Part 6

»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er saamænd ikke den, der laster Dem derfor; et Fornuftgiftermaal er virkeligt — fornuftigt. Jeg har maaske selv i Sinde at indlade mig i et lignende. Min Familie snakker saa meget for mig om at gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det under Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille Pige, — nej, for Resten Pokker ikke lille, — en rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline hedder hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i hende end i saa mange andre, — men hun siges at være det i mig, — eller tror at være det, — men som sagt, det er endnu ins blaue hinein.«

Valborg lyttede ubevægelig.

Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham kun, hvad vel Snese af unge Piger havde været og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, havde han sagt til alle de andre, — og set paa dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, nu i Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de lette, ligesom tilfældige Berøringer hende og hende alene.

»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! Og her har Deres mageløse Faster saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, — og et Glas uden Fod, — det er nok, hvad man kalder et Skovglas, — ikke sandt? Jeg synes, De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte Kage? — Aa, hvor De dog har en nydelig Haand! Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog hendes Haand, klappede den blødt og sagte og skød den blanke Guldring op og ned paa Fingeren. »Ja, rigtig en nydelig formet lille Haand, — med Smilehuller!«

»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om Opskriften paa de Kager«, sagde Valborg; hun indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to varme, smilende Øjne paa sig i Længden kunde blive for meget af det gode. »Jeg maa jo nemlig vænne mig til Huslighed nu!«

»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, hvordan Deres Hjem skal indrettes! Det interesserer mig altid at høre saadanne unge vordende Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede Fremtid!«

Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt sig med »vordende« Fruer. Havde han ogsaa taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene, sagt, han syntes om deres Dragt?

Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle om, hvor de skulde have Lejlighed, at hun altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, — hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — den skulde blive saa hyggelig, — mange Blomster, Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — nogle rigtig magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano.

»Bliver der ikke yndigt?«

»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der og besøge Dem, som De indbød mig til forleden Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke sandt? — og tale om Sommeren, — der svandt — —.«

Han havde lagt Armen om hendes Liv, — og hun ønskede bare at lukke Øjnene og knuge sig op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, at han havde lært hende, hvad hun aldrig før havde drømt om, at han ikke skulde bryde sig om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, men kysse hende og holde af hende en kort Stund, om det saa kun var en Dag, — saa kunde han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, — og gifte sig med den smukke, høje, blonde — aa, men blot holde af hende en kort, kort Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret saa han et Udtryk af stille, men lidenskabelig Nyden om hendes Læber.

Han følte, at hun droges ind imod ham, hun som de andre! Godt, at hun giftede sig! Hendes Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig Pige.

»Valborg!« sagde han mildt.

Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt ved sin Kind.

»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme denne Dag, — vi vil tale om den, naar vi igen ses — i Deres Hjem.«

Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte Haanden op til Panden, som om hun vaagnede af en forvirret Drøm.

»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar jeg ... _nej, det er bedst, De ikke kommer!_«

Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de sad længe stille uden at veksle et Ord. — —.

De valgte den banede Sti hjemad, ganske langsomt gik de ned ad Bakken. Hans Arm blev ved at ligge om hendes Liv.

De talte ikke meget paa Hjemvejen.

* * * * *

Da de endelig nærmede sig Landsbyen og allerede saa Kirkespiret lyse i Aftensolen, gjorde han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt.

»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster der?«

»Jeg tror det, — men de er næsten visne.«

»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa er de friske til i Morgen og kan da presses, — naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?«

»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, ikke?«

Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale om Botanik i Gang, saa de ikke saa altfor højtidelige ud, da de naaede Præstegaarden.

Valborg sagde, at hun var lidt træt og vilde gaa til Ro straks. —

Længe stod hun ved Vinduet i sit Værelse og saa ud uden at se noget, hun gennemgik i Stilhed, hvad hun havde fortalt Lundsten om sit fremtidige Hjem. Nu var der kommet en Forestilling til, som ikke lod sig afvise: »Hvis nu jeg havde elsket den Mand, jeg skulde dele et saadant Hjem med, — hvis det havde været _ham_!«

Hun følte sig glødende varm over hele Legemet ved denne Tanke, Pulsene slog, og hun gled hen i en ubeskrivelig mattende men lyksalig Tilstand, idet hun hengav sig til denne Følelse.

Men kun faa Minutter, — saa lukkede hun Vinduet, — Sommeraftenens Duftstrømme var nok ved at stige hende til Hovedet.

»Jeg maatte helst rejse i Morgen«, tænkte hun, »eller gid _han_ vilde! — og alligevel, — saa længe som mulig, — saa længe som mulig vil jeg være i Nærheden af ham. Saa ses vi jo ikke oftere. Et nyt Liv ligger rede til at optage mig, — jeg vil overvinde dette, — det er Feriefornøjelse, — intet andet! Jeg er jo ung, — maa som alle andre have min Kærlighedsrus, — men min vil blive kort, — min _skal_ blive kort.«

Og hun trykkede Hænderne fast mod Brystet, bed Tænderne sammen, — hun _vilde_ ikke være ulykkelig — aldrig!

Mens hun klædte sig af, bankede det paa Døren, det var Stuepigen Ane, som spurgte, om der var noget, Frøkenen ønskede.

Det var et snaksomt lille Pigebarn, som ikke var let at blive af med. Da hun havde bragt Valborg et Glas koldt Vand, blev hun staaende og underholdt hende velvilligt med alt, hvad der var passeret i Landsbyen og hvilke fremmede, der var paa Herregaarden.

»Og Frøkenen har vel moret sig, saa det kan blive til noget?« spurgte hun, da hendes Nyhedsforraad var sluppet op.

»Ja, det var en rigtig rar Tur.«

»Ja, den Hr. Lundsten! Han er en farlig en til at sige pæne Ting, ikke? Sidst han var her, rendte han ogsaa efter mig, — men i Aar har han bare Øjne for Frøkenen. En Gang kom han bag paa mig dernede i Jordbærrene, som jeg laa og plukkede, — og han kyssede mig saamænd paa begge Kinder. Naa, men en anden Gang havde jeg skam min Nød med ham. Det var en Aften, jeg lyste ham op paa hans Værelse, — saa tager han min Sandten og lukker Døren i Laas! — Jeg maatte gøre mig ordenlig vred!«

Valborg sad bleg foran Spejlet og løste sit Haar, hun blev ikke forbavset over Anes Historier, — hun vidste jo meget godt, at han syntes om alle unge Kvinder i Almindelighed, og kun nu for Tiden om hende i Særdeleshed, — hun vidste det saa godt, — han lagde jo intet Skjul derpaa — og som det nu var, kunde det jo ogsaa være det samme, — akkurat det samme.

»Jeg er noget søvnig, Ane!« sagde hun. »De maa hellere fortælle mig mere en anden Gang.«

»Naa, God Nat da, Frøken, og drøm om Kæresten!«

Om den, der var hende kærest? —

Næste Dag ved Frokostbordet kom der et Brev til Valborg.

Det var fra Harten.

»Tænk, Rudolf kommer herover og henter mig, Faster, — vi kan vente ham i Eftermiddag!«

Hun saa paa Lundsten med et tungt, spørgende Blik.

»Skulde det vidunderligste være muligt, — skulde Du holde af mig, blot halv saa meget som jeg af Dig, saa sig det og tag mig med Dig, — tag selv den Ring af, som Du legede med, jeg vil, hvis Du vil!«

Men hun vidste jo i Forvejen Svaret.

»Det er kedeligt nok, jeg vilde gærne have hilst paa Frøken Wohns lykkelige udkaarne, — men jeg maa og skal rejse i Dag med Ettoget, — jeg husker ikke, om jeg i Gaar sagde Dig, Onkel Harald, at jeg er indbudt til Sølvbryllup i Aarhus, — og det er allerede i Morgen.«

Almindelig Beklagelse. Kun Valborg tav og saa ned paa sin Tallerken. De malede Blomster og Fugle dansede for hendes Blik.

Da man rejste sig fra Bordet, tyede hun ud i Haven, langt hen i dens mørkeste Gange. Her gik hun op og ned og søgte at berede sig paa at tage Afsked med sin korte Drøm om Lykke. At skulle sige Farvel til sin Ungdom og Livsglæde, netop, som man havde følt den første Gang!

Han kom ned.

»Nu slaar Afskedens Time, Frøken Valborg,« sagde han muntert, idet han lod, som han ikke lagde Mærke til hendes blege, bedrøvede Udseende.

Ja, nu slog Afskedens Time.

»Farvel, min Due!«

Først nu forstod Valborg dette Ofelias Klageskrig.

Glæden har Vinger, det er mod dens Natur at dvæle længe paa et Sted, — og hun havde mindst af alle Magt til at holde den fast.

Altsaa et Farvel for altid!

Han tog hendes Arm og lagde den i sin ligesom i Gaar.

»Jeg ønsker Dem oprigtig alt godt i Fremtiden«, sagde han, »glem ikke, at Blomsterne skal sættes fast med fine Strimler Frimærkepapir i Deres Samling.«

Han ønskede frem for alt at give Situationen et Anstrøg af Lethed og Munterhed, — han havde lidt ondt af hendes store, smukke, taarefyldte Øjne.

Jo, hun skulde nok huske, hvad han havde sagt hende.

Han tog en stor, mørk, fløjelsagtig Stedmoderblomst, som hun havde sat i sit Bælte om Morgenen.

»Til Erindring!« sagde han venligt, »den ligner Dem, Valborg!«

Og han gemte den i sin Tegnebog.

Gennem Aarenes Løb havde han erhvervet sig en Øvelse i ved slige Lejligheder at røve eller modtage Blomster. Den samme Tegnebog indeholdt en hel Samling, hvori hver enkelt Blomst gemte Mindet om smukke, tindrende eller sørgmodigt bebrejdende Kvindeøjne.

Valborg følte midt i sin Smerte en uendelig Bitterhed.

»Og hvad Nummer mon min Blomst saa faar i Samlingen? — Formodentlig 1001«, tænkte hun.

»Naa, skal jeg naa Toget Kl. 1, maa jeg nok af Sted, — lev saa vel, — og Tak for disse Dage!«

Hun vilde tale, men kæmpede forgæves med Graaden, — hun kunde ikke faa et Ord frem.

Han bukkede sig ned, strøg hendes vide Blondeærme op og kyssede hende paa Armen, den smukke, runde, hvide Arm, han havde beundret i Gaar. Et langt, ømt Kys!

Saa et sidste Blik, et Haandtryk, og han gik.

Men han vendte tilbage, kom atter hen til hende og hviskede i en beroligende, kælende Tone, som til et Barn:

»Saa, — saa! De er jo en fornuftig lille Pige, — er De ikke?«

Og saa var det Alvor. Han var borte.

I første Øjeblik syntes Valborg, at hun maatte synke helt sammen, at hun aldrig kunde blive sig selv mere, — at nu var alt intet, bedøvet af Smerte satte hun sig ned i Græsset og gav den længe tilbageholdte Graad frit Løb.

Men kun faa Minutter. Saa rejste hun sig, tørrede Øjnene, glattede sit Haar og sin Dragt. Hele hendes Udtryk blev som forvandlet, saa optagen var hun af sit ny Forsæt.

Han, den fremmede, som han trods alt var, skulde ikke rejse bort og tage denne Afsked som det sidste Indtryk af hende med sig. Det var for meget for hendes Stolthed, _for_ ydmygende!

Han havde sagt, at hun jo var en fornuftig Pige. Ja, det vilde hun være. Og hun løb op paa Højen i Hjørnet af Haven, hvorfra man kunde se ud over den Vej, han maatte gaa ad til Stationen.

Her blev hun staaende og ventede paa ham.

Et Blik i Lommespejlet havde overbevist hende om, at hun saa fuldkommen rolig og behersket ud. Han skulde ikke rejse i den Tro, at han efterlod et knust Hjærte. —

Der kom han forbi med Præsten, som vilde følge sin Nevø paa Vej.

»Hr. Lundsten!« raabte en klar, munter Stemme, og forbavset saa han Valborg, som han havde forladt fortvivlet, med den mest uskrømtede Kærlighedssorg udtrykt i Blik og Stemme, nu rolig, smilende og venlig, som om intet var hændet.

Sollyset faldt stærkt paa hendes Skikkelse.

Hun tog sig godt ud.

Han blev nødsaget til i Steden for Billedet af den sørgende unge Pige i Nøddegangen, hende, hvis Taarer han var Skyld i, at tage med sig Mindet om en frisk, livfuld Kvinde, der med en flatterende Solstraale spillende paa sit brune Haar og sine hvide Hænder, hvor Guldringen lynede, stod og smilede og viftede til ham. Hun saa ikke ud til nylig at have levet sit tungeste Øjeblik.

Halvt beroliget over altsaa ikke at have noget at bebrejde sig, halv gnaven i sin saarede Forfængelighed, følte han, at hun vilde være i Stand til at glemme næsten lige saa let som han, og at hun allerede nu vilde vise ham, at hun vilde betragte det hele som Feriesværmeri.

»Din Niece er en — usædvanlig, — en udmærket ung Pige!« kunde han ikke afholde sig fra at sige til Præsten med et Udtryk midt imellem Beundring og Misfornøjelse.

Og Valborg blev ved at vifte med sit Lommetørklæde, nikke og smile, ligesom hun havde gjort for tolv Dage siden, da Lundsten gjorde sin Indtrædelse i Præstegaarden.

Det var, som alt det mellemliggende aldrig havde været.

Men da hun ikke længer kunde se de to Herrer, satte hun sig ned paa Bænken og gennemgik saa rolig og sindig som mulig det, der var foregaaet mellem Lundsten og hende.

Hvad havde det været?

Nu hun ikke længer havde hans farlige Øjne paa sig, kunde hun tænke klarere derover.

Det var intet fra hans Side, kun Kurmageri, Leg, Sommeradspredelse, — fra hendes Side saa meget, at hun følte, hun nu ogsaa havde lagt sin Skærv paa Kærlighedens Alter, det hun aldrig havde troet muligt.

Nu vidste ogsaa hun, hvorledes det er at være forelsket.

Og nu var det forbi.

Han brød sig ikke om hende, — og Tiden, den dygtigste af alle Læger, vilde vel ligesaa godt have Raad for hendes lille Sygdom som for saa utallige andres.

Det sværeste var egentlig kun at tænke sig Fremtiden saa nøgtern og tom paa Kærlighed, nu hun havde faaet et Glimt af, hvad denne Følelse vil sige.

Men det gik nok, — det vilde altsammen rette sig, — bare give Tid, — bare resignere.

Hun havde siddet der og grundet et Par Timers Tid, uden at hun vidste af det. Nu saa hun paa sit Uhr.

»Men Rudolf maa jo snart være her!«

Hun vilde ind og klæde sig om, — hun maatte se pæn ud, det satte han megen Pris paa.

»Kun ikke den hvide, klare«, tænkte hun et Øjeblik. Den vilde hun gemme og aldrig, aldrig bære mere. Men saa forkastede hun denne romantiske Plan, hvorved hun jo kun vilde opnaa, at der for stedse vilde knytte sig Minder til denne Dragt. Nej, det vilde være at kæle for sin Sorg, bedre, meget bedre var det netop at gaa med den og slide den samtidig med Erindringen, saa vilde de maaske begge tabe deres Glans paa en Gang.

Da hun gik ind i Alléen, hvor hun nylig havde sagt Farvel til Lundsten, hørte hun Stemmer, Faster Helenes og en Herrestemme. Var det ikke Rudolfs?

Hun standsede og lyttede.

»Der kommer hun, Hr. Harten«, sagde Faster Helene, »se Valborg, hvad jeg har her til Dig!«

Og paa det samme Sted, hvor hun havde taget Afsked med sin Kærlighed, gik Valborg nu sin tilkommende Mand i Møde med sin sædvanlige sikre, milde Ro.

Hun havde drømt, luftigt, skønt, uden Fornuft og Beregning, — her stod hun Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, — den solide.

Afskriverens bemærkninger

Afskriverens rettelser:

[p. 15]: ... skevne Sider i det allermindste, de begyndte ... ... skrevne Sider i det allermindste, de begyndte ...

[p. 31]: ... Edith, hel forelsket i sig. Og dog tænkte hun ... ... Edith, helt forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...

[p. 37]: ... at vide, hvad hun sagde; ... ... at vide, hvad hun sagde: ...

[p. 104]: ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind-hvor ... ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor ...