Part 5

»Ja, — det vil sige: unge Damer, Harald! Godt, at Valborg er en forlovet Pige og saa sat og sindig, ellers vilde jeg sandt at sige ikke være videre glad over Hr. Lundstens Besøg. Jeg kan ikke forstaa, at Du altid undskylder ham, er det fordi han er Din Nevø? Han er langt fra af den Slags Mænd, jeg holder af. Han har da heller ikke noget godt Ord paa sig. Kan Du huske —«.

Mere hørte Valborg ikke, da de spaserende fjærnede sig fra Lysthuset, men saa meget skønnede hun, at den ventede Herre var en saadan, som hun hidindtil kun havde kendt fra Romanerne, en let Sommerfuglenatur, som holdt af Kvinder. Det kunde i Grunden være ganske morsomt at se saadan en, og, som Faster Helene havde sagt, der var jo ingen Fare for hende selv.

Saa var han da kommen Dagen efter. Han var ikke smuk, Valborg blev ved første Øjekast skuffet, hun havde forestillet sig en daarende skøn Don Juanskikkelse, og Hr. Lundsten lod til at være en meget almindelig Herre. Hans rødlig blonde Haar havde allerede saa smaat begyndt at graane og dannede en temmelig tynd Krans paa Issen, hans Træk var hverken sjælden fine eller ædle, Læberne tynde, Øjnene af ubestemmelig Farve, — blaa eller graa mente Valborg — Figuren af Middelhøjde, Bevægelserne og Gangen den fuldendte Verdensmands.

De blev forestillede for hinanden, og Valborg viste ham om i Haven. De kom snart i en ret livlig Passiar og snakkede løs om Vejr og Vind, alt og ingen Ting, da hun med et i Talens Løb kom til at se lige op i hans Ansigt og møde hans Blik.

Fra det Øjeblik af syntes hun ikke længer, han var almindelig. Hans Øjne vare da de mærkeligste, hun havde set. De vare hverken store eller glansfulde i sig selv, men alt som han saa paa hende, bleve de ligesom mørkere og mørkere, større og større, og der tændtes en underlig smilende Glød i dem. Aldrig havde hun set noget lignende! Da hun endelig tog Blikket til sig, følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog længtes hun efter en Lejlighed til atter at se op paa ham.

Han var meget livlig og underholdende, fik ordnet Køre- og Sejlture og fik Valborg til at interessere sig for Botanik, hvori han selv var en Mester. De besluttede at foretage et Par Fodture i Omegnen for at finde Planter, og han tilbød velvilligt at hjælpe hende tilrette med Ordningen af en Blomstersamling, som hun pludselig fik stor Lyst til at skaffe sig.

Ja, han var virkelig rar, og hun morede sig udmærket den Sommerferie, havde aldrig moret sig bedre.

Han vilde have rejst efter otte Dages Forløb, men havde uden altfor stor Vanskelighed ladet sig overtale til at blive længer, og nu havde han været der i elleve Dage.

For Øjeblikket var han nede i Landsbyen at hente Posten. Derfor vilde hun benytte hans Fraværelse til at skrive til sin Forlovede.

Men _hvad_ skulde hun skrive?

Der var i Virkeligheden saa meget, og dog var det, ligesom der til ham slet intet var at meddele, — men noget maatte der jo males op, og _nu_ maatte det gøres. I Eftermiddag skulde Lundsten og hun en lang Tur til »Fuglebakken«, et smukt Udsigtspunkt en halv Mils Vej fra Vikkebjærg, saa blev der ingen Tid til at skrive.

Altsaa:

»Kære Rudolf!

Tak for Dit Brev! Det glæder mig at høre, at Dine Forretninger gaar saa godt. Hvad mig angaar, har jeg det udmærket og morer mig godt. Vi er ofte ude, her er saa dejligt alle Vegne. I Dag er det en stegende Hede. Hvordan mon det er inde i Byen? Jeg tænker, der er knap til at være! Du gaar vel tit paa Tivoli o. s. v. og nyder den Tid, Du endnu har tilbage af Dit Ungkarleliv, Stakkel? Hils Moder og mine Søskende, hvis Du ser dem. Hils ogsaa alle gode Venner! Ja, undskyld, men i denne Varme vilde det virkelig være ubarmhjærtigt af Dig at forlange mere af mig, altsaa kun en venlig Hilsen.

Din hengivne Valborg.«

Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun lagde Brevet i Konvolut og skrev udenpaa:

»Hr. Grosserer Rudolf Harten, Amagertorv, København.«

»Saa, nu er det besørget!«

Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende at gøre Toilet til Middagsbordet. Hun tog en let, hvid Musselinskjole paa, den klædte hende rigtig godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen til at se frisk og — ja virkelig _godt_ ud — her paa Landet! Og som hun morede sig! Og endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt og fast overtydet om at komme til at kede sig rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven, Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi nu efter sin Forlovelse havde hun jo begyndt at komme saa meget ud og nyde Hovedstadens Fornøjelser, som hun før kun havde kendt gennem Venindernes Skildringer.

Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik Lyst til at lade den lange blankbrune Fletning hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde se, hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte sig dog, det lignede jo ikke noget, at en forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun var ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar.

Men underligt var det nu, hun havde aldrig vidst af, at hun var forfængelig, før herude paa Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit Ydre. Ikke en Gang den Aften, hun ventede Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig.

Men nu var det noget helt andet, hun havde gjort de tusinde Opdagelser med Hensyn til sig selv.

Hun havde før haft sit Haar strøget glat op fra Tindingerne, men nu havde hun faaet Øjnene op for, at det var uskønt og nonneagtigt og havde klippet sig Pandekrøller, der gjorde en meget heldig Virkning. Dernæst var hun kommen paa det rene med sig selv om, at lyse Farver klædte hende bedst, og at hendes Holdning og Gang var rædsom og trængte til at forbedres ved stadig Opmærksomhed og Umage.

Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, stadig nynnende, en stor mørkerød Nellike i sit Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig og eftertænksom med Blikket fæstet paa sin Ring.

Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, men havde haft Friplads i en af Byens bedste Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende Folks Børn. Hun havde ofte gæstet sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at ogsaa hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt og sorgfrit. Men det var der ingen Udsigt til. Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler skulde være af det allerbilligste Stof, Fornøjelser var noget, der ikke kunde skaffes Raad til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom og Ungdom. I sin Fritid maatte hun som den ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde (de holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre Brødre paa samme Tid, som hun lærte sine egne.

Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i Musik af en gammel, musikalsk Onkel, der spillede gratis med hende, hun blev meget flink, og som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at give Timer selv.

I Førstningen var det noget nyt og oplivende at kunne ernære sig selv, i det mindste hvad Ophold og Klæder angik, men Valborg var intet Arbejdsmenneske, og hun endte med at finde sin Stilling som Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. Hun længtes brændende imod en lys, let Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden Spor af Livsglæde og Munterhed, og svigtede aldrig. Kun spurgte hun ofte sig selv, naar hun efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, hvorfor nogle skulde have nok af alt og kunde gjøre sig Livet behageligt paa alle Omraader, medens andre maatte anstrænge sig og slide for hver Bid, de puttede i Munden.

Flere af hendes Skoleveninder kendte hende endnu og vekslede Hilsen med hende, naar de i deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi paa Routen, medens hun selv næsten løb for at komme tidsnok til en Time til 35 Øre. Da hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger mellem deres moderne, kostbare Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som mindst var tre Aar gammel.

Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning af, hvad hun kaldte »en fri, lykkelig, sorgfri Tilværelse«, hun lovede sig selv, at skulde hun nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en velstaaende Mand, thi ved sit eget Arbejde kunde hun dog aldrig drive det til noget videre, hun var nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, jævn musikalsk Begavelse.

Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa skænkede hun dog aldrig Kærligheden en Tanke. »Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for sit Vedkommende, at der findes en stor Livsmagt, der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været forelsket.

Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der gør almindelig Lykke. Hun havde, skønt hun langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at kalde: Herretække.

Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg saamænd aldrig blev gift. Hun passede ogsaa glimrende, sagde de, til at være Lærerinde hele sit Liv.

Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille Sind, at det skulde blive Usandhed.

Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt Herrernes Øjne til sig, hun skulde opdages tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer Harten.

Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor hun gav Undervisning. Han blev paa sin rolige, forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, han fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig Pige, saa fri for alt Pjat og Koketteri, og efter i et Aarstid vejende og prøvende at have set paa hende i Afstand og ikke ladet sig mærke med noget, rykkede han frem og sendte hende et nysseligt og korrekt Frierbrev.

Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, skønt det kom uventet, kun kom hun i Bevægelse ved Bevidstheden om, at nu lod hendes Drøm til at skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren var om end ikke hovedrig saa dog velhavende, og dertil var han opmærksom og hensynsfuld og saa godt ud, en stor, fastbygget, stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et Par venlige Øjne og en dyb, blød Stemme.

»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun.

»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære Barn!«

Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne uventede Udsigt til Forbedring i deres Kaar.

Valborg betænkte sig.

Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, været udelukkende optaget af det staaende Spørgsmaal, hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt eller intet om Børnenes indre Liv.

Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som hun aldrig havde haft Fortrolighed til og som hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var halvt fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa »Kærlighed«, men ansaa Tillid, Højagtelse og Venskab for det største, der kunde gives og modtages her paa Jorden?

Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde kun give Stødet til lange Forklaringer, Misforstaaelser — Kedsommeligheder!

Altsaa svarede hun med et roligt Smil:

»Ja, Moder, jeg holder af ham!«

Og saa kom Grossereren. Han var glad over at have vundet Valborg, han saa hende allerede som sin Hustru, det vilde være noget andet end den triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin og ung, saa hyggelig og elskværdig, hun vilde være i Stand til at gøre ethvert Hus til et tiltalende Hjem.

Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, der hænger over deres udkaarne ved enhver Lejlighed med Kys og Kæleord, det vilde Valborg have fundet afskyeligt. Han kyssede hende, naar han kom og gik, paa en lidenskabsløs og forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og fornøjeligt ved sig.

Hun syntes udmærket godt om at komme meget ud og være fri for alle sine Undervisningstimer. Hun var henrykt over hans Foræringer. Jo, hun var som skabt til at have gode Dage.

Og hun vilde ikke have været en ung Pige, om hun ikke ogsaa en Gang imellem havde ladet sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra _dog_ ikke Ret, hun skulde ikke gaa hele sit Liv som Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet ud. Og samme Fanny og Petra vare endnu ikke forlovede, skønt de langtfra vare Fjender af det stærke Køn.

Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, hvor han indførte hende, syntes Folk om hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var en tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og passede udmærket for ham.

Der var gensidig Tilfredshed.

Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de vare blevne forlovede om Foraaret.

I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig være hos sin Onkel paa Østkysten af Jylland. Og her var hun nu. —

Valborg stod længe i Tanker, — alt havde været saa godt og saa rart, hun havde set Fremtiden i Møde med saa megen Tryghed og stille Tilfredshed. Harten og hun havde saa tidt talt om, hvorledes deres Hjem skulde indrettes, og hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun skulde træde ind i det første Gang.

Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var _rigtig_ glad mere, hun var just ikke ked af noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt paavise noget, der havde gjort hende utilfreds, kunde hun ikke.

Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten var kommen, skænket sin Fremtid en Tanke, og denne Tanke gjorde hende ikke, som den plejede, fornøjet, — det forekom hende paa en Gang, at der i hendes hyggelige, lille Fremtidsmaleri manglede noget!

Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! Og hun troede endda, at hun var kommen ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge Alder til. Og hun var 24 Aar.

Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet end Varmen. Puh, saa lummert det var. Der var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det slog hun fast.

»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en kraftig, klar Mandsstemme nede ved Foden af Loftstrappen.

Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, skrænt Blik i Spejlet, rettede nervøst paa Nelliken, — og raabte saa: »Nu kommer jeg, — nu kommer jeg!« idet hun løb ned ad Trappen.

»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille Valborg?« spurgte Onkel Harald, medens de sad omkring Middagsbordet.

»Ja, Onkel!«

Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet »Kæreste« havde faaet en underlig, irriterende Klang for hende, det lød saa følsomt, det forudsatte med saadan en flot Sikkerhed, at han var hende »kær«.

Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, det Udtryk holdt sig da ved Jorden og indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at man kunde svare til dem.

Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at Harten og hun gik omkring og spillede Klister og Malle! Uh!

Hun var kommen i Vane med altid at svare paa Spørgsmaal vedrørende hendes »Kæreste« med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min Forlovede —«.

En Gang havde hun efter et saadant Svar mødt Lundstens Blik. Han havde let saa smaat, øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller andet. —

»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte han, inden de rejste sig fra Bordet. »Vejen gaar Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem Krat og Brombærranker, — forskrækker det Dem slet ikke?«

»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende Øjne, »det bliver netop dejligt!«

Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den Tur, aldrig havde hun troet, man kunde glæde sig saadan til noget. —

»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en fornuftig Pige, som hun er, vilde jeg ikke tillade, at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de to »Botanikere« vandre ud af Porten.

»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!«

»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke opførte sig passende overfor hende, vilde hun selv gøre en Ende paa deres Ture!«

»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg er jo desuden garderet. Lad dem dog more sig, lille Helene!«

Og de to morede sig.

Han syntes virkelig godt om hende, og saadan ganske varsomt at bane sig et lille Stykke Vej ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han altid havde haft Talent til i rette Øjeblik at gøre Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange Aars Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at Valborg var stærkt paa Veje til at synes om ham, men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. Herre Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid har man Lov at slaa sig løs, at flagre lidt, bagefter, ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret!

Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at gøre sig klart Rede for, hvad hun følte. Hun vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, og talt med ham og med korte Mellemrum set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, men saa smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde en Mand set saadan paa hende!

De gik langs med Fjorden. Blank og stille laa den i Eftermiddagssolen, et enkelt hvidt eller rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par Maager kredsede langt ude med deres lange, hvide Vinger. Til den anden Side laa høje, skovgroede Skrænter. Her var saa smukt overalt, hvorhen man saa. Valborg fik Lyst til at give sig til af fuldt Bryst at istemme saadan noget som: »_Dejlig_ er Jorden!«

Hun syntes, hun trængte til at give sin overstrømmende Livsglæde Luft paa en eller anden Maade, enten ved at synge, — eller danse hen ad Vejen, — eller — græde! For her var saa smukt, — saa smukt, — hun havde aldrig troet, man kunde blive saa greben af Naturens Skønhed. Det var første Gang, hun ret følte, at hun var ung og ejede en Rigdom af frodige Livskræfter.

»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi bedre i Trit?«

Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog hun imod den fremrakte Arm med et lykkeligt Smil og rødmende Kinder.

De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og Damer, et Selskab fra den nærliggende Herregaard.

Valborg kendte et Par af dem og hilste.

»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« sagde Lundsten, da de gik videre, »hendes, der sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, et komplet Clownkostume, der manglede kun Bjælderne! Jeg forstaar ikke, hvor en ung Pige kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, selv om Moden kræver det _ti_ Gange!«

Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede intet bedre end saadan et let, tyndt Stof som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — især naar man havde saa fyldig og hvid en Arm som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, men han sværmede nu en Gang for den Slags gennemsigtige Tøjer.

Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt ikke noget at sige, ønskede kun, at han vilde sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa dejligt, at han syntes, hun klædte sig med Smag!

De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. Det var ikke dybe og interessante Emner, de drøftede. Lundsten lod kun til at være i sit Element i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt Mærke til, at han altid behændig vidste at sno sig bort, naar Onkelen vilde have ham ind paa alvorligere Ting.

Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været lykkeligere ved en Samtale!

Fra Tid til anden bukkede han sig ned og plukkede en Blomst, som han rakte hende, og opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone til at undersøge den og bestemme dens Klasse og Familie.

Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost.

»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn før, at de alle saa saadan paa os? De tænkte vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm i Arm!«

Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun for sig selv: »Og hvis de nu havde haft Ret, — hvis han og jeg var forlovede, — han og jeg? — —«

Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte at stige op. Valborgs klare Kjole fik den ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det? Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de mest ufremkommelige Steder en Haand, ja somme Tider to. Han havde valgt denne Vej i Stedet for den banede Sti, fordi han paastod, her var flest vilde Blomster.

»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved Maalet!«

Han selv var naaet til Toppen og stod nu og rakte begge Hænder ned til hende; medens hun stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun grebet uimodstaaelig stærkt af en Tanke:

»Hvis det var _ham_, jeg til Efteraaret skulde have Bryllup med!«

Og denne Tanke voldte hende den hæftigste Hjærtebanken. Hvis det var ham!

Med Lynfart gik det igennem hende, at der var noget, — noget ved Lundsten, det kunde ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand ejede dette noget uden han.

Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart ved hans Side.

»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her ikke smukt?«

Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre Kommando, den dejlige Udsigt blev kun som en Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, hendes Indbildning dannede sig.

Hun var hans Hustru, — han havde sagt, at han holdt af hende, — han havde kysset hende, — og under brusende Orgelspil havde de vandret ned gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu stod de i deres eget Hjem, — aa, det gjorde ligemeget, om det var rigt eller fattigt, — og han bøjede sig ned til hende, — og hans Øjne vare saa tæt ved hendes, de brændte hende lige ind i Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han sagde saa blødt og inderligt: »Valborg, min egen Hustru!«

Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte vist være syg, — hun, den rolige, beregnende Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest prosaiske af alle prosaiske Ægteskaber? Hvad var der dog i Vejen med hende?

Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten og vendte sig om til ham, ligesom for at søge Svaret.

Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, saa var det bleven hende klart, at hun elskede ham.

Hendes første Følelse var jublende Lykke ved at give hele sit Hjærte og hele sin Sjæl til en anden, — det var som noget bølgende, varmt og mildt tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor var det dejligt at være ung og føle sit Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i næste Nu stod Virkeligheden, den før saa trygge, venlige Virkelighed, mørk og isnende for hende.

»Jeg har givet mit Ord, — om kort Tid giver jeg mig helt og uigenkaldeligt, — og nu har jeg forelsket mig i en anden, en, der for fjorten Dage siden var mig fremmed, en, om hvem jeg kun ved, at han har dejlige, lokkende Øjne og sværmer som en Sommerfugl mellem Blomster, fra Kvinde til Kvinde. Hvorledes er dog dette kommen over mig?«

Hun anede, at Kærligheden, denne store Naturmagt, om hvis Tilværelse hun havde tvivlet, med et var slaaet ned i hendes Liv og nu ubønhørligt krævede sit.

»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten muntert. »Se, De har tabt alle Deres Blomster!« Han rakte hende dem. »Der kan De se, jeg havde Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for Dem! — Skal vi saa sætte os her paa Bænken og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes dejlige Stikkelsbærkager?«

Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som vilde hun kaste alle Bekymringer og Spørgsmaal fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give sig hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter kunde der saa komme, hvad der vilde! Det var jo Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det gjaldt da kun om at holde paa denne dejlige Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu tære paa i hele den lange, rolige Eftersommer, som vilde komme. Hun elskede Lundsten, han maatte gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han vilde til hende, hun vilde tage det altsammen med aabent, taknemmeligt Hjærte, saa længe hun havde Lov.

»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« sagde hun livligt, »jeg har aldrig været saa lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget at drømme om, naar man til Vinter sidder i sin Kakkelovnskrog.«

»Og drikker The sammen med sin Grosserer! — De vil tage Dem ypperlig ud som Frue, Frøken Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er netop Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste Ægteskaber!«

»Hvor ved De dog ...?«