Part 1

MÜNCHHAUSENS MERKVERDIGE REISER OG EVENTYR

N. W. DAMM & SØNS FORLAG · KRISTIANIA

Baron von Münchhausens merkværdige reiser og eventyr.

Med 151 illustrationer av Gustave Doré.

3dje oplag.

Kristiania. Forlagt av N. W. Damm & Søn.

W. C. Fabritius & Sønner A/S. 1916.

Indhold.

Side. Forord. I. Baron von Münchhausens reise til Rusland og eventyr 1 der II. Jagthistorier 8 III. Anekdoter om baronens hunder og hester 23 IV. Eventyr i den tyrkiske krig 32 V. Eventyr i tyrkisk slaveri og paa hjemreisen 41 VI. Baron von Münchhausens eventyrlige sjøreiser 50 VII. Anden sjøreise 61 VIII. Tredje sjøreise 66 IX. Fjerde sjøreise 69 X. Baronen reiser til Kairo 73 XI. Fortsættelse 82 XII. Adjutantens beretning 92 XIII. Iagttagelser og eventyr under Gibraltars beleiring 95 XIV. Baronen fortæller om sine forfædre 107 XV. Baronen reiser til Ishavet 118 XVI. En sjøreise til Ostindien 125 XVII. Anden reise til maanen 128 XVIII. Reise gjennem jorden tillikemed flere andre 135 merkværdige eventyr

Forord.

Hvem der har skrevet denne merkelige bok har været omtvistet. Det er dog nu saagodtsom bragt utenfor al tvil at boken er av tysk herkomst, endskjønt den første gang blev utgit i England. Efter de seneste forskninger maa man anta, at forfatteren eller maaske rettere samleren var bibliotekar og inspektør ved museet i Kassel, Rudolf Erik Raspe, som maatte flygte fra Kassel og ta sin tilflugt til England, hvor han vistnok i 1765 utgav «_Baron Münchhausen narrative of his marvellous adventures in Russia_».

Boken gjorde lykke og utkom snart i nye, bestandig forøkede oplag, baade i England og Tyskland, hvor den første gang blev oversat av digteren Bürger, hvorfor denne ofte med urette er blevet antat for dens forfatter.

Bokens helt er ingen mytisk personlighet; han tilhørte den gamle hannoveranske slegt Münchhausen. Han var i sine unge dage i russisk krigstjeneste og bokens kjerne og da især jagt- og krigshistorierne stammer vistnok fra ham. Forresten gjenfindes mange av historierne i forskjellig skikkelse i vidt adskilte land, saa en hel del beror vel paa gamle overleveringer.

I.

Baron von Münchhausens reise til Rusland og eventyr der.

Jeg reiste til Rusland mitt paa vinteren da jeg klogelig beregnet at kulde og sne nødvendigvis maatte ha utbedret veiene i Nordtyskland, Polen, Kurland og Livland, hvilke alle reisende har beskrevet som endnu besværligere end veiene til dydens tempel. Jeg reiste paa den maate som jeg synes bedst om, nemlig tilhest. Man undgaar derved mange ærgrelser; man er ikke nødt til at vente paa skyss saalænge det behager skyss-skafferen, eller at bli plukket av graadige skyss-karer. Jeg var bare let klædt og jo mere nordøstlig jeg kom, des mere følte jeg alle kuldens ubehageligheter. Hvor maatte ikke da i dette frygtelige veir en stakkars, gammel mand lide, som jeg traf liggende paa en øde slette i Polen, hjælpeløs skjælvende, og næsten uten noget til at skjule sin nøkenhet med.

Jeg kunde ikke andet end føle medlidenhet med stakkaren. Skjønt jeg selv trængte haardt til min kappe, kastet jeg den dog over ham og kviknet ham op med noget av min feltflaske. Knapt hadde jeg utført denne kjærlighetsgjerning, før jeg hørte en røst fra skyen:

«Münchhausen, min søn, dette skal du ikke ha gjort for intet.»

Jeg reiste videre, indtil nat og mørke overfaldt mig. Ingensteds kunde jeg opdage spor av menneskelige boliger da landet var aldeles nedsnedd; heller ikke kjendte jeg veien.

Da jeg var meget træt, steg jeg av hesten og bandt den til en spids stolpe som rak over sneen. For sikkerhets skyld la jeg mine pistoler under hodet, strakte mig saa lang jeg var og faldt straks i dyp søvn. Jeg vaagnet ikke før solen stod høit paa himlen.

Man kan tænke sig min overraskelse, da jeg fandt mig liggende paa en kirkegaard midt i en landsby; men min hest kunde jeg ikke se noget til, før jeg hørte den knægge over mit hode. Jeg saa op og fik se at den var bundet til toppen av kirketaarnet og hang ned fra dette. Nu blev alt mig klart; landsbyen var i nattens løp blit nedsnedd; da indtraadte et pludseligt tøveir og jeg sank uten at merke det ned paa kirkegaarden, eftersom sneen tinte. Det som jeg i nattens mørke hadde tat for en stolpe og bundet hesten ved, det var taarnspiret.

Uten lang betænkning tok jeg en av mine pistoler og skjøt bidslet tversover, saa hesten faldt ned, og saa fortsatte jeg min reise.

Uten videre nævneværdige eventyr kom jeg til Rusland, hvor det just ikke er paa mote at færdes til hest paa vintertiden. Da jeg altid retter mig efter skikkene, der jeg kommer, kjøpte jeg mig en smalslæde og satte kursen like mot St. Petersburg. Jeg husker ikke om det var i Ingermanland eller Estland; men saa meget husker jeg nøie at det var i en usedvanlig stor skog, at en glupsk ulv av aller største slags, hylende av sult, kom sættende efter mig i fuldt firsprang.

Det var ingen utsigt for mig til at slippe fra den, hvorfor jeg la mig ned paa bunden av slæden og lot min forskrækkede hest løpe for livet. Da skede det som jeg hadde ønsket, men neppe hadde turdet haabe. Ulven brød sig ikke det mindste om min ringe person, men satte over mig og anfaldt med raseri hesten, hvis bakdel den øieblikkelig sønderslet og slukte med graadighet. Det arme dyr for i sin skræk og smerte avsted i frygtelig fart. Da jeg saaledes selv var utenfor fare for øieblikket, vovet jeg at løfte hodet og saa med skræk, at ulven næsten hadde ætt sig ind i hestens krop. Det varte ikke længe før den var dypt inde i hestens legeme; men da pisket jeg av alle kræfter paa den bakfra, saa den forvirret skyndte sig at æte sig forover, indtil tilslut hestens kadaver faldt ned paa jorden. I stedet hadde jeg nu faat ulven i sælen, og da jeg brukte pisken saa flittig som jeg kunde, ankom jeg snart mot begges forventning og til tilskuernes høieste forbauselse til St. Petersburg.

Jeg skal ikke trætte Dem, mine herrer, ved at utbrede mig om denne prægtige russiske hovedstads kunstsamlinger, videnskabelige indretninger og lignende lærde saker, ei heller uleilige Dem med at fortælle om de mange fornøielige eventyr, som jeg hadde i dette lands høiere kredser, hvor husfruen altid mottar gjæsten med et kys og en dram. Jeg skal heller indskrænke mig til værdigere gjenstande for Deres opmerksomhet som hester og hunder, mine yndlinger i dyreverdenen, og fremdeles ræver, ulver og bjørner, som Rusland har en større overflod av end noget andet land, som overhodet av alt vildt. Ei heller skal jeg undlate at omtale slike ridderlige bedrifter og idrætter, som bedre klær en mand av byrd end alt det, som nutidens unge herrer blir oplært i, som skimlet græsk eller latin, franske fraser eller dansemesterkrumspring og deslige. Da det varte en stund før jeg kunde faa ansættelse i hæren, hadde jeg i flere maaneder fuld frihet til at anvende min tid paa den værdigste maate. Jeg tilbragte mere end en nat med spil og drik, da veirlagets strenghet og folkets vaner gjør dette til meget vigtigere ting end i vort ædruelige fædreland, og jeg har ogsaa i Rusland truffet paa adskillige folk, endog i de aller høieste stillinger, som var rene mestre i den ædle drikkekunst. Men alle var de dog stympere mot en gammel graaskjægget, mørkebrun general, som spiste sammen med mig ved hotellets bord. Denne hædersmand hadde mistet det øverste av sin hjerneskalle i et slag mot tyrkerne, hvorfor han hver gang en fremmed blev forestillet for ham, med den mest utsøkte høflighet undskyldte sig, fordi han var nødt til at beholde hatten paa. Han pleide hver middag at sætte tillivs adskillige flasker fint brændevin, og for at sætte kronen paa værket, lot han en flaske eller to av arakpunsch gaa samme vei. Allikevel kunde man ikke merke det ringeste til, at han var omtaaket av hvad han hadde drukket. Dette var gaadefuldt, men jeg gav mig ikke, før jeg hadde faat opløsning paa gaaden.

Jeg hadde ofte lagt merke til, at generalen hadde den vane fra tid til anden at løfte paa hatten; men jeg hadde ikke lagt nogen videre vegt herpaa, da det bare var aldeles rimelig, at han maatte være varm i toppen og kunde trænge til at kjøle sig. Endelig opdaget jeg, at hver gang han lettet paa hatten medfulgte den sølvplate, som tjente ham som hjerneskalle istedetfor det bortskutte stykke, og alle de flytende varer som han hadde indtat i aftenens løp, gik da ut i form av lette damper. Saaledes var hemmeligheten opklaret. Jeg fortalte et par av mine venner min opdagelse og vi besluttet at gjøre en prøve paa rigtigheten av den. Jeg stillet mig med min pipe bak generalen og tændte en fidibus i samme øieblik som han lettet paa hatten. Vi blev da vidner til et høist overraskende skuespil. Den røksøile, som opsteg fra generalens hode, var nu forvandlet til en ildsøile; de dunster som var nærmest hodet, blev i den klareste blaa lue til en glorie, pragtfuldere end nogen, som har omstraalt en helgens hode. Generalen blev først litt vred over den frihet, som jeg tok mig paa hans bekostning; men da det jo gav ham et saa høist ærværdig og hellig utseende, tillot han mig snart at gjenta det saa ofte, jeg vilde.

II.

Jagthistorier.

Det var naturlig, at jeg tilbragte meget av min tid utenfor hovedstaden i selskap med kjække kamerater, som forstod at sætte pris paa et udmerket jagtfelt. Bare jeg tænker paa hine svundne dage, løper mit blod hurtigere, og jeg ønsker inderlig at kunne delta i slike idrætter endnu en gang. En morgen saa jeg gjennem et av mine sovekammervinduer, at en stor dam ikke langt borte bokstavelig talt var dækket med vildænder. Øieblikkelig tok jeg riflen fra væggen, løp ned av trapperne og ut av døren i slik fart, at jeg ikke saa mig for, men støtte med panden mot dørstolpen. Det gnistret og sortnet for mine øine, men det kunde ikke stanse mig; jeg kom snart paa skudhold og la an, da jeg til min store sorg opdaget, at flintestenen var faldt av ved det voldsomme støt, jeg netop hadde faat.

Det var ingen tid at spilde. Jeg hadde aandsnærværelse nok til at huske paa det gode fyrtøi, jeg hadde i mine øine, hvorfor jeg aapnet panden, sigtet paa fuglene og slog saa av alle kræfter med knyttet næve til mit ene øie. (Baronens øine har bestandig været usedvanlig ildfulde og de tindrer især, naar han fortæller denne historie). Gnister i mængdevis for ut, fængkruttet tændtes, skuddet gik av, og jeg skjøt med et skud 50 vildænder, 25 stokænder og 3 krikænder.

Aandsnærværelse er sjælen i alle mandige idrætter. Naar sjømænd og soldater alene skylder den, at de slipper helskindet ut av faren, saa har ogsaa jægeren ofte den at takke for sin lykke.

Saaledes husker jeg at jeg engang kom til et vand, hvor jeg opdaget flere dusin ænder, som dog laa altfor spredt til at jeg kunde haabe at nedlægge noget nævneværdig antal med mit gevær, især da jeg til alt uheld bare hadde et eneste skud igjen.

Jeg husket da, at jeg endnu hadde igjen av nisten et stykke skinke, som laa i jagttasken. Denne fete bit fæstet jeg til et grovt snøre, som jeg viklet op og knyttet sammen efter enderne, saa det blev meget længere end før. Saa gjemte jeg mig i sivet ved bredden, kastet lokkematen ut og fik snart til min store glæde se en av ænderne nærme sig og graadig sluke fleskestykket.

De andre skyndte sig efter og da flesket var meget fedt, kom det likesaa fort ut den anden vei, og da slukte nok en and det og saa en tredje og saaledes allesammen den ene efter den anden. Paa nogen faa minutter hadde saaledes flesket gaat igjennem alle ænderne uten at snøret var gaat stykker, og nu sat de der som perler paa en snor. Jeg trak hele bundten med megen glæde ind til stranden, slynget snøret nogen ganger om livet og vendte saa næsen hjemover. Da jeg hadde gaat et stykke, begyndte dette store jagtbytte at føles tungt, og jeg angret halvveis paa at jeg ikke hadde nøiet mig med nogen færre, da en underlig hændelse kom mig tilhjælp -- skjøndt jeg ikke kan si andet, end at jeg i første øieblik blev endel forvirret ved det.

Ænderne begyndte igjen at bli levende efter den første bedøvelse og slog med sine vinger; tilslut steg allesammen tilveirs og drog mig med sig. Mange andre vilde i mit sted ha mistet aandsnærværelsen, men jeg drog fordel av omstændighetene saa godt jeg kunde og styrte med mine frakkeskjøter kursen hjem.

Da jeg var like over mit hus, blev spørsmaalet hvordan jeg skulde komme ned uten at komme tilskade. Jeg vred da halsen om paa ænderne, den ene efter den anden, sank derved sagte ned og kom til min koks store bestyrtelse gjennem skorstenspipen og ned i kjøkkenet, hvor der heldigvis ikke var tændt nogen ild.

Noget lignende hændte mig en anden gang med et kuld raphøns. Jeg var gaat ut for at prøve en ny rifle og hadde brukt op alt mit hagel, da et kuld raphøns pludselig fløi op like for næsen paa mig. Ønsket om at ha nogen af dem paa mit aftensbord indga mig en god idé. Jeg naadde det sted, hvor flokken hadde slaat sig ned, ladet geværet hurtig med krudt, tilspisset ladestokken og stak den ind i løpet istedetfor hagel. Saa gik jeg mot raphønsene og i det øieblik de fløi op, fyrte jeg og ladestokken gik gjennem syv stykker som saaledes blev sat paa spid.

Det kan ikke ofte nok gjentas, mine herrer, at med snarraadighet hjælper man sig frem under alle forhold i livet.

En anden gang hændte det, at jeg dypt inde i en skog i Rusland traf paa en prægtig sort ræv, hvis skind er saa værdifuldt, at det vilde ha været synd og skam at ødelægge det ved et skud.

Ræven stod tæt ind til et stort træ. Jeg tok hurtig kulen ut av geværet og ladet det istedet med en stor spiker, trykket av og traf dyret saa godt, at halen blev spikret fast til træet. Saa gik jeg bort til den med kniven i haanden, skar et dypt tversnit i panden og brukte saa min pisk med slik kraft paa den, at den tilslut bokstavelig talt løp ut av sit gode skind.

Ofte ser man, at lykken og tilfældet bøter paa vore feiltagelser. Dette fik jeg kort efter ovennævnte hændelse et merkelig bevis paa. Midt inde i skogen traf jeg paa et vildsvin med sin unge, som travet like bak hinanden. Min kule bommet men allikevel flygtet ungen som var den første, mens soen blev staaende uten at røre sig av flekken. Da jeg nøiere undersøkte saken, fandt jeg at soen var blind, at hun holdt sin unges hale mellem tænderne, og at ungen av barnlig kjærlighet til sin gamle mor paa denne maate ledet hendes skridt. Min kule hadde gaat imellem begge og truffet halen som var revet tversover, og mens ungen hadde rendt sin vei, var soen blit staaende endnu tyggende paa halen. Jeg tok derfor blot fat i halestumpen og ledet den gamle hjem uten den mindste møie, og uten at det gamle hjælpeløse dyr viste den ringeste gjenstridighet eller frygt.

Vildsvin ansees med rette for at være blandt de farligste og vildeste dyr, man kan træffe paa, hvilket jeg nok fik føle, engang jeg traf et slikt bæst midt inde i skogen. Jeg var ulykkeligvis ikke belaget paa et saadant møte, hvorfor jeg ikke kunde gjøre andet end at skynde mig bak et stort eketræ, netop som dyret rettet et støt mot mig med en saadan kraft, at dens hugtænder trængte igjennem træet, og den kunde hverken gjenta støtet eller trække tænderne tilbake. «Aahaa,» tænkte jeg, «nu har jeg dig,» og jeg fik fat paa en sten, med hvilken jeg bøide og hamret tænderne slik, at det blev aldeles umulig for den at komme løs og den pent maatte vente, til jeg kom tilbake fra nærmeste landsby, hvor jeg hentet rep og kjærre for at faa den levende hjem, hvilket ogsaa fuldstændig lykkedes mig.

I har sikkert, mine herrer, hørt tale om alle jægeres skyts-helgen, Sankt Hubert, og om det ædle kronvildt som viste sig for ham i skogen med det hellige kors mellem sine horn.[1] Jeg har ydet denne helgen min tribut hvert aar ved at følge hans eksempel og jeg har set hans hjort vel tusen ganger avbildet enten i kirker eller paa broderier, saa at jeg paa ære og samvittighet som god jæger ikke kan si enten der i fordums tider virkelig har været eller kanske endnu findes slike dyr med kors. Jeg skal heller fortælle, hvad jeg har set med mine egne øine. En dag som jeg alt hadde opbrukt baade kuler og hagel, mødte jeg en prægtig kronhjort, som saa aldeles ubekymret paa mig, som om den kjendte til min tomme hagelpung. Jeg ladet da bøssen øieblikkelig med stenene av nogen kirsebær, som jeg hadde gaat og suget paa. Saa fyrte jeg og traf dyret midt i panden mellem hornene. Det vaklet, men hadde allikevel kraft nok til at undfly.

[Footnote 1: St. Hubert var hertug i det frankiske rike og blev omvendt til kristendommen, da han en langfredag var paa jagt og da traf en hjort, som hadde et straalende kors mellem sine horn. Han blev aar 723 biskop i Lüttich og hans minde blev sidenefter feiret hver 3dje november med store jagtfester.

_O. a._ ]

Et aar eller to senere var jeg paa jagt i samme skog, da fik jeg se et prægtig dyr med et fuldt utvokset kirsebærtræ omtrent ti fot høit mellem sine horn. Jeg gjenkjendte øieblikkelig fyren og betragtet den naturligvis som min retmæssige eiendom, idet jeg fældte den med et velrettet skud, som paa engang gav mig baade stek og kirsebærsauce, for træet var fuldt av den saftigste frugt, som jeg nogensinde har smakt.

Hvem vet, om ikke en eller anden høihellig jæger eller kanske en jagende biskop eller abbed kan ha skutt og plantet korset paa en lignende maate mellem taggerne paa St. Huberts dyr?

Disse hellige mænd (av den katolske kirke naturligvis) har altid været kjendt for sin nidkjærhet til at plante kors og horn, og i et vanskelig tilfælde er man tilbøielig til at gripe til ethvert middel for at hjælpe sig ut av nøden, heller end at la en gunstig leilighet undslippe. Jeg har selv ofte befundet mig i slike vanskelige tilfælde og har da altid handlet efter øieblikkets indskydelse. Hvad sier De for eksempel til følgende hændelse.

Jeg var en dag paa jagt i en av Polens uhyre skoger, og efter at ha opbrukt alt mit krudt vendte jeg hjemover da mørket faldt paa. Da møtte jeg pludselig en vældig bjørn, som med opspærret gap lot til at ville gjøre mit nærmere bekjendtskap. Jeg rotet i en fart gjennem alle mine lommer i haab om at finde noget krutt og en kule, men forgjæves.

Jeg fandt bare to reserveflintesten, og den ene slynget jeg da av alle kræfter ned i gjennem uhyrets digre gap. Den likte nok ikke dette for den gjorde helt om, og idetsamme slynget jeg den anden sten ind den motsatte vei, og det frembragte i sandhet en uanet virkning. Begge stenene støtte mot hinanden inde i maven og slog øieblikkelig ild, saa bjørnen fløi i luften med et frygtelig brak.

Skjønt jeg saaledes kom helskindet fra det denne gang vilde jeg dog nødig igjen vaage mig mot en bjørn uten andre forsvarsmidler.

Der synes at hvile en vanskjæbne over mig i den henseende, at de mest glubske og farligste dyr i almindelighet møter mig naar jeg er værgeløs, som om de instinktmæssig ante det. Saaledes hændte det engang, just som jeg hadde tat av flintestenen for at paasætte en ny, at en uhyre bjørn kom brummende mot mig. Jeg var aldeles hjælpeløs og hadde netop tid nok til at klatre op i et træ for at redde mig. Ulykkeligvis faldt min jagtkniv under opklatringen ned, saa jeg ikke hadde andet til at paaskrue flinten med end mine fingre, som var aldeles utilstrækkelige, da laasen var meget træg. Bjørnen la sig paa vagt under træet, og jeg ventet hvert øieblik, at den skulde komme efter mig. Som jeg før har fortalt hadde jeg engang med held avfyrt mit gevær ved hjælp av mine øines ild; men det middel synes jeg litet om, da jeg hadde faat en heftig betændelse i øiet av det, som endnu ikke var helbredet. Jeg betragtet med begjærlige blik mit vaaben som laa paa sneen, men det hjalp jo ingenting; men saa fik jeg pludselig et heldig indfald.

Mine herrer vet, at jægeren likesom filosofen bestandig har noget paa rede haand. For mig har min jagttaske stedse været det arsenal, som forsyner mig med ethvert hjælpemiddel. Jeg rotet efter og fandt noget hyssing, en kroket spiker og litt voks. Vokset var stivnet i kulden, saa jeg maatte først lægge det ind paa brystet for at bløte det op. Spikeren strøk jeg saa over med voks, fæstet den til hyssingen og firte den øieblikkelig ned paa knivens haandtak.

Den sterke kulde gjorde, at spikeren øieblikkelig frøs fast. Nu drog jeg sagte og varsomt det noksaa tunge vaaben op med hyssingen. Med dettes hjælp hadde jeg knapt gjort min rifle istand, før bamsen begyndte at klatre opover træet; men jeg mottok den nu med en saadan salve, at lysten til at klatre forgik den for bestandig.

En anden gang kom en uhyre ulv saa uforvarende over mig, at jeg ingen anden utvei kunde finde paa end rent instinktmæssig at kjøre min arm ned igjennem dens svælg. For at den ikke skulde bite armen over, stak jeg den helt ind til skulderen, men hvad skulde jeg saa gjøre? Min stilling var just ikke særdeles behagelig. Man tænke sig bare: ansigt til ansigt med en ulv. Vi betragtet hinanden just ikke med de venligste blik, det kan jeg forsikre. Hvis jeg trak min arm tilbake, vilde bæstet fare endnu mere rasende ind paa mig, det kunde jeg tydelig læse i dets gnistrende øine.

Jeg tok derfor et godt tak i dens indvolder, vendte ut og ind paa dem som paa en hanske, kastet den saa til jorden og lot den ligge, sig selv til straf og andre til advarsel.

Samme middel vilde jeg nødig ha forsøkt overfor en gal hund, som kom sættende efter mig i en av St. Petersburgs trangeste gater.

Redde sig hvo kan, tænkte jeg, kastet min pelsværksfrakke og var inden døre i et øieblik.

Jeg sendte min tjener ut for at hente frakken, og han hængte den ind i garderoben til mine andre klær. Morgenen derefter da jeg sat og spiste frokost, blev jeg høilig forbauset ved at høre min kammertjener Josef rope:

«For guds skyld, baronens frakke er blit gal.»

Jeg sprang op, ilte ind i garderoben og fandt alle mine klær hulter til bulter og nogen aldeles iturevet. Fyren hadde fuldstændig ret, frakken var blit gal. Jeg kom netop tidsnok til at se den overfalde min fineste selskapsdragt, som den rystet og tumlet med paa den ubarmhjertigste maate.

III.

Anekdoter om baronens hunder og hester.

Alle disse merkelige oplevelser, mine herrer, som jeg nu har fortalt Dem, faldt kun lykkelig ut ved hjælp av min aandsnærværelse og mine kraftige anstrengelser, hvilke egenskaper, som enhver vet, er aldeles uundværlige for den egte jæger, soldat og sjømand. Det vilde i sandhet være en meget letsindig jæger, admiral eller general, som altid vilde stole paa et lykkelig tilfælde eller sin gode lykke uten at bryde sig om de forsigtighetsregler, som netop forebygger tilfældet, og uten i forveien ved de bedste forholdsregler at sikre sig et heldig utfald. Jeg har aldrig været skjødesløs hverken i den ene eller den anden henseende, for jeg har altid ikke alene været kjendt for mine udmerkede hester, hunder og geværer, men ogsaa for min dygtighet i at bruke dem, saa jeg nok kan si uten at smigre mig selv, at jeg har skapt mig et uforgjængelig navn i skog og mark.