# Jenny: Roman

## Part 19

Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/jenny-roman-32245/index.md

«Jeg vet ikke rigtig endda. Du mener vel med -- barnet? La det bli hos frau Schlessinger kanske -- indtil videre. Hun vilde nok gi det ordentlig stel. -- Eller adoptere det» -- hun lo. «Man adopterer jo sommetider saanne barn. Du vet, jeg kunde kalde mig _fru_ Winge -- og blaase i hvad folk tænker --»

«Du er altsaa fast bestemt paa -- som du skrev -- at avbryte enhver forbindelse med -- vedkommende mand?»

«Ja,» sa hun haardt. «-- Det er ikke ham, som jeg var -- forlovet med,» føiet hun til om en stund.

«Naa gudskelov!» Det kom saa hjertelig, at hun uvilkaarlig smilte litt. «Ja vet du hvad Jenny, han var sgu ikke noget at reproducere -- for dig ialfald. Han har forresten tat en doktorgrad, saa jeg forleden. -- Naaja, saa kunde det altsaa været værre -- jeg var ræd jeg, ser du --»

«Det er hans far,» sa hun pludselig.

Heggen braastanset.

Da hun brast ut i graat, vildt og skjærende, tok han om hende, og han la sin haand om hendes kind, mens hun blev ved at hulke ind til hans skulder.

Hun gav sig til at fortælle, mens de stod slik. Engang saa hun op i hans ansigt -- det var ganske blekt og fortrukket -- saa graat hun paany.

Da det var over, løftet han hendes hode et øieblik:

«Herre Jesus, Jenny -- har du hat det slik! Jeg begriper ikke --»

* * *

De gik tause indover mot byen igjen.

«Ta og reis med mig til Berlin,» sa han pludselig bestemt. «Jeg taaler ikke at tænke paa --. Det gaar ikke an, at du skal gaa alene her og gruble paa dette --»

«Jeg er næsten holdt op at gruble,» hvisket hun træt.

«Der er ingen mening i det!» Han brøt ut saa voldsomt, at hun stanset. «De bedste av dere gaar det slik! Og vi aner ikke, hvordan dere har det! Der er ingen mening i det --!»

* * *

Heggen blev tre dage i Warnemünde. Jenny begrep neppe selv, hvorfor hun var saa meget bedre tilmote efter hans besøk. Men den ulidelige følelse av ydmygelse var borte -- hun kunde ta sin tilskikkelse meget mere rolig og naturlig nu.

Og frau Schlessinger gik rundt og smilte glad og underfundig, tiltrods for at Jenny hadde forklaret, at den herre var hendes fætter.

Han hadde tilbudt at sende hende sine bøker, og der kom en hel kasse av dem, og blomster og konfekt til jul. Hver uke skrev han lange breve om løst og fast, med utklip av norske aviser. Til hendes fødselsdag i januar kom han op selv og var i to dage, efterlot etpar av julens nye norske bøker.

Men like efter hans sidste besøk blev hun syk. Og hun var elendig, daarlig, forpint og søvnløs utover i den sidste tid. Før hadde hun tænkt svært litet paa selve fødselen og ikke gruet for den. Nu, under de stadige smerter grepes hun av en forfærdelig rædsel for det, hun maatte igjennem. Saa da den tid kom, at hun blev liggende, var hun aldeles utslitt av angst og søvnløshet.

Det blev en haard fødsel. Og Jenny var nærmere død end liv, da lægen, som var blit hentet fra Warnemünde, endelig stod med hendes gut i sine blodige hænder.

VI.

Jennys søn levet i seks uker -- nøiagtig fire og firti og en halv dag, sa hun bittert til sig selv, naar hun tænkte om og om igjen paa den korte tid, hun hadde visst, hvad det var at være lykkelig.

Hun graat ikke de første dage efter -- men hun gik omkring det døde barn og ynket sig dypt nede i strupen. Og hun tok det op og kjælte:

«Lillegut -- mors lille lille deilige gut -- du faar ikke lov, -- hører du -- lillegut kan ikke faa lov til at være død, kan du vel skjønne --»

Gutten hadde været liten og skrøpelig, da han kom til verden. Men baade Jenny og fru Schlessinger hadde syntes, han trivdes og kom sig saa storartet. Saa blev han syk en morgen og døde ved middagstid.

Da han var begravet, gav hun sig til at graate, og saa kunde hun ikke stanse. Hun hulket ustanselig næsten, nat og dag, i uker efterpaa. Syk blev hun ogsaa -- fik betændelse i brysterne, saa fru Schlessinger maatte hente lægen, som skar hende. -- Og de legemlige smerter og fortvilelsen i hendes sjæl løp sammen til et, de forfærdelige febernætter.

Frau Schlessinger laa i værelset ved siden av. Og naar hun hørte de underlig dyriske, kvalte klagelyd inde fra den unge pikes værelse, trillet hun forfærdet ind og sat paa en stol foran sengen: «Um gotteswillen, Fräulein --»

Hun stelte med Jenny, og hun klappet hendes magre, klamme hænder med sine tykke, varme. Og hun formante. Det var guds vilje, og det var kanske det bedste baade for gutten og for frøkenen. Frøkenen var jo saa ung endnu --. Selv hadde frau Schlessinger mistet begge sine barn -- den lille Bertha, da hun var to aar, og Wilhelm, da han var fjorten -- saan kjæk gut --. Og de var endda født i lovlig egteskap og skulde været hendes alderdoms støtte -- men denne lille her, han hadde jo da bare været en lænke om foten paa frøkenen -- frøkenen, som var saa ung og pen. Ak gud ja, visst hadde han været søt, den lille engelen, ja det var tungt nok. -- Sin mand hadde frau Schlessinger ogsaa mistet -- ja. Og der var mange av Jennys lidelsesfæller, som frau Schlessinger hadde hat i huset, og barna var døde -- ja nogen hadde været glad til, nogen hadde likefrem sat dem bort for at bli av med dem -- ja det var fælt, men hvad skal man si? Og nogen hadde grætt og jamret som Jenny nu -- men de kom over det med tiden; baade den ene og den anden var gift nu og hadde faat det godt --. Men maken til fortvilelse som paa frøkenen hadde hun aldrig set -- Herregott im Himmel --.

At fætteren var reist sydover, først til Dresden og siden til Italien, like i de dage gutten døde, tilskrev frau Schlessinger i sit hjerte en stor del av Jennys fortvilelse. -- Jaja, saan var de nu engang, mandfolkene --.

Uopløselig forbundet med mindet om disse vanvittige kvalfyldte nætter var siden for Jenny billedet av frau Schlessinger, som sat der paa taburetten foran sengen, mens lampelyset brøt i taarerne, som piblet ut av hendes smaa snille øine og dryppet ned over hendes runde røde kindboller. Og hendes mund, som ikke stod et øieblik, og hendes lille graa flette, som strittet, og hendes hvite nattrøie med takkelidserne og hendes underskjørt av rosa og graastripet flonel med de broderte tunger forneden. -- Og det lille værelse med gipsreliefferne i messingrammer.

Hun hadde skrevet til Heggen om sin store lykke. Og han hadde svart -- vilde gjerne kommet op og set paa gutten, men reisen var lang og dyr og han skulde bryte op til Italien desuten. Velkommen efter med prinsen og tillykke med ham! -- Da barnet døde, var Heggen i Dresden; hun fik et langt og vakkert brev fra ham.

Til Gert hadde hun skrevet nogen linjer, saasnart hun orket. Hun opgav samtidig sin adresse, men bad ham ikke komme før til vaaren -- da var lillegut blit stor og pen. Nu kunde nok bare hans mor se, at han var deilig. -- Da hun var oppe igjen, skrev hun et længere brev.

Den dag, barnet var blit begravet, skrev hun igjen og meldte i faa ord dets død. Samtidig skrev hun, at hun reiste sydover samme aften og at han ikke maatte vente at høre fra hende, før hun var blit litt roligere: «Du skal ikke ængste dig for mig,» skrev hun, «jeg er forsaavidt noksaa rolig og fattet nu og, men grænsesløst bedrøvet naturligvis.»

Dette brev krydset et fra Gert Gram. Hans lød:

Min lille Jenny!

Tak for dit sidste brev. Allerførst vil jeg sige dig, da det synes, som du gjør dig bebreidelser i anledning dit forhold overfor mig -- kjære lille pige, jeg gjør dig ingen saadanne, og det maa du hellerikke gjøre dig selv. Du har jo aldrig været andet end god og blid og kjærlig mod din ven. Aldrig vil jeg glemme din ømhed og din varme i den korte tid, du elske de mig -- din søde ungdom og din fine og blide hengivenhed i vor korte lykkes dage.

Vor lykke maatte blive kort; det burde vi vel vidst begge. Jeg _burde_ vidst det -- du _kunde_ vel have vidst det, dersom du havde tænkt; men hvad tænker to mennesker, som drages mod hinanden? At du en dag ophørte at elske mig, tror du jeg bebreider dig det? Fordi om det voldte mig den bitreste lidelse i mit forøvrig ikke meget lykkelige liv -- dobbelt bitter for mig, da jeg samtidig fik vide, at vort forhold havde faaet følger, som du vilde have at bære gjennem hele dit.

Og nu ser jeg altsaa af dit brev, at disse følger, hvorover jeg sikkert har været meget mere fortvivlet end du, hvad du end kan have gjennemgaaet af bekymringer og legemlig lidelse, dog har bragt dig en dybere glæde og lykke end noget, du før har mødt i dit liv. At moderglæden helt fylder dig med fred, tilfredshed og livsmod, saaat du mener, med dit barn i armene vil du have styrke til at møde alle vanskeligheder, økonomiske som sociale, som fremtiden vil kunne bringe en ung kvinde i din stilling. At du skriver dette, gjør mig mere glad, end du kan ane. For mig er dette atter et bevis paa tilstedeværelsen af hin evige retfærdighed, som jeg ikke tvivler paa. For dig, som tog feil, bare fordi dit hjerte var varmt og ømt og tørstede efter ømhed, vil netop denne feiltagelse, der har bragt dig saa fortvivlede timer, til slutning bringe alt det, du higede efter, bedre, smukkere og renere end du vel nogensinde før har drømt om, nu da dit hjerte helt er fyldt af kjærligheden til dit barn, og siden endnu mer, naar den lille gutten vokser til, begynder at kjende sin mor, hænge efter hende og kan gjengjælde hendes kjærlighed, sterkere og dybere og mere bevidst for hvert aar, som gaar.

Og for mig, som tog mod din kjærlighed, skjønt jeg burde vidst, at et kjærlighedsforhold mellem os var umulig og unaturlig -- for mig har disse maaneder bragt usigelig lidelse og sorg -- og savn, Jenny, et savn, som du ikke kan gjøre dig forestilling om, savnet af dig, af din ungdom, af din skjønhed, din velsignede kjærlighed. Og hvert mindste minde om disse ting har været forbitret af anger -- dette stadige nagende spørgsmaal, hvor kunde jeg lade hende gjøre det, hvor kunde jeg tage mod det, hvor kunde jeg tro paa en lykke for mig selv med hende? Ja Jenny, for jeg har troet paa det, saa vanvittig det høres ud, fordi jeg følte mig saa ung sammen med dig. Husk at min egen ungdom gik jeg glip af, alt mens jeg var langt yngre end du er nu; en ungdoms glade arbeidsliv og glade elskovslykke fik jeg ved egen skyld ikke smage. Og dette var hevnen. Min døde ungdom kom og spøgte, da jeg saa dig -- mit hjerte følte sig ikke ældre end dit. Og Jenny, intet i verden er forfærdeligere end det, at en mand er gammel og hans hjerte er ungt.

Du skriver, at du vil gjerne engang senere, naar gutten er blevet lidt større, at jeg skal komme og besøge dig og se vort barn. Vort barn -- det er en saa urimelig tanke. Ved du, hvad jeg stadig maa tænke paa? Kan du huske den gamle Josef paa de italienske alterbilleder, han som altid staar ude i baggrunden eller ved en side, og ømt og sørgmodig betragter det guddommelige barn og dets unge og deilige mor, disse to, som helt er optagne af hinanden og slet ikke ænser hans nærvær. Kjære Jenny, misforstaa mig ikke, jeg ved jo, at det lille barn, som nu ligger paa dit fang, ogsaa er mit kjød og blod, og dog -- naar jeg tænker paa dig, som nu er mor, da føler jeg mig som den stakkars gamle Josef udenfor.

Men derfor skal du heller ikke have mere betænkeligheder ved at tage mod navnet af min hustru og den beskyttelse for dig og dit barn, som ligger deri, end Maria havde ved at betro sig til Josef. Egentlig synes jeg ikke engang, det er ganske rigtig af dig overfor barnet vilkaarlig at berøve det dets fars navn, som det dog har ret til -- du kan ha saa megen selvtillid du vil. En selvfølge er det, at du ved et saadant ægteskab vedbliver at være lige fri og ubunden som nogensinde, og at det ogsaa naarsomhelst du maatte ønske det, skal blive legalt ophævet. Jeg beder dig indstændig om at overveie dette. Vi kan blive viede i udlandet, om du ønsker det kan allerede nogle maaneder efter skridt til dets ophævelse foretages, og du behøver aldrig at vende tilbage til Norge, endsige bo under tag med mig.

Om mig selv er ikke stort at fortælle. Jeg har disse to smaa værelser heroppe paa Hægdehaugen lige i nærheden af den løkke, hvor jeg er født og har levet til mit tiende aar, da min far kom som foged til Numedal. Fra mit vindu ser jeg toppene af de to store kastanjetrær udenfor indgangsdøren til mit barndomshjem. De er ikke synderlig forandret. Heroppe begynder allerede aftenerne at blive lange og lyse og vaarlige og de tegner sine nøgne, brune kroner mod den bleggrønne himmel, hvor enkelte gyldne stjerner funkler i den skarpe, klare luft. Kvæld efter kvæld sidder jeg her ved mit vindu og stirrer didover og drømmer og mindes mit hele liv. Ak Jenny liden, hvor kunde jeg nogensinde glemme, at der laa et helt liv, et liv, næsten dobbelt saa langt som dit, og mere end den halve del henlevet i uafbrudt ydmygelse, nederlag og smerte -- mellem dig og mig.

At du tænker paa mig uden vrede og bitterhed, er mere end jeg havde haabet og ventet. Den lykke, som aandet gjennem hver linje i dit brev, har gjort mig saa usigelig godt. Gud velsigne og bevare barnet og dig; al lykke i verden ønsker jeg over dig og over det. Jeg holder saa usigelig meget af dig, du lille Jenny, som var min engang.

Din hengivne

Gert Gram.

VII.

Men Jenny blev boende hos frau Schlessinger. Der var billig -- og hun visste ikke, hvor hun skulde gjøre av sig heller.

Der kom vaar i luften, og over den vældige aapne himmelkuppel drev tunge, solbræmmede skyer, som brandt i guld og blod og speilet sig i det urolige hav om kvelden, naar hun gik ute paa moloen. Og de triste og mørke flater indover blev lysegrønne, og poplerne blev brunrøde av unge skud og duftet lindt og lunt. Langs jernbanedæmningen myldret der frem violer og smaa hvite og gule blomster. Og tilsidst blev sletten yppig og grøn, og det vældet av farver langs grøftekanterne, og svovlgul iris og store hvite skjærmplanter stod og speilet sig i torvmyrernes vandhuller. En vakker dag drev der utover landet søt høiduft, som blandet sig i den salte tarelugt fra stranden.

Badehotellet blev aapnet og der kom sommergjester i de smaa huser ved moloen. Der vrimlet av barn paa den hvite strandbred; de rullet sig i sandet og plasket barbent utover i vandet, og mødre og barnepiker og bonner i Spreewalderdragt sat og sydde og saa efter dem i græskanten. Badehusene var kjørt ut i vandet, og smaa tyske bachfischer skrek og hujet derute. Og der kom lystseilere til moloen og besøk fra byen og om kvelden var der dansemusik paa badehotellet og fuldt av spaserende i den lille furuplantage utenfor, hvor Jenny hadde ligget tidligere paa vaaren i det strie græs og lyttet til bølgeslaget og suset av vinden i de forblaaste kroner.

En og anden av damerne sendte et interessert og deltagende blik efter hende, naar hun gik veien langs badestranden i sin sorte og hvite sommerkjole. Badegjesterne i byen hadde naturligvis faat vite, at det var en ung norsk pike, som hadde faat et barn og sørget saa forfærdelig over dets død. Og nogen var der jo, som fandt det mere rørende end skandaløst.

Forresten gik hun oftest indover landet; der kom aldrig sommergjesterne. En sjelden gang gik hun helt ind til kirken og kirkegaarden, hvor gutten laa. Hun sat og stirret paa graven, som hun ikke hadde latt gjøre noget ved, og hun kunde lægge paa den nogen vilde blomster, hun hadde plukket paa veien, men hendes fantasi negtet at sætte den lille graa muldhaug, hvor ugræs og straa skjøt op, i forbindelse med hendes lillegut.

Om kvelden sat hun paa sit værelse og stirret i lampen -- med et haandarbeide, som hun ikke rørte. Og hun tænkte altid paa det samme -- husket de dage, hun hadde hat gutten -- den første tiden, den matte, fredelige lykke, mens hun laa og frisknet til -- siden, da hun sat oppe og frau Schlessinger viste hende tilrette med at bade og stelle og klæ og reve ham -- og da de reiste sammen til Warnemünde for at kjøpe fint tøi og blonder og baand, og hun kom hjem og klippet og sydde og tegnet og broderte -- gutten hendes skulde ha nogen fine klær istedetfor det tarvelige færdigkjøpte, hun hadde bestilt fra Berlin. Og en komisk havesprøite hadde hun kjøpt -- med avtrykningsbilleder paa det grønmalte blik: en løve og en tiger stod mellem palmer ved et himmelblaat hav og betragtet forfærdet de tyske panserkolosser, som dampet mot rikets afrikanske besiddelser. -- Hun hadde syntes, den var saa leven -- og lillegut skulde faa den og leke sig med, naar han blev stor nok -- om længe, længe. Først maatte han jo opdage mors bryst, som han nu bare blindt hugget sig fast i -- og sine egne smaa fingre, som han ikke kunde faa ut fra hinanden endda, naar han filtret dem sammen -- og om litt kunde han kjende mor, og titte efter lampen og mors ur, naar hun lot det dingle foran ham -- der var saa meget, som lillegut skulde lære. -- Aa gud.

I en skuf laa alle hans saker, og hun saa aldrig paa dem. Hun visste allikevel, hvordan hvert stykke saa ut og kjendte det i sine haandflater -- det glatte myke lin og det ru uld og den halvfærdige jakken av grøn flonel, som hun hadde brodert smørblomster paa -- den han skulde hat og kjøre ut med --.

Hun hadde begyndt paa et billede fra stranden med de røde og blaa unger paa den hvite sandstrand. Og et par av de deltagende damer kom bort og saa paa og forsøkte at indlede bekjendtskap: «Wie nett!» Men hun var misfornøiet med skissen og gad ikke gjøre den færdig, heller ikke begynde paa noget nyt.

* * *

Saa lukket badehotellet en dag, og det stormet paa sjøen og sommeren var forbi.

Gunnar skrev fra Italien og raadet hende til at komme dit. Og Cesca vilde ha hende til Sverige. Moren, som intet visste, skrev og begrep ikke, hvorfor hun blev der. -- Og Jenny tænkte paa at reise -- men hadde ikke tiltak. Skjønt der allikevel litt efter litt vaagnet en vak længsel. -- Hun blev nervøs selv, ved at hun gik slik og ikke kunde bestille noget. Hun maatte ta en bestemmelse -- om det saa bare var at springe ut i sjøen fra moloen en nat.

En kveld hadde hun tat frem kassen med Heggens bøker. Imellem dem var der et bind italienske digte -- Fiori della poesia italiana. Saan en utgave, som er beregnet paa turister -- i bind av lærmosaik. Hun bladet i den for at se, om hun hadde glemt alt sit italiensk.

Boken faldt op av sig selv paa Lorenzo av Medicis karnevalsvise -- der laa et sammenfoldet papir, beskrevet med Gunnars haand:

«Kjære mor -- nu kan jeg da fortælle dig, at jeg er lykkelig og vel ankommet til Italien og har det bra i alle maater, samt at --» resten av arket var overskrevet med gloser. Ved verberne var deklinationen skrevet op. Og der stod gloser i bokens marg -- tæt, tæt, langs det sørgmodig lystige karnevalsdigt --. «Hvor ungdommen er vakker -- som flygter straks» --.

Selv de mest almindelige ord var skrevet op. Gunnar maatte ha prøvet at læse det, straks han var kommet til Italien -- før han kunde noget av sproget. Hun saa efter paa titelbladet: G. Heggen, Firenze 1903 stod der. Det var før hun kjendte ham.

Hun bladet og læste her og der. Det var Leopardis hymne til Italien, som Gunnar var saa begeistret for. Hun læste den. Margen var svart av gloser og blækflekker.

Det var som en hilsen fra ham -- inderligere end nogen av hans breve. Han ropte paa hende, ung og sund og fast og virkelysten. Han bad hende komme tilbake til livet -- og arbeidet. Ja om hun kunde ta sig sammen og begynde at arbeide igjen. Hun maatte forsøke -- vælge, om hun skulde leve -- eller dø. -- Hun vilde ditned igjen, hvor hun engang hadde følt sig fri og sterk -- alene, bare med sit arbeide. Hun længtet efter det -- og efter vennerne, de paalidelige kamerater, som ikke kom hinanden saa nær, at det gjorde vondt, men levet side om side med hver sit eget -- og det som var deres alle -- tillid til sine evner, glæde ved sit virke. Og hun vilde se igjen landet dernede, fjeldlandet med de stolte og strenge linjer og de solsvidde farver.

Et par dage efter reiste hun til Berlin. Hun gik i byen nogen dage -- var paa gallerierne. Men hun følte sig træt og fremmed og vildfarende. Saa drog hun videre til München.

I Alte Pinakothek saa hun Rembrandts hellige familie. Hun tænkte slet ikke paa det som maleri -- saa bare paa den unge bondekone, som sat endda med serken trukket bort fra det melkespændte bryst og saa paa barnet sit, som var sovnet ind. Kjærtegnende tok hun om den ene lille bare foten hans. En styg liten pøbelunge var det, men struttende sund -- og han sov saa godt og var deilig og søt allikevel. Josef tittet paa ham over morens skulder. -- Men det var ingen gammel Josef, og Maria var ingen jordfremmed himmelbrud --. Det var en kraftig middelaldrende haandverksmand og hans unge kone, og barnet var deres begges lyst og glæde --.

Om kvelden skrev hun til Gert Gram. Et langt brev, ømt og bedrøvet -- men det var et farvel for bestandig.

Dagen efter løste hun billet direkte til Florens. I det første daggry sat hun ved kupévinduet efter en søvnløs nat paa toget. Vildbækkene sprutet hvitt nedover skoggrodde fjeldsider. Det lysnet mere og mere, og byerne hun kjørte forbi blev mere og mere italienske av karakter. Rustbrune og mosegyldne taksten, loggiar paa husene, grønne tremmejalousier mot rødgule murvægger, barokke kirkefacader, stenbroers buerækker ut i elven -- skilterne paa stationerne hadde tekst baade paa tysk og italiensk. Vigner utenom byerne, graa borgruiner paa fjeldknauserne --.

Ala. Hun stod ved toldskranken og saa paa de morgengrætne første- og andenklasses passagerer -- følte sig saa meningsløs glad. Hun var i Italien igjen. Tolderen smilte til hende, fordi hun var blond, og hun smilte tilbake, fordi han tok hende for et eller andet herskaps kammerjomfru.

Fjeldkjæderne vek til siderne, lergraa med blaa skygger i kløfterne, jordsmonnet lyste rustrødt og solen flammet hvitt og hett.

Men Florens var bitterlig kold og graa i novemberdagene. Træt og forfrossen drev hun omkring i byen en fjorten dages tid -- kold i sit hjerte mot al den skjønhet hun saa og melankolsk og motløs, fordi den ikke varmet hende som før --.

En morgen reiste hun til Rom. Markerne laa hvite av rim nedover gjennem Toskana. Utpaa dagen lettet frosttaaken og solen skinnet. Og hun saa igjen det sted, hun aldrig hadde glemt: Trasimenersjøen laa blekblaa med fjeldene i dis omkring. Ut i vandet skjøt en odde med en liten stengraa bys taarne og tinder. En cypresallé førte ditut fra stationen. --

Men til Rom kom hun i høljende regn. Gunnar var paa perronen og tok imot hende. Og han klemte hendes hænder, da han ønsket velkommen, og mens de skrumlet avgaarde i en drosche til det logis han hadde skaffet hende, i regnet, som plasket ned fra den graa himmel og op fra gatens brolægning, blev han modig ved at snakke og le --.

VIII.

Heggen sat ved yttersiden av marmorbordet og tok omtrent ikke del i samtalen. Av og til skottet han over til Jenny, som sat klemt inde i hjørnet med whisky og selters foran sig. Hun snakket overstadig muntert med en ung svensk frue tvers over bordet og tok ikke spor notis av sine sidekamerater, dr. Broager og den lille danske malerinde, Loulou von Schulin, som begge forsøkte at tiltrække sig hendes opmerksomhet. Heggen saa, hun hadde drukket formeget -- igjen.

De var en liten flok skandinaver og et par tyske, som hadde truffet sammen paa en vinkneipe og nu utpaa natten var havnet her i den inderste krok av en skummel kafé. Og selskapet var helt igjennem noksaa paavirket av alkohol og svært uvillig til at efterkomme vertens opfordringer om at gaa -- det var langt over hans lovlige lukketid, han fik tohundrede lires bøter -- ja sikkert!

Gunnar Heggen var den eneste, som mere end gjerne skulde set, at symposiet fik en ende. -- Han var den eneste ædru og i daarlig humør.

Dr. Broager anbragte hvert øieblik sin svarte mustasche paa Jennys haand. Naar hun trak den til sig, forsøkte han sig bare paa hendes nakne arm. Sin anden haand hadde han faat placert bak hende i sofaen, og de sat saa trangt der i kroken, at det var faafængt at forsøke at slippe fra ham. Forresten var ogsaa hendes motstand temmelig slap, og hun lo uforarget av hans nærgaaenhet.

«Uha!» sa Loulou von Schulin og trak skuldrene i veiret. «At De dog kan taale det! Synes De da ikke, han er ækkel, Jenny?»