Part 5

_DAGNY._ Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i buret, og værger sig nok selv.

_SIGURD._ Det tænker jeg med; men gå du endda; styr din faders færd; våg over alle og--over Gunnars hustru!

_DAGNY._ Lid på mig. Vel mødt igen! _(hun går efter de forrige)_.

_SIGURD._ Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs mens du er stedt i fare. _(lytter)_. Jeg hører skrig og sværdhug;--de er alt ved gården, _(vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.)_ Hjørdis! Hun kommer hid!

_(Hjørdis klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne våbenstykker; hjelm, pandser, arm- og benskinner. Hendes hår er udslået; på ryggen bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden har hun buen med hårsnoren.)_

_HJØRDIS (ilsomt og seende sig tilbage som om hun ængstedes af noget, der forfulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og siger dæmpet):_ Sigurd, Sigurd, kan du se den?

_SIGURD._ Hvem? Hvor?

_HJØRDIS._ Ulven _der_--lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to røde øjne!--Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for mig; det betyder at jeg visselig skal dø inat!

_SIGURD._ Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS._ Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.

_SIGURD._ Du er syg; kom og gå ind!

_HJØRDIS._ Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!

_SIGURD._ Hvad er der hændt med dig?

_HJØRDIS._ Hvad der er hændt? Det ved jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi; da kan vi blive sammen!

_SIGURD._ Vi? Ha, du mener--!

_HJØRDIS (med højhed)._ Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro ven,--alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han det, da bryder han nornens lønlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig røst i mig, som siger at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i _en_ mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det ved jeg, Sigurd,--havde vi to holdt sammen, da var du blev en navnkundigere og jeg lykkeligere end alle andre!

_SIGURD._ Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.

_HJØRDIS (under stigende vildhed)._ Det _skal_ det dog! Ud af livet vil vi begge gå! Ser du denne buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad over den! _(lægger en pil i buen, der er spændt.)_ Hør! Hør! hvor det suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg har hekset dem hid;--i lag med dem skal vi følges!

_SIGURD (viger tilbage)._ Hjørdis, Hjørdis,--jeg ræddes for dig!

_HJØRDIS (uden at agte på ham)._ Ingen magt kan ændre vor skjæbne nu! O, ja--det er også bedre så, end om du havde fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på din gård for at væve lin og uld og føde dig afkom,--fy, fy!

_SIGURD._ Hold op! Din trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en sjælesot på dig! _(forfærdet.)_ Ha, se--se! Gunnars gård,--den brænder!

_HJØRDIS._ Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars bjælkestue!

_SIGURD._ Men Egil, din søn--de fælder ham!

_HJØRDIS._ Lad fældes,--så fældes min skændsel med det samme!

_SIGURD._ Og Gunnar,--de tager din husbonds liv!

_HJØRDIS._ Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd, så må det være; her i landet gror ikke lykken for mig;--den hvide gud kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde med; de gamle er ikke stærke, som før;--de sover, de sidder halvt som skygger;--med dem vil vi strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst! _(Uvejret bryder løs.)_ Hør, hør, der kommer vort følge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en for dig; _(kaster buen til kinden og skyder.)_ Så far da den sidste færd!

_SIGURD._ Vel truffet, Hjørdis! _(han falder.)_

_HJØRDIS (jublende, idet hun iler til ham.)_ Sigurd, min broder,--nu hører vi hinanden til!

_SIGURD._ Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand.

_HJØRDIS (forfærdet)._ Du--! Ha, nej, nej!

_SIGURD._ Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har lært mig ham at kende;--det er op til _ham_ jeg nu går.

_HJØRDIS (i fortvivlelse)._ Og jeg--! _(slipper buen.)_ Ve, ve!

_SIGURD._ Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit hjerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis;--nu er jeg så let og fri. _(dør.)_

_HJØRDIS (stille)._ Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl! _(Uvejret vokser, hun udbryder vildt.)_ De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej;--jeg følger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper ej,--de ser mig; de ler og vinker, de sporer sine heste! _(iler ud på fjeldkanten i baggrunden.)_ Der er de over mig;--og intet ly, intet skjul! Jo, på havets bund kan hænde! _(hun styrter sig ud.)_

_(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds og Ørnulfs mænd kommer etterhånden ind fra højre.)_

_ØRNULF (vendt mod gravhaugen)._ Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger I ikke!

_DAGNY (kommer)._ Fader, fader,--skrækken dræber mig;--al den blodige færd--og uvejret;--hør, hør!

_GUNNAR (med Egil på armen)._ Giv fred og ly for mit barn!

_ØRNULF._ Gunnar herse!

_GUNNAR._ Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din vold; gør som dig tykkes!

_ØRNULF._ Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude!

_DAGNY._ Ja, ind, ind! _(går henimod bådhuset, får øje på liget og udstøder et skrig:)_ Sigurd, min husbond;--de har dræbt ham. _(kaster sig ned ved ham.)_

_ØRNULF (iler til)._ Sigurd!

_GUNNAR (sætter Egil ned)._ Sigurd dræbt!

_DAGNY (ser fortvivlet på mændene, der står om den døde)._ Nej, nej, det er ikke så;--han må være ilive endnu! _(bemærker buen.)_ Ha, hvad er det! _(rejser sig.)_

_ØRNULF._ Datter, det er nok, som du først sagde,--Sigurd er fældet.

_GUNNAR (som greben af en pludselig tanke)._ Og Hjørdis!--Har Hjørdis været her?

_DAGNY (sagte og med fatning)._ Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes bue har været her.

_GUNNAR._ Ja, jeg tænkte det nok!

_DAGNY._ Ti, ti! _(for sig selv.)_ Så bittert har hun da hadet ham!

_GUNNAR (sagte)._ Fældet ham--natten før holmgangen, så har hun endda elsket mig.

_(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)_

_EGIL (med skræk)._ Fader! Se, se!

_GUNNAR._ Hvad er det?

_EGIL._ Deroppe--alle de sorte heste--!

_GUNNAR._ Det er skyerne, som--

_ØRNULF._ Nej, det er de dødes hjemfærd.

_EGIL (med et skrig)._ Moder er med dem!

_DAGNY._ Alle gode magter!

_GUNNAR._ Barn, hvad siger du!

_EGIL._ Der--foran--på den sorte hest! Fader, fader!

_(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)_

_GUNNAR (stille og smerteligt)._ Nu er Hjørdis visselig død!

_ØRNULF._ Det er vel så, Gunnar;--og på hende havde jeg mere at hævne end på dig. Dyrt blev mødet for os begge;--_der_ er min hånd; fred og forsoning!

_GUNNAR._ Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island!

_ØRNULF._ Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:

Højt om heltefærd og stærke kæmpers leg på norske strande skal til sildigst æt fra Island sjunges over nordens lande!

* * * * *