# Baron von Münchhausens merkværdige reiser og eventyr

## Part 3

Book page: https://www.cyberlibrary.org/no/books/baron-von-munchhausens-merkv-rdige-reiser-og-eventyr-63200/index.md

Orkanen brøt løs, just som vi hadde kastet anker ved kysten av et stort rike for at indta vand og ved, og den raste med slik voldsomhet, at en hel skog av uhyre store trær blev rykket op med roten og slynget op i luften. De blev kastet i en saadan høide, at de største trær kun syntes os at være som smaa dun, som man undertiden ser flyve omkring i luften. Men det hadde ikke saa farlige virkninger endda, for straks stormen stilnet av faldt ethvert træ ned paa sin gamle plads hvor roten øieblikkelig fæstnet, med undtagelse av et eneste og tilmed det største av dem allesammen.

I det øieblik da dette træ blev rykket op, var et egtepar ivrig ifærd med at plukke agurker av dets grener, for i den del av verden vokser agurker paa trær.

De brave folk fandt sig i sin skjæbne med beundringsværdig taalmod, men deres vægt foraarsaket, at træet forandret retning og faldt ned paa jorden efter hele sin længde. Nu maa De vite at provinsens statholder hadde forlatt sin bolig, som alle der pleier at gjøre under en orkan, av frygt for at bli begravet under sit slots ruiner. Da orkanen stilnet av, vendte han tilbake gjennem sin have, da træet faldt ned paa ham og lykkeligvis slog ham ihjel.

Lykkeligvis?

Ja, lykkeligvis, mine herrer, for statholderen var med Deres tilladelse den skammeligste tyran. Alle provinsens indbyggere, hans egne yndlinger iberegnet, var de elendigste skapninger under solen. Uhyre forraad laa og raatnet i lader og forraadshus, mens folket som han hadde utsuget, holdt paa at dø av hunger. Han hadde intet at frygte av fremmede voldsmænd, og dog utskrev han alle unge mænd for med vold og magt at gjøre helter av dem, og naar de saa var oplært, solgte han hele samlingen til høistbydende, for at kunne ophope nye millioner til de millioner som hans far hadde efterlatt ham. Man fortalte os at han hadde lært denne uhørte fremgangsmaate paa en reise til Norden. Endskjøndt vi var store patrioter, saa gjorde vi dog intet forsøk paa at gjendrive denne paastand, da en reise til Norden for disse mennesker likesaavel kunde bety til de canariske øer som til Grønland; men vi hadde forresten mange andre grunder til ikke at indlate os paa dette emne. I taknemlig ihukommelse av de store tjenester som dette agurkplukkende par hadde bevist sit land, indgav samtlige indbyggere en underdanigst ansøkning til regjeringen om at faa manden utnævnt til hans efterfølger, hvilket ogsaa naadigst blev indvilget. Vistnok hadde disse brave folk paa sin ufrivillige luftreise kommet solen saa nær, at denne vor lyskildes blændende glans hadde omtrent utslukket baade deres ytre og indre lys; men de styrte derfor kun saa meget desto bedre, og ingen spiste sidenefter agurker der i landet uten at rope: «Himlen bevare vor statholder!»

Efter at ha utbedret den skade, som stormen hadde tilføiet vort skib og overværet festmaaltidet til ære for den nye statholder, avseilet vi med gunstig vind og kastet anker ved Ceylon efter seks ukers forløp. Da vi hadde været der omtrent fjorten dage, spurte guvernørens ældste søn mig om jeg vilde gaa paa jagt med ham, et tilbud som jeg mottok med megen glæde. Min ven var stor og sterk og vant til klimaets utaalelige hete, mens jeg snart blev træt og derfor var et godt stykke bakefter ham da vi naadde skogen.

Jeg vilde just til at sætte mig ned for at hvile ved den bratte bred av en elv, som en stund hadde fæstet min opmerksomhet, da jeg med et fik høre et forfærdelig brøl bak mig. Jeg saa mig om, og man kan tænke sig min forfærdelse ved at se en uhyre løve komme imot mig, og i hvis ansigt jeg tydelig kunde se en allernaadigst beslutning om at ta mig til frokost uten at spørre mig om lov.

Min bøsse var bare ladd med hagl, og desuten hadde jeg hverken tid eller aandsnærværelse nok til at betænke mig. Jeg sigtet paa den, da jeg haabet om end ikke at saare den, da idetmindste at kunne skræmme den. Men bæstet kom rasende imot mig, som om det hadde forstaat hvad min hensigt var. Jeg blev da aldeles fra mig selv, kastet bøssen og forsøkte rent instinktmæssig at flygte. Jeg gyser endnu, naar jeg tænker paa det syn som da mødte mig. Nogen skridt foran mig laa en uhyre krokodille med aapent gap for at sluke mig.

Forestil Dem, mine herrer, min frygtelige stilling: bak mig løven, foran mig krokodillen, tilvenstre en rivende strøm, tilhøire en frygtelig avgrund som jeg bakefter fik høre, var fuld av giftige ormer.

Det svimlet for mig, og bevidstløs faldt jeg til jorden. Jeg er sikker paa at endog Herkules vilde ha gjort det samme i min stilling.

En eneste tanke stod endnu klar for mig, og det var at jeg det næste øieblik kunde vente at kjende den rasende løves tænder eller at bli opslukt av krokodillen. Nogen sekunder forløp, da hørte jeg et sterkt bulder, hvorefter det blev aldeles stille. Om en stund vovet jeg at løfte hodet, og hvad tror I vel jeg saa?

Jo, til min uutsigelige glæde fandt jeg, at løven hadde sprunget over mig i det øieblik da jeg faldt, og like ind i krokodillens aapne gap. Dens hode var kommet ned i krokodillens svælg, og begge arbeidet av alle kræfter for at komme løs. Jeg sprang straks op, drog min hirschfænger og skilte med et eneste hug løvens hode fra kroppen, som blev liggende ved mine føtter. Derpaa støtte jeg med bøssekolben hodet saa langt jeg kunde, ned i gapet paa krokodillen, som derved blev kvalt i et øieblik.

En liten stund efter denne min glimrende seir, kom min ven til, da han var blit urolig over mit lange fravær. Han lykønsket mig paa det varmeste, og vi maalte nu krokodillen som vi fandt var firti fot og syv tommer lang.

Saasnart guvernøren fik høre om denne merkelige jagthændelse, sendte han en vogn og folk for at hente begge dyrene.

Jeg fik en bundtmaker der paa stedet til at gjøre mig en hel del tobakspunger av løvens hud, og forærte bort en del til mine bekjendte paa Ceylon. Ved min tilbakekomst til Holland skjænket jeg resten dels til borgermesteren i Amsterdam, dels til nogen kjøbmænd, for at bevidne dem min særdeles agtelse, formedelst disse herrers almindelig bekjendte tilbøielighet til at sætte det almene bedste fremfor sin egen vinding.

Krokodillens hud blev utstoppet paa sædvanlig vis, og den utgjør nu en av de største prydelser for Amsterdams museum. Vaktmesteren paa stedet fortæller alle besøkende mit eventyr. Jeg maa imidlertid si, at han desværre tilføier en hel del, som aldeles ikke bidrager til fortællingens troværdighet. Saaledes bruker han f. eks. at berette, at løven rendte tvers igjennem krokodillens legeme, og at den just skulde til at rende ut gjennem den anden ende, da den «verdensberømte baron» avhugget dens hode og tillike tre fot av krokodillens hale. Krokodillen, fortsætter den brave vaktmester, blev da saa forarget over tapet av sin hale at den vendte helt rundt, snappet hirschfængeren ut av baronens haand og slukte den med slik voldsomhet, at den gik tversigjennem hjertet saa den kreperte paa flekken.

Jeg behøver ikke at si, mine herrer, at jeg er meget kjed over denne slyngels uforskammethet. Vi lever jo i en saa vantro tid, at folk som ikke kjender mig, kunde komme til at tvile paa sandfærdigheten av mine oplevelser, bare for slike paatagelige løgners skyld, og jeg kan ikke andet end si at slikt er i høi grad saarende for en mand av ære.

VII.

Anden sjøreise.

I 1776 indskibet jeg mig i Portsmouth paa et førsteklasses linjeskib paa 100 kanoner og med 1400 mands besætning, og vor bestemmelse var Nord-Amerika. Jeg kunde her berette adskillige hændelser fra mit ophold i England; men jeg vil heller gjøre det senere. Følgende maa jeg dog omtale i forbigaaende. Jeg hadde en dag den fornøielse og ære at se hans majestæt kjøre i al sin pomp i sin stadsvogn for at aapne parlamentet. Paa bukken sat en uhyre tyk kusk, i hvis skjæg Englands vaaben var klippet paa den mest kunstfærdige maate, mens han med sin svøpe smeldte et tydelig G. R. (Georg Rex).

Hvad vor reise angaar, saa hændte intet av betydning før vi var omtrent 300 mil fra St. Lorensfloden, da skibet støtte med frygtelig voldsomhet paa noget som vi antok var en klippe. Loddet blev kastet; men vi kunde ikke træffe bund med en 300 favners line. Hvad som gjorde hændelsen endnu mere ubegripelig var, at støtet var saa voldsomt, at vi mistet roret, brak baugsprydet av og splintret masterne fra toppen til dækket, og to av dem gik overbord.

En stakkars fyr som var tilveis, ifærd med at beslaa store mærsseilsskjøte, blev slynget mindst tre mil fra skibet; men han frelste heldigvis livet, da han underveis fik tak i nebbet paa en stormfugl som holdt ham oppe, til man kom ut og fik tat ham op i en baat. Et andet bevis paa støtets voldsomhet var den kraft, hvormed folk som befandt sig paa mellemdækket, blev slynget mot dækket over deres hode. Mit hode blev derved støtt ned i maven, hvilken stilling det beholdt i flere maaneder.

Mens vi andre forundret os over grunden til dette støt og hele skibet endnu var i et eneste røre, blev med engang alt forklart. Vi fik nemlig øie paa en uhyre hval, som hadde ligget og døset en seksten fot under overflaten. Dyret var blit saa ærgerlig over den forstyrrelse som vort skib hadde foranlediget, da roret i forbifarten hadde skrapet det paa næsen, at det slog sønder og sammen hele galleriet og en del av agterspeilet med sin halefinne, tok derpaa pliktankret som hang i forstavnen, mellem sine tænder og svømmet mindst 60 mil avsted med skibet med en fart av 12 mil i timen, da lykkeligvis tauget brast og vi blev kvit baade hvalen og ankret. Paa vor tilbakereise til Europa nogen maaneder senere fandt vi den samme hval flytende død paa havet, bare nogen faa mil fra det sted, hvor vi først hadde truffet den. Vi maalte den og den var uten overdrivelse næsten en halv mil lang. Da vi bare kunde ta en del av et slikt uhyre ombord, satte vi baatene ut og skar med meget stræv hodet av, hvor vi til vor store glæde fandt ankret og omtrent firti favner av kabelet skjult i en hul tand paa venstre side like under tungen. Dette var den eneste merkelige begivenhet paa reisen.

Dog en ting hadde jeg nær glemt; mens hvalen løp avsted med skibet, sprang dette læk og vandet fosset ind med slik voldsomhet, at alle vore pumper ikke hadde kunnet holde os oven vande i en halv time. Heldigvis var jeg den første som opdaget lækken. Jeg saa at der var et stort hul, omtrent en fot i diameter. De vil ikke forundre Dem over at jeg føler mig litt stolt ved tanken om, at dette prægtige skib med hele dets besætning blev frelst ved en lykkelig tanke som faldt mig ind. Jeg satte mig ned og fyldte derved lækken fuldstændig.

Man vil ikke forundre sig herover, naar jeg fortæller at jeg baade paa fædrene og mødrene side nedstammer fra vestfalske og hollandske forfædre. Min stilling blev mig tilslut noget kold, for vandet trængte gjennem mine ikke meget tykke klær, men Münchhausen trodser alt, naar det gjælder at utføre en ærefuld bedrift.

VIII.

Tredje sjøreise.

Jeg var engang i Middelhavet i stor fare for at komme ut av verden paa en forunderlig maate. Jeg badet mig en sommer-eftermiddag i dette herlige hav i nærheten av Marseille, da jeg saa en uhyre hai komme sættende imot mig med sit gap vidt opspærret. Her var ingen tid at spilde og at komme væk var umulig. Jeg gjorde mig da saa liten som mulig ved at slutte mine ben sammen og presse armene langs siden, hvorved jeg opnaadde at kunne smyge mig mellem dens tænder og like ned i buken, hvor det var belgmørkt, men forøvrig ganske varmt og behagelig. Jeg spekulerte paa, hvordan jeg skulde komme ut igjen og fandt paa at naar jeg gjorde mig svært ubehagelig, vilde den vel være glad ved at bli mig kvit.

Da jeg hadde rundelig plads, begyndte jeg at hoppe, stupe kraake og slikt noget, men intet synes at være den saa ubehagelig som en lystig skotsk ril. Den begyndte da at brøle ganske forskrækkelig og stod næsten ret op og ned i havet. Derved blev den opdaget av et italiensk handelsfartøi, som seilte forbi og paa nogen faa minutter harpunerte den. Da den var vel bragt ombord, hørte jeg folkene raadslaa sig imellem, paa hvilken maate de skulde skjære den op for at faa den mest mulige tran ut av den. Da jeg forstaar italiensk, blev jeg dødelig ræd for at de, naar de skar op min vert, ogsaa skulde træffe mig. For at undgaa denne fare, stillet jeg mig omtrent midt i maven (hvor en hel klub hadde kunnet faa rum), for jeg antok at de vilde begynde paa en av enderne. Min frygt forsvandt ogsaa da de begyndte med hodet.

Saasnart jeg merket et glimt av dagens lys, skrek jeg av fuld hals, at det glædet mig at faa gjøre herrernes bekjendtskap og ved deres hjælp bli befridd fra et fængsel, hvor luften just ikke var av første sort. De kan ikke forestille Dem den forbauselse som avspeilet sig i alles ansigter, da de hørte en menneskelig stemme fra fiskens buk, og endnu mere ved at se en stor og lang, naken baron komme spadserende ut. Jeg forklarte dog alt ved at fortælle mit eventyr, over hvilket de var nær ved at revne av latter.

Efter at ha styrket mig med litt mat, hoppet jeg paany ut i vandet for at rense mig, og svømmet derpaa bort efter mine klær, som jeg ganske rigtig fandt paa samme sted hvor jeg hadde forlatt dem. Efter min beregning hadde jeg tilbragt omtrent tre og en halvtime i dette uhyres mave.

IX.

Fjerde sjøreise.

Mens jeg endnu var i Tyrkiets tjeneste, moret jeg mig ofte med at seile ut i en lystbaat paa Marmorahavet, hvorfra man har en herlig utsigt til Konstantinopel med sultanens seraljer. En morgen som jeg var ute, sat jeg just og betragtet den vidunderlig klare, blaa himmel, da jeg blev var en rund tingest deroppe, og som syntes at være saa stor som en biljardkule med noget hængende under sig.

Jeg tok straks min groveste og længstrækkende fuglebøsse, som jeg aldrig med min gode vilje reiser foruten. Jeg ladde den med en kule og fyrte efter tingesten, men uten virkning da den var altfor langt borte. Jeg tok da dobbelt portion krudt og fem kuler; da gik det bedre, kulerne traf og rev hul paa den ene side. De kan dømme om min forbauselse, da jeg fik se en pragtfuld forgyldt gondol, hængende ned fra en uhyre ballon, falde ned like ved min baat. I gondolen var der en mand og halvdelen av et stekt faar. Da min forbauselse hadde lagt sig noget, befalte jeg mine folk at ro ut efter denne herre.

Manden saa ut som han kunde være en franskmand, hvilket siden ogsaa viste sig at være tilfældet. Han hadde i hver vestlomme et pragtfuldt guldur og vægtige kjæder med medaljoner. I hvert knaphul hang en guldmedalje, som mindst var hundrede dukater værd. Paa hver av hans fingre glitret en kostbar diamantring, og hans lommer var saa fulde av pengeposer, at de tynget hans kjoleskjøter ned mot jorden. Visselig, sa jeg til mig selv, maa denne mand ha gjort menneskeheten mange store tjenester, siden alle disse høie herskaper har belæsset ham med saa mange gaver i slike usle og gjerrige tider som vore. Faldet hadde aldeles bedøvet ham, saa det varte en stund før han kunde tale. Litt efter litt kom han sig og fortalte følgende:

«Mit hode var ikke sterkt nok for denne maate at reise paa, heller ikke er jeg tilstrækkelig inde i videnskapen for at kunne beseire alle vanskelighetene dermed. Min tanke var at ydmyge alle døgnfluer av linedansere og gjøglere ved at hæve mig langt over deres hoder. For syv eller otte dage siden -- jeg kan ikke si det nøiere, da jeg har tapt tidsregningen, eftersom jeg hele tiden har været der hvor solen aldrig gaar ned -- steg jeg op fra Kap Lizard i Cornwallis i England og tok med mig et faar for at gjøre kunster dermed til tilskuernes forlystelse.

Uheldigvis øket vinden paa, og istedetfor at drive til Exeter hvor jeg hadde isinde at lande, blev jeg drevet tilhavs, men saa høit at jeg ikke kunde gjøre nogen iagttagelser. Jeg blev snart saa sulten, at jeg kunde prise mig lykkelig ved at ha tat faaret med mig. Jeg dræpte nu dyret, og jeg var da langt ovenfor maanen og i omtrent 16 timer saa nær solen, at den sved øienbrynene av mig. Jeg la derfor faareskrotten paa det sted i gondolen, hvor solen hadde mest magt, det vil si der hvor ballonen ikke kastet skygge, og efter et par timers forløp var alt gjennemstekt. Paa denne stek har jeg hele tiden levet. Aarsaken til mit lange luftophold,» tilføide han, «var den at en snor som aapnet ballonens ventil, hadde sprunget, og hadde De ikke skutt hul paa ballonen, saa var jeg sandsynligvis som Muhamed blit svævende mellem himmel og jord til dommedag.»

Saaledes sluttet han sin fortælling. Da jeg sa ham, at den midt foran os liggende store bygning var sultanens seralj, blev han aldeles forbløffet, for han hadde trodd at være paa et ganske andet sted end i Konstantinopel.

Gondolen skjænket han siden min styrmand og levningerne av faaret kastet han i havet.

Ballonen var blit saa beskadiget av faldet og skuddet, at den ikke kunde repareres.

X.

Baronen reiser til Kairo.

Da vi endnu har tid til at tømme en flaske vin, mine herrer, vil jeg fortælle en høist forunderlig oplevelse, som jeg hadde nogen maaneder før min tilbakekomst til Europa. Storsultanen, for hvem jeg var blit presentert av den keiserlig russiske, den keiserlig romerske og den kongelige franske gesant, overdrog mig at utrette en sak av høieste vigtighet i Kairo, men av hvad beskaffenhet denne sak var, maa for bestandig forbli en dyp hemmelighet.

Jeg reiste landeveien med stor pomp og et talrig følge, men før jeg naadde reisens maal, var jeg saa heldig at forøke reiseselskapet med nogen høist merkværdige medlemmer av menneskeslægten. Jeg var bare kommet nogen faa mil fra Konstantinopel, da jeg saa en tynd, smekker mand løpe avsted over markerne med utrolig hurtighet, endskjønt han ved hver fot hadde fæstet en jernkule paa mindst et par skippunds vegt. Forbauset herover ropte jeg til ham:

«Hvorhen saa hurtig, gode ven? og hvorfor har du hængt disse vegter paa dig? de kan da bare være til besvær!»

«Jeg forlot Wien for en halv time siden, naadige herre,» svarte han. «Jeg tjente der hos en fornem herre, fra ham har jeg tat avsked. Jeg agter mig nu til Konstantinopel for at søke mig en ny plads. Da jeg ikke har bruk for al min hurtighet, forminsker jeg den ved hjælp av denne vegt, for _moderata durant_ som min gamle lærer pleide at si.»

Fyren behaget mig saa godt, at jeg spurte ham om han vilde ta tjeneste hos mig, og til det var han straks villig. Vi reiste derpaa videre gjennem mange land og mange byer. En dag fik jeg se en mand ligge ubevægelig paa jorden ikke langt fra kongeveien. Han syntes at sove, men gjorde det dog ikke, for han laa med det ene øre ned paa marken, som om han med den største opmerksomhet lyttet efter noget.

«Hvad lytter du efter, min ven?» spurte jeg. «Aa jeg morer mig med at høre græsset gro,» svarte han.

«Og det kan du virkelig høre?»

«Det og mere til.»

«Kom da i min tjeneste, min ven! Hvem vet, om ikke en ambassadør kan faa nytte av et fint øre.»

Fyren sprang op og fulgte med os.

Ikke langt derfra paa en bakke saa jeg en jæger staa med en bøsse, som han i et væk skjøt av i luften.

«God lykke til jagten,» ropte jeg, «men hvad skyter du paa, for jeg kan ikke se andet end den blaa himmel?»

«Aa,» svarte han, «jeg prøver bare en fuglebøsse, som jeg har faat fra Kuchenreicher i Regensburg. Jeg skjøt netop nu en spurv som sat paa spiret av Strassburgs domkirke.»

Enhver som kjender min kjærlighet til jagtens ædle idræt, vil ikke forundre sig over at jeg øieblikkelig faldt denne ualmindelige skytter om halsen.

Jeg skyndte mig naturligvis at sikre mig ham. Vi fortsatte vor reise og reiste gjennem stæder og land og naadde tilslut Libanon. En dag opdaget jeg i utkanten av en cederskog en undersætsig, kraftig kar, som i sin høire haand holdt et taug som saa ut til at være slynget rundt hele skogen.

«Hvad er det du trækker paa, min ven?» spurte jeg.

«Aa jeg skulde bare fælde noget tømmer, og jeg har glemt øksen hjemme. Derfor faar jeg se at hjælpe mig saa godt jeg kan.»

Med disse ord drog han til og rev hele skogen ned i et eneste tak likesaa let, som om det hadde været en haandfuld siv. Man kan let skjønne hvad jeg nu gjorde. Jeg vilde heller ha opgit min stilling som gesant end git slip paa denne skoghugger.

Da vi kom nær Ægyptens grænser, opstod der med engang en saa frygtelig storm, at jeg var ræd for at blaase bort med hele mit følge og al min bagage. Paa veiens ene side var der syv vindmøller, hvis vinger gik likesaa hurtig rundt som den flittigste spindekones rokkehjul. Ikke langt borte stod en mand, saa tyk som Falstaff, og holdt hele tiden pekefingeren paa sit høire næsebor. Da han saa i hvilken nød vi var, og hvorledes vi forgjæves kjæmpet mot stormen, kom han bort til os og tok ydmyg hatten av sig, som en soldat for sin oberst.

Vinden stilnet øieblikkelig, og de syv møller stod stille. Høist overrasket over dette, som jeg syntes stred mot naturens orden, sa jeg til manden:

«Er du besat av den onde, eller kanske du er ham selv i egen høie person?»

«Om forladelse, Deres velbaarenhet,» sa han, «jeg gjorde bare litt vind for min herre mølleren, og for ikke at rive møllene ned blæste jeg bare gjennem det ene næsebor.»

«Her er nok en mand for dig,» tænkte jeg, «han kan bli rent uundværlig naar du kommer hjem, og lungerne ikke rækker til for at fortælle alle de underbare ting, som hændte dig under dine reiser tillands og tilvands.» Vi kom snart til enighet og han forlot sin møller og fulgte med. Det var paa tide at komme frem til Kairo. Saasnart jeg hadde utført mit vigtige ærinde til min tilfredshet, besluttet jeg mig at avskedige hele mit følge, undtagen de sidst antagne talentfulde mænd og i deres selskap tiltræde reisen hjem som privatmand. Da veiret var straalende og Nilen mere henrivende end jeg kan beskrive, fik jeg det indfald at leie en baat og reise til Alexandria. Alt gik ogsaa godt indtil den tredje dag.

De har vistnok allesammen, mine herrer, hørt tale om Nilens aarlige oversvømmelser. Paa min reises tredje dag begyndte den at stige i en forbausende grad, og den følgende dag bedækket den hele landet milevidt paa begge sider, saa langt vi kunde øine. Den femte dag blev min baat indviklet i noget som jeg først tok for siv; men næste morgen fandt vi at vi sat fast i en skog av mandeltrær, hvis frugter var aldeles modne og udmerket velsmakende. Ved at lodde fandt mine folk at vi var paa mindst 60 fot vand, og at det var aldeles umulig for os at komme enten frem eller tilbake. Klokken var 8 eller 9 om aftenen, saavidt jeg kunde skjønne av solens stilling, da der med engang opstod en voldsom bris som kantret vor baat, saa den fyldtes med vand og sank. I lang tid hørte eller saa jeg intet til baaten.

Lykkeligvis reddet vi os dog allesammen, otte mænd og to gutter paa det vis, at vi allesammen klynget os til træets grener som nok var istand til at bære os, men ikke vor baat. I denne stilling forblev vi i seks uker og tre dage og levde hele tiden udelukkende av mandler. At vi ikke led mangel paa vand er vel overflødig at fortælle. Paa den en og firtiende dag faldt vandet likesaa pludselig, som det hadde steget, saa vi fire dage senere kunde sætte foten paa tørt land. Baaten var den første gjenstand, som møtte vort øie; den laa omtrent 200 alen fra det sted, hvor den hadde sunket. Saasnart vi hadde tørret alt som var nyttig for os i solen, og belæsset os med det nødvendigste fra vore forraad ombord, skyndte vi os avsted for at komme ned til floden.

Efter min nøieste beregning var vi blit ført 150 mil over akre, haver og indhegnede strækninger. Vi gik i syv dage, før vi naadde floden som nu fløt rolig i sit eget leie. Vi fortalte vort uheld til en bey som venlig skaffet os, hvad vi behøvde og overlot os en av sine egne baater.

Seks dage efter naadde vi Alexandria, hvorfra vi tok skibsleilighet til Konstantinopel. Jeg blev overmaade naadig mottat av storsultanen, som gjorde mig den ære at vise mig sit harem. Blandt det store antal skjønheter fra alle verdens kanter kunde jeg vælge saa mange jeg fandt for godt.

XI.