Part 6

Efter i løpet av etpar aar at ha optraadt i alle større amerikanske byer, besluttet Buffalo Bill sig til at overraske Europa med sine Rough-riders og rødhuder. En engelskmand hadde fortalt ham, at Det Vilde Vesten sikkert vilde bli den gamle verdens største sensation, og denne spaadom slog til. Buffalo Bill eller oberst Cody, som han nu mere fornemt kaldte sig, leiet et specielt dampskib «State of Nebraska», og med dette dampskibet, som var fyldt av indianere, cowboys, hester, bøfler o.s.v., kom han om vaaren 1886 til England.

Og nu hændte det merkelige, at denne mand fra prærien, som næsten bestandig hadde levet en speiders og jægers primitive liv, som aldrig hadde gaat ordentlig paa skole og ikke ante, hvad det fine selskap var, at han straks blev ven med prinser og fyrster og adelsmænd og med de store i kunsten og literaturens verden. Forklaringen ligger deri, at han selv var den første paa sit felt og var præget derav, en stolt og ridderlig skikkelse med en naturlig værdighet i sit væsen -- præriehøvdingen som indianerne kaldte ham -- og at han aldrig søkte at gi sig ut for andet eller mere, end han var. Rike og høitstaaende mænd søkte hans selskap. Der blev holdt fester og taler for ham. Kvinderne beundret ham. Han sat for malere, blev konversert av skjønaander og modellert av billedhuggere, men han var og blev altid den samme gamle Buffalo Bill, bred i sit sprog, djerv og likefrem mot høi som mot lav.

I London hadde Buffalo Bill leiet det mægtige amfiteater, som maalte ⠓ mil i omkreds og passet saa ypperlig for fremførelsen av de mange hundrede mennesker og dyr, som om det skulde været specielt opført i dette øiemed. Ved hjælp av malte lerreter og andre hjælpemidler blev arenaen forvandlet til et slaaende billede av prærien.

[Bilde: Efter tegning i «The illustrated London News» for 18. juni 1887. Fra en av «Det Vilde Vesten»s forestillinger paa Londonerutstillingen.]

Naar forestillingen begyndte, var det like i daggryningen. Bøfler og antiloper beitet fredelig paa sletten, mens indianerne endnu sov i teltene sine. Eftersom solen steg høiere paa himlen, kom indianerne ut av sine tepees og begyndte at synge en hymne til den store aand.

Men snart meldte en vaktpost, at en fiendtlig stamme nærmet sig, og i samme øieblik var leiren som forvandlet. Krigerne grep sine vaaben, hestene blev hentet, kvindene bragte sine barn i sikkerhet. Naar fienden kom, var alt parat til hans mottagelse, en vild og heftig kamp utspandt sig og den endte med angripernes flugt. Det hele var korrekt til de mindste enkeltheter, og det var slet ikke tamme indianere, som Buffalo Bill førte med sig. En av dem, en søn av Regn-i-Ansigtet, næret et saa brændende hat til de hvite, at man aldrig turde overlate ham noget skytevaaben.

Efter indianeropvisningen kom en bøffeljagt, og under den viste da Buffalo Bill sin færdighet som jæger og skytter. Næste punkt paa programmet var utvandrerne i ørkenen med prærieskonnertene og trækoksene. Derefter saa man ekspresrytterne paa sine rapfotede ponyer og postvogner som paa sin ensomme vei rullet bort over prærien. Slutningsnummeret var en vestamerikansk cyklon, som blaaste en hel indiansk landsby i stumper og stykker.

Betat fulgte det engelske publikum forestillingen fra først til sidst, og bifaldet steg sluttelig til en storm, som syntes aldrig at skulle faa en ende.

Den første forestillingen blev git for prinsen av Wales, som siden besteg tronen som kong Edvard den syvende, prinsesse Alexandra og deres følge. Da Buffalo Bill blev forestillet for prinsen, skulde han selvfølgelig ha bukket dypt, men isteden grep han prinsens haand og trykket den hjertelig, idet han sa:

-- Goddag, prins! Det er mig en glæde at faa hilse paa Dem!

Prinsen, som var en demokratisk anlagt mand, gjengjældte varmt haandtrykket, og i løpet av faa minutter kom de paa en fortrolig fot med hverandre. Hele selskapet blev derefter præsentert for prinseparret, og den øverste av indianerhøvdingene, Røde-Skjorte, holdt en længere, blomstrende tale for den danskfødte prinsesse, som han kaldte for en squaw av stor skjønhet. Prinsen av Wales omtalte Det Vilde Vesten med saa stor begeistring, at hans mor, dronning Victoria, ytret ønske om ogsaa at faa anledning til at se det. En speciel loge blev indrettet for dronningen, og fra denne fulgte hun hele forestillingen med stor interesse. Saa eiendommelig fandt hun disse scener av livet i det fjerne vesten, at da kong Georg av Grækenland, kongen av Sachsen, kronprins Frederik av Danmark, belgiernes dronning og den østerriksk-ungarske tronfølger kort efter blev hendes gjester, maatte Buffalo Bill gi en særlig opvisning for hele det fyrstelige selskap.

[Bilde: Efter tegning i «The illustrated London News» for 21. mai 1887. Dronning Victoria overværer en av «Det Vilde Vesten»s forestillinger i London.]

Under forestillingen indtraf en munter episode. Prinsen av Wales hadde særlig følt sig tiltrukket av indianernes overfald paa Dead-Wood-diligencen, en gammel postvogn fra prærien, som Bill i sin tid hadde kjøpt, efterat den var blit overfaldt saa ofte av rødhuder og røvere og hadde faat et saa blodig ry paa sig, at hverken kusker eller passagerer længer vilde ha noget med den at gjøre. For at gi gjestene det rette indtryk av livet i det vilde vesten overtalte prinsen av Wales kongene av Sachsen og Grækenland og de to tronfølgere til at ta plads i postvognen. Buffalo Bill var selv kusk og hadde git indianerne et vink om, at de skulde lægge litt energi ind i forfølgelsen og overfaldet. Denne anmodning tok de litt for bokstavelig. I en hylende og rasende flok satte de avsted og indhentet vognen, omringet den fra alle sider, tvang hestene halvveis ind gjennem rutene og avfyrte geværene sine i betænkelig nærhet av de fyrstelige hoder. Men gjestene tok det hele med godt humør, og skjønt de var litt bleke om nebbet, var de allikevel langt mindre forskrækket end sine kvindelige ledsagere, som sat og vred hænderne sine i angst oppe i logene.

I en haandskrivelse takket prinsen av Wales næste dag Buffalo Bill for den fornøielse, han hadde beredt ham. Og som en synlig anerkjendelse sendte han ham samtidig en kostbar souvenir i form av en fjærbusk laget av guld og kantet med diamanter og i brillanter nedenunder ordene «Ich dien» (prinsen av Wales’ valgsprog). Dronning Victoria forærte samtidig Buffalo Bill en pragtfuld diamantring. Ikke mindst denne anerkjendelse fra saa høitstaaende hold aapnet alle dører for Buffalo Bill og skaffet ham venner i de mest eksklusive kredser.

Da han i de følgende aar besøkte kontinentet, fik han her en lignende mottagelse. I Paris var folk fuldstændig vilde over helten fra prærien, og under hans ophold her blev cowboyhatter og de eiendommelige meksikanske sadler høieste mode blandt storbyens unge aristokrater. Den berømte Rosa Bonheur indbød ham til sit slot og malte ham tilhest. I Rom vakte hans cowboys særlig opmerksomhet ved at tæmme nogen vilde hester, som tilhørte prinsen av Simaletta. I Tyskland forærte keiser Wilhelm ham en slipsnaal med en sjelden perle, og av kong Leopold av Belgien fik han et av de kostbareste ure, som nogensinde er blit fremstillet. Kongen hadde først sendt ham en check paa tusen pund sterling for en privat forestilling, men Buffalo Bill vilde ikke motta beløpet, og kong Leopold lot da lage dette uret til ham. Tusen pund sterling eller fire tusen dollars regnet Buffalo Bill nu bare for smaapenger. Han var for længst blit en meget velstaaende mand og ikke han alene. De tre første kompagnoner han hadde, Nate Salisbury, James W. Bailey og W. W. Cole blev allesammen millionærer. Hadde Buffalo Bill været mindre gavmild og mere paapasselig, kunde han utvilsomt ha gaat i sin grav som en av Vest-Amerikas rikeste mænd.

-- -- -- --

Høsten 1890, da Buffalo Bill opholdt sig i Elsass-Lothringen, fik han underretning om, at en ny indianerkrig var i anmarsj. Han indstillet straks sine forestillinger og reiste med sine indianere tilbake til Amerika. Da han kom til New York, laa der telegram til ham fra general Miles med anmodning om, at han straks maatte komme til Chicago for at bistaa generalen med raad og daad under de uroligheter, som man ventet.

Det var atter Sioux-indianerne, som det var galt fat med. I 1889 hadde kongressen i Washington vedtat en lov, som delte reservationene i mange mindre deler for at splitte de forskjellige stammer. En traktat blev forelagt dem, hvorigjennem de mot visse erstatninger i penger og større rationer av mat og klær skulde avstaa halvparten av landet sit til de hvite nybyggere. Denne traktaten vedtok indianerne, men kongressen nølet med at gjennemføre sin del av overenskomsten. Med god grund følte indianerne sig brøstholdne, og snart samlet de sig atter om Sittende-Okse, som forlængst var vendt tilbake fra sin landflygtighet i Canada.

Samtidig opstod der det merkelige rygtet blandt dem, at den store aand, Manitou, forberedte sig paa at vende tilbake til jorden for at straffe de hvite, gi den røde mand hans land tilbake og paany bringe bøflene og hjortene, elgsdyrene og antilopene tilbake til prærien. Denne overtro spredte sig fra stamme til stamme, og den blev hævdet saavel av Yaquierne i Mexico som av rødhudene i Nord-Alaska. Medicinmændene pustet til ilden. Der blev foranstaltet hellige fester og danser og særlig Siouxerne gik med liv og sjæl op i dette religiøse vanvid. De iførte sig «spøkelsesskjorter», som de hvites kuler efter deres opfatning vilde prelle av imot, og galskapen blev tilslut av en saa truende karakter, at regjeringen saa sig nødsaget til at samle en større troppestyrke under general Miles for at beskytte Nordvest-Staterne.

Buffalo Bill var efter Sittende-Okses tilbakekomst fra Canada blit en god ven av den berømte høvding. Han forstod indianerne som faa og kunde sympatisere med dem. Sittende-Okse hadde besøkt ham i østen og dengang faat i foræring en pragtfuld hvit hingst. Nu da en ny, blodig kamp med Siouxerne syntes at staa for døren, ønsket general Miles, at Buffalo Bill skulde avlægge et besøk hos deres ledende høvding, og om mulig overtale ham til at avstaa fra sit forehavende. En farligere opgave var aldrig blit overdrat Buffalo Bill, men saameget stod paa spil, at han mente ikke at kunne si nei. Da han kom til Standing-Rock-reservationen i Nord-Dakota, satte de to kommanderende officerer, oberst Brown og major McLaughlin sig imidlertid med hænder og føtter imot at han fortsatte sin reise. Det var 40 miles til Sittende-Okses leir, og omegnen var fyldt med tusener av fiendtlige indianere. De to officerer erklærte, at han vilde bli dræpt, før han naadde halvveis frem, og at alene rygtet om hans ankomst var nok til at fremkalde uroligheter. Mange av indianerne ansaa ham fra gammel tid for sin farligste fiende, og hans liv var i fare selv her paa reservationen.

Men fra general Miles hadde Buffalo Bill med sig en ordre, hvorefter alle officerene hadde at stille sig til hans disposition, og for denne ordre maatte oberst Brown og major McLaughlin bøie sig. Buffalo Bill hadde vanskelig for at finde en fører, som turde paata sig at vise ham vei til Sittende-Okses leir, men tilslut fik han overtalt en mand til at paata sig hvervet, da han lovet ham en belønning paa 500 dollars. De to officerer hadde imidlertid sat himmel og jord i bevægelse for at faa Buffalo Bill kaldt tilbake. De telegraferte ikke bare til general Miles, men ogsaa til indenriksministeren og præsidenten og forklarte, at hans besøk i Sittende-Okses leir uvægerlig vilde ha hans død til følge og fremskynde krigens utbrud.

Intet svar var kommet, da Buffalo Bill stod færdig til at ride avsted. Oberst Brown søkte endnu engang at holde ham tilbake, men Buffalo Bill henviste til ordren fra general Miles og lot obersten vite at videre indblanding fra hans side kunde bli meget ubehagelig for ham. Dette hjalp, og Buffalo Bill fik endelig lov til at begynde sin farlige reise. Han var imidlertid ikke kommet mere end en syv-otte miles, da han blev indhentet av en kurer, som overleverte ham et telegram. Det var fra selve præsident Harrison, som meddelte ham, at ordren med hensyn til Sittende-Okse var blit tilbakekaldt, og at Buffalo Bill skulde vende om og melde sig til general Miles i Chicago.

Buffalo Bill hadde intet andet at gjøre end at vende tilbake uten at ha faat anledning til at fuldføre sit hverv. Da han det følgende aar traf præsident Harrison i Indianapolis, beklaget præsidenten, at han hadde latt sig overtale til at hindre Buffalo Bill fra at utføre den fredsmission, som hadde været tiltænkt ham. Og med god grund. Det hadde nok været mulig, at Buffalo Bill kunde ha talt Sittende-Okse tilrette, mens det nu isteden var gaat saa galt, som det overhodet kunde gaa.

Neppe etpar uker efter Buffalo Bills tilbakereise sendte major McLaughlin sit indfødte politi ut for at arrestere Sittende-Okse. En kamp opstod i høvdingens telt. Sittende-Okse, hans søn Kraake-fot og fem-seks andre indianere blev dræpt, mens seks mand av politiet mistet livet. Snart efter fandt kampen ved Wounded-Knee i Syd-Dakota sted, hvor et halvt hundrede soldater og flere hundrede Sioux-indianere faldt. Til Siouxernes store forundring viste det sig, at «spøkelses-skjortene» deres ikke var ugjennemtrængelige for de hvites kuler, og dette bragte de overlevende deres fornuft tilbake.

Guvernør Thayer av Nebraska hadde utnævnt Buffalo Bill til brigadegeneral i sin stab, og i denne egenskap rykket han i felten med Nebraskas nationalgarde, som skulde hindre indianerne i at undslippe sydover. Senere blev han knyttet til general Miles som raadgiver, og gjennem de indianere, som tidligere hadde reist med Det Vilde Vesten, gjorde han sin indflydelse gjældende blandt Siouxerne og bidrog meget til, at de la vaabnene ned, og i fred vendte tilbake til sine reservationer.

Men Buffalo Bills sidste indianerfelttog -- det sidste, som overhodet fandt sted -- bragte ham liten glæde. Han mente, og med fuld ret, at det kunde været undgaat, og det var ham en virkelig sorg, at hans forsøk i den retning var blit forhindret.

Buffalo Bills død.

Skjønt Buffalo Bill i mange aar fortsatte med at vise frem Det Vilde Vesten, laa hans hovedinteresse dog i utviklingen av det vældige rike vest for Missourifloden, det land, som han selv hadde været med paa at erobre for civilisationen. Efter Union Pacific-banen fulgte hurtig andre jernbaner, og da landet blev gratis utdelt til de hvite nybyggere, kom snart store deler av prærien under dyrkning.

Noget av det første, som Buffalo Bill gjorde, da han fik raad dertil, var at kjøpe en større eiendom i nærheten av North-Platte i Nebraska. Paa de 4800 acres, som hørte til denne ranch, holdt han ikke bare kvæg og hester, men i mange aar ogsaa en stor flok med bøfler. Overalt, hvor han kom hen i Amerika som i Europa, søkte han at gi pengemændene en forestilling om, hvilke umaadelige muligheter Vest-Amerika rummet, og søkte at interessere dem paa alle maater for landets utvikling. Han fik baade amerikansk og engelsk kapital ind i mange foretagender, og særlig Wyoming skylder ham mere end nogen anden mand.

I 1870-aarene hadde han været fører for en videnskabelig ekspedition, som undersøkte de gigantiske forsteninger av dyreknokler, som var fundet i Big-Horn-bassinet i Wyoming. Han hadde dengang set, hvor rikt dette landet var, naar det bare fik regn nok, og da kongressen i 1894 vedtok den saakaldte Carey-overrislingslov, var han den første, som tok fat paa at forvandle den golde soltørre høislette til frugtbar akerjord ved hjælp av kunstig vanding. Av staten Wyoming fik han koncession paa 200 000 acres land i Big-Horn-dalen, og uten hensyn til utgiftene lot han det store arbeidet til indvinding av nyt land paabegynde. Landet blev maalt op, overrislingskanaler stukket ut, og der blev planlagt en by, som hans venner efter ham gav navnet Cody.

I løpet av nogen faa aar var Big-Horn-dalen som forvandlet. Istedenfor de store sandstrækningene laa der nu farm ved farm. Nybyggere strømmet til, jernbanen fulgte efter, og Cody blev en virkelig by. Senere blev der fundet baade kul og petroleum, og Big-Horn-bassinet er nu et av de rikeste oljedistriktene i Amerika og forsyner en stor del av Nordvesten med kul. Med fuld ret blev det sagt ved Buffalo Bills død, at han her ikke mindre end paa prærien hadde været med paa at skrive Amerikas historie.

Paa sine Vild Vest-forestillinger tjente Buffalo Bill i aarenes løp millioner. Alene paa verdensutstillingen i Chicago 1892 hadde han i løpet av et halvt aar en nettoindtægt av 600 000 dollars. Og bortset fra det, han gav bort, satte han alt hvad han tjente i lignende foretagender som Big-Horn-projektet. Han syntes, at det var hans pligt at la de pengene, han tjente paa Det Vilde Vesten, gaa til det samme vestens civilisering. Han blev efterhvert direktør for Bonito grubeselskap, præsident for Wyoming kulkompani og for Shohone overrislingsselskap, aktieeier i Cody oljekompani, eier av tre store hoteller i og i nærheten av Yellowstone nationalpark, medeier i kobbergruber i Sydvest Wyoming, stifter av Mountain oljekompani i Eagle Pass, Arizona, eier av utstrakte grundeiendomme i Duluth, Minnesota og La Crosse, Wisconsin, eier av seks store farmer i Nebraska og Wyoming, aktieeier i bly- og kobbergruber i Colorado o.s.v. o.s.v.

Tiltrods for de store indtægtene, Buffalo Bill hadde, døde han allikevel ikke som nogen rik mand. Han var for gavmild og for lettroende. Fra sit ungdomsliv paa prærien var han vant til, at den som hadde noget, delte med den som ingenting hadde, og den vanen kom han aldrig væk fra. Han kunde ikke si nei til nogen, og han hadde aldrig smaapenger paa sig. En fattig jente bad ham om penger engang paa gaten i Omaha; han stak haanden i lommen og gav hende 300 dollars. Hundreder av havarerte skuespillere og forulykkede forretningsfolk hjalp han paa benene igjen. Ofte blev han bedraget av svindlere og lokket ind i foretagender, som bragte ham store tap. Hans nærmeste venner er enige om, at han personlig gav flere penger bort end nogen anden mand i Amerika.

I motsætning til sine kompagnoner endte Buffalo Bill derfor ikke som millionær; men den ting skjænket han neppe en tanke. Penger i og for sig interesserte ham ikke, men bare det, som pengene satte ham istand til at utrette. De utallige foretagender, som han var interessert i, selv efterat han hadde opgit «Det Vilde Vesten», holdt ham i virksomhet til det sidste, og han levet altid en stormands liv. Hver høst holdt han sine berømte store jagter, til hvilke han med like stor gjestfrihet indbød og tok imot engelske adelsmænd, sine gamle venner fra prærien, fyrsten av Monaco, en restauratør fra Omaha eller ekspræsident Roosevelt.

Eftersom aarene gik, kom Buffalo Bill for den nye generation, som vokste op, til at staa som personifikationen av den romantiske fortid, bindeleddet mellem det gamle og det nye. Hvor æret og avholdt han var, kom først rigtig frem, da han i begyndelsen av 1917 for første gang i sit liv blev syk og fra hjemmet sit i Cody maatte føres til et hospital i Denver. Aviserne bragte hver dag meddelelser om hans tilstand, telegrammer strømmet ind til ham fra nær og fjern, hele landet fulgte i ængstelig spænding den gamle speiders sidste store kamp.

Buffalo Bill hadde i sit lange liv altfor ofte set døden i øinene til, at den formaadde at skræmme ham. Skjønt forskjellige sygdomme støtte til, saa der ikke længere kunde være tale om nogen helbredelse, var hans livsvilje og motstandskraft saa stor, at det vakte alles forundring. Flere ganger forutsa lægene hans død i løpet av 24 timer; men hver gang stod han det over og bare lo av dem, som var bekymret. Først da en urinforgiftning nedbrøt hele hans system, maatte han selv indrømme, at kampen snart vilde være over; men modet tapte han ikke. Han traf avtale med slegtningene sine om begravelsen, spillet endnu dagen før sin død kort med sin søster og var ved bevissthet like til døden indtraadte ved middagstid den 10de januar.

I begravelsen deltok repræsentanter for regjeringen, tre statsguvernører, embedsmænd og medlemmer av lovgivende forsamlinger, officerer fra den amerikanske hær, veteraner fra borgerkrigen, delegationer fra fem forskjellige stater og et følge paa 25 000 mennesker. Hvilende i en stor bronsekiste med æreslegionens kors og republikkens stor-armés medalje paa brystet blev Buffalo Bills lik ført gjennem Denvers gater, eskortert av tropper; 70 cowboys, allesammen gamle venner av den avdøde, marsjerte efter kisten. To av dem førte mellem sig hans hvite hingst med den gamle speiders pistoler hængende fra sadelhornet.

Til Buffalo Bills sidste hvilested blev valgt en plass, som neppe kunde tænkes bedre. Han blev begravet paa Mount Lookout, en 8000 fot høi fjeldtop over Denver. Fra dette punkt har man en vid utsigt over de fire staterne, hvor han utførte de fleste av sine bedrifter: Nebraska, Kansas, Colorado og Wyoming. Over graven hans skal der reises et ryttermonument, hvortil idéen er hentet fra den italienske maler Pappacenas bekjendte billede av ham og som viser ham i den høist karakteristiske stilling som speideren, der bøier sig fremover paa hesten sin.

Men den største æren blev vist Buffalo Bills minde av Sioux-indianerne paa Pine Ridge-reservationen i Syd-Dakota. Da efterretningen om hans død naadde dit, paabød høvdingene de samme sørgeceremonier, som blir fulgt, naar stammens egne krigere dør. Siouxernes gamle besvergelsessange blev sunget, kvindene jamret sine klager ut i natten, og tilsidst samledes høvdingene og de ældste og røkte i taushet pipen med den avdødes aand.

[Bilde: Copyr. Underwood & Underwood. Det planlagte mindesmerke over Buffalo Bill.]

Saaledes blev Buffalo Bill, som hadde været indianernes mest frygtede fiende, ved sin død anerkjendt som en av deres egne. En smukkere hyldest kunde de ikke ha vist ham. Et bedre eftermæle vilde han selv ikke ha ønsket sig.

* * * * * * * * *

Gode norske oversættelser i billige utgaver av

Verdensliteraturens populæreste ungdomsbøker

COOPERS INDIANERFORTÆLLINGER

+Med mange illustrationer. Paa norsk ved _PER WENDELBO_+

HJORTEDRÆPER DEN SIDSTE MOHIKANER STIFINDER LÆRSTRØMPE PRÆRIEN

Pris pr. bind kr. 1,80, kart. kr. 2,55 ib. i shirtingsbind kr. 3,40.

_Faaes i alle boklader._

ALEXANDRE DUMAS:

DE TRE MUSKETERER

Oversat av _CARL NÆRUP_

I. KONGENS MUSKETERER II. REISEN TIL ENGLAND III. MYLADYS HEMMELIGHED. IV. FANGENSKABET

Pris pr. bind kr. 1,00, indbunden i shirtingsbind kr. 1,40.

_Faaes i alle boklader._

+H. ASCHEHOUG & CO.+

Gode norske oversættelser i billige utgaver av

Verdensliteraturens populæreste ungdomsbøker

KAPTEIN MARRYAT

ILLUSTRERET UTGAVE

Mr. MIDSHIPMAN EASY pris kr. 2,25, ib. 3,85. PETER SIMPLE „ „ 2,25, ib. 3,85. PERCIVAL KEENE „ „ 2,00, ib. 3,60.

Bøkerne er oversat av _HOLGER SINDING_

WALTER SCOTT

ILLUSTRERET UTGAVE

IVANHOE pris kr. 2,50, ib. 4,10. QUENTIN DURWARD „ „ 2,25, ib. 3,85. KENILWORTH „ „ 2,00, ib. 3,60.

Bøkerne er oversat av _CLARA THUE EBBELL_

_Faaes i alle boklader._

+H. ASCHEHOUG & CO.+

* * * * * * * * * * * * * *

Trykkfeil: