# Catilina ## Part 4 Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/catilina-16665/index.md CATILINA. Fortvilet håb--at ville styrte Roma med denne skare nidinger og fejge! Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed,-- kun nød og rovlyst driver dem til handling. Er det vel møjen værd, for slige formål at øde blod? Hvad har da jeg at vinde? Hvad at erhverve mig? FURIA (usynlig bag trærne). Hævn, Catilina! CATILINA (farer sammen). Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånder af søvnen op? Kom denne røst ifra mit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet,-- mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn! Hævn over alle håb og alle drømme, som mig en fiendtligsindet skæbne knuste! Hævn for mit hele sønderbrudte liv! (De sammensvorne kommer bevæbnede ud fra huset.) LENTULUS. End ruger nattemørket over staden; nu er det tid at bryde op. FLERE (hviskende). Afsted! (Aurelia kommer ud fra sidebygningen uden at bemærke de sammensvorne.) AURELIA. Min elskte,--er du her? CATILINA (med et skrig). Aurelia! AURELIA. Sig,--har du ventet på mig? (får øje på de sammensvorne og iler hen til ham.) Milde guder! CATILINA (støder hende tilside). Bort fra mig, kvinde! AURELIA. Catilina,--tal! De mange mænd i våben--? Også du--? O du vil drage-- CATILINA (vildt). Ja, ved mørkets ånder,-- en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker? Hedt tørster det; jeg går--at stille tørsten. AURELIA. Mit håb,--min drøm! Livsalig var min drøm! Og sådan vækkes jeg af drømmen-- CATILINA. Ti! Bliv.--eller følg os! Lukket er mit bryst for gråd og klage.--Venner, se, hvor lyst fuldmånen i sin nedgang nu forsvinder! Når næste gang den fuld i østen rinder, skal flammers stormflod vælte sig med magt udover staden og dens gyldne pragt. Og når om tusend år den atter skinner på Latiums ørk blandt smuldrende ruiner,-- en enlig støtte skal i gruset stå og sige vandreren: her Roma lå! (Han iler ud til højre; alle følger ham.) TREDJE AKT. (Catilinas lejr i en skovrig egn i Etrurien. Til højre ses Catilinas telt og ved siden af dette et gammelt egetræ. Udenfor teltet brænder en vagtild. Flere lignende skimtes mellem trærne i baggrunden. Det er nat. Månen bryder undertiden frem gennem skyerne.) (Statilius ligger sovende ved vagtilden. Manlius går frem og tilbage udenfor teltet.) MANLIUS. Det ligner dem, de unge lette fugle. Der sover de så rolig og så fast, som var det moder-skødets trygge værn, der dækked dem, og ej en vildsom skov. De hviler sig som om de vented på at skulle vækkes til en munter leg og ej til kamp,--måske den aller sidste, de får at kæmpe her. STATILIUS (vågner og reiser sig). Endnu på vagt? Du er vel træt? nu løser jeg dig af. MANLIUS. Sov heller selv. Den unge trænger til en kvægsom søvn; hans vilde lidenskaber behøver kræfter. Anderledes er det når håret gråner, blodet rinder mat og alderdommen tynger vore skuldre. STATILIUS. Ja, du har ret; så vil jeg og engang som gammel hærdet kriger-- MANLIUS. Véd du da så visst, at skæbnen har for dig bestemt en alderdom? STATILIUS. Nu hvorfor ikke det? Hvad bringer dig på disse anelser? Er noget uheld hændt? MANLIUS. Du mener vel, vi intet har at frygte, unge dåre? STATILIUS. Vor hær er stærkt forøget-- MANLIUS. Såre stærkt,-- med rømte slaver og med fægtere-- STATILIUS. Nu, lad så være; samlet virker de ej ubetydeligt, og hele Gallien vil sende hjælp-- MANLIUS. --som endnu ej er kommen. STATILIUS. Du tviler på at Allobrogerne vil holde ord? MANLIUS. Jeg kender disse folk fra fordums tid. Dog, lad det være godt. Den dag, som kommer, vil vel åbenbare, hvad guderne har over os besluttet. Men gå, Statilius, og efterse om alle vagter gør sin skyldighed. Mod natligt overfald vi må os sikre; vi véd jo ej, hvor vore fiender står. (Statilius går ind i skoven.) MANLIUS (alene ved vagtilden). Nu samler skyerne sig mer og mer; det er en mørk og uvejrssvanger nat;-- en fugtig tåge klemmer mig om brystet, som om den varsled uheld for os alle. Hvor er det nu, det lette sorgfri sind, hvormed jeg fordum tumled mig i krigen? Mon det er alderdommens byrde blot, som jeg fornemmer? Selsomt nok,--iaftes mig tykkes selv de unge sært forstemte. (efter et ophold.) Nu, guderne skal vide hævn var ej det mål, hvorfor jeg fulgte Catilina. Min harme blussed op en flygtig stund, da jeg mig følte forurettet, krænket;-- det gamle blod er end ei ganske koldt; tidt kan det rulle hedt nok gjennem åren. Men krænkelsen er glemt. Jeg fulgte ham, min Catilina, for hans egen skyld; og jeg skal våge over ham med omhu. Her står han ensom mellem disse skarer af vilde venner og af usle skurke. De mægter ej at fatte ham,--og han er altfor stolt til dem at ville fatte. (han lægger nogle kviste på ilden og bliver stående i taushed.) (Catilina kommer ud fra teltet.) CATILINA (for sig selv). Det er mod midnat. Alting er så tyst;-- kun på mit øje vil ej søvnen dvæle. Koldt blæser vinden, den skal kvæge mig og skænke kræfter--. Ah, de trænges til! (bemærker Manlius.) Dig er det, gamle Manlius? Du våger alene her den mørke nat? MANLIUS. Jeg har, da du var barn, bevogtet dig så tidt. Sig, mindes du det ej? CATILINA. Den tid er borte; med den min ro; og hvorsomhelst jeg går, forfølges jeg af mangehånde syner. Alt, Manlius,--alt huses i mit bryst;-- kun ikke freden. Den er i det fjerne. MANLIUS. Forjag de sørgelige tanker. Hvil dig! Husk på at morgendagen kræve tør din fulde kraft i kamp for alles frelse. CATILINA. Jeg kan ej hvile. Lukker jeg mit øje for i en flygtig blund at finde glemsel, da tumles jeg i underlige drømme. Så lå jeg nys på lejet, halvt i slummer, da trådte atter disse syner frem, mer sært, end nogensinde,--mer forblommet og gådefuldt--Ah, hvis jeg fatted kun hvad dette varsler mig! Men, nej-- MANLIUS. Betro mig din drøm; måske jeg kunde tyde den. CATILINA (efter et ophold). Om jeg slumred eller våged, véd jeg ikke visst; tusend tanker jog hinanden uden ro og rist. Se, da lægger sig omkring mig mulm og skumring brat; og sin brede vinge sænker i min sjæl en nat, kun af lynblink gennemkrydset, mørk og rædselsfuld; og jeg ser mig i en hvælving, klam som gravens muld. Højt er taget, ligt en himmel, tordenskybelagt; skyggers skarer, skyggers vrimmel, ånders vilde jagt, hvirvler sig forbi og suser, som når havets bryst drager stormens vejr og knuses mod en stenet kyst. Dog, midt i denne vilde vrimmel titter stundom frem blomstersmykte børn og synger om et halvglemt hjem. Rundt omkring dem viger mørket for en lysning klar,-- og i rummets midte skimter jeg et ensomt par; tvende kvinder,--streng den ene og som natten sort,-- og den anden mild, som dagen, når den flygter bort. Ah, hvor selsomt velbekendte tyktes mig de to! Snart den enes smil mig vugged i en salig ro; snart den andens hvasse øjne gnistred som et lyn; skræk mig greb,--og dog jeg fulgte gerne dette syn. Stolt og oprejst står den ene, og den anden lænes til bordet, hvor de tykkes spille et forborgent brikkespil. Brikker bytter de og flytter om fra sted til sted;-- da er spillet tabt og vundet, og i jorden synker ned hun, som spillet tabte, kvinden med det lyse smil; og de smykte børneklynger viger bort med il. Larmen stiger; mørket vokser; men fra mulmets skød fæster sig på mig to øjne som i sejers-glød; svimmel griber mig; de blanke øjne ser jeg kun. Men hvad mer jeg drømte siden i min feberblund ligger under glemsels-dækket i mit indre gemt. Kunde jeg blot resten mindes. Ak, det er forglemt! MANLIUS. Forunderlig i sandhed, Catilina, er denne drøm. CATILINA (grublende). Hvis blot jeg kunde mindes--. Men nej; det lykkes ikke-- MANLIUS. Ængst dig ej med disse tanker. Hvad er drømme vel? Indbildninger og tomme hjernespind, betydningsløse, uden grund og mening. CATILINA. Ja, du har ret; jeg vil ej gruble mere;-- nu er jeg rolig. Gå kun, Manlius; hvil dig en stund. Jeg vandrer her imens i enrum med mig selv og mine anslag. (Manlius går ind i skoven.) CATILINA (går en tidlang op og ned ved vagtilden, der er ifærd med at slukkes; derpå standser han og siger tankefuld): Hvis blot jeg kunde--. Ah, det er umandigt at ængstes og at gruble over sligt. Og dog--i denne tause midnatstime, i denne ensomhed, mig træder atter så levende for øje, hvad jeg drømte-- (Et skyggebillede, i lignelse af en olding i rustning og toga, skyder ligesom op af jorden et stykke fra ham inde mellem trærne.) CATILINA (viger tilbage for skyggen). I guders magt--! SKYGGEN. Vær hilset, Catilina! CATILINA. Hvad vil du mig? Hvo er du, blege skygge? SKYGGEN. Vent! Jeg har retten til at spørge her,-- og du skal svare. Kender du ej mere fra længst forsvundne tider denne røst? CATILINA. Så tykkes mig; dog véd jeg ikke visst--. Men sig,--hvem søger du i midnatstimen? SKYGGEN. Dig søger jeg. Vid, denne time kun er mig forundt til vandringsfrist heroppe. CATILINA. Ved alle guder, tal! Hvo er du? SKYGGEN. Stille! Jeg kommer hid at kræve dig til regnskab. Hvi under du mig ikke gravens fred? Hvi driver du mig op af dødens bolig? Hvi bryder du min glemsel og min hvile, så jeg må søge dig med truslers hvisken og værne om min dyrekøbte hæder? CATILINA. Ah, denne røst--! Jeg aner og jeg mindes-- SKYGGEN. Hvad er tilovers af min herskermagt? En skygge som jeg selv; ja, knapt en skygge. Vi begge sank i grav--og blev til intet. Dyrt købtes den; dyrt, dyrt var den erhvervet. Den havde kostet mig min ro i livet; på fred i graven gav for den jeg afkald. Og nu vil du med en forvoven hånd frarive mig, hvad end jeg har tilbage! Er der ej veje nok til store værker? Hvi vælger du just den, som jeg har valgt? Min magt nedlagde jeg i livet alt. Mit navn,--så tænkte jeg,--skal evig stå, ej venligt glimtende som stjernens øje,-- nej, som et lyn på nattehimlen fæstet! Ej vilde jeg, som hundreder før mig, ved ædelsind og milde dyder mindes; ej vilde jeg beundres;--denne lod blev alt så mangens og vil blive det til tidens ende. Nej, af blod og rædsel jeg vilde bygge mig mit eftermæle! I stum forfærdelse, som mod et luftsyn, der viser sig og svinder, lig en gåde,-- man skulde stirre på min færd tilbage og skotte op mod mig, hvem aldrig nogen,-- ej før, ej siden, vovede at nå!-- Således drømte jeg,--og blev bedragen. Du stod mig nær; hvi aned det mig ikke, hvad sæd der spired lønligt i din sjæl? Dog, vogt dig, Catilina; vid, jeg skimter ieennem fremtids-dækket, hvad det dølger; blandt stjerner skrevet--læser jeg din skæbne! CATILINA. Min skæbne læser du? Så tyd den da! SKYGGEN. Nej, først bag dødens dunkle port forsvinder dæmringen, som hylles omkring hvad grufuldt og hvad stort af fremtids-bølgerne bortskylles. Kun dette tør en frigjort ånd ud af din skæbnes bog dig melde: Du falder for din egen hånd,-- og dog en fremmed skal dig fælde! (Åndeskikkelsen glider bort som i en tåge.) CATILINA (efter et ophold). Han er forsvunden. Var det kun en drøm? Nej, nej; her stod han; månestrålen strejfed hans gustne ansigt. Ah, jeg kendte ham! Det var diktatoren, den gamle blodmand, som steg af graven for at skrække mig. Han frygted for at miste sejrens krone,-- ej hæders-kransen, men det rædsels-ry, hvori hans minde lever. Egges da blodløse skygger selv af æres-håbet? (går urolig op og ned.) Alt stormer ind på mig. Snart taler blidt advarende Aurelia,--og atter genlyder i mig Furias manings-råb. Og mer end dette;--frem af graven stiger de blege skygger fra den svundne tid. De truer mig. Jeg skulde standse her? Jeg skulde vende om? Nej, jeg vil skride kækt mod mit mål;--snart står jeg sejrrig der! (Curius kommer gennem skoven i heftig bevægelse.) CURIUS. O, Catilina--! CATILINA (overrasket). Du,--du her, min ven? CURIUS. Jeg måtte-- CATILINA. Hvorfor blev du ej i staden? CURIUS. Mig angsten drev; jeg måtte søge dig. CATILINA. For min skyld styrter du dig blindt i faren? Letsindige! Dog, kom i mine arme! (vil omfavne ham). CURIUS (viger tilbage). Rør ikke ved mig! Kom mig ikke nær! CATILINA. Hvad fejler dig, min Curius? CURIUS. Bryd op! Flygt, hvis du kan, endnu i denne time! Ad alle veje kommer fiendens hær; din lejr omringes, Catilina! CATILINA. Fat dig; du taler vildt. Har rejsen rystet dig--? CURIUS. O, nej; men frels dig mens det end er tid! Du er forrådt-- (kaster sig ned for ham.) CATILINA (farer tilbage). Forrådt! Hvad siger du? CURIUS. Forrådt bag venskabs maske! CATILINA. Nu du fejler; de vilde venner er mig tro som du. CURIUS. O, ve dig da for dine venners troskab! CATILINA. Kom til dig selv! Det er din kærlighed, din omhu for min sikkerhed, som lader dig skimte farer, hvor der ingen er. CURIUS. O, véd du vel at disse ord mig myrder? Men flygt! Så bønligt jeg besværger dig--! CATILINA. Fat dig og tal med overlæg. Hvi skulde jeg flygte? Fienden véd ej, hvor jeg står. CURIUS. Han véd,--han kender alle dine anslag! CATILINA. Ah, raser du? Han véd--? Det er umuligt. CURIUS. O, var det så! Men nyt den knappe stund; end kan måske ved flugt du livet frelse! CATILINA. Forrådt? Nej;--tifold nej; det er umuligt! CURIUS (griber sin dolk og rækker den imod ham). Der, Catilina! Stød den i mit bryst;-- igennem hjertet! Jeg forrådte dig! CATILINA. Du? Hvilket vanvid! CURIUS. Ja, det var i vanvid! Spørg ej om grunden; knapt jeg véd den selv; men jeg har røbet alle dine anslag. CATILINA (smerteligt). Nu dræbte du min trygge tro på venskab. CURIUS. Stød dolken i mit bryst, og pin mig ej med skånsel længer--! CATILINA (mildt). Lev, min Curius! Stå op! Du fejled;--jeg tilgiver dig. CURIUS (overvældet). O, Catilina, se mig sønderknust--! Men skynd dig; flygt! Du hører jo, det haster. Snart bryder Romer-hæren ind i lejren; den er på vejen; den er allevegne. CATILINA. Og vennerne i staden--? CURIUS. De er tagne;-- en del blev fængslet, men de fleste dræbtes. CATILINA (hen for sig). O, skæbne,--skæbne! CURIUS (rækker atter dolken imod ham). Stød den i mit hjerte! CATILINA (ser stille på ham). Du var et redskab kun. Du handled ret-- CURIUS. O, lad med livet mig udsone brøden! CATILINA. Jeg har tilgivet dig. (idet han går.) Nu er kun _et_ at vælge, ven! CURIUS (springer op). Ja, flugt? CATILINA. Nej, heltedøden! (han går bort gennem skoven.) CURIUS. Det er forgæves! Undergang ham venter. Ah, denne mildhed er en tifold straf! Jeg følger ham;--et skal ej nægtes mig:-- at falde kæmpende ved heltens side! (han iler ud.) (Lentulus tilligemed to gladiatorer kommer listende frem mellem trærne.) LENTULUS (sagte). Her talte nogen-- DEN ENE GLADIATOR. Nu er alting stille. DEN ANDEN GLADIATOR. Måske det nattevagten var, som gik at løses af. LENTULUS. Vel troligt. Her er stedet; her skal I vente. Har I eders våben skarpt slebne? FØRSTE GLADIATOR. Blinkende som lynet, herre! ANDEN GLADIATOR. Mit bider godt. Ved sidste fest i Roma faldt tvende fægtere for dette sværd. LENTULUS. Så hold jer ganske stille her i krattet; og når en mand, som jeg betegner jer, mod teltet går, da skal I styrte frem og hugge ned ham bagfra. FØRSTE GLADIATOR. Det skal ske. (Begge gladiatorerne skjuler sig; Lentulus går spejdende omkring.) LENTULUS (for sig selv). Det er et vovespil, jeg frister her;-- men øves må det endnu denne nat, hvis det skal lykkes.--Falder Catilina, kan ingen føre dem undtagen jeg. Med gyldne løfter køber jeg dem alle og rykker ufortøvet imod staden, hvor end senatet i en rådvild skræk ej tænker på at væbne sig mod faren. (han går ind mellem trærne) FØRSTE GLADIATOR. (sagte til den anden). Hvem er han, denne ubekendte mand, som vi skal hugge ned? ANDEN GLADIATOR. Hvad rager os, hvem manden er? Når Lentulus betaler, så må han og forsvare, hvad vi gør. LENTULUS (kommer hurtig tilbage). Hold jer beredt; nu kommer han, vi venter! (Lentulus og gladiatorerne stiller sig på lur mellem buskerne. Straks efter kommer Catilina gennem skoven og går henimod teltet.) LENTULUS (hviskende). Frem! Stød ham ned; hug ham igennem ryggen! (alle tre styrter ind på Catilina.) CATILINA (drager sit sværd og forsvarer sig). Ah, uslinger,-- hvad vover I--? LENTULUS (til gladiatorerne). Stød ned! CATILINA (genkender ham). Du, Lentulus, vil myrde Catilina? FØRSTE GLADIATOR. (forskrækket.) Ham er det! ANDEN GLADIATOR. (viger tilbage). Catilina! Ej mod ham jeg bruger sværdet. Fly! (begge gladiatorerne flygter.) LENTULUS. Så fald for mit! (de kæmper; Catilina slår Lentulus sværdet ud af hånden; Lentulus vil flygte, men Catilina holder ham fast.) CATILINA. Forræder! Morder! LENTULUS (bønfaldende). Nåde, Catilina! CATILINA. Jeg ser dit anslag skrevet på din pande. Du vilde myrde mig, og selv dig stille i mine venners spidse. Var det så? LENTULUS. Så var det, Catilina! CATILINA (ser på ham med dulgt hån). Nu, hvad så? Ifald dig magten lyster,--lad så være. LENTULUS. Forklar,--hvad mener du? CATILINA. Jeg træder af; du fører hæren i mit sted-- LENTULUS (forbauset). Det vil du? CATILINA. Jeg vil. Men vær på alting forberedt; thi vid,--vort forehavende er røbet; senatet kender alle vore anslag; dets hær omringer os-- LENTULUS. Hvad siger du? CATILINA. Nu vil jeg kalde vore venner sammen. Kom med, og stil dig frem som deres fører; jeg takker af. LENTULUS (holder ham tilbage). Nej, vent dog, Catilina! CATILINA. Din tid er kostbar; førend dagen gryr du frygte kan et angreb-- LENTULUS (ængstelig). Hør mig, ven! Du spøger vel? Det kan ej være muligt-- CATILINA. Vort anslag er forrådt, som jeg har sagt dig. Læg nu din kløgt og dygtighed for dagen. LENTULUS. Forrådt? Da ve os alle! CATILINA (smiler hånligt). Fejge usling! Nu skælver du;--og _du_ vil styrte _mig_; _du_ tror dig kaldet til en herskers stilling? LENTULUS. Tilgiv mig, Catilina! CATILINA. Søg din frelse ved skyndsom flugt, hvis endnu det er gørligt. LENTULUS. Ah, du tillader--? CATILINA. Tænkte du, det var mit alvor at forlade denne post i farens stund? Du kender mig kun slet. LENTULUS. O, Catilina--! CATILINA (koldt). Spild ej øjeblikket. Søg redning du;--jeg vide skal at dø. (vender sig fra ham.) LENTULUS (for sig selv). Jeg takker dig for denne store nyhed,-- og jeg skal bruge den til eget bedste. Det kommer vel tilpas at jeg er kendt i denne egn; jeg søger fiendens hær og fører den ad skjulte stier hid, til dit fordærv og til min egen frelse.-- Vid, ormen, som du overmodigt træder i støvet, har endnu sin hvasse brod! (han går.) CATILINA. (efter et ophold). Det er den troskab, som jeg bygged på! Så svigter de mig, en for en. O, guder! Forræderi og fejghed er det kun. som gærer i de lunkne slavesjæle. O, dåre, som jeg er, med mine anslag! Jeg knuse vil hint øglerede, Roma,-- og Roma er alt længst en sunken grushob. (våbenlarm høres at nærme sig; han lytter.) Der kommer de! End er der kække mænd iblandt dem dog. Hvad liflig klang i stålet! Hvor lystet klirrer skjolde mod hinanden! Det tænder ilden op i mig påny; afgørelsen er nær,--den store stund, som løser alle tvil. Jeg hilser stunden! (Manlius, Statilius, Gabinius og en mængde andre sammensvorne kommer gennem skoven.) MANLIUS. Her, Catilina, har du dine venner; i lejren slog jeg larm, som nys du bød-- CATILINA. Har du dem sagt--? MANLIUS. De kender nu vor stilling. STATILIUS. Vi kender den, og vi skal følge dig med sværd i hånd til kamp om liv og død. CATILINA. Jeg takker eder, tapre våbenbrødre! Men håb ej på at her er valg tilovers imellem liv og død;--kun mellem døden i heltekamp mod overmagtens skarer, og døden under pinsler, når vi grumt som dyr forfølges, er os valget stillet. Hvad foretrækker I? Ved flugt at friste et uselt liv en stakket tid endnu,-- hvad heller kækt som eders stolte fædre at falde kæmpende med sværd i hånd? GABINIUS. Det sidste vælger vi! MANGE STEMMER. Før os til døden! CATILINA. Nu, så afsted! Ved denne død vi vies ind til udødlighedens skønne liv. Vort fald, vort navn, igennem fjerne tider skal nævnes højt med stolthed-- FURIA (råber bag ham mellem trærne). --eller rædsel! NOGLE STEMMER. Ah, se,--en kvinde--! CATILINA (farer sammen). Furia! Du her? Hvad drev dig hid? FURIA. Jeg må ledsage dig til målet. CATILINA. Nu,--hvor er mit mål? Sig frem! FURIA. Hver søger målet ad sin egen vej. Du søger dit igennem håbløs kamp; og kampen avler undergang og død. CATILINA. Men også hæder og et evigt navn! Gå, kvinde! Stolt og skøn er denne time; min barm er døv for dine hæse skrig. (Aurelia kommer frem i teltåbningen.) AURELIA. Min Catilina--! (hun standser frygtsomt ved synet af de mange forsamlede). CATILINA (smerteligt). O, Aurelia! AURELIA. Hvad er påfærde? Denne larm i lejren--. Hvad går her for sig? CATILINA. Dig jeg kunde glemme! Hvad vil din skæbne vorde--? FURIA (hånligt hviskende, uden at bemærkes af Aurelia). Vakler du alt i dit høje forsæt, Catilina? Er _det_ dit dødsmod? CATILINA (opfarende). Nej, ved mørkets guder! AURELIA (nærmer sig). O, tal, min elskte; ængst mig ikke længer-- FURIA (dæmpet bag ham). Flygt med din viv--mens dine venner dør! MANLIUS. Nøl ikke længer; før os ud på sletten-- CATILINA. O, hvilket valg! Og dog,--her er ej valg;-- til målet må jeg,--tør ej midtvejs standse. (råber.) Så følg mig ud på sletten! AURELIA (kaster sig i hans arme). Catilina-- gå ikke fra mig,--eller tag mig med! CATILINA. Nej, bliv, Aurelia! FURIA (som før). Tag hende med! Du får en død, dit liv, dit navn fuldt værdig, når ned du hugges--i en kvindes arme. CATILINA (støder Aurelia tilside). Væk fra mig, du, som stjæle vil mit ry!-- Blandt mænd skal døden ramme mig. Jeg har et liv at sone og et navn at tvætte-- FURIA. Ret så; ret så, min stolte Catilina! CATILINA. Ud af min sjæl jeg river alt, som binder mig til min fortid og dens tomme drøm! Hvad bag mig ligger, er som om det aldrig af mig var levet-- AURELIA. O, forstød mig ikke! Ved al min elskov,--jeg besværger dig,-- lad os ej skilles, Catilina! CATILINA. Ti! Mit bryst er dødt, mit blik er blindt for elskov. Fra livets gøgleværk jeg vender øjet, og ser kun mod den store blege stjerne på eftermælets himmel! AURELIA. Milde guder! (hun læner sig mat op mod træet udenfor teltet.) CATILINA (til mændene). Og nu afsted! MANLIUS. Hist lyder våbenbrag. FLERE STEMMER. De nærmer sig. CATILINA. Godt! vi vil kækt dem møde. Lang var vor skændsels nat; snart gryr en dag--. Til bad i kampens morgenskyer røde! Følg mig! For Romer-sværd med Romer-mod skal Romas sidste segne i sit blod! (de iler ud gennem skoven; fra lejren høres larm og stridsråb). FURIA. Han er borte. Jeg har nået målet for mit liv. Solens første blik på sletten ser ham kold og stiv. AURELIA (hen for sig). I hans harmopfyldte hjerte skulde elskov mer ej bo? Var det drømme? Nej, så lød det fra hans vrede læbe jo. FURIA. Sværdet klinger; Catilina svæver alt på gravens rand; snart han som en lydløs skygge haster mod de dødes land.