# Catilina ## Part 5 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/catilina-16665/index.md AURELIA (farer sammen). Ah, hvo er du uheldsvangre røst, der høres hist, uglen lig, når hult den varsler ifra træets kvist! Er du stegen fra de klamme skyggelande frem for at føre Catilina til dit skumle hjem? FURIA. Hjemmet er jo vandrings-målet, og hans veje gik gennem livets dynd og sumpe-- AURELIA. Kun et øjeblik. Frit og ædelt var hans hjerte, stærk hans sjæl og god, til et giftfrø den omklamred med sin slangerod. FURIA. Friskt og grønt er og platanens løv i brede lag, til dens stamme kvæles i en slyngvæksts favnetag. AURELIA. Der forrådte du dit ophav! Denne stemmes klang gav fra Catilinas læber genlyd mangen gang. Du er slangen, som forgifted for mig livets frugt, slangen, som for al min ømhed har hans hjerte lukt. Fra de vågne nætters drømme grant jeg kender dig, ser dig som en trusel stillet mellem ham og mig. Ved min elskte husbonds side higed jeg så fro mod et liv, af stilhed hegnet, mod et hvilens bo; i hans trætte hjerte planted jeg et urtebed; som dets bedste smykke freded jeg vor kærlighed. Ah, din hadske hånd har rykket urten op med rod, og i støvet ligger den, hvor før den frodig stod! FURIA. Svage tåbe; du vil lede Catilinas skridt? Ser du ikke, at hans hjerte aldrig helt var dit? Tror du, dine blomster trives kan i slig en grund? I det solskin-svangre forår gror violer kun. medens bulmen yppigst vokser under skyens tag; og hans sjæl var alt forlængst en skyfuld høstens dag. Alt er tabt for dig! Snart slukkes gnisten i hans barm, og som hævnens offer ligger han i dødens arm! AURELIA (med stigende ild). Nej, ved alle lysets guder, nej, det skal han ej! Til hans hjerte mine tårer baner end en vej. Finder jeg ham bleg og blodig efter kampens larm, slynge vil jeg mine arme om hans kolde barm, ånde på hans stumme læbe al min kærlighed, mildne smerten i hans indre, bringe trøst og fred. Hævnens bud, dit offer skal jeg vriste af din hånd, binde ham til lysets hjemland med et elskovsbånd; og er hjertets slag forstummet, medens øjet brast, går vi begge bort fra livet i et favntag fast. Skænk mig da, I milde magter, for hvad her jeg led, ved min husbonds side gravens store stille fred. (hun går.) FURIA (ser efter hende). Søg ham, forblindede;--jeg frygter ej; jeg holder sejren trygt i mine hænder. Nu vokser kampens larm; dens bulder blandes med døds-skrig og med brustne skjoldes brag. Mon alt han bløder? Mon han lever end? O, skøn er denne stund! Sig månen skjuler bag tykke tordenskyer i sin nedgang. Det vorder nat et øjeblik påny før dagen kommer;--og med dagens komme er alting ude. Han forgår i mørket, som han i mørket leved. Skønne stund! (hun lytter.) Nu suser det forbi, lig høstens stormpust, og mister mælet i det vide fjerne; de tunge skarer fejer sletten ren. Ustandselig, nedtrampende de faldne, de vælter frem som havets vrede bølger.-- Jeg hører klynk og gisp og støn derude,-- den sidste vuggesang,--hvori de dysser til ro sig selv og alle blege brødre.-- Nu stemmer uglen i. Den ønsker dem velkommen i de skumle skyggers rige. (efter et ophold.) Hvor lydløst stilt. Nu er han altså min,-- alene min, og min for alle tider. Nu kan vi følges ad til glemselsfloden-- og over floden, hvor det aldrig dages, dog først jeg søge vil hans lig derude, vil mætte mig ved synet af de skønne forhadte ansigtsdrag før de forstyrres af sol, som rinder, og af ravn, som venter. (vil gå, men studser og farer tilbage.) Hvad nu! Hvad glider over engen hist? Er det kun sumpens dunster, som sig tætner i morgenkulden til et samlet billed? Nu nærmer det sig. --Catilinas skygge! Hans genfærd--! Jeg kan se hans brustne øje, hans kløvte skjold, hans klingeløse sværd; jeg ser den hele døde mand; kun _et_,-- forunderligt,--døds-såret ser jeg ikke. (Catilina kommer gennem skoven, bleg og mat, med sænket hoved og forstyrrede blikke.) CATILINA (hen for sig). "Du falder for din egen hånd,-- og dog en fremmed skal dig fælde." Så lød hans spådomsord. Nu er jeg falden-- skønt ingens hånd mig traf. Hvo løser gåden? FURIA. Vær hilset efter kampen, Catilina! CATILINA. Ah, hvo er du? FURIA. Jeg er en skygges skygge. CATILINA. Dig er det, Furia! Du hilser mig? FURIA. Velkommen i vort fælles hjem! Nu kan vi følges ad til Charons båd,--to genfærd. Dog først--tag sejers-kransen af min hånd. (hun plukker nogle blomster, som hun under det følgende fletter sammen til en krans.) CATILINA. Hvad gør du der? FURIA. Jeg smykke vil din pande. Men hvorfor kommer du alene hid? En høvdings skygge skulde følges af ti tusend faldne. Hvor er dine venner? CATILINA. De sover, Furia! FURIA. De sover end? CATILINA. De sover end-- og de vil sove længe. De sover alle. List dig gennem skoven; kig ud på sletten,--tyst; forstyr dem ikke! der vil du finde dem i lange rader. De slumred ind ved sværdes vuggesang; de slumred ind,--og vågned ej, som jeg, da sangen tabte sig bag fjerne højder. Et genfærd kaldte du mig. Ja, jeg er et genfærd af mig selv. Men tro blot ej at hines slummer er så ganske rolig og drømmeløs. O, tro det ikke! FURIA. Tal! Hvad drømmer dine venner? CATILINA. Du skal høre.-- Jeg stred i spidsen, med fortvilet sind, og søgte døden under sværdets egg. Til højre og til venstre segned alle; Statilius faldt,--Gabinius, Manlius; min Curius dræbtes, da mit bryst han dækked; da alle faldt for blanke Romer-sværd,-- for hine sværd, som vraged mig alene. Ja, Romas våben vraged Catilina. Med brustent værge stod jeg, halvt bedøvet, og sansed intet medens kampens bølger mig overskylled. Samling vandt jeg først da alt blev stilt omkring, og jeg så op, og øjned slaget som et hav--langt bag mig! Hvorlænge stod jeg der? Det véd jeg kun,-- jeg stod alene mellem mine døde. Men der var liv i disse brustne øjne; mundkrogene fortrak sig til et smil; og smil og øjne retted de mod mig, der stod alene oprejst mellem ligene,-- mod mig, der havde stridt for dem og Roma,-- mod mig, der stod igen foragtet, vraget af Romas sværd. --Da døde Catilina. FURIA. Falskt har du tydet dine dødes drømme; falskt har du tydet, hvad der dræbte dig. Med smil og øjekast de bød dig ind at sove, som de selv-- CATILINA. Ja, hvis jeg kunde! FURIA. Vær trøstig,--genfærd af en fordums helt; din hvilestund er nær. Kom; bøj dit hoved;-- nu vil jeg smykke dig med sejrens krans. (hun rækker den imod ham.) CATILINA. Fy,--hvad er det? En valmuekrans--! FURIA (med vild lystighed). Nu, ja, er ikke valmuer smukke? De vil lyse omkring din pande som en bræm af blod. CATILINA. Kast kransen væk! Jeg hader dette røde. FURIA (ler højt). Du elsker mer de matte, blege farver? Godt! Jeg vil hente dig den grønne sivkrans, som Silvia bar i de våde lokker, da hendes lig flød op ved Tibers munding. CATILINA. Ah, hvilke syner--! FURIA. Skal jeg heller bringe dig tidsel-klyngerne fra Romas torv, med brune pletter af det borgerblod, som strømmed for din hand, min Catilina? CATILINA. Hold inde! FURIA. Eller lyster dig en løvkrans af vinter-egen ved min moders hus, der visned da en ung vanæret kvinde med høje skrig sprang sansesløs i floden? CATILINA. Tøm alle hævnens skåler over mig på engang ud--! FURIA. Jeg er dit eget øje,-- dit eget minde og din egen dom. CATILINA. Men hvorfor _nu_--? FURIA. Ved målet skuer jo den trætte vandrer på sin vej tilbage. CATILINA. O, står jeg ved mit mål? Er dette målet? Jeg er ej levende,--og ej begravet. Hvor ligger målet? FURIA. Nær,--såfremt du vil. CATILINA. Jeg har ej vilje mer; min vilje døde da alt forspildtes, hvad jeg engang vilde. (slår ud med hænderne.) Vig langt ifra mig, alle gustne skygger! Hvad kræver I af mig, I mænd og kvinder? Jeg kan ej skænke jer--! O, denne skare--! FURIA. Til jorden bunden er endnu din skygge. Riv sønder disse tusend trådes net! Kom, lad mig trykke kransen i dit hår;-- den har en stærk, en lægsom glemsels-kraft; den dysser dig til ro! den dræber mindet. CATILINA (klangløst). Den dræber mindet? Tør jeg tro dit ord? Så tryk din giftkrans tæt omkring min pande. FURIA (sætter kransen på hans hoved). Nu er du smykket. Sådan skal du træde for mørkets fyrste frem, min Catilina! CATILINA. Kom, lad os gå! Did ned jeg higer såre;-- jeg stunder hjem til alle skyggers land. Lad os tilsammen gå! --Hvad fængsler mig? Hvad binder mine skridt? Jeg føler bag mig på morgenhimlens hvælv en tåget stjerne;-- den holder mig i livets land tilbage; den drager mig, som månen drager havet. FURIA. Følg med; følg med! CATILINA. Den vinker og den blinker. Jeg kan ej følge dig før dette lys er ganske slukket, eller slørt af skyer.-- Nu ser jeg det! Det er ej nogen stjerne; det er et hjerte, bankende og varmt; det binder mig; det fængsler og det drager, som aftenstjernen drager barnets øje. FURIA. Stands dette hjertes slag! CATILINA. Hvad mener du? FURIA. Du har din dolk i bæltet. Kun et stød,-- så slukkes stjernen, knust er dette hjerte, som stiller fiendtlig sig imellem os. CATILINA. Jeg skulde slukke--? Blank og spids er dolken-- (med et skrig.) Aurelia! Aurelia, hvor er du? O, var du nær--! Nej, nej,--jeg vil ej se dig! Og dog--det tykkes mig, som alt blev godt, at freden kom, ifald jeg kunde lægge mit hoved til dit bryst og angre--angre! FURIA. Hvad vil du angre? CATILINA. Alt, hvad jeg har øvet! At jeg har været og at jeg har levet. FURIA. For sent at angre! Der, hvor nu du står, går ingen vej tilbage. --Prøv det, dåre! Nu går jeg hjem. Læg du dit hoved kun til hendes bryst og se om der du finder den fred, du søger for din trætte sjæl. (med stigende vildhed.) Snart vil de rejse sig, de tusend døde; forførte kvinder slutter sig til dem; og alle, alle vil de kræve af dig det liv, det blod, den ære du har røvet. Forferdet vil du flygte ud i natten,-- vil flygte jorden rundt langs alle strande, Actæon lig, af hunde-koblet jaget,-- en skygge, jaget af de tusend skygger! CATILINA. Jeg ser det, Furia! Her er jeg fredløs. I lysets verden er jeg hjemløs nu! Jeg følger dig til alle skyggers land;-- det bånd, mig binder, vil jeg sønderskære. FURIA. Hvi famler du med dolken? CATILINA. Hun skal dø. (et lyn slår ned og tordenen ruller.) FURIA. De store magter jubler ved dit forsæt!-- Se, Catilina,--hist din hustru kommer. (Aurelia kommer angstfuld søgende gennem skoven.) AURELIA. Hvor skal jeg finde ham! Hvor kan han færdes! Han er ej blandt de døde-- (får øje på ham.) Høje himmel;-- min Catilina! (hun iler imod ham.) CATILINA (forvildet). Nævn ej dette navn! AURELIA. Du lever! Ja--! (vil kaste sig i hans arme.) CATILINA (afværgende). Vig bort! Jeg lever ikke. AURELIA. O, hør mig, elskte--! CATILINA. Ti; jeg vil ej høre! Jeg hader dig! Jeg ser din fule list; du vil mig lænke til et halv-livs rædsel. Stir ikke på mig! Dine øjne martrer,-- de stinger mig i sjælen som en dolk! Ah, dolken; dolken! Dø! Luk dine øjne-- (han drager sin dolk og griber hende i armen.) AURELIA. Våg, milde guder, over ham og mig! CATILINA. Luk dine øjne; luk dem, siger jeg;-- i dem er stjerneskin og morgenhimmel--. Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne! (tordenen ruller atter.) Dit hjerteblod! Nu råber livets guder sit afskedsord til dig og Catilina! (han hæver dolken imod hendes bryst; hun flygter ind i teltet; han forfølger hende.) FURIA (lyttende). Hun strækker sine hænder bønligt mod ham. Hun beder for sit liv. Han hører intet. Han støder til! --Der faldt hun i sit blod. (Catilina kommer, med dolken i hånden, langsomt ud fra teltet.) CATILINA. Nu er jeg fri. Snart er jeg intet mere. Alt sænker sig min sjæl i glemsels tåger; jeg skimter og jeg hører kun forvirret som under stride vande. Véd du vel, hvad jeg har dræbt med denne lille dolk? Ej hende blot,--men alle jordens hjerter,-- alt levende, og alt, som gror og grønnes;-- hver stjerne har jeg slukt, og månens skive, og solens ild. Se selv,--den kommer ikke; den kommer aldrig mere; slukt er solen. Nu er den hele vide jordens kreds forvandlet til en kold uhyre grav med blygråt hvælv,--og under dette hvælv står du og jeg, forladt af lys og mørke, af død og liv,--to hvileløse skygger. FURIA. Vi står ved målet, Catilina! CATILINA. Nej; et skridt endnu--før jeg ved målet står. Frigør mig for min byrde! Ser du ikke, jeg går med Catilinas lig på ryggen? En pæl igennem Catilinas lig! (viser hende dolken.) Forløs mig, Furia! Tag denne pæl;-- med den jeg spidded morgenstjernens øje;-- tag--tag, og ram den tvers igennem liget, så mister det sin magt,--og jeg er fri. FURIA (griber dolken). Det ske, du sjæl, hvem jeg i had har elsket! Afryst dit støv og gå med mig til glemsel! (hun borer dolken dybt ind i hans bryst; han segner om ved foden af træet.) CATILINA. (efter et ophold, kommer til besindelse, fører hånden over panden og siger mat): Ah, nu fatter jeg din spådom, gådefulde ånd! Halvt jeg falder for min egen, halvt for fremmed hånd. Nemesis har gjort sin gerning. Dølg mig, dødens mulm! Mørke Styks, løft nu din bølges hoved højt og svulm! Bær mig over; sink ej båden; jag den rastløs frem mod den tause fyrstes rige, alle skyggers hjem. Tvedelt vejen går dernede! jeg skal vandre stum imod venstre-- AURELIA (fra teltet, bleg og vaklende, med blodigt bryst). --nej mod højre! Mod Elysium! CATILINA (farer sammen). O, hvor dette lyse billed fylder mig med gru! Det er hende selv! Aurelia, --sig mig,--lever du? AURELIA (knæler ned ved ham). Ja, jeg lever for at stilne dine smerters sø,-- lever for at lægge barmen mod dit bryst og dø. CATILINA. O, du lever! AURELIA. Kun en afmagts slør omkring mig faldt; men mit matte øje fulgte dig; jeg hørte alt,-- og min kærlighed en hustrus kraft mig atter gav;-- bryst ved bryst, min Catilina, går vi i vor grav! CATILINA. O, hvor gerne! Dog, forgæves er dit glade håb. Vi må skilles. Jeg må følge hævnens hule råb. Du kan haste let og frigjort frem til lys og fred; jeg må over glemsels-floden, må i mørket ned. (dagen gryr i baggrunden.) AURELIA (peger mod den stigende lysning). Nej; for kærligheden svinder dødens rædsler og dens nat. Ser du, tordenskyen viger; morgenstjernen vinker mat. (med oprakte hænder.) Lyset sejrer! Ser du, dagen kommer stor og varm! Følg mig, Catilina! Døden griber alt min barm. (hun segner ned over ham.) CATILINA (trykker hende tæt til sig og siger med sin sidste kraft): O, hvor lifligt! Grant jeg mindes nu min glemte drøm, hvordan hvælvets mørke spredtes af en stråle-strøm, hvordan barnerøster sang imod den unge dag. Ah, mit øje vorder dunkelt, og min arm er svag; men i sindet er det lyst, som aldrig før det var, og min fortids vilde vandring ligger bag mig klar. Ja, mit liv var uvejrs rasen under natlyns glød; men en rosenfarvet morgen- dæmring er min død. (bøjer sig over hende.) Du har sjælens mulm forjaget; i mit bryst er ro. Se, jeg følger dig til lysets og til fredens bo! (han river dolken raskt ud af sit bryst og siger med døende stemme:) Morgnens milde magter skuer i forsoning ned; du har nattens ånd besejret ved din kærlighed! (Under det sidste optrin har Furia fjernet sig mere og mere mod baggrunden, hvor hun forsvinder mellem trærne. Catilinas hoved synker ned på Aurelias bryst; de dør.) * * * * * * * * * * * * * * [Typographical Errors: ACT I: Hvert herligt håb, hver tanke, som jeg nærte, _text reads_ Hert herligt... for end engang at se dets sunkne glans, _text omits_ "se" Her er dit landsted,--her din fremtids glæde! _text reads_ her er din fremtids... og mine våben hænger rustne hjemme. _text reads_ min våben Four occurrences of "aa" were regularized to "å".]