Part 2

»Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en Barmhjertighed.»

Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen.

»Ve mig!» mumler Alonzo. »Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.»

Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte--Han, der iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje, der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky.

Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter en Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt sin Herre, tåger Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes undviger _Alonzo Michael Tobar_, han, der blev den store Bartolomeo Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en Plads imellem Spaniens Malere er en »Santa Katharinas Trolovelse», hvori han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen, samt en »Familie», der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker.

III

Gamle Adrians Blomsterbed

Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom staaer den der uden Naboer. Omstreifende Medlemmer af de Faa af Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de fandt imellem Ruinerne.

Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor Hytten, saaende og plantende i den askeblandede Jord. Han veed, det er Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han rundtomkring det, mumlende: »Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give sin Velsignelse.» Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde: »hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?»

Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som sysler saa vever i sit Bed, skulde være afsindig?--Hans Haar var vel hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af inderlig Fornøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine kjære Planter. Da mumlede han: »Gud vil give sin Velsignelse!» og han bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem.

Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den. _Holland_, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saadanne Vidundere af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn. Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat.

»O min Sjel, o vær nu stærk! Bær Vorherres Underværk! Dø ej, Hjerte, som maa standse, at min Aand kan bedre sandse, at, i Lytten til dets Banken, ikke den forvilder Tanken! Døv mig ikke, om du daarer, om du tryller og beruser, du Henrykkelsens Musik, som i mine Øren suser! Søde Graad, ei blind mit Blik! Lad mig see med disse Taarer, som med tusind Øjne klart, som med alle Stjerners Fakler, det Mirakel af Mirakler, som er bleven aabenbart!

Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel! Slaaer vel Solen i sin Glands, højest paa sin Middagstinde, klart som _Dette_ Syn og Sands? Maa mod Klippen knuste Pande saa dens haarde Tilvær sande? Føler Moderen saa sandt af sin vellystfulde Smerte Livet af sit Elskovspant? Elskeren, at det er Hende, Hende kun, den Sukbegjerte, paa hvis Mund hans Læber brænde?

Naaden, dette milde Hjerte i trefoldig Guddoms Aand, større Under gjør paa Under med hans Almagts venstre Haand, end i Drøm selv Englen blunder, mens hans Viisdom, forat maale Dybets Dyb og Fjernets Fjerne, forat styre vilden Stjerne strengt og stramt med Solens Straale, for Kometerne at tøjre, lede Alt saa regelret, at selv Ormen fatter det, kun har Brugen af den Højre.

O hvo prøvte Almagts Styrke? Og hvo saae til Viisdoms Tinde, til det Lys, af Soles Mørke og af Stjerners Mulm ernært, hvori Englene er' blinde, hvori Tanken blier fortært?

Mennesket i Brystets Hule kan sit eget Hjerte skjule,-- Hvo har i Algodheds seet? Hvo Barmhjertighedens Skjød, hvor Undfangelsen er skeet til det Under, som er fød? Fødes ei i helligt Løn Støvets Barn og Syndens Søn? O hvo turde da vel see Naaden i dens Fødselsvee, I den Stund, af Almagt svanger, da Guds Kjærlighed undfanger Underet, den lader skee?

Jeg har seet det! O _Margrethe_, hvilke Undre ere skete! Gud ske Lov for Sands og Sind! Gud ske Lov jeg er ei blind, som min gudsforgangne Klage, der var blindere end Steen, djærvere end Hjobs i Støvet. Alt er kommet jo tilbage, Alting som i gamle Dage, Alt igjen som Foraarsløvet; Ingen fattes; ikke Een. Gud i disse Blomstre givet atter har jer Alle Livet. Gud har eders Sjeles Blod gydt i disse Planters Rod, saa jeg hvert Lineament seer i Blomsten velbekjendt, hører elskte Hjerters Banken, føler Pulsen, læser Tanken, seer bekjendte Øjnes Straaler i de fine Blomsterskaaler klart som nogensinde før. Ja, hvad Under Gud dog gjør! Tidens sønderbrudte Krands har han atter sammenbunden: smigrende som Ammemunden hvisker til min vakte Sands gamle Dage ved mit Øre. O hvad Toner faaer jeg høre! _Margarethas_ Stemme leer blidt som forhen under Grenen, den som rasler paa Syrenen; Blomstens fine Violet, Blaat og Rødt i Hvidhed badet, endnu dæmpet meer bag Bladet, er--o tør jeg løfte det? tør et Underværk jeg granske?-- jo grangiveligt og ganske hendes Sløjfes egen Let, som hun sad der dagligdags, med det fromme Hoved bøjet, over Søm og Strikketøjet, syslende med Alleslags.

Jeg var meer end blind, om ei jeg min _Annalidens_ Øje flux gjenkjendte grant og nøje her i denne Glemmigej. Ak, jo meer jeg seer paa den, kjender jeg mit Barn igjen, skilner jeg grangivelig min fra andre Glemmigejer. Gud, mit Barn, velsigne dig, Du har slynget, som du plejer, Armen om din Tvillingbroer: Rosenknoppen der, som groer Glemmigejen min ved Siden: _Benjamin og Annaliden_.

Over Begge med den rene, fulde, sølvertunge Draabe, har et Fløjelsblad sig lagt. Det er gamle _Magdalene_ med sin Graad og med sin Kaabe, paa sin ømme Ammevagt.

Og mit Syn er ej saa blindt, at det kjender ej min egen Elsklingsdreng, min _Hyacinth_, frem i Hyacinthen stegen. Hvor var slig en Dreng blandt Drenge, slank og sværmerisk og from? Hvor er slig Vidunderblom i alt Hollands Blomstersenge? O jeg seer i denne fine amethystne Kalk den ømme sværmeriske Josefsmine, hvormed han fortalte Drømme. Og naar Drømmen saa var ude, Hovedet Fantasten bøjed, blegnede og nedslog Øjet, som de fuldtudsprungne af Hyacinthens Blomstre lude, naar de første Duft udgav.

Favreste Konvolvel, fiin som en Serafs Aandedræt, fanget af en Cherubin I et Blomsters Maskenet, i en død Blaaklokkes Liin, du er min _Elisabeth_, Hyacinths Tilhørerinde, som ham kunde bedst forstaae, med de store Øjne blaae af sin Tro aldeles blinde.

Kjendte jeg mit Barn, mit bedste, havde jeg en Faders Hjerte, om jeg ej _Narcissas_ Smerte her i Pintseliljen læste? om jeg ikke meer forstod hvorfor hun er uden Blod, paa hiint skarpe Purpurskjær, paa hiint sikkre Flammebilled, af den Fæstensring, som brødes kun af Døden, som den Dødes, som paa hendes Kinder spilled, paa den hede Draabe nær, som jeg angest saae paa Kinden I Fremtindren og Forsvinden? Ve, sin Stribe af Karmin, Arret efter Smertens Bid, Dødens Judaskys indsvi'd, Stjernen er ej hvid som denne, bærer endnu hendes Kind! syge Perle ei saa bleg (Liljen, som af Mulden steg, er jo vistnok ogsaa Hende), Dybets Glød, Korallens Brand, solskinmættede Rubin tindrer ej saa hedt som hiin.

Ve, om efter disse Mærker, som hvert Øjekast forstærker, om jeg da med grum Forstand, med en Ravnefaders Vilje, med et indbildt Blik, som al Glæde fra sig selv bestjal, kunde skilne mellem disse, mellem denne Pintselilje og min døende Narcisse!

O hvad Jubelfryd opdager jeg til denne Time spart! Søde Øjeblik, der bruge Tiden kun af Pilens Fart, af et Glimt fra Solens Øje, for den hele Gift at suge, for det Bittre at fordøje af saamange Dages Klager, af saamange smertebulne, jammerfulde, taaresvullne Nattetimers vaagne Vee! Lever jeg? Er bristefærdigt Oldingøje bleven værdigt, til sin Salighed at see saa fuldstændigt aabenbaret, før velsignet Død har klaret med sit Pust hans Øjesteen? Se der mangler ikke Een! Der i Rosen ved sin Rose, se, der er jo Brudeparret _Katharina og Johan_! Kjærligheds Apotheose, _Katharina og Johan_! Begge i hinanden tabte, i hinandens Billed skabte, vexle deres Hjerter Slag under Taarers Sammenblanden, i et evigt Favnetag, vexle deres Øjne Lys, tænde Straaler i hinanden, vexler Læben Saligheder, høje, endskjøndt tause, Eeder i de endeløse Kys.

Salig er jo Bryllupsstunden, slugt af Flammen, gjenoprunden? Himmelnaadens milde Graad gjorde Asken frugtbarvaad, mine egne Taarers Kræfter dugged tæt og lunkent efter, hede Stønnen af min Vaande, mine Bønners varme Aande lokked da fra Buskens Skud begge mine Roser ud: _Katharina og Johan_, begge disse sammenbøjde, i hinanden saa fornøjde, morgenrøde, morgenfriske Roser, som isammen hviske-- _Katharina og Johan_.

Mig imøde, som fra Bunden af to gyldne Trylleskaaler, fra de dybe Roser straaler deres fagre ungdomshulde Aasyns Træk saa frydefulde. Thi for dem er Bryllupsstunden, den som Flammerne fortærte, atter salig gjenoprunden, Hjerte knyttende til Hjerte, _Katharina_ til _Johan_. Thi ved Himlens Under kan nu i Fred jeg gamle Hyrde deres Vielse fuldbyrde, afbrudt paa hiin Rædselsdag, ende saa i Ro og Mag Brudetalen, som de vilde rædsomme Walloners Magt havde Hjerte til at spilde før Velsignelsen blev sagt.

Nu jeg frit, med Haand paalagt, Guds Velsignelse nedbeder, Himlens Væld af Saligheder, Brud og Brudgom, over Eder: Herre, sign du og bevar dette Rosenbrudepar! Herre, lys dit Aasyn over, Yndighed, som sig trolover! Herre, løft dit Aasyns Glands over Fromheds Brudekrands! Herren give dig sin Fred, elskende Uskyldighed!

O Henrykkelses Sekund, Saligheders Fødselsstund! du er altfor tung af Glæde til at flye saa flygtig hen, som de andre duungraae, lette, farveløse Solgransstunder, Skjebnens Pust mod Døden hvifter henad Livets Ørkenslette;-- du demantne af Sekunder, som er engang allerede kommen himmelsendt igjen, ej saa troløst og saa let, som de andre dig omskifter; du maa frydbelæsset dvæle til mit Hjerte vinder Mæle, til det mestre kan sin Tanke, til det engang bliver træt af saa maalløst, stærkt at banke, til det engang bliver mæt af den søde Fryd at græde, medens mine Læber juble, medens Øjet straaler, medens brudte, vilde Ord (og dog skjønne som af Salighedens ubekjendte Himmelsprog) stødende paa Tungen snuble, somom ikke jeg var klog.

O det er somom en stille lummer Regn faldt i mit Hjerte, somom Knuden af min Smerte, Dryppestenen af min Vee, Sorgkrystallen i mit Sind, opløst i Velsignelse, ud i denne Graad maa trille over hele vide Jorden, hyllende dens Bjerge ind i en skabningssvanger Sky, i sit lunkne Mulms Neddignen svangrende den med Velsignen, til en frydfuld, skyldløs Vorden svangrende dens Dyb paany.

O hvor har jeg nok af Mæle, for at tale ud min Lyst? nok af Hvælving i mit Bryst, nok af Luft, af Rum, af Lyd, ømme, zittrende og høje, for i Toner at besjele denne Overlast af Fryd? nok af Spejle i mit Øje forat fange op det Hele? nok af Sandser for at nemme? nok Erindring for at gjemme? nok af Tanker for at fatte? nok af stærke Nervestrenge for at bære Glæden længe? nok af Hjerte for at dele Ømhed nok til mine Skatte: til _Margretha_, til de tvende _Smaa_, som smile næst ved hende, til _Narcissa_ min, som skranter, _Hyacinth_ med Drømmermine, troende _Elisabeth_, aldrig af hans Undre mæt, til min Stolthed, _Katharine_, til de dyrebare Panter, Himlen atter mig betro'ede frem i disse Blomster groede, disse der, min egen Æt?

Ve mit Ravnefaderhjertes sløve mosbegroede Steen! Jeg har kunnet glemme Een af mit eget Kjød og Been: stakkels _Klaras_ Dødningsmertes blege Billede i denne hvide Rose, som er Hende, hende Selv. Se Blusel kjæmper end paa Kinden jo som før i det Rødmende, som døer, som med Bleghed Smerten dæmper, med de dunkelhvide Emmer af en nedbrændt Lidenskab, Kalkestøvet af Ruinen, som hun under Blidhedsminen sønderknust i Hjertet gjemmer af sin Freds og Uskylds Tab!

O mit Barn, se til din Fa'r! Rose hvid, som _Klara_ var! Han er ikke længer vred paa din syge Kjærlighed, Han har intet Blik, som rammer knusende din knuste Jammer; Han har intet Øjekast for at skjære hvad der brast; Han har kun en Faders Hjerte og Velsignelser i Munden og en Smerte for din Smerte, og et Taaredryp for Vunden, Taarer af balsamisk Glæde; thi jeg ogsaa dig har funden: Ingen mangler i min Kjæde. Alle ere jo tilstede saa lyslevende og sande, at jeg ikke kan forblande Sandheds Syn med Sandheds Skin. Thi det sværges i min Sjel, derpaa mine Øjne bande, kjendende jer altfor vel: Blomsterne ej _skulle være_ eder blot i Fantasi'n, eder, mine Børn og Viv, men forvist de Eder _ere_, Eder ja til Sjel og Liv, Eder ja i Ansigtstræk, Ejendommelighedssind, Karakterens fødte Mine, Smilene, som præge ind sine sommerfuglefine Spor, idet de flygte væk.

Og jeg hørte eder tale, hvis min Sands ej laae i Dvale, hvis ej Dødens Gravmos alt spirede i Ørets Spalt. Men hvad mere Sands behøves? Øjet seer, om Øret døves, Alt er blomstret frem igjen, Alting som i gamle Dage:-- dugget til af Himmelen, giver Jorden det tilbage, Alting som i Bryllupsstunden, da min Lykke folded ud alle sine Hjerteblade, spredende sin Krones Straaler mere ud end Himlen taaler, da dens modne Blomsterskud højere mod Sky var runden end de Himmelske tillade, just i det Moment den brast paa den vrede Almagts Bud ned med Flammeme i Grunden, og foer hen med Gnistens Hast.

Derfor--o er det Sekunden, atter nu med Liv begavet, frem af Tidens Bæger runden, da min frydberuste Lykke blev i Rædslerne begravet, som i denne sig fornyer? Derfor mangle heller ikke Flammeme, de røde Skyer fulde af Dæmoners Blikke, bragende af Helveds Latter. ... O der gløde frem de atter. Ve mig! frels!... O frelst er Alt, siden over er Sekunden, da, sig borende i Granden, Taarnet brændende nedfaldt.

Derfor denne Tulipan, (ægte »Admiral Enkhuisen») som sit Flammedyb bedækker fuldt med hvide Emmers Flekker, ikke _er_, men _kun_ betyder, Huset, da det stod i Brand, og den Valmu' der, som skyder, pralende med Flammer ziret, over Bedet, den er Spiret, da det svimlede og faldt.

Denne Zwiebel dunkelrød, (»Admiral van Liefkenshoek») liig en Nat i Luer sat, liig et Baal med Nat bemalt, Døden livlig, Livet død, fyrig-kold og kraftig-mat, liig en netslørt Kjæmpestyrke, tryllebundne Dæmonshu, den betyde skal hin mørke, gaadefulde, fromme, vilde, barske, milde Spaniol, som i Rædselsstundens Nu turde sig mod Skaren stille, somom Helved han befo'l: Han med Dommen paa sin Pande halvtens ud af Naadens Skrivt i et herligt Træk udslettet, Han med Lidenskabens Brande sydende i Smertens Vande, med sit Smiil af Kummer mættet, fuldt af Honning og af Gift.

Og ved Siden se Uhyret, se hans vilde Kammerat, se den rasende Soldat i en dobbelt, guldbaldyret, tigerøjet Fløjelsblomst-- Han, hvis Rædselsid blev styret kun ved Dødens Mellemkomst!

Disse fareløse Luer, denne Flamme, som ei hviner, disse Rædsler uden Skræk, denne Blomsterdæmons Træk jeg med uforsteente Miner, uden Øjeblinken skuer. Ned i Tulipanens Grube, ind i denne Kobberkube, fuld af vildtforfløjne Gnister, tør jeg stirre uden Svimlen; uden Sortnen for mit Øje Flammekjedlens Dyb jeg maaler; Lueblomsterspirets høje Flugt jeg følge tør mod Himlen, vexle Mine kjæk og bister, Øjekast af Ørnemod med den fromme Morderengel, Spaniolens Sjel, som gløder (dertil Gud ham altfor ømt har evindelig fordømt), ud fra denne Zwiebels Stengel i den dybe Kalk, der bløder af en Sygdoms sorte Blod.

Ja, jeg elsker dette Syn, hvis Betydning let er gjettet uden megen uvis Almen: Husets Brand i Tulipanen; Taarnets (som et sammenflettet ifra Dybet opskudt Lyn) i Papav'rens Knops Skarlag; Kirkens eget brede Tag i dens Blomsts udslagne Flammer; Spaniolens vilde Jammer (som han viste sig i Døren blodig, rædsom, dog kanskee forat redde Alle førend enten Flammens Rædselsdød eller ind hans Landsmænd brød) i den mystiske, tilflorte, krigerrøde, munkesorte Pragttulipes aabne Bæger, hvori Nat og Flamme leger.

O jeg elsker disse Syner! O jeg seer med Kjærlighed Blomsten, som saa skummelt lyner, Farven, som er bleven heed. Disse Blomsters skjønne, tyste Rædsler kun mit Minde skrække; mine Øjne de forlyste, Læbens døde Smiil de vække. Thi de høre ogsaa med til den samme Time jo, da hengivnest var min Tro, til den samme Time, da højest var min Salighed, da min Sjel var Himlen næst, Støvets Tanker længst ifra, lettest under Rædslers Tyngde. Thi det var jo just Sekunden, da jeg elsked Mine mest, da os Døden Alle fandt som os Rædslen sammenbandt, I hverandre sammenslyng'de og med Herrens Lov paa Munden, uden Knurren deriblandt.

O hvormed har jeg fortjent dit Mirakel, store Gud? Skulde--o det var ej meent! Ormen tør ej tale ud!-- Skulde, ja, om ej du Selv, Du, den Helligste og Største, fjernere fra Engles Første, end fra højest Himmels Hvælv dybeste af Havets Kilder ... skulde ikke Du, du Selv, Du, hvem intet Navn afbilder, Du, hvem Verdner Blomster ere, Græs, som Dybderne maae bære, men kun En af Engles Orden, en blandt Aanderne Ophøjet, som har Vælde over Jorden, have, i din Naade stærk, gjort det store Underværk, for at see en Orm fornøjet, for sin Herre Gud at ligne, naar han, efter Seklers Rækker, slukte Stjerner gjenopvækker i de Rum, der døde ud, --o! da beder jeg, o Gud, at Du Englen vil velsigne, der har været god som Du, mægtig med barmhjertig Hu, mægtig i hvad der er herligst, mægtig til sin Gud at ligne, kjærlig--o som du er kjærligst! Da jeg beder--Tys!....»

En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa den prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamantagraffe paa Baretten, en Børs hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med en

Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene, der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside.--

IV

Jan van Huysum, Blomstermaleren

»Vær forsigtig, _Navnløs_,» siger den Fremmede, »disse Ruinernes Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.»

Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra _Margarethas_ Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham.

»Ha!» raaber den Fremmede. »Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.»

_Adrian_: »Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.» Og han mumlede atter:

»Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel!»

_Den Fremmede_: »Du maa overlade mig dem, Gamle.»

»Nej, nej, nej!»

»Du maa. Jeg vil betale dem.»

»Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.» »Troer du?» Og han kaster sin Guldbørs til Adrian.

»Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod.»

Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funklede. »Jeg har sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!» Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. »Er du fornøjet?»

»Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?»

Den Fremmede har trukket sin Daggert. »Ikke dit Liv, men Blomsterne.»

»Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere Liv, de ere Liv!»

»Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i denne.»

Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med Haanden paa Hjertet. »_Benjamin, Benjamin_, mit Barn!» hviner Oldingen, og synker tilbage med Døden i sit Aasyn.

Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand.

»Hvad gaaer af dig, Dreng? _Navnløs, Navnløs_, min Dreng, fik du ondt af denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?»

Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død.

* * * * *

»Hvad er dette? Ha, der var Blod paa Qvisten, som jeg skar, Blod som i en Vunde aaben, og en Draabe paa mit Vaaben. Men nu er jo alt forsvundet; Smerten vel, _men_ ej min Angst midti Glæden for min Fangst, er jo lykkelig forvimdet. Rædsel! var da min afsjelte Yndlings Livsenssnor forbundet her med denne Knop? og dvælte da hans Genius i den? Mon sit Liv med den han delte? Dobbelt, med fornyet Kraft synes det indblæst igjen i dens friske Purpursaft. Knoppen synes vakt af Dvale, vaagen Gejst i sig at hilde, og dens Læbe, blot den vilde, digtende at kunne tale. Jeg maa derfor raskt mig skynde, ende, som begyndt at synde; jeg maa skynde mig før du, Rosengeist, forandrer Hu, før du lyster at forlade dine saa forvandte Blade.»

Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. »Der er Rædsel heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig.»

Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu.

»Ha, hvo har negtet _Jan van Huysum_, Blomstermaleren, en Buket?»

Inden tre Sekunder prange _Adrians_ Blomster i Malerens Vase. Der er ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Lidenskab end Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et Gudehjerte.

Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op, vaagnede den Gamle. »O min Gud! min Gud! de ere dræbte,» jamrer han med Hænderne for Øjnene.

»Forat leve evigt,» siger den stolte Maler, svingende Vasen højt.

»Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn.»

»Ja, ja, han var det ... min _Benjamin_; og du har myrdet ham, myrdet dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en Tusinddeel Lige for Lige--du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at kunne døe som jeg.»

Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. »Djævel!» stønnede han endnu, »du veed ikke hvad du har gjort.» Han sukkede endnu engang og saa ikke mere.