Part 2

_SIGURD (indstændigt)._ Tag det hele, begge mine skibe, alt hvad der er mit, og lad mig fare med dig til Island som den fattigste mand i dit følge; hvad jeg giver, kan jeg vinde ind igen; men øver du hærværk mod Gunnar, så bliver jeg aldrig glad mere. Nu, Ørnulf, hvad svarer du?

_ØRNULF (betænker sig)._ To gode langskibe, våben og løsøre,--af gods får ingen mand formeget, men,--_(hæftigt)_ nej, nej,--Hjørdis har truet mig; jeg vil ikke! Uhæderligt var det, om jeg tog din eiendom!

_SIGURD._ Men hør dog først--

_ØRNULF._ Nej, siger jeg! Selv må jeg fremme min ret; lad så lykken råde.

_KÅRE (træder nærmere)._ Vennesæle råd er det Sigurd giver, men vil du fremme din ret efter bedste evne, så kan jeg råde bedre. Regn aldrig på bøder så længe Hjørdis har noget at sige; men hævn kan du få, ifald du vil lyde mig.

_ØRNULF._ Hævn? Hvad råder du da til?

_SIGURD._ Til ondt, det ser jeg nok!

_DAGNY (til Ørnulf)._ Hør ikke på ham!

_KÅRE._ Hjørdis har sagt mig fredløs, med list vil hun stå mig efter livet; lover du at værge mig siden, så vil jeg inat gå til Gunnars gård og brænde folkene inde. Er det efter dit sind?

_SIGURD._ Niding!

_ØRNULF (roligt.)_ Efter mit sind? Ved du, Kåre, hvad der er mere efter mit sind? _(tordnende)_ At hugge næse og øren av dig, du usle træl! Lidet kender du gamle Ørnulf, ifald du mener at han vil være halvt om slig skændselsgerning!

_KÅRE (der er vegen tilbage_). Falder du ikke over Gunnar, så falder han over dig!

_ØRNULF._ Det har jeg næver og våben itil at hindre.

_SIGURD (til Kåre)._ Og nu bort fra os! Hæderlige mænd har skam af dit samkvem!

_KÅRE (ved udgangen)._ Ja ja, jeg får da værge mig selv så godt jeg kan; men det siger jeg: angre vil I, om I farer frem med lempe; jeg kender Hjørdis,--og skal vel vide at ramme hende! _(går ned til søen.)_

_DAGNY._ Han pønser på hævn. Sigurd, det må hindres!

_ØRNULF (fortrædeligt)._ Å, lad ham gøre hvad han lyster; hun er ikke bedre værd!

_DAGNY._ Det mener du ikke; kom ihu, du har dog fostret hende.

_ØRNULF._ Usalig var den time jeg tog hende under mit tag; det begynder at gå som Jøkul sagde.

_SIGURD._ Jøkul?

_ØRNULF._ Jøkul, hendes fader. Da jeg gav ham banehugget, faldt han flad ned på græsvolden, så på mig og kvad:

Jøkuls æt skal Jøkuls bane volde ve på alle veje; hvo der ejer Jøkuls skatte skal ej glædes ved sit eje!

Da han så havde kvædet, taug han stille en stund og lo, og derpå døde han.

_SIGURD._ Det skal du lidet agte.

_ØRNULF._ Ja ja, hvem vet! Der går et sikkert sagn om at Jøkul engang gav sine børn et ulvehjerte at æde, så at de blev gramme i hu; Hjørdis har forvist fået sin del, det kendes på hende _(standser ved at se ud til højre.)_ Gunnar!--Skal vi to stedes til møde igen!

_GUNNAR (kommer)._ Ja, Ørnulf, du får tænke om mig hvad du vil; men jeg kan ikke skilles fra dig som din uven.

_ØRNULF._ Hvad er din agt?

_GUNNAR._ At række dig hånden til fred før du rejser. Hør mig alle; følg mig hjem og bliv som gjæster hos mig sålænge det lyster eder. På soverum og gildekost skorter det ikke, og om vor tvist skal hverken tales idag eller imorgen.

_SIGURD._ Men Hjørdis--?

_GUNNAR._ Føjer sig efter min vilje; hun skifted sind på hjemvejen og mente som jeg, at vi nok kunde forliges, ifald I vilde gæste os.

_DAGNY._ Ja, ja; så må det være!

_SIGURD (tvivlrådig)._ Men jeg ved dog ikke om--

_DAGNY._ Gunnar er din fosterbroder; forsandt, jeg måtte kende dig ilde ifald du vægrer dig.

_GUNNAR (til Sigurd_). Venskab har du vist mig hvorhelst vi færdedes; du vil ikke denne gang være mig imod!

_DAGNY._ Og at fare fra landet, medens Hjørdis sidder med had igen;--nej, nej, det må vi ikke!

_GUNNAR._ Stor uret har jeg øvet mod Ørnulf; før det er gjort godt igen får jeg ikke fred for mig selv.

_SIGURD (hæftigt)._ Alt andet kan jeg gjøre for dig, Gunnar, kun ikke at blive her! _(fatter sig.)_ Jeg er kong ÆÆdhelstans håndgangne mand, og jeg må til ham i England endnu i vinter.

_DAGNY._ Men det kan du jo lige godt.

_GUNNAR._ Ingen ved hvad lod mænd kan møde; kan hænde, Sigurd, at det er sidste gang vi træffes, og angre vil du da, at du ikke var mig hjælpsom i det længst e.

_DAGNY._ Og sent vil du se mig glad, hvis du sejler bort idag.

_SIGURD (bestemt)._ Vel, lad så være! Det skal ske som I ønsker, endskønt,--dog, nu står det fast; der er min hånd; jeg bliver her, og skal gæste dig og Hjørdis.

_GUNNAR (ryster hans hånd_). Tak, Sigurd, det vidste jeg vel.--Og du, Ørnulf, du siger som han?

_ØRNULF (tvær)._ Jeg skal tænke på det; bittert har Hjørdis krænket mig;--idag vil jeg ikke svare.

_GUNNAR._ Ja ja, gamle kæmpe, Sigurd og Dagny vil nok vide at glatte din pande. Nu bereder jeg gildet; far med fred sålænge, og vel mødt i min hal! _(går ud til højre.)_

_SIGURD (for sig selv)._ Hjørdis har skiftet sind, sagde han! Da kender han hende lidet; snarere må jeg tro at hun pønser på--_(afbryder og vender sig til mændene)_. Nu, følg mig alle til skibene; gode varer vil jeg vælge for Gunnar og hans husfolk.

_DAGNY._ Gaver af det bedste vi ejer. Og du, min fader,--ja du får ikke fred for mig før du føier dig.

_(Hun går med Sigurd og mændene ned til søen i baggrunden.)_

_ØRNULF._ Føjer mig? Ja, havde Gunnar ingen kvindfolk i huset, så--ha, vidste jeg ret at ramme hende!--Thorolf kommer du hid!

_THOROLF (der raskt er trådt ind_). Som du ser! Er det sandt der spørges, har du været til møde med Gunnar herse?

_ØRNULF._ Ja!

_THOROLF._ Og har nu strid med ham?

_ØRNULF._ Hm, i det mindste med Hjørdis.

_THOROLF._ Så vær trøstig; nu får du hævn!

_ØRNULF._ Hævn? Hvem hævner mig?

_THOROLF._ Hør kun; jeg stod på skibet, da kom en mand løbende med en stav i hånden og råbte: "Hører du til Ørnulfs hærskib, så hils ham fra Kåre bonde og sig, at nu tager jeg hævn for os begge." Derpå gik han i en båd og roede bort, idet han sagde: "Tyve fredløse mænd ligger i fjorden; med dem går jeg sørpå, og inden kveldstid skal ikke Hjørdis have nogen afkom at rose sig af."

_ØRNULF._ Det sagde han! Ha, ha, nu skjønner jeg; Gunnar har skikket sin søn bort, Kåre ligger i ufred med ham--

_THOROLF._ Og nu roer han efter og dræber gutten!

_ØRNULF (rask besluttet_). Afsted alle; det bytte vil vi strides om!

_THOROLF._ Hvad har du isinde?

_ØRNULF._ Lad mig om det; det skal blive mig, og ikke Kåre, som tager hævn!

_THOROLF._ Jeg går med dig!

_ØRNULF._ Nej, du følger Sigurd og din søster til Gunnars gård.

_THOROLF._ Sigurd? Er han her i landet?

_ØRNULF._ Der ser du hans hærskibe; vi er forligte;--du følger ham.

_THOROLF._ Til dine uvenner?

_ØRNULF._ Gå du kun til gildet. Nu skal Hjørdis lære gamle Ørnulf at kende! Men hør, Thorolf, for ingen nævner du det, jeg nu har isinde; hører du, for ingen!

_THOROLF._ Det lover jeg.

_ØRNULF (tager hans hånd og ser kærligt på ham)._ Farvel da, min vakkre gut; te dig høvisk i gildehuset, så jeg har hæder af dig. Unødig tale skal du ikke føre; men det du mæler, skal være hvast som en sværdsæg. Vær vennesæl sålænge godt vises dig; men ægges du, da skal du ikke tie dertil. Drik ikke mere end du kan bære; men vis heller ikke hornet fra dig, når det bydes med måde, på det at du ikke skal holdes for en kvinde--karl.

_THOROLF._ Nej, vær du tryg!

_ØRNULF._ Så gå nu til gildet i Gunnars gård. Jeg kommer også til gilde, og det på den vis, som mindst ventes, _(muntert til de andre.)_ Afsted, ulvunger; slib jeres tænder,--nu skal I få blod at drikke!

_(Han går med de ældre sønner til højre i baggrunden)._

_(Sigurd og Dagny kommer i prægtige gildeklæder fra stranden, fulgte af to mænd, der bærer en kiste; mændene går straks tilbage igen.)_

_THOROLF (ser efter faderen)._ Nu farer de alle ud for at slåes, og jeg må ikke gå med; det er tungt at være den yngste i ætten.--Dagny, hil og sæl dig, søster min!

_DAGNY._ Thorolf! Alle gode vætter,--du er jo bleven voksen!

_THOROLF._ Nu ja, i fem år skulde jeg vel mene--

_DAGNY._ Ja ja, du siger sandt.

_SIGURD (rækker ham hånden)._ I dig får Ørnulf en rask svend, hvis jeg ikke fejler.

_THOROLF._ Vilde han bare prøve mig, så--

_DAGNY (smilende)._ Men han sparer dig mere end du har sind til; jeg mindes nok, han har dig fast altfor kær.

_SIGURD._ Hvor gik han hen?

_THOROLF._ Ned til skibet;--afsted nu, han kommer siden!

_SIGURD._ Jeg venter på mine mænd, de bringer varer op og fæster skibene.

_THOROLF._ Der må jeg hjælpe til! _(går ned til søen.)_

_SIGURD (efter en kort betænkning)._ Dagny, min hustru, nu er vi i enrum; jeg har ting at sige dig, som ikke længer må dølges.

_DAGNY (forundret)._ Hvad mener du?

_SIGURD._ Farlig tør den blive, denne færd til Gunnars gård.

_DAGNY._ Farlig? Tænker du at Gunnar--?

_SIGURD._ Gunnar er bold og brav; nej, nej,--men bedre var det, ifald jeg havde faret herfra uden at gæste ham.

_DAGNY._ Du gør mig ræd! Sigurd, hvad er det?

_SIGURD._ Svar mig først på et. Den guldring, som jeg engang gav dig, hvor har du den?

_DAGNY (viser den frem)._ Her om armen; du bød mig bære den.

_SIGURD._ Kast den på havets bund, så dypt at den aldrig findes; thi den kan blive mange mænds bane!

_DAGNY._ Ringen!

_SIGURD (dæmpet)._ Den kveld, da kvinderanet gik for sig hos din fader,--du mindes vel--

_DAGNY._ Om jeg mindes!

_SIGURD._ Det er om _det_ jeg vil tale.

_DAGNY (spændt)._ Hvad er det; sig frem!

_SIGURD._ Du ved der havde været gilde; tidligt gik du til sovestuen; men Hjørdis blev siddende ved drikkebordet mellem mændene. Flittigt gik hornet rundt, og allehånde stærke løfter blev svorne. Jeg svor at føre en fager mø fra Island når jeg rejste; Gunnar svor det samme som jeg og gav drikken til Hjørdis. Da tog hun ved hornet, stod op og gjorde det løfte, at ingen kæmpe skulde eje hende til viv, undtagen den, som gik til hendes bur, dræbte hvidbjørnen, som der stod bunden ved døren, og bar hende bort på sine arme.

_DAGNY._ Ja ja, det ved jeg!

_SIGURD._ Men alle mente de, at det var ugørligt; thi bjørnen var det vildeste udyr; ingen uden Hjørdis kunde komme den nær, og den havde tyve mænds styrke.

_DAGNY._ Men Gunnar fældte den dog, og blev navnkundig over alle lande for den dåd.

_SIGURD (dæmpet)._ Det blev han,--men--_jeg_ øved dåden!

_DAGNY (med et udråb)._ Du!

_SIGURD._ Da mændene gik fra gildestuen, bad Gunnar mig følge med til enetale i soverummet. Da sagde han: "Hjørdis er mig kærere, end alle kvinder; jeg kan ikke leve uden hende". Jeg svared ham: "Så gå til hendes bur; du ved de vilkår hun har sat". Men han sagde: "Kvindekær mand skatter livet højt; uvist blev udfaldet, om jeg gik mod bjørnen, og jeg ræddes for at lade livet nu; thi så mistede jeg Hjørdis med". Længe talte vi sammen, og enden blev, at Gunnar gjorde sit skib rede, men jeg drog mit sværd, tog Gunnars hærklæder på og gik til buret.

_DAGNY (med stolt glæde)._ Og du--du blev bjørnens bane!

_SIGURD._ Det blev jeg. I buret var mørkt, som under ravnens vinger; Hjørdis mente det var Gunnar, som sad hos hende,--hed var hun af mjøden,--hun drog en ring af sin arm og gav mig;--det er _den_, du nu bærer.

_DAGNY (nølende)._ Og du blev natten over i buret hos Hjørdis?

_SIGURD._ Mit sværd lå draget mellem os. _(kort ophold.)_ Før dagen gryde, bar jeg Hjørdis til Gunnars skib; vor list mærked hun ikke, og han sejled bort med hende. Derpå gik jeg til din sovestue og fandt dig der blandt dine kvinder;--nu, hvad siden fulgte, det ved du; jeg for fra Island med en fager mø, som jeg havde svoret, og du har siden trofast fulgt mig hvor jeg stævned hen.

_DAGNY (i bevægelse)._ Bolde husbond! Du øved hin stordåd;--o, det burde jeg tænkt; ingen, uden du, var dertil istand! Hjørdis, denne stolte og ypperlige kvinde, kunde du vundet, og kåred dog mig! Tifold kærere måtte du være mig nu, ifald du ikke alt var mig det kæreste i verden!

_SIGURD._ Dagny, min gode hustru, nu ved du alt--hvad som trænges. Jeg måtte vare dig; thi ringen,--lad den aldrig komme Hjørdis for øje! Vil du gøre mig til vilje, så kast den ud--dybt på havbunden!

_DAGNY._ Nej, Sigurd, dertil er den mig for kær; den er jo en skænk fra dig! Men vær du tryg, jeg skal dølge den for alles øjne, og aldrig skal jeg røbe, hvad du her har sagt mig.

_(Thorolf kommer fra skibene med Sigurds mænd)_.

_THOROLF_. Alt er rede til gildefærden!

_DAGNY._ Kom da, Sigurd,--du ædle, djærve kæmpe!

_SIGURD._ Rolig, Dagny,--rolig! I _din_ makt står det nu, om færden skal endes med fred eller mandefald! _(raskt til de øvrige.)_Afsted alle til gildet i Gunnars gård!

_(går med Dagny til højre; de andre følger efter.)_

* * * * *

ANDEN HANDLING.

_(Gildestuen hos Gunnar herse. Udgangsdøren er i baggrunden; mindre døre på sidevæggene. I forgrunden til venstre det store højsæde, ligeover for dette, til højre, det mindre. Midt på gulvet brænder en stokild på en muret grue. I baggrunden på begge sider af døren er forhøjninger for husets kvinder. Fra begge højsæter langs stuevæggene op mod baggrunden strækker sig to lange borde med bænke om. Det er mørkt udenfor; stokilden oplyser stuen.)

(Hjørdis og Dagny kommer ind fra højre.)_

_DAGNY._ Nej, Hjørdis, jeg skønner mig ikke på dig; nu har du vist mig om i gården; jeg ved ikke den ting det skorter dig på, og alt det du ejer er skønt og ypperligt;--hvor kan du så klage?

_HJØRDIS._ Hm, sæt en ørn i bur og den vil bide i stængerne, enten de så er af jern eller guld.

_DAGNY._ I en ting er du dog rigere end jeg; du har Egil, din lille gut.

_HJØRDIS._ Bedre ingen afkom, end en, der er uhæderlig født.

_DAGNY._ Uhæderlig?

_HJØRDIS._ Mindes du ikke, hvad din fader sagde? Egil er en frillesøn; så var hans ord.

_DAGNY._ Et ord i vrede,--hvor vil du agte på det!

_HJØRDIS._ Jo, jo, Ørnulf havde ret; Egil er veg; det kendes på ham, at han er ufrels født.

_DAGNY._ Hjørdis, hvor kan du--!

_HJØRDIS (uden at agte på hende)._ Således mægter da skændselen at suge sig ind i blodet, ligesom edderen efter et ormebid. Der er andet malm i fribårne heltesønner; jeg har hørt om en dronning, som tog sin søn og syde ham kjortelen fast i kødet, uden at han blinked med øjnene derved, _(med et ondskabsfuldt udtryk.)_ Dagny, det vil jeg prøve med Egil!

_DAGNY (oprørt)._ Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS (leende)._ Ha, ha, ha! Tænker du det var mit alvor? _(forandrer tonen.)_ Men du må nu tro mig eller ikke, så kommer der stundom over mig en--en fristende lyst til slige gerninger; det må vel ligge i ætten,--thi jeg er jo af jøtunslægt, siges der.--Nå, sæt dig, Dagny; vidt har du faret om i de fem lange år;--sig mig,--i kongsgårdene var du vel mangengang til gæst?

_DAGNY._ Det var jeg,--fornemmelig hos Ædhelstan i England.

_HJØRDIS._ Og var højt hædret overalt; sad på de ypperste sæder ved bordet?

_DAGNY._ Det kan du vide. Som Sigurds hustru--

_HJØRDIS._ Ja, javist,--en berømmelig mand er Sigurd--skønt Gunnar står over ham.

_DAGNY._ Gunnar?

_HJØRDIS._ _En_ dåd øved Gunnar, medens Sigurd ikke turde prøve derpå;--nå, lad det være;--men sig mig, når Sigurd for i viking og du var med,--når du hørte sværdene suse i den hvasse leg, når blodet damped rødt på skibsdækket,--kom der så ikke over dig en utæmmelig lyst efter at strides blandt mændene; klædte du dig så ikke i hærklæder og tog våben i hånd?

_DAGNY._

Aldrig! Hvad tænker du på? Jeg, en kvinde?

_HJØRDIS._ En kvinde, en kvinde,--hm, der er ingen, som ved hvad en kvinde er istand til!--Nu, en ting kan du dog sige mig, Dagny; thi det må du sikkert vide: Når en mand favner den kvinde, han har kær,--er det sandt, at da brænder hendes blod, hendes bryst banker,--svimler hun i sælsom fryd derved?

_DAGNY (rødmende)._ Hjørdis, hvor kan du--!

_HJØRDIS._ Nu da, sig mig--!

_DAGNY._ Det tænker jeg forvist du har fornummet.

_HJØRDIS._ Ja, en gang, kun en eneste; det var hin nat, da Gunnar sad hos mig i buret; han krysted mig i favn så brynjen brast, og da, da--!

_DAGNY (udbrydende)._ Hvad! Sigurd--!

_HJØRDIS._ Sigurd? Hvo taler om Sigurd? Jeg nævnte Gunnar,--hin nat, da kvinderanet--

_DAGNY (fatter sig)._ Ja ja, jeg mindes,--jeg ved vel--

_HJØRDIS._ Det var den eneste gang; aldrig, aldrig siden! Jeg tænkte, at jeg var slagen med trolddom; thi at Gunnar så kunde favne en kvinde, det--_(standser og ser på Dagny.)_ Er du syg? Mig tykkes, du blir bleg og rød!

_DAGNY._ Visst ikke, visst ikke!

_HJØRDIS (uden at agte på hende)._ Nej, i lystig ledingsfærd skulde jeg gået; det havde været bedre for mig, og--kan hænde for os alle. Det havde været et liv, fuldt og rigt! Undres du ikke, Dagny, ved at finde mig levende her? Ræddes du ikke ved at være i enrum med mig i stuen, nu da det er mørkt? Får du ikke de tanker, at jeg må være død i den lange tid, og at det er en genganger, som her står hos dig?

_DAGNY (uhyggeligt tilmode)._ Kom--lad os gå--til de andre!

_HJØRDIS (tager hende i armen)._ Nej bliv! Skønner du det, Dagny, at et menneske kan leve efter at have siddet her i fem nætter?

_DAGNY._ Fem nætter?

_HJØRDIS._ Her nordpå er hver nat en vinter lang. _(raskt med forandret udtryk)_. Tro ellers ikke andet, end at her er vakkert nok! Du skal se syner her, som du aldrig har set i Englands kongsgårde; vi vil være sammen som søstre den tid du gæster mig; ned til havet skal vi gå, når uvejret ret begynder igen; du skal se bølgerne flyve mod land som vilde, hvidmankede heste,--og så hvalerne langt derude! De går mod hinanden, som kæmper i stål og plade! Ha, hvilken lyst at sidde som heksekvinde på hvalens ryg, at ride foran snekken, vække uvejr og lokke mændene i dybet ved fagre galdrekvad!

_DAGNY._ O fy, Hjørdis, hvor kan du tale så!

_HJØRDIS._ Kan du kvæde galder, Dagny?

_DAGNY (med afsky)._ Jeg!

_HJØRDIS._ Ja, jeg tænkte det; hvormed lokked du da Sigurd?

_DAGNY._ Skændigt taler du mig til; jeg vil gå!

_HJØRDIS (holder hende tilbage)._ Fordi jeg skæmter! Nej, hør kun videre! Tænk dig, Dagny, at sidde om kvælden her ved lugen og høre på draugen, der græder i bådhuset; at sidde og vente og lytte på de døde mænds hjemfærd; thi her nordpå, her må de forbi. Det er de djærve mænd, der faldt i strid, de stærke kvinder, der ikke fristed livet tamt, som du og jeg; i storm og uvejr suser de gennem luften på sorte heste, med ringlende bjælder! _(slår armene om hende og trykker hende vildt op til sig.)_ Ha, tænk dig, Dagny, at fare den sidste færd på så god en ganger!

_DAGNY (idet hun river sig løs)._ Hjørdis, Hjørdis! Slip! Jeg vil ikke høre på dig!

_HJØRDIS (leende)._ Veg er du af sind og let at skræmme!

_(Gunnar kommer fra baggrunden med Sigurd og Thorolf.)_

_GUNNAR._ Ja forsandt, nu er mine kår de bedste jeg ved; dig, Sigurd, min ærlige bolde broder har jeg fundet igen, fuldt så trofast som før; jeg har Ørnulfs ætling under mit tag, og gubben selv følger snart efter, ej så?

_THOROLF._ Det loved han.

_GUNNAR._ Så fattes mig kun, at liden Egil sad hjemme.

_THOROLF._ Du har nok gutten kær; thi du nævner ham så tidt.

_GUNNAR._ Det har jeg; han er jo den eneste; og fager og vennesæl vil han blive.

_HJØRDIS._ Men ingen kæmpe.

_GUNNAR._ Nu, nu,--det skal du ikke sige.

_SIGURD._ Men at du skikked ham fra dig--

_GUNNAR._ Gid jeg ikke havde gjort det! _(halvt sagte.)_ Men, Sigurd, det ved du nok: umandigt handler stundom den, der har en kær over alle ting _(højt.)_ Få mænd havde jeg på gården, og ingen af os kunde være tryg på livet, da det rygtedes, at Ørnulf lagde til landet med hærskib.

_HJØRDIS._ En ting ved jeg, som bør frelses først, livet siden.

_THOROLF._ Og det er?

_HJØRDIS._ Hæder og rygte blandt mænd.

_GUNNAR._ Hjørdis!

_SIGURD._ Ej skal det siges Gunnar på, at han har forspildt sin hæder ved denne gerning.

_GUNNAR (strengt)._ Det lykkes ingen at ægge mig mod Ørnulfs frænder!

_HJØRDIS (smilende)._ Hm, sig mig, Sigurd,--kan dit skib sejle med al slags vind?

_SIGURD._ Ja, når det styres med kløgt.

_HJØRDIS._ Godt, jeg vil også styre mit skib med kløgt, og skal vel komme did, jeg ønsker, _(går op i stuen)_.

_DAGNY (sagte og urolig)._ Sigurd, lad os fare herfra--endnu ikvæld!

_SIGURD._ Nu er det for sent; det var dig selv, som--

_DAGNY._ Dengang havde jeg Hjørdis kær; men nu--; jeg har hørt ord af hende, som jeg ræddes ved at tænke på.

_(Sigurds mænd samt andre gæster, mænd og kvinder, huskarle og terner fra baggrunden.)_

_GUNNAR (efter en kort pause, der udfyldes med gensidige hilsninger o.s.v.)._ Nu til drikkebordet! Min fornemste gæst, Ørnulf fra Fjordene, kommer siden; det har Thorolf tilsagt mig.

_HJØRDIS (til husfolkene)._ Lad øl og mjød bæres om, så løses tungen og sindet gøres lystigt.

_(Gunnar fører Sigurd til højsædet til højre. Dagny sætter sig ved Sigurds højre side, Hjørdis ligeover for ham på den anden side af samme bord. Thorolf anvises plads på samme måde ved det andet bord og sidder altså lige for Gunnar, der sætter sig i det store højsæde. De øvrige tager plads opad mod baggrunden.)_

_HJØRDIS (efter et ophold, hvori man drikker sammen og tales sagte ved over bordet)_. Sjelden hændes, at så mange djærve mænd sidder sammen, som nu ikvæld i stuen her. Godt vilde det derfor sømme sig at øve den gamle morskab: Lad hver mand nævne sine bedrifter, så må alle dømme sig imellem, hvo der er den ypperste.

_GUNNAR._ Den skik er ej god i drikkelag; tidt voldes ufred derved.

_HJØRDIS._ Ikke tænkte jeg, at Gunnar herse var ræd.

_SIGURD._ Det tænker forvist ingen; men sent blev vi færdige, skulde vi nævne vore bedrifter, så mange vi her er. Fortæl os heller, Gunnar, om din Bjarmelandsrejse; det er fuldgod bedrift at fare så langt nord, og gerne hører vi på dig.

_HJØRDIS._ Bjarmelandsrejse er farmands værk og lidet sømmelig at nævne mellem kæmper. Nej, begynd du, Sigurd! Hvis jeg ikke skal tænke at du nødig hører min husbond prises, så begynd! Sig frem; nævn den dåd du har øvet, og som du højest skatter.

_SIGURD._ Nu, siden du tvinger mig, får det vel så være. Det er da at nævne, at jeg lå i viking under Orknø; der kom fiender imod os, men vi ryddet skibene, og jeg stred alene med de otte mænd.

_HJØRDIS._ God var den dåd; men var du fuldt rustet?

_SIGURD._ Fuldt rustet, med økse, spyd og skjold.

_HJØRDIS._ God var dåden endda. Nu må du, min husbond, nævne, hvad der tykkes dig hæderligst af dine bedrifter.

_GUNNAR (uvillig)._ Jeg vog to bersærker, som havde røvet et handelsskib; derpå sendte jeg de fangne farmænd hjem og gav dem skibet fri uden løsepenge. Kongen i England tyktes godt om den bedrift, sagde, jeg havde handlet hæderligt, og gav mig tak og gode gaver derfor.

_HJØRDIS._ Forsandt, Gunnar, bedre bedrift kunde du dog nævne.

_GUNNAR (hæftigt)._ Jeg roser mig ikke af anden bedrift! Siden jeg sidst for fra Island, har jeg levet i fred og drevet farmandsfærd. Der skal ikke nævnes mere heroin!

_HJØRDIS._ Ifald du selv dølger din hæder, så skal din hustru tale.

_GUNNAR._ Hjørdis, ti--jeg byder dig!

_HJØRDIS._ Sigurd stred mod otte mænd og var fuldt rustet; Gunnar gik til mit bur ved mørk nat, fældte bjørnen, som havde tyve mænds styrke, og bar dog kun et kort sakssværd i hånden.

_GUNNAR (i stærkt oprør.)_ Kvinde, ikke et ord mere!

_DAGNY (sagte)._ Sigurd, vil du tåle--!

_SIGURD (ligeså)._ Vær rolig!

_HJØRDIS (til de øvrige)._ Og nu, I gæve mænd,--hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?

_GUNNAR._ Stille!

_HJØRDIS (med hævet stemme)._ Sig frem, det kræves med rette!

_EN GAMMEL MAND (blandt gæsterne)._ Skal sandhed siges, så er Gunnars dåd ypperligere end alt, hvad mænd har øvet; Gunnar er den djærveste helt, og dernæst Sigurd.

_GUNNAR (med et blik over bordet)._ Ha, Sigurd, Sigurd, ifald du vidste--!

_DAGNY (sagte)._ Det er formeget--selv for en ven!

_SIGURD._ Ti, min hustru! _(højt til de øvrige)_. Ja, visselig er Gunnar den hæderligste af alle mænd; og det vilde jeg holde ham for til min sidste dag, om han så aldrig havde øvet hin dåd; thi den agter jeg mindre højt end I.

_HJØRDIS._ Der taler misundelsen af dig, Sigurd viking!

_SIGURD (smilende)._ Storlig fejler du nu! _(venligt til Gunnar, idet han drikker ham til over bordet.)_ Hil dig, ædle Gunnar; fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det.

_HJØRDIS._ Det prøver ingen, såvidt jeg ved.