Part 2

ELINE. Ja, de vil forhindre det,--ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi roligt se til, at--?

FRU INGER. Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben,--at træde frem i åben dyst,--hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end netop nu?--Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os. I det søndre Norge er en god del af adelen for de Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvilsomt. Derfor har kong Fredrik skikket en af sine højst betroede mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.

ELINE (spændt) Nu;--og så--?

FRU INGER. Denne ridder kommer hid til Østråt inat.

ELINE. Herhid? Og inat?

FRU INGER. Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.

ELINE. Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for, ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af eder, når det spørges, at--

FRU INGER. Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men det har ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor er han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt vil han også gæste Østråt.

ELINE. Og denne danske herres navn--?

FRU INGER. Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at nævne.

ELINE. Men hvad har I så i sinde? Endnu har jeg ikke fattet eders mening.

FRU INGER. Du vil snart begribe. --Da vi ikke kan søndertræde ormen, så må vi binde den.

ELINE. Vogt jer vel, at ikke snoren brister.

FRU INGER. Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.

ELINE. På mig?

FRU INGER. Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det huger ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.

ELINE. Min vinge er stækket. Gav I mig end fri,--det vilde kun lidet både mig.

FRU INGER. Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.

ELINE. Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var, så vil også jeg--

FRU INGER. Nok derom. Hør mig videre. --At drage fra Østråt vil neppe være dig meget imod.

ELINE. Kan hænde, min moder!

FRU INGER. Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.

ELINE. Hvad mener I?

FRU INGER. Eline,--hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig til sin borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?

ELINE. En ridder, siger I?

FRU INGER. En ridder.

ELINE (saktere) Og den danske udsending kommer hid inat.

FRU INGER. Inat.

ELINE. Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.

FRU INGER. Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i denne sag.

ELINE (et skridt nærmere) Har I hørt om hin moder der kørte over fjeldet ved nattetid med sine småbarn i slæden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller død;--og hun kasted sine små bagud efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.

FRU INGER Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit barn for ulvene!

ELINE. Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge; Merete har terner og svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har ingen sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at få fast fod i landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende? Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens dag!

FRU INGER. Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.

ELINE. Eders regnskab er ikke hermed til ende. Hvor er Lucia, eders andet barn?

FRU INGER. Spørg Gud, som tog hende.

ELINE. Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende;-- men hun har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet hendes hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det gjaldt hendes ære. Men I blev ubøjelig,--og eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!

FRU INGER. Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?

ELINE. Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel for hans navn;--hun nævnte det aldrig.

FRU INGER (lettet, hen for sig) Ah, så véd du dog ikke alt.--

Eline;--den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk--

ELINE. Også det véd jeg.

FRU INGER. Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han besnæret hende.

ELINE. Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt en moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.

FRU INGER. Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?

ELINE. Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke.--

Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I frygter dem tillige. Dengang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende,--da stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd.

Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!

FRU INGER. Du? Hvad har du i sinde?

ELINE. Jeg går _min_ vej, ligesom I går _eders_. Hvad jeg har i sinde, véd jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor retfærdige sag.

FRU INGER. Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet det samme som du,--og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.

ELINE. God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg tilovers.

Måske det endnu er tid for eder--; nu, Gud styrke og lede eders færd! Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete, som græder sent og tidlig over sit forspildte liv. Tænk på Lucia, som sover i den sorte kiste.

Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om eders sidste barn. (hun går ud til venstre.)

FRU INGER (ser en stund efter hende) Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste. --Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige.

Ah,--rider der ikke nogen gennem borgeledet? (hun lytter ved vinduet.) Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det.--

Har Gud Herren ret til dette?--Danne mig til kvinde,--og så læsse en mandsdåd på mine skuldre.

For jeg _har_ landets velfærd i mine hænder. Det _står_ i min magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra _mig_ de venter tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det--kanske aldrig.

Nøle? Ofre de mange for den enes skyld?--Var det ikke bedre, ifald jeg kunde--? Nej, nej, nej--jeg _vil_ det ikke! Jeg _kan_ det ikke! (hun kaster et stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort som i angst og siger hviskende:) Nu er de derinde igen. Blege spøgelser;--døde fædre; faldne frænder. --Fy; disse borende øjne fra alle krogene! (hun slår bagover med hånden og skriger:) Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig,--vig! Jeg _kan_ ikke dette!

(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg, klædt i en forreven lammeskinds kjortel og med rustne våben, er trådt ind fra riddersalen.)

DEN FREMMEDE MAND (stanser ved døren og siger dæmpet): Hil eder, fru Inger Gyldenløve!

FRU INGER (vender sig med et skrig) Ah, fri mig Krist i himlen!

(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende, ubevægelig, lænet til sit sværd.)

ANDEN AKT.

(Stuen på Østråt, ligesom i forrige akt.)

(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet til højre foran vinduet. Olaf Skaktavl står et stykke fra hende. Begges ansigter forråder, at en stærkt bevæget samtale har fundet sted.)

OLAF SKAKTAVL. For sidste gang, Inger Gyldenløve,--I er altså urokkelig i eders forsæt?

FRU INGER. Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under, hvad enten vi støtter det eller ej.

OLAF SKAKTAVL. Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min slægt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve år jaget fredløs i skog og fjeld. --Rygtet har sagt mig død mere end én god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har taget hævn.

FRU INGER. Så har I et langt liv i vente. Hvad vil I da gøre?

OLAF SKAKTAVL. Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er _det_, som I skal hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit værge.

FRU INGER. Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er rustne.

OLAF SKAKTAVL. Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. --Inger Gyldenløve,--I har stærkt forandret eder. Der var en tid, da der slog et mandshjerte i eders bryst.

FRU INGER. Mind mig ikke om, hvad der _var_.

OLAF SKAKTAVL. Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I _skal_ høre mig, om så.--

FRU INGER. Nu vel; men gør det kort; thi,--ja, jeg må da sige jer det,--det er utrygt for eder her på gården.

OLAF SKAKTAVL. På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker.

FRU INGER. Så tal; jeg skal ikke formene jer det.

OLAF SKAKTAVL. Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder. Også mig var I kær,--kær, som ingen kvinde har været det før eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets ulykke og store nød.

FRU INGER. Jeg var femten sommere gammel,--husk det! Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?

OLAF SKAKTAVL. Kald det for hvad jer tykkes. Men _det_ véd jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore rettigheder tilbage. Og _det_ véd jeg også: I selv tænkte dengang det samme.

FRU INGER. Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.

OLAF SKAKTAVL. I _kunde_ blevet den udkårne, ifald I havde villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom i vente; og I havde øre for klageskrigene--dengang.--

Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar vi ham ind gennem slotsporten--

FRU INGER. Som lig; som lig!

OLAF SKAKTAVL. Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. --Inger Gyldenløve,--hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø,--fast endnu et barn,--med ild i øjet og med grådfyldt mæle. --Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord?

FRU INGER. Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.

OLAF SKAKTAVL. I husker eders ed--og har dog glemt den.

FRU INGER. Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.

OLAF SKAKTAVL. Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, i stedet for at byde voldsmændene trods til det sidste? Vel sandt; der er usel malm i vore slægter nutildags; men havde der været samhold imellem dem,--hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.

FRU INGER. Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til at ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt. Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre ting behov, så sig det; I skal finde mig rede--

OLAF SKAKTAVL. I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmtelandsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og bjørn. --I ser, fru Inger,--_jeg_ trænger eder ikke; men både adel og almue har eder behov.

FRU INGER. Det gamle omkvæd.

OLAF SKAKTAVL. Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok; men I får høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.

FRU INGER. Jeg véd det.

OLAF SKAKTAVL. Peder Kanzler er med,--men hemmeligt, forstår I.

FRU INGER (studsende) Ja så?

OLAF SKAKTAVL. Det er ham, som har skikket mig til Østråt.

FRU INGER (rejser sig) Peder Kanzler, siger I?

OLAF SKAKTAVL. Han selv;--eller, kan hænde, I kender ham ikke længer?

FRU INGER (halvt hen for sig) Kun altfor vel!--

Men sig mig, jeg beder jer,--hvad budskab bringer I?

OLAF SKAKTAVL. Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene, hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte ham op og bød ham min bistand;--han har kendt mig i tidligere dage, som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og så skikked han mig hid.

FRU INGER (utålmodig) Ja visst, ja visst,--han skikked eder hid for at--?

OLAF SKAKTAVL (hemmelighedsfuldt) Fru Inger,--der kommer en fremmed til Østråt inat.

FRU INGER (overrasket) Hvorledes? Véd I, at--?

OLAF SKAKTAVL. Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.

FRU INGER. Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl,--umuligt!

OLAF SKAKTAVL. Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, så vil det ikke vare længe, førend--

FRU INGER. Nej, ganske sikkert; men--

OLAF SKAKTAVL. Så I var da beredt på hans komme?

FRU INGER. Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.

OLAF SKAKTAVL (lyttende) Hys;--der rider nogen over vejen. (han går til vinduet.) Porten lukkes op.

FRU INGER (ser ud) Det er en ridder og hans svend. De stiger af i gården.

OLAF SKAKTAVL. Det er altså ham. Hans navn?

FRU INGER. I véd ikke hans navn?

OLAF SKAKTAVL. Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig på Østråt tredje kvelden efter Mortens-messe--

FRU INGER. Rigtig; det er just som ikveld.

OLAF SKAKTAVL. Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.

FRU INGER. Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få i tale.

OLAF SKAKTAVL. Nu, hvis I så lyster. (De går begge ud til venstre.)

(Efter et kort ophold kommer hustjeneren Finn forsigtigt ind gennem døren til højre, ser sig om i værelset, kiger ind i riddersalen, går så tilbage til døren igen og giver et tegn til nogen udenfor. Derefter træder rigsråden Nils Lykke og den svenske befalingsmand, Herr Jens Bjelke, ind i stuen.)

NILS LYKKE (dæmpet) Ingen?

FINN (ligeså) Nej, herre!

NILS LYKKE. Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?

FINN. Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig.

NILS LYKKE. Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst,--er nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?

FINN. Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.

NILS LYKKE (dæmpet til Jens Bjelke) Han er her. (vender sig atter til Finn.) Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?

FINN. Nej, det har nok ingen uden portvægteren, så vidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger, og hun--

NILS LYKKE. Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?

FINN. Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer, for--

NILS LYKKE. Det er godt.

JENS BJELKE (hvisker) Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.

NILS LYKKE (med et smil) Hm! (til Finn:) Hør, sig mig,--gives der her på gården nogen anden udgang, end gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener,--kan nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?

FINN. Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja--og så kanske jomfru Eline.

JENS BJELKE. Så, for djævelen!

NILS LYKKE. Det er godt. Du kan gå.

FINN. Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved hånden.

NILS LYKKE. Godt. (han peger mod døren til forgangen. Finn går ud.)

JENS BJELKE. Hør,--véd I hvad, kære ven og bror,--dette her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.

NILS LYKKE (smilende) Å,--ikke for mig, håber jeg.

JENS BJELKE. Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge;-- og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt!

Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.

NILS LYKKE (sagte) Den anger kommer vel silde, min bror!

JENS BJELKE. For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig til Østråt--

NILS LYKKE. Han _er_ her! Han _er_ her, siger jeg!

JENS BJELKE. Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte--

NILS LYKKE. Men i det sted åbner man porten nokså høfligt for os. Pas på;-- svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.

JENS BJELKE. For at snakke sig ifra mit ærend, ja!--Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigsmandskab, så--

NILS LYKKE. Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for _det_. Men læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, _det_ er ikke rådeligt.

JENS BJELKE. Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!

NILS LYKKE. Nu vel, kære herre,--hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.

JENS BJELKE Til jer? Hvad vil I da gøre?

NILS LYKKE. Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. --Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke,--jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trondhjem igår.

JENS BJELKE. Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved krigsknægtene?

NILS LYKKE. Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden dem; og så--

JENS BJELKE. Fanden besætte jer,--havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændig går med en ræv bag øret.

NILS LYKKE. Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.

JENS BJELKE. Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger.

NILS LYKKE. Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det at besnære en kvinde--

JENS BJELKE. Ha-ha-ha! I _det_ håndværk har I nok for længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig også?:

Hver en skøn-jomfru sukker så mod,-- Gud give, Nils Lykke var mig huld og god!

NILS LYKKE. Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det _må_ ske,--for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. --Nu,--ikke sandt,--I overlader fru Inger til mig? Husk på,--dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø--

JENS BJELKE. Å, véd I hvad,--det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men lige meget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, _det_ er et ord,--findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende!

NILS LYKKE. Lyslevende skal I have ham. Jeg agter ialfald ikke at slå ham ihjel. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal i uopholdelig få kundskab derom.

JENS BJELKE. Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud--?

NILS LYKKE. Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed--

JENS BJELKE. Forstår sig. Nå,--god lykke!

NILS LYKKE. Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu! (Jens Bjelke går ud til højre.)