Part 3

_SIGURD._ Sig ikke det; næsten kunde jeg fristes til at tro, du bød os hid til drikkegilde for at vække ufred.

_HJØRDIS._ Det ligner dig Sigurd; nu er du vred fordi du ikke må gælde for den ypperste mand i laget!

_SIGURD._ Altid har jeg agtet Gunnar højere end mig selv.

_HJØRDIS._ Nu ja,--bagefter Gunnar er jo også en god plads, og--_(med et sideblik til Thorolf)_ havde Ørnulf været her, så kunde han fåt det tredje sæde.

_THOROLF._ Da kom Jøkul, din fader, til at bænkes langt nede; thi han måtte dog bukke under for Ørnulf.

_(Det følgende ordskifte føres fra begge sider under stigende, men dog undertrykt ophidselse.)_

_HJØRDIS._ Det skal du ikke sige! Ørnulf er jo skald, og der mumles om at han har prist sig selv for større bedrifter, end han har øvet.

_THOROLF._ Da ve den, der mumler om sligt, så højt at det kommer for mine øren!

_HJØRDIS (med et tirrende smil)._ Vilde du hævne det?

_THOROLF._ Ja, så det langvejs skulde spørges!

_HJØRDIS._ Så vil jeg tømme et horn på, at du først må få skæg på hagen.

_THOROLF._ Selv skægløs karl er for god til at mundhugges med kvinder.

_HJØRDIS._ Men for veg til at slås med mænd; det var derfor din fader lod dig ligge i gruen hjemme på Island, medens dine brødre for i hærfærd.

_THOROLF._ Ilde var det, at han ikke holdt ligeså godt øje med dig; thi så havde du ikke faret som hærtagen kvinde fra landet!

_GUNNAR OG SIGURD._ Thorolf!

_DAGNY (på samme tid)._ Min broder!

_HJØRDIS (sagte og bævende af forbitrelse)._ Ha, bi--bi kun!

_THOROLF (rækker Gunnar hånden)._ Vær ikke vred, Gunnar;--onde ord faldt mig på tungen; men din hustru ægged mig!

_DAGNY (sagte og bedende)._ Fostersøster, såsandt du nogentid har havt mig kær, så væk ingen strid!

_HJØRDIS (leende)._ Ved drikkebordet må der skemt til, ifald lystigheden skal trives.

_GUNNAR (der har talt sagte med Thorolf)._ Du er en brav gut! _(rækker ham et sværd, som hænger ved højsædet.)_ Der, Thorolf, der har du en god gave. Brug den vel, og lad os være venner.

_HJØRDIS._ Ikke skulde du give dine våben bort, Gunnar; thi så vil folk sige, at du kun skiller dig ved de ting, du ikke selv har brug for!

_THOROLF (som imidlertid har undersøgt sværdet)._ Tak for gaven, Gunnar; i uhæderlig færd skal den aldrig svinges.

_HJØRDIS._ Skal du holde det løfte, så lån aldrig sværdet til dine brødre.

_GUNNAR._ Hjørdis!

_HJØRDIS (vedblivende)._ Men hæng det heller ikke på din faders stuevæg; thi der hænger det hos uhæderlige mænds våben.

_THOROLF._ Sandt nok, Hjørdis,--din faders økse og skjold har hængt der i mange år.

_HJØRDIS (tvinger sig)._ At Ørnulf vog min fader,--den bedrift fører du altid i munden; men mæler rygtet sandt, så er gerningen ikke så hæderlig, som du tænker.

_THOROLF._ Hvad rygte taler du om?

_HJØRDIS (smilende)._ Jeg tør ikke nævne det, thi du vilde blive vred derover.

_THOROLF._ Så ti,--det ser jeg helst. _(vender sig fra hende.)_

_HJØRDIS._ Nu, det kan jo også gerne siges. Er det sandt, Thorolf, at din fader sad tre nætter i kvindestak hos gyvren i Smalserhorn og kogte sejd, før han turde gå til holmgang med Jøkul?

_(Alle rejser sig; stærk bevægelse blandt gæsterne.)_

_GUNNAR, SIGURD OG DAGNY_. Hjørdis!

_THOROLF (i højeste forbitrelse)._ Så arg en løgn har du aldrig spurgt om Ørnulf fra Fjordene! Det har du selv digtet; thi giftig, som du, må den være, der kan finde på sligt! Den værste udåd, nogen mand kan øve, har du her påsagt min fader! _(kaster sværdet fra sig.)_ _Der_, Gunnar, der har du gaven igen; ingen skænk tager jeg med fra det hus, hvor min fader er forhånet!

_GUNNAR._ Thorolf, så hør dog!

_THOROLF._ Lad mig gå. Men se dig for skulde både du og Hjørdis; thi min fader har i denne stund _den_ i sin vold, som er eder dyrest af alle!

_HJØRDIS (studsende)._ Din fader har--!

_GUNNAR (med et utråb)._ Hvad siger du!

_SIGURD (hæftigt)._ Hvor er Ørnulf?

_THOROLF (med hånlatter_). Sørpå, med mine brødre!

_GUNNAR._ Sørpå!

_HJØRDIS (udbrydende)._ Gunnar! Ørnulf har dræbt Egil, vor søn!

_GUNNAR._ Dræbt! Egil dræbt! Da ve Ørnulf og al hans æt! Thorolf, sig frem;--er det sandt;

_SIGURD._ Gunnar, Gunnar,--hør mig!

_GUNNAR._ Sig frem, ifald du agter dit liv!

_THOROLF._ Du skræmmer mig ikke! Vent til min fader kommer; nidstang skal han rejse mod Gunnars gård! Men du, Hjørdis,--glæd dig imens ved de ord jeg hørte idag: "Før det kvældes skal Gunnar herse og hans hustru ikke have nogen afkom at rose sig af"! _(går ud i baggrunden.)_

_GUNNAR (i dybeste smerte.)_ Dræbt,--dræbt! Min liden Egil dræbt!

_HJØRDIS (vildt)._ Og du--du lader ham gå! Lader Egil, din ætling, ligge uhævnet! Hvermands niding skal du være ifald--!

_GUNNAR (som ude af sig selv)._ Et sværd,--en økse! Det er det sidste bud han bringer! _(griber en økse fra en af de omstående og iler ud.)_

_SIGURD (vil følge efter_). Gunnar, styr dig!

_HJØRDIS (holder ham tilbage)._ Bliv, bliv! Mændene vil skille dem; jeg kender Gunnar! _(Et udråb høres fra mængden, der er stimlet sammen ved udgangen.)_

_SIGURD OG DAGNY._ Hvad er det?

_EN STEMME BLANDT MÆNGDEN._ Thorolf faldt!

_SIGURD._ Thorolf! Ha, slip!

_DAGNY._ Min broder! O, min broder!

_(Sigurd vil ile ud; idetsamme skilles mængden ad, Gunnar træder ind, og kaster øksen fra sig ved døren.)_

_GUNNAR._ Nu er det gjort. Egil er hævnet!

_SIGURD._ Vel dig, ifald du ikke har været for rap på hånden.

_GUNNAR._ Kan hænde, kan hænde; men Egil, Egil, min fagre gut!

_HJØRDIS._ Væbne os må vi nu og søge hjælp hos vore venner; thi Thorolf har mange eftermålsmænd.

_GUNNAR (mørkt)._ Selv vil han blive sin værste hævner; han vil stå mig for sindet nat og dag.

_HJØRDIS._ Thorolf fik sin løn. For frænders færd må frænder lide.

_GUNNAR._ Vel sandt; men det ved jeg, at jeg var gladere i hu før drabet.

_HJØRDIS._ Blodnatten er altid den værste;--når den er over, så går det nok. Ved skændig list har Ørnulf fremmet sin hævn; i åben strid vilde han ikke gå mod os, lod som han var forligeligt sindet, og falder så over vort værgeløse barn! Ha, jeg så mere grant end I; jeg tænkte nok, at Ørnulf var ond og underfundig; vel havde jeg årsag til at ægge dig mod ham og al hans falske æt.

_GUNNAR (ophidset)._ Det havde du! Ringe er min hævn at regne mod Ørnulfs udåd. Han misted Thorolf, men har dog sex sønner igen, og jeg ingen--ingen!

_EN HUSKARL (ilsomt fra baggrunden)._ Ørnulf fra Fjordene kommer!

_GUNNAR._ Ørnulf!

_HJØRDIS OG FLERE MÆND._ Til våben! Til våben!

_DAGNY (på samme tid)._ Min fader!

_SIGURD (som greben af en anelse)._ Ørnulf--! Ha, Gunnar, Gunnar!

_GUNNAR (drager sværdet)._ Op alle mænd! Hævn over Egils bane!

_(Ørnulf kommer ind med Egil på armen.)_

_GUNNAR (med et skrig)._ Egil!

_ØRNULF._ Her har I liden Egil igen!

_ALLE (mellem hverandre)._ Egil! Egil lever!

_GUNNAR (lader sværdet falde)._ Ve mig; hvad har jeg gjort!

_DAGNY._ O, Thorolf, min broder!

_SIGURD._ Jeg tænkte det nok;

_ØRNULF (sætter Egil ned)._ _Der_, Gunnar, har du din vakkre gut!

_EGIL._ Fader! Gamle Ørnulf vilde ikke gøre mig ondt, som du sagde da jeg rejste!

_ØRNULF (til Hjørdis)._ Nu har jeg givet bod for din fader; nu tænker jeg nok vi kan forliges.

_HJØRDIS (med undertrykt bevægelse)._ Kan hænde!

_GUNNAR (ligesom opvågnende_). Er det en hæslig drøm, der forvilder mig! Du--du bringer Egil hjem!

_ØRNULF._ Som du ser; men det må du vide, at han har været døden nær.

_GUNNAR._ Det ved jeg.

_ØRNULF_ Og glædes ikke mere over at han kommer?

_GUNNAR._ Var han kommen tidligere, så skulde jeg glædet mig mere derover. Men sig mig alt,--hvad der er hændt!

_ØRNULF._ Det er snart sagt. Kåre bonde lagde onde råd op mod eder; med andre ugerningsmænd for han sørpå efter Egil.

_GUNNAR._ Kåre! _(sagte)_. Ha, nu skønner jeg Thorolfs ord!

_ØRNULF._ Hans færd kom mig for øre; slig udåd måtte aldrig øves. Bod for Jøkul vilde jeg ikike give, og gerne, Gunnar, havde jeg fældet dig i holmgang, ifald så skulde være,--men din æt måtte jeg dog frede om; med mine sønner for jeg da efter Kåre.

_SIGURD (sagte)._ En usalig dåd er her øvet!

_ØRNULF._ Da jeg kom til, lå Egils følgesvende bundne, din søn var alt i dine uvenners magt, og længe skulde de ikke have sparet ham. Hed blev kampen da! Hvassere sværdhug har jeg sjeldent skiftet; Kåre og to mænd flygted op på landet; de andre sover trygt og vil være tunge at vække.

_GUNNAR (i stærk spænding_). Men du--du Ørnulf--?

_ØRNULF (mørk)._ Sex sønner fulgte mig i striden.

_GUNNAR (åndeløs)._ Men hjemad?

_ØRNULF._ Ingen.

_GUNNAR (forfærdet)._ Ingen! _(sagte)_. Og Thorolf, Thorolf!

_(Dyb bevægelse blandt mængden. Hjørdis synes at kæmpe en stærk indre kamp; Dagny græder stille ved højsædet til højre. Sigurd står smerteligt bevæget hos hende.)_

_ØRNULF (efter et kort ophold.)_ Tungt er det at stå som en frodig gran, og så at kvistes af i et eneste uvejr. Dog, mand skal leve efter mand;--ræk mig et horn; jeg vil drikke mine sønners minde. _(En af Sigurds mænd bringer et horn.)_ Hil eder der I nu rider, mine djærve sønner! Kobberportene skal ikke slå i på eders hæle, thi I kommer itil hallen med mange mænds følge! _(drikker og giver hornet fra sig.)_ Og nu hjem til Island; Ørnulfs heltefærd er forbi; det gamle træ har kun _en_ grøn gren igen, og den må fredes om. Hvor er Thorolf?

_EGIL (til sin fader.)_ Ja vis mig Thorolf! Ørnulf har sagt, han skal skære et skib til mig med mange, mange hærmænd i stavnen.

_ØRNULF._ Prise må jeg alle gode vætter at ikke Thorolf fulgte med; thi hvis også han,--nej, så stærk jeg end er,--det havde faldet mig for tungt at bære. Men hvi kommer han ikke? Altid var han den første til at møde sin fader; thi det tyktes os begge, som vi ikke kunde leve hinanden en dag foruden.

_GUNNAR._ Ørnulf, Ørnulf!

_ØRNULF (med stigende uro.)_ Tause står I alle i stuen, det ser jeg nu;--hvad fattes,--hvor er Thorolf?

_DAGNY._ Sigurd, Sigurd,--det blir ham det tungeste!

_GUNNAR (kæmpende med sig selv.)_ Gubbe!--Nej--og dog, det kan jo ikke dølges--

_ØRNULF (hæftigt)._ Min søn! Hvor er han?

_GUNNAR._ Thorolf er dræpt!

_ØRNULF._ Dræbt! Thorolf? Thorolf? Ha, du lyver!

_GUNNAR._ Jeg gav mit varmeste hjerteblod for at vide ham ilive!

_HJØRDIS (til Ørnulf.)_ Selv er Thorolf skyld i det som hændte; med mørke taler gav han tilkjende, at du var falden over Egil og havde dræbt ham;--halvt i ufred skiltes vi sidst fra hverandre; du har før voldt mandefald i min æt;--og, foruden det,--som en kådmundet svend sad Thorolf ved gildet; han æggedes ved skemt, og gav mange onde ord fra sig;--først da var det at Gunnar harmedes; først da bar han våben på din søn; vel skulde jeg mene, han havde skellig årsag til den gerning.

_ØRNULF (rolig)._ Det kendes på dig at du er en kvinde; thi du bruger mange ord. Hvortil det? Er Thorolf dræbt, så er hans saga ude.

_EGIL._ Når Thorolf er dræbt, så får jeg ingen hærmænd.

_ØRNULF._ Nej, Egil,--nu har vi mistet vore hærmænd, både du og jeg. _(til Hjørdis_.) Din fader kvad:

"Jøkuls æt skal Jøkuls bane volde ve på alle veje".

Godt har du nu sørget for, at hans ord kan sandes. _(tier lidtog vender sig til en af mændene.)_ Hvor fik han banehugget?

_MANDEN._ Tvers over panden.

_ØRNULF (tilfreds)._ Hm; det er hæderligt sted; så har han ikke vendt ryggen til. Men faldt han mod siden, eller ind mod Gunnars fødder?

_MANDEN._ Halvvejs mod siden og halvvejs mod Gunnar.

_ØRNULF._ Det spår kun halv hævn; ja, ja,--vi skal se!

_GUNNAR (nærmer sig.)_ Ørnulf, vel ved jeg, at ikke alt mit gods kan veje tabet op; men kræv af mig hvad du vil--

_ØRNULF (strængt, afbrydende.)_ Giv mig Thorolfs lig, og lad mig gå! Hvor ligger han?

_GUNNAR (peger taus mod baggrunden.)_

_ØRNULF (gør et par skridt, men vender sig og siger tordnende til Sigurd, Dagny og flere, der deltagende vil følge ham):_ Bliv! Tænker I at Ørnulf skal følges af sørgehuset, som en klynkende kvinde! Bliv, siger jeg!--Vel årker jeg Thorolf alene, _(med rolig kraft.)_ Sønneløs går jeg; men ingen skal sige at han så mig bøjet! _(han går langsomt ud.)_

_HJØRDIS (med tvungen latter.)_ Ja, lad ham gå, som han vil; mandstærke trænger vi ikke til at være, om han kommer med ufred igen! Nu, Dagny,--nu tænker jeg det er sidste gang din fader stævner fra Island i sligt ærind!

_SIGURD (oprørt)._ O, skændigt!

_DAGNY (ligeså)._ Forhåne ham kan du! Forhåne ham--efter det, som her er øvet!

_HJØRDIS._ Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges;--Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet,--kun ikke at han skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; _er_ det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond!

_DAGNY (i stærkt oprør.)_ Der fejler du, Hjørdis,--og ret nu skal alle vide, at du lever under ræd mands tag!

_SIGURD (hæftigt.)_ Dagny, hvad vil du!

_GUNNAR._ Ræd!

_HJØRDIS (med hånlatter.)_ Vidløst taler du der!

_DAGNY._ Fordølges skal det ikke mere; jeg taug indtil du håned min fader og mine faldne brødre; jeg taug mens Ørnulf var inde; thi han skulde ikke høre at Thorolf faldt for en nidings hånd; men nu;--pris aldrig Gunnar for hin dåd på Island; thi Gunnar er ræd! Sværdet, som lå draget mellem dig og ransmanden, det hænger ved min husbonds side,--og ringen, som du drog af din arm, den gav du til Sigurd, _(drager den af og holder den højt ivejret)_ her er den!

_HJØRDIS (vildt)._ Sigurd!

_MÆNGDEN._ Sigurd! Sigurd øved dåden!

_HJØRDIS (skælvende af sindsbevægelse.)_ Han, han!--Gunnar, er det sandt!

_GUNNAR (med ædel ro.)_ Sandt er alt; kun ikke at jeg er ræd;--jeg er hverken ræd eller niding.

_SIGURD (bevæget)._ Det er du ikke, Gunnar! Det har du aldrig været! _(til de øvrige)_. Afsted, mine mænd! Afsted herfra!

_DAGNY (ved udgangen til Hjørdis.)_ Hvem er _nu_ den ypperste mand i laget, _min_ husbond eller _din_! _(hun går ud med Sigurd og hans følge.)_

_HJØRDIS (for sig selv.)_ Nu har jeg kun en gerning igen;--kun _en_ dåd at pønse på: Sigurd eller jeg må dø!

* * * * *

TREDJE HANDLING.

_(Stuen hos Gunnar herse. Det er dag.)_

_(Hjørdis sidder på bænken lige for det mindre højsæde beskæftiget med at flette en buesnor; på bordet ligger en bue og nogle pile.)_

_HJØRDIS (idet hun strækker snoren.)_ Den er sejg og stærk; _(med et blik på pilene)_ kolven både skarp og tung--_(lader hænderne synke ned i skødet)_ men hvor findes den ihånd som--! _(hæftigt.)_ Forhånet, forhånet af ham,--af Sigurd! Jeg må hade ham mere end andre, det mærker jeg godt; men mange dage skal ikke gå med, før jeg har--_(grublende)_ Ja, men armen, som skal øve den dåd--?

_(Gunnar kommer taus og tankefuld fra baggrunden)._

_HJØRDIS (efter et kort ophold.)_ Hvor går det dig, min husbond?

_GUNNAR._ Ilde, Hjørdis; dette her fra igår, det vil ikke ret glide ned; det ligger og tynger mig for hjertekulen.

_HJØRDIS._ Gør som jeg; tag dig til at virke noget.

_GUNNAR._ Det må jeg vel.

_(Pause; Gunnar går frem og tilbage, bliver opmærksom og nærmer sig hende.)_

_GUNNAR._ Hvad gør du der?

_HJØRDIS (uden at se op.)_ Binder en buesnor; det ser du nok.

_GUNNAR._ En buesnor--af dit eget hår!

_HJØRDIS (smilende)._ Der avles stordåd med hver time nuomstunder; du vog min fosterbroder, og jeg har bundet denne her siden daggry.

_GUNNAR._ Hjørdis, Hjørdis!

_HJØRDIS (ser op.)_ Hvad er det?

_GUNNAR._ Hvor var du inat?

_HJØRDIS._ Inat?

_GUNNAR._ Du var ikke i sovestuen.

_HJØRDIS._ Det vet du?

_GUNNAR._ Jeg kunde ikke sove; det voldte mig urolige drømme, dette--dette, som hændte med Thorolf; det båres mig for, som han kom--nå ja, jeg vågned; da hørtes det som en fager, forunderlig sang over huset; jeg stod op; glytted på døren;--herinde, her sad du ved stokilden,--den brændte blå og rød,--du skæftet piler og kvad galder over dem.

_HJØRDIS._ Den gerning var nyttig; thi hårdt er brystet, som skal rammes idag.

_GUNNAR._ Jeg skønner dig nok; du vil have Sigurd fældet.

_HJØRDIS._ Hm, kan hænde.

_GUNNAR._ Det sker dig aldrig til vilje. Med Sigurd holder jeg fred, så stærkt du end ægger mig.

_HJØRDIS (smilende)._ Mener du det?

_GUNNAR._ Det ved jeg!

_HJØRDIS (rækker ham snoren)._ Sig mig, Gunnar,--kan du løse den knude der?

_GUNNAR (forsøger det)._ Nej, den er flettet for fast og kunstigt.

_HJØRDIS (reiser sig)._ Nornens spind er kunstigere flettet; det kan du end mindre løse!

_GUNNAR._ Krumme er de mægtiges veje;--dem kender hverken du eller jeg.

_HJØRDIS._ _Et_ ved jeg dog visst; at Sigurd vil volde usalige kår for os begge. _(Pause; Gunnar står fordybet i sig selv_.)

_HJØRDIS (der i stilhed har holdt øje med ham)._ Hvad tænker du på?

_GUNNAR._ På en drøm, jeg nylig havde. Det kom mig for, at jeg havde øvet det værk, du nu kræver; Sigurd lå slagen på marken; du stod hos og var såre bleg. Da sagde jeg: "Er du nu glad, da det er gjort, som du vilde"? Men du lo og svared: "Gladere skulde jeg være, ifald du, Gunnar, lå der i Sigurds sted."

_HJØRDIS (med tvungen latter)._ Ilde må du kende mig, når slig uvittig drøm kan være dig hinderlig!

_GUNNAR._ Hm!--Sig mig, Hjørdis, hvad tykkes dig om stuen her?

_HJØRDIS._ Skal jeg sige sandt, Gunnar,--så tykkes det mig stundom for trangt herinde.

_GUNNAR._ Ja ja, det har jeg tænkt; vi er en formange.

_HJØRDIS._ Kan hænde to.

_GUNNAR (der ikke hørte hendes ytring)._ Men det skal bødes på.

_HJØRDIS (ser spørgende på ham)._ Bødes på? Du er da tilsinds at--?

_GUNNAR._ At ruste mine hærskibe og fare fra landet; jeg vil vinde den hæder igen, som jeg nu har mistet, fordi du var mig kærere end alle ting.

_HJØRDIS (tankefuld)._ Du farer fra landet? Ja, ja, det tør vel være bedst for os begge.

_GUNNAR._ Alt fra den dag, vi stævned fra Island, så jeg nok, at det ikke vilde gå godt med os. Dit sind er stolt og stærkt; der er de tider, da jeg fast ræddes for dig; men, sælsomt,--derved er det mest at jeg har dig så kær; der står en koglende skræk af dig,--det bæres mig for, at du kunde lokke mig til udåd, og at det vilde tykkes mig vel gjort, alt det du kræved. _(med stille hovedrysten.)_ Ugrundeligt er nornens råd; Sigurd skulde blevet din husbond.

_HJØRDIS (udbrydende)._ Sigurd!

_GUNNAR._ Ja Sigurd. Det er had og hævn, som forblinder dig, ellers vilde du skatte ham bedre. Som Sigurd skulde jeg været, da kunde jeg gjort dig livet lysteligit at bære.

_HJØRDIS (i stærk men undertrykt bevægelse.)_ Og _det_--_det_ mener du Sigurd kunde gjort?

_GUNNAR._ Han er stærk af sind, og derhos stolt som du.

_HJØRDIS (hæftigt)._ Hvis så er--_(fatter sig)_ ligegodt, ligegodt! _(vildt udbrydende.)_ Gunnar, tag Sigurds liv!

_GUNNAR._ Aldrig!

_HJØRDIS._ Ved list og svig blev jeg din hustru;--det skal være glemt! Fem glædeløse år har jeg siddet her;--glemt skal alt være fra den dag, da Sigurd ikke lever mere!

_GUNNAR._ Af min hånd skal ingen men voldes ham _(viger uvilkårligt tilbage.)_ Hjørdis, Hjørdis, du friste mig ikke!

_HJØRDIS._ Så må jeg finde mig en anden hævner; længe skal Sigurd ikke tale forhånelsens ord over mig og dig! _(knytter hænderne i krampagtig forbitrelse.)_ Hos hende--den enfoldige kvinde--hos hende sidder han kan hænde nu i enrum, leflende og ler over os; mæler om al den tort, som overgik mig, da han raned mig i dit sted; fortæller at han listelig lo, der han stod i det mørke bur, og jeg ikke kendte ham!

_GUNNAR._ Det gør han ikke; det gør han ikke!

_HJØRDIS (stærkt)._ Sigurd og Dagny må dø! Jeg kan ikke trække vejret før de to er borte! _(træder tæt hen til ham med funklende øjne og siger vildt, men hviskende.)_ Kunde du hjælpe mig med _det_, Gunnar,--da skulde jeg leve med elskov hos dig; da skulde jeg kryste dig i mine arme så varmt og så vildt, som du aldrig har drømt det!

_GUNNAR (vaklende)._ Hjørdis! Vilde du--!

_HJØRDIS._ Hånd på værket, Gunnar,--så skal de tunge dage være forbi; ikke skal jeg da længere gå af stuen når du kommer; ikke tale umilde ord og døve dit smil, når du er glad; jeg skal klæde mig i pel og i kostelige silkeklæder; farer du i leding, jeg følger dig,--rider du i fredsom færd, jeg rider dig næst; ved gildet skal jeg sidde hos dig, fylde dit horn, drikke dig til og kvæde fagre kvad, der kan fryde dit hjerte!

_GUNNAR (næsten overvunden_). Er det sandt; du vilde--!

_HJØRDIS._ Mere end det, tifold mere, tro du mig! Kun hævn! Hævn over Sigurd og Dagny, og så skal jeg--_(standser, da hun ser døren åbnes.)_ Dagny,--kommer du hid!

_DAGNY (fra baggrunden)._ Du skynde dig, Gunnar herse;--lad dine mænd ruste sig!

_GUNNAR._ Ruste sig? Mod hvem?

_DAGNY._ Kåre bonde kommer med mange fredløse folk; han vil dig ilde; Sigurd hindred ham nylig; men hvo kan vide--

_GUNNAR (bevæget)._ Det har Sigurd gjort for mig!

_DAGNY._ Sigurd er dig forvist en fuldtro ven.

_GUNNAR._ Og vi, Hjørdis,--vi som tænkte på--; ja, det er som jeg siger,--trolddom ligger over al din tale; hver en dåd tykkes mig fager, når du nævner den.

_DAGNY (forundret)._ Hvad mener du?

_GUNNAR._ Intet, intet! Tak for budskabet, Dagny; nu går jeg at samle mine svende. _(vender sig mod udgangen, men standser og nærmer sig igen.)_ Sig mig,--hvor går det Ørnulf?

_DAGNY (sænker hovedet)._ Spørg ikke om det. Igår bar han Thorolfs lig til skibene; nu kaster han en haug ved stranden;--der skal hans sønner lægges. _(Gunnar tier og går ud i baggrunden)_.

_DAGNY._ Før kveldstid er der ingen fare. _(nærmer sig.)_ Hjørdis, jeg har et ærind til på gården; det er til dig jeg kommer.

_HJØRDIS._ Til mig? Efter det, som gik for sig igår?

_DAGNY._ Mest efter det. Hjørdis, fostersøster, bær ikke had til mig; glem de ord, som sorg og onde vætter lagde mig i munden; forlad mig al den tort jeg voldte dig; thi, tro du mig, jeg er nu tifold usaligere end du!

_HJØRDIS._ Usalig--du;--Sigurds hustru?

_DAGNY._ _Mit_ værk er jo alt det, som øvedes,--at der blev yppet strid, at Thorolf faldt, at al den forhånelse overgik Gunnar og dig. Alt er _jeg_ skyld i! Ve mig;--så gode var mine kår; men aldrig blir jeg glad mere efter denne dag.

_HJØRDIS (som greben af en pludselig tanke)._ Men før--i de fem lange år--i al den tid var lykken med dig?

_DAGNY._ Kan du tvivle om det!

_HJØRDIS._ Hm; igår tvivled jeg ikke, men--

_DAGNY._ Hvad mener du?

_HJØRDIS._ Å, ikke stort; lad os tale om andre ting.

_DAGNY._ Nej visst ikke. Hjørdis sig mig--!

_HJØRDIS._ Det gavner dig lidet; dog, siden du så vil det--_(med et ondskabsfuldt udtryk.)_ Kan du mindes engang, hist på Island;--vi var på thinget sammen med Ørnulf, din fader, og sad med vore legesøstre i thingboden, som kvinders skik er; da kom to fremmede mænd ind i boden.

_DAGNY._ Sigurd og Gunnar.

_HJØRDIS._ De hilste os med høviske lader, satte sig hos på bænken, og megen skemtsom tale blev da ført mellem os. Nogle var der, som vilde vide, hvi de to hærmænd kom til landet, og om det ikke var for at hente sig hustruer der på øen. Da sagde Sigurd: "Tungt vil det falde mig at finde den kvinde, jeg kan fæste min hu til". Ørnulf lo, og mente det skortet ikke Island på højættede kvinder og heller ikke på dem, der var rige; men Sigurd svared: "Hugprud hustru har helten behov. Den, jeg vil vælge, må ikke finde sig i at sidde i ringe kår; ingen hæder må tykkes hende så høj, at hun jo higer efter den; i viking må hun villig følge mig; hærklæder må hun bære; hun må ægge mig til strid og ikke blinke med øjnene, der sværdene lyner; thi er hun ræd av sind, da times mig liden hæder". Ej sandt, så talte Sigurd?

_DAGNY (usikker)._ Det gjorde han--men--

_HJØRDIS._ Slig skulde hun være, den kvinde, som kunde gøre ham livet fagert; og så--_(med et foragteligt smil)_ så kåred han dig!

_DAGNY (smerteligt studsende)._ Ha, du mener at--?

_HJØRDIS._ Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres ved dig;--ej så?

_DAGNY._ Nej, Hjørdis, men--

_HJØRDIS._ Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden brændte som stærkest;--har du ikke?

_DAGNY (dybt bevæget)._ Nej, nej!

_HJØRDIS._ Har du da været ræd av sind, så at Sigurd voldtes skam derved?

_DAGNY (overvældet)._ Hjørdis, Hjørdis!