# Buffalo Bill: Helten Fra Prærien

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/buffalo-bill-helten-fra-pr-rien-34239/index.md

Fort Laramie laa like i hjertet av indianerlandet. Henimot 4000 Sioux, Cheyenne og Arapahoe indianere hadde slaat op leirene sine i nærheten og tilbragte en stor del av sin tid i fortet. Bill var bare barnet endnu, og da han ikke hadde andre kamerater at leke med, sluttet han sig hurtig til indianerungene og lærte ikke bare lekene deres, men ogsaa sproget deres. Han blev god ven med sønnene av Siouxhøvdingen Regn-i-Ansigtet; den ældste av dem vandt mange aar senere ry for sin deltagelse i den store massakre paa de amerikanske tropper ved Little Big Horn, hvor han dræpte og skalperte general Custer.

I fort Laramie samledes ogsaa de hvite jægere og speidere fra distriktene i mange hundrede miles omkreds. Disse mænds bedrifter hadde Bill ofte hørt tale om; men han hadde aldrig turdet haabe, at han nogensinde skulde faa se saa berømte mænd. Her traf han nu selveste Kit Carson, som i mange aar hadde været kjendt over hele Amerika som vestens dristigste og mest erfarne indianerspeider. Carson hadde været med paa de første opdagelsesreiser til Klippebergene og California, hadde som speider deltat i krigen mot Mexico og senere ført snese av emigrantkaravaner og fragtetog frelst over præriene. Ingen kjendte indianerne som han eller forstod dem saa godt. Bill sat ofte i timevis og saa paa, mens Kit Carson førte lange samtaler med indianerne i tegnsproget. Uten at der blev ytret en stavelse fortalte de hverandre historier, spurte om jagt og fiskeri, drøftet veir og vind og alt mulig andet -- bare ved hjælp av tegn.

[Bilde: En karavane gjennem prærien.]

Fort Laramie var en god skole for Bill, og hvad han her lærte, glemte han ikke. Det varte heller ikke længe, før han fik bruk for det.

I januar 1859 gik tre fragtetog fra fort Laramie til Kansas under den tidligere omtalte Lew Simpsons kommando. Bill fulgte med som ekstramandskap. Da det var knapt med græs til trækoksene langs den vanlige ruten, fulgte Simpson dennegang en helt ny vei gjennem Nebraska.

En dag da Bill sammen med Simpson og en tredje mand ved navn Woods kom ridende paa muldyrene sine langt foran karavanen, blev de overfaldt av en flok Sioux-indianere. Der var ingen dækning at finde paa den flate prærien; men Simpson visste raad. Han stillet de tre muldyrene op i en trekant og skjøt dem ned med sin pistol, saa de døde kroppene dannet en slags forskansning, bak hvilken de kunde ligge saa nogenlunde i sikkerhet.

Forbløffet stanset indianerne, men sendte derpaa en regn av kuler og piler mot de hvite. I næste øieblik kom de stormende frem paa sine usadlede hester for at gjøre det av med de forhadte blekansigter. Men tre geværer knitret bak de dræpte muldyrene, og tre indianere styrtet hovedkulds ned av hestene sine. Resten av rødhudene snudde i al hast og stanset ikke, før de var utenfor skudvidde. Men efter nogen minutters forløp angrep de paany. Atter lød det samtidige knald fra de tre geværene, og atter galoperte tre rytteriøse hester tilbake over prærien. Simpson klappet anerkjendende Bill paa skulderen og sa:

-- Du er en prægtig gut, Billy!

Men faren var langtfra overstaat. De døde muldyrene var skutt saa fulde av piler, at de saa ut som pindsvin, og en pil hadde saaret Woods i skulderen. Skjønt indianerne forsigtig holdt sig utenfor skudvidde, var de nu efter de tapene de hadde lidt, bare endnu mere opsat paa at faa fat i de tre hvite mænds skalper. Forgjæves speidet de tre mot vest, hvor karavanen skulde dukke frem. Der var intet at se og timene gik. Det var bare et tidsspørsmaal, naar sult, tørst og mangel paa ammunition vilde tvinge dem til at overgi sig.

Pludselig sprang en av indianerne op og gjorde ophidset tegn til sine kamerater. I næste øieblik sat alle rødhudene paa hesteryggen og sprængte avsted i flyvende fart. De hadde langt borte fra hørt knaldet av kjørernes piskesmeld over oksene, og snart efter kom karavanens forreste vogn tilsyne i det smale spor, som tjente til vei. De tre var frelst; men det var heller ikke et øieblik for tidlig.

Bills eventyr paa denne turen var ikke hermed tilende. Sammen med to mænd blev han som fortrop sendt til Leavenworth, forat firmaet kunde ha gjort regnskapet færdig over alle mændenes tilgodehavender, naar de tre lastetog kom frem.

For at undgaa indianerne laa de i skjul om dagen og red bare om natten. En kveld blev de ute paa prærien overrasket av en av de frygtelige snestormer, som om vinteren herjer i disse egne. Heldigvis befandt de sig nede i en dyp kløft, som ialfald ydet nogen beskyttelse mot vinden, og Bill opdaget en hule, som saa ut til at kunne være et sikkert tilflugtssted. Han gav sine ledsagere tegn til at følge efter, og snart sat de alle lunt og godt i hulen.

Utenfor hylte stormen, og de takket sin lykkestjerne, at de hadde fundet et saa godt skjulested. De satte sig godt tilrette, og den ene av dem tændte pipen sin. Men i samme sekund, som hulen lystes op, fór mændene iveiret med et rædselens skrik. Fra alle hjørner og kroker grinte hvite dødningeskaller dem imøte, smuldrende menneskeben og knokler laa hopet op i store dynger.

Det tok ikke Bill og hans ledsagere lang tiden at komme utenfor. Hulen hadde øiensynlig tjent som begravelsesplads for de faldne i en av indianernes indbyrdes kampe, og skjønt ingen av dem vilde være ved, at han var overtroisk, foretrak de dog allesammen at trodse stormen fremfor at holde dødningeskallene med selskap.

-- -- Bill hadde været saa længe borte fra Leavenworth, at han hadde næsten 1000 dollars tilgode, da han kom dit. Det var mange penger; men allikevel graat hans mor, da de kjørte hjem.

-- Hvad er paafærde, mor? spurte gutten urolig.

-- Aa, Bill, svarte hun med graatkvalt stemme; du kunde ikke selv engang kvittere for pengene dine. Tænke sig, at gutten min ikke kan skrive sit eget navn engang!

Dette gjorde et sterkt indtryk paa Bill, og han besluttet at moren ikke længe skulde ha grund til at skamme sig over ham. Han meldte sig paany ind i skolen, og denne gang var han baade flittig og paapasselig. Ja, han blev saa ivrig efter at vise alle og enhver sin dygtighet, at der snart i Leavenworth neppe var en vogn, et skur, et træ eller en port, hvor der ikke med store, skjæve kraakeføtter stod malet: William F. Cody.

Eventyr som pelsjæger.

Det blev forresten ikke lang tiden, Bill kom til at bli i skolen. Guldfundene i Colorado satte feber i alle, og sammen med en kamerat drog Bill, som endnu ikke hadde fyldt fjorten aar, avsted til Pilse’s Peak for at finde sin million.

Men det var lettere sagt end gjort. Der skulde et bekostelig maskineri til for at utvinde guldet, og guttene var ikke sterke nok til at ta fat som almindelige grubearbeidere og paa den maaten tjene de nødvendige penger dertil. De maatte reise tilbake til Kansas, og for en forandrings skyld besluttet de at la Plattefloden besørge dem hjemover i en baat. Men baaten kantret, før de var kommet halvveis, og de mistet hele oppakningen sin i vandet. Heldigvis støtte de paa en lastekaravane og kom velbeholdne tilbake til Leavenworth.

Bill var imidlertid fast bestemt paa at ville tjene penger. Hans mor hadde bygget et litet hotel for guldgravere, som drog den veien, og hun trængte hjælp til at klare utgiftene. Mens Bill opholdt sig i Laramie, hadde han ofte set baade indianere og hvite pelsjægere komme ind med skind av maar, ræv og bjørn og sælge dem til gode priser. Nu besluttet Bill sig til selv at bli pelsjæger, og sammen med en litt ældre kamerat ved navn Dave kjøpte han et spand okser og en vogn for at faa transportert fælder, proviant, leirutstyr og ammunition til Republican-floden, hvor der skulde være store bæverkolonier, efter hvad de hadde hørt.

Deres bestemmelsessted laa godt og vel 150 miles vest for Leavenworth, og de naadde frem uten noget uheld. Egnen var rik paa vildt: bæver, oter, ilder, vildkat o.s.v. foruten bjørn og ulv. Indianere hadde de ikke set spor av, saa de betænkte sig ikke paa at slaa op sit hovedkvarter her. De gravet en hule indover i en bakke, forsynte den med et gulv av raat tilhuggede træstammer, opførte i den ene ende en peis av sten, anbragte sengene i den anden ende og hadde nu en baade lun og sikker bolig. Utenfor bygget de av træstammer en indhegning til oksene.

Vinteren var begyndt og tiden kommet til at sætte fældene ut. De to guttene hadde held med sig fra begyndelsen av. De greide at sætte staalfældene ut og skjule sporene, saa vildtet ikke ante uraad, og de værdifulde skindene begyndte at hopes op i hulen. Tiden gik med at efterse og tilberede fældene, flaa byttet og salte skindene ned. Om kvelden sat de foran peisen og utvekslet erfaringer, mens ulvene og præriehundene hylte utenfor.

Indianere hadde de, som sagt, ikke set spor av; men en morgenstund, da Bill var ute for at se efter fældene sine, støtte han paa tre indianere, som hver førte en pony med sig, belæsset med pelsverk. Den ene av indianerne hadde et gevær i haanden; men hans ledsagere var bare bevæbnet med bue og pil.

Bill visste ikke, om rødhudene var ute i fredelig erend, eller om de befandt sig paa krigsstien. Men han skulde ikke længe bli holdt i tvil. Indianeren med geværet lot tvilen falde og kastet børsen til kindet; men Bills skud faldt først og indianeren styrtet til jorden. De to andre spændte buene sine. Den ene pilen gik gjennem Bills hat, den anden tilføiet ham et let saar i armen -- det første saar han nogensinde hadde faat.

Indianerne kunde skyte sin næste pil, før Bill kunde faa ladd geværet sit paany, og han visste, at han var fortapt, hvis han ikke fandt paa en list. Raadsnar grep han sin hat, svinget den over hodet og ropte:

-- Denne veien, her er de!

De to røde trodde naturligvis, at gutten hadde en flok venner i ryggen, og tok skyndsomt flugten. Heldigvis var pilen, som hadde truffet Bill, ikke forgiftet, og han slap saaledes let fra sammenstøtet.

Men der var andre fiender end indianere. En kveld da Bill og Dave netop var gaat tilkøis, hørte de et forfærdelig spektakel fra indhegningen, hvor de to oksene gik. De kastet i hast nogen klær paa sig, grep geværene og sprang ut.

Her fandt de en stor bjørn ifærd med at rive istykker den ene av oksene. Dave, som kom først til, skjøt paa den, men opnaadde bare at saare dyret. Bjørnen var nu dobbelt farlig og fór i raseri løs paa ham. Dave gjorde et sprang bakover, men gled paa et stykke is og mistet i faldet sit gevær.

Døden syntes ham viss; men en rolig haand og et sikkert øie frelste ham -- Bill fyrte og trods mørket var han saa heldig at ramme bjørnen i gapet, saa kulen gik gjennem hjernen, og den styrtet død til jorden.

Dave, som hadde trodd, at han var redningsløst fortapt, baade lo og graat. Han grep Bills haand og sa:

-- Der frelste du livet mit, gamle ven. Kanske jeg engang kan komme til at gjøre gjengjæld.

Men Bill, som var mere optat av den store bjørnen end av faren, som nu var overstaat, svarte bare:

-- Det er den første bjørnen, jeg nogen gang har skutt!

Det skulde nu imidlertid ikke vare længe, før Dave fik leilighet til at gjengjælde Bill den tjenesten, han hadde vist ham. Et par uker efter fandt de spor av en stor flok elgsdyr og begyndte straks at forfølge dem. Mens Bill forsigtig listet sig frem for at komme dyrene paa skud, gled han paa en sten og faldt. Da han skulde til at reise sig, skjønte han, at benet var brukket like over ankelen.

Det var ham ganske umulig at staa paa benet, og bare ved sin vens hjælp lykkedes det ham at naa hjem til hulen. Heldigvis hadde Dave en smule kjendskap til lægekunsten; han rettet benet ut og la det i en stram bandage med træribber, som han skar ut av et vognaak. Men han turde ikke la Bill være uten kyndig hjælp hele vinteren igjennem, og da bjørnen hadde gjort det av med den ene av oksene deres, kunde han ikke kjøre ham tilbake til Leavenworth. De blev derfor enig om, at Dave skulde gaa til nærmest bebodde sted og faa fat i et spand okser. Stedet laa godt og vel 100 miles fra hulen deres, og det vilde ta Daves næsten tre uker at komme frem og tilbake. I den tiden maatte Bill ligge alene og hjælpeløs i hulen; men der var ingen anden utvei at se.

Før Dave drog avsted, sørget han paa det bedste for sin kamerat. Bills seng blev trukket bort til peisen, saa han kunde passe varmen uten at forlate sengen. Dave hadde hugget og laget op en stor stabel ved, og al provianten blev anbragt indenfor Bills rækkevidde. Desuten fandt Dave paa at binde en tinkop til en lang stang og bore et hul i væggen, saa Bill for at faa vand bare behøvet at stikke koppen ut og fylde den med sne.

Allikevel var det med tungt hjerte, at Bill saa sin ven drage avsted. Det blev lange dage for ham. Han la ved paa varmen, tilberedte sine enkle maaltider, sov saa længe han kunde og fordrev resten av tiden med at læse i de bøkerne, som hans mor hadde git ham med paa veien. Hver dag skar han med kniven sin et merke i en lang stang for at holde rede paa tiden.

Tolv av disse merkene prydet stangen, da han en morgen vaaknet ved at en haand blev lagt paa skulderen hans. Endnu bare halvvaaken skulde han netop til at bryte ut i et høit fryderop over, at Dave allerede var kommet tilbake, da han til sin forfærdelse saa, at det var en Sioux-indianer med den rødgule krigsmaling i ansigtet, som stod bøiet over ham.

Mens indianeren spurte ham ut om, hvad han bestilte her og hvor mange der bodde i hulen, fyldtes det lille rum med rødhuder. Utenfra kom lyden av stampende hester og de hæse strupetoner av talrike Sioux-krigere. Alle var de i krigshabit med prægtige fjærprydelser paa hodet og ansigtet malet med de frygtindgydende rødgule striper.

Bill hadde opgit alt haab og ventet hvert minut at se indianeren trække skalperkniven, da en statelig gammel høvding banet sig vei gjennem krigernes skare. Bill kjendte ham straks igjen. Det var gamle Regn-i-Ansigtet, hvis sønner hadde været hans bedste kamerater i Laramie aaret i forveien. Han viste høvdingen sit brukne ben og spurte om han virkelig hadde tanke paa at dræpe den hvite gutten, som hadde været lekekamerat med sønnene hans og ofte hadde sittet som gjest i teltet hans.

[Bilde: Regn-i-Ansigtet]

Regn-i-Ansigtet hadde en længere konferanse med sine krigere, som allerede hadde begyndt at plyndre hulen. Resultatet blev, at de gik ind paa at skaane Bills liv; men gevær, pistol, ammunition og proviant blev konfiskert som krigsbytte. Bill forklarte dem at de likesaa godt kunde ta livet hans som at la ham bli tilbake uten mat og uten vaaben til at forsvare sig mot ulvene. Men høvdingen trak bare paa skuldrene og pekte paa en dyreskrot, som hang paa væggen, som om han vilde si, at der hadde han proviant nok.

Indianerne forsvandt. Bills stilling var fortvilet. Hans eneste føde var dyrekjøttet, som han skar i skiver og stekte paa en stang over varmen. Kaffe og brød hadde han ikke, og hvad værre var, han hadde ikke noget salt til kjøttet. Alle fyrstikkene hadde indianerne ogsaa tat, og han maatte nu holde varmen vedlike uavbrutt dag og nat.

Bill fik paa den maaten ikke sove stort, og desuten faldt det ind med en voldsom snestorm. Sneen drev ind i hulen, og veden blev vaat, saa han bare med største besvær kunde holde ilden vedlike. Men værre endda var tanken paa, at snestormen vilde sinke hans ven paa hjemveien. Kanske Dave var gaat vild derute paa den uveisomme prærien, kanske han var blit et offer for de ubarmhjertige rødhudene. -- -- --

Hver dag skar Bill et merke i stokken. Tyve merker, tyve dage, men endnu ingen Dave! Ulvene, som kunde veire kjøttet, samlet sig i stadig større flokker utenfor hulen. Natten igjennem lød deres skjærende hyl, og snart blev de saa dristige, at de begyndte at grave i snedrivene ved døren for at komme ind.

Slik gik dagene, 29 lange dage, og Bill hadde allerede opgit haabet, da han en morgen hørte en lystig stemme rope: Hallo! utenfor hulen. Han hadde ikke kraft nok til at aapne døren, men han ropte ut, at alt var iorden, og et øieblik efter stod Dave inde i hulen.

Da gjensynsjubelen var overstaat, fortalte Dave, hvorledes han var blit overrasket av snestormen paa prærien, hvorledes oksene hadde sprunget væk og han selv i tre dage ikke hadde visst, hvor han var. Det lykkedes ham imidlertid at finde oksene igjen, og skjønt sneen dækket alle spor, hadde hans speiderinstinkt ført ham ind paa rette veien. Med fare for sit eget liv hadde han nu reddet Bills og saaledes betalt sin gjæld.

Næste dagen fik Dave sin ven anbragt paa vognen, og langsomt gik turen tilbake til Leavenworth. Efter tyve dages forløp naadde de Bills hjem, hvor hans mor og søstre tok imot ham, som om han var opstaat fra de døde. Tomhændet var imidlertid Bill og Dave ikke vendt hjem. De hadde med sig pelsverk til en værdi av 1500 dollars -- ingen daarlig fortjeneste i tre korte vintermaaneder.

En 15-aarig ekspres-rytter.

De store guldfundene hadde i løpet av et halvt snes aar gjort California til en rik og blomstrende stat, men forbindelsen mellem østens og vestens Amerika var fremdeles lang og besværlig. Den hurtigste post fra New York til California gik med skib til Panamatangen, derefter paa muldyrets ryg det korte stykke over land og saa atter med skib til San-Francisco -- en reise, som selv under de gunstigste forhold tok mindst tre uker.

Der var telegraf fra New York til St. Joseph ved Missourifloden og fra San-Francisco til Sacramento, men mellem disse to punktene laa de 2000 miles av den store amerikanske ørken, som det tok mindst en maaned at komme igjennem. Den lange og usikre forbindelse var ikke bare i høi grad generende for de store handels- og grubeinteresser i California, men ogsaa for regjeringen i Washington. Guldet hadde drevet mænd av alle racer og fra alle verdens kanter til California, en broget skare av eventyrere, urolige hoder og ærgjerrigheter med de dristigste planer. Desuten var det bare ti aar siden Mexico hadde avstaat dette rike territorium, det spanske element var endnu dominerende paa mange steder, og ikke uten grund næret regjeringen i de urolige tider før borgerkrigen frygt for at California skulde benytte sig av sin isolerte beliggenhet til at skille sig ut og danne en uavhængig stat.

[Bilde: Copyr. Underwood & Underwood. «Den store amerikanske ørken».]

Under disse forhold var det, at det tidligere nævnte store speditionsfirma Russell, Majors & Waddell besluttet at bringe California i nærmere forbindelse med Øst-Amerika ved hjælp av en post-ekspresrute. Med beundringsværdig energi blev denne plan ført ut i livet. Paa den 2000 miles lange strækning gjennem ørkenen blev der med 15 miles mellemrum oprettet stationer. 500 av de hurtigste og mest utholdende hester blev anskaffet, og 80 erfarne mænd hvervet som ekspresryttere, desuten 200 mand til at vogte stationene.

Ponyekspressen, som den kaldtes, førte bare breve, og disse breve var skrevet paa det tyndeste papir, da ekspresrytterens postsæk maatte veie høist tyve pund. Rytteren selv var klædt saa let som mulig og som oftest bevæbnet bare med kniv og pistol. Rutens to endepunkter var St. Joseph i Missouri og Sacramento i California, og den fulgte næsten hele veien det gamle vognspor over prærien. Enkelte av stationene fandtes i byene og ved fortene, men de fleste laa paa prærien, i ørkenene og i fjeldene.

Den tredje april 1860 startet ponyekspressen. Tusener av nysgjerrige tilskuere var tilstede, da den første postsæk blev kastet op paa den ventende hest. Ekspresrytteren sprang i sadelen og galoperte avsted til station nummer 1 alt hvad remmer og tøi kunde holde. Her ventet ham en frisk hest, og uten et minuts ophold svinget han sig med sin postsæk over paa den og tilbakela i samme halsbrækkende fart de næste 15 miles. Saa atter en frisk hest og videre i strak galop til den tredje station. Han hadde nu redet 45 miles og blev avløst av en ny ekspresrytter. Hver rytter brukte tre hester og tilbakela samme distance, ingen stanset mere end de faa sekunder det tok at skifte hest og flytte postsækken fra den ene sadel til den anden.

Saaledes gik ekspresposten fra station til station det ene hundrede miles efter det andet, over fjeld og dal, gjennem prærie og ørken, elver og skoger, altid i galop, nat som dag, bare en stans nogen faa av de mørkeste timer. Den første post naadde frem til California paa ti dager, mindre end halvparten av den vanlige tid, men der blev snart sat nye og bedre rekorder. Præsident Buchanans budskap til kongressen i december 1860 tok det bare otte dager at befordre til California, og præsident Lincolns tiltrædelsestale i mars 1861 blev bragt de 2000 miles fra St. Joseph til Sacramento paa 7 dager og 17 timer.

Blandt de første ekspresryttere, som blev antat, var Bill Cody. Han gik endnu bare i sit femtende aar, men han hadde allerede vundet ry som en utholdende rytter og en uforfærdet indianerkriger. Ekspresrytternes løn var god, fra 100 til 125 dollars om maaneden, og en dollar var i 1860 mange ganger saa meget værd som nu. Inden længe blev det ordnet slik, at jo længere strækning en mand red, desto større blev lønnen hans. Bill blev efter en tids forløp overdraget ruten fra Red Buttes ved Nord Platte-floden til Three Crossings ved Sweetwater-floden, en distance paa 76 miles.

Han oplevet her mange eventyr og blev ofte overfaldt av indianere og de fredløse hvite som holdt til paa prærien. Flere ganger fik han en kule gjennem sin hjorteskinds dragt uten selv at bli truffet, to ganger gjennem sin sadel, og en gang blev hans hest alvorlig saaret. Men en særlig lykkestjerne syntes at hvile over gutten, og han slap altid heldig fra sine sammenstøt. En gang, da han blev stanset av to fredløse, som med hævede geværer forlangte hans postsæk, som de trodde indeholdt værdisaker, splintret han armen paa den ene med en pistolkule og red den anden ned. En anden gang, da han blev overfaldt av en flok indianere, dræpte han høvdingen deres og red fra de andre, som mente at ha fanget ham i et bjergpas.

Unge Cody var en dristig og utrættelig rytter og blev snart viden kjendt under navnet Pony-ekspres-Bill. En dag, da han efter sit vanlige 76 miles ridt ankom til Three Crossings, fik han vite, at den, som skulde løse ham av, var blit myrdet, og han maatte nu overta ogsaa hans tur, som var paa 85 miles. Han gav sig saa vidt tid til at skifte pony og fortsatte til næste station Rocky Ridge, som han naadde til det fastsatte klokkeslæt. Men for at kunne være tilbake paa sin utgangsstation i rette tid, maatte han ufortøvet vende om igjen, og efter et hastig maaltid begav han sig paa tilbakeveien til Red Buttes. Paa hele turen frem og tilbake, ialt 328 miles, brukte han, efter hvad Ekspres-selskapets bøker viser, 21 timer. Avstanden er saa lang som fra Kristiania til Kjøbenhavn, delvis over vanskelig terræng og gjennem flere opsvulmede vandløp med en rivende strøm. Intet under at dette ridt blev anset for en bedrift selv blandt præriens haardføre og utholdende ryttere.

Mens Bill var ekspresrytter skjøt han sin første bøffelokse eller buffalo under meget dramatiske omstændigheter. En eftermiddag, da han kom galoperende ind til en avløsningsstation, fandt han ikke som vanlig en opsadlet pony ventende paa sig. Derimot hørte han støi og rop fra pladsen bak stationen, og da han red frem dit, fik han øie paa en kjæmpestor buffalookse, som var i færd med at bane sig vei gjennem en flok kvæg. En fire-fem mand skjøt løs paa oksen med geværer og pistoler, men uten anden virkning end at hidse oksen yderligere op. Bill kunde ikke dy sig og lo høit av det komiske syn, men pludselig blev komedien forvandlet til tragedie.