Part 3

Der, i mindste Huus i Flekken, men det netteste kanskee, yderligst i hele Rækken, saa det sidste Egetræ, som i _Norriscastles_ Parker skygged over Byens Marker, gav dets ene Side Læ, som om Førsterhuus det var, mens den anden laae saa nære, som en Fiskers, Fjordens Fjære, at, naar Floden høit sig skar, strøede den med perleskjære Muslingskaller Hyttens toede sandbesprængte Trappetrin-- --_der_ i dette Huus jeg boede, denne Hytte den var min.

Den var Fred og Lykke lovet i min Faders hvide Hoved; thi han boede hos mig. Hvor jeg Efevranker draget havde langshenunder Taget, at de kunde flette sig trindtom Vindvet under Røstet, der den Gamles Kammer var-- --o i Huset hvad i Brystet Hjertet er og hvad i Kirke allerhelligst Sanktuar. Der min Fader sig forlysted med paa sine gamle Dage Fiskenet til mig at virke siden Synet blev for svagt til at drive om paa Jagt, saa han Afsked maatte tage. Han som Førster nemlig tjente hos Lord Norriscastles Far, og med Gamlens Valg det var, at hans Kammer didhen vendte, hvor han i sit Vindu kunde høre på de gamle Lunde, paa den Gamledages Sang fra de tusind Blades Munde og de kjendte Jagthorns Klang.

«_Johnny!_»--havde Gamlen sagt-- «Jeg er træt af Lordens Jagt. Tag din Mary Ann tilægte! Hun, saalænge I er' to, ikke vil din Fader negte dette lille Kammers Ro.

Og desuden har jeg Grunde --lagde hviskende han til-- til at skynde, om jeg kunde, paa hvad du saa gjerne vil. Rygtet om vor unge Lord kjender du fra mange Munde; han ei har det bedste Ord siden han tilbagevendte sidst ifra Paris, afbleget, saa han lignede sit eget Skyggebilled og hans Mor knapt sin Førstefødte kjendte. Og hvad skulde jeg vel see een Gang ei, men hele tre? Paa den sidste Uges Jagter har jeg funden udenfor din Marys Dør Lordens egen Jagthest bunden. Hun er smukkere end sagt er (kaldes jo af Folket «_Loves flower, fairy Queen of Cowes?_») og Mylord, den unge Herre, han er værre end ham onde Rygte gjør. Derfor, om jeg raade tør, næste Søndag, om du agter ...»

Far fik ikke udtalt før, jaget som af onde Magter, jeg til Mary Ann mig skyndte. I Begreb jeg hende fandt med sit fagre Haar at pynte. «Thi--saa hun troskyldig sagde-- _Johnny_, tænk dig! saa galant er Mylord imod min Moder, at i sidste Uge trende Gange han Visit aflagde... O, han var en Søn mod hende, og mod mig som ømmest Broder!» Jeg naturligt lod mig ikke mærke med det allermindste, talte ei om Hvepsens Sværmen rundt den Rose, den vil stikke, ei om sølveroverglindste Slanges fule sagte Nærmen til den Finkes trygge Rede, som den vil til Frokost æde. Men, som raadet af min Far, næste Søndag allerede Mary Ann min Hustru var.

Gud var god: min Salighed varte hele Somren ved. Morgen jeg og Aften tænkte, at til Grund den ene har Guds ifra hans Himmel sænkte Naade til min gamle Far: at min Lykke ikkun var uforskyldte Gjenskins Glands ifra Hans, paa hans Hoveds hvide Sne faldne, Guds Velsignelse.

Og for ret mig fro at gjøre, Lorden siden Bryllupsstunden lod sig ikke see og høre. Liig i Jorden sjunkne Geist, liig i Luften stegne Høg, var han ganske som forsvunden. Rygtet sagde ham for Spøg for et Væddemaal forreist atter paa sin gamle Viis skyndsomst over til Paris med en Sværm Mylords og Squires.

Men, som byttelystne Glente, stegen kun saa høit tilveirs, at ei Syn den ind kan hente, skjøndt den selv kan alt bespeide, lodret svævende, som bunden, over Byttet den vil veide, kun i Skyerne paa Luur,-- var han kun paaskrømt forsvunden: og kun Hændelsens Behag, kun et Slag af Rygtets Tunge, kun en Streg af _Bonaparte_, ei Forandring i den unge Herres Planer og Natur, foraarsaged, at han sparte mig en Tid--et Aar det varte- for min Lykkes Nederlag.

Verden veed, en vakker Dag fandt man nemlig tomt og sprængt det forgyldte trange Papegøjebuur, hvori Frankrigs Ørn var stængt og paa Elbas Klippemuur frem for Verdens dumme Øine ligesom tilskue hængt, og at Frankrig den Udfløine, som med Skræk Europa fyldte, flux paany med Jubel hyldte. --Alle Britter, Torys mest, som til Frankrig vare dragne, maatte, forteste som bedst, Spurve liig fra Ørnens Rede ved dens egen Hjemkomst jagne, sig ad alle Kanter sprede: De i Norden skyndsomst over, hvor der kortest var, til Dover, over Rhinen De i Vest, De i Syd og De i Øst sprængtes Havet viden om hist og her paa Kryds og tvers; og Mylord, som i _Hière's_ sig opholdt, da Rygtet kom, at Uhyret nu var løst, var ei seen at gaae ombord.

Førend Aarets første Høst, Løvetandens Foraarssne, falden var for Vindens Lee, gik i Byen alt det Ord, hvisket Huus fra Huus:«den slemme, unge Lord skal være hjemme» Men saaledes til det gik, at vi selve _Bonny_ skyldte, at en Frist vi endnu fik før den Skurk sin Plan opfyldte.

Sommer, Høst og Vinter gleden var saa uforstyrret stille, som i Timeglasset ned Sandkorn efter Sandkorn trille, roligt, i saa dyb en Fred, som om alt for Evigheden Tidens Puls var reguleret af de fromme Slag af Klokken, der i Krogen var placeret, og som Takten slog til Rokken, Mary var saa flittig ved. Men da atter Vedbendstokken, som var langsmed Væggen dragen, friske Grønt paany udsprængte, saa den over Døren hængte som et lysegrønt Gardin, fik den Gamle, som han tænkte, at bestille hele Dagen Time ud og Time ind, med at vugge for en Liden, kommen til i Pintsetiden.

Tænker da med hvilken Fryd, med hvad liflig Hjertebanken, saa jeg hørte selv dens Lyd, med hvad Uro sød i Tanken, med hvad Slag i Pulsens Bølge, jeg hver Aften, som geleidet af usynligt, vinget Følge, der mig skyndte stedse frem, ilte ifra Værftet hjem, hvor jeg dagligen arbeided! Tænk det Øiekast, hvormed jeg i Døren overmaalte hele min Lyksalighed! Tænk hvor langt og lyst det straalte, for i samme Øieblik Alt at sluge, Alt at fatte, alle mine Hjerteskatte: Hende, som mig først imøde med udbredte Arme gik, Oldingen, hvis Vink betøde, naar med Fingeren han tyssed, at den Lille sov, han vyssed, først og sidst min Francis saa, Englen, som i Vuggen laae! Men en Kvel--just Himlen løste sine Strømme; ned de øste, som naar vældig Bradsjø bryder indigjennem aabne Luge, saa i Rummet Alting flyder; Skyerne sig sænkte lavt, som om Alt de vilde knuge, kvæle Alt i deres vaade Tepper, Alting som begravt, saa at Parkens høje Træer, syntes langtfra som en Flaade fuld af seilbedækte Ræer... Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret ind i Junius var baaret, var af Regn og Skodd saa mørk, som en Aften vel kan tænkes i November, Tidens Ørk, hvormed Høst til Vinter lænkes, Maaneden da Satan fødtes og da Paradiset ødtes... Denne Kvel til vanlig Tid gik jeg hjem fra Dagens Slid; langsad Stranden jeg mig skyndte --endnu kunde Dag jeg see; men da Stranden var forladt, og da Parkens Træer begyndte som en Art af en Allee, blev det mørkt som Midjenat, som at see ind i min Hat, og saa stille, at jeg hørte hvert et Regndryp, som sig rørte faldende fra Blad til Blad. Men om Vejen, om den gamle, spurgte jeg ei Mørket ad ved mig langsomt frem at famle. Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet alt af Lys derhjemme skimted, da medeet en Baadsmandspibe tæt forbi mit Øre hveen. At som en Staty af Steen flux jeg standsed, at jeg lytted, Foden flux tilbageflytted, Gentlemen, I nok begribe. Men saa tyst paany var alt, at hver enkelt moden Draabe, som i Lønnebladets Kaabe ovenover mig nedfaldt, næsten som en Klokke klang i den hvalte mørke Gang. Da medeet før Foden kunde atter hæve sig til Skridt, mens jeg standsed for at grunde paa en Mistro endnu lidt. Da medeet--jeg hørte kun Løvet rasle ved min Side-- før Sekundens Dryp fik glide i Forgangenhedens Mund og den næste atter kunde fuld og modnende sig runde.. da medeet, før Tankens Gnist kunde lysne selvbevidst, var jeg pludselig af trende Mænd, som sprungne frem af Grunden, greben, kastet overende, kneblet, bagtil lænkebunden; og før en Minut flød væk var jeg, klodset som en Sæk, paa den ene Kjeltring læsset, samt foruden mange Ord bragt i en Chalup ombord, som laae skjult der bagom Næsset. Fluxen blev der halet ud, til en stor Orlogger hastet, som just havde Anker kastet samme Kvel paa Byens Havn. Uden meget Hovedbrud, skjøndt nok Tanke Tanke jagte, under Toften jeg opdagte, at den frie Britte presset bleven var i Kongens Navn.

Næste Morgen den Fregat havde Kours til Plymouth sat. Der laae Ordres, saa befundne, at Fregatten skulde, inden visse Uger vare svundne, naae de Øer under Vinden.

Vi et Døgn tilende rendte, og saasnart man agter saae Scilly-Øerne saa smaae, at man neppe nok dem kjendte fra en Vildandsværm, der sov, medens friskt vi skummed væk, ud Kanalen, ud mod Vesten, fik jeg fra Kaptainen Lov til at slippe af Arresten under Skibets andet Dæk.

Men min Smerte og min Vrede, bleven rasende dernede, rented ind deroppe blot liden Trøst, men mere Spot. Paa et tvundet Toug man pegte, som paa Storemasten legte. «Lidt af den, om meer du stønner, og paany saa i Kaschot!» Unge Midshipmænd, selv Sønner, trak paa Skuldren kun til Svar ad min Tale om min Fa'r. Nævnte jeg mit Barn, min Viv, saae de op i Masten bare, sagde: «Kulingen er stiv,» pegte, uden meer at svare, paa i Nord en liden Prik. Det var _Landsend_, som forgik.

Forud kun naturligviis, blandt Matroser og de Unge, turde jeg med sluppen Tunge give Klagerne til Priis. Men fra Skandsen var alt Chefen paa min Støi opmærksom bleven. «Manne hid! Hvad? Flæber han? Nu, for tusinde Ulykker! Skoen, som saa haardt ham trykker, her ombord med Kat man smører. Han har tjent som Orlogsmand, været fangen, som jeg hører? Slige Sjøfolk Engelland just behøver altsombedst snart i Øst og snart i Vest. Og saa meget kan jeg sige: hvert af mine Mærker spaaer, at, hvad dig, min Mand, angaaer, nok Du før isyne faaer Helved eller Himmerige, end du Gammel-England atter efter dine Togter naaer. Derfor siig det kun Farvel for--lad see!--en halv Snees Aar.»

Fløitende Kaptainen vendte raskt sig paa den ene Hæl; og medeet af den Maneer og af Tonen i hans Latter, af hans Røst, hans Blik og Miner, Haar og Holdning, Gang med meer, jeg grandgiveligen kjendte, med et Blik, som ei bedrog, skjøndt det zittrede og brændte, med Forfærdelse igjen flux den værste Libertiner mellem de Mylords Bekjendte, som med ham i Parken jog og ifjor til Frankrig tog, netop just hans bedste Ven; og en Gisning, med en grufuld Gjennemiisning, ved hans Syn min Sjel betog, som om klammen kolden Snog pludseligen frem sit stygge Hoved i mit Hjerte stak, gjennem Hjernen sine Rygge, for min Sjel at gjennemslingre, bugtende i Kramper trak; thi medeet jeg den unge Herres Fingre saae i Alt hvad der var skeet. Sandt Kaptainen havde spaaet; sandt, ja endnu meer end det: først da fulde atten Aar havde graanet mine Haar, rindende, skjøndt hvert var gaaet med til Orlogs, langsomt hen, saae jeg Engelland igjen.

Som fra lukket Haand til Haand snelt i Pantelegen Ringen løber paa det skjulte Baand, saa den greben blier hos Ingen, saa fra Skib i Skib ombord, rundt den hele vide Jord blev jeg paa Kommando stukket. Jeg forsvunden var i hine atten fulde Aar for Mine, som en Steen til Bunden dukket, mens en Albatross paa sine hvileløse Vinger ei er i saa bestandig Fart paa den brede vaade Vei, hvor hvert Spoer forgaaer saa snart, som jeg svæved ovenover Æthioperhavets Vover. Men hvorledes Alt fortælle, som i disse Aar er hændt? Jeg har lidet kun at melde, Jeg, som stræbte kun at glemme, havde kun magnetisk vendt Tanken imod dem derhjemme. Som idrømme blev jeg ført fra Vestindien til Ostindien, hundred Gange over Linien. Derfor lad de Aar kun gaae, skjøndt den gamle Sjømand prater gjerne om hvor han var med. Om I fritte, mindes jeg dog ikke heller meget af de hede Kampe, i hvis Flammers tætte Dampe jeg er bleven tidlig graa, og det sømmer ei en Britte (som en Franskmand og Soldater) at han som Bedrifter mindes og med mange Ord fortæller slige rene Bagateller. Bagateller? Ja hvad mere for den Sorg mon Slag vel ere, som kun vil, at Døden vindes? Sorgens Balsam, Glemsomhed, tæret har paa Sjelens Kræfter, saa jeg knapt kan huske efter, Jeg, som overalt var med: med Lord Exmouth mod Algier; derifra til Sankt Helena; saa for Simon, den Befrier, paa Station ved Chartagena; med Mac-Kenzie flux til China, Handelsvenskab at beskjærme; mod Piraterne, som sværme ud og ind om Amboina tættere end sultne Flok vilde soloptændte Bier rundtomkring sin Honningstok; derfra fluxen til Bourbon; saa med Edvard Codrington, da ved Navarin han slog; saa mod Birma da vi tog Irawaddys By, Rangoon; snart i Øst imod Avaner, snart i Vest mod Mexikaner- korteligen, Gentlemen, Jeg, som har ved Leilighed maalt malayiske Monsoon med vestindiske Orkaner, Jeg, som overalt var med husker Stumper kun igjen, veed om lidet kun Besked. Dog et Eventyr har brændt ind sig i min gamle Pande-- et som aldrig jeg kan blande med de tusind, som er hændt.

Engang under Cuba prajer vor Fregat en Brigantin just som den vil løbe ind i en skjult af Øens Bajer. Intet Svar og intet Flag; men saa klart som Sommerdag ved at see af Skabelonen, at den Slavehandler var. Da vi sendte den en Kugle, hørtes det da og af Tonen i de spanske Skurkes Svar, hvad det var for vakkre Fugle.

Men til Uheld fast laae Vi i et Havbliks Trylleringe; Brigantinen længer inde, drivende, ja næsten klods langsmed Land i Læ af Os. Da, som om, for at staae bi Englands og Alverdens Fiende, Satan havde af sin Vinge hviftet med en enkelt Fjer, Havets Perlemoderskjær sortned af en Briis just der hvor den Slaveskibspirat vilde ind ad Bajens Gat. Og da Brisen netop strakte sig saalangt dens Ræer rakte, havde vi den Skam og Spe, Lykke med dens Puds at see.

Men hvad skulde ikke skee? Knap er Brigantinen borte bag den sikkre Bais Entree, snever, som en Fæstnings Porte, før vi høre Skud paa Skud, og imellem dem vort eget Gammel-Englands Entringsskrig. ...Hurra, _boys!_ Chaluppen ud! fuld af Folk, som havde leget med Pirater før om Livet: Mand mod Mand, paa Kniven Krig, Krig hvor ei Pardon blier givet! Røveren paa aaben Sjø veed, at, vindes ei Bataljen, venter ham paa Stranden Galjen--, derfor seire eller dø!

Ganske rigtigt,--En af Vore! Skonnerten _the Albatross_, ubemærket af den store Brigantine og af Os, havde faaet det paa Lugten: mærkende hvorhen det pegte, at Piraten lumskt bevægte sig saa stille imod Bugten, som et Aadsel af en Hai, der med Bug iveiret driver ind paa Kysten hvor det bliver, havde af en Sky den vristet sig en Briis, og forud listet ind sig i den samme Bai: saa, da Brigantinen ind, snigende sig lægervals, under Jubel var laveret, var det som naar Grævling graa, der paa Rov var udspadseret i det klare Maaneskin, i sin Hules trange Hals pludseligen træffer paa liden ildsindt Hermelin.

Himlens Gud! hvad rædsomt Skue, da Chaluppen kom tilstede! Albatrossen allerede havde entret; Hug paa Hug, Nebbet den i Fienden borte. Brigantinen stod i Lue, og fra Dybet af dens Bug hylte indestængte Sorte.

Forud, agter, alt som Røgen væk tilfældigviis var strøgen, Kampen rundt sin Scene flytted. Men saa kjækt jeg Ingen saae, som en engelsk Yngling slaae. Pludseligen holdt han inde; stirred op og ned og lytted som af noget Rædsomt skrækket, der var kommet ham isinde. Flux, da Hyl og Jamren trænger tydeligen op til Dækket, over Lugen han sig slænger forsvarsløs og ubeskyttet, bruger Daggert, Huggert, Tænder, blodige og revne Hænder, for at frelse dem dernede, kvalte fast af Røg og Hede. Røgen deltes og nu saae jeg en Spaniol med løftet Bile over ham at staae, bagfra Ynglingen at myrde. Men et lynsnart Slag af min-- og Piraten laae og snøfted Blod og Hjerne ud og ind. Gutten saae sig raskt omkring, hvad det var dog for en Byrde, for en tung og fremmed Ting, som ham i Arbeidet hindred.

Ei var Tid til at forklare; Liget bort blev væltet bare; Lugen vi tilsammen splintred ... Da medeet, saa rapt, saa rapt, som om Helvedes Fordømte op ifra dets Dybder rømte, naar dets Vogter engang havde sandsløs Nøgleknippet tabt, mylred, vrimled, tumled, ravte hylende af Flammegruben Hundreder af halvforbrændte næsten kvalte Sorte op. Og saasnart de Luft fik draget, blæst sig Røgen ud af Struben, gjorde Ende de paa Slaget; thi som Rasende de rendte i en fast og samlet Trop Spaniolerne paa Livet. Ei de sorte Djævle brugte Ild og Staal, men Klo og Tænder, og hvad Tanden beed de slugte, og hvad Haanden greb blev hivet over Rælingens Gelænder, for med Hajene at gantes, eller slængt som Stykker Veed underdæks i Ilden ned. Før vi kom til Sands og Ord Spaniol ei mere fandtes paa det hele Skib ombord.

Hjælpen af de stakkels Sorte ei som op fra Helved stegen, men som himmelfalden kom; thi medeet mod Kampens Ende syntes Lykken sig at vende,-- gamle tappre Englands egen Lykke syntes borte, og til Uheld skiftet om, saa vi maatte være glade ved en iilsom Retirade. Ei fordi de Djævle sloges rasende, fortvivlet, vildt, ret som Folk, hvis Liv er spildt; men fordi vi slemt betoges ved et spanskt Filuteri. Thi hvad skulde ikke hænde? Et maskeret Batteri lod, ved Skud paa Skud at sende ind i Albatrossens Side, pludselig sit Tilvær vide, saa man inden faa Sekunder sikkert kunde regne ud, naar den, mæt af Vandgangsskud, maatte dykke Skroget under.

Synkefærdig flux tilbage Albatrossen blev buxert. Skyndsomst noget reparert, var den snart, som før, parat til Piraterne at jage; men da den og vor Fregat lagde ved Jamaika an, laa der Ordre til dem begge, at de sammen skulde lægge Kours til Gammel-Engelland.

Første Gang ifra hint Møde, dengang Lugen op blev sprængt, Ynglingen, forlængst alt tænkt mellem Albatrossens Døde, i Barkassen traf jeg paa, hvori fra St. Hellens begge vore Skibes Halvbesætning skulde ifra Borde lægge og iland i Portsmouth gaae. Strax vi kjendtes uden Gjetning. «Tak for sidst!» var første Ord, som paa eengang Begge foer med et Haandtag over Læben, fast, somom det var vor Stræben at faae første Hilsen kvalt; og det næste Ord, som faldt, var samtidigen: «hvorhen gjælder hjemad det min Ven?» «_Cowes, Cowes, Cowes!_» hørtes som fra samme slagne Strenge, i det samme Aandedræt; og det varte ikke længe før vi Begge overførtes paa en Snekke maagelet.

...«Gamle Ven! fra _da_ min Far dengang Du min Frelser var! hvorfor holder Du for Øjet Hatten snart, snart Haanden bøjet? ...Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer... Siig mig hvad du græder for?»

Saa mig Ynglingen tiltalte med et venligt Skulderslag, da jeg _Cowes_' hvidtbemalte Huse skimted tydeligen som et ordnet Muslinglag eller Perlesnor, om Vigen videre end forhen spændt, og ei kunde lade være Alt med Synet at fortære-- Alt, Bekjendt og Ubekjendt. Men, om ikke noget Andet, maatte _Norriscastle_ binde hvert velsignet hvert forbandet af de gamle Tiders Minde. Endnu Borgens graa bedagte stumpe Taarn fra Højen ragte mellem begge Fløjes Mure, lig fiirkantede og butte, mellem Vingerne opskudte Uglehoved, der, imedens det kun syntes fromt at sture, Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens vide Grændser, som det truer, med sin Blunken overskuer.

Mindre syntes Slottets Park, spettet fuld af lysgrøn Mark, skjøndt endnu et mægtigt Strøg, der i Fjernet dunkelt blaaned som en sjunken bølget Røg, langstrakt op mod Slottet skraaned; men det Selv, det Selv tillod, som det uforandret stod, Ingen ifra gamle Dage Feil af Stederne at tage. «Stille! Bilidt! Stille!» var hvad min unge Kammerat kun i Stumper fik til Svar, da jeg havde, ved at bide ubemærket i min Hat, faaet Graaden til at glide, som, ved hvert et Blik iland, steeg mig kvælende i Munden, liig en Svamp, der skjød fra Bunden af mit Indre, fuld af Vand. «Jeg med alle Øjets Kræfter stirrede i Læ kun efter Taget paa en liden Hytte der, hvor Parkens allersidste Træer nærmest Stranden staae, skjøndt jeg forud sikkert vidste, at det var til ingen Nytte jeg saa stivt mod Landet saae. Thi forlængst er vist mit Huus solgt af Byens Øvrighed for at blive revet ned, da det, uden Værn og Pleje, ubeboet, var paaveje selv at synke ned i Gruus. Død maa nu den Gamle være, og min Hustru, som ei kunde i det tomme Huus ernære uden Forsorg tvende Munde, enten har sig sat som før ved sin egen Faders Dør, med sin Lille i sit Skjød, for at æde Naadsensbrød, eller, kanskee bortstødt atter som foragtet Betlerkvind som en reent forloren Datter, Hun i Fattighospitalet er paa Byens Kost befalet af veldædig Magistrat tagen med sin Unge ind.»

Tusind Alen under Dette, som jeg mumled i min Hat, kjæmpende imod min Graad, var imidlertid vor Baad nærmere mod Landet gleden, saa vi næsten var paa Rheden, før jeg Hov'det turde lette, for at see mig om paany.

«Ha!»--Jeg skreeg i vilden Sky, saa min Kammerat blev bange og mit Haandled vilde fange-- «Ha, der ligger Huset jo, hvor min Hustru skulde boe! Seer du der ved Byens Ende, Stranden nær, dog halvt begravt mellem Træer af Slottets Lunde? Jeg forglemte det var lavt og at Træerne maae groe. Det var Grunden, at jeg kunde ei i Fjernet strax det kjende eller mine Øine troe. Og jeg gjør det knapt endnu.. Kammerat, se efter du!»

«Der! Hvorhenne? Der du peger? Der du siger du har hjemme?» spurgte Han, men med en Stemme, som et Zittrende bevæger, mens en Blegnen paa hans Kinder over deres Rødmen rinder-- «Der? det lille hvide hist? Een Etage, med en Kvist?»

«Netop det! Javist! javist!» svarte jeg saa fort jeg kunde, «Netop det, saasandt jeg lever! Og--o Gud! se efter nøje! er det Blænden i mit Øje, eller virkelig en Stribe glemmigeiblaa Røg, som hæver venlig sig af Husets Pibe? Da kanskee hun endnu lever: ..._Mary Ann_... kanskee, kanskee? Og ved Himlens Gunst kanhænde faaer jeg inden Timens Ende _Francis_ med, min Dreng, at see.»

«Fa'r! her er han! Jeg er _Francis_. Du har nævnt min Moders Navn!» skreg min unge Kammerat, styrtende sig i min Favn med saa fyrig Ømhed, at vaklende vi Begge vare, for at gaae tilbunds, i Fare.

«Gentlemen!»--blev Lodsen ved-- «Gentlemen, I maae tilgive, at jeg ikke kan beskrive disse sortnende Sekunder af besvimet Salighed, hvori Sind og Sandsning blunder, Tanken i et Mulm gaaer under, hvori selv ei Øjet taaler Glædens altfor stærke Straaler, men forblændes som af Lynet, der i Jord ved Foden slaaer, saa at i et Mulm for Synet Alting sortner og forgaaer. Nok! endnu før Land vi naae'de havde Francis mig fortalt om sig Selv og Mary Alt, skjøndt om Mary kun en Gaade. --Presningen hun rigtig ahnte, strax hun hørte, en Fregat havde lettet sidste Nat; tog til Portsmouth, sporte, bante, Vei sig frem til Admiralen; blev paastedet jagt, som galen, af en Adjutant paa Døren. Dog af Alt hvad bag sin Pult Admiralen brummed huult, fik hun gjemt bag sine Øren, at Fregatten hvor jeg var, laa i Plymouth seileklar.

I sin Godtro Mary Ann om det store England tænkte, at barmhjertigen det skjænkte nok igjen en enkelt Mand, naar en Far, et Barn, en Viv ene levte af hans Liv, at det vilde ei blie negtet, naar den Stakkel bare mægted naae Fregatten med sit Raab, selv om den var under Seil. I saa ømt og daarligt Haab, i saa elskelig en Feil --ak, hun tænkte, en Fregat vilde lægge bi sit Roer, naar der bag den skreg en Moer; tænkte Hjerte hos en Stat: at den skulde selv erkjende sit forøvte Rov mod Hende ... Med saa kjære gale Tanker Hun i Graad paa Kaien vanker, til hun seer en Cornwall-Jagt, ud mod Kvel for Reise lagt, og før Solen vel var nede, var tilsjøs hun allerede.

Men saa raskt den skummed frem, kom dog Jagten aldrig hjem; thi man fik at vide siden, at den, drivende med Tiden, under Taagen, før det daged, paa en Cherbourgkaper raged, der benytted til at jage Bonnys knappe Frihedsdage. Og, i Mangel vel af Andet, Jagten blev erklæret Prise, hvorpaa, efter Franskmænds Viis, Kaperen, med første Briis, halte hjemad udfra Landet, for et Bytte at fremvise, Pelikanens ligt, der Ungen bær' en Flue hjem i Pungen. Jagtens Folk kom nok tilrette, da det leed paa Bonnys Sidste.

Om sin arme Moder vidste Francis ikke meer end Dette, som var bleven ham fortalt af hans Bedstefader Alt. Gamlingen en snaksom Kvel havde, som en Bagatel, ogsaa vidst ham at berette, at Mylord, den unge Naade, havde selv, ei mange Dage efterat jeg var forsvundet, sig personligen indfundet for at trøste og at raade Staklerne, som sad tilbage.