Part 2

»Ja, snart, Edith, — Du kan være vis paa, jeg skal, — lad mig bare for sidste Gang være mig selv imod Dig, Edith! Det er nu ligemeget, lad ham elske Dig saa højt, han vil, — det Du er — har været for mig, bliver Du aldrig for nogen anden, — saa kjær kan ingen have Dig. Og ser Du, han forlanger Din fulde Genkærlighed, den er hans Lykke. For mig, som gav alt, hvad jeg ejede af Kærlighed, var en Smule Venskab fra Dig nok, — men lidt maa jeg ogsaa have, — jeg maa have Dig, som Du har været i disse 7 Aar, — tager Du det fra mig, — føler jeg, at jeg fra at have været et Legetøj er blevet et intet for Dig, saa tager jeg Livet af mig, Edith, — for saa er der slet ikke noget mer, — slet intet!«

»Men hvad er det for tosset Snak? — Naa, heldigvis ved jeg, at Du ikke er slet saa ufornuftig som Dine Ord, Du lille! Man snakker saa let om at dø, Martha, men Du betænkte Dig nok i det afgørende Øjeblik. Saa nu taler vi ikke mer herom, — om lidt kommer Vennen min, Du bliver her naturligvis, — og saa skal Du være en sød, artig lille Pige, ikke nervøs, ikke hysterisk, ikke give Scener!«

Martha kyssede hende lidenskabeligt, saa blev hun pludselig rolig.

»Vær ikke vred, Edith,« hun tvang et muntert Smil frem »nu er jeg atter Wilhelm Tell.«

Hun blev den Aften hos Gerners, hun saa paa det unge Par, undrede sig stille over, at dette skulde være Menneskeslægtens Ideal af Lykke, og at hun stod saa fuldstændig uforstaaende og saa til, spurgte sig selv, hvorfor hun i Grunden var bleven til.

Da hun skulde gaa, sagde Stein til hende:

»Naa, Frøken Grüner, hvad siger De saa egenlig til, at jeg har taget Edith fra Dem?«

»Taget fra mig?« Marthas Stemme var let og spøgende, men det Blik, han mødte fra de store, graa Øjne, besynderlig sorgfuldt og modløst »jeg har aldrig haft nogen Ejendomsret over Edith og kan altsaa ikke en Gang overdrage Dem en saadan. Hvad Edith giver Dem, faar De, fordi det er Deres med Rette, hvad jeg fik, gav hun mig af Naade! Voila tout! Farvel!«

Stein saa efter hende.

»En mærkelig lille Tingest«, tænkte han.

Martha havde ingen Lyst til at gaa i Seng, da hun den Aften kom hjem; hun var nok træt, men sove kunde hun ikke. Hun følte ogsaa, at hun maatte gjøre sig mangt og meget klart, at hun maatte tænke Sagen igennem, saa roligt hun kunde, og ikke give efter for sin Tilbøjelighed til at skyde fra sig, hvad der kedede hende, — saa løste hun da sit lange, tunge Haar og blev siddende længe foran Toiletbordet med Hovedet gjemt i Hænderne.

Hun havde ført et aldeles betydningsløst Liv, naar alt kom til alt. Før hun lærte Edith at kende, altsaa som Barn, havde hun læst meget, maaske for meget, og naar hun om Aftenen laa i sin Seng, lavede hun selv i sit lille, fantasifulde Hovede baade Komedier og Romaner, Æventyr og Vers. Spurgte man hende, hvad hun vilde være, naar hun blev stor, var Svaret, »Digterinde!« Barnepjat naturligvis, men det var dog altid en Interesse, der maaske med Tiden kunde og burde udvikles.

Saa saa hun Edith Gerner, og uden at tænke klart mere, bare drømte hun sig ind i en underlig, fantastisk, uvirkelig Verden, hvor Edith i sin straalende Skønhed var Midtpunktet. Alt uden Edith blev hende omtrent ligegyldigt. Og nu var hun over 20 Aar, alle hendes jævnaldrende havde deres Fremtidsplan færdig eller næsten færdig, nogle vilde være Lærerinder, andre Studenter, nogle Kunstnerinder, de fleste drømte vel ogsaa om at blive lykkelige Hustruer og Mødre engang i Tiden. Hun alene styrede frem uden Maal og Med. Hun læste rigtignok til Artium og skulde op om faa Maaneder, men det var hende den ligegyldigste Sag af Verden, om hun bestod eller ej.

Hun havde besluttet sig til at læse, dels fordi det var Faderens Ønske, dels fordi Edith havde sagt, at hun syntes, hun burde. Aa, hun huskede godt den Dag, det blev afgjort. Hun havde været saa vred og sagt, at det gad hun virkelig ikke, det var altfor kedeligt, uh, denne tørre, uforstaaelige Mathematik!

»Nej, jeg gjør det ikke, — jeg vil ikke!«

Og hun havde stampet i Gulvet. Men en Rynke paa Ediths hvide Pande, et isnende Tonefald i hendes dejlige Stemme, da hun sagde:

»Din Fader ønsker det, Martha, jeg synes, Du bærer Dig meget uartigt ad, — Du læser naturligvis til Artium, — det vil jo være gavnligt for Dig baade nu og senere!« havde gjort Udslaget, og i en ydmyg, nedstemt Tone havde hun svaret: »Naturligvis, — naar Du raader mig til det, Edith.«

Og hendes Fader, ja, overfor ham havde hun jo ogsaa haft en Opgave: forsøde hans gamle Dage, tage sig af Huset og gøre det til et hyggeligt Hjem. Men de to levede i Steden derfor som fremmede. Faderen havde vænnet sig til kun at se Martha ved Maaltiderne. Han var meget nøjsom og krævede intet Hensyn taget til sig selv, men Martha følte nu, at det havde været hendes Pligt og burde have været hendes Glæde at være mere for ham, end hun havde været.

Hvilken enestaaende, sygelig Ungdom! Og dog havde hun kendt Lykken, naar Edith var venlig imod hende, naar de vare ene sammen, naar hun sad med hendes Haand i sin. Og det nyttede altsammen ikke noget, hun forestillede sig de tusende Ting, som hun kunde og burde have haft Interesse for eller ialt Fald nu prøve at vise Interesse for, — hun evnede det ikke! Forunderlig træt og mat og udygtig stod hun overfor alt andet end netop dette: at elske Edith.

Og hendes Tro, hvordan stod det med den? Før Konfirmationsalderen havde hun været en alvorlig, lille Barnekristen, bedt sin Morgen- og Aftenbøn, læst og elsket Fortællingerne i sin Bibelhistorie, været saa tillidsfuld vis paa, at hvor hun gik og stod, vogtede et Par aarvaagne og kærlige Øjne paa hende, — Vorherres Øjne! Og hun havde tit drømt, at hun var oppe i Himlen hos sin ukendte, tidlig mistede Moder imellem straalende, hvide Engleskikkelser.

Saa kom Edith paa hendes Vej, og hun glemte baade Bønnerne og Faderblikket, der vaagede over hende. Hun havde ikke en Gang som voxen rigtig prøvet og valgt til hvad Side hun vilde gaa. Hun vedblev vel nærmest at være kristen, men det var en lunken, sjælløs Tro, der manglede al Varme og Inderlighed. Hun havde dog nogle Gange bedt, — en Gang da Edith var syg. Aa, hun havde en hel Nat paakaldt Gud og bønfaldet, om hun maatte leve. Og da hun saa virkelig kom sig, havde hun knælet og takket. Jo, hun troede paa et højere Væsen, — men saa ussel og elendig var hun, at hun ikke en Gang følte Kraft til at stræbe efter en bedre og mere udviklet Tro. Og denne Gud, som dog nedlagde Evner og Kræfter i hvert Menneske, hvorfor havde han gjort hende saa sløv og svag, hvorfor lod han hende ikke heller dø nu, da hun havde lært at indse, at hun intet duede til, at hendes Liv var goldt og bare tog Pladsen op for et bedre og nyttigere?

Dø! Ja, det var det bedste! Hvad var der egentlig andet? Nu hun havde faaet Øjnene op for sin betydningsløse Tilværelse, blev hun greben af dyb Livslede. Hvem vilde sørge over hende? For Faderen var hun jo intet, han vilde sige: »Hun er gaaet til sin Moder!« folde Hænderne og bede en stille Bøn og saa lade hende hvile.

Og Edith? — Hun blev jo nu en lykkelig Hustru, for hende var hun jo bare en i Venindeflokken og tilmed en, hun saa tit havde kaldt sær, pjanket og forskruet. Hun vilde modtage Efterretningen om hendes Død med lidt Vemod, lægge en smuk Krans paa hendes Grav, sige med et Smil til sin Mand: »Du kan tro, hun var forelsket i mig, den lille!« og saa glemme hende.

Martha tog Hænderne fra Ansigtet, ja, hun vilde dø, hun var ikke bange. Var der ingen Gud til, o, saa maatte det jo være godt at synke hen i intet, — var der en Gud, maatte han jo bedst vide, at hun ingen Ting kunde og ingen Ting var, og tilgive hende. Hun vilde dø. — Men først vilde hun se Edith som Brud.

Bryllupsdagen kom. Martha havde i den forløbne Maaned ikke en eneste Gang været »exalteret« overfor Edith, de havde heller ikke været meget sammen, Edith var tidlig og silde ude at købe Udstyr og prøve en Mængde Dragter. Men saas de, var Martha munter og talte om Ediths ny Hjem og Stein og om den ny Kjole, hun selv skulde have til Brylluppet. Ikke en eneste Gang gav hun »Scener«. Edith tænkte, at det var rart, at lille Martha var bleven saa fornuftig.

Martha skulde give hende Brudekransen og Anna Holm, den »fortrolige«, Sløret. De to skulde ogsaa pynte Bruden.

Martha var under dette fuld af Spøg og Indfald, hun talte næsten uafbrudt, var overdreven elskværdig mod Frøken Anna, undgik at se paa Bruden og for rastløs omkring efter Haarnaale, Baand eller Kamme med to skinnende røde Pletter paa Kinderne og en tindrende Glans i Øjnene. Da hun fæstede Kransen i Ediths prægtige, mørke Haar, sang hun, saa det klang gjennem Lejligheden, Bjørnsons:

»Tag imod Kransen, den er til Dig, tag imod Kransen, tænk lidt paa mig, her er den grønneste Krans til den skønneste, — o. s. v.«

Straalende smuk saa Edith ogsaa ud, da hun i den hvide Atlaskeskjole, der sad ypperligt om hendes høje, slanke Figur, gik op ad Kirkegulvet ved sin Faders Arm. Martha kunde ikke faa Øjnene fra hende. Selv havde hun, der ellers ikke var en Smule forfængelig, pyntet sig med megen Omhu, hun vilde, at Edith skulde have et saa kønt Indtryk som muligt af hende sidste Gang, de vare sammen.

Hun saa virkelig ogsaa godt ud i blegrødt Silke med en Overkjole af hvidt Blondestof. Hun havde sat sig til Maal i det mindste at blive lige saa pæn som Anna Holm, — og det opnaaede hun ogsaa.

Beslutningen, hun havde taget, bidrog ikke lidt til det. Det var hendes sidste Dag, og derfor vilde hun nyde Øjeblikket, leve og elske paa sin egen Vis, det vil sige se paa Edith og fryde sig over hendes Dejlighed. Og hendes eneste Ønske, at fastholde Nuet saa længe som muligt, lagde en usædvanlig Straaleglans i hendes Øjne og en stærk Glød paa Kinden, saa at mange, som før kun havde fundet, at Martha Grüner var en ganske net, men ubetydelig lille Pige, i Dag syntes, at hun var ligefrem smuk.

Parret stod for Alteret.

Martha maatte smile ved nogle Ord, der forekom i Brudetalen:

»Thi Kærligheden, mine Venner, er den skønneste Gave fra Gud. Ingen jordisk Lykke er dog større end at have et andet Menneske ret inderlig kær.«

Og dog vidste hun, det var sandt, hun kendte den Følelse, der volder Angest og Hjærtebanken og dog er saa fuld af svimlende Lyksalighed, hun vidste hvorledes man kan glemme alt, naar man ser ind i et Par Menneskeøjne. Men Pastor Eriksen vilde formodentlig, hvis han havde kunnet se ind i hende, ikke have forstaaet og godkendt den Slags Kærlighed. Det skulde jo være en Mand og en Kvinde, saadan var baade de menneskelige og de guddommelige Love. Alt andet var Unatur, Vanvid. Meget rigtigt! Saadanne abnorme Væsener burde hurtigst mulig gøre Verden den Tjeneste at forsvinde.

Martha forbavsede denne Dag Selskabet ved at være straalende livlig og morsom, hun, der ellers sad stille lyttende eller drømmende og kun plejede at svare med Enstavelsesord og undselige Smil! Hun var aldeles overgiven, drak Dus med flere af de unge Piger, koketterede med nogle unge Herrer og gjorde sin Kavaler, en Fætter til Edith, helt forelsket i sig. Og dog tænkte hun ikke paa andet end Edith og paa, at det var sidste Gang! Den unge Brud var for optagen af sin Ven til at bemærke hendes forandrede Væsen. Hvad bryder en Brud paa en saadan Dag sig vel om Veninderne?

Naar hun en Gang imellem mødte Marthas Blik, smilte hun og nikkede til hende.

Damernes Skaal blev drukken.

Fætteren stødte begejstret sit Glas mod Marthas:

»_Min_ Dames Skaal!«

Og hun lo straalende op til ham.

»Vi træffes nok oftere, — hos Edith!« han bøjede sig tæt hen imod hende, »fra nu af skal jeg dyrke hendes Bekendtskab, kan De tro!«

»Det var en pludselig Ømhed for Deres Kusine. Edith kan være lykkelig.«

»De ved vist for hvis Skyld jeg vil komme der. Jeg har jo først i Aften opdaget, at Edith har en Veninde, saa yndig, saa aldeles fortryllende! — De maa ikke være vred, Frøken Martha, jeg burde maaske ikke have sagt det, — men Champagnen og et Par dejlige, mørke Øjne —«

»Vred? — ser jeg vred ud?«

Hun svarede hen i Vejret, hun saa netop hvorledes Steins og Ediths Øjne mødtes i altforglemmende Lyksalighed, og hun lo højere, blev kaadere og vildere.

Den reglementerede Bryllupsskaal for »Kærlighed« blev drukken.

»For hvad vi elske!«

Martha tømte med hede Kinder sit Glas.

»Edith«, raabte hun lystig over Bordet, »skal vi drikke hver paa sin elskedes Vel?«

»Vi høre nok snart om en Forlovelse til«, spaaede et Par gamle Tanter, der havde iagttaget Fætteren og Martha.

Længere ud paa Aftenen kom Edith hen til Martha og lagde sin Haand paa hendes Skulder.

»Nu tager Stein og jeg hjem! — Følger Du os ud til Vognen? Men tag et Sjal paa!«

Det svimlede et Øjeblik for Martha, nu nærmede det sig altsaa. Om kort Tid skulde hun se _hende_ for sidste Gang.

»Saa nu skal det være, Edith?« sagde hun imidlertid smilende.

Ude i Gangen vendte hun sig til Stein.

»Lad mig nu se, De er skikkelig imod hende!« sagde hun i en spøgende Tone, men med et næsten truende Blik, idet hun gav ham Haanden.

»Ja, saa Farvel, Martha, Du ser vel snart op til mig? Den Kjole klæder Dig udmærket«, (Martha glemte et Øjeblik alt for Lykke over disse Ord,) »og Du har nok moret Dig godt? Der bliver sagt, at Sofus er aldeles væk i Dig! Farvel, lille Du!«

Martha havde lagt begge Arme om hendes Hals.

»Farvel, — farvel —« hun kunde ikke sige mere.

»Du ser paa mig, som var det en Afsked for hele Livet«, lo Edith, »lille Nar, som Du er!«

»Søde, søde Edith!« hele sit Hjærte lagde hun i dette sidste Kys, det brændte paa Ediths Kind, et Øjeblik blev hun forskrækket over det sælsomme Udtryk i Marthas Øjne, men saa tog Moderen hende i sine Arme, og da hun havde sluppet hende, lagde Stein Armen let om hendes Liv.

»Kommer Du, min egen Edith!«

Martha, der krampagtig havde holdt fast ved hendes Haand, slap den, — ja, hun var hans Edith, selv havde hun ikke nogen Ret, — ingensomhelst Ret.

»Farvel, — aa, Edith!«

Vognen satte sig allerede i Bevægelse.

»Det var dog mig og ikke Anna Holm, der fulgte hende ud«, tænkte Martha med en glad Stolthed, selv midt i sine trøstesløse Dødstanker.

Fru Gerner og hun saa efter Vognen, til den var drejet om Hjørnet.

»Hjemmet bliver dog tomt uden hende«, sagde Moderen og tørrede Øjnene.

Martha saa forvirret paa hende.

Her var atter en, som havde mere Ret end hun selv til at elske og savne Edith. Fru Gerner havde Moderens Ret, Stein Brudgommens, alle vilde respektere _deres_ Følelser, — men hendes —

»Saa, lad os nu gaa ind, De staar og fryser, lille Martha, og ser hel daarlig ud, De, som nylig var saa rødmusset og kvik!«

Martha fulgte hende som i Søvne. Hendes Tanker var med den bortrullende Vogn, der førte hendes Ungdom og Kærlighed med sig.

Men nu skulde der danses. Fætter Sofus styrede allerede hen imod hende, en lystig Valsemelodi klang, — og Martha kastede sig atter ind i Hvirvelen, der skulde døve hendes Smerte og faa Tankerne til at sove.

Hun kom hjem, da Klokken var omtrent to om Natten. Lydløst aabnede hun Døren til Faderens Soveværelse, det hun behøvede, laa i hans Servanteskuffe. Men den gamle Professor sov let, — han aabnede Øjnene, nikkede til hende og spurgte venligt, om hun havde moret sig.

»Dejligt! Dejligt, Far!«

»Hvad søger Du?«

»— Men maa jeg tage et Par Hostepastiller, — jeg stod i Træk og har faaet Hoste!«

»Vær endelig forsigtig, min lille Pige, — Hoste er noget slemt noget!«

»Du kan være ganske rolig, Far, i Morgen fejler jeg ikke det mindste. God Nat!«

Hun bøjede sig ned over hans graa Hoved og aandede et let Kys paa hans Pande, vred paa sig selv, fordi hun ikke en Gang i dette Øjeblik følte nogen barnlig Kærlighed eller Rørelse.

Saa forlod hun Værelset med Hostekagerne og — Barberkniven i Haanden.

Hun stod stille i Dagligstuen, hvor Maanen skinnede ind og kastede en lang Lysstribe hen ad Tæppet. Hun følte sig saa forfærdelig mat og træt efter al denne forcerede Lystighed, — saa tung og sløv. Hendes Hoved smertede, og Blodet bankede og prikkede i Haandleddene, — i Fingerspidserne, — i Tindingen — overalt! Aa, det vilde blive godt at komme helt til Ro, — saa godt! Hun vilde ikke klæde sig af, men paaklædt lægge sig paa Sengen og dø der. Edith havde sagt, den Kjole var smuk og klædte hende, — i den skulde hun derfor se hende, naar det i Morgen rygtedes, at hun havde taget Livet af sig. Aa, Edith vilde om end kun for et Øjeblik glemme sin egen Lykke og tænke paa, hvad Martha havde lidt, tænke paa, om det da virkelig var af Kærlighed til hende — —

»Jeg vil skrive til hende, — men kun et Par Ord, — Edith hader al Følsomhed, — og skrev jeg langt, kunde det nok ikke undgaas, — jeg vil bare skrive Farvel, — og at jeg holdt saa meget af hende.«

Og mens hendes ophidsede Fantasi forestillede hende dette, blev hun stadig staaende paa samme Plet i Maanelyset, ubevægelig, ligesom lammet af Dagens store Sindsrørelser, — dødtræt.

»Hvis jeg nu havde været en Mand, — havde det saa været bedre?« og hun gjentog disse Ord højt den ene Gang efter den anden, til sidst uden at vide, hvad hun sagde:

»Havde det været bedre, hvis jeg var blevet en Mand?«

Endelig drog hun Vejret tungt, — nu maatte det vel gøres, — hun _maatte_ rive sig ud af denne sløve Tilstand, sæt hun blev vanvittig? Var hun det maaske allerede? Saa _var_ det da bedst for alle Parter at forlade Skuepladsen.

Hun tog et Par Skridt hen over Gulvet og var snart udenfor Døren til sit eget Værelse.

Men idet hun vilde lægge Haanden paa Dørgrebet og gaa ind, var det hende pludselig, som Døren rykkedes langt, langt bort, og mens hun famlede efter den, lagde noget iskoldt og tungt sig over hendes Bryst, — der lød en ubestemt Brusen og Mumlen for hendes Øre, — og Knæene rystede.

»Det er Døden, den kommer af sig selv, — det er ogsaa det bedste,« tænkte hun — og saa tænkte hun ikke mere, — alt gled ud i Mørke og intet. — —

Men det var ikke Døden, kun en alvorlig Lungebetændelse, foraarsaget af Forkølelse og fremskyndet af den sidste Tids Sindsrystelser.

Da Faderen og Husholdersken, vækkede ved et tungt Fald, kom til, fandt de Martha besvimet paa Gulvet i Dagligstuen og fik hende hurtig bragt i Seng, hvorefter de sendte Bud til Lægen.

Barberkniven, som laa paa Gulvet og som efter Marthas Beregning skulde have gjort al Hjælp overflødig, lagde de ikke Mærke til før senere og vare da langt fra at ane Bestemmelsen med den. Professoren undrede sig vel over dens Tilstedeværelse paa et saadant Sted, men gav sin egen Distraction Skylden.

Martha var imidlertid i det mindste for Øjeblikket fri for al Uro og Smerte, hun laa hen uden Bevidsthed i det lykkelige »Intet«, hun havde længtes saa meget efter.

Men længe varede det ikke, saa begyndte Bevidstheden svagt, ganske svagt, at dæmre for hende, — og en Nat aabnede hun sine Øjne og saa sig om dog endnu uden klare Begreber og vaagen Erindring. Hun saa en lille Lampe brænde paa Bordet tæt ved Sengen, og et gammelt rynket Kvindeansigt med en Krydderpose saas i Værelsets Baggrund, — hun kendte det meget godt, — det var Jomfru Hansens — og hun laa i sit eget Kammer, i sin egen Seng, i sin egen Natkjole, der var ikke det mindste at undres over, og træt lukkede hun sine Øjne.

Men kort efter vaagnede hun igen ved en stærk Smerte i Ryggen, — hun vilde rejse sig, men kunde ikke. Nu mærkede hun, at hun havde Omslag paa Ryggen og paa Brystet, altsaa var hun syg. Hvornaar mon hun var bleven det? Hvad var der sket?

Hun fik en Fornemmelse af, at der var sket noget, som havde gjort hende ondt, og at dette noget, naar hun atter kom helt til sig selv, vilde være der og smerte hende, men hvad det var, vidste hun ikke, og det var jo godt, siden det var sørgeligt. Det kom tidsnok. Og Martha sank igen hen i en Døs, hvoraf hun kun til Tider vaagnede for at tage Medicin, drikke Mælk, lade sig pusle og hjælpe som et lille Barn.

Sommetider vaagnede hun ogsaa ved, at en stor blød Haand sagte strøg hen ad hendes Kinder og Haar, og hendes Faders Stemme saa underlig bevæget og kærlig, sagde, »Min lille Pige!«

Hun hørte ogsaa andre Stemmer, hun kendte: Dr. Thomsens gemytlige og Jomfru Hansens klynkende.

Og saa en Gang fyldtes Luften i hendes Værelse med en fin, pikant Parfume, som hun syntes, hun skulde huske. Jo, aldeles bestemt! Hun kendte den Duft. Der var noget om en slank Kvinde med mørkt Haar og fint mejslede Træk, og denne Kvinde læner sit Hoved tilbage mod Gyngestolen og ler og slaar med Lommetørklædet over imod en anden, — var det ikke hende selv? —, og siger: »Nej, hvor Du dog kan være barnagtig, Martha«, og den fine Duft strømmer underligt berusende imod hende, ligesom indhyller hende og tager hende til Fange. — Og nu er den her, — og hun ved, den er i Følge med en, hun holder af, men som har kostet hende mange Taarer, — mange tunge Øjeblikke, — som har voldt hende dette, hun ikke endnu ved bestemt, det, som det er tidsnok at spekulere paa, og hun vil ikke lukke Øjnene op, skønt hun ved, at det smukke Ansigt bøjer sig over hende netop nu. En klangfuld Stemme siger noget om »Nervøsitet«, »Foraarsluften« og »Sygdom«. Martha følger ikke Ordene, kun Stemmen, den gør godt, saa længe den lyder, men ondt bagefter, thi saa maa hun tænke paa haarde, grusomme Ord, den samme Stemme ved andre Lejligheder har talt. »Lad os nu ingen Scener faa«. »Hvor Du er hysterisk!« Og at tænke er det mest martrende af alt, ved Martha, — hun maa enten have læst denne Paastand eller — erfaret den.

Nu lægger en blød, kølig Haand sig paa hendes Pande.

»Hun sover, — den lille Stakkel!«

»Ja, Frue.«

Der gaar en let Skælven igennem Marthas Legeme ved disse Faderens Ord.

»Og Lægen siger, vi kan takke Gud, det er den Søvn, der lader hende slippe lettere over det, end vi fra først af turde haabe.«

»Hvem skulde have troet, at hun bar paa en Sygdom? Ved mit Bryllup var hun saa kvik, De skulde have set hvor munter! — Nu lægger jeg disse Roser her paa Sengen, — hun har vel ingen Skade af Duften? Hils hende saa, hvis hun da har sin Bevidsthed og kender mig!«

Martha slog Øjnene op og mødte det dybe, rolige »Norneblik«, hun havde elsket lige fra første Gang, hun saa det.

»Edith!« sagde hun bare, saa lukkede hun igjen træt sine Øjne.

»Hun kender mig, — hører De? Saa kommer hun sig nok snart. Naa, farvel, Hr. Professor, jeg hører snart herind igjen!«

»Farvel, og tak for Deres Venlighed, Fru Stein.«

Fru Stein? Men Martha kendte jo ingen Fru Stein! Var det da ikke Edith, hendes Veninde, hendes Ideal, Edith Gerner? — Men bi lidt, det var dog meget rigtigt, — meget rigtigt. — Martha saa for sig en oplyst, smykket Kirke, — mange Mennesker, — for Alteret stod to, — en Mand og en Kvinde, — _hun_ var klædt i hvidt og dejlig som en ung, romersk Vestalinde, — og saa saa hun de lange, dækkede Borde, det brogede Selskab, — hun hørte en blandet Lyd af Mendelssohns Bryllupsmarch, klirrende Gafler, Glas, der stødte sammen, højrøstet Conversation, — Latterudbrud, — og en ung Pige raabte med blussende Kinder og idet hun løftede sit Champagneglas højt: »Leve Kærligheden!« og _den_ unge Pige havde besluttet, at samme Aften vilde hun dø, — og den unge Pige var hende selv.

Hun hentede Vejret tungt, nu var den lange Bedøvelse forbi, Tankerne vendte tilbage.

Hun aabnede igen Øjnene.

Paa Tæppet foran hende laa en lille Buket Roser, Ediths Gave, hun tog den, holdt den op til sit Ansigt og indaandede i langsomme Drag dens Duft.

Jo, nu huskede hun det hele, — hun havde elsket Edith, — aa saa højt, — meget mer end man kan holde af en Moder og Søster, — ja, hvad vidste hun for Resten om Omfanget af de Følelser, — hun vidste, hun havde elsket Edith mer end alle andre, elsket _udelukkende_ hende, — og saa havde hun set, hvor magtesløs og taabelig denne Kærlighed var, — og hun havde besluttet at dø, — og nu var Edith gift, — paa hendes Bryllupsdag var det, at hun vilde have sat sit Forsæt i Værk, — saa var hun bleven syg, — og nu laa hun her svag og mat efter Sygdommen, men med Følelsen af, at Kræfterne og Livsaanderne vaagnede paany.