Part 2

(hun rejser sig og går henover gulvet.) Den vise sang Gudmund så mangen kveld, da han var hos min fader hjemme. Der er noget deri,--jeg véd ikke selv,-- der er noget, som jeg aldrig kunde glemme; der er noget, som mægtigt fyldte min hu,-- som jeg aldrig forstod,--som jeg grubler på endnu. (forfærdet, stanser.) Røde guldringe! Beltet om mit liv--! Med guld var det bergkongen fæsted sin viv! (fortvilet; synker ned på en bænk ved bordet til venstre.) Ve mig! Selv er jeg bergkongens brud! Og ingen--ingen kommer for at løse mig ud.

(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.)

SIGNE (råber.) Margit, Margit,--han kommer!

MARGIT (springer op.) Kommer? Hvem kommer?

SIGNE. Gudmund, vor frænde!

MARGIT. Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro--?

SIGNE. Å, jeg er viss på det.

MARGIT (går over mod højre.) Gudmund Alfsøn er med til bryllupsgildet i kongsgården; det véd du lige så godt som jeg.

SIGNE. Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham.

MARGIT. Har du set ham?

SIGNE. Å nej, nej; men nu skal du høre--

MARGIT. Ja, skynd dig,--fortæl!

SIGNE. Det var sig årle, da klokkerne klang, mig lysted at ride til kirke; de vildene fugle kvidred og sang alt mellem siljer og birke. Der var en gammen i luft og i li; kirketiden fast var omme; thi alt som jeg red ad den skyggefulde sti mig vinked hver rosenblomme. Jeg trådte så tyst på kirkegulvet ind; presten stod højt i koret; han sang og læste; med andagt i sind lytted mænd og kvinder til ordet. Da hørtes en røst over fjorden blå; mig tyktes, at alle de billeder små vendte sig om for at lytte derpå.

MARGIT. Hvad mere? Signe,--tal ud, tal ud!

SIGNE. Det var som et dybt, et ufatteligt bud maned mig udenfor kirkens mur over hej og dal, gennem li og ur. Mellem hvide birke jeg lyttende skred; jeg vandrede fast som i drømme; øde stod bag mig det hellige sted; thi prest og kirkefolk vandrede med, mens det koglende kvad monne strømme. Der var så stille på kirkesti; mig tyktes, at fuglene lytted i li, at lærken daled og gøken taug, og at det svared fra fjeld og haug.

MARGIT. Bliv ved!

SIGNE. Da korsed sig mand og kvinde; (med hænderne mod brystet.) men selsomme tanker steg op herinde. Fuldt vel jeg kendte den dejlige sang; Gudmund har sunget den mangen gang; Gudmund har sunget den mangen kveld,-- og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.

MARGIT. Og du tror, det skulde være--?

SIGNE. Jeg véd det så visst! Tro mig, mit ord skal du sande. (leende.) Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst igen fra de fremmede lande? Jeg véd ikke selv,--men jeg er så glad--! Der falder mig ind--. Margit, véd du hvad? Hans harpe har hængt så længe på væggen derinde. Jeg vil tage den ned; jeg vil pudse den blank og stille den bered og stemme dens gyldne strenge.

MARGIT (åndsfraværende.) Gør, som dig lyster--

SIGNE (bebrejdende.) Det er ikke ret. (omfavner hende.) Når Gudmund kommer, vil du atter vorde let tilsinds, som da Signe var liden.

MARGIT (hen for sig.) Så mangt har forandret sig siden--

SIGNE. Margit, du _skal_ være fro og glad! Har du ikke terner og svende? I dit kammer hænger kostelige klæder på rad. Å Krist, hvilken rigdom uden ende! Om dagen kan du ride dig i lunden sval, at vejde den vilde rå; om natten kan du sove i fruersal på silkebolsterne blå.

MARGIT (ser mod karnappet.) Og _han_ skulde komme til Solhaug som gæst!

SIGNE. Hvad siger du?

MARGIT (vender sig.) Intet.--Gå; smyk dig som bedst. Min lykke, den du så lydt monne prise, kunde times dig selv.

SIGNE. Hvad mener du vel?

MARGIT (stryger hendes hår.) Jeg mener--; nu ja, det vil sig jo vise--; jeg mener,--hvis en bejler red sig hid ikveld--;

SIGNE. En bejler? Til hvem?

MARGIT. Til dig.

SIGNE (med latter.) Til mig? Å, da er han kommen på den urette vej.

MARGIT. Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad om din tro?

SIGNE. Jeg vilde svare, jeg er for glad til at tænke på bejlere eller på sligt.

MARGIT. Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?

SIGNE. Å, var han end konge, med hallen fuld af dyre klæder og røden guld, det skulde så lidet mig friste. Nu bæres det mig for, jeg er rig nok med mig selv, med sommer og sol og den susende elv, med dig og de fugle på kviste. Kære søster min,--her vil jeg bygge og bo; og at skænke nogen bejler min hånd og min tro, dertil har jeg ikke tid; dertil er jeg for fro!

(hun iler syngende ud til venstre.)

MARGIT (efter et ophold.) Gudmund Alfsøn skulde komme hid? Hid--til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være.--Signe havde hørt ham synge, sagde hun. Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skogen, når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det mig tidt nok for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem. Og dog var han langvejs herfra.--Signe har skuffet sig selv. Gudmund kommer ikke.

BENGT (i hastværk, fra baggrunden, råber.) En uventet gæst, min hustru!

MARGIT. Og hvem?

BENGT. Gudmund Alfsøn, din frænde! (råber ud gennem døren til højre.) Det bedste gæstekammer må holdes rede--og det på stand!

MARGIT. Han er da alt på gården?

BENGT (ser ud gennem svalgangen.) Ikke så lige endnu; men længe vil det ikke vare. (råber ud højre igen.) Den snittede ekeseng med dragehovederne! (går hen til Margit.) Hans våbendrager bragte bud og hilsen fra ham; selv følger han efter.

MARGIT. Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?

BENGT. Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og seks rustede mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og tage imod ham. (råber ud.) Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og glem ikke bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden.) Au, der er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en herre,--Krist fri mig--ham må vi tage imod med ære, med stor ære! (han går skyndsomt ud i baggrunden.)

MARGIT (grublende.) Han vandred fra bygden som den fattigste svend. Nu kommer han med væbner og med rustede mænd. Hvad vil han? Er det hans agt at se, om bittert jeg nages af kummer og ve? Lyster det ham at prøve og friste, hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste? Mener han, at--? Ah, prøv kun derpå; så ringe en fryd skal du deraf få! (hun vinker ud gennem døren til højre.)

(Tre Piger kommer ind i stuen.)

MARGIT. I høre mig vel, mine terner små; I bringe mig på stand min silkekåbe blå. I følge mig flugs i fruerstuen ind, at klæde mig høvisk i fløjel og skind. To af jer skal klæde mig i skarlag og mår, den tredje skal vinde perler i mit hår. I bære mig alle mine smykker did ud!

(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)

MARGIT. Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud. Vel! Jeg får at bære mit kongelige skrud. (hun går ud til venstre.)

(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalgangen i baggrunden.)

BENGT. Og endnu en gang,--hil eder under Solhaugs tag, min hustrus frænde!

GUDMUND. Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog vel i alle måder, vil jeg tro?

BENGT. Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står rede, så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun alt, hvad en høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine kår.

GUDMUND. Og Margit,--hun er da vel fornøjet?

BENGT. Gud og hvermand skulde tro, hun måtte være det; men selsomt nok--

GUDMUND. Hvad mener I?

BENGT. Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at Margit var lystigere tilsinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden hun blev frue på Solhaug.

GUDMUND (hen for sig.) Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.

BENGT. Hvad siger I, frænde?

GUDMUND. Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders hustru.

BENGT. Ja, mener I ikke, det går mig ligeså? Jeg vil aldrig gælde for en ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne sige mig på, at jeg holder hende strengt; alt tilsyn med hus og gård har jeg taget på mig; og ikke desmindre--. Nå, I var jo altid en lystig svend; jeg tænker nok, I bringer solskin med jer. Hys; der kommer fru Margit! Lad jer ikke mærke med, at jeg--

(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)

GUDMUND (går hende imøde.) Margit,--kære Margit!

MARGIT (stanser, ser fremmed på ham.) Forlad mig, herr ridder; men--? (som om hun først nu genkendte ham.) Forsandt, hvis jeg ikke fejler, så er det Gudmund Alfsøn. (rækker hånden frem.)

GUDMUND (uden at tage den.) Og du kendte mig ikke straks igen?

BENGT (leende.) Nej men, Margit, hvad tænker du dog på? Jeg meldte dig jo nylig, at din frænde--

MARGIT (går over mod bordet til højre.) Tolv år er en lang tid, Gudmund. Den friskeste urt kan dø i tiende led imens--

GUDMUND. Det er syv år siden vi sidst sås.

MARGIT. Tilvisse, det må være længere siden.

GUDMUND (ser på hende.) Jeg kunde fristes til at tro det; men det er dog som jeg siger.

MARGIT. Hel selsomt. Jeg var dog visst et barn dengang; og det tykkes min en evig lang tid siden jeg var barn. (kaster sig ned i en stol.) Nå, sæt eder, min frænde! Hvil eder ud; ikveld skal I forlyste os med eders sang. (med et tvungent smil.) Ja, I véd vel, vi er glade her på gården idag,--vi holder gilde.

GUDMUND. Det blev mig sagt, ret som jeg gik ind på tunet.

BENGT. Ja, idag for tre år siden blev jeg--

MARGIT (afbrydende.) Min frænde har alt hørt det. (til Gudmand.) Vil I ikke lægge eders kappe bort?

GUDMUND. Jeg takker eder, fru Margit; men det bæres mig for, som her er koldt,--koldere, end jeg havde ventet.

BENGT. Da er jeg både svedt og varm; men jeg har også fuldt op at tage vare på. (til Margit.) Lad nu ikke tiden falde lang for vor gæst, mens jeg er ude. I kan jo snakke sammen om gamle dage. (vil gå.)

MARGIT (tvilrådig.) Går du? Vil du ikke heller--?

BENGT (leende, til Gudmund, idet han kommer tilbage.) Ser I vel; herr Bengt til Solhaug er manden, som forstår at færdes mellem kvindfolk. Der er ikke den stund så kort, at min hustru kan være mig foruden. (til Margit, idet han tager hende under hagen) Vær du trøstig; jeg skal snart være hos dig.

MARGIT (hen for sig.) Å, kval og harm at måtte lide alt dette. (kort taushed.)

GUDMUND. Hvorlunde lever eders søster kære?

MARGIT. Jeg takker; hel vel.

GUDMUND. Det blev sagt, hun skulde være hos eder.

MARGIT. Her har hun været siden jeg-- (slår om.) For tre år siden kom hun til Solhaug med mig. (lidt efter.) Hun træder visst snart i stuen herind.

GUDMUND. Signe havde fordum så vennesælt sind; hun kendte ej list eller rænke; når jeg kommer ihug hendes øjne blå, jeg må på guds engle tænke. Dog, mangt kan i syv års tid forgå. Sig mig,--mens fjernt fra bygden jeg vandred, har også hun sig så stærkt forandret?

MARGIT (tvungent spøgende.) Hun også? Er det i kongens gård slig høvisk tale man lærer? I minder mig om, hvordan tiden tærer--

GUDMUND. Margit, hel vel mine ord I forstår. Engang var I mig begge så blide; I græd, da jeg skulde fra bygden ride; vi loved at holde som søskende sammen i fryd og i ve, i nød og i gammen. I lyste som en sol mellem jomfruer små; så viden om land eders ry monne gå;-- fuldt vel er I endnu så fager en kvinde. Men Solhaugs frue, kan jeg mærke, har glemt den fattige frænde. Så umildt er I stemt, I, der engang var så vennesæl tilsinde.

MARGIT (nesten tårekvalt.) Ja engang--!

GUDMUND (ser deltagende på hende, tier lidt og siger med dæmpet stemme): Eders husbond bød os at korte tiden med at melde om gammelt og kært.

MARGIT (heftigt.) Nej, nej; ikke derom! (roligere.) Det falder mig så svært at mindes; den ting har jeg aldrig lært. Meld heller om de år, I var borte;-- den tid er vel ej på bedrift så arm; meget må I kunne mig berette; derude er jo verden både vid og varm,-- der er sindet og tankerne lette.

GUDMUND. I kongens hal var jeg aldrig så fro, som dengang jeg var smådreng i det fattige bo.

MARGIT (uden at se på ham.) Og jeg--hver dag, jeg på Solhaug bode, takked himlen, at den gjorde mine kår så gode.

GUDMUND. Vel eder, dersom I kan takke fordi--

MARGIT (heftigt.) Og er jeg da ikke hædret og fri? Kan jeg ikke byde, som det huger mig bedst? Kan jeg ikke, alt som det lyster mig, råde? Her er jeg den første; ingen sidder mig næst; Og det, véd I, var mig altid til måde. I tænkte nok at finde mig kummerlig og træt; men I ser, jeg er fro, mit sind er let. Se, derfor kunde I sparet jert komme til Solhaug; det vil jer kun lidet fromme.

GUDMUND. Hvad mener I, fru Margit?

MARGIT (reiser sig.) Tilfulde jeg véd, hvad der fører jer ind i min enlige stue.

GUDMUND. I véd, hvi jeg kommer? Og det er jer ikke med? (hilser og vil gå.) Guds fred og farvel da, min ædle frue!

MARGIT. Det var eder mere til ære, ifald I var bleven, hvor I var, i kongens hal.

GUDMUND (stanser.) I kongens hal? Kan I spotte min nød?

MARGIT. Eders nød? Nu, højt må I hige, frænde; jeg gad vide, hvor I tænker at ende! I kan eder klæde i fløjel rød, er kongens mand, ejer gods og guld--

GUDMUND. Bedst må I vide, om lykken er mig huld. I sagde for nylig, fuldt vel I vidste mit ærend på Solhaug--

MARGIT. Det véd jeg forsand!

GUDMUND. Da kender I og, hvad jeg nys måtte friste;-- da véd I, jeg er en fredløs mand.

MARGIT. (skrækslagen.) Fredløs! Du, Gudmund!

GUDMUND. Det er jeg for visst. Dog sværger jeg dyrt, ved den hellige Krist, havde jeg kendt eders tanker og sind, aldrig var jeg tyet på Solhaug ind. Jeg mente, I endnu var mild og god, alt som dengang jeg eder forlod; men jeg vil ikke trygle; skogen er stor, og sikker er min hånd og min bue;-- langt heller være hejens sten mit bord og bjørnehiet min stue. (vil gå.)

MARGIT (holder ham tilbage.) Fredløs! Nej, bliv! Jeg sværger dig til, slet intet jeg derom vidste.

GUDMUND. Det er, som jeg siger. Mit liv står på spil; og livet vil hver mand friste. Tre nætter lå jeg som hunden ude; på fjeldet jeg hvilte mine mødige ben og læned mit hoved til urens sten. At tigge om ly, om bolster og pude i fremmed folks hus, det var mig for tungt; min tro var jo frejdig; mit håb var ungt; jeg tænkte: når du til Solhaug kommer, da er du frelst fra al din kvide; der finder du venner; på dem kan du lide.-- Men håbet er skørt som markens blommer. Eders husbond mødte mig med horn og krus; han åbned for mig både dør og porte;-- men øde tykkes mig eders hus; hallen er mørk; mine venner er borte. Nu godt; jeg stiger påny til fjelds.

MARGIT (bønligt.) Å, hør mig!

GUDMUND. Mit sind er ej som en træls. Nu tykkes mig livet en uselig gave; Jeg agter det fast for intet værd. Skrinlagt har I alt, hvad der var mig kært; mit fagreste håb jeg måtte begrave. Farvel da, fru Margit!

MARGIT. Nej, Gudmund, hør! Ved gud og mænd--!

GUDMUND. Forlyst dig som før; lev du i gammen og ære; så lidet skal Gudmund mørkne din dør; ret aldrig han skal dig besvære.

MARGIT. Nu er det nok. Dine bitre ord vil volde dig anger og kvide. Havde jeg vidst, at du fredløs fór alt over strande så vide,-- tro mig, da var det min kæreste dag, da du tyed ind under Solhaugs tag, da var det for visst min gladeste fest, når den fredløse meldte sig her som gæst.

GUDMUND. Du siger--! Hvad skal jeg tænke og tro?

MARGIT (rækker ham hånden.) At frænder og venner på Solhaug bo.

GUDMUND. Men det, som du nys--?

MARGIT. Agt ikke derpå. Hør mig, så vil du det hele forstå. For mig er livet en nat så sort; der er ikke sol eller stjerne. Og intet mægter min kvide at fjerne; thi, ak, jeg har byttet min ungdom bort. Mit frejdige sind jeg solgte for guld; jeg hilded mig selv i brogede lænker. Tro mig, så klageligt vederlag skænker rigdom, når barmen er sorrigfuld. Dengang vi var børn,--hvor var jeg da fro! Vore kår var ringe, fattigt vort bo; men rigt var håbet i mit bryst herinde.

GUDMUND, (der ufravendt har betragtet hende.) Og du arted dig alt til den dejligste kvinde.

MARGIT. Kan være; men al den lov og pris, jeg hørte, det blev til min lykkes forlis. Du måtte bort til de fremmede lande; men alle dine kvæder graved sig ind dybt i mit hjerte, dybt i mit sind, og sløred med tanker min pande. Du havde sunget om al den lyst, som mægter at rummes i et menneskes bryst: du havde sunget om det frejdige liv blandt herrer og fruer. Alt som bedst kom bejlere fra øst og bejlere fra vest; og så--så blev jeg min husbonds viv.

GUDMUND. Å, Margit!

MARGIT. Der gik ikke lang tid hen, før jeg måtte så bitterlig græde. At tænke på dig, min frænde, min ven, det blev min eneste glæde. Hvor det tyktes mig tomt i Solhaugs hal og i alle de store stuer! Her gæsted os riddere, herrer og fruer; her sang mig til ære så mangen skald; men der var ikke én, som ret mig forstod, ikke én, som fatted min jammer;-- jeg frøs, som sad jeg i bergets kammer; dog værked mit hoved, dog brændte mit blod.

GUDMUND. Men din husbond--?

MARGIT. Han var mig aldrig kær! hans guld var alt, hvad mig hilded; talte han til mig, sad han mig nær, blev mit sind af kvide forvildet. (slår hænderne sammen.) Og sådan har jeg levet i årene tre! Mit liv var en evig, en endeløs ve. Dit komme rygtedes; visst du kender den stolthed, som dybt i mit hjerte brænder; jeg dulgte min nød, jeg gemte min kvide; thi du måtte mindst af alle den vide.

GUDMUND (bevæget.) Og derfor var det, du vendte dig bort--.

MARGIT (uden at se på ham.) Jeg tænkte, du kom for at spotte min vånde.

GUDMUND. Margit, kunde du tro--?

MARGIT. Nu, kort og godt, der var grund nok for hånde. Dog, himlen være takket, nu er det forbi; jeg står ikke længer alene; om barmen er jeg så let og fri, som et barn under abildgrene. (farer sammen i skræk.) Ah, hvad falder mig ind! Hvor kunde jeg glemme--! Alle helgener se til mig nådigt ned! Fredløs, sagde du--?

GUDMUND (smiler.) Nu er jeg hjemme; her lader mig kongens mænd med fred.

MARGIT. Men du, som nylig stod højt i agt,-- sig mig hvorlunde--?

GUDMUND. Snart er det sagt Du véd, jeg var i de franske riger, da kansleren, Audun fra Hægranæs, drog did fra Bergen med et fyrsteligt tog, at føre prinsessen med svende og piger og skatte til Norge som kongens brud Herr Audun var så fager og prud; prinsessen var den livsaligste kvinde. Hendes øjne kunde bede den varmeste bøn;-- de talte tilhobe, de hvisked i løn. Hvorom? Det var svært at finde.-- Det var sig en nat; jeg læned mig tyst op imod snekkens side; mine tanker stævned mod Norges kyst alt med de måger hvide. Da hvisked to røster bag ved min ryg;-- jeg vendte mig om;--det var ham og hende; de så mig ikke; jeg sad så tryg; dog kunde jeg begge kende. Hun så på ham med et klageligt blik og hvisked: ak, dersom farten gik mod syd til de dejlige lande, og var vi alene på snekken, vi to, da tror jeg for visst mit hjerte fandt ro, da brændte visst ikke min pande! Genmæled herr Audun; hun svared ham kæk, svared med ord så hede, så vilde; jeg så hendes øjne som stjerner spille; hun bad ham-- (afbrydende.) Det greb mig med rædsel og skræk.

MARGIT. Hun bad--?

GUDMUND. Jeg fór op; i hast de forsvandt; alene stod jeg på skibets dæk;-- (tager en liden flaske frem.) men hvor de havde siddet, denne jeg fandt.

MARGIT. Og den--?

GUDMUND (med dæmpet stemme.) Den rummer en gådefuld saft;-- en dråbe deraf i din uvens bæger,-- så sagtelig sygner hans livsenskraft, og intet i verden ham hjælper og læger.

MARGIT. Men sig mig--?

GUDMUND (hviskende.) Den var for kongen bestemt.

MARGIT. Alle helgener!

GUDMUND (idet han atter forvarer flasken.) Vel, at jeg fik den gemt.-- Tre dage efter var farten til ende. Så lønligt flygted jeg med mine svende; jeg vidste jo nok, i kongens hal vilde Audun listelig volde mit fald,-- vilde forklage mig--

MARGIT. Nu er forbi din værste nød; snart er alt ved det gamle.

GUDMUND. Alt? Nej, Margit,--dengang var du fri.

MARGIT. Du mener--?

GUDMUND. Jeg? Intet. Å, lad mig samle mine tanker; jeg er så frejdig og fro fordi jeg, som fordum, er hos eder to. Men, sig mig,--Signe--?

MARGIT (peger smilende mod døren til venstre.) Hun kommer snart. Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde, og det er vel ikke gjort i en fart.

GUDMUND. Jeg må se, om hun endnu kan mig kende.

(han går ud til venstre.)

MARGIT (ser efter ham.) Hvor han er fager og mandig. (med et suk.) Der er ikke megen lighed mellem ham og-- (rydder lidt op ved drikkebordet, men standser igen dermed.) Dengang var du fri, sagde han. Ja, dengang! (kort taushed.) Det var en selsom fortælling, den om prinsessen, som--. Hun havde en anden kær, og så--. Ja, disse kvinder i de fremmede lande,-- jeg har hørt det før,--de er ikke veke som vi; de ræddes ikke for at gøre en tanke til dåd. (tager et bæger, som står på bordet.) Af dette bæger drak Gudmund og jeg på et frydeligt gensyn, da han rejste. Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. (sætter bægeret ind i et vægskab.) Hvor blid denne sommerdag er. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år.

(Signe, og efter hende Gudmund kommer ind fra venstre.)

SIGNE (løber leende hen til Margit.) Ha-ha-ha! Han vil ikke tro, det er mig!

MARGIT (smilende, til Gudmund.) Ser du; mens fjernt fra bygden du vandred, har også _hun_ sig så stærkt forandret.

GUDMUND. Tilvisse! Men at hun skulde--! Nej, nej, det var dog aldrig faldet mig ind. (griber Signes hænder og ser på hende.) Og dog, dit uskyldige barnesind læser jeg endnu i øjnene blå;-- hvor kan jeg da længer tvile derpå! Jeg må le, når jeg mindes, hvor tidt jeg har tænkt dig sålunde, som dengang jeg bar dig på mine arme. Da var du et barn; nu er du en huldre, som kogler og gækker.

SIGNE (truer med fingeren.) Ja, vogt dig! Hvis huldrens harme du vækker,-- pas på,--hun hilder dig i sit garn!

GUDMUND (hen for sig.) Næsten bæres mig for, som det alt var sket.

SIGNE. Men vent; du har jo end ikke set hvorlunde jeg har holdt din harpe i ære. (idet hun går ud til venstre.) Nu må du mig alle dine kvæder lære!

GUDMUND (sagte, ser efter hende.) Sprungen ud som den fagreste rosenblomme, der endnu var knop ved dagens komme.

SIGNE (bringer harpen.) Se her!

GUDMUND (griber den.) Min harpe! Så blank som før! (slår nogle toner.) Der er endnu klang i de gamle strenge;-- nu skal du ikke længer på væggen hænge--

MARGIT (ser ud i baggrunden.) Hist kommer vore gæster.

SIGNE (mens Gudmund indleder sin sang.) Hys,--stille! å hør!

GUDMUND (synger.)

Jeg vandred i lien så tung og så ene; de småfugle kvidred fra busker og grene; så listelig kvidred de sangere små: hør til, hvordan kærlighed monne opstå!

Den vokser som eken i årene lange; den næres ved tanker og sorger og sange. Den spirer så let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund!

(Han går under efterspillet op mod baggrunden, hvor han sætter harpen fra sig.)

SIGNE (tankefuld, gentager for sig selv.) Den spirer så let; i den flygtigste stund fæster den rødder i hjertets grund.

MARGIT (adspredt.) Talte du til mig?--Jeg hørte ikke ret--?

SIGNE. Jeg? Nej visst ikke. Jeg mente kun-- (synker atter hen som i drømme.)

MARGIT (halv højt; ser frem for sig.) Den vokser som eken i årene lange; den næres ved tanker og sorger og sange.

SIGNE (opvågnende.) Du siger, at--?

MARGIT (farer med hånden over panden.) Å, det var intet. Kom; vi må gå vore gæster imøde.

(Bengt kommer med mange Gæster, Mænd og Kvinder, ind gennem svalgangen.)