen duft og sødme.“

*Bernhard Herre* († 1849) fik ikke en livsstilling som svarte til hans evner (han maatte nøie sig med en underordnet post paa et kontor); det gjorde ham trist og tungsindig. Men „naar dette trættende kontorarbeide var endt, grep Herre bøssen og drog med sine hunder snart op i Nordmarkens vilde skogtrakter, snart ut til Bærums skogomkransede engsletter og snart op til Krokklevens storartede utsigter. Paa disse jagt-utflugter glemte han sit tungsind og livets tryk og levde sine bedste øieblik.“ Et vaadeskud endte hans liv da han bare var 37 aar gammel. Sine jagtoplevelser, som var skrevet alt før Asbjørnsen hadde git ut sine huldre-eventyr og folkesagn, har han fortalt i _En jægers erindringer_; de blev efter hans død utgit av _Asbjørnsen_ og _Welhaven_.

En forfatterinde som ofte nævnes, er prestekonen *Hanna Vinsnes* († 1872), „den gamle frue i Vang“. Foruten sin kjendte kokebok har hun git ut _Smaadigte_, _For tjenestepiger_ med barnepikens, stuepikens, kokkepikens og budeiens viser, og den lille barnebok _Aftenerne paa Egelund_.

Den unge forfatter *Claus Pavels Riis* („Crispinus“) skrev et litet stykke _Til sæters_ med emnet mest fra Asbjørnsens „En søndagskveld til sæters“. Stykket gjorde stor lykke og blev opført en mængde ganger. Endda stykket i og for sig var ubetydelig, var der noget friskt og hjemlig over det, som slog udmerket an, og det vrimlet av norske melodier i det.

*Magnus Brostrup Landstad* († 1880) var i lang tid prest i Telemarken; der samlet han og gav ut en stor mængde _Norske folkeviser_. Han har ogsaa selv i flere av sine egne _digt_ (f. eks. digt-ringen _Neslands kirke_) udmerket truffet folkevisetonen. Han brukte ofte ord og vendinger fra dialektene.

Landstad fik i opdrag at arbeide ut forslag til ny _kirkesalmebok_. Den kom ut i 1870 og er siden indført i de fleste kirker i landet. Landstad var selv _salmedigter_, og vi har mange salmer av ham i salmeboken, f. eks. _Her er Guds hus og himlens port_, _Naar synderen ret ser sin vaade_ og _Jeg vet mig en søvn i Jesu navn_.