Part 2

Se histud mod Vest! Kanalen nævnes det i Dagligtalen; men det er Atlanterhavet, Verdensoceanet selv, her just her, hvor, bølgegravet, Bretland er fra Gallien brustet, med en dobbelt Kraft udrustet af et Hav og af en Elv. Klippesveiste _Eddystone_' --_oh, how many times is gone!_ af dets Bølger mangen Nat knækket som en Paddehat! Og hvor tidt, naar det blev Dag, har ei siddet India-Eskadres Vrag rundtom paa _the Needles_ spiddet? Og de Frygtelige staae dog, som Stene over Grave paa en Kirkegaard paa Landet, udenfore «Englands Have», der, hvor Vandet skinner deiligst, som beblandet med en Foraarshimmels Blaa.»

----En mærkværdig Mand tilvisse: rustet Jern fra Fod til Isse; men der indenfor saa blød som Melonmarv hvid og sød; bliden Klang i haardt Metal; Barskheden sentimental følsom, øm, ja som om kunde fra hans laadne haarde Bringe honningsød og lunken springe Modersmelk i Barnemunde; fromme Ord til strenge Mæle; jomfrufølsom, moderblød var den Gamle. I det Hele liig den haarde, men med vamle Melk opfyldte, Kokosnød; eller, om der gives skulde mellem Jordens Instrumenter Fløiter drejede af Staal, men af bløde Toner fulde, mellem Genthorn og Serpenter, klingende som blide Velske mellem Jordens andre Maal.

Men som Han nu sad der streng, mørk og mildere iflæng, syntes Intet han at elske uden Toddy og sin Dreng.

V Isle of Wight. Spithead. «The Albatross»

Lad den raa Pilot ved Glasset sidde der, til han blier mæt! og paa Kassen ved Kompasset (Mandens Taffel) en Karaffel, fuld af «Franskt» ved Siden sæt! at han, efter Hjertenslyst, i mandhaftig Tomandsdyst, som en ærlig Engelskmand, kan hver Draabe Blod forøde i hiin fødte, hanerøde Fiende af hans Fædreland, den han jo medrette kan-- da den baaren er derhenne i _Guienne_, _Medoc_ eller _Armagnac,_ altsaa i den sorte Prindses sværderobrede Provindses arildsodlede Distrikt-- ansee som et højst forrædersk Døden værd Oprørerpak, der meeneedersk sveget har mod Leoparden Underdanens svorne Pligt. Vi imedens ville følge, _Isle of Wight, Old Englands garden_, dine Skjønhedslinjers Bølge, prægende sig ud i Luften liig en underskjøn Afspeiling af en yndig Feers Ø; under vor Laveringsseiling langsmed Landet drikke Duften af det slagne friske Hø; _Cath'rine'-Point's_ Styrtning maale, som, af Morgensolens Straale, snart illumineret, til Bjerg af Roser blive vil, medens _Nettleston's,_ det hvide, liig en lang uhyre Hæk af Viburner og Jasminer, sees ud i Havet glide, til det som en Linje tviner mellem Luft og Bølge væk.

Lad ham sidde der den Tvære! sine tause Glas fortære med en skattegravertyst indædt heed forsvoren Lyst, som om hvergang han paa Bunden Perle eller Diamant, slubbrende den ind med Munden, i det tømte Bæger fandt! Andet kalder vore Blikke: Her her aabner alt _Spithead_ Gyldenhornet (Stambuls ikke maaler sig i Pragt dermed). Derfra, paa tredobbeltkronte, bølgebaarne, kun ved Sejer gjenforsonte, herskende Britannias Bud, skyhoslige Tordentaarne, fare viftehurtigt ud did den stolte Dronning peger, efter alle Vindens Streger.

Nu imellem _Portsmouths_ hvide, milelange Fæstningsvolde, som i Øst, paa langtudskaarne Tunger synes hist at glide, liig en Sølverkjæde hen, fuld af Led af runde Taarne, Citadeller og Kasteller, som for sammen fast at holde Havets Bryn med Himmelen... Mellem disse havomstrømte Krigens skinnende Palladser og imellem _Rydes_ berømte poppelkronede Terrasser (_Ryde_, som Walter Scott lovpriser fremfor Indiens Paradiser) Flaaden laa i dyben Fred, adspredt paa _St. Hellens_ Rhed: Englands Gyldenhorn, _Spithead,_ --Rolige, som Skjær, af vegne Springflod op i Veiret stegne, som ved Kogleri, imens Ebben løber Fjæren lens,-- rolige som kolossale Graasteens-Sfinxer i de Dale Nilens Strømme overfløde,-- rolige, som Hvale, der, bugopvendte og som døde, sove midtpaa Havets Øde: hist og her hine stolte, taarnehøje _men of war's_ for Anker fløde, ubevægte, skjøndt mod deres grønne Bouge Bølger skjæres, stærke, høje som tilsjøs. Og det blev for Aandens Øje, som om hvert et Skib kun var flagbetegnet Ankerbøje for den største Verdens første Verdens sande _man of war,_ for _Great Britain_ selv, som har slidt sig fra Europa løs, lagt sig ude langt tilsjøs, riig og fri og stolt og bøs!

Grusomme «_Diktator_» vi ilede med Gru forbi. Yderst hen «Najadens» Morder, som forjagt af sin Daads Melancholi, havde eensom sig forlagt. Som om Nordmænds eller Danskes og Franzosers kjække Border kunde see sin Roes forvanskes, sig beundret ei, men hadet, laa den eensom der og baded, sit, med gabende Kartover rundtomkring besatte, Bryst midti Rhedens grønne Vover, fjernest ifra Englands Kyst, liig en Svane uden Mage og af Flokken glemt tilbage. Men just der, hvor nedadvendte Skygger af dens Master endte, saae Vi dem fra «_Royal George_» (det for mange Herrens Aars Tider siden sjunkne store Tredækslinjeskib) at bore sig med Stag og Takl og Top imod hine ligeop,-- Sex i Alt og Tre mod Tre. Ja, da skarpt jeg saae i Vandet, fik jeg tydeligt at see _Royal George_ i Vant og Mers med Gespenster fuldt bemandet, klavrende paakryds og tvers.

Nelsons Skib ved Abukir, (agterpaa _«The Vanguard_» stod malt paa Sort med Træk som Blod, meer til Rædsel end til Ziir) laae for Anker uden Rigg, rolig som en Ø, i Havnen, rækkende (som Invaliden frem sin Armstump) op de korte Master, ifra Merset borte, hvortil Sejeren i Striden før saa ofte lænte sig. Og det syntes stundom mig, som om op og ned ved Stavnen, under Skibets Gallion, dandsende langs henad Siden, frem af Bølgen hæved sig Heltens yndige Sirene, Lady Emma Hamilton, løftende høit op i Favnen, snelt som Skvulp af sjunkne Stene, sølvhvidt Oldingshoved, slynget om med slimig Tang og Tare: Hans, der med et Glimts Forbi, som tilveirs Raketter fare, grusomt blev i Raaen klynget: gamle Caraccioli.

_«Agamemnon»,_ vidt berømt ligesom sin græske Navne, næst hiin tryllende Medusa, (Hamilton, Siren-Gorgonen,) af Lord Nelson elsket ømt, strakte Marmorgallionen mellem to berømte Stavne: «_Thunderer_» og «_Arethusa_». «_Victory_», i Nelsons Blod med Udødelighed døbt, kneiste som en Pyramide, taarnet op af Bramseil hvide, som et Bjerg med kulsort Fod, men i Sne forresten svøbt. «_Dreadnought_» (gamle Collingwoods) «_Africa_» (Sir Sammy Hoods) vingede «_Bellerofon_», som bortførte i sin Favn Napoleon, sørgeslørte Fangebuur «_Northumberland_», Howes «_Ajax_» og «_the Queen_», «_Hero_», «_Royal Sovereign_», Codringtons, den Navariner, tvende Gange tændt ibrand, «_Triumph_», «_Caledonia_», «_Windsor-Castle_», «_Victoria_», --alle Disse blandt de mindre, flere end jeg kan erindre, laae, som Hvaler blandt Delfiner, Portsmouth til og Portsmouth fra.

O, igjennem disse Sunde, disse Net af Fæstningsgrave, ovenfra, naar Synet høined sig mod Sky, i Dybet øinet som et Garn af sorte Baand mellem disse Dødskasteller,-- o, her kunde Døden, om den var en Aand, og ei burde tænkes heller som fra Paradisets Have Fredens Palmers milde Aande, der borthvifter Jordens Vaande,-- o her kunde den, belæsset med Fordærv, med Ljaen hvæsset, Herrens Dommes Overbringer til en millionfold Skare, gjerne fare paa de lynbaldyrte Vinger uden Mine af Foragt for de Dødeliges Magt, uden Trækket til Medynken skulde, svulmende i Rynken, om hans Læbe blive lagt. Ja beundrende kanskee vilde i sin Gjennemfaren han sin Dæmonvinge synke, hilsende Orloggerskaren, lade højt i Skyen blinke med en Lynilds Glimt sin Lee.

--Lodsen var og blev mærkværdig: under al vor Opseilads tømte taus han sine Glas, og for hver berømt Fregat var han færdig flux at lette paa sin Hat. Mangt bronceret, kjækt og godt tatuert Matrosgesicht nikked ned fra Boug og Plikt til vor groggende Pilot. Mangen blaa og blaarød Skjorte fik kun Tid at vinke blot, mens han venlige, men korte, Hilsner gjennem Skydsets Porte fik ifra de Andre sendt, og fra mangen Dæksmariner slige grimasserte Miner, som os viste, han var kjendt: «_Ho, Johnny! ho! How do you do? Sing, Sailor, oh! Well! Toddy is the sorrows foe! Sing, Sailor, oh!_»

Ved den Stump af Sang han fik om at Toddy gjør fornøjet, traadte Vreden frem i Øjet, som om gjennem Løvets Dunkle brandguul og til Spranget bøjet Tiger som et Lynglimt gik. Men den svandt i næste Blik snelt som Smedens Funker funkle, slagne ifra Malmen rød ud i Nattens mørke Skjød; og saa hilste han igjen venligt paa hver gammel Ven-- venligt nok, dog saa omtrent som en Løve eller klog alvorsfuld Newfoundlandsdogg vilde murre, naar dens bløde Pelts en Megetvelbekjendt i det varme Solskin klø'de.

Men, om ikke jeg saae feil, Kime jeg til Graad opdaged i hans Blik, men snart forjaget, liig en Taage paa et Speil, netop som vi over Staget gik, en Kutter at undgaae, som imellem Flaaden laae... Ah! det var et Mesterstykke! Ret et Ibenholtsklenod! Negerpigesort- og slank! Reisningen som Palmens rank! Uden andet synligt Smykke end en Bord omkring som Blod. «Denne der--var Lodsens første Ord paa længe sagt til Os, da han havde slukt sin Tørste-- har til Navn «_the Albatross_». Og en Albatross paa brede stedse spændte Vingers Flugt Kuttren er, til hidsig Jagt efter Slaveskibe brugt, flyvende med rastløs Magt, som om levende den vrede Havørns Hjerte med dets Hede i dens skarpe Boug var lagt. Men derfor, derfor især, ja derfor har jeg Kutteren saa kjær: Jeg har havt en Søn ombord-- Francis ...» Og med dette Ord Taaren, som for nylig, tvungen ved at han sig beed i Tungen, i sin Væxt tilbagesank, modned atter fuld og blank; og, før han fik knust den, gled ad hans brune Kind den ned.

«Francis?»--spurgte jeg mig selv-- «Francis? Jagt paa Slaveskibe?» Hvad betyder dette vel, at mig saa bekjendt det lyder? Hvad betyder, at jeg ikke frem kan gribe hvad jeg veed er i min Sjel, men som i dens Dyb sig skyder? Men vilkaarligen at tvinge frem som Syn den havte Drøm er at ville daarlig bringe Klokke, sjunken i en Strøm, til deri som før at klinge.

Netop naar den gribes skal, vægtforøges dens Metal, som om alle Dybets Kræfter halende sig hænge efter, som om Afgrundsslanger knytte sig om deres vundne Bytte med fortvivlet Kraft og Vrede om den sjunkne Kirkeklokke, der er bleven deres Flokke altforlængst et hævdet Rede. --Men der var ei Tid til daarlig anstrengt Grunden efter Drømmene paa Bunden af min Sjel, naar de ikke uvilkaarlig, som opflydte af sig selv, komme af dens Dybder frem. Og desværre flux naar Blunden er med Nattens Timer svunden, lukker den sig over dem --som om sine Perler Bundens Musling stærk, af Polypens Arm berørt,-- hurtigt, hurtigt før Sekundens svage Dødssuk hen er ført, en Passionsblomst liig om sine korsbetegn'te, straalefine Stjerneblommers Underværk.

Som med Dagens Time dennes fagre Blomstring er forbi, Sjelenes med Nattens endes; og naar over Østens Høje Morgenrødens Flammer tændes, lukker du dit Aandeøje, Dødeliges Fantasi!

Der var ingen Tid at spildes paa at jage undfly't Drøm, der tilfældig kun, som gale Antilope eller Svale atter hildes, kommen af sig selv igjen-- Thi i Fjernets Graa derborte syntes bag os alt Spithead sjunken med sin Flaade ned. Skibenes Kolossers sorte Masser med de hvide Rande, fulde af Kartovers Porte, saaes meer ei ovenvande. Masterne og deres Ræer, hist hvor i en blaahvid Rand Hav og Himmel sammenbryntes, agterud i Fjorden syntes Omrids liig af Granetræer, svedne af en Ildebrand, skarpt mod Himlens Blaa udskaarne, som paa sumpig Bredde baarne af et miilbredt Ørkenvand.

VI Scenery. Engelsk Efev

Men se forud! se mod Norden! Forud se, hvad Perspektiver, Tepper liig, der rulles op, _Hampshire_'-Fjorden, ret som et Kaleidoskop, snevrende sig sammen, giver! Som forelskte i hinanden, nærme begge Kyster Stranden, saa at Fjorden mellem dem som en Flod sig lister frem. O, saa maae hedenfarne Saliggjorte kunne skimte gjennem Himlens aabne Porte Paradiserne fremglimte, som de engang skulle naae! O, det er at speide i naadig Skabers Fantasi, da Han, efter i sin Vælde skabt at have Nordens Fjelde, Alper steile, Himalayas Gletscherspeile, overlod sig til en stille salig Skaberglædes Nyden og Miskundsomhedens milde overstrømmende Indskyden!

Mere bløde Linjerækker fine Pensel ei i glatte Olje trækker, slaaer ei blidnet Døningbølge eller gyldentunge Ager, over hvem en Luftning jager, end de grønne træbesatte _Hampshire's_ Høje, som forfølge paralelt hinandens Flugt langsmed Fjorden, alt som dybere mod Norden denne skyder ind sin Bugt.

_Da_ fornam jeg grant, hvordan, mine Fædre (mine; thi under Sognefylkes vilde havomskvulpte steile Kyster, gjennem stærke Kjæmpebryster vælded frem den varme Kilde til mit eget Stammeblod)-- _da_, ja _da_ jeg klart forstod, hvordan Nordens ørnefri Viking og alt halvdeels velske ridderartede Norman, under Vilhelm Landestormer, kunde dødeligt forelske sig i dine skjønne Former, kvindefagre Engelland; ja hvorlunde Hjemmet de forglemme kunde, sønderrive Hjertets Rod, saa de evigt det forlode, for at pode ind i hint sit eget Blod.

Fæstet end af deres Fødder rundtom i Ruiner stod: Hvor iland de satte Fod, reiste de et Taarn til Mærke, ligesom i Romas Dage Seierherrens Landsestage boredes af ham i Jorden. Og de staae der end de stærke Normanstaarne til et Tegn, at af dem erobret vorden er den hele skjønne Egn.

Men en større, skjøndt ei værre, Seierherre har ved hine tandudskaarne William-Conquestor-Taarne sig med saadan Magt indfunden, som om Grunden var hans egen Odelsmark, som igjen han vilde tage. Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage ældre end en Patriark, født vel før end Hors og Hengst, har han Taarnenes Baroner overlevet og paa Taarnene forlængst sit Familiebanner hævet,-- Krandse hængt og Sejerskroner, over hvert et Buehvælv, hver Gesims, Karnis og Karm med Familiefarven smykket, ja de faste Taarne selv hist og her isøndertrykket med sin egen stærke Arm. ... Stærke? O hvor synes vege denne Seierherres Arme, strakte ud kun til at lege, mens dog det Naturens Blod, som besidder varigst Varme, rinder fra hans Hjerterod! Thi den Taarnenes Betvinger, stolte Slægters Overlever, Han, som sine Fænniker, op ad Murens Steilhed stegen, trædende paa døde Grever, fra Ruinens Tinder svinger, ikke nogen Anden er, end det gamle Englands egen odelsbaarne, symbolvalgte, dunkelgrønne, evigen ungdomlig-skjønne Efev, voxet vildt afsted: Englands stolte Eges kaarne trobevarte Kjærlighed, Planteverdnens Ganymed.

Lad i Portsmouth hine Rækker af Kaserner bli'e forladte, lad _the Queens_ Tredobbeltdækker, Flaadens Skibe, et for et, blive op paa Landet satte, raadnende og søndersprukne, Hvale liig, der gispe, trukne op paa Stranden i et Net --o før trende Aar er' rundne, Flaade, Fæstninger og By, Citadeller og Kaserner ville være overspundne af et Efevvildnis, svundne sporløst, som en Klase Stjerner, naar du søger dem paany, blevne borte i en Sky. Ind og ud ad hver en Port, hvert et Vindu, sønderslaget, paa de øde Byruiner, udad høje Mezzaniner slangemægtig inden kort kaade Efev vilde gro; langsad Ribbene paa Vraget, ind-og udad langs de sorte Dødens Munde, Skydsets Porte, armtyk, eviggrøn sig sno; stærkere end Ankertouge sammenknytte Flaadens Bouge, sammenflette kabbelfast Raa til Raa og Mast til Mast; til dem takle med sin seige lange Rakle, som med ægte Baadsmandskast.

Ja, om London ud var død, om dets Millioner gjøre Ende paa den Kamp de føre mod den grønnende Natur, stedse flyttende sin Muur længer ud i Landets Skjød, og om de forlode det, mylrende ad alle Stræder, Orme liig, der alt har ædt, Staden, som bestaaer af Stæder, levnende det Øde, som over Eufrats London kom, over stolte Babylon, Ninive og Ktesifon:-- _da,_ da inden Somre faa vilde Engellands Vedbende seirende tilbagevende, brolagt Gade sønder slaa, over _London-Bridge_ sig spænde, sammenknytte Lordens Borg Kartistens Hytte, rundt St. Paul Guirlander binde, med sit Net af Blade spinde gamle Tower ganske som en Kube over, gjøre _Bondstreet_ til at see som en hvælvet lukt Allee, hver af Squarernes Kvadrater til et yndigt Skovtheater, hvor Irisker og Stillidser, bag de levende Kulisser, under hvirvlende Musik, smukke Elskovsskuespil med et stort Talent opføre, men hvortil spodske Stære see og høre under skjærende Kritik:-- gjøre London til en Skov, hvori selv St. Paul fordølges,-- til et Vildnis, hvor kun følges vilde Skjønheds Ordenslov-- Paradiis for Millioner Finker og Papilioner; og paany fra Himlens Blaa skyldfriblevne London vilde klare og forsoningsmilde Straaleblik af Solen faa, --ja, det samme maaneblide, stjernestille, gyldenhvide Foraarssolskin, som paa Landet flyder, med et Gjenskin blandet, over Tagene af Straa. ...O saa yndigt Solskin mindes jeg den Dag vi Spithead peiled, da vi ind St. Hellens seiled, over hele Egnen lagt, skjøndt med endnu større Pragt, saa at Øiets ømme Lindse maatte blindes, af de klare Straalers Magt, om et Blik mod Himlen voves. Herligst dog det syntes glindse over lundomhegnte _Cowes,_ som om Solen her opdaget havde yndigst Sted paa Jorden, Syden for en Dag bedraget, og paa denne Plet i Norden øst sin bedste Fyrighed over denne Landsby ned:-- hele Luften blaaforgyldt, med en Glimmerglands opfyldt, med et Spil af Farvetoner, som om den af Millioner pludselig i Glød antændte Diamantsafirer brændte.

VII Yachtclubb-Flaaden

O Farvel, Spithead! Som sorte Punkter Skib for Skib forsvinder. «Caledonia» selv er borte, Caledonia selv, at see seilbedækket ret som tre svimmelspidse Snebjergtinder. Portsmouths mægtige Belæg af rangerede Kasteller, et for et, som Punkter hvide, sees, dalende saa sagte som forjagte stilleblevne Tidselskjæg, under Horizonten glide. Og af Aandens Sejersmærker, Menneskenes Underværker næsten træt og overmæt, Øjet søger til Naturen, hvor den spøger, følger heller Højene om landligtblide skjønne _Cowes_, af hvis blaa solbelyste blanke Tage hist og her vi et at rage frem af Lunde af Moreller Poppler og Kastanjer saae.

O hvad yndig Blanding af Stad og Landsby, Land og Hav! Mellem hine Tage blaa skimted gule frem af Straa; tamme Duer ifra Byen viden over Fjorden sværmed midtiblandt dens vilde Terner; snart med djærve Vingekast cirklende de under Skyen lyste hvide frem som Stjerner, snart de klapprende sig nærmed, sænkende sig paa vor Mast.

Og, at Alt ved _Cowes_ skulde være nydeligt tilfulde, laa der, ringet ind af Lunde, paa en Bund, hvor Sølversandet perleglindste gjennem Vandet, adspredt henad _Calshots_ Kyst, en saa underdeilig Flaade at man gjerne tænke kunde den med Alfer var bemandet, bygget kun til Feers Lyst.-- ja en herlig Flaade atter af Korvetter og Fregatter, meget større ei end Baade, Skjønmodeller til de Store udenfore Portsmouths Rad af Sjøkasteller, saa den lille Landsbys Rhed var et Billed af Spithead, med bevimplet Skov af ranke Master, vajende og slanke, smekkre Epilobier liig, der paa Kanten af en øde Hedes Banke, enkelte som Ax, med røde Purpurblommer hæve sig.

Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah! Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se, nu, nu lægger En ifra! Ledig Dandy vil maaskee skyndsomst fra Catania til en Lady, som er daanet, hente i krystalne Glas Is, som er paa Ætna blaanet? eller--til en bedre Spas-- til en Viscountesses Tørste fra Vestindien allerførste gyldenmodne Ananas? Ja hvem veed (hvis nu Mylord for en _Belesprit_ har Ord) om _His Grace_ i Hu ei randt nu da Routen ud er sovet, at paa den igaar galant i den glimrende Salon han paa Æresord har lovet Morgan eller Blessington frisken Krands Orangeblommer hentet fra Messinas Sommer af ham selv og det direkte? Thi Mylord har Tid nok jo, og de høitberømte To ingen Bøn han kunde negte.

Nei, paa Yachten, som vi saae fra de andre ud at staae seilbedækket os imøde, flygtet Yndlingssvane liig, som med Guldring om sin lange smekkre Halses Sølverslange blandt de andre vilde graae paa et Kjern i Nordens Øde som en Dronning viser sig-- der ombord hvor tæt dog vrimle Dandys ved Kahyttens Dør, mellem gyldenfryndste, blaae, violette, rosenrøde Parasollers Silkehimle! Og af lange hvide Slør, hviftende for lette Bør Stjerner ud i sine Folder, skinner Skandsen overalt rundt en Amazongestalt, som det gyldne Roer holder.

Ah, hvor nære langskibs hun til Luvart kunde lade Yachten trodsig skjære,-- farligt, skjøndt saa sikkert som Somnambules Gang iblunde, saa ei Damerne alene, men de mustacherte pene Herrer ogsaa, ganske blege, med af Rædsel aabne Munde: «_La Duchesse! Duchesse_! skrege... O, for Guds Skyld! Roret om!»

Allemand ombord i Briggen, Allemand (ja Lodsen med) Alle med udstrakte Hænder stode, forat frelse Riggen, langsad Rælingens Gelænder i et ængsteligt Geled.

_Da_, just i Sekunden da, kun en Alen knapt derfra, Damen drejer raskt paa Roret, just da hendes Navn af Choret blev udraabt og Yachten vender for at løbe ned i Læ, viser Lodsens Blik og Hendes Aasyn, at de begge kjendes. Hans blev rædselsfuldt at see: skummelmørkt, dog fuldt af Flammer, Fakler liig bag Sørgefloret, hendes Aasyn hvidt som Sne, fuldt af en Gorgones Jammer.

«_Johnny--You!_» sagt med en Stemme, som ei lader sig forglemme --o, som om i Glas man skar foran nervesyge Øre-- hørtes Ladyen at raabe. Meer at høre var for dengang ei at haabe, da hun af saa iilsomt bar.

Men hvad tænker Damen paa? Er den Lady rigtig klog? Op paany hun Yachten jog til den Kurs den forhen laae; og, idet hun vende lod, saa dens Fraade os besneer, kaster hun en Pung Guineer klingrende for Lodsens Fod.

Men hvad tænker Manden paa? Er den Lods vel rigtig klog? Pungen iilsomt op han tog og tilhavs saa langt han kunde i et Nu den slængte saa i de gridske Bølgers Munde. Damen saae det. Hun og Alle saae og hørte Pungen falde... Nei, ei den, nøiagtigt talt, lod sig høre da den faldt; thi dens grønne sølvindslyngte Net blev sprængt af Guldets Tyngde, saa at, da dens Indhold suste Mynt for Mynt i Bølgen ned, dalte sagte som et Blad, sammensjunken, splittet ad, Pungens Pjalt derefter med just hvor Yachtens Kjølvand bruste.

Lodsen... Ah, hvad gaaer af ham? Andengang han jo paa Ærmet tørker bort en Taares Skam, som, hvor haardt imod han stred, stedse svulmende sig nærmed, til den trilled moden ned?

VIII Lodsens Fortælling

Yachten var forlængst forsvunden, som forbi os fløjen And. Alt _Southamptons_ gamle Taarne, nærmere i Luftspeil baarne, forud skimtedes i Bunden hist af Fjordens kløvte Strand. Om en Time eller to Briggen skulde finde Ro, og vor Lods da gaae fraborde; da (det er som Afskedsstunden aabner Hjerterne og Munden) tog den Gamle saa tilorde: «Tvende Gange, Gentlemen, (_Damnd!_ det har I maattet mærke) Tvende Gange--to formeget-- har De seet mig gamle Ulk --fy det er en Skam!--i Graad: først igaar, da i sin Baad Drengen herfraborde stødte, og nu nys idag igjen, da vi denne Lystjagt mødte, var i Øjet Taaren steget, og mit barske muskelstærke Ansigt har, nervøst bevæget, kjæmpet med kvindagtig Hulk.

Nu! for mine Landsmænds Skyld, at ei Skam paa dem skal falde og I Uslinger dem kalde, vil jeg Aarsagen berette, aabne jer min Kummers Byld. Dog, Kaptain, først siig mig dette: ejer Selv De Børn derhjemme? Naar saa er, da vil det blive idetmindste let for Dem mig den Svaghed at tilgive, at jeg ikke kunde hemme Taaren, som sig trængte frem.»

Vor Kaptain med Nik bekræfter, og et Haandtryk fulgte efter, langt og varmt, som om deri laa et ømt Frimureri, som om deri deres Sjele kunde vexlende meddele samme Følelsens Mystér.

«Agterud--saa han begyndte-- agterud en _League_ omtrent, der hvor hine grønne Pynte fiint som Traade ud sig spinde, en for en mod Fjernet spændt, til de i dets Blaa forsvinde der hvor Fjorden synes endt, Gentlemen, I kunne see _Cowes_, som forbi vi hasted, endnu, liig en Stribe Sne, liig et Skum paa Bredden kastet.