# Fru Inger til Østråt ## Part 7 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/fru-inger-til-strat-15669/index.md NILS STENSSØN. Og _nu_ at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej!--Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg-- FRU INGER. Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen. (bestemt til Olaf Skaktavl.) Han _må_ reddes--hvad det end skal koste. NILS STENSSØN (griber hendes hand) O, det vidste jeg nok;--I er ædel og god! OLAF SKAKTAVL. Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham-- NILS STENSSØN. Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden--! FRU INGER. Hemmeligheden? NILS STENSSØN. Ja visst; eders og min! FRU INGER. Krist i himlen,--kender I den? NILS STENSSØN. Frå først til sidst. Og nu, da livet står på spil--. Hvor er herr Nils Lykke? FRU INGER. Flygtet. NILS STENSSØN. Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge. --Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer-- FRU INGER. Hvad så? Hvad vil I gøre? NILS STENSSØN. Købe liv og frihed;--åbenbare ham alt. FRU INGER. O nej, nej;--vær barmhjertig! NILS STENSSØN. Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg nu véd-- FRU INGER (ser på ham med undertrykt bevægelse) Så er I frelst? NILS STENSSØN. Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste middel. FRU INGER (fattet og med eftertryk) Det yderste middel? I har ret;--det yderste middel tør hvermand friste. (peger op mod venstre.) Se, derinde kan I skjule eder så længe. NILS STENSSØN (dæmpet) Tro mig,--aldrig skal I komme til at angre eders færd. FRU INGER (halvt for sig selv) Det give Gud, I sagde sandhed! (Nils Stenssøn går hurtig ud gennem den øverste dør til venstre. Olaf Skaktavl vil følge efter; men fru Inger holder ham tilbage.) FRU INGER. Forstod I, hvad han mente? OLAF SKAKTAVL. Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv. FRU INGER. Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel forsøges. --Godt og vel, Olaf Skaktavl,--det ske, som han sagde! OLAF SKAKTAVL. Hvad mener I? FRU INGER. Liv mod liv! Én af dem må gå under. OLAF SKAKTAVL. Ah,--I vil--? FRU INGER. Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske høvedsmand i tale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det,--længe skal I ikke komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet efter. --Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl,-- det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde eller-- OLAF SKAKTAVL. Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold. (rækker hende hånden.) Inger Gyldenløve,--ved mig skal ikke eders navn dø ud. (han går ind i værelset til Nils Stenssøn.) FRU INGER (bleg og rystende) Tør jeg også vove--? (der høres larm i værelset; hun iler med et skrig henimod døren.) Nej, nej,--det må ikke ske! (et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge hænder og iler med et fortvilet blik fremover gulvet igen. Efter et ophold tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og siger sagte:) Nu er det forbi. Alting er stille derinde. --Du så det, Gud,--jeg betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden. OLAF SKAKTAVL (kommer taus ind i salen). FRU INGER (lidt efter, uden at se på ham) Er det gjort? OLAF SKAKTAVL. For ham kan I være tryg;--han forråder ingen. FRU INGER (som før) Han er altså stum? OLAF SKAKTAVL. Seks tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd. FRU INGER. Ja, ja,--den højre var også for god til sligt. OLAF SKAKTAVL. _Det_ må I om;--tanken var eders. --Og nu til Sverig! Fred med jer så længe! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden. (han går ud gennem den øverste dør til højre.) FRU INGER. Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme!--Han begynder at blive mig dyrekøbt nu. (Kammersvenden Bjørn kommer med nogle svenske krigsknægte ind gennem den forreste dør til højre.) EN AF KRIGSKNÆGTENE. Tilgiv, hvis I er husets frue-- FRU INGER. Er det grev Sture, I leder efter? KRIGSKNÆGTEN. Det er så. FRU INGER. I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos mig. KRIGSKNÆGTEN. Tilflugt? Forlad, min højædle frue,--men den mægter I ej at give ham; thi-- FRU INGER. Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han,--ja, se selv efter--, derfor har han aflivet sig. KRIGSKNÆGTEN. Aflivet sig? FRU INGER. Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en anden dommer, så er det min bøn, at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd. --Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år. (til krigsknægtene.) I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til Sverig. DEN FORRIGE KRIGSKNÆGT. Det skal ske, som I byder. (til en af de andre.) Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og-- (en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn ind i værelset til venstre.) FRU INGER (går en stund taus og urolig omkring på gulvet) Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod? Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så _mig_, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod?--Det er noget, som _måtte_ så være. Enhver moder havde gjort som jeg. Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg. (hun sætter sig ved bordet til venstre.) Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge--; rigsstyrer først, og så konge-- (hun begynder at skrive, men stanser tankefuld og siger sagte:) Hvem vil de vælge i den dødes sted? --Kongemoder--? Det er et vakkert ord. Der er kun én hage ved det;--denne hæslige lighed med et andet ord. --Konge_moder_ og--konge_morder_. --Kongemorder,-- det er den, der tager en konges liv. Kongemoder,--det er den, der skænker en konge livet. (hun rejser sig.) Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. --Min søn skal vorde konge! (hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.) Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så selsomt tilmode. (vender hovedet hvast til siden, som om hun talte til nogen.) Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme? (grublende.) Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjel? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid dette--(gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv.)-- dette stød imod hjertet--og så den røde blodflom bagefter? (hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem papirerne.) Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned--om en måned kommer min søn til mig-- BJØRN (træder ind) Var det eder, som ringede, min frue? FRU INGER (skrivende) Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen. (Bjørn går ud igen til venstre.) FRU INGER (efter en stund, rejser sig med heftighed) Nej, nej, nej;--jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved-- (opskræmt, lyttende.) Hvad er _det?_ Å, de skruer låget til på kisten derinde. Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. --Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån? (ler stille.) Hm,--vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe. (heftigt.) Men slige eventyr duger alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes. (hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.) Hvor længe plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Så længe ikke det er gjort, er det usundt at leve her. (Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter på bordene.) FRU INGER (der atter har taget fat på papirerne): Det er ret. Lad mig se du kommer ihug, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! --Hvad tager de sig nu for derinde? BJØRN. De holder endnu på at skrue kistelåget fast. FRU INGER (skrivende) Skruer de det _godt_ fast? BJØRN. Så godt, som det behøves. FRU INGER. Ja, ja,--du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt. (går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt:) Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på hjerte. Vær på din post mod alle mennesker,--både mod dem, som _er_ døde og mod dem, som _skal_ dø. --Gå nu ind--gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast. BJØRN (sagte, hovedrystende) Jeg kan ikke blive klog på hende. (han går atter ind i værelset til venstre.) FRU INGER (begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed): Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl! (hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger sagte:) Der ler han livagtigt ned til mig! Fy! (hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.) Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden,--er ikke også han din søn? Og han er _min_ tillige; mærk dig det! (hun skotter stjålent henover billedrækken.) Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går. (stamper i gulvet.) Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus! (begynder at vende alle billederne indad mod væggen.) Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv--. Synes du det _nu_ er på tide--? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene! (hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:) Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig. (breder pludselig armene ud og hvisker:) Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg!--Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe--hinsides stjernerne-- fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe. BJØRN (kommer fra værelset til venstre) Frue, jeg har at melde--. Krist fri mig,--hvad er dette? FRU INGER (der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til højre): Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt;--thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride. NILS LYKKE (kommer åndeløs ind frå højre) Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger,--vid at-- FRU INGER. Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker. (en ligsalme høres inde fra værelset.) Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn--så længe til hun fik røde hænder deraf. --Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke. NILS LYKKE. Guds blod,--hvad er her sket? FRU INGER. Mine døtre;--mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen. (hviskende.) Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to. NILS LYKKE. Ah,--dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig. FRU INGER. Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. --Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha,--hvem sejrer, Gud eller jeg? (Krigsknægtene kommer ud med kisten.) FRU INGER (griber sig om hovedet og råber): Liget!-- (hviskende.) Fy; det er en hæslig drøm. (hun synker ned i højsædet.) JENS BJELKE (som er trådt ind fra højre, stanser og råber overrasket): Død! Altså dog-- EN AF KRIGSKNÆGTENE. Selv har han-- JENS BJELKE (med et blik til Nils Lykke) Han selv--? NILS LYKKE. Hys! FRU INGER (mat og besindende sig) Ja, rigtig;--nu kommer jeg det altsammen ihug. JENS BJELKE (til krigsknægtene) Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture. EN AF KRIGSKNÆGTENE. Tilgiv, herr ridder;--men denne ring, som han bar om sin hals-- NILS LYKKE (griber ham i armen) Ti; ti! FRU INGER (farer ivejret) Ringen? Ringen! (hun iler hen og river den til sig.) Sten Stures ring! (med et skrig.) O, Jesus Krist,--min søn! (hun kaster sig ned over kisten.) KRIGSKNÆGTENE. Hendes søn? JENS BJELKE (på samme tid) Inger Gyldenløves søn? NILS LYKKE. Så er det. JENS BJELKE. Men hvorfor sagde I mig ikke--? BJØRN (der forsøger at løfte hende op): Hjælp; hjælp! Min frue,--hvad fattes eder? FRU INGER (med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret): Hvad der fattes--? Én kiste til. En grav hos mit barn-- (Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går hurtig ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.) * * * * * * * * * * * * * * [Transcriber's Note: One typographical error has been corrected: ACT III, stage direction: (hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.) _text reads_ baggunden In addition, seven occurrences of "aa" have been regularized to "å".]