Part 3

NILS LYKKE (står en stund stille, går lidt omkring i stuen, ser sig om; derpå siger han dæmpet): Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om.

Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu,--nu er hun død (han nynner med et halvt smil:) "Blomster brækkes, blomster visner--"

(han ser sig om igen.) Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. --Derinde er riddersalen. Og nedenunder er-- gravkælderen. Der ligger nok Lucia også. (sagtere, halvt alvorligt, halvt tvungent spøgende.) Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys nævnte hendes navn, var det som en røst maned hende op af ligkælderen. --Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel.

Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser paa mig bag dørstolpen! (han kaster hovedet tilbage over skuldren, nikker og siger højt:) Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente;--og du har hjulpet mig at fordrive så mangen kedelig stund-- (han farer med hånden over panden og går et par gange frem og tilbage.) Se så!--Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. --Derinde-- (han ser mod døren til venstre) der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder.

Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig,--så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru--? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet.-- (han vil i tanker sætte sig ved bordet, men retter sig op igen.) Hvorledes vil fru Inger modtage mig?--Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive bagfra vil hun heller ikke--(han lytter mod stien.)

Aha!

FRU INGER GYLDENLØVE (kommer ind gennem salsdøren og siger koldt:) Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd,--

NILS LYKKE (bøjer sig dybt) Ah,--Østråts frue!

FRU INGER. --og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.

NILS LYKKE. Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at mit komme vilde overraske eder--

FRU INGER. I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.

NILS LYKKE. Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?

FRU INGER. Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu--

NILS LYKKE. Tillad, fru Inger Gyldenløve,--i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad _jeg_ ved samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg var træt af mit ubundne liv;--over de tredive år var jeg jo også allerede dengang; jeg længtes efter at finde mig en god og from hustru. Læg så dertil udsigten til det held at vorde _eders_ svigersøn--

FRU INGER. Tag eder vel i vare, herr rigsråd! Hvad der er vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed--

NILS LYKKE. I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den. Der er da altså frå nu af åben ufred imellem os?

FRU INGER. Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.

NILS LYKKE. Fra _eders_ side, kan hænde. _Jeg_ har aldrig været eders avindsmand,--skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil.

FRU INGER. Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders lejr. --Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå. Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!

NILS LYKKE. Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og almuen her i Norge mener jo at have et gammelt krav på eder,--et krav, som man siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.

FRU INGER. Tillad, herr rigsråd,--for min færd står jeg ingen til regnskab uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, så lader I mig vide, hvad der fører eder hid.

NILS LYKKE. Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan vel ikke være eder ubekendt--?

FRU INGER. Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillægger eder. Det er vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han står sig med den norske adel.

NILS LYKKE. Ganske visst.

FRU INGER. Det er altså derfor I gæster Østråt?

NILS LYKKE. For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen mundtlig forsikring af eder--

FRU INGER. Nu vel?

NILS LYKKE. Hør mig, fru Inger! I sagde selv for nylig, at eders stilling er vanskelig. I står midt imellem to modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover åt forlade sig på eder. Eders egen fordel må nødvendigvis knytte jer til _os_. Til de misfornøjede er I derimod bunden ved landsmandskabet, og,--hvem véd,--måske også ved et eller andet hemmeligt bånd.

FRU INGER (sagte) Hemmeligt bånd! Krist, skulde han--?

NILS LYKKE (mærker hendes bevægelse, men lader som intet og tilføjer utvungent): I indser visst selv, at denne stilling i længden ikke er til at udholde. --Sæt nu, det stod i min magt at udfri eder af disse forholde, som--

FRU INGER. I eders magt, siger I?

NILS LYKKE. Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige ord, hvormed jeg før kan have omtalt det, der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af tankerne den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe havde været min agt, så vidt muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt. Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop.

FRU INGER. Forklar eder nøjere, herr rigsråd;--nu forstår jeg eder ikke.

NILS LYKKE. Jeg tåger maske ikke fejl, når jeg formoder, at I, ligeså godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig. I véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et større mål, end det, man almindeligvis tillægger dem, og vil derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne gå deres egen gang. Ikke sandt?

FRU INGER. Bliv ved!

NILS LYKKE (forskende, efter et kort ophold) Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte Gustav Vasas trone i fare--

FRU INGER (sagte) Hvor vil han hen?

NILS LYKKE. --det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som på grund af sin byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.

FRU INGER (undvigende) Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge--?

NILS LYKKE (smilende) Søge? Manden er allerede funden--

FRU INGER (farer sammen) Ah! Er han funden?

NILS LYKKE. --og han står jer for nær, min frue, til at eders tanke ikke skulde falde på ham. (ser stivt på hende.) Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn--

FRU INGER (med et skrig) Hellige frelser, hvoraf véd I--?

NILS LYKKE (studsende) Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. --Denne unge mand har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.

FRU INGER (ånder friere igen) Hos--? Ah ja;--ja visst!

NILS LYKKE. Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I Dalarne har han vist sig som bøndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og--som I måske véd, finder de venner blandt almuen på denne side af grænsefjeldene.

FRU INGER, (der imidlertid har fattet sig) Herr rigsråd,--I nævner alle disse begivenheder med fuld forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder til at formode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne enemærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn heller ikke på mig, dersom det er eders agt at underkue dem.

NILS LYKKE (dæmpet) Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at stå dem bi?

FRU INGER. Hvorledes skal jeg forstå eder?

NILS LYKKE. I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til?-- Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at kongen og hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i længden intet sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel og almue, således som nu, vedbliver at tro sig forurettet og undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller er bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker derfor intet hjerteligere, end at kunne løsne de bånd, der i grunden snører _os_ ligeså stramt som _eder_. Men I vil visst også erkende, at Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt altfor betænkeligt,--så længe vi ikke har en pålidelig støtte i ryggen.

FRU INGER. Og denne støtte--?

NILS LYKKE. Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men, vel at mærke, ej så længe Gustav Vasa sidder ved roret; thi _hans_ regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive det. En ny svensk konge derimod, som havde folket på sin side, og som skyldte Danmarks bistand sin krone--. Nu; I begynder at forstå mig? _Da_ kunde vi med tryghed sige til eder Norske: "tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være eders!"--Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at dette højmod i grunden ikke er så stort, som det kanske synes; thi I vil selv indse, at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes derved.

Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver mistro fare. Altså-- (bestemt.) den riddersmand frå Sverig, som kom hid en timestid før jeg--

FRU INGER. I véd det da allerede?

NILS LYKKE. Tilfulde. Det er ham jeg søger.

FRU INGER (for sig selv) Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde. (til Nils Lykke.) Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går jeg for at føre ham til eder. (hun går ud gennem riddersalen.)

NILS LYKKE (ser en stund efter hende i hoverende forundring). Hun henter ham! Ja, virkelig,--hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå.--

Hun sidder dybt i det med urostifterne. Fór sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn.--

Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed og omtanke--. Med mit løfte om bistand drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen,--og det hele forehavende er kvalt.

Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har været på Østråt,--at en dansk udsending har havt en sammenkomst med fru Inger,--at, som følge deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej frå gården. --Inger Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den vil,--imod sligt et stød skal den have svært for at stå sig. (farer pludselig uroligt op.) Alle djævle--! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af hænderne-- (lytter beroliget mod riddersalen.) Ah, det har ingen nød. Der kommer de. (Fru Inger Gyldenløve kommer inde fra salen, ledsaget af herr Olaf Skaktavl.)

FRU INGER (til Nils Lykke) Her bringer jeg den I venter.

NILS LYKKE (sagte) For helvede,--hvad skal det sige?

FRU INGER. Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt mig--

NILS LYKKE (tvilrådig) Så? Ja så? Nu, ja--

FRU INGER. --og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste lid til eders bistand.

NILS LYKKE. Ikke det?

FRU INGER. Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans tunge skæbne--

NILS LYKKE. Denne mands--? Nå--ja, ja vel--

OLAF SKAKTAVL (til Nils Lykke) Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stævnet os til at mødes her--

NILS LYKKE. Peder Kanzler--? (fatter sig hurtig.) Ja, rigtig,--jeg har en sendelse fra Peder Kanzler--

OLAF SKAKTAVL. Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes--

NILS LYKKE. Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det.

OLAF SKAKTAVL. Heller lige løs på sagen--

NILS LYKKE. Lige løs, uden omsvøb;--således er altid min vane.

OLAF SKAKTAVL. Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?

NILS LYKKE. Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan gætte--

OLAF SKAKTAVL. Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som--

NILS LYKKE. Papirer? Nå ja, papirerne!

OLAF SKAKTAVL. I har dem vel hos jer?

NILS LYKKE. Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til i en hast-- (han lader som om han søger indenfor sin vams, og siger sagte:) Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til? Her tør være store opdagelser at gøre-- (han bemærker, at hustjenerne dækker bordet og tænder lamperne i riddersalen, og siger til Olaf Skaktavl:) Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet anrette. Ved bordet kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.

OLAF SKAKTAVL. Godt; som I synes.

NILS LYKKE (sagte) Frist vunden,--dyst vunden! (med stor venlighed, til fru Inger:) Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?

FRU INGER. Jeg?--Ingen.

NILS LYKKE og OLAF SKAKTAVL. Ingen?

FRU INGER. Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes på spil? Så meget mere, da ingen af mine forbundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.

NILS LYKKE. Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom beder jeg eder være forsikret.

OLAF SKAKTAVL. Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke var eders landsmænd?

FRU INGER. Sandelig,--denne tiltro glæder mig. (hun går hen til et skab i baggrunden og fylder to bægre med vin.)

NILS LYKKE (sagte) Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!

FRU INGER (rækker hver af dem et bæger) Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger velkommen til Østråt. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds! (hun betragter dem vekselvis efterat de har drukket, og siger alvorlig:) Men nu må I vide,--det ene bæger indeholdt en velkomsthilsen for min forbundsfælle, det andet--døden for min uven!

NILS LYKKE (kaster bægeret) Ah, jeg er forgiftet!

OLAF SKAKTAVL (på samme tid, idet han griber efter sit sverd) Død og helvede, har I myrdet mig!

FRU INGER (leende til Olaf Skaktavl, idet hun peger på Nils Lykke): Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve-- (til Nils Lykke, pegende på Olaf Skaktavl:) --og mine landsmænds tro på mig, ligervis! (til dem begge:) Og dog skulde jeg give mig eder i vold? Så sagte, mine ædle herrer,--så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling.

ELINE GYLDENLØVE (kommer gennem døren til venstre) Stor larm og støj--. Hvad er påfærde?

FRU INGER (til Nils Lykke) Min datter Eline.

NILS LYKKE (sagte) Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.

ELINE (bemærker Nils Lykke og blir overrasket stående, idet hun betragter hum).

FRU INGER (rører ved hendes arm) Mit barn,--denne ridder er--

ELINE. (gør en afværgende håndbevægelse, idet hun fremdeles ser ufravendt på ham og siger): Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.

NILS LYKKE (sagte til fru Inger) Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia--? Skulde hun vide--?

FRU INGER. Stille! Hun véd intet.

ELINE (hen for sig) Jeg vidste det;--således måtte Nils Lykke se ud.

NILS LYKKE (nærmere) Nu vel, Eline Gyldenløve,--I har gættet rigtigt. Og da jeg således på en måde er eder bekendt,--og da jeg derhos er eders moders gæst,--så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af eder selv.

ELINE (stolt, men stedse vedblivende at stirre på ham) Forlad mig, herr ridder,--den er plukket i mit eget kammer, og der vokser ingen blomst for eder.

NILS LYKKE (idet han løsner en blomsterkost, som han selv bærer indstukken foran i sin vams:) Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe gave. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da jeg imorges fór fra Trondhjem. --Læg vel mærke til, min ædle jomfru,--skulde jeg byde eder en skænk, der var eder fuldkommen værdig, så måtte det være en fyrstekrone.

ELINE, (der viljeløst har taget blomsterne) Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig,--før jeg delte den med _eder_, før krysted jeg den sønder mellem mine hænder og slængte stumperne for eders fod! (hun kaster blomsterkosten for hans fødder og går ind i riddersalen.)

OLAF SKAKTAVL (mumler for sig selv): Kæk,--som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsøns båre!

FRU INGER (sagte, efter vekselvis at have betragtet Eline og Nils Lykke) Ulven _kan_ tæmmes. Det gælder at smede lænken færdig.

NILS LYKKE (idet han tager blomsterne op og stirrer henrykt efter Eline) Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!

TREDJE AKT.

(Riddersalen. Et højt buevindu i baggrunden; et mindre vindu i forgrunden til venstre. Flere døre på begge sider. Loftet støttes af tykke fritstående træstolper, der, ligesom væggene, er behængte med alleslags våbenstykker. Billeder af helgener, riddere og fruer hænger i lange rader. Under loftet en stor brændende lampe med mange arme. I forgrunden til højre et gammeldags udskåret højsæde. Midt i salen står et dækket bord med levningerne af aftensmåltidet.)

ELINE GYLDENLØVE (kommer langsomt og tankefuld fra venstre. Udtrykket I hendes ansigt forråder, hvorledes hun i erindringen gennemlever optrinnet med Nils Lykke. Tilsidst gør hun en armbevægelse, ligesom da hun kastede blomsterkosten; derpå siger hun med dæmpet stemme): --og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone--; blomsterne var det;--og

"Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!"

Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt,--jeg havde hørt dem alligevel!

Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham,--denne Nils Lykke!--Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han,--og træder dem under sin fod.

Og det er til _ham_, min moder tænkte at byde mig frem!-- Hvor jeg hader ham!

De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet selsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik,--allesammen så de ud som Nils Lykke.

Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var--før ikveld. Nej,--ikke for tusend års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så ham!--

"Guds hellige blod, hvor hun--"

(hun går langsomt op mod baggrunden, åbner vinduet og ser ud.)

(Nils Lykke kommer ind gennem den forreste dør til højre.)

NILS LYKKE (hen for sig) "Sov vel på Østråt, herr ridder," sagde Inger Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men--; der udenfor, himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på båren; to rigers skæbne i min hånd;--og på mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent.

(bemærker Eline, der forlader vinduet og vil gå ind til venstre.) Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. --Ah, hvis jeg turde vove--

(højt:) Jomfru Eline!

ELINE (stansende ved døren) Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?

NILS LYKKE. I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.

ELINE. Er I?

NILS LYKKE. Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder;-- den flyr mig.

ELINE. Gå til vinduet, så vil I finde tidekort;--et hav i storm--

NILS LYKKE (smilende) Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.

ELINE. Hos mig?

NILS LYKKE Vort første møde har forvisset mig derom.

ELINE. Og I besværer eder derover?

NILS LYKKE. Nej, ingenlunde, men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.

ELINE (stolt) Tror I, det vil lykkes eder?

NILS LYKKE. Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.

ELINE Og hvilket?

NILS LYKKE Mit farvel.

ELINE (et skridt nærmere) Eders farvel? I forlader Østråt--så snart?

NILS LYKKE. Endnu inat.

ELINE (synes et øjeblik tvilrådig med sig selv; derpå siger hun koldt): Så tag min hilsen, herr ridder! (hun bøjer sig og vil gå.)

NILS LYKKE. Eline Gyldenløve,--jeg har ingen ret til at holde eder tilbage, men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.

ELINE. Jeg hører eder, herr ridder!

NILS LYKKE. Jeg véd, I hader mig.

ELINE Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.

NILS LYKKE. Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had. Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger.

ELINE. Nok muligt, jeg har ikke læst dem.

NILS LYKKE. Men indholdet er eder i det mindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har ialfald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som--; ja, I véd, hvad håb jeg nærede--

ELINE. Herr ridder,--hvis det er derom I agter at tale, så--

NILS LYKKE. Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde;--det sværger jeg eder. Hvis mit rygte,--hvad jeg desværre har årsag til at formode,--er nået til eder, forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder over, at jeg i deslige sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer ud af vanen med at betjene sig af omveje--

ELINE. Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af.

I fejler for øvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre grunde.

NILS LYKKE (urolig) Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?

ELINE. Det er som I formoded;--eders rygte er gået forud for eder selv, til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og eggende, lig en fiendes sejers-sang.

Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til ansigt med eder, forat I kunde erfare, at der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt--dersom I agter at bruge den.

NILS LYKKE. I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt;--men årsagerne dertil kender I ikke. --Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked--endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min gave tilbage for min egen fod.

Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod,--jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde.--

Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. --Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. --Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men _hun_ var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe.