Part 4

»Jeg naturligvis heller ikke som en fornuftig, lille Pige, — men jeg siger dog vist nej, — jeg har det jo godt — naar man kun aldrig fik det værre, lille Fader! — Men Herregud, kan det glæde Mennesket at komme her og se mig, saa indbyd ham bare, men Du skal ikke give ham Haab, — det er saa generende for mig, hvis han mulig gjør sig Illusioner og tror, at jeg er forelsket i ham. — Men inviter ham kun, — for mig gærne!«

Og Martha, der var træt af den Samtale, lukkede Øjnene for at tilkendegive, at nu kunde hun ikke taale at tale mere den Gang.

»Gud give, Landluften maatte gjøre Dig godt, Martha, — Du er ikke helt som før, — jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg savner hos min lille Pige.«

Professoren kyssede hende paa Panden.

Han var dog beroliget i en Henseende. Hun døde aldeles bestemt ikke af Kærlighed til Stein. Men været forelsket i ham havde hun, Professoren havde dog gættet rigtigt, hun nægtede det jo ikke, kaldte det kun et overstaaet Stadium.

Saa lod han hende være ene for, som han mente, at tænke over sin Fremtid og sit Svar til den unge Godsejer, — men Martha tænkte ikke, hun laa, som det var blevet hendes Sædvane og stirrede sjælløs og tanketom frem for sig. Hendes Kærlighedssorg, enten den nu havde været indbildt eller virkelig, stor havde den i alt Fald været, saa stor, at den havde haft Magt til at gøre hende følesløs for Smerte.

Sorgen øver jo ikke samme Virkning paa alle Naturer. En stærk og selvstændig kæmper med Smerten, overvinder den ofte og sætter sig saa et nyt Maal i Stedet for den gamle knuste Illusion. Men Martha var blød og svag. Ligesom Dyret, der efter Sagnet maa dø, naar det har set sig selv, var hun død en aandelig Død efter det dybe Indblik, hun kort før Ediths Bryllup havde gjort i sit eget Indre. Hun besad ikke Kraft nok til at se sin Smerte lige i Øjnene og tænke over den, hun lod sig kun træt og syg bedøve af den.

Sofus Bang blev indbudt. Han kom og forelskede sig endnu mere. Martha var meget venlig, passiarede med ham og sang for ham. Hendes Repertoire havde for Resten siden Sygdommen skiftet Karakter. Nu enten kedede eller mindede de følsomme Sange hende for meget, thi hun havde kastet sig over Offenbach og Hervé samt forskellige Revuemelodier. Den unge Hr. Bang havde ikke Øjnene fra hende, hun kunde være sikker paa hver Gang hun saa til den Side, hvor han sad, at møde hans beundrende, forelskede Blik. Hun saa lidt kritisk paa ham. Han var altfor høj, hans Haar var for tæt afklippet, det mindede om Børster, men der var et vindende, godmodigt Træk om Munden og et inderlig rart Udtryk i hans brune Øjne, de fik en køn, ligesom fugtig Glans, naar han saa paa hende.

»Himlen maa vide, hvad der er at elske ved mig!« tænkte hun.

Det var øjensynligt, at han blev noget lang i Ansigtet, da han hørte, at Martha næste Maaned skulde paa Landet. Men derved var jo ikke noget at gøre. Han maatte pænt tie.

»Jeg bliver der lige til September.« Det var endnu mindre lysteligt at høre. Tre lange Maaneder uden at se hende!

Han følte sig udygtig til alt Arbejde, saa længe denne Uvished varede. Men da hun ikke ligefrem havde ladet ham forstaa, at det var haabløst, hengav han sig med Ungdommens forhaabningsfulde Sind til Drømme om, hvad der mulig kunde ske, saa fremt, i Fald — —

Martha kom da til Falster, hvor hendes Tante Bolette, almindelig kaldet Tante Bolle, enten det nu var som en naturlig Formindskelse af hendes Døbenavn eller en ligesaa naturlig Tankeforbindelse, da hun var en rund, meget trivelig lille Dame, tog imod hende med udbredte Arme.

Tante Bolle havde en særlig Passion for at modtage svagelige, blegnæbede Slægtninge og Venner fra Hovedstaden og pleje og proppe dem saa længe, til de struttede af Sundhed. Hun saa prøvende paa sin unge Nieces fine, zarte Skikkelse og magre Kinder, jo det kunde der nok raades Bod paa.

Martha blev i Førstningen helt overvældet af al den Mad, Tanten satte frem for hende, der blev i det mindste holdt 5 Maaltider om Dagen, men Retterne saa indbydende ud og smagte hende, og hun blev med hver Dag mere buttet og rødkindet, saa Tanten med Stolthed kunde betragte sit Værk.

Det var Kurens Fuldendelse. Martha led ikke mere af den uovervindelige Træthed og Døsighed, hun blev munter og snaksom, fik et jævnt Sind.

Den gamle Martha blev hun rigtig nok aldrig mere, den Martha, der plejede at gaa stille, drømmende omkring i sin ejendommelige Verden, for saa i enkelte Øjeblikke at vaagne til Liv og føle enten den mest jublende Glæde eller den mest sønderrivende Sorg. Nej, de stærke Følelsers Tid var omme. Men det var jo et Bytte, hun kun havde vunden ved. Hun var nu fri for al den ængstelig spændte Nervøsitet, der fandtes ikke længere noget, hun maatte tænke paa med længsel og Hjærtebanken, hun var saa fri, saa glad — ligeglad.

Sommeren var yndig herude paa Landet, Vejret det heldigste! Hver Søndag blev Huset fuldt af Gæster, og saa blev der musiceret, danset og leget. Hverdagene drev hun om i Egnen med en Bog, eller hun sad nede i den smukke lille Have med sit Haandarbejde, eller fulgte Tanten i Køkken og Kælder og lærte at lave Mad og bage Kager, saa spøgefuld og munter, saa smilende rolig, som havde hun aldrig været en abnorm ung Pige, sindssvagt forelsket i en af sit eget Køn.

Hun taalte nu godt at tænke paa Fortiden og sin Kærlighedshistorie. Selv den Aften, hun havde villet dø, kunde hun mindes uden Sindsrørelse.

»Mon jeg virkelig havde gjort det, hvis jeg ikke var besvimet?« tænkte hun en Gang imellem med en let Gysen og betragtede da sit runde, fyldige Haandled, hvor hun vilde have skaaret Pulsaaren over. »Jo, det var min faste Mening!«

Hvad mon der saa var bleven af hende efter Døden? Nu troede hun ikke længer, at der intet var, nej, der var naturligvis en Gud til, en uendelig god og taalmodig Gud, som stod bag ved det hele og styrede Verden, en Frelser, som af Kærlighed vil tage sig af os paa den sidste, store Dag. Hun havde faaet sig saadan en jævn, hyggelig, lidenskabsløs Hverdagstro, gik gærne i Kirke og fik Tante Bolette til at græde af Rørelse ved med sin bløde, vakre Stemme at foredrage et Par smukke Salmemelodier om Søndagen.

Dagene gled saa dejligt af Sted herude paa Landet. Hun havde det prægtigt. Men naar hun skulde hjem, vilde hun heller ikke være ked af det. Det var saamænd ligemeget, hvor man var, blot man havde det godt. Hun aspirerede ihærdig til at blive en rigtig magelig, forvænt lille Dukke, hendes Lidenskab — hvis man kunde bruge dette Kraftord — blev: at hvile ud.

Det var dejligt at komme i Seng om Aftenen og ligge og tænke paa ligegyldige, behagelige Ting, accompagneret af Frøernes Kvækken dernede i Kæret, lige til Drømmenes ubestemte, graa Taage indhyllede alt, og hun i dunkel Følelse af et ladt, men tilfredsstillet Velvære slumrede ind.

Det var dejligt at vaagne om Morgenen ved de første Solstraaler og vide, at man ikke skulde op og hænge i den kedsommelige latinske Grammatik eller de uforstaaelige mathematiske Opgaver for derpaa at skylle Theen i sig og hæsblæsende styrte til Kursus som en anden Skoletøs.

Edith havde en Gang sagt, at Martha holdt nok mest af at være »passiv«, ja, det var saamænd et meget betegnende Udtryk. Det følte hun godt, naar hun laa ude i Haven i sin Hængekøje, medens den pur unge Landvæsenselev ovre fra Herregaarden, som naturligvis ofrede sine første erotiske Længsler paa den unge Københavnerindes Alter, viftede hende. Saadan at vugge sagtelig frem og tilbage og føle lette Vindpust over sit Ansigt, det var unægtelig behageligt. —

Og dog kunde der, men det blev sjældnere og sjældnere, komme Øjeblikke, hvor en stærk Længsel efter de svundne Tider tog hende, hvor hun følte, at hun dog en Gang havde kendt _Lykken_, hvor hun klyngede sig til Minderne om Edith. Jo, hun havde »geliebt und gelebet.« Den guddommelige Gnist havde ogsaa glødet i hendes Hjærte. Verden vilde kalde det Vanvid, men hun _vidste_, at hun havde elsket. Hun kunde da strække Armene ud og med bankende Blod sige det Navn, der havde været Grundtonen i hendes besynderlige Ungdomsmelodi. Men saadanne Øjeblikke vare korte, og — som sagt — de bleve sjældne, hørte til sidst helt op, — hun var udbrændt. —

September kom, Kufferterne bleve pakkede, Tante Bolle blev omfavnet og takket tusende Gange for sin Gæstfrihed og indstændig opfordret til at gæste København til Vinter, og saa steg Martha ind i Kupéen og vinkede og nikkede saa længe, hun kunde se den rare Tantes velnærede Skikkelse.

Som en svagelig Patient var Martha rejst, som en frisk, blomstrende, sund Pige vendte hun tilbage til stor Fryd for Faderen, Doktor Thomsen og Edith, og allermest for Sofus Bang, som stillede med straalende Ansigt og en prægtig Buket paa Perronen for at tage imod den hjemvendende.

Et Par Aftener efter kom han op til Grüners. Martha, som sad ene i Dagligstuen, tog venligt imod ham og fortalte løst og fast om sit Falsterophold. Et flygtigt Blik nu og da paa hans opmærksomt lyttende Ansigt, fortalte hende, at han var lige forelsket og beredt paa trofast udholdende at vente for en Gang at naa sit Maal.

»Det stakkels godmodige Menneske«, tænkte hun, »han er virkelig rørende.«

»Og i Gaar Aftes«, fortsatte hun højt Samtalen, »var Fader og jeg saamænd henne at se Efteraarsrevuen paa National, — aa, det kneb med at faa ham af Sted, — men jeg tiggede og kælede, — og Fader var ogsaa saa glad over nu at have mig hjemme igen, at han ikke længe kunde nægte mig noget, — og vi gik, — aa, Revuen er aldeles storartet! De har naturligvis set den? — Nu skal jeg synge en af Sangene for Dem!«

Idet hun stod op og vilde gaa hen til Klaveret greb han hendes Haand.

»_Kan_ De ikke —?« mere sagde han ikke, men Øjnene talte for ham, saa ivrigt bønfaldende, at Martha ikke var i Tvivl om, hvad han mente.

Ja, hvorfor kunde hun egenlig ikke? Hun vilde jo faa det udmærket godt, bedre end hun kunde vente det, naar hun en Gang efter Faderens Død kom til at staa ene, — og Sofus var saa forelsket, saa rar, saa rørende taalmodig, — ja, hvorfor i Alverden skulde hun ikke kunne?

»Men, Hr. Bang, jeg holder ikke en Smule af Dem, — og det var dog vel i Grunden det heldigste —«

Han holdt hendes Haand fast. Hun saa, kold og overlegen sikker, som hun følte sig, hvorledes hans Pince-nezglas bleve helt duggede af Bevægelse mens han saa paa hende.

Naar hun blot vilde give ham Lov til at elske hende og gøre Livet lyst og smukt for hende, og hun bare vilde nære venlige Følelser for ham, — aa vilde hun det?

»Ja, jeg nærer saamænd ikke _en_ uvenlig Følelse imod Dem.«

»Men giv mig da saa Deres ja, — vil De blive min Hustru, Martha?«

»Ja, siden De saa gærne vil have det, og siden jeg ikke elsker nogen anden og heller aldrig kommer til det, — _derfor_ kan De i det mindste være rolig ...«

»Aa, hvor De gør mig lykkelig, Martha!«

Han drog hende ind til sig og nærmede sine Læber til hendes.

»Søde, elskede Du —«

Men Martha gjorde sig fri med en halv utaalmodig, halv spottende Mine.

»Hvad skal de Kærtegn til? — Til et Kys, bilder jeg mig ind, bør der være to. Jeg kendte en Gang et Par — Mennesker. Den ene var kold, den anden var varm, saa blev Kysset til Kedsomhed, hvad den første angik og til Længsel, hvad den anden angik.«

»Men Du ved ikke, hvor jeg har Dig kær, Martha! Selv om Du ikke kan være med til det, saa giv mig Lov til at kysse Dig, — kun _en_ Gang —«

Hun trak paa Skuldrene og smilte medlidende og træt af denne store Mand, der nedlod sig til at tigge en lille, ung Pige saa ydmygt om et Kys.

»_Quelle bruit pour une omelette_ — kys mig da, naar det er Dem, — er _Dig_ en saa stor Fornøjelse.« —

Professor Grüner kom ind og fik for første og sidste Gang i sit Liv Lejlighed til at optræde som den milde, værdige Fader, der velsigner de elskende. —

Da Martha den Aften kom ind paa sit Værelse, trak hun den Skuffe ud, hvori hun havde alle sine Reliquier, Gaver fra og Minder om Edith. Nogle Fotografier af hende, flere Breve, et Par smaa Lejlighedsdigte, Edith havde skrevet, nogle tørrede Blomster, en sort Haarlok, det Lommetørklæde, Edith havde broderet til hendes Konfirmation o. s. v. Endelig var der et Par Kollegiehæfter malede fulde af Vers, hun selv havde lavet, alle til Ediths Pris, og alle mer eller mindre naive og rørende; hun tog hver Smule ud af Skuffen. Først havde hun tænkt at brænde det hele, men den Plan var saa latterlig romantisk, det var ligesom, der var noget brødefuldt i at gemme paa de Ubetydeligheder, nej, saa heller pakke dem sammen i en gammel Hatæske, binde forsvarlig til for dem og saa opbevare dem til hun blev en gammel Kone. Saa kunde hun maaske faa sig en fornøjelig Latter over disse Minder fra Vaaren, fra hendes eneste Kærlighedsdrøm. Som sagt, saa gjort, men først saa hun paa hver eneste Ting og smilte ad sine egne smaa, poetiske Udgydelser. Det allersidste Digt var skrevet et Par Dage før Ediths Bryllup. Det var meget melankolsk, højt oppe paa Cothurnen! Hun var formodentlig faldet i sværmeriske Betragtninger ved Synet af en hvid Rose, thi Digtet lød:

»Du hvide Rose faar mig til at tænke paa, naar de _en_ Gang vil i Grav mig sænke. Bort med den røde Roses muntre Luen, Du sprede skal Din Duft henover Tuen og mildt ombølge _hende_, naar hun kommer og ser til mig, — det gør hun vel en Sommer. Jeg ønsker ej paa Graven Kranses Pragt, jeg ønsker kun et Ord, tænkt eller sagt: Gid hun, imens hun tankefuld staar stille vil sige: »Ja, hun elsked mig, den lille!«

Martha rystede dydig paa Hovedet ad sit gamle Jeg, hvis barnlige Fysiognomi stirrede hende i Møde fra disse mere velmente end vellykkede Linjer. Saa samlede hun hele Redeligheden sammen og fyldte den i Hatæsken, lukkede til og bestemte, at dens Plads skulde være paa Pulterkammeret i hendes fremtidige Hjem.

Det var dog et Held, at hun aldrig havde vist Edith disse Digte, hun havde saamænd gjort sig nok til Nar alligevel. Kun en eneste Gang havde hun sendt Edith et Vers, og det var saa pænt, almindeligt og upersonligt, at enhver kunde have skrevet det. Det var en Gang paa Ediths Fødselsdag, at hun havde paataget sig det ikke lette Hverv at besynge Idealet ganske »paa det jævne«. Ja, vanskeligt var det sandelig faldet hende! Det var hende saa naturligt at bevæge sig i Højden, naar Talen var om Edith. Men efter mange Rettelser og Overstregninger kom Verset da endelig til at lyde saa uangribeligt fornuftigt, at selv Ediths kritisk undersøgende Blik ikke kunde finde noget at udsætte derpaa.

»Skønt i det store Hyldningskor min svage Stemme svinder, vil jeg dog gærne sige Tak for mange rige Minder. Jeg har af dem en broget Skat, som Tid ej kan udviske, en Krans af sjældne Blomster smaa, saa duftende og friske; Tak for dem alle, — ja, jeg kan kun daarligt mig udtrykke, men tro, at ingen mer end jeg Dig ønsker varmt til Lykke!«

Og det fandt Edith nydeligt, saa ligefremt og naturligt!

Ja, denne Natur, det var dog noget besynderligt noget!

Hver Gang Martha havde talt og opført sig saadan som en indre Trang bød hende at tale til og opføre sig overfor Edith, uden at overlægge, bare givende sig hen i sin Kærlighed, da havde Edith kaldt hende affecteret, overdreven, hysterisk, — men naar hun lagde Vold og Baand paa sig, gjorde forfærdelige Anstrængelser, spillede Komedie og lavede og manøvrerede med sig selv for at ligne »andre unge Piger«, ja, saa hed det: »Ja, der kan Du se, Martha, — Du er i Grunden saadan en sød og naturlig lille Pige, — hvorfor da —« o. s. v.

»Men lad os ikke tale mere om disse gamle Ska—a—der«, nynnede Martha og efterlignede, idet hun satte Hatæsken af Vejen, Hr. Schrams Tonefald og hentede »Skader« saa dybt nede fra, som det var hende muligt. Saa skyndte hun sig i Seng.

Nu skete i Rækkefølge alle de Ting, der en Gang hører med til en passende Forlovelse blandt »bedrestillede«. Kort udgik, Ringe vexledes, en halv hundrede Visiter bleve aflagte, Forlovelsesgilde blev holdt, først hos Professoren, dernæst hos nogle af de unges bedste Venner eller nærmeste Slægtninge. Ogsaa Edith gjorde i Egenskab af Brudgommens Kusine og Brudens »bedste Veninde« et stort Selskab.

»Nu kan Du maaske bedre forstaa »Romeo og Julie« end før«, sagde Edith en Gang i Aftenens Løb, da Martha og hun sad og bladede i et Billedværk, hvor der blandt andet fandtes et stemningsfuldt Billede af den berømte »Balconscene«. Og hun slog Martha drillende paa Kinden med sin Vifte.

»Jeg erindrer, at en Gang vare Dine Begreber derom temmelig forvirrede.«

»Jeg mener nu som før, at ingen Julie kan være mere fortryllende end Du, Edith, og misunder ligesom den Gang den lykkelige, der er bleven Din Romeo«, sagde Martha spøgende i en galant Tone, der var milevidt fra hendes gamle bløde, ydmyge Stemme, naar hun talte til Edith. —

Ved Bordet rejste Edith sig og bad om Ordet.

»Det var egenlig min Mand, der skulde, men jeg kender nu vedkommende bedre.«

Og saa holdt hun en spøgefuld Tale til det unge Par. Blandt andet sagde hun til Sofus, at han skulde dog tage sig lidt i Agt.

»Du kan maaske uventet i mig faa en farlig Konkurrent, thi jeg vil fortælle Dig, at Martha i sin Tid har havt en lille faible for mig.«

»En stor, en stor, Edith!« afbrød Martha lystigt, »stakkels Sofus, der hører Du selv, Din Lod bliver at leve paa den Rest, som er tilbage af min Flamme for Edith!«

At denne »Rest« var lig med Nul holdt hun naturligvis for sig selv.

Efter Bordet sang og spillede man. Martha gav nogle Sange af »Nitouche« tilbedste og begyndte paa en af »Den skønne Helene.«

»Undskyld, jeg afbryder, men hvorfor synger Du aldrig mere Dine gamle Sange?« spurgte Edith, der stod og lænede sig til Flygelet. Hun fik ligesom Længsel efter igen at høre en vis, bævende, inderlig Klang i Marthas Stemme og syntes, at selv de i sin Tid saa foragtede følsomme Romanzer nu vilde virke velgørende.

Martha smilte op til hende med dette fremmede, forbindtlige Blik, der saa lidt lignede hendes gamle kærlige, dvælende Stirren.

»Mener Du saadan en som den, Du i sin Tid gjorde saa grundig Nar af, Sulamiths:

»Hvorfor flygter I bange? Jeg er syg men af Kærlighed Piger smaa!«

Nej, dem har jeg glemt! — Du havde virkelig Ret, de er vamle, — lidt for rørstrømske, — men enfin, vil Du have en »mit Gefühl«, — vær saa artig!«

Og hun sang Paris og Helenes Duet:

»Dejlige Drømme, daarende Drømme, Skygger, som mildt i Taage hensvømme!« —

Edith betragtede tankefuld den syngende. Hvad var det, hun savnede ved hendes Ansigt? Det var jo sorgløst og ubekymret, men saa underligt sjælløst var det blevet, ligesom Martha var ligeglad, hvordan det saa gik. Skulde denne barnagtige Kærlighedshistorie, dette Barnepjank, som Edith havde været Genstand for, virkelig have givet Marthas Hjærte Banesaaret? Det lød utroligt. Men noget havde hun gaaet igennem, hvad det nu var. Naa, men nu blev hun jo efter sit eget Valg en brav Mands Hustru. Edith beroligede sig. Det var jo dog godt, at Martha ikke mer var den samme. Nu gjorde hun virkelig en Slags Lykke i Selskaber, talte livligt med og klædte sig med Smag; — og alt det havde hun aldrig gjort før. Forandringen var til det bedre, havde hun kun haft et andet Udtryk, et mere levende sjælfuldt! Ja, nu kunde Fru Edith synge:

»Før jeg begreb ej, hvorfor Du var skabt, Ak ja, man skatter først, hvad man har tabt.«

* * * * *

Der var jo intet at vente efter, altsaa holdt de unge Folk Bryllup allerede til October. Om Vinteren skulde de bo i København, om Sommeren paa Kratholm.

Det var et pragtfuldt Hjem, Sofus Bang førte sin unge Kone til paa Bryllupsaftenen. Alt, hvad Penge kunde skaffe af Hygge og Luxus, var tilvejebragt, og Martha, der tog sig nydelig ud i den hvide Dragt med Myrtekransen i det lysegule Haar, som nu var sat op i en fyldig Knude i Nakken, saa sig ogsaa nok saa fornøjet omkring i sit ny Kongerige.

Hun lod sig synke ned i en allerkæreste lille Divansofa med en Følelse af, at mellem saa bløde Puder vilde det ingen Sag blive at rejse igennem Livet, hun maatte takke sin Gud for at have faaet et saa mageligt Befordringsmiddel, for at Omstændighederne havde nødt hende til at ombytte den skarpe Barberkniv — uh, hun gøs ved Tanken, — med denne kostbare Brudebuket eller i alt Fald Studenterhuen med Brudesløret og den kolde Grav med denne glimrende Forsørgelsesanstalt.

»Og her er alle Brudegaverne«, sagde den henrykte unge Ægtemand, »skal vi se paa dem?«

Der var naturligvis en hel Udstilling.

»Denne er fra Edith!«

Det var en pragtfuld Blomsteropsats egnet til at pryde en Marmorkamin. For Øjeblikket var den fyldt med en stor Buket lilla og hvide Sirener, — Marthas Yndlingsblomst, — som udbredte den dejligste Duft i Værelset.

Martha bøjede med et tankefuldt Smil sit Ansigt ned imod dem.

Foraarsduft! Det var, hvad hun nu havde tilbage af sin Kærlighed — Edith!

»Min egen, søde Hustru«, lød nu Bangs Stemme tæt ved hendes Øre, og hun følte hans Arme om sit Liv — »nu har jeg Dig endelig.«

Hun vendte sig venlig om til ham og taalte uden Indsigelse og Modstand hans Kys. Saadan skulde det jo være. Det hørte med. Rigtig nok fandt hun slet ingen Nydelse i saadan at blive krammet og trykket af et Par Mandsarme og kysset med saa hede, fugtige Læber, men man maatte jo tage det ene med det andet. Det var jo ikke noget at blive vred over, at Sofus var saa latterlig forelsket.

Hun smilte og lukkede træt og ligeglad Øjnene under hans Kærtegn.

I Sommerferien.

»Hvor gaar Du hen, Valborg?«

»Op paa mit Værelse, Faster, jeg skulde skrive et Brev.«

»Til Kæresten formodentlig!«

»Ja, Faster, — til min Forlovede.«

»Naa, det er i sin Orden. Hils ham mange Gange!«

Frøken Valborg sad to Minutter efter oppe i det lille Gæstekammer. Hun havde trukket sit Bord med Skrivemappe og Tilbehør hen til Vinduet. Langsomt aabnede hun Mappen, valgte sig et zirligt Ark Papir, dyppede Pennen og skrev med sin omhyggeligste Skønskrift:

»Vikkebjærg, d. 15. Juli.

Kære Rudolf!«

Saa standsede hun, lod Pennen synke og saa ud i Haven. Det var dog grueligt svært at skrive Brev saadan en varm, straalende Sommerdag, i det hele taget et møjsommeligt Arbejde at skrive Breve i Ferien, det mindede om Pligt og Baand, som man paa den Tid af Aaret er tilbøjelig til helt at glemme. Hvad i Alverden skulde hun skrive om? Egenlig var der vel meget, den smukke Egn, Onkel og Tantes Venlighed og Gæstfrihed, de fornøjelige Køreture og Sejlture paa Fjorden og ikke mindst Spasereturene, naar Hr. Lundsten og hun tidlig om Morgenen, forsynede med Fødevarer for en hel Dag, travede ud paa maa og faa uden at vide, _hvor_ de vilde hen, og først vendte hjem sent om Aftenen, trætte men i glimrende Humør. Ja, der var nok at skrive om, men alt dette, saa behageligt det end var, gad hun ikke fortælle Rudolf; han var for det første ingen Ven af Naturbeskrivelser, endnu mindre af Fodture, og saa kendte han knap hendes Familie her og slet ikke Hr. Herredsfuldmægtig Johan Lundsten. Hun havde selv truffet ham første Gang i denne Sommerferie, skønt hun fra Barn af havde gæstet Vikkebjærg hvert Aar paa denne Tid. Lundsten var en Søstersøn af Pastor Mogensen, han var ikke helt ung, kunde vel være i Nærheden af de Fyrre.

Valborg havde troet, at hun skulde være eneste Gæst i den stille Præstegaard, hun brød sig ikke meget om at være imellem mange Mennesker paa Landet og blev halv gnaven, da Onkel Harald otte Dage efter hendes Ankomst meldte sin Søstersøns Besøg.

»Han er paa Rundrejse«, hørte Valborg sin Onkel sige til sin Kone en Aften, de gik op og ned i Nøddegangen, medens hun selv sad inde i Lysthuset, »han bliver her vist kun en otte Dages Tid, maaske ikke en Gang _saa_ længe. Vort stille Liv kan jo umulig i Længden være noget for ham. Vi maa imidlertid køre ud med ham og søge at adsprede ham efter bedste Evne. Det er godt, at Valborg er her, det er da altid Ungdom, skønt hun er noget stille af sig. Og Ungdom maa han have, han bliver jo altid sig selv lig«. Valborg hørte sin Onkel le sagte som i Erindringen om noget meget morsomt.