Part 4

_HJØRDIS (hånligt smilende)._ Men gode var da dine kår i al den tid;--mener du at Sigurd kan sige det samme!

_DAGNY._ Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!

_HJØRDIS._ Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu bare ikke på det. Se her, hvad jeg har gjort idag; _(tåger nogle pile fra bordet)_--hvor spidse og skarpe du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile?

_DAGNY._ Og på at _bruge_ dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig,--på det tænkte jeg aldrig før. _(hæftigere.)_ Men at Sigurd--! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og uhæderligt;--nej, nej, det kan ikke være sandt!

_HJØRDIS._ Nå nå, trøst dig, Dagny; det _er_ jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være, dengang stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet;--nu nøies han med ringere lykke.

_DAGNY._ Nej Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således skal det ikke blive ved.

_HJØRDIS._ Hvad vil du?

_DAGNY._ Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længer være ham hinderlig.

_HJØRDIS._ Du tænker da på--?

_DAGNY._ Stille, der kommer folk! _(En huskarl fra baggrunden)_.

_KARLEN._ Sigurd viking kommer til gården!

_HJØRDIS._ Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.

_KARLEN._ Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil--

_HJØRDIS._ Godt, godt, det ved jeg; gå da! _(Karlen går; til Dagny, der ligeledes vil gå)_. Hvor vil du hen?

_DAGNY._ Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi må skilles, det skjønner jeg nok; men _nu_ at stedes til møde med ham,--nej, nej, det kan jeg ikke. _(går ud til venstre)_.

_HJØRDIS (ser en stund taus efter hende)._ Og hende var det jeg vilde--_(fortseetter tanken ved et blik på buesnoren)_. Ringe hævn havde det været;--nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!

_(Sigurd fra baggrunden.)_

_HJØRDIS._ Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han. _(vil gå.)_

_SIGURD._ Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.

_HJØRDIS._ Mig?

_SIGURD._ Og vel var det jeg traf dig alene.

_HJØRDIS._ Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hiniderligt om stuen stod fuld både af mænd og kvinder.

_SIGURD._ Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.

_HJØRDIS (bittert)._ Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du lisfeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda,--og for så fra landet med den kvinde, du havde kjær!

_SIGURD._ Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af skæbnen,--så er det gået med os to.

_HJØRDIS._ Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen;--det er _det_ jeg nu vil gøre.

_SIGURD._ Hvad mener du?

_HJØRDIS._ Jeg vil vove en styrkeprøve med dem--med dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag. _(hun sætter sig ved bordet)_

_SIGURD (efter et kort ophold)._ Du virker gode våben for Gunnar.

_HJØRDIS (med et stille smil)._ Ikke for Gunnar, men _mod_ dig.

_SIGURD._ Det må vel komme ud på et.

_HJØRDIS._ Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt--_(holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:)_ Hm; ved du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet;--han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen;--de tænder taget udenfra;--"Et bueskud", siger Gunnar "et eneste kan frelse os";--da brister snoren--"Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf,--det gælder livet!"--Men jeg ler--"Lad brænde, lad brænde--livet er mig ikke en håndfuld hår værd!"

_SIGURD._ Der er en sælsom magt i al din tale. _(nærmer sig.)_

_HJØRDIS (ser koldt på ham)._ Du sætter dig hos mig?

_SIGURD._ Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang, vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.

_HJØRDIS._ Hvad vil du?

_SIGURD._ Fortælle dig en saga.

_HJØRDIS._ Er den tung?

_SIGURD._ Tung som livet selv.

_HJØRDIS (bittert)._ Ved du, at livet kan være tungt?

_SIGURD._ Døm om det, når min saga er ude.

_HJØRDIS._ Så fortæl; jeg arbejder imens.

_(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)_

_SIGURD._ Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end for om.

_HJØRDIS._ Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?

_SIGURD._ Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge.

_HJØRDIS (spændt)._ Begge? Vil du spotte mig?

_SIGURD._ Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på hende var ikke at mærke om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.

_HJØRDIS (åndeløs)._ Bliv ved, det beder jeg--!

_SIGURD._ Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da hændte det sig en kvæld at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tok ham i enrum, nævnte om sin elskov;--Sigurd taug med sin, og gik så til--

_HJØRDIS (udbrydende)._ Sigurd, Sigurd! _(betvinger sig.)_ Og den saga--er den sand?

_SIGURD._ Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde.

_HJØRDIS._ Og fik hende kær?

_SIGURD._ Jeg lærte at skatte hende; men der er kun _en_ kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes. _(rejser sig.)_ Her ender min saga, lad os skilles nu.--Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.

_HJØRDIS (springer op)._ Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!

_SIGURD (studsende)._ Jeg gjort? Hvad fattes dig?

_HJØRDIS._ Og alt det siger du mig nu! Men nej,--det kan ej være sandhed!

_SIGURD._ Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed--du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu!

_HJØRDIS (folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse):_ Elsket,--elsket mig--du! _(hæftigt, idet hun træder test hen til ham:)_ Jeg tror dig ikke! _(ser stivt på ham og udbryder i vild smerte)_. Jo, det er sandt og--usaligt for os begge! _(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)_

_SIGURD (forfærdet)._ Hjørdis!

_HJØRDIS (stille, kæmpende mellem gråd og latter)._ Bryd dig ikke om mig! Det var kun _det_ jeg mente, at--_(lægger hånden på hans arm.)_ Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte,--hun har elsket dig igen!

_SIGURD (farer tilbage)._ Du!

_HJØRDIS (med fatning)._ Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond,--det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

_SIGURD (rystet)._ Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

_HJØRDIS._ Selv er du skyld deri: stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvist på dig;--og dog kunde du--!

_SIGURD._ Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den;--hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.

_HJØRDIS (rask)._ Nu vel, Sigurd,--et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.

_SIGURD (hovedrystende)._ Det kan ej ske; vi må jo skilles igen.

_HJØRDIS._ Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand,--ved alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil det, og da er legen vunden.

_SIGURD._ Fri? Hvad mener du?

_HJØRDIS._ Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle liv forspildes!

_SIGURD._ Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS._ Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor du stevner hen. _(Bevægelse hos Sigurd.)_ Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!

_SIGURD._ Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld;--skal jeg bære kviden derved, så må ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny;--troskyldig og fuld af lid for hun fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke at jeg længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn.

_HJØRDIS._ Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du. Erik styrer Norges rige, reis dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol.

_SIGURD._ Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt;--frist mig ikke!

_HJØRDIS (med højhed.)_ Det er nornens råd at vi to skal holde sammen; det _kan_ ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg ved du elsker mig.

_SIGURD (med tvungen kulde)._ Hvis så er,--da vid,--jeg har elsket dig; nu er det forbi;--jeg har glemt de dage.

_HJØRDIS._ Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.

_SIGURD (hæftigt)._ Det må jeg; det vil jeg nu!

_HJØRDIS._ Lad så være; men du _kan_ det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt.

_SIGURD._ Ha, det gør du ikke.

_HJØRDIS._ Det gør jeg!

_SIGURD._ Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være.

_HJØRDIS._ Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig,--ud i livet og i striden; det er mig for lavt under loftet i Gunnar herses stue!

_SIGURD (med eftertryk)._ Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, vilde du endda røbe alt og følge mig?

_HJØRDIS (studsende)._ Hvi spørger du så?

_SIGURD._ Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds banemand?

_HJØRDIS (ser stivt på ham)._ Da måtte jeg tie og aldrig hvile før jeg havde fået dig fældet.

_SIGURD (med et smil)._ Godt, Hjørdis;--det vidste jeg vel.

_HJØRDIS (hastigt)._ Men så kan ej ske!

_SIGURD._ Det _må_ ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og mit!

_(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden)._

_GUNNAR (mørkt til Hjørdis)._ Se så; nu spirer den sæd du har sået!

_SIGURD (nærmer sig)._ Hvad går dig imod?

_GUNNAR._ Sigurd, er det dig! Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham.

_HJØRDIS (spændt)._ Nu?

_GUNNAR._ Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt;--hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne;--jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.

_SIGURD._ Længe skal det ikke holdes for skændsel; før kvælden kommer, skal du være mandstærk nok mod Kåre.

_GUNNAR._ Sigurd!

_HJØRDIS (sagte, triumferende)._ Ha, det vidste jeg nok!

_SIGURD (med tvungen styrke)._ Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse,--du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder!

_HJØRDIS (gør i hæftig indre bevægelse et skridt hen imod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende)_.

_GUNNAR (i højeste overraskelse)._ Til holmgang--! Mig!--Du skemter, Sigurd!

_SIGURD._ Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde!

_GUNNAR (bittert)._ Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis da jeg kom; hun har ægget dig påny!

_SIGURD._ Kan hænde! _(halvt til Hjørdis)_. Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder. _(til mændene i baggrunden.)_ Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhugg med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!

_(Karlene går ud i baggrunden.)_

_GUNNAR (går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse)_.

Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover livet for min hæder, som du fordum voved det for min lykke!

_SIGURD._ Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når solen rinder--

_GUNNAR._ Jeg møder dig. _(blød.)_ Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig; det er en kostelig gave.

_SIGURD._ Tak; men lad det hænge;--ingen ved, om jeg næste kveld har brug for det.

_GUNNAR (ryster hans hånd)._ Farvel, Sigurd!

_SIGURD._ Farvel igen og lykke til værket!

_(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis og går ud i baggrunden.)_

_HJØRDIS (efter en pause, sagte og tankefuld)._ Til holmgang imorgen? Hvem vil falde? _(tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.)_ Lad falde hvem der vil,--Sigurd og jeg skal endda blive sammen!

* * * * *

FJERDE HANDLING.

_(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke, sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug.)_

_(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)_

_DAGNY (dæmpet)._ Der sidder han endnu. _(holder Sigurd tilbage.)_ Nej, tal ikke til ham!

_SIGURD._ Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.

_DAGNY (går over mod højre og betragter faderen med stille sorg)._ Så stærk var han igår da han tog Thorolfs lig på ryggen; så stærk var han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og stene kastet over,--da tog sorgen ham; da var det som han sluknede. _(tørrer tårerne af.)_ Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til Island?

_SIGURD._ Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.

_DAGNY._ Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding mere?

_SIGURD._ Ja ja,--det har jeg lovet dig.

_DAGNY._ Og jeg tør forvist tro at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde at lidet var jeg dig værdig til viv?

_SIGURD._ Ja ja, Dagny, lid på mit ord.

_DAGNY._ Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og--

_SIGURD._ Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på Island!

_DAGNY (mildt bebrejdende)._ Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!

_EN AF MÆNDENE (nærmer sig)._ Se så, nu er haugen istand.

_ØRNULF (ligesom opvågnende)._ Haugen? Er den--nå ja--

_SIGURD._ Tal nu, til ham, Dagny!

_DAGNY (nærmer sig)._ Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.

_ØRNULF._ Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt derinde.

_DAGNY._ Ja, men du--

_ØRNULF._ Jeg? Jeg fryser ikke.

_DAGNY._ Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.

_ØRNULF._ Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.

_DAGNY._ Men at sidde her så stille; tro mig, det bader dig ikke; du er lidet vant til det.

_ØRNULF._ Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret.

_(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.)_

_DAGNY._ Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?

_ØRNULF (uden at se op)._ Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.

_DAGNY (smerteligt)._ Fader!

_ØRNULF (løfter hovedet)._ Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg.

_SIGURD._ Sligt kan du ikke tænke på!

_ØRNULF._ Undres dig at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt mine sønner. _(hæftigt.)_ Gå fra mig!--Gå, gå!

_(han skjuler igen sit ansigt.)_

_SIGURD (sagte til Dagny, som rejser sig.)_ Lad ham sidde lidt endnu.

_DAGNY._ Nej, jeg får friste et råd til;--jeg kender ham. _(til Ørnulf.)_ Dit dagværk er endt siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine sønner;--men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.

_ØRNULF (hovedrystende)._ Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.

_DAGNY._ Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du.

_ØRNULF (ser spørgende på Sigurd)._ Kvæde? Hvad tykkes _dig_, Sigurd?

_SIGURD._ Mig tykkes at så er billigt; du får gøre som hun siger.

_DAGNY._ Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok.

_ØRNULF._ Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle!

_(Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe omkring ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)_

Sind, som svær-mod stinger, savner Brages glæde; sorgfuld skald så såre kvides ved at kvæde.

Skaldeguden skænked evne mig at sjunge;-- klinge lad min klage for mit tab, det tunge! _(rejser sig.)_

Harmfuld norne hærged hårdt mig verdens veje, listed lykken fra mig, ødte Ørnulfs eje.

Sønner syv til Ørnulf blev af guder givet;-- nu går gubben ensom, sønneløs i livet.

Sønner syv, så fagre, fostred mellem sværde, værned vikings hvide hår, som gævest gærde.

Nu er gærdet jævnet, mine sønner døde; glædeløs står gubben, og hans hus står øde.

Thorolf,--du, min yngste! Boldest blandt de bolde! Lidet gad jeg klage, fik jeg _dig_ beholde!

Vén du var, som våren, mod din fader kærlig, arted dig at ældes til en helt så herlig.

Ulivs-sår, usaligt, værste ve mon volde, har min gamle bringe klemt, som mellem skjolde.

Nidsyg norne nødig nægted mig sit eje,-- dryssed smertens rigdom over Ørnulfs veje.

Vegt er visst mit værge. Fik jeg guders evne, _en_ da blev min idræt; nornens færd at hævne.

_En_ da blev min gerning: nornens fald at friste,-- hun, som har mig røvet alt--og nu det sidste!

Har hun _alt_ mig røvet? Nej, det har hun ikke; tidligt fik jo Ørnulf Suttungs mjød at drikke, _(med stigende begejstring.)_

Mine sønner tog hun; men hun gav min tunge evnen til i kvæder ud min sorg at sjunge.

På min mund hun lagde sangens fagre gave;-- lydt da lad den klinge, selv ved sønners grave!

Hil jer, sønner gæve! Hil jer, der I rider! Gudegaven læger verdens ve og kvider!

_(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt:)_

Se så, nu er Ørnulf stærk og sund igen. _(til mændene.)_ Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!

_(går med karlene ind i bådhuset.)_

_DAGNY._ Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! _(til Sigurd.)_ Vil du ikke gå ind?

_SIGURD._ Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?

_DAGNY._ Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg ved forvist at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.

_SIGURD._ Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld, _(han standser og ser ud.)_

_DAGNY._ Hvad lytter du på?

_SIGURD._ Hører du ikke--_der_! _(peger til venstre.)_

_DAGNY._ Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!

_SIGURD (idet han går lidt op mod baggrunden)._ Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr. _(råber.)_ Hvem kommer?

_KÅRE BONDE (udenfor til venstre)._ Kendte folk, Sigurd viking!

_(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)_

_SIGURD._ Hvor agter I jer hen?

_KÅRE._ Til Gunnar Herses gård?

_SIGURD._ Med ufred?

_KÅRE._ Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig kært nok!

_SIGURD._ Kan vel være.

_KÅRE._ Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men går det som jeg vil, så kommer han med vege våben til mødet.

_SIGURD._ Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig, bonde!

_KÅRE (med trodsig latter)._ Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så skal vi lyse op for dig!--Kom, alle mand, se, her går vejen!

_(de går alle ud til højre i baggrunden)._

_DAGNY._ Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!

_SIGURD (går rask hen til døren og råber ind):_ Op fra bordet, Ørnulf; tag hævn over Kåre bonde!

_ØRNULF (kommer ud med de øvrige)._ Kåre bonde,--hvor er han?

_SIGURD._ Han stævner mod Gunnars gård for at brænde folkene inde!

_ØRNULF._ Ha, ha,--lad ham det, så får jeg hævn over Gunnar og Hjørdis med det samme; siden vil jeg søge Kåre.

_SIGURD._ Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat, hvis du vil ramme ham; thi er udåden øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv--nå ja, ligegodt,--inat må han skærmes mod sine uvenner; ilde var det om slig ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig!

_ØRNULF._ Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs bane; men i morgen må han fældes!

_SIGURD._ _Han_ eller _jeg_,--det kan du lide på!

_ØRNULF._ Så kom da til hævn for Ørnulfs æt! _(han går med mændene til højre i baggrunden.)_

_SIGURD._ Dagny, følg med;--_jeg_ må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men du,--styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre.

_DAGNY._ Ja, ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag!

_SIGURD._ Gå, gå, Dagny!