Part 5

NILS LYKKE. Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.

NILS STENSSØN. I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, så længe det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv.

NILS LYKKE. Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at gøre. (han går ud til højre.)

NILS STENSSØN (med et blik på billedet) _Jeg_ Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm--! (han følger efter Nils Lykke.)

FJERDE AKT.

(Riddersalen, ligesom før, kun at spisebordet er borttaget.)

(Kammersvenden Bjørn lyser med en tændt armstage fru Inger Gyldenløve og herr Olaf Skaktavl ind gennem den anden dør til venstre. Fru Inger har nogle papirer i hånden.)

FRU INGER (til Bjørn) Og du er viss på, at min datter har talt med ridderen her i salen?

BJØRN (idet han sætter armstagen på bordet til venstre) Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på gangen.

FRU INGER. Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?

BJØRN. Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg; men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: "gå ind til min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold". Og så føjed hun noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.

FRU INGER. Hørte du det slet ikke?

BJØRN. Det lød for mig, som om hun sagde: "næsten tror jeg, han alt har været for længe på Østråt".

FRU INGER. Og ridderen? Hvor er han?

BJØRN. Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.

FRU INGER. Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.

(Bjørn går ud til højre.)

OLAF SKAKTAVL. Véd I hvad, fru Inger,--rigtignok er jeg i slige ting så blind som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om--hm!

FRU INGER. Nu?

OLAF SKAKTAVL. --som om Nils Lykke var eders datter god.

FRU INGER. Da er I nok ikke saa blind endda; thi jeg måtte storligen tage fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord, jeg fortalte om Eline?

OLAF SKAKTAVL. Han glemte både mad og drikke.

FRU INGER. Og vore hemmelige anliggender med.

OLAF SKAKTAVL. Ja, og det som mere er,--papirerne fra Peder Kanzler.

FRU INGER. Og af alt dette slutter I vel--?

OLAF SKAKTAVL. Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils Lykke og véd, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen, så--

FRU INGER. --så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?

OLAF SKAKTAVL. Ja; og det jo før jo heller.

FRU INGER (smilende) Nej,--lige det modsatte, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL. Hvordan mener I?

FRU INGER. Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade Østråt for det første.

OLAF SKAKTAVL (ser misbilligende på hende) Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for os og--?

FRU INGER. Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til svigersøn. Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig, og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at understøtte?

OLAF SKAKTAVL. Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham,--hvad har I så i sinde med ham?

FRU INGER. Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og jeg vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav mig til at tænke over sagen.

OLAF SKAKTAVL. Nu, ser I vel!

FRU INGER. At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at forlige mange uenige her i landet.

OLAF SKAKTAVL. Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og rettigheder--

FRU INGER. Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest for mig. Og alligevel--; anden gang at kåre en dansk herre til svigersøn,--det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til; og, himlen være lovet,--_så_ vidt er det endnu ikke kommet!

OLAF SKAKTAVL. Jeg er lige klog, fru Inger;--hvorfor agter I at holde Nils Lykke tilbage på Østråt.

FRU INGER (dæmpet) Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krænket mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. --Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og bad om hende! Da--at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind på Østråt--! Jeg siger eder,--jeg kunde give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.

OLAF SKAKTAVL. Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve,--_det_ er altså eders hensigt med ham?

FRU INGER. _Det_ og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt, hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra _den_ kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alfsøns lig.

OLAF SKAKTAVL (ryster hendes hånd) Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så nødig tro ilde om eder. --Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Dersom eders datter--? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel.

FRU INGER. Min datter? Tror I, at hun--? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet--

OLAF SKAKTAVL. Ja-ja,--kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for skulde I dog.

FRU INGER. Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behøver jeg blot at hviske hende to ord i øret, og så--

OLAF SKAKTAVL. Hvad så?

FRU INGER. --så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede frister selv.

Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.

(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

NILS LYKKE (går høfligt hen imod Fru Inger) Min ædle frue har ladet mig kalde.

FRU INGER. Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os endnu inat.

NILS LYKKE. Desværre;--mit hverv på Østråt er jo til ende.

OLAF SKAKTAVL. Ikke før jeg har fået mine papirer.

NILS LYKKE. Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster--

FRU INGER. At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han--

NILS LYKKE. Hvilket, frue?

FRU INGER. --først og fremst glemme sit ærende--og alt, hvad der for resten er gået forud for hans komme.

NILS LYKKE (til Olaf Skaktavl, idet han fremtager pakken og rækker ham den) Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige oplysninger om vore tilhængere i Sverig.

OLAF SKAKTAVL. Det er godt. (han sætter sig ved bordet til venstre, hvor han åbner og gennemblader pakken.)

NILS LYKKE. Og nu, fru Inger Gyldenløve,--nu véd jeg ikke her er mere for mig at gøre.

FRU INGER. Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen, da har I måske ret. Men _det_ vilde jeg dog nødig tro.

NILS LYKKE. I mener--?

FRU INGER. Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig. --Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen på Østråt.

NILS LYKKE. Det være langt fra mig at nægte--

OLAF SKAKTAVL (bladende i papirene) Besynderligt. Slet intet brev.

NILS LYKKE. --fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.

FRU INGER. Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da _det_ at skemte bort en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang hos os; i det mindste vil både jeg og min datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til behag.

NILS LYKKE. Jeg tviler hverken om eders eller eders datters gode sindelag imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende, at min nærværelse andetsteds er uomgængelig fornøden, når jeg desuagtet må erklære det for umuligt at forlænge mit ophold på Østråt.

FRU INGER. Nå således!--Véd I hvad, herr rigsråd,--dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro, at I var kommen til Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag.

NILS LYKKE (smilende) Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er det, at _jeg_ endnu ikke holder slaget for tabt.

FRU INGER. Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvilrådig jeg står og vipper på skillevejen,--overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken. --Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget--ja, hvad skal jeg kalde det?--noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de forløbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder.

NILS LYKKE. For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders beslutning.

FRU INGER. Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd,--vel står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår jer, at der vil komme til at vokse torne for jer af eders rejse til Østråt.

NILS LYKKE (med et smil) Spår I det, fru Inger?

FRU INGER. Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere end én spottefugl vil digte smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil stanse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se; se, _der_ rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen snare. --Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke _min_ mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker dømme. Og dem gives der, desværre, nok af!--Ja, det er ilde; men det er sandt og visst,--spot vil blive eders løn,--spot over, at en kvinde var snildere end I. "Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt", vil man sige,--"skamfuld som en hund lusked han igen afgårde". --Og endnu ét: mener I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes, at _jeg_ ikke trøster mig til at stride under eders mærke?

NILS LYKKE. I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot,-- endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til--

FRU INGER (hurtig) --at forlænge eders ophold på Østråt?

OLAF SKAKTAVL (der har lyttet) Nu går han i fælden!

NILS LYKKE. Nej, min ædle frue;--jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time.

FRU INGER. Men ifald det nu ikke skulde lykkes?

NILS LYKKE. Det _vil_ lykkes.

FRU INGER. I er sikker i eders sag, som det lader.

NILS LYKKE. Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag?

FRU INGER. Østråt gård mod eders knæspænder!

NILS LYKKE (slår sig på brystet og råber): Olaf Skaktavl,--her ser I herren på Østråt!

FRU INGER. Herr rigsråd!--

OLAF SKAKTAVL (rejser sig fra bordet) Hvad nu?

NILS LYKKE (til Fru Inger) Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet.

FRU INGER. Eders skemt begynder at blive noget lystig, herre!

NILS LYKKE. Den bliver lystigere endnu,--i det mindste for mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at egge min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine fødder.

FRU INGER. Ha-ha--! (stanser pludselig som greben af en anelse.) Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord--?

NILS LYKKE. --er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.

FRU INGER (med et skrig) O, Jesus Krist--!

OLAF SKAKTAVL. Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?

FRU INGER (halvt i knæ for Nils Lykke) Nåde! O, vær barmhjertig--!

NILS LYKKE (løfter hende op) Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.

FRU INGER (med lav stemme og halvt forvildet) Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde?

NILS LYKKE. Det var ingen drøm, fru Inger!

FRU INGER (slår hænderne sammen) Og I véd det! I,--I! --Men hvor har I ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med ham? (skriger:) Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig!

OLAF SKAKTAVL. Ah. jeg begynder at begribe--

FRU INGER. Og denne angst--; denne kvælende rædsel--. Jeg har båret på det i mangfoldige år,--og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig nød og kvide!--Herre min Gud, er dette ret af dig? Var det derfor, du gav mig ham? (hun tager sig sammen og siger med tilkjempet fatning:) Nils Lykke,--sig mig én ting. Hvor har I ham? Hvor er han?

NILS LYKKE. Hos sin fosterfader.

FRU INGER. Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand--! Altid har han nægtet mig--. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl!

OLAF SKAKTAVL. Jeg?

NILS LYKKE. Det vil ej være fornødent, såfremt I kun--

FRU INGER. Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven!--

Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige.

Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på.

I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på _nogen_. I véd det bedst, Olaf Skaktavl!

Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn.

NILS LYKKE. Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet mod eders venner.

FRU INGER. Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig.

Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. --Så fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og tyve år--

Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag, ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig så nær.

Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke--

OLAF SKAKTAVL. --og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.

FRU INGER. Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. "Slut eder fast og ubrydelig til os", svared han, "så sender jeg eders søn til Norge; før ikke". Hvor skulde jeg vove _det_? Vi misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen--o, jeg véd det! for at stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde frelst ham.

Men foruden _det_, var også Danskerne virksomme. De forsømte hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side.

OLAF SKAKTAVL. Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de skulde sejle efter.

FRU INGER. Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor;--men jeg turde det ikke. Jeg sad tvilrådig--langt fra striden--på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. "Hvem vil sejre?" se, _det_ var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren.

Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes paa stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Til slut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den.

I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit sted--! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru,--og hjemløs i mine landsmænds hjerter.

Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! _Han_ var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. --Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såde fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl,-- havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr,--hvis jeg havde havt mit barn i mine arme,--tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time!

OLAF SKAKTAVL. Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre. --Ja, ved alle hellige,-- jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn.

FRU INGER. Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år?

NILS LYKKE. Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab.

FRU INGER (hen for sig) Dette er himlens hævn-- (ser på ham.) Sig kort og godt, hvad I fordrer.

NILS LYKKE. Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben for at støtte de misfornøjede i Sverig.

FRU INGER. Og dernæst--?

NILS LYKKE. --at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs styrer.

FRU INGER. Han? I fordrer, at jeg--?

OLAF SKAKTAVL (sagte) Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde være vel tjent dermed.

NILS LYKKE. I betænker eder, min frue? I skælver for eders søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget bedre, end at se hans halvbroder på tronen?

FRU INGER (tankefuld) Vel sandt;--vel sandt--

NILS LYKKE (betragter hende skarpt) Medmindre der skulde være andre anslag i gære--

FRU INGER. Hvad mener I?

NILS LYKKE. At Inger Gyldenløve pønsed på at blive--kongemoder.

FRU INGER. Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I give kronerne til hvem I vil.

Men véd I da også, om grev Sture er villig--?

NILS LYKKE. Derom kan han selv forvisse eder.

FRU INGER. Han selv? Og når?

NILS LYKKE. I denne time.

OLAF SKAKTAVL. Hvordan?

FRU INGER. Hvad siger I?

NILS LYKKE. Med ét ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.

OLAF SKAKTAVL. Her?

NILS LYKKE (til fru Inger) Det blev eder måske berettet, at jeg red selv anden gennem porten? Greven var min følgesvend.

FRU INGER (sagte) Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer. (ser på ham og siger:) Godt, herr rigsråd,--I skal få min forsikring om bistand.

NILS LYKKE. Skriftlig?

FRU INGER. Som I begærer. (hun går over til bordet på venstre side, sætter sig og tager skrivesager frem af skuffen.)

NILS LYKKE (afsides, ved bordet til højre) Endelig sejrer jeg da!

FRU INGER. (efter et øjebliks betænkning, vender sig pludselig over stolen mod Olaf Skaktavl og hvisker): Olaf Skaktavl,--nu ved jeg det med visshed,--Nils Lykke er en forræder!

OLAF SKAKTAVL (sagte) Hvordan? I tror--?

FRU INGER. Han pønser på svig. (hun lægger papir tilrette og dypper pennen.)

OLAF SKAKTAVL. Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders undergang?

FRU INGER. Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør først-- (hun taler hviskende med ham.)

NILS LYKKE (sagte, holder øje med dem) Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende, hvad time det skal være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens Bjelke--. Jeg har mit ord i behold, når jeg forsikrer ham, at den unge grev Sture ikke er på Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri,--til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som fange til København. Sidder han først i tårnet dernede, kan vi foreskrive fru Inger, hvad kår os lyster. Og jeg--? Efter dette tænker jeg ikke, kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre hænder end mine.

FRU INGER (fremdeles hviskende til Olaf Skaktavl) Nu, I har altså forstået mig?

OLAF SKAKTAVL. Tilfulde. Lad det voves, som I vil.

(han går ud til højre i baggrunden.)

(Nils Stenssøn kommer ind gennem den forreste dør til højre, uden at bemærkes af fru Inger, der er begyndt at skrive.)

NILS STENSSØN (med dæmpet stemme) Herr ridder,--herr ridder!

NILS LYKKE (hen imod ham) Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde, til jeg kaldte på jer?

NILS STENSSØN. Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se hende ansigt til ansigt--