# Den engelske Lods

## Part 5

Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/den-engelske-lods-12844/index.md

Kort da gamle Lorden just opgav sidste Aandepust, over Sønnen, som man sagde, for det Levnet i Paris, som han hemmelig tilbragte, Ingenting ivejen var; men i Kirken _St. Sulpice_, til et offentligt Beviis, bleve de et Ægtepar.

Nu kom Planens anden Akt: at faae Lorden ødelagt, gjøre Resten af hans Dage (og hos slig tilbunds Fortæret havde der alt længe været liden Levekraft tilbage) til en Kval, der kunde drive Uslingen til sig at tage i en Ruus maaskee aflive. Og han var alt meer og meer ganske hendes Slave vorden, saa det lykkedes med Lorden.

Kun deri Forskjellen er, at, af Længslerne forbrændt, --disse Længsler af hvis Vækken Mary gjorde kun en Gjækken, som for ham blev aldrig endt-- havde han en Nat sig lukket inde med en Kurv Burgunder; og da Døren op blev brukket, finder man ham steendød under det med Flasker fyldte Bord, hvor den sjette ud var drukket. Saadan døde da Mylord.

Før hun vel det kunde tænke Mary var en fornem Enke. Barnløs, engelsk, smuk og rúg, ung og i Paris at leve-- var jo Alting i Forening, som kan En i Velten hæve, gjøre topmaalt lykkelig efter hver Parisers Mening. _Lady Norris_ (Marys Navn) virkelig kom snart i Mode. Snart af _Ducs_, som vil i Havn, snart af Grever og Markier, der vil see igjen paafode sine synkende Formuer, sværmedes hun stedse om, liig af sugelystne Bier, magre Myg og sultne Fluer honningfyldte Rosenblom. Medens Hun, af Indfald blot, der som Engelsk liktes godt, syntes Engelske at sky, hendes Omgangskreds især --stedse større, stedse ny-- gammel fransk Noblesse var; og ud af sin Frierhær Hun i sine Planer har, Den at vælge allerhelst, som er adeligst og ældst.

Gjort var Valget. Thi i slige Fortrin kunde Ingen hamle op imod den gode gamle underlige Emigrant, Hertugen af _Montbrillant_ --en Figur, der ikkun fandt i det hele Frankerige i hans eget Speil sin Lige: klædt, staffert, Frisuren reist som for hundred Aar tilbage-- som om fra Regentens Dage kommen var igjen en Geist.

Vel for Tiden uden Slot var den gode gamle _Duc_ i sin gammeldags Paryk; men ved Hjælp af Marys Penge og en Prokurator blot, lykkedes det at fortrænge Den, som under Robespjerre havde kjøbt det af Nationen og som uforstyrret siden havde været Godsets Herre.

Og for nu at sætte Kronen paa det Hele næsten inden Mary vented det i Tiden: Maaned efter, at han var i Triumf med Gemalinden draget ind ad Slottets Port, Hertugen i Pomp man bar ud af den. Da var den sort, og med dødbleg Maanskinsglands funkled i det Sorte hans (nu hans Enkes) store Vaaben-- _la Duchesse de Montbrillant's_. Men da i Alleen Hoben med den Smule var forsvunden, hvortil Storheden og Naaden endelig var reducerte, tørred hun, med Smiil om Munden, hastig Sporene af Graaden (af den kunstig præparerte) bort fra Øjnene og Kinden; og, henslængt paa en Divan, atter drømmende en Plan for sit Liv hun udstuderte.

Hertuginden slog sig ned i en stille Enkefred. I den stolte Glimmerkaabe af det franske Navn indhyllet, kunde sikkert Skjul hun haabe, og imellem Engelskmænd færdedes hun nu igjen, som om under en fortryllet Fortunati Hat hun gik, hvorpaa Ingen Øje fik.

Trende Gange, ved sin franske Kammertjener, havde hun i en blød Erindringsstund underhaanden ladet granske efter mig og Francis, men faaet gale Svar igjen. Altid snøvled den Franzos: «Eders Naade, den Matros ganske sporløst er forsvunden, som en Steen, der gaaer til Bunden; Drengen ude var og foer siden han var nævestor; Fremmede--Gud veed hvorfra-- alt forlængst i Huset boede: Moer og Datter, stille Kvinder; artige--bevares ja! særligen for Britterinder; men, naar Alt han skulde sige, som han i sit Hjerte tro'ede, var hans Mening: ei saa lige de hinandens Ord forstode.»

Mary hørte, med den Glæde, som ei smiler, men vil græde, med en falsk og hyklet Tro paa en Tilvæxt i sin Ro, denne haltende Fortælling --dobbelt dunkel, halv og skjæv, da hun kunde ei betro til den gamle Buxekjælling hvad der egentligen drev den fornemste Adelsfrue blandt Provindsens Høi-Noblesse til en saadan Interesse for en Sjømand og hans Søn. Ja hun drev den selv saa vidt, at hun endog spurgte tidt om Detaljerne i Stuen;-- for Exempel om den var endnu overstrøgen grøn, om der hang et Fuglebuur, om der stod et Stueuhr, som et gammelt Inventar, paa hvis blomsterkrandste Skive tvende Gjøge vare malte, som for hver en Time galte ligesom de var ilive, samt om han ei havde nogen gammel Vugge seet i Krogen og saa videre med meer, hvoraf kun den Gamle leer.

Mary elsked den fornemme Verden, hvori hun var bleven, som en Fød og Baaren, hjemme; men hun elsked den af Trang, medens endnu hendes Hjerte ved den simple Verden hang, hvorfra hun var selvfordreven. Hun sit Hertugindeliv elsked kun som Tidsfordriv, som en Døven af den Smerte, der paa hendes Indre aad, som en Latterkuur mod Graad, som en Ruus, der lod forglemme stundom gamle Minders Stemme, der med gnedne Glasses Lyd gjennemskar den hele Fryd ...Stundom kun?--nei, Mary heller sjelden saa lyksalig var; thi hun i sit Hjerte bar paa en skaanselløs Fortæller, som i hver en ensom Stund --ja selv midt i Assembleen og i Kontradands-Karreen det til hendes Rædsel hændtes-- aabned pludselig sin Mund til Historien, som endtes: «Ve! i al den Glands du har, hvad Du _er_ og hvad Du _var_!» Hvor forgjæves _high-lifes_ Glæde gjennemleves! Hun i herligt Selskab næsten al Europa gjennemstrøg, trængte til Jerusalem og Damask mod Østen frem, gjorde, da hun tog derfra, for at gjennemfare Vesten, Libanons Zenobia, Lady Stanhope, et Besøg. Men naar hun, der var forresten sprudlende af Vid og Spøg, pludselig i Vognen faldt (som man kalder det) i Staver, ingen anden Ting det var, end den gamle Orm, som gnaver: hiin Fortæller, som just har sin Historie fortalt. Just paa en af disse Turer, som udretted Alt, undtagen Eet alene--Hovedsagen: ei blot Øjet at adsprede, med den Syge at helbrede, som i Brystets Indre sturer... paa en saadan Tur for Lyst ifra Brighton og til Bath, langs Kanalens skjønne Kyst, faaer hun paa det Rygte fat, at en Folkefest beredes, og da Damen ikkun jog efter dygtig at adspredes, tænkte hun: jeg kan jo dog see derpaa, imens der bedes.

At idag jeg hende møder paa det Sted, hvor altid Saaret, som om ganske nylig skaaret, i os Alle friskest bløder, enten er et af de hvasse sorte Træf, der altid passe med sin Spids i gammelt Saar, saa det altid aabent staaer, eller har til Hensigt, Penge paa min Fattigdom at trænge, derfor ud at spionere hvor nu Jeg og Anna ere.

Thi da nu min fordums Kone havde for mig skriftet Alt, var tilgivet og betalt --ja betalt til sidste Krone, som jeg havde i mit Eje, Doktor, Jordefærd og Pleje, udbetalt til sidste Hvid,-- skjøndt det bed som Slangebid, at den rige Moder torde ei sit Barn, sit eget, jorde: da nu Dette vel var endt, Anna til en Frænke sendt, forat nyde Kvindepleje, flytted jeg, med alt mit Eje --Baaden og mit Lodspatent-- ifra Cowe's til Hastings, hvor Havets store mørke Ager, hvorpaa Brød for Lodsen groer, nærmere mod Land sig drager.

Men Fortjenesten blev mager: uden Hjælp, i Baaden ene, var der intet at fortjene. Sygdom dertil haardt sig slog-- kort hver Dag min Nød tiltog, saa alvorlig tænktes paa, ud en Dag tilsjøs at gaa, men ei komme meer tilbage uden trukken i en Hage. Medens i saa mørke Tanker jeg udover Sjøen saae, hvor de andre Lodser laae og Enhver sin Skude sanker: sagte det paa Døren banker, og en Sjøgut, net som drejet, bukked halvt og halvt han nejed, saa jeg ahned Uraad alt før han mig om Halsen faldt. Da faldt ogsaa Sjømandshatten, og med næsten Rædsel Haaret --langt og glimmersort som Natten-- saae jeg ganske tæt afskaaret.

«Fa'r! min Eneste!--Hun bad-- Ingen Os maa skille ad. Derfor maa Du ei forskyde hvad din Datter har at byde: det at være dig en Søn! Du kan ikke leve ene. Francis lærte mig at ro; derfor sammen godt vi To kan vort Brød tilsjøs fortjene. Hvert et Skib, vi see, Du jager; Du alene gaaer ombord. Baaden hjem igjen jeg tager-- Kjære Far, det er et Ord!»

For slig Vind fra bedre Egne, mild som Blomsterdufte, sendt, af mit Skib paa Timen drev. Som hun vilde foretegne, som Hun sagde, saa det blev; og før Ugens Rest var endt, gik det vel saa godt for Os, som for nogen Hastings-Lods. Deraf, Gentlemen, forklares, hvi en gammel Ulk som Jeg, da der af fra Briggen bares, hemmed mine Taarer ei. Tausheden, den timelange, indtil Baaden var forsvunden, Bønner var, jeg tusind Gange mumled uden Hjælp af Munden, indtil det sig tænke lod, at, ved Hjælp af Tid og Flod, _Anna_ havde Havnen funden.»

IX Agterspeilet

_Anna_ havde fundet Havn i Gud Faders egen Favn.

Efter nogle Døgns Forløb, vi Southamptons Havn forlode: London bød os bedre Kjøb; og Kanalen op vi stode. Da, idet vi drev med Tiden, Kysten nær, for slappe Seil, fører Strømmen hen til Siden Brædtet af et Lodsbaadsspeil, hvor i Hvidt paa Sort vi see: «_Hastings, Pilot, Numero three_.»

* * * * *

--O Tilfælde underligt, som maa mere synes hjemme i et Fee- og Alfe-Digt, end i vore haarde Dage, da med tør prosaisk Stemme Alt fortælles som det skeer, strengt og strikte som det monne sig tildrage, med Forbud imod at digte; og hvor Mennesket, skjøndt Aand, ikkun troer hvad Øjet seer og hvorpaa det fat kan tage med den tunge plumpe Haand. ...O Tilfælde, sandt og skjønt! Da jeg, rystet dybt, mig læner over Rælingen, paa Speilet tvende Sommerfugle seiled, tvende deilige Falæner trygge der forelskte leged, som om Brædtet var et grønt Eiland, op af Havet steget. En var hvid, meer hvid end bleget Snekkeskal derindpaa Stranden, blaa, meer dunkelblaa den Anden end Skjærsommerdags Azur i den tropiske Natur.

Eller mon i Aandens Magt fri Gestalten ned er lagt? Da kanhænde, af en sød uskyldig Smag, som vi Mennesker selv kjende, Francis' og hans Annas Sjele samme Lyst har maattet dele til, en vakker Sommerdag, atter Jorden at besøge, og som to Falæner spøge. Ja kanhænde da--Gud veed-- at de Elskende, der blevne ere fra hinanden revne før Forening har havt Sted, kunne, Sødheden at smage af en jordisk Kjærlighed, vende for en Tid tilbage snart i Form af Nattergaler ømme Sisgener og Svaler, snart som Sommerfugle skjønne, for at leve saa en Sommer ganske for sig selv alene i det friske Livsensgrønne under Skovens dunkle Grene, indtil Efteraaret kommer. Da, en Kvel, af Stjerner klar, naar de blinke som man kunde tydelig fra deres Munde høre baade Raab og Svar, svinger sig det søde Par opad opad til det glade Hjem, de nu ei meer forlade, da vor Jord ei Mere har. ...Tomme Drømme! Thi tilvisse, Francis ei og Anna vilde eet Minut af Tiden spilde med at flagre om som Disse. Nei, til gode gamle John vilde Begge sammen haste, frygtende, den stærke Aand sin Natur, den klippefaste, har for denne Gang fornegtet og ei mægtet sidste sorte Træf at tvinge, saa hans Sands har maattet springe, Glasset liig, man tvinge vil over Stemmens Omfang til endnu højere at klinge.

X London. Bedlam

«Har Du nok af _London_ seet?» blev jeg spurgt ved et Glas Ale af min brave Skibskaptain just som vi paa Drurylane havde nær af Stykket leet begge To os reent ihjel.

«Nok af Folkets Storhed? Ja-- Ja og nei, som man det tager-- meer end Nok dog af dens stygge over London faldne Skygge: Menneskers Elendighed, bundløs, dybere mod Helved, end som Folkets Storhed rager op i Høiden imod Hvælvet. Men, Kaptain, før vi herfra til vort kjære Norge drage, maa i Øjesyn vi tage Bedlam, det til nu forsømte,-- Bedlam, et mærkværdigt Sted, maa tilsidst vi tage med.»

«Bedlam?» «Netop, det berømte. Verdens største Daarekiste.»

«Ah, jasaa! Jeg ei det vidste, i den Tanke, at om Rangen selve London og Paris holdt i Kamp hinanden Stangen, hvert dog galt paa egen Viis. Men lad gaa! Imorgen da først til Bedlam! Saa en Flaske, ud det triste Syn at vaske! Saa ombord! og saa herfra!»

* * * * *

----«Luk, Bevogter! Himlens Gud. Hvad jeg saae i denne Celle! Blev jeg hundred Aar ilive, ingen nye Rædsler drive, kunde det af Mindet ud. Men lad Portneren fortælle dig, Kaptain, om denne Gale. Du kanhænde af hans Tale kjender gysende igjen en agtværdig engelsk Ven.»

«Ja--Bevogteren begyndte, halvt at snøvle, halvt at grynte, med en Overlæges Mine og et tvivlsomt Blik paa Os-- _Johnny Johnson,_ ikkun Lods, Nummer... lad mig ikke lyve... Nummer Tusind syv og tyve, gal ved Tab af alle Sine eller af--hvad Nogle kalder lidt fantastisk--Hjertesaar. Mandens Galskab just bestaaer deri, at han vil fortælle Hvem som kommer til hans Celle, om en Ting, han siger falder paa hans Hoved, hvor han gaaer, og som «_sorte Træf_» han kalder. Dog han siger undertiden, at de ramme ind fra Siden, saa hans Hjerte, om man blot undte ham saa meget Godt, ud af Brystet det at skjære, af de mange faldne Skud som et Kogger maa see ud, fyldt med Pile, alle smykte med en Krands af sorte Fjære, ud af Djævlevinger rykte.»

Vogteren i Bedlam standste i sin bedste Passiar, som om Ting han eftersandste. Men den sande Aarsag var, at han med sit Ugleøje, der i Mørket kunde see, som igjennem tynde Flor, havde seet en Dame bøje om i samme Korridor-- En af hvem en fuld Guinee høist sandsynlig var at vente. Men han vilde see sig for; bad os midlertid at vente. Ikke før han Ryggen vender, før, dybt rystede, vi trykte grædende hinandens Hænder, og imens afsted han render, jeg Kaptainen med mig rykte bag den Pille, der var Cellens ene Skille.

Under Vogterens Fortællen Damen Hul for Hul beseer, sparende ei paa Guineer; og hun kommer saa til Cellen, hvori Johnny Johnson er. Portnere og Slige stedse gravitetisk selvtilfredse meget hellere berette «iagttagne Fænomener,» «sære _casus_» og «Symptomer,» end de Papegøjesvar, hvortil kun de Ordre har; og hvad _Selv_ Hans Viisdom mener noksaa modigt de fremsætte som Sentenser og som Gnomer, uomstødte Axiomer. Derfor Damen holden var i geskjæftig Passiar om den Gales Fixideer samt hvad derved var at gjøre --«Notabene rationelt»-- uden at hun Navn fik høre eller af den hele Røre noget Sammensat og Heelt. Dog hun til en Kavaleer, af hvis Arm hun sig betjener, hvisker: «høist interessante ere disse inkonstante Aandens Sygdoms-Fænomener. Men luk op, Monsjeur! Jeg tør see ham rolig ind i Øjet; og hvis godt han er fortøjet eller stille, aabn hans Dør!»

«Strax, Mylady! strax paa Timen!» ...Laasen klirrer og med Bragen Egedøren aabner sig... Damen med et rædsomt Skrig styrter om som lynildslagen i en dyb og lang Besvimen, selve Døden ganske liig.

«Seer I Træffet? skreg den Gale. Seer I nu, det hjælper ikke sig i Jorden at forstikke, hjælper ikke at forskandse sig mod Skrømt fra svundne Dage i Palladsers Marmorsale, eller Verden rundt at jage, for ei meer sig selv at sandse!» Og ved pludselig at bøje sig som Tigeren til Sprang, med en Flammen i sit Øje, der tilside Alle tvang, fat paa Damen greb den Gale skrigende, idet han plukte Fjer for Fjer af hendes Hat: «Af med denne Paafuglhale!» Perlebaandet op han lukte, strø'de rundt omkring dets Skat; rullende til alle Kanter Gyldenringe, Diamanter, plyndrede af Damens Fingre, imod Kvadergulvet klingre. Langsomt Øjet op hun slog; men som den Forryktes Fange syntes hun meer glad end bange, saa hun ei sig fra ham drog; meget mere hun tilbage vinked' Følget sig at drage.

«_Mary Ann!_--blev _Johnny_ ved-- Naadigste Fru Hertuginde! siig mig i Oprigtighed, om du kunde--siig mig, Kvinde!-- al din Herlighed forsage og tilbringe dine Dage _her_, just _her_, just _her_ paa dette græsselige Sted med mig?»

«Johnny! o!--brød _Mary_ ud, kyssende hans magre Hænder-- o, saasandt en Dommens Gud gaaen er med mig irette, at jeg _her_ og hvorsomhelst, Johnny, leve maa med dig, vil jeg som et Tegn betragte, at Han sig til Naade vender, at min arme Sjel er frelst. Ingen Magt skal heller mægte mig fra dette Huus at rive. Der mit Liv jeg vil forblive, hvor jeg har den Trøst i Eje, daglig Dig at kunne pleje.»

_Johnny_ blev medeet saa stille, at den sidste Perle, ført af et Lufttræk, grant blev hørt Korridoren langs at trille. Og da op han saae tilsidst vare Øinene saa milde. Slukt i Taarer var den vilde urofulde Vanvidsgnist, saa at til en Kavaleer hviskede betænkt vor vise Gale-Vægter-Medikus: «Endt er nu, saavidt jeg seer af hans hele _habitus_, Patientens Hovedkrise.»

«_Mary Ann_, nu er du prøvet; --sagde _Johnny_ mildt betonet-- prøvet er du og tilgivet ...meer end det: du har udsonet! Thi din Kjærlighed har Livet, skjøndt forspildt, forødt, bedøvet, ikke fra dit Hjerte røvet. Derfor kom! En Krog, en stille, vi paa Jorden søge ville, hvor den Verden, som sig trænger ved sit Guld med al sin Last mellem Dyden og dens Lykke ikke skal forstyrre længer tvende Hjerter, som sig trykke atter til hinanden fast-- En hvor vi forsonte kunde leve vore Aftenstunde, indtil Budet fra vor Dommer, Døden, til os begge kommer, for os, med sit tause Sprog, (Fingren paa vort Øjenlaag) venligt sammen at indbyde til det yndige Paulun, hvor som Engle De nu nyde Saligheden _Han_ og _Hun_, som vi mindes men ei nævne, at ei Sorgen, ene ved Navnets Tone, sig skal hevne paa vor neppe vundne Fred.»

«Ak, hvor findes saadant Sted? Neppe, neppe!» _Mary_ klagte: «Et for din tilbagebragte Ro og min Taknemlighed?»

...«Jo, i Norge tusind Steder byde hvad I ønske Eder» --sagde min Kaptain, traadt frem-- «Derfor, Johnny, følg mig hjem! Der er tusind stille Dale hvorom Ingen har hørt Tale, og som kun en enlig Trost har for tause Skove rost-- Dale, hvis vidunderhøje almagtslige Majestæt ganske vist af fremmed Øje ei endnu er bleven seet. Men, endskjøndt, saa vist som Bryst Hjerte har og Ansigt Øie, hver en Dal sin Indsjø har, himmelblaa og stjerneklar, fjernt omkrandst af Aaser høje, nærved af en Blomsterkyst, og endskjøndt en fyrig Elv overalt ved Siden følger, med en Lyd af friske Bølger, friskere end Havets selv: kan jeg, Johnny, nok mig tænke, at den gamle Sjømands Længsel efter Havet vilde hale, som med en usynlig Lænke, snart dig bort, som fra et Fængsel, ifra Landets indre Dale. Derfor, Johnny, maa du vide, Havet har i Uroldstide Landets Alpebelte sprængt og er til dets Indre trængt, strømmende i dybe lange Fjorde, som sig indad slange, gjennem hine brudte Svælg. _Der_ en yndig Plads dig vælg enten paa en skovkrandst Tange i en venlig liden Bugt i en Dal af Alper lukt, eller paa en grønklædt Bred skraanende mod Fjorden ned!»

* * * * *

Før et Jevndøgn alt vi vare næsten helt af Themsen klare; og da vore Passagerer (_Johnny Johnson, Mary Ann_) kom paa Dækket, Engelland under Havets Bryn sig skjærer som en bleg neppe synlig Taagestreg.

Og nu bar det for hver Klud lige ret nordostenud! Ostnordost og retsaa nord, til i fjerde Morgens Gry Manden ned fra Merset skriger: «Ret i Nord en snehvid Sky, der i Høiden stedse stiger, liig en buet Sølvergjord over Horizonten spændt!»

...«Hurra! det er gamle Norges snebedækte Klippeborges morgensolbelyste Tinder, som os minder, at Seiladsen snart er endt.»

XI Hardanger

Gives Sted paa Jorden, hvor gammel Kummer, ved at stemmes i Naturens blide Toner, kan bedøves og forglemmes,-- hvor sig Had med Had forsoner,-- hvor usalig Lyst til Synder dæmpes, Lidenskaben tæmmes, Løven liig i Barnets Snor, kun ved Syn af Egnens Ynder, Tanken om en Guds Nærvær i Naturens Majestæt, i hans Almagts Høihed klædt, og ved Følelsen af Freden, der er over Egnen gleden som et paradisisk Skjær, som en Glories Straaleære hvormed Høj og Tinde pranger: --da forvist det Sted maa være i det deilige _Hardanger_.

Gives Sted paa Jorden, hvor gudløs Last, som kommer did flygtig, ved et vildt Tilfælde, bliver from medeet og troer... Sted, hvor en fortvivlet Anger føler klart sin Skabers Vælde, men ei Giften af sit Bid mere Hjertet at fortære: --o da maa vel Stedet være i det deilige _Hardanger_.

Gives der paa Jorden Sted, hvor, om tvende Fiender mødes, uvilkaarligen de nødes til at standse sine Fjed og udrække Haanden begge, venlig Arm i Arm at lægge, slagne af den søde Fred i Naturens Herlighed... hvor Forfængelighedsflammen synker i sin Aske sammen, og Erobrer, hvis han kom, om med Blusel vilde vende, retsom bange forat skjænde hellig viet Tempeldom... hvor Naturen taler Trøst: Fjeldet som den issehvide børnekjære Oldefader, der sin gamle Favn oplader, Dalen med en Moders blide uforglemmelige Røst, Elven som en trofast Sanger, der vil Hjertet atter lære gamle Toner, svunden Lyst: --o da maa vel Stedet være i det deilige _Hardanger_.

Ak, om saa livsaligt Sted findes paa vort Jorderige, hvor i blaanende Geled Alper frem af Dalen stige,-- hvor ved den krystalne Bræ blomstrer snehvidt Abildtræ, medens i en Snefonns Spoer vilde Rose lystigt groer,-- hvor en Kilde først sin Sang kun mundharpespæd begynder murmlende blandt Mos og Stene; men saa under Orregrene fra sin Afdal ud sig skynder, dreven af ungdomlig Trang til med Hoveddalens Ynder i sin Glands sig at forene; og, liig David Harpeslager, fra en Hyrde bleven til Dalens Konning ved sit Spil, stolt og mægtig gjennemdrager, under tordnende Befalen, alt sit skjønne Rige, Dalen... ja, hvor findes saadant Sted: Majestæt og Yndighed i en inderlig Forening, hvor ifra den hvide Fonn brede sig i vid Forgrening Fagerliers grønne Baand,-- hvor de blide Bakkehæld, som forbinde Fjord og Fjeld, glide ud i løvbekrandste grønne Odders Fryndserad, der sig speile som i Bad, hvor de synes halvveis standste, saa de ei forentes med Fjordens anden skjønne Bred, og hvorfra et Hyttehjem titter mellem Birke frem, fra hvis Tag, med mild Betoning over Alt, en Røg fremblaaner, og det hele Synet laaner af et Offer og Forsoning-- o hvor findes saadant Sted, disse løvbekrandste Tanger med den fromme Hyttes Fred, uden i din Herlighed, underdeilige _Hardanger_?

XII Besøget

_Der_ paa en af disse Tanger i det deilige Hardanger, hvor en Runebauta graa ragte frem deryderstpaa, liig en Viking, i sin stive Pandserskjorte end ilive, men af Roser fangetagen i en Kappe af Skarlagen... _der_ endnu lidt længer oppe paa den løvbekrandste Tange, i en Hytte under lange side Hængebirketoppe, hvor den vilde Humle spandt sit Tapet om alle Vægge og saa legende forsvandt i et Vildnis af Moreller, jeg endnu i Sommer begge vore gamle Reisefæller rolige, tilfredse fandt. Det var Søndagmorgen. Hytten aaben stod, som om til Lytten efter første Klokkelyd fra den lille vakkre hvide Kirke paa den anden Side ligeoverfor i Syd. Solen alt den blomstbesaaede Tærskel med sin Straale naaede, vækkende med frisk og gylden Glittren mellem Rankefylden, hvormed Karme og Gesimser vare yndigt krandsomvundne, alskens Sommerfuglevimser, som for Natten i de brede Humleblades sammenspundne Klaser havde fundet Rede.

Men det var vel ei Indbildning, men en Øjets Tryllehildning (thi jeg sværge kan derpaa) at imellem dem en blaa og en perlehvid jeg saae flaggre indad Døren dristig, som af Solens Skin forledte, som om, spredt paa Gulvet, dette vilde begge fange listig. Og ved efter dem at skue i den landlig nette Stue, _Mary Ann_ faldt Øjet paa. Der hvor endnu Skyggen laae sad hun bøjet ved sit Bord læsende i Herrens Ord.

«Johnny kommer strax»--hun sagde med et Haandtryk, varmt og lindt, dog af Styrke og gesvindt, som et fyrigt Hjertes Slag-- Han er blot ved Stranden nede, Færdingsbaaden at berede til vor Kirkefart idag.»

Knapt hun havde udtalt før gjennem Hyttens aabne Dør Kirkens klare Klokker hørtes over Fjorden af og til, som et pauseafdeelt Spil, som en Æolsharpes Klang, eftersom af Vindens Gang over Fjorden Lyden førtes.