Part 2

Efter at ha spist sin lunch, satte Dale sig ned for at røke, mens han saa over en haug med privatbreve. Men det var ikke Dales sak at sitte længe stille ad gangen. Han sprang snart op, tok paa sin bilfrak og sendte bud efter sin automobil paa 25 hestekræfter med 6 cylinders motor og plads for to. Med denne kunde han komme avsted saa hurtig han ønsket.

Hopkins, Dales chauffeur, var en alvorlig, uforstyrrelig ung mand. Han var fortrolig med Dale, ogsaa med hans kjørefart, som visselig ikke var saa let at bli fortrolig med. Dale var anset for at være en av de første automobilkjørere i England. Hans begreper om tempoet var merkværdige. Han var ikke tilfreds med almindelig tøf-tøf-kjøring. I almindelighet ønsket han at kjøre forbi alt som færdedes paa en vei. I regelen gjorde han det ogsaa. Undertiden blev dette en temmelig enerverende beskjæftigelse for Hopkins, som maatte sitte ved siden av ham. Men litt efter litt var Hopkins hærdet til at være med paa hvadsomhelst. Han ikke saa meget som blunket engang, mens Dale nu jaget avsted i lynende fart og styrtet forbi alle andre biler paa veien til Girdlestone Hall.

Med denne fart varte det ikke længe før de var ved bestemmelsesstedet, en graa, imponerende bygning midt inde i en herlig park.

Dale sprang ut og bad Hopkins føre bilen bort til garagen. I det samme kom ogsaa Sir Ralph, som var klædt i en ledig jagtdres, ut paa trappen for at ønske sin gjest velkommen. Han var ikke egentlig sterkbygget, og det solbrændte ansigt var temmelig langt, ualmindelig høi som ogsaa panden var. Han hadde brunt, spidst skjeg og en graanende moustache. Ogsaa haaret var graat ved tindingerne.

Øinene maatte man lægge merke til; de var graa, skarpe og gjennemtrængende; det var tydelig at se han var jæger. Allikevel var der et venlig glimt i dem.

Sir Ralph kom raskt og livlig ned og hilste hjertelig paa Dale. «Se det,» sa han. «Jeg er saa glad fordi De hadde tid til at bile over til mig. Kom ind.»

Dale nød sin verts gjestfrihet og interessante passiar. Om den egentlige grund til at han hadde bedt Dale at komme, sa Sir Ralph ikke et ord før middagen var over, og de hadde placert sig i de svære lænestoler i hallen, hvor alle vægger var prydet med eierens jagttrofæer.

Sir Ralphs tjener kom ind med kaffe og cigarer. Tjeneren var en meget alvorlig mand, med et ærbødig væsen; men hans utseende skjæmtes litt av et iøinefaldende kast med det venstre øie. Efter at han budt om, forsvandt han øieblikkelig, saa de to blev alene.

«Se det,» sa Sir Ralph -- det var hans yndlingsuttryk -- og tændte sin cigar. «Saa var det den ende jeg skulde spinde Dem. Er De en flink tilhører, Dale?»

«Oprigtig talt, som regel ikke,» sa Dale leende.

Sir Ralph smilte, men erklærte at denne gang vilde han bli pent nødt til at være det.

«Jeg tror næsten jeg alt er interessert,» svarte Dale. «Vær saa artig, begynd, og fortæl hvad det saa er.»

Sir Ralph nippet til sin kaffe, satte sig endda makeligere tilrette og drog nogen langsomme drag av cigaren. Begyndte saa med vel overveiede og omhyggelig valgte ord.

«Mange familier som kan føre sin slegt langt tilbake, har blandt sine forfædre en eller anden som, for at bruke et mildt uttryk, ikke har været akkurat som han burde være. Hvad os angaar, saa er «spøkelset i vor slegt» en sjømand, en sjøfarende kaptein, som var smartere end de fleste, selv i de tider, men som uheldigvis ikke kunde gjøre penge saa fort som han vilde med strengt tat ærlige midler. Og saa blev han hvad jeg er ræd en hel del modige mænd i hans tid blev, han blev sjørøver -- simpelthen. Han har muligens selv git sig et andet navn, f. eks. eventyrer; men hvad han la an paa, sættende alt andet tilside, var utvilsomt sjørøveri. Men naturligvis,» tilføiet Sir Ralph, idet han tankefuld tok et drag av cigaren, «den slags ting blev neppe betragtet som en forbrydelse i de tider, nemlig i midten av det 17de aarhundrede. Det var da nordøstkysten av Amerika, fra Orinocoelven til Panama-tangen, var hjemsøkt av sjørøvere. Grunden hertil laa vel i det faktum at denne strækning var kjendt som det rike spanske hovedland, og at der færdedes en mængde skibe lastet med kostbare skatter, en herlig fangst for sjørøvere. Det ser ut som om alle som kunde opdrive et skib og mandskap, ganske selvfølgelig har sat kursen dit for at røve og plyndre. Og mange av dem er uten tvil kommet tilbake med rikt bytte. «Granit»-Girdlestone blev min sjørøverstamfar kaldt, formodentlig paa grund av hans haarde natur. At dømme efter de beretninger jeg har om ham, maa han ha været en meget energisk og temmelig hjerteløs mand selv i de slagsmaalstider. I ethvert tilfælde hadde han hat mere held med sig end de fleste. Han drev som sjørøver i mange aar, og fik sammen en umaadelig masse kostbarheter. Ingen i familien har været istand til nøiagtig at værdsætte hans rigdomme. Men jeg skulde tro de beløp sig til noget nær £ 2000000, en ganske net sum at skrape sammen, selv for en sjørøver.

Endelig kom den dag da gamle Granit-Girdlestone fandt det paa tide at trække sig tilbake fra sin farlige geskjæft med alle sine røvede penge. Men just som han hadde bestemt sig til at slutte med hele forretningen og skulde sælge skibet og avskedige mandskapet, synes noget besynderlig at være hændt. «Granit» hadde en kamerat som han synes at ha været forunderlig glad i, ialfald saa glad som denne haardhjertede mand har kunnet bli i nogen. Kameraten maa ha været en eiendommelig fyr for en sjørøver at være. Efter at ha været saa fæl en sjørøver som nogen, blev han pludselig religiøs. Og ikke tilfreds med selv at være omvendt, begynder han at faa stor magt over min stamfar.

Han maa sandelig ha faat overbevist ham ganske kraftig om hans vildfarelser; den gamle sjørøver blev nemlig aldeles lammet av samvittighetsnag. Han følte sig tydelig overordentlig uvel ved at ha faat saa mange penge ved sjørøveri, og bestemte sig pludselig til at bli av med dem allesammen. Ekscentrisk hadde han altid været; men paa sine gamle dage maa han være blit en smule sindssvak. Ialfald har denne gudfrygtige kamerat hat en ganske merkelig indflydelse over ham. Gamle «Granit» begyndte ivrig at realisere sine skatter. Alt skulde gjøres om i juveler. Hans første tanke var paa grund av hans religiøse mani at sænke det hele paa havets bund. Men det synes som han i sidste øieblik har skiftet mening. Og saa sætter han sig til at utføre en plan saa merkelig som vel mulig. Istedenfor at sænke sine kostbarheter paa havets bund, bestemte han sig til at skjule dem paa forskjellige steder og arrangere en indirekte række med «nøkler» som skulde føre til skjulestederne. Det er klart at hvad han vilde, var at gjøre det saa vanskelig at finde skatten, at der trængtes den høieste grad av taalmodighet og en søken hele verden over, om der skulde være haab om at finde den. Jeg tænker ogsaa den gamle fyr har ment at den som tilslut fandt skatten, maatte være en saare ihærdig mand, vel værdig til at opnaa en saadan belønning. Ingen kan jo saa nøie vite hvad der gik igjennem den snurrige gamle fyrs hode. Jeg tænker mig bare det har været noget slikt.

Men én ting var det at utarbeide en saadan plan, en anden at utføre den. Granit-Girdlestone brukte aar før han kunde faa alt arrangert som han vilde. Først gjorde han en hemmelig reise og skjulte selve skatten, som han efter mange overlægninger placerte paa en liten, ikke kartlagt ø i det nordlige Atlanterhav. Saa la han ivei med at sprede «nøklerne» til at finde stedet rundt om paa de forskjelligste steder i verden.

Hvad han gjorde, var altsaa at vælge et sted, og saa faa en av sine officerer eller sjøfolk til at nedsætte sig der, idet han gav dem nok penger til at kunne komme godt igang med en eller anden bestilling. Enhver av disse fik en «nøkkel» som de skulde ta i forvaring til gjengjæld for de penge gamle «Granit» sendte over til dem. Og naar de døde, skulde de overgi «nøkkelen» til sin søn eller nærmeste slegtning. Hvis en familie døde ut, skulde «nøkkelen» gaa over til en anden familie, og saaledes videre, indtil nogen med den nødvendige fuldmagt kom og fordret hemmeligheten utlevert.»

Ved dette punkt i fortællingen saa Sir Ralph over til Dale og sa smilende: «Jeg ser hvad De tænker; hvorfor i alverden har ikke De selv gjort fordring paa skatten istedenfor at sitte og fortælle mig alt dette?»

Dale lo. «Ganske rigtig. Jeg tænkte noget slikt: men jeg vilde ikke forstyrre Dem, da jeg var altfor interessert.»

«Det glæder mig at jeg ikke har trættet Dem,» bemerket Sir Ralph, og fortsatte saa: «Jeg har virkelig en grund hvorfor jeg ikke personlig har brydd mig om denne skat. For det første sitter jeg meget godt i det. Selve pengene frister mig ikke, og jeg har altid tænkt at jeg helst vilde la dem være hvor de var. Jeg liker aldeles ikke den maate hvorpaa de er vundet, og derfor har jeg ikke ønsket at gjøre noget for at faa dem. Og noget lignende tænker jeg andre i familien før mig har tænkt, siden ingen av os har rørt en finger for at prøve paa at kræve disse penger.

Men nu,» sa Sir Ralph og blev alvorligere, «nu er der opstaat en ny situation. For et par aar siden var jeg i New York og støtte der paa en tysker, en rigtig fiks fyr, som gik under navn av professor Schultz. Siden er jeg kommet efter at han har paatagne navn i dusinvis og er helt igjennem en kjeltring. Han er høi, igrunden staut at se paa, med et busket, sort skjeg og nogen smaa, eiendommelig gjennemtrængende øine.

Nu, da jeg traf ham, gav han sig ut for astronom, Gud vet av hvilken grund.

Saa maa jeg heller ikke glemme at fortælle at han reiste over med mig paa samme baat i november, ikke nu sidste aar, men forrige.

Han var meget underholdende, rigtig en morsom fyr at være sammen med. Saamen, vi blev saa gode venner ombord at jeg paa flyende flekken inviterte ham til mig i julen. Han kom naturligvis, og uten at ane det dumpet jeg midt oppi det med en kjeltring.

Da det var i juleferierne, hadde jeg mine to gutter, Jack og Tony, hjemme, og nu kom de ogsaa ind i historien om familieskatten. For flere aar siden, før min hustru døde, hadde hun fortalt smaagutterne noget av denne romantiske historie om skatten. Efter dette hadde de naturligvis stadig plaget mig for at faa vite mere. Og netop den julen da tyskeren var hos os, lovte jeg at jeg vilde fortælle dem resten. De var jo store gutter nu, og jeg var blit kjed av stadig at si nei.

Saa en eftermiddag, her i hallen, fik de historien. Jeg fortalte dem forresten ikke alt; det syntes jeg ikke var rigtig; men de fik vite de vigtigste ting, mens jeg beholdt en hel del detaljer. Jeg husker at jeg hadde holdt mig inde et par dage paa grund av reumatisme, som jeg ofte faar naar jeg har gaat for meget paa jagt i fugtig veir. Den eftermiddag jeg taler om, var gutterne og jeg saa godt som alene i huset, alle de andre var ute paa jagt eller for at spille golf.

Jeg skulde gjerne ha svoret paa at der ikke var en sjæl i huset foruten os mens jeg fortalte gutterne historien; men efter hvad jeg siden fik høre, maa denne tyske skurken ha lyttet. Ved at spørre mig for, fik jeg vite at man trodde han hadde været paa sit værelse den eftermiddagen. Jeg formoder at han virkelig har listet sig nedover trapperne til han kom saa nær at han kunde høre mig, og saa har lyttet uten at bli set.

Men jeg hadde ingen anelse om dette dengang. Det var ikke før flere maaneder senere, da jeg talte med en ven som jeg trygt tør stole paa, og som netop var kommet tilbake fra nordøstkysten av Syd-Amerika. Han fortalte at en mand som nøiagtig svarte til tyskerens utseende, var gaat ut paa en ekspedition for at finde en skjult skat paa en viss ø.

Nu var det snart gjort at lægge sammen to og to. Og efter hvad jeg fandt ut, syntes det utvilsomt at fyren var paa spor efter skatten. Han hadde hørt saa meget av hvad jeg fortalte gutterne, at han kunde finde ut øens beliggenhet. Og saa kan de forlate Dem paa jeg ikke var sen om at foreta flere undersøkelser. Jeg kom da ogsaa efter at «professor Schultz»s ekspedition hadde været forgjæves. Han kom tilbake fra øen uten nogen skat, hvilket øiensynlig var en stor skuffelse. Mine undersøkelser førte ogsaa til andre oplysninger, nemlig at den elskværdige «professor» var et av de vigtigste medlemmer i en bande internationale svindlere og hemmelig sammensvorne.

Førend han begyndte at dyrke mit bekjendtskap, maa han uten tvil ha hørt noget av historien om den skjulte skat. Og jeg tænker at hvemsomhelst som gider gjøre historiske studier i de spanske besiddelser, vilde faa høre litt om hvorledes gamle Girdlestone hadde anbragt sin formue. Sikkert er det ialfald at han med hensigt dyrket mit bekjendtskap. Men det fryder mig at vite at denne kjeltringen som hadde lyttet utenfor min dør, reiste forgjæves. Det er ikke saa vanskelig at finde øen, ser De. Det er bare at reise til mundingen av den store flod Omano, og saa styre en viss kurs indtil man er likeoverfor øen. Men gamle «Granit» var en gløg fyr. Han skjønte godt at det at finde øen var temmelig uvigtig; naar man ikke hadde de andre nødvendige «nøkler», kunde man gjerne tilbringe aar paa øen uten at bli klokere paa skatten.

Et faktum er det, at før nogen kan gjøre sig haab om at finde skatten, maa man være kommet i besiddelse av fire vigtige «nøkler». For at faa den ene, maa man til det sydøstlige Arabien; den anden faar man paa en ø i det Indiske Hav; den tredje paa en anden ø, denne gang i det sydlige Stillehav. Den fjerde maa man finde paa kysten av Kalifornien. Naar den som søker, kommer til disse steder, maa han opsøke den mand som har «nøkkelen». Han vil enten være en efterkommer av den som først blev betrodd hemmeligheten, eller tilhøre den familie til hvem disse maatte ha overdraget «nøkkelen». Til denne maa man saa si visse ord, som tilsammen danner en sætning. Man maa ogsaa vise ham noget -- et tegn. Saa vil han svare med ett ord -- bare ett eneste ett. Det er hele hemmeligheten, at enhver av disse fire har hvert sit ord, bare ett, altsaa. Men disse fire ord skal, naar man engang har faat dem, danne den sætning som aabenbarer hemmeligheten om paa hvilket sted skatten ligger skjult paa øen. Meget sindrig, ikke sandt?»

«Overordentlig,» svarte Dale.

Sir Ralph fortsatte: «Nu kan altsaa tyskeren ikke ha hørt alt det jeg fortalte mine gutter den dag. Alt hvad han vet, er sikkerlig bare hvorledes han skal finde frem til øen, og saa navnet paa et av de steder hvor «nøklerne» er, nemlig det i Arabien. Jeg er viss paa at han maa ha hørt det, fordi en opdager som jeg kjender, nylig kom hjem fra en studiereise i Arabien, og fortalte at en mand som sikkert maa ha været vor tysker, hadde gjort en mængde forespørsler i en viss bys handelskvarter.

Naturligvis vil ikke Schultz med sin nydelige bande i ryggen opgi saken. Det gjælder altfor mange penge til det. Han vil være istand til hvadsomhelst for at opnaa flere oplysninger, og jeg tviler ikke et øieblik paa at han ikke vil betænke sig paa at bruke voldsomme midler, hvis han tror det vil hjælpe ham til at naa maalet.»

Sir Ralph var meget alvorlig da han sa:

«Det er nu blit klart for mig hvad jeg har at gjøre. Jeg har lagt min plan.»

«Jeg tror jeg har gjettet den,» sa Dale rolig. «De vil selv ta ut og lete efter skatten.»

«Ganske rigtig. Ikke fordi jeg behøver pengene, men fordi jeg ønsker at sætte en stopper for at disse kjeltringerne skal faa snuset op hemmeligheten. Og nu er jeg kommet til det punkt som jeg vet vil interessere Dem overordentlig,» sa Sir Ralph og tændte en ny cigar.

«Det er netop hvad jeg har sittet og ventet paa,» svarte Dale. «Og jeg vil si Dem,» tilføiet han hjertelig, «at hvis De kan bruke mig her, saa vil jeg hjælpe Dem av alle kræfter. Det er hvad jeg foreløbig kan love.»

«Godt,» sa Sir Ralph og nikket bifaldende. Saa fortsatte han livlig: «De fortalte mig for en maaneds tid siden at De holdt paa at gjøre tegning til et aeroplan av en aldeles ny type. Meningen var, tror jeg, at det skulde kunne flyve lange avstande uten at gaa ned, og ogsaa kunne bære en del fragtgods, om det behøvdes?» Han stanset og saa spørgende paa Dale.

«Ja, og aeroplanet er tegnet,» svarte Dale. «Merkelig nok talte vi om den netop idag, og sa at vi haabet at kunne begynde med den nu straks.»

«Se det!» Sir Ralph saa straalende ut, og var meget ivrig da han spurte: «Hvis De tillater det, vil jeg bestille dette aeroplan til den første reise.»

Dale bøide sig fremover: «De mener?»

«Jeg mener akkurat dette: en luftreise rundt jorden for at søke efter de omtalte «nøkler» og finde ut hemmeligheten med den begravne skat.»

«Ved Jupiter!» var alt hvad Dale fik sagt.

«Spørsmaalet er nu,» fortsatte Sir Ralph, «kan Deres aeroplan gjøre dette?»

«Det har jeg ikke spor av tvil om,» svarte Dale. «Vi blir nødt til at øke dens bensin- og oljebeholdning; men det kan gjøres.»

«Godt. Jeg vil leie aeroplanet og bære alle omkostninger,» sa Sir Ralph bestemt.

Men her protesterte Dale: «Nei, det vil bli et saa storartet eksperiment, at jeg vil skaffe Dem aeroplanet uten nogen omkostninger. Siden kan vi jo dele utgifterne.»

«Naa, jaja,» svarte Sir Ralph, «det kan vi jo snakke om siden.»

«Og nu gjælder det for mig,» sa Dale, «at se over tegningerne til aeroplanet igjen. Jeg har dem i min pult. Og saa vil jeg, hvis De tillater det, be mine to nærmeste venner, Kerr og Longley, at komme herover og hilse paa Dem. Ved Jupiter!» han saa paa sit ur, «klokken er 12. Da maa jeg øieblikkelig avsted.»

«Vent et øieblik; jeg maa faa gi Dem en ny cigar.» Sir Ralph aapnet kassen. «Aa, der er ikke flere.»

Han fór op, men istedenfor at ringe, gik han raskt over til en portiere som hang mellem hallen og en lang gang ned til tjenernes værelser.

Han puffet utaalmodig portieren tilside, tok saa to skridt tilbake, maalløs av forbauselse.

Like bak portieren stod tjeneren Simmonds, stum og sfinxlignende. Hans bleke, glatrakede ansigt var aldeles ubevægelig; der var bare et underlig glimt i øinene.

KAPITEL IV.

En tyv i natten.

«Simmonds, hvad i alverden --»

Sir Ralphs stemme var bydende, og hans skarpe graa øine saa forbauset spørgende paa ham.

Men tjenerens ansigt viste bare den mest uttryksløse høflighet idet han traadte frem foran portieren.

«Undskyld at jeg skræmte Dem, Sir.» Stemmen var aldeles rolig. «Jeg kom just for at spørre om det var noget De manglet.»

Sir Ralph saa igjen granskende paa ham. Men han var fremdeles like ubevægelig og korrekt alvorlig.

«Godt.» Sir Ralph var litt kort. «Telefoner til garagen efter hr. Dales bil, og la os saa faa nogen flere cigarer.»

«Øieblikkelig, Sir.» Og tjeneren trak sig langsomt og aldeles fattet tilbake.

Sir Ralph saa paa Dale og slog op en liten latter. «Vet De, jeg tror jeg begynder at bli en smule nervøs i anledning av denne affæren med skatten. I det samme jeg saa Simmonds staa der bak portieren, fór det et øieblik gjennem mig at han lyttet, likesom den kjeltringen av en tysker.»

Dale saa forskrækket ut. «Han ser da saa tilbakeholden og velopdragen ut. Har De hat ham længe?»

«Nei, ikke mer end nogen faa maaneder. Men jeg husker at han hadde de aller bedste anbefalinger.»

Dale nikket, men saa fremdeles litt betænkelig ut. I det samme kom tjeneren ind igjen og bevæget sig langsomt over gulvet med et bret i haanden. Hans ansigt var nu fuldstændig uttryksløst som en maske.

«Cigarer, Sir.» Det lød rolig og ærbødig. Han satte brettet ned og forsvandt lydløst.

Dale tok en cigar og tændte den uten at si noget, tilstod saa med et smil: «Jeg liker ikke det kastet med øinene paa den fyren. Det er noget saa eiendommelig ved det.»

«De har ret, Dale,» sa Sir Ralph smilende. «Men en mand behøver jo ikke absolut være en skurk, fordi om han skjeler litt, hvad?»

De lo begge. I det samme hørte de Dales motor utenfor.

«Farvel, Sir Ralph,» sa flyveren. «Jeg vil gaa like paa den sak vi har talt om. Saa kan vi senere gaa alt nøiere over. Jeg vil først gjøre en beregning og skrive den ned.»

«Det er udmerket,» svarte Sir Ralph. «Imidlertid, ikke et ord til nogen!»

«Selvfølgelig ikke. Stol bare paa mig, Sir Ralph.»

«Det vet jeg at jeg kan,» var svaret.

Dagen efter, søndag, sat Dale i sit hyggelige lille hjem like ved aeroplan-verkstedet, sammen med Kerr og Longley, som efter hans indbydelse var kommet indom for at faa en røk og en passiar sammen med ham.

Det var blit sent; den lille salong var fuld av cigar- og cigaretrøk, men de tre venner lot ikke til at tænke paa opbrud. Det var ikke saa ofte de hadde tid til lange personlige konferanser.

Dale hadde, uten at røbe reisens egentlige maal, sittet og fortalt de to andre om Sir Ralphs storartede plan, en jordomseiling pr. aeroplan.

«Naturligvis er det en voldsom historie at begi sig ut paa,» sa Dale, «og jeg sa selvfølgelig ikke paa staaende fot at vi kunde paata os den. Jeg maatte tale med dere først. Men min mening er, at om vi kunde gjøre noget slikt, saa vilde det være en førsterangs reklame for vor nye flyvemaskine, noget absolut overbevisende, om det lykkedes.»

Longley nikket bifaldende og fyldte sin uundværlige pipe paany.

Kerr la ansigtet i de mest eftertænksomme folder. Om litt kom det: «Hvad den slags aeroplaner angaar, saa er alt i orden; de vil flyve hvor længe det skal være. Det behøver vi ikke ha nogen bekymring for. Men det vanskeligste punkt er om vi kan faa med nok brændsel. Hvis vi f. eks. brukte et aeroplan som er bestemt, la os si for 12 personer, men bare tok 6 med, burde vi ha plads nok i tankene for bensin og olje til adskillige tusen kilometers fart uten at lande.»

Longley, som nu hadde faat tændt sin pipe, gav ogsaa sit besyv med:

«Farten er naturligvis i dette tilfælde det avgjørende. Jeg regner at vi med vort system, som tillater en mindsken av bæreflaterne under flugt, burde kunne gjøre litt mere end 160 km. i timen. Det er en svær fart, selvfølgelig, men jeg tror at aeroplanet vil kunne klare den. Og du vet, Dale, at et aeroplan som flyver med den fart, burde kunne bane sig vei uhindret av al slags vind.»

«Det er saa,» sa flyveren samtykkende. «Man maa ha ordentlig fart i storm. Apropos, Longley,» tilføiet han, «viser de utkast som jeg har i min skuffe paa kontoret, din sidste opfindelse med hensyn til at «reve» aeroplan-vingerne?»

«Nei, ikke som noget færdig resultat,» var svaret. «De utkast som vi la ned i din pult, gjælder en tidligere type. Det aeroplanet kunde ikke gaa med saa stor fart som det sidste jeg har utarbeidet. Jeg tror virkelig ikke at det vilde klare mer end omkring 120 km. i timen. Men med dette nye system» -- Longley blaaste ut en hel sky med røk --«burde vi, naar motoren var drevet op til det yderste, kunne præstere som maksimum noget slikt som en 230 km. i timen. Men selvfølgelig, det vilde ogsaa være grænsen.»

«Ved Jupiter!» utbrøt Dale, «dette er imponerende. Hvis vi kan omgjøre denne flyvemaskinen til en virkelig praktisk passager-befordrer -- da vil du minsandten snart kunne flotte dig med et hus i Park Lane, Kerr!»

Ingeniøren sa smilende idet han saa paa sine svære arbeidsnæver: «Et hus i Park Lane er ikke netop i min genre. Et net litet hus paa landet et sted, med et idealt verksted til at arbeide i, vilde --»

«Bli flere motorer!» avbrøt Dale ham leende.

Slik fortsattes passiaren. De tre var gode kamerater og nød en god spøk likesaa godt som de alvorlige planer om den storartede flyvetur.

Røken laa nu som tyk taake over hele værelset. Da klokken slog 2, ropte Dale: «Ved Jupiter! Vi er værre end de værste sladresøstre til at dra tiden ut. Tør jeg spørre om ingen av dere føler trang til at lægge sig?»

«Ikke jeg for min part,» svarte Longley, og da Kerr nikket samtykkende, tilføiet Longley:

«Hvad jeg hadde lyst til, Dale, var at gaa indom fabrikken paa hjemveien og faa de utkastene i pulten din. Jeg tror det vilde være fornuftig at se dem igjennem litt nu mens vi har alt dette i hodet endnu. Jeg kunde ta papirerne med mig hjem og gaa igjennem dem imorgen tidlig før jeg kommer paa fabrikken.»

«Det var en god idé,» svarte Dale. «Jeg vil gaa med. Litt frisk luft var ikke av veien.»