Part 4

Enken, (som han Mary nævned,) svoer han skulde blive hevnet. «Enken» først han spurgte om, speidende omkring i Kamret, hvor de to Forladte jamred; men da den Forklaring kom, at de ei om hende vidste, blev Mylords Visit den sidste.

Bedstefader, ved at mede, havde i den øde Rede skaffet sig og Drengen Brød hele ti Aar til sin Død. Og først da, da Dødens Angel sad i Bedstefaders Hjerte, Francis, stakkels Lille, lærte Meningen af Nød og Mangel.

Slottets Fogd (og han var streng) som mod Aften Dagen efter indfandt sig for bort at fæste Huset til den Første Bedste, fandt min lille stakkels Dreng syg og bleg ved Ligets Seng, sammenkrøben, liig en Byldt, henslængt, kun med Pjalter fyldt, neppe ved saa mange Kræfter, at han kunde, med et Skrig, lette lidt paa Lagnets Flig, for med stive Blik at pege under denne paa den Blege.

Drengens Lod naturligviis-- nu da Livet i det Fri skulde mod sin Blomstring knoppes-- var at i en Anstalt stoppes, rundt hvis Mure lyder Priis, medens indenfore klages, hvori Fattigbørn opdrages af et haardhændt Politi, ligesom Salat og Kaal, hvorom Gartneren kan vide, at han, naar han giver Taal, Hovder kappe kan medtide.

To Gripomenusser vented ganske rigtig udenfore, for, naar Liget af var hentet og bag en af Kirkens Vinkler stukket tyst om Aftnen ned, at forsørge, som det heed, christeligen Drengen med i den kalkehvide store Vaaning med de sorte Sprinkler.

Men, trods Fogdens egen Dom, udenfor hans Regnestykke noget Vist imellem kom, Noget--Retfærd eller Lykke. Tingens rette Navn jeg kjender ikke meer som før desværre, da jeg troede Vorherre ene var al Glædes Sender. Men naar nu jeg engang vover Tankerne at give Rum: Han, som boer herovenover, hvilken Deel mon _Han_ vel ejer i den hele Lykkes Sum, som paa Mennesket kan falde? og hvormeget deri vejer det som Folk Tilfælde kalde? ...o naar Sligt jeg tænker paa, mine Tvivl som Møllestene hvirvlende i Hovdet gaae, knusende min Barndoms rene skjære Tro til Støv og Røg, og min Tunge maa dem tjene viljeløs til gudløst Spøg. Thi et Slag, hvis Knusen standser ikke før end Hjertets Banken, har, som om et Vandfalds Brusen gjennemstyrtede mit Hoved, reent forvirret mine Sandser, og forjaget ud af Tanken hvad jeg engang Jesus Christ, Præsten og min Moder loved.

Men saameget er dog vist, at i Himlens Engles Sted, som i eget Himmerige glemme Jordens Sorg at blidne (og man kan dem ei fortænke, at de selv ei komme ned) havde tyst en venlig Enke med sin lille Tiaars-Pige været til den Scene Vidne.

Hun, som Husets egne Hygge under hoie Træers Skygge alt forlængst opdaget har, eneste Liebhaber var. Og da Pigebarnets milde taareblændte Øje bad, at hun ikke skulde skille Drengen og hans Hjemsted ad, og da hvad hun saae og hørte om den forsorgsløse Armes hundetro Taknemlighed imod Ham, man bar afsted, hende selv til Hjertet rørte,-- over Drengen hun forbarmes, blev ham strax i Moders Sted. Selv en Søn, af samme Aar som min Dreng, og om ei lige just af Ansigt, dog af Haar, og med samme Rankhed skabt, havde Enken nylig tabt, saa den lille vakkre Pige, klappende med sine Hænder, høit af bare Glæde skreg: «Moder! o min kjære Moder! Hvad os denne Time sender! --dig en Søn og mig en Broder. Nu jeg faaer igjen en Leeg.»

Snart en Støtte og en Trøst blev min Dreng den gode Enke. Neppe fyldt det tolvte Aar, han tilsjøs som Youngmand gaaer, for at kunne hver en Høst hende hele Hyren skjænke --hende, ja det Hele næsten; men til «Søster Anna» Resten, Hun, som for hver Reis, han foer, voxet var saa smuk og stor, at omsider ham den Tanke syntes ganske desperat, at den høje, smukke, ranke Jomfru havde bedt sin Moder om at faae ham til sin Broder eller Legekammerat.

Men Presenterne til hende (smukke, fine, franske Sager, som ei stolten Lady vrager) bleve, for hvert Aar, som gik, skjønnere, som Hun derhjemme; og den Travelhed, det Blik, hvormed Alt blev bredt paa Bordet ifra Ende og til Ende, sagde tydeligt som Ordet, at han ikke kunde glemme. Men den sidste Gang han foer Frankrigsfart til Koffardiis, bleve tvende Ringe fundne, med en Haarlok sammenbundne, mellem Silketøi og Flor fra Marseille og Paris. Lige som to Draaber Vand trilled de af Etuiet. Rask greb Anna til; men Han stod som med et Mord betynget, beed i Neglerne og tied; thi paa deres indre Rand stod gravert et A og F i et Hjerte sammenslynget. ...Nok! For Ynglingen et Træf --Seer De, der er Træffet atter-- havde for min Francis friet til hans anden Moders Datter; og ved nok et Træf endnu klart og klappet blev Partiet.

Annas Moder var tilstede, og med Mødres kloge Hu skaffed hurtigen hun Rede i Forvirringen, hvormed Begge, alt til Panden røde, røbede sin Kjærlighed. Og den hele Klaring skede blot ved Armen ud at brede, saa de lykkelige To inden Moderfavnens Ro holdt sit første Stevnemøde. Francis havde sytten, Hun i sin Blomstren sexten kun.

Men iblandt de sjeldne hvide mange sorte Træffer glide, skjøndt de, efter Francis' Alder, kunde begge snarlig vente, at ham Flaaden, efter blotte Orlogsrullen, vilde hente, og at deres Eden maatte falde som et Korthuus falder.

Ganske rigtigt, efter trende Maaneders for snare Ende, Tordnen hid fra Portsmouth skralder, nemlig det Kommando-Ord ifra Admiralens Bord, som til Orlogs Francis kalder. Strax ombord han, som Matros, skulde i _the Albatross_, sendt til Øerne at gribe Røvere og Slaveskibe. Men da Pigen hørte dette, syntes hendes Sorg at lette. Ædel sværmersk og høihjertet Reisen hun et Korstog kaldte, ja en Tidens Ridderfærd, høit om Englands Hæder talte og om Sortes Broderværd, sagde Afskeden ei smerted, skjøndt de rødforgrædte Øine, Barmens Bølgen, Stemmens Klang røbede de stolte Løgne, som hun over Læben tvang. Og da Øieblikket kom, da i Baaden Francis stiger, segned hun, som andre Piger, i sin Moders Arme om.--

Medens Francis Alt saalunde fik mig kortelig fortalt, havde ind mod Land vi halt, saa man Folk paa Kaien kunde, med sædvanligt Øje, nok kjende ifra Steen og Stok. Men imod Forelsktes Øje, naar de To har maattet døje Savnets værste Kval: at vente, stærbefængt er Falk og Glente. Thi, skjøndt endnu tusind Alen borte fra vort Landingssted, springer Francis op som galen, rykker nær min Arm af Led, svinger Hatten: «det er Hende! Fa'r se der! Hun maa mig kjende. Ja ved Himlen! ja hun gjør! Seer du Anna der? Hun vinker tydeligen med sit Slør. Skuldermand! hal ud, hal ud! Ve, om en Sekund du sinker! Det er Anna, Fa'r--min Brud!»

Men et Træf--et af de rette sorte Træf--som Pileskud, ondskabsfulde Magter sætte midt i Hjertet af de hvide-- netop et af rette Art til at faae de bedste Glæder vexlede til bitter Kvide om i faa Sekunders Fart.. netop saadant et var hændt, for at faae en Lykke endt, et som Fryd ei Fryd tilsteder, og fra Hendes Favn, der klager, Elskeren med Vee forjager. _Anna_ var--hvad Francis ikke saae med de forelskte Blikke-- Anna var i Sørgeklæder. Først han seer det, da han seer, at hun i hans Arme græder, føler, hun ei kysser meer, hører sagt med samme Stemme, som han fra Farvellet kjendte: «Francis, skynd dig med din Fa'r! O I kom som Himmelsendte! Thi jeg er saa ene hjemme: bort idag man Moder bar.»

At min Francis sørged som kjærligst Søn for ømmest Moder; at hans Fyrighed blev from, Elskeren medeet en Broder; at, til Skjul for hvor han sørger, om de mindste Ting han spørger;-- at det _mig_ som haardest græmmed, at jeg ikke ovenjorde skulde kunne takke hende for hvad mod min Dreng hun gjorde, da han, viet ind Elende, sad ved Fædrearnen fremmed;-- at jeg ved min egen Dør, liig en arm Forbryder, standser, da jeg Stakkel ikke tør indad den i Stuen træde før jeg har holdt op at græde og er kommet lidt til Sandser;-- at jeg, pludseligen glad, bærer som et Barn mig ad, eller som de Maanesyge, ved med Fladen af min Haand Væg og Stolper at bestryge og beføle Bord og Planker, som om jeg tilbagekalder i min atter vaagne Aand fra en Drøm adspredte Tanker, eller overtydes vil om at Alt ei sammenfalder som et luftigt Taagespil;-- at jeg ei alene Det ved det første Skue finder, men i Alting, holdt saa net, smukke fine Spor af Kvinder-- dette Alt, de simple Træk, ere kun Naturens Følger, gjemte i hvert Hjertes Folder, om af Blod det indeholder ikkun faa, men friske, Bølger. Derfor jeg dem sløifer væk-- dem og al Beretning om hvordan Livet gik og kom. Nok, at de Forelskte fandt, at det Elskoven ei skaded meer end Regnen Rosenbladet, om der var lidt Sorg iblandt. Ja saa fyrigt Anna sværmed (og da smilte hun af Glæde) at hun saae sin Moder nærmed tidt sig til det vante Sæde, hvor hun altid fandt dem Begge, for paa dem sin Haand at lægge.

Hvad mig selv angaaer, jeg vilde ei en Dag i Edens milde palmekrandste Dale bytte for en Time i min Hytte, dersom blot jeg kunde glemt, faaet vilden Tanke tæmt, som bestandig efter _Hende_, den Fortabte, hvorom Ingen noget til Oplysning vidste, sværmed uden Maal og Ende, liig den Blinde, ført i Ringen, hvori ei er Først og Sidste. Altid standste den ved Døden, som var sikkreste Beretning; men med hvert et Morgengry vaagnede den ufortrøden som en ny og sikker Gjetning, der fløi ud paa Jagt paany.

Sidste Gang Skjærsommertiden --o! det er ei længer siden-- havde jeg min Francis ment med sin Elskte at forene. Brødet kunde han fortjene med mit eget Lodspatent, hvilket selve Admiralen, om han slog sig nok saa galen, ikke havde kunnet mægte en saa gammel Karl at negte.

Men hvad skeer?--just otte Dage før det smukke unge Par skulde Bryllupssødmen smage, --St. Johannisdag det var-- holdtes i en liden By, ifra Cowes nogle Mile, som hvert Aar, en landlig Fest af et reent mærkværdigt Ry, hvortil Moden var at ile milevidt ifra til Gjæst.

Selv fra Brighton By, ja læng're, kom Peeresser, Viscountesser, Hertuginder, Baronesser, fulgte i en Sværm tilhest af fornemme Lediggjæng're rundt de glimrende Karether, til den saa berømte Fest, som de kaldte «_fête champêtre_.»

Ved en Grønsværsplan, af Ege fra de Saxers Tid beskygget, var et Slags Theater bygget, hvor paa Bænke Bænke stege. Om hinanden der man finder Bondepiger, Hertuginder, som den muntre Ungdoms Lege paa den grønne Plan besee, Den beklappende, som vinder, Dem, som tabe, de belee; øge ubarmhjertigt Skammen, leende af Hjertet sammen.

Snart der brydes, snart der skydes; men, paa gammelengelsk Viis, kun med Armbrøst eller Bue; snart et Veddeløb der bydes om en Sovereign til Priis, snart tilmaals et Landsekast, ført med Beduinens Hast.

Men af hele Dagens Skue synes dog den høje Mast, som er opreist midt paa Sletten, mest at gjøre Alle glade, støjende jo meer det lider imod Klattringen omsider. Thi det spænder Alles Gjetten, at paa Knappens lille Flade ligger--dette veed Enhver-- højest Priis, som Ingen seer. Kun naar gjennem Skovens Toppe Solen kaster Straaler did, viser sig et Blink deroppe, eggende til Veddestrid. At Forelskede indfinde sig især i Mængdeviis, er naturligt ganske vist, hvor der i en Glædestvist kjæmpes festligt for en Priis, skjøndt igrunden tre at vinde: _Hendes_ Bifald først og fremst, Hæderen dernæst fornemst; endelig til _Hende_ skjønne Sager, som vil nok belønne endnu noget bedre end Præmien, den raske Svend.

Ikke blot at Veddelysten sig til Egnens Ungdom strækker. Alle Byer, alle Flekker langsudover hele Kysten byde op de bedste Kræfter; men især de stræbe efter, En, et Byesbarn, at stille, som er Karl at prøve paa noget meer end blot at ville Præmien paa Masten naae. Raskeste blandt sine Svende maatte altsaa _Cowes_ sende; og at her ei var at gjette, at han _Francis Johnson_ hedte, vidste Børnene paa Gaden. Sikkert var det og at Staden enig i sin Mening var, at i hele Pigeraden Francis' _Anna_ Prisen bar.

_Anna_ havde faaet Plads midt iblandt Noblessens Stads, ved den ene Hertugindes Side, som til denne Fest kommen ifra Brighton findes; altsaa Festens Dronning næst.

Bag dem Begge, næsten gjemt bag om Damens store Fjedre, som til Annas Side bølged, havde jeg en Plads, forklemt næsten midt imellem Følget, saa jeg tænkte, lidt forstemt, at jeg kunde valgt den bedre.

_Francis_ af og til vi saae under Egene at gaae spekulerende alene, hviftende fra Panden Sved nu og da med friske Grene. Thi han havde hele Dagen sig i Legene udmærket, og det mod det Værste leed; thi nu stod tilbage Værket, som skal krone hele Sagen: ubekjendte Præmies Tagen ifra Masteknappen ned.

Mangen Ungersvends Anstrengen vækker Moro kun og Latter; Mangen glider, Mangen dratter fra den glatte Stang, som Bly. Men nu kom min Søn paa Engen, maalte Masten som en Fiende, hvormed an han agter binde, maalte atter den paany, som om han ei kunde nok udstudere denne Stok.

Men medeet han gjør et Sprang.. --Otte Fod fra Jord han hang. Der han sidder til han flyttet Foden har og Armen knyttet, Kraften maalt, som til den hele Reise han maa viist fordele. Først da det var gjort med mere, syntes han at avancere-- først kun sagte, Spand for Spand.. «O den smukke unge Mand! Lykkelig Hvo ham har fød!» Damen livligen udbrød, og til nogle Kavalerer videre hun konverserer: «Se, hvor slank og løvestærk! Se hvor smidig han som Slangen frem sig ormer, knugende sig fast til Stangen! Og bemærker hvilke Former! Mine Herrer, _der_ er Normer for et plastisk Kunstnerværk, for en Nutids Ganymedes, medens Jorden gjennemledes i Neapel overalt efter nogle skimmelgrønne Levninger af en Gestalt af en Torso, halv og halt, men som dog skal kaldes skjønne.»

_Anna_ smilte stolt og glad ved de Ord, som hun forstod; men ved Resten, rød som Blod, hun med bøjet Aasyn sad, indtil Raabet: «Se Hurra! Snart har _Frank fra Cowes_ seiret»-- bragte hende derifra til med Fryd at see iveiret.

Men to Alen eller trende --ikke fleer fra Stangens Ende-- sad en Stund han ganske kvar, som om Han ei til det Sidste rigtig torde sig fordriste, som om Noget, Han kun vidste, paa det Sted ivejen var --for Exempel falske Kviste, som igjennem Veden skar.

Men medeet den Hertuginde, som begeistret har ham fulgt, og som viser ufordulgt, at hun ønsker han skal vinde, op ifra sit Sæde staaer, brusende af Flor og Fjedre, raabende: «o, endnu bedre! O hold ud! hold ud! vær tapper! Nok et Tag! _Encore! encore!_»

Og min Anna, Anna, rørt ved de Lovord, hun har hørt, om den Elskte--_Anna_ klapper jublende i sine Hænder. _Francis_ seer og hører det; thi han Hovdet didhen vender, ryster det, men ganske let, som om Noget han vil sige, nikker venligt til sin Pige, griber til endnu et Greb.. endnu et--alt Stangen svajer, saa jeg høit af Skræk maa skrige.. endnu eet--igjen den vajer som en Mast med slappet Reeb.. eet endnu...det sidste skeer.. Prisen i hans Haand jeg øiner (just en Bryllups-Sølvpokal)... Jeg vil haardt til Francis tale, raabe til ham og befale; men i al den Jubelskrald, som i vilden Sky nu hæves, Røsten høiner jeg af al min Magt forgjæves. Da medeet--det sidste Tag var alt gjort--et Knæk! et Brag! Det er Masten!.. Jeg ei seer, nemmer eller sandser meer i de første ti Sekunder.. Kun, idet min Sands gaaer under, hører jeg i Folkets Skrigen høje vilde Raab fra Pigen, Jammeren ifra min Søn og mit eget dybe Støn i det samme som jeg falder om blandt Damens Kavalerer. Men mit Navn, mit Navn, mit eget, «Johnny Johnson!» saadan skreget som naar Glas mod Glas man skjærer, hastig mig tilbagekalder. Op jeg springer--ved min Fod segner blegnet Hertuginden.. Blegnet? Nei besvimet.. Kinden farvet var med Sminkens Blod. Dog, saa godt som hun var malt, havde jeg igjenkjendt alt, ved det første Blik jeg kasted, og af hendes Stemmes Tone, _Mary Ann_, min egen Kone, _Mary Ann_, min egen Viv. Men jeg satte Alt tilside; kun min Søn tilhjælp jeg hasted ... Ak, tilhjælp?--nei, for at vide, om der skulde være Liv.

Ak, min staute, vakkre Søn, alle Sorgers rige Løn, som en Alderdom mig loved mere end min Ungdom skjøn, laa med sønderspaltet Hoved...

Af den skrækkelige Dag ikke meer af mig erindres. Thi, skjøndt Døden burde ventes af de allertyngste Slag, hvortil Grunden hisset hentes, dog, ved Sløvheds ækle Plaster, som sig over Vunden kaster, ved en Sandsernes Bedøven, ved en Tænkningens Berøven, endnu længe den forhindres.

Da jeg syntes jeg blev vakt af et venligt Haandtryks Magt --Lægens Søgen om det svage Pulseslag, der kom tilbage-- fandt jeg hjemme mig tilsengs ligeoverfor et Billed, som, fortrukket, kridehvidt, kun af Anna havde lidt, skjøndt det hende forestilled... Anna, ak min stakkels Drengs Efterladte da betød denne Form saa bleg og stiv, hvor kun Taarerne, der flød, viste der var endnu Liv? Da hun saae mig aabne Øjet, at mit Hjerte, skabt af hærdet Jern, sig atter vilde hæve for isønderknust at leve, sank hun ned i Bøn, med bøjet Pande gjemt i Hovedgjærdet.

Men hun taug om Ham, hun vidste var mit Hjertes allersidste Tanke, da isøvn det faldt. Lægen lod mig vide Alt. Francis's Jordefærd var feiret glimrende, for Hertugindens Regning, fast af hele Byen. Men han skjønte ei af Skyen, som saa dunkelrød paa Kindens spidse Tinder strax sig leired, at jeg leed ved hvad jeg hørte, at det kun mit Sind oprørte. Nei, min Doktor han blev ved at høilove Hertugindens ædle Kristenkjærlighed, som til gammel dødssyg Næste, havde _Ham_ til Læge sendt, som i Landet var bekjendt for den lærdeste og bedste.

Siden fik jeg og at vide, at hver Dag ved Aftenstide pleiede den høje fromme Dame til mit Leje komme, hvor med Anna hun tilbragte Aftnen knælende i Bøn; og at Begge sig anklagte, som om hver af dem alene, ved hiin rædselsfulde Scene, havde dræbt min kjære Søn: Hertuginden ved at hærde til Dumdristighed hans Mod, Anna ved den Frydgebærde, hun forledet sig tillod.

Men i Skumringen jeg atter af en døsig Slummer vækkes ved at mine Hænder dækkes saa med Kys og saa med Taarer. «Anna, er du der, min Datter?» hvisker jeg; men intet Svar-- «Anna, kom dog til din Far! Uden Grund din Sjel du saarer med din mørke Selvbeskyldning. Damen, Hun, Uhyret har dræbt vor Elskling ved sin Hyldning. Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed --o en rædsom Hem'lighed!-- at saa grusomt ingensinde Himlen straffet har en Kvinde.»

«Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt! --hulked bag mit Senggevandt _Mary Ann_ med brudte Røst-- For en Moder, som beskyldes af sig selv for Sønnens Mord, for en Viv, som brød sit Ord, gives ei paa Jorden Trøst; ja jeg frygter, under Jord, om med Steen end Graven fyldes, kan ei Ro for hende ventes.»

«Mary Ann!--afbrød jeg blidt-- Lad Gud Herren være Dommer over hvad med Francis hændtes, det du bittert har fortrudt! Alt hvad du ved det har lidt-- o, det fast mig forekommer, er en Straf i Herrens Planer, for hvad Du, om sandt jeg ahner, har mod mig, din Mand forbrudt. Dog fortæl! I Dette ei nærmest dømmer Gud, men Jeg.»

«Johnny!--jamred Hun--o skaan, skaan mig, o, for Det alene, som vil bringe mig dit rene Hjertes Ringeagt og Haan! Spørg ei! Hav Barmhjertighed! og tilgiv hvad ei Du veed! Deel min Rigdom! Lad mig flytte ind med den i denne Hytte! --ikke som din Hustru meer; dertil jeg uværdig er-- men som Annas Moder--Eller lad os drage sammen heller over til mit eget Slot, Montbrillant i Normandi, tvende Miil fra Kysten blot.»

Jeg alvorlig afbrød: «Ti! At jeg Dig tilgiver, Kvinde, er det Hele Du kan vinde. Mellem os maa alting være --føler Du det ei?--forbi. Jeg har kun af hele Livet Eet igjen; det er--min Ære. Du?.. Nei, hvad jeg end faaer høre, værre end min Fantasi hvisker ind i Sjelens Øre, Mary Ann! er du tilgivet.»

Haanden, flux tilbagetagen ved Feiltagelsens Opdagen, at det ikke var min Datter, som jeg talte til saa mildt, raktes Synderinden atter. Og hun greb den næsten vildt, slap den ikke førend Alt under Graad og Krampelatter var udøst, bekjendt, fortalt.

Kun i Omrids, Gentlemen, kan jeg give det igjen, som i Skilderier stedse, hvori Djævelskab er malt, det kun sees som lette Kredse, ind i Skyggen dunkelt flyttet, kun til nogle Streger knyttet, men som dog, beseet nøje, er en rædselfuld Gestalt.

Og ved hvad jeg hørte stivned af Forferdelse mit Øje, Hjertet standsede som kvalt, Haaret reistes som belivet, som der siges det skal skee, naar Gespenster man faaer see. Det var Helved ei med hvide fromme Spøgelser opfyldt,-- nei, et luende forgyldt, Helved fra sin Glimmerside, Jordens Helvede, hvori jeg den Aften blikked ned: Helved, som det findes i vore egne høje Stænder, og som Folket ikke kjender, skjøndt den allerbedste Ved, hvoraf glimrende det brænder, hvoraf det sin Næring suger og uhyre Tal forbruger, er dets Børns Uskyldighed.

...Gentlemen fra Norge, hvor i den friske Folkestamme ingen svælgende fordærvet Adels-Snylteplante groer, sugende hvad i sin Sved Folkets, kun af Fromhed feige, stærke Arme har erhvervet, ædende som Kræftens seige snigende og sorte Flamme, tærende som Raadenhed... ...Gentlemen ifra et Land, fattigt, men saa lykkeligt, at det har ei Adelsmand --i Europa som et Digt, som en Gyldenalders Rest-- ja, hvad kanskee der er bedst, frit for Guldets Adel, fuld af et værre Overmod: Fødslens kræver, om saa lysted, Denne kjøber for sit Guld Folkets Døttres Uskylds Blod, Konen Manden ifra Brystet, og til Alting Lovens Tysthed... Gentlemen, det skal I høre af min stakkels Hustrus Skriften, skjøndt det er en sand Forgiften af et nordisk, skyldløst Øre. Ja hvis Nogen ind vil see i hiin lastefulde Verden, med Uskyldigheds Forfærden er det kun, at det kan skee. _Mary Ann_, ei mange Dage efterat hun op var bragt, skulde hjem fra Cherbourg tage, da hun ved Mylord, der sporte Rygtet efter paa sin Yacht, blev af nogle guldbesnorte franske Tjenere med Magt i en lukt Kalesche stukket og saa hurtigt ført, som Spandet Sæletøjet ud fik strukket, til Paris, til selve Lorden, til Paris--o Navn forbandet! det vanhelligste paa Jorden! Mens paa sidste Poststation friske Heste forespændtes, forekom det som det hændtes af den vimse Artighed, som tilhører _den_ Nation, at den prægtigst galonerte Skurk, som førte Reisen an, sprang fra Kudskesædet ned og i Døren præsenterte Mary et Glas Viin og Vand...

Virkningen var stærk: Hun sov til hun alt var Lordens Rov. Da hun vaagned, alt vanæret havde hun en Time været. Før til en Fortællings Ende Synderen var kommen om Elskovs Raseri for hende; at fra Orlogs hendes Mand, som ei kunde efterspørges, neppe meer til Cowes kom, men at der i Engelland for hans Far og Barnet sørges; at i Glands og Lyst hun skulde nyde Livet nu tilfulde... netop da det Sidste hørtes som en Susen, Marys Pande af en Febers hede Brande indtil Raseri berørtes. Raseriet stred sig mat, og opløstes i en Nat, der i Uger hylled ind Marys sønderknuste Sind.

Ak, endnu var Sjelen reen; men da Livet kom igjen, og hun laa med halvlukt Blik, hvorforbi det Hele gik, Hun en Hevn, en slangefiin, under det betænkt udrugte-- en, som hende selv vel slugte og fordærved Sind og Hu, en, paa hvis Udviklingstrin, et for et, den Engel faldt, som Beboer var endnu af den krænkede Gestalt. Men den Hevnplan, om den gled efter alle hendes Traade, maatte i Elendighed styrte hastigen Hans Naade, gjøre ham liig et udsuget gjennemsigtigt Mygskelet, dinglende i et udbuget vældigt Edderkoppenet.

Verdens Kjendere bemærke --hvad i tusinde Tilfælde for Undtagelse maa gjælde-- at den første stjaalne Nyden kan en Flammes vilde Syden hos Vellystningen forstærke. Man har ogsaa sig notert, at til Sjel og Charakteer, og ei blot til Legem, er Don-Juanen enervert.

Planen, som den hule Kvinde havde klækket som idrømme, var da, over ham at vinde uindskrænket Herredømme, og derefter langsomt spænde Slaven ud paa Pinebænken for den voldelige Krænken, han forøvede mod hende. Derfor, skjøndt hun overlegen var i Charakterens Styrke, hun beslutted dog sin egen Aand med anspændt Flid at dyrke.

Den Beslutning hørte Lorden jublende og henrykt paa. «Nu er Alting i sin Orden; nu vil hun til Ro sig slaae,» tænkte han, og næste Dag finder bukkende langs begge Forgemakkets længste Vægge Professorer for hvert Fag. Nogle Maaneder passerte, Nætter, Dage hun studerte; inden selv hun tænkte det, var en Dame hun komplet.

Prisen højere, hver Gang Lorden nærmed sig, hun hang; og naar rasende han gik, kunde med et enkelt Blik Mary Ann om sine Fingre Lorden i hans Rasen slingre.