Part 4

MARGIT. Imorgen så drager vel Gudmund herfra, han drager vel ud i den verden vide; jeg sidder igen med min husbond, og _da_--; mig vil det gå som blomsterne små, som den fattige urt, som det knækkede strå,-- jeg har kun at visne og lide. (kort ophold; hun læner sig i stolen.) Jeg hørte en gang om et blindfødt barn, som voksede op i leg og i glæde; moderen spandt et trolddoms-garn, som mægtede lys over øjet at sprede. Og barnet skued med undrende lyst over berg og sjø, over dal og kyst. Da svigted de koglende kunster brat, og barnet gik atter i mulm og nat; det var forbi med gammen og lege; af savn og længsel blev kinderne blege; det sygnede hen og leved alle dage i en evig, en unævnelig klage.-- Ak, også mine øjne var blinde for sommerens liv og for lysets skær-- (hun springer op.) Men _nu_--! Og så stænges i buret inde! Nej, nej, min ungdom er mere værd. Tre år af mit liv har jeg ofret ham, min husbond; men nu må det briste. Mægted jeg længere sligt at friste, måtte jeg være som duen tam. Her kedes jeg tildøde af smålig kiv; gennem verden går der et bølgende liv;-- Gudmund vil jeg følge med skjold og med bue, dele hans fryd og mildne hans kummer, vogte hans fjed og værge hans slummer; alt folket skal undrende stå, når de skue den bolde ridder og Margit, hans viv.-- Hans viv! (slår hænderne sammen.) Å herre, tilgiv, tilgiv; jeg véd ikke selv, hvad jeg taler. Send mig din fred, som læger og svaler. (går en stund i grublende taushed.) Signe, min søster--? Hende jeg skulde lægge før tiden i mulde? Og dog--? Hvem véd? Hun er ung endnu; hun bærer ham vel ikke så dybt i sin hu. (atter taushed; hun tager den lille flaske frem, ser længe på den og siger sagte:) i denne flaske--; med den jeg kunde--; så måtte min husbond for evig blunde. (i skræk.) Nej, nej, den skal kastes på elvens bund! (vil kaste den ud af vinduet, men stanser.) Og dog,--jeg kunde i denne stund--. (hvisker med et blandet udtryk af gysen og henrykkelse.) Hvad for en fristende, koglende magt er der dog ikke i synden lagt! Mig tykkes, den lykke vinder i pris, som må købes med blod, med min sjæls forlis.

(Bengt, med den tomme ølbolle i hånden, kommer ind fra svalgangen; hans ansigt blusser; han går med usikre skridt.)

BENGT (slænger bollen på bordet til venstre.) Se så; det var et gilde, som vil spørges ud over alle bygder. (får øje på Margit.) Nå, er du der? Du er kommen dig igen. Det må jeg lide.

MARGIT, (der imidlertid har gemt flasken.) Er porten lukket?

BENGT (setter sig ved bordet til venstre.) Jeg har sørget for alting. Jeg fulgte de sidste gæster ned til ledet. Men hvor blev Knut Gæsling af ikveld?--Lad mig få mjød, Margit! Jeg er tørstig. Fyld mig bægeret der.

(Margit henter en mjødkande fra et skab og skænker i bægeret, der står foran ham på bordet.)

MARGIT (går med kanden over til højre.) Du spurgte om Knut Gæsling.

BENGT. Ja visst gjorde jeg. Den praler,--den storskryder! Jeg mindes nok, at han trued mig igår morges.

MARGIT (sætter kanden på bordet til højre.) Han brugte værre ord inat, da han rejste.

BENGT. Gjorde han? Det er godt. Jeg vil slå ham ihjel.

MARGIT (smiler foragteligt.) Hm--

BENGT. Jeg vil slå ham ihjel, siger jeg! Jeg er ikke ræd for at møde ti slige karle som han. Ude på stabburet hænger min farfaders økse; skaftet er indlagt med sølv, og når jeg kommer med _den_, så--! (slår i bordet og drikker.) Imorgen ruster jeg mig; jeg drager ud med alle mine mænd og slår Knut Gæsling ihjel. (han drikker tilbunds.)

MARGIT (sagte.) Å, at måtte leve her med ham! (hun vil gå.)

BENGT. Margit, kom her! Fyld mig mit bæger igen. (hun nærmer sig; han drager hende ned på sit knæ.) Ha-ha-ha; du er vakker, Margit! Jeg holder af dig.

MARGIT (river sig løs.) Slip mig! (hun går med bægeret over til højre.)

BENGT. Du er ikke føjelig ikveld. Ha-ha-ha; du mener det vel ikke så ilde.

MARGIT (sagte idet hun skænker i bægeret.) Var det så sandt det sidste bæger jeg skænkte for dig. (hun lader bægeret blive stående og vil gå ud til venstre.)

BENGT. Hør du, Margit. En ting kan du takke himlen for, og det er, at jeg tog dig tilægte, før Gudmund Alfsøn kom igen.

MARGIT (stanser ved døren.) Hvorfor det?

BENGT. Jo, for hele hans eje er ikke tiende delen så stort som mit. Og det er jeg sikker på, at han havde bejlet efter dig, ifald du ikke havde været frue på Solhaug.

MARGIT (kommer nærmere; skotter til bægeret.) Tror du?

BENGT. Jeg tør sværge på det, Margit. Bengt Gautesøn har to kloge øjne i panden. Men nu kan han jo tage Signe.

MARGIT. Og du tænker, han vil--?

BENGT. Tage hende? Å ja, siden han ikke kan få dig. Men havde du været fri, så--. Ha-ha-ha, Gudmund er ligesom de andre; han misunder mig, at jeg er din husbond. Det er derfor, jeg kan så godt lide dig, Margit.--Hid med bægeret! Fuldt til randen!

MARGIT (går modstræbende over til højre.) Ret nu skal du få det.

BENGT. Knut Gæsling bejlede jo også efter Signe; men ham vil jeg slå ihjel. Gudmund er en hæderlig karl; han skal få hende. Tænk dig, Margit, hvor godt vi skal leve sammen som grander. Så drager vi på gæsteri til hinanden, og så sidder vi, så lang dagen er, hver med sin hustru på skødet, og drikker og snakker sammen om løst og fast.

MARGIT (røber en stedse stigende sjælekamp; uvilkårlig har hun taget flasken frem, medens hun siger:) Ja vel; ja vel.

BENGT. Ha-ha-ha; i førstningen, tænker jeg, Gudmund vil se lidt umildt til mig, når jeg favner dig; men sligt forvinder han snart, kan jeg tro.

MARGIT (sagte.) Dette er mere end et menneske kan bære! (hælder indholdet af flasken i bægeret, går hen til vinduet, kaster den ud og siger uden at se på ham:) Dit bæger er fuldt.

BENGT. Så hid med det!

MARGIT (kæmper i angst og tvil; endelig siger hun:) Drik ikke mere inat!

BENGT (leende, idet han læner sig bagover i stolen.) Nå; venter du kanske på mig? (blinker til hende.) Gå du bare; jeg kommer snart efter.

MARGIT (pludselig bestemt.) Dit bæger er fuldt. (peger.) Der står det.

(hun går hurtig ud til venstre.)

BENGT (rejser sig.) Jeg kan godt lide hende. Det angrer mig ikke, at jeg tog hende til ægte, skønt hun ikke ejed mere arvegods, end bægeret der og de søljer, hun stod brud med.

(han går til bordet ved vinduet og tager bægeret.)

(En huskarl kommer ilsomt og forskrekket ind fra baggrunden.)

HUSKARLEN (råber.) Herr Bengt, herr Bengt, I skynde jer ud det rappeste I kan! Knut Gæsling stævner med et væbnet følge op mod gården.

BENGT (sætter bægeret ned.) Knut Gæsling? Hvem siger det?

HUSKARLEN. Nogle af eders gæster så ham nede på vejen, og så løb de ilsomt tilbage for at vare jer ad.

BENGT. Godt, så skal jeg da også--! Hent mig min farfaders økse!

(han og huskarlen går ud i baggrunden.)

(Lidt efter kommer Gudmund og Signe sagte og varsomt ind gennem døren til højre.)

SIGNE (dæmpet.) Det må da så være!

GUDMUND (ligeså.) Den yderste nød tvinger os.

SIGNE. Ak, at drage som flygtning fra bygden, hvor jeg er født--! (tørrer øjnene.) Og dog, jeg vil ikke klage; det er jo for din skyld, jeg drager afsted. Gudmund, havde du kongens fred, jeg blev hos min søster.

GUDMUND. Og næste dag så kom Knut Gæsling med sværd og bue, og løfted dig op på gangerens bag, og gjorde dig til sin frue.

SIGNE. Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen?

GUDMUND. Ude ved fjorden har jeg en ven; han skaffer os et skib. Over salte vande sejle vi ned til de danske strande. Der, kan du tro, det er dejligt at bo; der vil du finde det fagert at bygge; der monne de væneste blomster gro alt under bøgenes skygge.

SIGNE (brister i gråd) Min arme søster,--far vel, far vel! Som en moder har du mig vogtet og fredet, har ledet min fod, har til himlen bedet den frommeste bøn for mit held.-- Se, Gudmund,--lad os i dette bæger drikke hende til; lad os ønske, at snart hendes sind må igen vorde frejdigt og klart, og at gud hendes kvide læger. (hun tager bægeret.)

GUDMUND. Det vil vi; vi drikke tilbunds for hende. (studsende.) Nej stans! (tager bægeret fra hende.) Dette bæger skulde jeg kende.

SIGNE. Det er Margits bæger.

GUDMUND (ser nøje på det.) Ved himlen,--ja, nu mindes jeg--. Dengang jeg drog herfra monne mosten i bægeret gløde; hun drak mig til på et frydeligt møde; men det blev hende selv til sorg og nød. Nej, Signe, drik aldrig most eller mjød af dette bæger. (slår indholdet ud af vinduet.) Vi må afsted.

(Larm og råb udenfor i baggrunden.)

SIGNE. Hys!--Gudmund, jeg hører stemmer og fjed!

GUDMUND (lyttende.) Knut Gæslings røst!

SIGNE. Å, frels os, gud!

GUDMUND (stiller sig foran hende.) Frygt ikke; vel skal jeg værge min brud.

(Margit kommer ilsomt fra venstre.)

MARGIT (lyttende til larmen.) Hvad gælder det? Er min husbond--?

GUDMUND og SIGNE. Margit!

MARGIT (får øje på dem.) Gudmund! Og Signe! Er I her?

SIGNE (imod hende.) Margit,--kære søster!

MARGIT (forfærdet, idet hun bemærker bægeret, som Gudmund har beholdt i hånden.) Bægeret! Hvem har tømt det?

GUDMUND (forvirret.) Tømt--? Jeg og Signe, vi vilde--

MARGIT (skriger.) Nåde, nåde! Hjælp! De dør!

GUDMUND (sætter bægeret fra sig.) Margit--!

SIGNE. Å gud, hvad fejler dig!

MARGIT (mod baggrunden.) Hjælp, hjælp! Vil da ingen hjælpe!

(En huskarl kommer skyndsomt fra svalgangen.)

HUSKARLEN (råber forskrækket:) Fru Margit! Eders husbond--!

MARGIT. Han! Har også han drukket--?

GUDMUND (sagte.) Ah, nu fatter jeg--

HUSKARLEN. Knut Gæsling har fældet ham!

SIGNE. Fældet!

GUDMUND, (drager sværdet.) Endnu ikke, vil jeg håbe. (hvisker til Margit.) Vær rolig; ingen har drukket af bægeret der.

MARGIT. Da priset være gud, som frelste os alle!

(hun synker ned i en stol til venstre. Gudmund vil ile ud i baggrunden.)

EN ANDEN HUSKARL (i døren, stanser ham.) I kommer for sent. Herr Bengt er død.

GUDMUND. Altså dog fældet.

HUSKARLEN. Gæsterne og eders folk har fat bugt med voldsmændene. Knut Gæsling og hans mænd er bundne. Der kommer de.

(Gudmunds svende, gæster og huskarle fører Knut Gæsling, Erik fra Hægge og flere af Knuts mænd bundne mellem sig.)

KNUT (bleg og stille.) Manddraber, Gudmund. Hvad siger du til det?

GUDMUND. Knut, Knut, hvad har du gjort?

ERIK. Det var en vådesgerning, det kan jeg sværge på.

KNUT. Han løb imod mig med løftet økse; jeg vilde værge for mig og så hug jeg uforvarende til.

ERIK. Her er mange, som så på det.

KNUT. Fru Margit, kræv hvad bod I vil; jeg er rede til at betale den.

MARGIT. Jeg kræver intet. Gud må dømme os alle. Dog jo,--ét kræver jeg; lad fare eders onde anslag imod min søster.

KNUT. Aldrig skal jeg mere prøve på at løse mit usalige løfte. Tro mig, jeg skal bedre mig. Bare jeg ikke får lide en uhæderlig straf for min gerning. (til Gudmund.) Skulde du komme til ære og værdighed igen, så tal godt for mig hos kongen.

GUDMUND. Jeg? Endnu før dagen er omme, må jeg ud af landet.

(Studsen blandt gæsterne; Erik forklarer dem hviskende sammenhængen.)

MARGIT (til Gudmund.) Du rejser? Og Signe vil følge dig?

SIGNE (bedende.) Margit!

MARGIT. Lykke være med jer begge!

SIGNE (om hendes hals.) Kære søster!

GUDMUND. Tak, Margit. Og nu farvel, (lyttende.) Hys; jeg hører hovslag i gården.

SIGNE (angst.) Der kommer fremmede folk!

EN HUSKARL (i døren i baggrunden.) Kongens mænd står udenfor. De søger Gudmund Alfsøn.

SIGNE. Å, herre i himlen!

MARGIT (farer op i skræk.) Kongens mænd!

GUDMUND. Så er alt forbi! Å, Signe, at miste dig nu,--det var det tungeste, jeg kunde friste.

KNUT. Nej, Gudmund, dyrt skal du sælge livet; løs os; vi er alle rede til at slå for dig.

ERIK (ser ud.) Det nytter ikke; de er os for mandstærke.

SIGNE. De kommer her ind! Å Gudmund, Gudmund!

(Kongens sendebud med følge kommer ind fra baggrunden.)

SENDEBUDET. I kongens navn og ærend søger jeg eder, Gudmund Alfsøn.

GUDMUND. Godt. Men jeg er skyldfri, det sværger jeg højt og dyrt!

SENDEBUDET. Det véd vi alle.

GUDMUND. Hvorledes?

(Bevægelse blandt de forsamlede.)

SENDEBUDET. Jeg har befaling at byde eder til gæst i kongens gård. Han skænker eder sit venskab som før, og rige forleninger dertil.

GUDMUND. Signe!

SIGNE. Gudmund!

GUDMUND. Men så sig mig da--?

SENDEBUDET. Eders avindsmand, kansleren Audun Hugleiksøn er falden.

GUDMUND. Kansleren!

GÆSTERNE (halvhøjt, til hverandre.) Falden!

SENDEBUDET. For tre dage siden mistede han hovedet i Bergen. (med dæmpet stemme.) Han havde krænket Norges dronning.

MARGIT. (går hen mellem Gudmund og Signe.) Så følger straffen i brødens fjed! Skærmende engle, fromme og milde, har nådigt skuet inat til mig ned og reddet mig før det var for silde. Nu véd jeg, at livet vil mere sige end jordens gammen, end verdens rige. Jeg har følt den anger, den rædsel vild, som kommer, når sjælen er sat på spil.-- Til den hellige Sunnives kloster jeg går--. (da Gudmund og Signe vil tale.) Stille! At rokke mig intet formår. (lægger deres hænder sammen.) Gudmund,--før hende hjem som brud. Eders pagt er from; den skærmes af gud! (Hun vinker til afsked og går mod venstre. Gudmund og Signe vil følge hende. Margit stanser dem med en afværgende bevægelse, går ud og lukker døren efter sig. I samme øjeblik står solen op og kaster sit skær ind i stuen.)

GUDMUND. Signe,--min viv!--Se, dagen rinder; det er vor unge kærligheds dag!

SIGNE. Mine bedste drømme, mine fagreste minder skylder jeg dig og din harpes slag. Min ædle sanger,--i sorrig og lyst slå kun din harpe, som bedst du lærte; tro mig, der er strenge dybt i mit bryst, som skal svare dig i fryd og i smerte.

KORSANG (af mænd og kvinder.) Over jorden vogter lysets øje, værner kærligt om den frommes fjed, sender trøstens milde stråler ned;-- lovet være herren i det høje!