Part 6

O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, kære herre;--jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen. Jeg vil være som de andre adelige junkere. --Hør, sig mig,--véd hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?

NILS LYKKE. Ja, visst nok har jeg det, men--

NILS STENSSØN. Nu?

NILS LYKKE. --hun vil ikke kendes ved jer som søn.

NILS STENSSØN. Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. --O, når der ikke er andet ivejen-- (han tager frem en ring, som han bærer i en snor om halsen.) --så vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine tidligste år. Den må hun vel vide besked om.

NILS LYKKE. Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!

I forstår mig ikke. Fru Inger tviler ingenlunde om, at I er hendes barn; men,--ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!

NILS STENSSØN. Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig mig,--hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes godhed? Sig mig det, kære herre; I må dog vide det!

NILS LYKKE. I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, må I vel vogte eder for at såre hendes øren ved at ymte om slægtskab eller sligt. Hun vil te sig, som om hun holdt eder for at være den virkelige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig at kaldes hendes søn.

NILS STENSSØN. O, men så sig mig da--!

NILS LYKKE. Stille; stille!

FRU INGER (rejser sig og rækker ham papiret) Herr ridder,--her har I mit tilsagn.

NILS LYKKE. Jeg takker eder.

FRU INGER (idet hun bemærker Nils Stenssøn) Ah,--denne unge mand er--?

NILS LYKKE. Ja, fru Inger, det er grev Sture.

FRU INGER (afsides, ser stjålent på ham) Træk for træk;--ja, ved Gud,--det er Sten Stures søn! (træder nærmere og siger med kold høflighed:) Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej.

NILS STENSSØN. I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje--

NILS LYKKE (lytter urolig) Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige?

FRU INGER (med hævet røst) Det er ånderne, som vågner!

(Olaf Skaktavl, Ejnar Huk, Bjørn, Finn, samt mange bønder og huskarle kommer ind fra højre side i baggrunden.)

BØNDER OG HUSKARLE. Hil være fru Inger Gyldenløve!

FRU INGER (til Olaf Skaktavl) Har I sagt dem, hvad der er i gære?

OLAF SKAKTAVL. Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.

FRU INGER (til flokken) Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må I væbne eder, som I bedst véd og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det være eder nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg frem for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer,--og Norges med, hvis Gud så vil det.

HELE MÆNGDEN. Hil ham! Hil grev Sture!

(Almindelig bevægelse. Både bønder og huskarle udsøger sig våben og ifører sig brystplader og stålhuer, alt under stor larm.)

NILS LYKKE (sagte og urolig) Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om han skulde vokse mig over hovedet!

FRU INGER (til Nils Stenssøn) Af mig modtager I her den første håndsrækning,--treti ridende bønder, som skal følge og beskytte eder. Tro mig,--inden I når grænsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og rejs så med Gud!

NILS STENSSØN. Tak,--Inger Gyldenløve! Tak,--og vær sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder over--over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da har jeg vundet land og rige!

NILS LYKKE (for sig selv) Ja, _hvis_ hun ser dig igen.

OLAF SKAKTAVL. Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede--?

BØNDERNE. Ja, ja, ja!

NILS LYKKE (urolig, til fru Inger) Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat--?

FRU INGER. I dette øjeblik, herr ridder!

NILS LYKKE. Nej, nej, umuligt!

FRU INGER. Som jeg siger.

NILS LYKKE (sagte til Nils Stenssøn) Lyd hende ikke!

NILS STENSSØN. Hvor kan jeg andet! Jeg vil; jeg må!

NILS LYKKE. Men det er eders sikre fordærv--

NILS STENSSØN. Lige godt! _Hun_ har al rådighed over mig--

NILS LYKKE (bydende) Og _jeg_?

NILS STENSSØN. Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden skal ikke komme over min mund, før I selv løser mig. Men hun er min moder!

NILS LYKKE (afsides) Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet! Han snapper mig byttet af hænderne-- (til fru Inger.) Vent til imorgen!

FRU INGER (til Nils Stenssøn) Grev Sture,--vil I lyde mig, eller ej?

NILS STENSSØN. Tilhest! (han går op mod baggrunden.)

NILS LYKKE (afsides) Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør. (til fru Inger.) Nu, siden det skal så være,--lev vel!

(han bøjer sig hurtig og vil gå.)

FRU INGER (holder ham tilbage) Nej, stans! Ikke så, herr ridder,--ikke så!

NILS LYKKE. Hvad mener I?

FRU INGER (med dæmpet stemme) Nils Lykke,--I er en forræder! Stille! Lad ingen mærke, at der er uro i høvedsmændenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget mig til at øve oprørsfærd,--ikke for at støtte vor sag, men for at fremme eders egne anslag hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret! Jeg skal vide at gøre eder uskadelig--.

NILS LYKKE (lægger uvilkårligt hånden på sværdet) Fru Inger!

FRU INGER. Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet. Men udenfor Østråts porte kommer I ikke, før sejren er vor.

NILS LYKKE. Død og ulykke!

FRU INGER. Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre.

NILS LYKKE (hen for sig) Ah,--jeg er overlistet. Hun har været snedigere end jeg. (en tanke skyder op i ham.) Men om jeg endda--?

FRU INGER (sagte til Olaf Skaktavl). Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er.

(tilføjer, da Olaf Skaktavl vil gå:) Vent; et kendemærke--. Den, der bærer Sten Stures ring, det er den rette.

OLAF SKAKTAVL. Ved alle hellige, I skal få ham!

FRU INGER. Tak,--tak, min trofaste ven!

NILS LYKKE (til Finn, hvem han ubemærket har kaldt til sig, og med hvem han har hvisket) Altså,--se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortæl befalingsmanden, at grev Sture er død. Den unge mand _der_ må ikke antastes. Sig befalingsmanden _det_. Sig ham, at junkerens liv er mig tusender værd.

FINN. Det skal ske.

FRU INGER (der imidlertid har holdt øje med Nils Lykke) Og rejs nu alle med Gud! (pegende på Nils Lykke.) Denne ædle ridder _der_ kan ikke bekvemme sig til så hastig at forlade sine venner på Østråt. Han vil vente her hos mig til sejersbudskabet kommer.

NILS LYKKE (for sig selv) Djævel!

NILS STENSSØN (griber hans hånd) Tro mig,--I skal ikke komme til at vente længe!

NILS LYKKE. Det er godt; det er godt! (afsides.) Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens Bjelke--

FRU INGER (til fogden Ejnar Huk, pegende på Finn) Og han _der_ hensættes under sikker bevogtning i borgekælderen.

FINN. Jeg?

FOGDEN OG HUSKARLENE. Finn!

NILS LYKKE (sagte) Der brast mit sidste anker.

FRU INGER (bydende) I borgekælderen!

(Ejnar Huk, Bjørn og et par af gårdsfolkene fører Finn ud til venstre.)

ALLE DE ØVRIGE (undtagen Nils Lykke, idet de stormer ud til højre): Afsted! Tilhest,--tilhest! Hil være Inger Gyldenløve!

FRU INGER (tæt forbi Nils Lykke, idet hun følger de bortdragende): Hvem sejrer?

NILS LYKKE (står alene igen) Hvem? Ja, ve dig;--sejren blir dyrekøbt. _Jeg_ vasker mine hænder. Det er ikke _mig_, som myrder ham.

Men mit bytte undslipper mig lige fuldt. Og oprøret vokser og breder sig!--Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i! (han lytter ved vinduet.)

Der rider de raslende ud igennem porten. --Nu stænges der efter dem;--og her står jeg igen som fange.

Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på livet løst.

Men hvis de nu alligevel fangede ham levende?--Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nåde grænsen, og få ham udleveret.

(går op mod vinduet i baggrunden og ser ud.) Fordømt. Vagt udenfor allevegne. Skulde der da ingen udvej være? (går hurtig nedover gulvet igen; pludselig stanser han og lytter.)

Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe endnu-- (en tanke synes at gennemfare ham.) Eline! Ah, hvis _det_ gik an! Hvis det lod sig gøre, at--. Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:

Hver en skøn-jomfru sukker så mod: Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!

Og _hun_--? --Eline Gyldenløve skal frelse mig!

(han går raskt men listende henimod den forreste dør til venstre.)

FEMTE AKT.

(Riddersalen. Det er fremdeles nat. Salen oplyses kun svagt af en armstage, der står på bordet til højre i forgrunden.)

(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet, fordybet i tanker.)

FRU INGER (efter et ophold) Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg _er_ det også. Den kløgtigste--. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. _Det_ er nøglen til gåden. _Det_ gir vid i panden, det!

Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem.

(hun springer op.) Herre min Jesus,--hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg--? (hun presser hænderne sammen om hovedet; derpå sætter hun sig atter og siger roligere:) O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød;--det går over.

Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen.

(hun rejser sig igen.) Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre;-- og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen. (hun tager lyset for at gå, men stanser og siger hen for sig:) Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun _det_,--og så intet videre?

(sætter atter stagen på bordet.) Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr--. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke? (sagtere.) Kongemoder. --Kongemoder, sagde han. --Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke _min_ søn den samme adkomst til Sture-slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det,--så sandt der ellers er retfærd i himlen.

Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed.

Om de nu kunde vindes tilbage?--Vilde det fortørne himlen, om jeg--? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg--? --Hvem véd;--hvem véd! Det tør være sikrest at forsage. (hun tager atter lyset.) Jeg får jo mit barn igen. _Det_ må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker,--dem vil jeg sove fra mig.

(går mod baggrunden, men stanser oppe på gulvet og siger grublende:) Kongemoder! (hun går langsomt ud til venstre i baggrunden.)

(Efter et kort ophold kommer Nils Lykke og Eline Gyldenløve lydløst ind fra den forreste dør til venstre. Nils Lykke har en liden lygte i hånden.)

NILS LYKKE (lyser spejdende omkring og hvisker): Alt er stille. Jeg må afsted.

ELINE. O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.

NILS LYKKE (omfavner hende) Eline!

ELINE (efter et lidet ophold) Kommer du aldrig mere til Østråt?

NILS LYKKE. Hvor kan du tvile på det? Er du ikke fra nu af min trolovede?-- Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?

ELINE. Om jeg _vil_ være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det?--Du kom ved nattetid; du banked på min dør;--og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-net? (hun skjuler hurtig sit ansigt ved hans skulder.) O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette--. Tro, siger du? Du _har_ mig jo. Jeg er jo _din_;-- _må_ være det--i al evighed.

NILS LYKKE. Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!

ELINE. Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.

NILS LYKKE. Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?

ELINE. Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være _dig_ andet end en leg og kvinden et legetøj?

NILS LYKKE. Eline,--hør mig!

ELINE. Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog,--hvor forunderligt,--når jeg i drømme bygged op mit eget vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Had var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste,--efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.

NILS LYKKE (afsides, idet han sætter lygten fra sig på bordet) Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt--. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund. --Skulde det ikke endnu være tid--? Ah, dette forfærdelige med Lucia! (han synker ned i stolen.)

ELINE. Hvad er det? Så tungt et suk--

NILS LYKKE. O, intet,--intet!

Eline,--nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig--

ELINE. Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det.

(hun lægger sig ned for hans fødder.) O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for evighed.

Du gode Gud,--hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min stolthed". Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, så længe jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.

NILS LYKKE (drager hende op på sit skød) Nej, nej,--ikke for mine fødder, men ved min side er din plads,-- og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline,--du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.

ELINE. O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod.

I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet;--dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. --Alt, hvad _jeg_ begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som _den_ var også _jeg_ blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. --Men, tro mig,--hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.

NILS LYKKE (rejser sig) Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her;--tag denne ring, og vær _min_ for Gud og mennesker,--_min_--selv om de døde skulde få urolige drømme derover.

ELINE. Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som--?

NILS LYKKE. Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. --Se så;--nu har jeg fæstet dig!

ELINE. _Jeg_ Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.

NILS LYKKE. Og give sit minde til vor pakt.

ELINE. Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode;--jeg bærer ikke længere nag til nogen,-- undtagen én.

NILS LYKKE. Undtagen én?

ELINE. Ak, det er en sørgelig fortelling. Jeg havde en søster--

NILS LYKKE. Lucia?

ELINE. Kendte du Lucia?

NILS LYKKE. Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.

ELINE. Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende;--nu er hun i himlen.

NILS LYKKE. Og du--?

ELINE. Jeg hader ham.

NILS LYKKE. Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.

ELINE. Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg _kan_ ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret-- (lyttende.)

Hys! Kan du høre--?

NILS LYKKE. Hvilket? Hvor?

ELINE. Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd paa landevejen.

NILS LYKKE. Ah, det er _dem!_ Og jeg, som glemmer--! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!

ELINE. Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du--?

NILS LYKKE. Imorgen, Eline--; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. --Nu hurtig,-- hvor er løngangen, som du nævnte?

ELINE. Gennem gravkælderen. Se,--her er lemmen--

NILS LYKKE. Gravkælderen! (for sig selv.) Lige godt; reddes må han!

ELINE (ved vinduet) Rytterne er lige udenfor--(hun rækker ham lygten.)

NILS LYKKE. Nu velan-- (han begynder at stige ned.)

ELINE. Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias--

NILS LYKKE (stiger hurtig op og slår lemmen i) Lucias! Fy--!

ELINE. Hvad siger du?

NILS LYKKE. O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.

ELINE. Hør; nu hamrer de på porten!

NILS LYKKE (lader lygten falde) Ah, det er for sent--!

(Kammersvenden Bjørn kommer ilsomt med lys i hånden fra højre.)

ELINE (imod ham) Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?

BJØRN. Overfald! Grev Sture--

ELINE. Grev Sture? Hvad han?

NILS LYKKE. Har de dræbt ham?

BJØRN (til Eline) Hvor er eders moder?

TO HUSKARLE (indstyrtende fra højre) Fru Inger! Fru Inger!

FRU INGER GYLDENLØVE, (med en tændt armstage i hånden, kommer ind gennem den øverste dør til venstre og siger hurtig:) Jeg véd alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre.

(hun sætter stagen på bordet til venstre. Bjørn og begge huskarlene går ud igen til højre.)

FRU INGER (til Nils Lykke) _Det_ var altså snaren, herr rigsråd!

NILS LYKKE. Inger Gyldenløve, tro mig--!

FRU INGER. Et baghold som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!

NILS LYKKE (idet han tager papiret frem og river det istykker) Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder.

FRU INGER. Hvad gør I?

NILS LYKKE. Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder,--nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud _må_ jeg nu, om jeg så skal _hugge_ mig igennem porten! --Eline,--sig din moder alt! --Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig--og taus! Tro mig, I skal komme til at vide mig stor tak, før dagen gryr. (han går skyndsomt ud til højre.)

FRU INGER (ser hoverende efter ham) Ret så! Jeg forstår ham! (vender sig til Eline.) Nils Lykke--? Nu--?

ELINE. Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.

FRU INGER. Og han har dig kær af hjertet?

ELINE. Det har han sagt, og jeg tror ham.

FRU INGER. Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder jeg!

ELINE. Min moder,--I er så besynderlig. O, ja, jeg véd nok,--det er min ukærlige færd, som har fortørnet eder.

FRU INGER. Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig; thi jeg kender jo dit had--

ELINE. Men, min moder--!

FRU INGER Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så--. Ah, Eline, om vi kunde slide hans ménsvorne hjerte sønder i brystet på ham!

ELINE. Ve mig;--hvad er det I siger?

FRU INGER Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da-- (lyttende.) Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det-- (hun vender sig atter til Eline.) Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.

ELINE (med et skrig) Lucia!

FRU INGER. Det var ham, så sandt der er en hævner over os!

ELINE. Da stå mig himlen bi!

FRU INGER (forfærdet) Eline--?!

ELINE. Jeg er hans trolovede for Gud.

FRU INGER. Ulykkelige barn,--hvad har du gjort?

ELINE (med dump røst) Forbrudt mit hjertes fred. --God nat, min moder! (hun går ud til venstre.)

FRU INGER. Ha-ha-ha--! Det bærer nedad bakke med Inger Gyldenløves slægt. _Det_ var den sidste af mine døtre.

Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig--på en måde.

_Det_ skulde så være. _Det_ står skrevet hist oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage.

Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke.

Regnskab? Gøre regnskab?--Ah, det er først på den store uvejrsdag--. Det varer længe, førend _den_ kommer.

NILS STENSSØN (råber udenfor til højre) Hej,--slå porten i!

FRU INGER. Grev Stures røst--!

NILS STENSSØN (våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og råber med fortvilet latter:) Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!

FRU INGER. Hvad har I tabt?

NILS STENSSØN. Mit rige og mit liv!

FRU INGER. Og bønderne? Mine svende;--hvor har i dem?

NILS STENSSØN. Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer.

OLAF SKAKTAVL (udenfor til højre) Grev Sture! Hvor er I?

NILS STENSSØN. Her; her!

OLAF SKAKTAVL (kommer med et klæde om sin højre hånd).

FRU INGER. Ak, Olaf Skaktavl, også I--!

OLAF SKAKTAVL. Det var ugørligt at slippe igennem.

FRU INGER. I er såret, ser jeg!

OLAF SKAKTAVL. Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.

NILS STENSSØN. Hvor er Svenskerne?

OLAF SKAKTAVL. I hælene på os. De bryder porten op--

NILS STENSSØN. O, Jesus! Men nej, nej! Jeg _kan_ ikke,--jeg _vil_ ikke dø!

OLAF SKAKTAVL. Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?

FRU INGER. Men dersom de gennemsøger gården--?

NILS STENSSØN. Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op--! O nej, Inger Gyldenløve,--det véd jeg forvisst,--det vil I aldrig tåle!

OLAF SKAKTAVL (lyttende) Nu brast låsen.

FRU INGER (ved vinduet) Der stormer mange mennesker ind i portrummet.