Part 3

»Men jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre, og hvad jeg _kan_ gjøre,» raabte Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse; men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik, »ja jeg veed hvad jeg _vil_ gjøre. Hvo har negtet _Jan van Huysum_ en Buket?»

_Jan van Huysum_ malte _Adrians_ Blomster. Der flød aldrig et herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste. Han arbejdede med den unge medicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langtfra at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk, men herligere i sine Arbejder end nogensinde.

Man holdt disse Egenskaber for Træk af en Originalitet, der tilhørte hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare fornuftige nok til at tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller ikke male saa herlige Blomsterstykker eller være _den_ han var.

Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det omhyggeligste i viet Jord, da de vare visnede, og bad over dem.

Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen, forberedede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig rammede Mesteren: Vanvid--som det hedte, over sit Barns Slethed.

Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang, naar han mumlede stille hen for sig: »Benjamin! Benjamin!» Det var i de tungeste Timer. Da lettede hans sig ved at pensle paa Rosenknoppen.

Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hvergang han lod Haanden synke og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet. Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke--visselig ikke nødvendigt uden for sløvere Øjne for _de Heems_, Blomsterdigterens, Skyld, »Blomsteraltarets» genifulde Skaber, han, som forholder sig til _van Huysum_ som _Pereira_ til _Velasquez_ og _Alonzo de Tobar_ til _Murillos_. For hver Gang han greb Penselen til sit Navnetræk kom der nogle Uefterligneligheder af Fluer. Snegler og et Fuglerede og ogsaa et Par Blomster uden hiin hemmelige Betydning til, som Ting, hvorved han søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig selv med at det var den blotte Natur han havde malt.

Endelig engang i et lyst Øjeblik--Blomsterne syntes at bøje sig imod ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede--sætter han Penselspidsen atter til forat gjøre Trækket: »_Jan van Huysum fecit_.»

Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han opløfter Maleriet i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt.

Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den udsprænges over Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive siddende, evigt siddende, fastere end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre Blomster, hvor de falde.

»Gamle! du er forsonet,» jubler Mesteren. »Det var din Taare.» Og han fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans Hjerte.

Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men undertiden mærkes dog deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i vore Hjerter.

Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft. Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de mirakelherlige Draaber paa _Jan van Huysums Blomsterstykke_.

* * * * *

_Jan van Huysum_.

Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjærlige efter det Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu forsmædeligere, om ikke Pressen reddede det ved at gjøre det almindeligt som Brostenene.

Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed.

Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunsttrofæer, Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt hjem til sit Rede under den høje Kolonnade. Der var ogsaa »Santa Katharinas Trolovelse» af Alonzo de Tobar, Velasquez's »Familie», en »Familie» af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums Blomsterstykke. Galleriet var fuldt af Beskuere.

Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkeme, end med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem enhver af Blomsterne og Individerne i hans »Familie» efter Velasquez. De loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian.

En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Publikum viger ærbødig tilside. »Følg mig!» siger han venligen, »Du er Maler.»

Det var Mesteren _David_, som førte _Gros_, »Amor og Psyches» Maler, som sin Discipel til sit Atelier.

Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte Jan van Huysums Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det forekommer mig som om der ogsaa finder en mystisk Liighed Sted imellem hiin Amor og Psyche og de to Roser paa _Jan van Huysums Blomsterstykke_.

* * * * *

--Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du har fortalt mig om _Jan van Huysums_ Blomsterstykke, mens jeg hensank i Beskuelsen deraf?

»Men nu veed jeg dog hvorledes slige Blomster bleve til.»