Part 1

DEN ENGELSKE LODS

HENRIK WERGELAND

_Norges Nasjonallitteratur_ 3. opplag Utgitt første gang 1880 Her trykt som i originalutgavene

_Den engelske Lods_ Utgitt første gang 1844

DEN ENGELSKE LODS

ET DIGT

I Længsel efter Land

«O, Kaptain, hvorhen, hvorhen gaaer Seiladsen uden Ende? Nye Horizonter spænde sig omkring mig ud igjen. Briggen alt i rastløs Fart susende igjennemlænste Hundreder af samme Art, kun af Syner ombegrændste. Naar jeg tænkte Fjernet endelig beseiret, falske Lande ned sig sænkte eller tvinte hen iveiret ... Hundred Horizonter runde kom og svunde ... hundred Himles Cirkelbunde, for hvem Punktet, hvori mine trætte Øines Nervepar krydsende sig overskar, med en evig Helvedpine stedse samme Centrum var... Hundred Horizonter graae alt jeg saae, med en Grændse falsk som Bugten, angste Slange slaaer i Flugten, ...graae, ja til Fortvivlen eense, mens--som Lupens grumme Stik krybende Insekt forfølger-- Zeniths blaa og hule Blik stirred paa vort Skib, den Prik, synlig knapt paa Havets Bølger.

O, Kaptain, nu har mod Vesten Farten alt saa længe staaet, til det synes mig jeg næsten er i Sind en Olding bleven, skjøndt mit Haar end ei er graat og min Kind ei rynkeskreven. Mens mit Øie uvilkaarligt sig i Regnbuspillet tabte, Skummets Sprøit derforud skabte, har jeg idetmindste fundet, mønstrende med strengen Sjel, at min Liv for største Deel meget daarligt er som kastet Skum forsvundet. Og mon et Beviis vel bedre kræves kan af Bedstefædre paa at jeg, tilhavs omdreven, oldingviis tilsidst er bleven? Dage mange, aaretunge, aarelange, bort erindringsløse flydte, uden Spor, som Kjølvandsstriben, i en Masse sammengydte hine sjunkne Skyer liig, snigende sig sagtelig,-- have svalet Panden med kolden Alderdomsbegriben i dens øde Kjedsomhed, standset Blodet, tæmmet selve Utaalmodet, skabt det om til sløven Fred. Thi af Havets og de tomme Skyers Øde har jeg smagt Alderdommens, der vil komme, følt den Taage, som vil spinde sig om Gubbens nøgne Tinde, forud om mit Hoved lagt.

O, Kaptain, giv mig et Ord! Tryk mig med din Haand, den kjække, at mig Tanken ei skal skrække, at jeg i en Dødningsnekke kommen er ved List ombord! Styrmand, giv mig din! Kom an, Baadsmandsmath og Tømmermand! I Matroser, mine Venner, rækker mig de brune Hænder! dræber med et kraftigt Tag Angsten i mit Hjerteslag! Thi, skjøndt Daare meer end Synder, dog begynder denne Vei med sporløst Fjed, denne dumpe Eensomhed, fælles, Katakombens liig, mægtigt at forfærde mig. Her paa Oceanets Steppe, saa evindelig ensformig, ikke stille, ikke stormig, maalløs, da dens Grændser fly,-- under Luftens dalte Teppe, dette blaagraa Himmelhvælv,-- er det ei, som om Vi selv (en fordømt Skindødningskare) jordede tilsammen vare under samme Tag af Bly?-- stivt i Stirren paa hinanden Sidemand paa Sidemanden: Han i Hiins og Hiin i Hans Øjes brustne døde Glands, uden Rørelse og Mæle, skjøndt med fuldtbevidste Sjele?

O, en Egg kun af et Skjær, Striben af et Fuglevær, Ryggen af en liden Holme, skjøndt, som yre Hvals og olme Kobbes børstereiste sorte, i Sekunden atter borte, vilde være i min Plage nyfødt Verden at opdage --o et Tankens Paradiis, hvor den vilde bli'e tilbage, Skibet givende til Priis! Brune Tare, Tangens Klase vilde være blommet Grønt paa Forsmægtendes Oase, Himmelens Forsoningstegn. Dermed jeg fantastisk skjønt Bryst og Pande vilde smykke, dem, som Roser efter Regn, til min Mund vellystig trykke, hilse deres armodsgustne bruunbespettede forrustne polyplige Blæreknopper ømt som Anemonens Dopper, der til Stjerner sig udslaaer,-- som de første Blomstertinter der forkynde Nordens Vaar, efter treti Ugers Vinter.»

II Appearance of England

«..O, Kaptain, hvad er dog Dette, som saa skinnende frembryder hist hvor Himlens Grændse flyder sammen først med Havets Slette? Mon det er den blanke lange Aasryg af et Skyberg, dalet under Horizontens Bryn? Mange, mange have falske Lande malet skuffende vort trætte Syn?-- --O, saa hvid er ingen Sky! Men maaskee nybrudt Iisflag, dækt med Sne, reen og ny, stormforslagen ifra Polen, vender frisken Brud mod Solen? Eller mon det være kan nye Haves Fraadebelte, Grændsebølger, som fremvælte fra atlantisk Ocean? Eller mon det skulde være falske Svaners Linjehære? Da de nok i Horizonten sammen vil formere Fronten; men paa første Varselsskrig al Armeen flux igjen adspreder sig, som i Hvirvelvinden Sneen. Skulde Verdens Grændsesnor, Havets Grændselinjes Række for de evige Seiladser, skabt af sølvhvidt Perlemor, i hint Straalende sig strække? Er det Himmelens Palladser, frie Aanders lyse Hjem, som i Vest sig hæver frem? Eller mon er Havets Øde Moderskjød for Himlens Stjerner? Mon som Lys-Eilande ud af dets Dybder de frembrøde og forsvandt i sine Fjerner? O, hvor herligt for en Gud da, at skue i den blaa Afgrund ind, hvorfra de gaae! herligt, som i aabent Øie, i hvis Bæger Tanker, ømme, skjønne, høje, funklende sig frembevæger!»

_Søfolkene_[1] «Det som skinner vester hist mellem Sky og Havsensvover, Det er England, solbelyst, Klipperne ved _Dover_.

[Footnote 1: Mel. Engelsk Opsang: Have you been at Greenwich fair, bonny Lady, Highland-Lady? Have you seen a Lady there, bonny Highland-Lady?]

Føl det friske Livsenspust alt fra Gammel-_Englands_ Ege! Vimplens Tunge, som beruust, kan i det alt lege.

_Kentshire's_ Enge har deri søde Blomsterdufte blandet; Sømandshjerter vimpelfri' juble imod Landet.

Hist see _Englands_ Grundvold stærk: muslinghvid Cement fra Grunden! Frihed har sit Forsvarsværk midti Havet funden.

Gud har bygget om dens Hjem stærke høie Bastioner netop hvor det vender frem mod Europas Throner.

Shakespearcliffens hvide Hvælv vesterud er Marmorfoden, hvorfra Seirens Dronning selv stolt behersker Kloden.

Klippen mere hvid end Sne; natsort Muld derovenover; grønne Enge --Fløjl at see-- gaae i lange Vover.

O hvor herlig saadan Grund maa for Englands Ege være, som til Frie yde kun sine Krandses Ære!

O hvor herligt for en Mand der at leve, boe og bygge! Og hvor herligt hviler han under Egens Skygge!»

III Drømmesyn

Tvende Timeglas forbi-- og vi hørte Egene iland sig rørte, susende, med Ord deri, som om mange Mænd paa Stranden talte sammen med hinanden. Egerødderne vi saae, Aarer i Agaten lige, i den sorte Muld at gaae, som bedækkede de hvide Klipper, der langs Stranden kneiste. Og nedover Klippens Side dunkelgrønne Vedbend laved, som letflettet Elskovsstige mellem to forelskte Geister (Hun fra Landet, Han fra Havet) efterglemt fra Stevnet, sat i den sidste Maanskinsnat.

Tys! de glade Bølger larme; der er Sang i hvad de buldre! Naar jeg ned fra Stavnen saae, syntes jeg see hvide Arme, svaneduunbedækte Skuldre jublende at skynde paa... Tys! et Chor, afbrudt af Latter! Tys! et «_Rule Britannia! Rule Britannia! Rule the waves!_» syntes jeg dernedenfra i et Chor fra Munde hæves, som af Bølger fyldtes atter, saa det blev kun en Musik søde Brudstykker jeg fik.

Hvo kan undres, om jeg drømte Nereider, syngende om Skibets Sider, Liv i Bølgerne, som svømte langshenad din Cliff, Shakespeare, hvor du mante hen King Lear? ...O der stod den, høi og stor! Der til venstre Side stod den: Aft'nens første lette Flor blaaligt svømmende om Foden; men paa Tinden, som nu Aftensolen tændte, enkelt Kam skarlagenbrændte-- o saa rød, som om i Vinden gamle Lear deroppe stod, ei i Betlerdragten pjaltet, men i Kongedragt gestaltet, i sin Kaabes Purpurblod.

Og til høire Haand man saae, liig en romersk Muurkorone hævet i det blege Blaa, _Dovercastles_ gamle graae, tvertsafskaarne plumpe Bueskyttertaarne, saa Kastellet lignede en sachsisk Krone gammeldags, af hamret Jern, himmelfalden ned paa Fjeldet om dets Tindinger til Værn.

Men mod Norden har sig _Kent_ lig en rolig Arm udspændt, rækkende til hver sin Side, i de slanke sølverhvide søilesnoede _Forelands_-Fyre, ud et dobbelt Konningstyre, fra hvis Spidser, da det bløde Nattemulm om Landet dalte, (som et Flor, hvori den blide Sommernat sin Kummer kvalte for den skjønne Dag, som døde) tvende Flammeblik frembrøde, et i Syd og et i Nord, Kastor og hans Pollux liig, sjunkne ned fra deres høie Himmelstade til vor Jord, tindrende som draaberene Ædelstene, fattede i Sølverøie: En i Rødt, som en Rubin, skiftende dog bryder sig, fjerntud straalende fra Kysten, mens den anden Amethysten lignede i blaaligt Skin.

Længe over Landet svæved som et Slør, ved Feers Kunster af et blandet Gjenskin vævet ifra Himmel og fra Hav, rødt fra hiin og blaat fra dette. Deraf kom det Violette, som bag fine Gaze af Engenes og Skoves Dunster Landets skjønne Form omgav. Taagesløret hvert Minut mørkere sin Farve skifted. Graasort blev det Violette, Nettets Masker mere tætte i det hvide Overdrag. Men naar stundom det blev brudt af en Nattebriis, som hvifted over ifra _Beachyhead,_ frem i Aabningerne traadte hist og her et enkelt Strøg af de hvide Klippebranter, som om Spøgelsegiganter af en aabnet Tryllegrotte eller blaalig Hexerøg frem medeet i brudt Geled blege som et Maanskin skred.

Gjennem Natten lyste kun, ved et fosforagtigt Glimt, forud Bølgers reiste Kamme, Fraadens perlehvide Skimt, Tænder liig i Havuhyres sorte, vidtopspændte Mund, og deragter funkled begge Forelandsfyres klare Flammer, Øine liig paa Nattens Magter, paa Dæmoner tvende, som her maa gjøre Nattevagter, tvungne af en Størres Dom. _Da_--jeg veed vel ei hvordan Sjelens Virksomhed forhøjet og en Slummers Vægt paa Øjet samme Stund forenes kan; men jeg tænker samme Lov for en Sjels og Blomsts Behov: naar det mulmes lukker Øiet sig for Hiin, mens den dog, som Fugl i Luften, friest just sig da bevæger; Blomstens Glød af Duggen dulmes, medens Duften svømmer om dens sjunkne Bæger endnu mere stærk og fiin... _Da_, af Bølgens Surr bedøvet, lukte sig mit Øie til, og, af Nattemulmet sløvet, søvntilslørtes min Pupill. Panden paa korslagte Hænder laa paa Rælingens Gelænder, men min Geist var iland i England reist.

Lange Rækker Lys paa Kysten (Byers Rad ved Aftenstid, som sig langs Kanalen snoer liig ubrudte Perlesnor) maatte vække Reiselysten, kalde Geisten skyndsomst did. Og nu ilte den afsted, meer gesvindt end Elskovsvinket (Telegrafen mellem Skiltes Kjærlighed) sagtere end Maaneblinket over Graven eller Søens Flade træder; som en Natfalæne tyst lummer Julinat i Haven sværmende paa støvgraa Vinger under slumrende Syringer, alle sine Natteglæder nydende af Hjertenslyst-- ja, saa skynded den afsted, værende hvor Tanken tænkte, gjennem prægtigskjønne Stæder, nu i første Søvn nedsænkte, ilende jevnsides med Skibet, som derude gled.

Gjennem _Folkstone, Romney, Rye, Hastings,_ gamle _Winchelsea,_ styrede min Geist sin Vej, gjennem _Brightons_ stolte Gader af Palladser reist af Qvader, som et eneste Palæ, deelt i tvende lange Rader; gjennem Skove, i hvis Dunkle saaes mange Øine funkle (Vildttyv eller stolte Hjort); gjennem Byer, gammeldagse, byggede af Britt og Saxe, svæved Sjelen tankefort, useet som et Mulms Atom, fri og uafhængig, som om min Vilje var dens Axe.

Høien Gavl paa hver en Bolig nikkede mod den fortrolig, som var reist paa Nabohuus, som om begge disse Gamle hvisked om en Dag at ramle begge sammen ned i Gruus. _William the Conquestor_ have Begge seet; hvorfor rave da ei ned i Grunden sammen i en sand Fostbroderpagt? Hvorfor vente efter Flammen eller paa Orkanens Magt?-- Tæt ved Byen et Kastel, med en Muurkrands heel affældig, af hvis brustne Skydeskaar Efev skyder ud saa vældig som de Bugter Boa slaaer.-- Midti Byens Hovedgade har en gammel _Gate_[2] sit Stade, plump og stærk, liig et lidet Citadel, Fundament for snirkelskaarne mindre kegleformte Taarne, Sachsers og Normanners Værk.-- Kronte Konger, steenudhugne, næseløse, skimmelmugne, (Hesten stundom uden Been) førende i venstre Haand tredeelt bøjet Liljegreen, mens de Sværd i Højren strække, synes trække paa det tunge Smilebaand ad den Kræmmeræt de skue mylre i den gamle By: Stok i Haand, ei Spyd og Bue, ingen Hjelme, men Parykker, eller strikket Bomuldshue, som bedækker skrumpne Panders Regnestykker-- kort den hele Vanslægt vækker hine Kongers Smiil paany.

[Footnote 2: Port.]

Stille var der overalt i de gamle Byer, stille, fromt og stille, saa jeg hørte, naar man sig isøvne rørte og idrømme der blev talt, eller naar derindenfor ømme Mor visselulled for sin Lille.

Men i _Brighton_ celebrerte, da min Geist hensværmed did, Kjedsomheden just og Synden i brillant illuminerte Slotte nyen Dags Begynden nu ved høje Midnatstid. Der var Adel uden Hæder, herlig Viin foruden Glæder; der var Guld foruden Lykke, Skjønhed uden Uskylds Smykke; Venskab, der saa fast bestaaer, som den Hud, en Slange kaster; Oldinge med Ungdoms Laster, Ynglinge med hvidnet Haar-- deres foraarsløse Sommers visne Græs og Syndens Blommers tørre henforbrændte Straa, som en tidlig Død skal slaa. Blinket af dens damascerte blege Lee var i matte udfortærte Ungdomsøjne alt at see. Guldlorgnetterne ei skjule kunde disse dødsenshule, hvoraf Flamme kun frembrød (Flammer, som et Lavas, dulgte) naar paa grønne Bord de fulgte de Guineer, som rullerte til _Perdu'et_ atter lød. Fløjelssvøbte, dekorerte, perle- og demantbesaa'de, overstrøede med _bijoux_ og Braceletter (Oh, Hans Høihed, Hendes Naade! _O, his Lordship and her Grace,_ trinende i en Française!) vandred Tyveaarsskeletter om som Døde paa de straalende Banketter, paa en Hertugindes Bal. ...Ha det herlige Orchester blandt de høifornemme Gjæster, mylrende i Hundretal, mægter ikke at fremkalde ved Musiken _à la_ Strauss i berømte Brighton-_Routs_ mere Liv end om Sommerregn mon falde paa forlængst henvisnet Siv. --Intet Under, at jeg da skyndte mig ihast derfra, som om raskt jeg havde traadt midt imellem Orme-Nøgler, uforsigtigen geraadt mellem Klynger Skorpioner og Forviklinger af Øgler, mellem Blomsterne fordulgte, mens den vilde Jagts Dæmoner, onde Magters Kogleri mig i Ryggen skarpt forfulgte, susende mig snelt forbi.

Først jeg standsed udenfor en vedbendkrandset sammensjunken Sømandshytte. O, der maatte jeg vel lytte! Thi mit Yndlingsinstrument, ædlen Harpe klang derinde, og en Pige skjøn og ung, kun Knop af Kvinde, sang henrykkende dertil. O, da maatte _Jeg_ vel lytte! under Løvets Hæng mig snige, til hun Sangen havde endt,-- _Jeg,_ som ei kan Foden flytte fra en Kvindes Harpespil, _Jeg,_ som kunde Livet bort for Døden bytte, naar jeg hen kun maatte blunde under Kvindes Harpespil?

Døren aaben stod. Derind Maanen kasted skarpt sit Skin; og hvor det paa Gulvet faldt klarest, som et Sølvernet, sad en hebeskjøn Gestalt, mere hvid og bleg end det, end den alabastne slanke Hebestøtte, som hun ligned, blegere end Aanders Smerte, blegere end Vredens Tanke i barmhjertig Engels Bryst, naar han--_Han_, som helst velsigned-- straffe skal imod sin Lyst.

Med en Harpe ved sit Hjerte sad den yndige Gestalt, tankebøjet, veehensjunken, kummertræt, som af sine Sorger kvalt, og det Glindsende i Øjet viste, at hun havde grædt. Ak, saaledes allerede i sin Ungdoms første Blomst? Atten Aar--meer var hun ikke. Men jeg saae i hendes Blikke Taaren svulmende berede atter sin Tilbagekomst.

Læben lydløs sig bevæged, som om med en Aand hun talte; og med anstrengt Sands jeg saae, inden Omrids sølverblaae, Skyggen af en Yngling præget tydelig sig at gestalte. I hans venstre Haand laa Panden, men om Pigens Liv den anden. Stundom syntes Hun at hvile smilende mod Skyggens Barm, høre atter Pulsen ile, føle Trykket af hans Arm.

Skyggen syntes derimod svævende paa flygtig Fod: fremadbøjet, Blikket vendt snart mod Stjernen snart paa Hende, som om hver af disse Tvende var ham lige vel bekjendt. «_Francis_--sagde hun--er her! _Francis_, o du er tilstede! Denne søde Gysen ikke kan mig Skuffelse berede, skjøndt jeg med de dunkle Blikke Mulm og Maaneskin kun seer.»

«O, _Francis_!--sang Hun--_Francis_, bliv! Den Stjerne, som dit Øje maaler, har ikke Morgenstjernens Straaler, der strengeligen, naar den daler, tilbage Aanderne befaler. O, _Francis_, elskte _Francis_, bliv!

Jeg synge vil den Sang jeg kvad, da du til England kom tilbage fra Slaveskibene at jage. Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde, da glemte Kjærlighed at kvæde: kun Fædrelandets Priis den kvad.

Barmhjertigt lyttede jo det til Negren, som i Lænken stønner? og Du, iblandt dets bolde Sønner, ham at befri var ogsaa dragen-- Du syntes mig til Ridder slagen for arme Brødres Frihedsret.

Og derfor hvad Begeistringen og Britterindens Stolthed talte, medeet i heden Graad sig kvalte, og Englands Priis i Taareflommen blev til et hulkende Velkommen: «Velkommen, _Francis_, hjem igjen!»

Velkommen nu, o Gysen sød, Forsikkringen, at du er nære, en Følelse, som om din skjære Begravningsdragt mig let berørte, som om dens Raslende jeg hørte og Linets Luftning mig omflød!

Da tindrer Øjet friskt som før, og Smilehullerne forsøge paany som før som før at spøge. Men naar du, Elskte, er forsvunden, da stivner alt igjen om Munden... da er det, _Francis_, som jeg døer.

...Men døer foruden andet Liv, døer ei som Du, der herligst lever naar hid i Maanens Glands Du svæver, og atter, naar Dig lyster, stiger op mellem Himlens Stjerneriger,-- derfor bliv! o _Francis_, bliv!»

_Da_--nu ikke meer jeg veed det Retfærdige og Sande: om jeg enten skal forbande slige Syners Troløshed, eller at min egen yre sværmende Indbildningsmagt var ei meer sit eget Styre, som den burde, underlagt,-- ikke mægtig meer sig selv, end en Dreng paa Baadens Hvælv ud i Fossedraget reven, hvirvlende i Cirkler om, eller kvæstet Maage, som paa ulige lange Vinger stedse svinger, med en Dalen i sin Svæven, rundt paa vilden Ocean,-- eller bedre ei deran end paa Bladets lille Ø Sommerfugl, der ud er dreven paa den milevide Sjø.

Thi hvorledes kunde vel just i dette Nu min Sjel,-- da kun Synet skulde skifte, ei forgaae med Taagers Hast under Spil af Morgenvinde-- sin Fornøielse forgifte ved at lade det forsvinde, som om Sæbeboble brast?

Thi just nu, da Skyggen skulde for sin Elskte synlig blive, alle dens Konturer fulde, lysende som Maanens Skive, skabte som af Stjernes Røg, Kysset følbart dog for hende, om det end ei kunde brænde med forelsket Ynglings Ild, men saa blødt, som naar en mild fløjelsfiin Provencerose henad hendes Læber strøg; og da Trykket hun af Armen skulde føle dog om Barmen med den bløde linde Kraft af en ud af Træets Mose runden Mistels smækkre Skaft... Ak, da saae medeet jeg Aanden reise sig fra Pigens Side og mod Døren langsomt glide,-- Panden, hvilende i Haanden, hævede han til et Blik, som hun følte,--ja, thi hendes Læbes Zittren røbed det,-- som Konvolvlens fine Net nerverystes og kan brændes af en Stjernes Straalestik. Blikket, som han Pigen gav, tog i Ømhed og i Klarhed snelt, med Stjerneskuddets Snarhed, til og af, og med det var i Sekunden Francis' Skikkelse forsvunden. Som af Vindens sammenblæste Tegninger i støvfiin Sne, var der ikke i den næste Spor af Geisten meer at see.

* * * * *

«_Anna, Anna!_»--sagde en aldrende Sjømand som pludselig traadte ind af en Dør i Baggrunden med en Natlampe--«En Seiler kommer om _Beachyhead_, Strømmen sætter fra Land igjen, og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil have Lods ombord.----»

IV Lodsen og hans Dreng

--«Læg bi! Læg bi!» Jeg syntes høre skraldende forbi mit Øre; og da, drømmende endnu, (skjøndt mit Nattesyn var slettet ganske sporløst af mit Hu) jeg mit tunge Hoved letted tumlende fra Rælingen, hvor jeg fandt mig selv igjen:-- da, før Alt var ret begrebet, jeg en engelsk Lodsbaad saae sig anstrenge for at naae krængende til Falderebet. Bag ved Roret sad en Sinke --men en vakker--af en Dreng, holdende med begge Hænder (liden Kraft men bedre Vilje) Styret op, til Baaden vender. Sprungen op paa forrest Tilje var en Lods, en gammel streng, Baadens fulde Seil at minke.

«_Francis, so! Right so, my boy! Luward up! Onboard holloy! Now God bless thee, dearest child! bless thee merciful and mild!_»

Og mens han med Venstren greb om et agterudslængt Reb, trende Gange, fleer end trende, mange mange, med den anden drog han Drengen til sit Hjerte under Udbrud af en Smerte, som kun passed slet for Manden. Endnu Et og Lidt endnu havde han sin Dreng at sige, skjøndt vel tyve Gange sagt før han fik det vel belagt med et Sidste: «_hearest thou?_» Endelig fra Læbords Stige kastede han Baaden los, drejende mod Land den om: «_Now in Gods name! Forewards right! Forewards home! Straight forewards home! Francis, Francis, cautious! I return to morrow night._»

Fangelinen af han hev. Baaden af omsider drev. Men da den foruden Krængen, uden Fare til at see, lidtom lidt laverte væk, sagte--da en Briis knap blæste,-- og der Rebing var i Seilet, svang han dog fra Skibets Dæk end engang sin Hat til Drengen; men jeg læste, malt med Sort paa Hvidt i Speilet: «_Hastings, Pilot, Numero three._»

Ei!--jeg tænkte--Ei, for Fanden! Hvo kan nu rose længer Engelskmanden for hans djærve Sjømandshu? Staaer ei der den gamle Ulk kvalt tildøde af sin Hulk, stirrende og blinkende, Taarerne lidt Luft at give eftersom de fulde blive,-- efter Drengen vinkende,-- mumlende om Seil for svære, ustø Baad og Ballast let, om at Drengen gjorde ret, hvis han passed af at bære, dersom falske lunefulde, afsindsvilde Beachyhead (hvad han af Erfaring veed, før man venter det, kan møde) hundehylende nu skulde Kastevindene udstøde, paa Kanalens blanke Øde, liig en Røg af Kul og Sne.

Ha, den Britte skulde see under Norges vilde Kyst Gutter (neppe længesiden at de slap fra Moders Bryst) Gutter som en Tommeliden, druknede Havlodsers Børn, mere kjække end den vilde Fiskeørn og sjøvante Nordlandsskarv, sikkrere end Havets Maager, mellem høie Bølgeraager svæve om i Faders Snekke, Moderens og deres Arv! Britten vildfe blive bleg, saae han deres Tagfatsleeg med en Sværm af Kastevinde, der, saa hurtigt som en Vifte slaaes ud, sig om kan skifte efter hver Kompassets Streg. Dog de finde, ved en Taages Gjennembrud, ind og ud af de, meer end gammel Eeg, meer end Ertsens Strøg forgrente schakteskumle skjæromspændte slangesno'ede lange Fjorde; fare snelt som jaget Lom Fjeldene indunder, som lodret Bugterne omgjorde, og hvoraf den ene Bred hvinende udsender Vesten-, og den anden Østen-Blæsten, flyvende paa sorte Fjed Fjorden tverts og op og ned,-- tverts, saa Strimerne hinanden skjære lige langt fra Stranden, som i Troldes Ledingsfærd, hvori Kjæmperne ei synes, krydsende indbyrdes, brynes Tusinder af sorte Sværd.

«Landet og dets vilde Fjorde --tog den gamle Lods tilorde, drejende sig barsk herom-- Landet kjender jeg, og noget (saa jeg fattet har hvert Ord) mindes jeg endnu af Sproget siden jeg tilbagekom ifra Fangenskabet; thi, paa _the Tartar_ med ombord, som blev jaget ind i slig en Djævels-Fjord, blev jeg taget med det hele Kompagni.

Men, min Ven, saa stor en Baad, sluppen i saa unge Hænder? Den kan nok før Farten ender trænge Manddoms Kraft og Raad. Tro mig, om jeg havde halt Fokken noget mere stram, havde det ei været galt, nei, _Goddam!_» --«Ei, Pilot, tillad, jeg troer, dersom Eders Baad er stor, er den og desmere sikker.»

«Baaden liden eller stor, Trygheden i Manden stikker, som er stillet ved dens Roer. Og desuden Beachyhead ei af Stort og Lidet veed. Linjeskibe eller Baade, Joller eller _Men of war'_er svæve paa dets Stormkasts Naade, magtesløse mod dets Vrede, som det Støvfnug Løven karer op i Røg fra Ørknens Grund, og som farer ud og ind af Dyrets hede vide, flammerøde Mund.