Part 1

VILDSOMME VEJE.

VILHELMINE ZAHLE:

VILDSOMME VEJE.

TO FORTÆLLINGER.

OGSAA EN KÆRLIGHEDSHISTORIE. I SOMMERFERIEN.

KØBENHAVN. ANDR. SCHOUS FORLAG. 1890.

Kjøbenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.

Ogsaa en Kærlighedshistorie.

Martha Grüner hed hun og var en lille spinkel ung Pige med to lange, gule Flætninger ned ad Nakken, et uregelmæssigt men ikke uskjønt Ansigt med et Par store, alvorlige, graa Øjne og en lille, udtryksfuld Mund. Hun saa i Reglen lidt sygelig, lidt nervøs ud, Farven kom og gik hurtig paa hendes Kinder, og Øjnene, der ofte kunde se underlig udtryksløse og stumme frem for sig, fik til Tider pludselig forbavsende Liv og Varme.

Saadan havde hun set ud som nykonfirmeret, akkurat saadan saa hun ud, da hun blev 21 Aar.

Hun var ikke nogen livsglad ung Kvinde, der var Folk, som endog troede, at hun led af Kærlighedssorg. Det gjorde hun ogsaa — paa en Maade, — det havde hun gjort i de sidste 7 Aar. Men Genstanden for hendes Kærlighed, Sværmeri, Tilbedelse, hvad man nu vil kalde det, var ingen Ungersvend, ingen erfaren Verdensmand, ikke en Gang en værdig, ældre Herre, den hørte nemlig slet ikke til Hankønnet, det var en — ung Dame, en Frøken Edith Gerner. Det var Marthas Ejendommelighed, ingen Mand havde nogensinde voldt hende den mindste Hjærtebanken, men som 14aarigt Pigebarn traf hun en Gang i et Selskab en overordentlig smuk ung Dame klædt i en hvid, klar Kjole med et enkelt Perlesmykke i det højt opsatte sorte Haar, og øjeblikkelig tabte Martha sit lille Hjærte, der hidtil kun havde banket i hurtigt Tempo for Personer i Ingemanns Romaner og Andersens Æventyr.

Hun stod fortryllet med vidtopspilede Øjne og stirrede paa den 19aarige Skønhed, Edith Gerner. Saadan maatte Dronning Agnes have set ud, Berengaria, Rigmor, eller snarere hendes kære Jomfru Ingefried i »Valdemar den Store og hans Mænd«, thi:

»Kinden gløder ikke, men rolig, stræng og kold hun arved Nornens Blikke fra dunkel Hedenold.«

eller endnu bedre: Snedronningen! Der var en kølig, stolt Ynde over Edith, der ikke mindst bidrog til Marthas Forelskelse. Feen i »Paradisets Have«, Prinsessen i »Rejsekammeraten«, alle disse kjendte, beundrede Æventyrskikkelser maatte hun tænke paa, Edith lignede dem alle eller havde lidt af hvers Ejendommelighed.

Aa, hvor var hun dejlig!

Og Martha blev da præsenteret, de stod just lige ved et højt Pillespejl, og Martha saa sig selv, lille og ubetydelig, saa tarvelig i sin korte Skolepigekjole, kejtet, tøset, intetsigende, og Edith i sin blændende Skønhed og med hele en Verdensdames sikre Optræden.

Men langtfra misundelig fandt Martha netop en egen, hidtil ukendt Lykke i at føle sin egen Ringhed og helt gaa beundrende op i et andet Menneskes Fuldkommenhed.

Det morede Edith at møde disse straalende, henrykte Barneøjne, hvori hun læste en saa uskrømtet Hyldning af hendes Skønhed. Hun var vant til at blive beundret og gjort Væsen af, hun vidste, at hun var sjælden smuk, Herrernes beundrende Blikke og mer eller mindre aandrige Gøren Kur var ikke længer noget paafaldende og nyt for hende, men dette her var noget nyt og ret morsomt, og som en Kuriositet spændte Edith Gerner denne lille Pige med for sin Triumfvogn.

Hun indlod sig i Samtale med hende, var meget venlig, meget elskværdig, fik i Aftenens Løb mer end et Vidnesbyrd om, at Martha var aldeles »væk«.

Og Martha nød hvert af hendes Smil, hvert Ord, blev flammende rød, blot hendes Haand strejfede Ediths Kjole og følte alt Blodet strømme sig til Hjærtet, da Edith efter Bordet rakte hende Haanden og sagde: »Velbekomme«, følte alle Skinsygens Kvaler, naar andre talte med Edith, — og det maatte hun ofte være Vidne til, — hun var mest skinsyg paa Damerne og allermest paa de unge Piger, Ediths jævnaldrende, — da en saadan en Gang i Aftenens Løb lagde sin Arm om Ediths Liv, syntes Martha, at det vilde have været hende en Lindring at give vedkommende en Ørefigen.

Og da hun kom hjem, — ja Edith var ikke ude af hendes Drømme den Nat!

Og næste Dag i Skolen overmalede hun sin Kladebog med Vers til »Hende«, og alt imellem kunde hun lægge Haanden over sine Øjne for bedre at fastholde det smukke Billede og tænke med et lykkeligt Smil: »Aa, hvor jeg elsker hende.«

Hun havde ingen at betro sig til, Moderen havde hun aldrig kendt, hun boede ene med sin Fader, som var Professor i Zoologi og ikke interesserede sig for stort andet end sine Benrade og udstoppede Fugle og troede, at han havde opfyldt sine Pligter mod sin eneste Datter fuldtud, naar han lod hende gaa i Københavns saakaldte bedste Pigeskole, sørgede for, at hun gik godt klædt og ingen Nød led. Han var meget venlig imod hende, klappede hende paa Haaret, naar hun havde gode Karakterer og sagde, at »det var Ret« og forærede hende til Julen og hendes Fødselsdag et eller andet Værk i Pragtbind uden at tage Hensyn til, om hun var moden eller ej til at nyde det. Og Martha slugte alt, hvad hun fik Fingre i. I en Alder af 14 Aar havde hun i den fuldstændigste Sammenblanding læst: Goethe, Holberg, Oehlenschläger, Heine, Byron! Hun var henrykt over det altsammen, enten hun saa forstod det eller ej, men blev dog den Gang og senere, barnlig som hun var, Barndomsvennerne, Ingemann og Andersen, tro. En gammel Husholderske, der altid gik omkring med et ualmindeligt gnavent Ansigt og klagede over en evig Tandpine, skulde sørge for Marthas Fornødenheder, men til hende havde Barnet ingen Fortrolighed.

Veninder havde hun heller ingen af, hun stemmede ikke med sine Skolekammerater, hun brød sig ikke om at pjatte op om deres Baller og Skøjteløb, deres Skoledrenge, Skuespillere og Præstesværmerier, og de havde ikke læst saa meget som hun og kunde derfor ikke tale om Bøger, og det var i Grunden det eneste, hun brød sig om, inden hun lærte Edith at kende.

Men nu oprandt en anden Tid.

Thi kort at fortælle, Edith og hun traf oftere sammen, og der udvikledes et virkeligt Forhold imellem dem, et Slags Venskab, ja Veninder kaldte man dem til sidst, de blev Dus, de besøgte hinanden, Edith fandt virkelig Behag i Martha, hun var vel nok 5 Aar yngre, men et kløgtigt, lyst, lille Hoved, og det var saa morsomt med denne Tilbedelse, som langtfra at tage af ved nærmere Kendskab næsten for hver Dag blev stærkere og inderligere.

Martha paa sin Side var uendelig lykkelig over dette Venskab, hun havde ingen anden Tanke end Edith, ingen anden Drøm. Livets Lykke bestod for hende i at sidde og se ind i Ediths Øjne, et Par dejlige mørkebrune med fine, lige Bryn og et roligt, stolt Udtryk, og lytte til hendes klare, rene Stemme. Hun gav sig fuldtud hen i denne Kærlighed, der blev imellem disse to unge Piger saadan et Forhold, som en fransk Forfatter har skildret ved de kendte Ord: »_l’une qui aime et l’autre qui se laisse aimer, l’une qui baise et l’autre qui tend la joue._« —

Og under alt dette var Martha fra en halvvoxen Skolepige bleven en ung voxen Dame, men hendes Væsen var ganske det samme, især over for Edith. Denne var nu en moden Skønhed paa 25 Aar egnet til at knuse Hjærter, hvad hun ogsaa gjorde, medens ingen hidtil havde formaaet at røre hendes eget. Hun gik kold og uberørt gjennem et sandt Ildhav af Beundring og Lidenskab.

Undertiden fik Martha vel den Tanke, at saadan vilde det ikke altid gaa, en Gang vilde Edith nok gifte sig, — men Martha tænkte aldrig videre, den blotte Forestilling var hende pinlig, og hun skød den hastig fra sig og nød Øjeblikket uden at tænke paa Fremtiden.

Hendes Lidenskab havde holdt sig aldeles usvækket i disse Aar, alt andet om sig skænkede hun kun flygtig Interesse, Edith var stedse Hovedtanken.

Et underligt, planløst, unaturligt Sværmeri!

Hun følte selv undertiden, at det var det og undrede sig over, at hun ikke som andre unge Piger havde et mandligt Ideal, men sandt at sige brød hun sig ikke en Smule om det andet Køn. Hun prøvede ofte paa at sværme for en eller anden Herre og skrue sig op til de Stemninger, hun havde læst om, at unge Piger gennemgaa i deres Forelskelsestid, men det blev aldrig til andet end Skaberi og saasnart hun saa Edith, faldt det hele sammen, saa blev hun varm i Kinderne, saa var de der strax, alle Kendetegnene paa, at hun dog alligevel elskede.

Martha blev, hvor hun kom, regnet for en meget rar, men ubetydelig lille En; det kom af, at hun for det meste var ordknap og tilbageholden imellem fremmede. De fleste mente, at hun helt gik op i sine Studier, hun læste nemlig efter Faderens Ønske til Artium. Hun hadede ogsaa Selskabelighed og følte sig som en fremmed, ensom Fugl mellem alle disse muntre Mennesker, der var hende saa uendelig ligegyldige.

Men naar hun var ene med Edith, da var hun ikke længere en tavs, ubetydelig Pige, da lukkede hun op for hele sin Sjæl, ingen uden Edith saa hendes skiftende Stemninger. Snart sladrede hun op om alt muligt, fortalte, hvad hun havde læst sidst og leverede sin Kritik derover, snart gjorde hun paa en rigtig barnagtig Maade Nar af sine Lærere eller af den gamle Husholderske med Tandpinen, var det ene Øjeblik ustyrlig lystig og kaad for i det næste at sætte sig ved Ediths Fødder, tage hendes Haand og se tavs op paa hende med straalende, undrende Øjne. Det kunde ogsaa hænde, at hun i et Udbrud af Heftighed slyngede Armene om hendes Hals og fortalte hende, at hun var »dejlig, dejlig, — den allerdejligste i hele Verden!« Men saa plejede Edith at give hende en Spand koldt Vand over Hovedet enten ved at slaa det hen i Spøg eller støde hende fra sig med en Bemærkning som: »Nu bare ingen Scener, Martha!« eller: »Nu synes jeg virkelig Du er for gammel til saadan noget!«

Og denne Kulde bidrog ikke lidt til at lægge Ved til Marthas Kærlighedsbaal, den omgav Edith som et helligt Tempel en Gudinde, og netop det, at hun blev holdt i tre Skridts Afstand, øgede hendes Sværmeri, det hævede Edith endnu højere op over andre dødelige, at man ikke kunde nærme sig til hende saa frit som til enhver anden.

Om Sommeren tog Edith og Martha tit ud til Skoven sammen. De vare raske Fodgængere begge to, og deres Ture hørte til Marthas dejligste Minder, især dette, at de vare ene, at hun ikke skulde dele Edith med andre, med hendes Kavalerer eller hendes Veninder, hvilke sidste vare Genstand for hendes særlige Skinsyge. De to unge Piger gik da aldrig ad de banede Veje, men brød ind imellem Træer og Buske for at finde Blomster. Naar de saa kom til et rigtigt smukt Sted, satte de sig i Græsset og hvilede.

»Her er dejligt, synes Du ikke Martha?« Edith kunde da lægge sig ned i Græsset og smile op imod den blaa, skyfri Luft og de tusende mørke og lysegrønne Trætoppe uden at tænke over, at hun selv var den smukkeste Figur i det lille Skovmaleri.

»Ja, dejligt, Edith! Og saa er det især saa mageløst at være langt borte fra andre Mennesker, — Du og jeg ganske ene, — jeg bilder mig ind, Du, at vi ere paa en øde Ø og aldrig mere vil faa andre menneskelige Væsener at se, — aa, det var et Liv! Ja, Du kunde ikke finde Dig deri, det ved jeg nok, — og det var ogsaa Synd for Dig — Du maa for at være i Dit rette Element have Dine Forældre og Sødskende og Balkavalerer, ikke sandt? Og saa —« Martha rynkede Panden — »Henriette Nielsen og Eva Kramer og — først og fremmest Anna Holm«, (det var Ediths Barndomsveninde og fortrolige) »men ser Du, jeg har nok i Dig, søde, søde Edith!«

Og Edith, der paa en smuk Sommerdag i Skoven sædvanligvis var mere følelsesfuldt og mildt stemt end ellers, kunde da række hende sin Haand og venlig og nedladende taale en 2-3 heftige Kys.

»Syng saa for mig, Martha!« Og Martha sang med sin kønne, bløde Sopran den ene Sang efter den anden, hun kunde et Utal af følelsesfulde Sange, og hun var saa lykkelig over at kunne more Edith. Og denne stemte en Gang imellem i med sin dybe, rene Alt, og der sad de ligesom gemte bort fra den øvrige, kedelige Verden. Jo, saadanne Dage var Livet værdt at leve, tænkte Martha.

Edith havde en Tid stor Lyst til at blive Skuespillerinde. For det ydres Skyld kunde der jo ikke være nogen Hindring, og en smuk, fuldtonende Stemme havde hun. I nogle Selskaber, hvor hun havde fremsagt et Par Smaadigte, havde man enstemmig erklæret, at Kunsten vilde gaa glip af et storslaaet Talent, hvis hun ikke gik til Theatret. Hun lærte da ogsaa for sin Fornøjelses Skyld flere Roller, og Martha maatte da give Elskerens Parti, hvad der ikke faldt hende vanskeligt.

De spillede saaledes en Gang nogle Scener af »Romeo og Julie«, og Martha var altsaa Romeo. Hun havde ikke noget imod paa denne Maade at faa sagt Edith en hel Mængde Ting, som hun ellers ikke turde sige.

Efter Scenen ved Julies Balcon sagde hun en Dag:

»Aa, Edith, jeg holder af Dig som Romeo holdt af Julie!«

»Det er nogen god Snak, Martha. Kan Du ikke indse, at der er Forskel?«

»Nej, det kan jeg ikke! Jeg føler det ligesom han. Jeg finder ogsaa, at ingen af Himlens Stjærner kan maale sig i Skjønhed med Dine Øjne, — og jeg synes, at Du overgaar alt, hvad jeg har set og vil faa at se af Dejlighed, — mod Dig er alle Nul, Edith!

»Som i en Kragesværm en snehvid Due er _hun_ i sine Søstres Kreds at skue.««

Martha lagde sig paa Knæ for hende og saa kærlig op paa hende.

»Min egen søde, dejlige Edith, forstaar Du mig? — nej, det gjør Du naturligvis ikke!«

»Nej, Martha, det gjør jeg virkelig ikke, — jeg tvivler ikke om, at Du holder af mig, — det ved jeg nok, — men Du maa ikke være saa tosset at sammenligne Dine Følelser med Romeos overfor Julie. Det lyder næsten for latterligt! Der er jo en himmelvid Forskel. Han er en Mand, der elsker en Kvinde.«

Martha saa tankefuld og alvorlig ud. »Ja, jeg ved, det er det almindeligste, at Mand elsker Kvinde, og omvendt, — men har hvert Menneske mon ikke sin særegne Natur, som det er nødt til at følge? Jeg spurgte ikke, om Du var en Mand eller en Kvinde, Edith, da jeg første Gang saa Dig. Du blev mig strax kærest af alle; jeg vil aldrig kunne elske andre, enten det saa er naturligt eller unaturligt!«

Edith drog sin Haand ud af Marthas. »Naar Du er saa pjanket og skruet, vil jeg slet ikke tale med Dig.«

Marthas Øjne fyldtes med Taarer; naar Edith talte i denne isnende, overlegne Tone, følte hun sig altid saa ulykkelig, men Edith hadede den Slags Følsomhed, og med en Kraftanstrængelse holdt Martha Taarerne tilbage og deklamerede med en Blanding af komisk Højtidelighed og Skælmeri:

»Har jeg for dristig rørt en Helligdom med syndig Haand, saa vil jeg gærne bøde.«

Edith lo. Marthas Himmel var atter klar og skyfri.

Edith kom imidlertid ikke til Theatret, hun tabte Lysten dertil, og det var Martha ikke ked af. Hun havde aldrig kunnet lide den Tanke, at hendes elskede Edith skulde optræde offentlig og lade sig overglo og kritisere af alle og enhver.

I Sommerferierne tog Ediths Familie gærne paa Landet, snart hist, snart her, men altid langt fra København. Saa var Martha ikke glad; hun selv tilbragte altid Ferien i Byen. Naar Edith kom og meddelte, at den og den Dag rejste de, var Martha aldeles barnagtig utrøstelig, især naar Familien skulde til et moderne Badested.

»For saa stifter Du saa mange ny Bekendtskaber, og — og — glemmer mig Edith!«

Edith mente med et roligt Smil, at fordi man lærte ny Mennesker at kende, glemte man ikke sine gamle Venner.

»Jeg maa da nok skrive til Dig, — maa jeg ikke, Edith?«

Naturligvis, det faldt af sig selv.

»Og Du vil svare mig? — det skal ikke være noget Baand, ingen Pligt, — men naar Du har Lyst og Tid, — kun et Par Ord, — aa, det vil Du nok en Gang imellem!«

Jo, det skulde Edith nok.

Saa tørrede Martha Øjnene.

Lange Breve skrev hun til »Veninden«, 4 tæt skrevne Sider i det allermindste, de begyndte meget pænt og fornuftigt, f. Ex.:

»Kjære Edith!

Jeg haaber, Du morer Dig godt og rigtig nyder det dejlige Vejr —«

men allerede paa anden Side brød hun ud af den stive Tone og skrev om sin Længsel og sin Skinsyge over for alle dem, der vare Edith nær.

»Jeg kan se Dig for mig, Edith«, skrev hun saaledes en Gang. »Du gaar nede ved Stranden i et Selskab af unge Herrer og Damer, og Du lader Dig beundre og kurtisere; min sejersvante Edith, Du ler og smiler til dem alle med den glade Bevidsthed, at selv om Din ny Sommerhat klædte Dig mindre godt, end den gør, vilde Du dog være den smukkeste blandt dem alle. — Sig mig, er den Frøken Aagesen, Du skrev om, virkelig saa elskværdig? Det er jo dejligt, at Du har truffet en jævnaldrende! Hun er nok ikke saadan en lille Pjanke som undertegnede, hende kalder Du ikke »exalteret« og »unaturlig«, vel? Har hun kysset Dig nogensinde? Skal I nu komme sammen, naar I flytter ind til Byen igjen? Aa, Edith! — nej, bliv ikke vred, — jeg skal nok lade være med at give Scener paa Papiret, — Du maa ikke se stræng eller utaalmodig ud, — jeg _skal_ være artig. — Hver Aften synger jeg for Fader. Ved Du, hvilken der er min Yndlingssang i Sommer? Det er den lille finske, Du kender:

»Ack, lilla fogelen, ack, lilla hjerta vän, kommer Du ej snart?«

men det andet Vers gjør mig forstemt:

»Der finnas säkert de fagraste ternor glömmer Du mig för de strålande stjernor?«

Men de Sange, vi to synger sammen, Edith, dem synger jeg ikke nu, de venter og længes som jeg! — Min egen søde, søde Edith, glem mig ikke! Ingen holder af Dig som jeg, — ingen!«

Edith svarede med nogle Linjer, højst et Par Sider, fortalte om sine Udflugter, om den dejlige Natur og om de Folk, hun traf sammen med. Rolige og venlige faldt Ordene i hendes Breve, men paa Marthas lidenskabelige Henvendelser svarede hun ikke med en Stavelse.

Men Martha sad timevis med et saadant Brev, læste det atter og atter igennem, stirrede paa Underskriften: »Din hengivne Edith« og kyssede den med hede Læber, den var jo nedskreven af »hendes« Haand. Og saa græd hun af Længsel alene paa sit Værelse.

Hendes Sommerfornøjelse var foruden Ediths Breve at spasere alene ud til Skoven og opsøge de Steder, hvor hun havde været saa lykkelig selvanden, der kunde hun sidde længe tankefuld eller rettere uden at tænke og se paa Ediths Portræt, — eller hun gik ind i Ørsteds Park, en af Nornerne under Ørsteds Buste havde Træk, der mindede om Ediths.

Det kunde hænde, at hun prøvede paa at gjøre Edith skinsyg. Fortvivlede Forsøg! Hun kunde da i Selskab slutte sig til en hvilkensomhelst ung Pige, overvælde hende med Opmærksomhed, spille en fuldstændig Komedie med hende, le overdrevent højt og passiare med en nervøs Munterhed, naturligvis ene og alene for at hendrage Ediths Opmærksomhed paa sig. Men denne lod aldrig til at bryde sig derom, ikke det bitterste skinsyg kunde hun blive! Heller ikke opnaaede Martha noget, naar hun en anden Gang spillede kold og fornærmet, Edith smilede i uforstyrrelig Ro ad alle hendes »Barnagtigheder«, Martha pinte kun sig selv med saadanne Forsøg, rørte aldrig Edith, der vidste, at det ikke vilde vare mange Timer, før en blød Arm vilde liste sig om hendes Hals og en sagte, kærlig Stemme hviske:

»Hvor Du er grusom imod mig, Edith!«

»Grusom?« kunde Edith da sige, »jeg tænkte ikke en Gang paa Dig, — hvad mener Du med, at jeg er grusom?«

»Nej, Du tænkte ikke paa mig, — det er netop det!« og et forunderligt Udtryk som af en higende Længsel, en uforstaaet Sorg, kunde et Øjeblik faa Edith til at spørge sig selv, om der virkelig kunde existere saa mærkelige udrustede Kvinder, der kun formaa at fatte Kærlighed til en af deres eget Køn, — og i saa Fald — var Martha en af dem? Var dette mere end Sværmeri, mere end Barnestreger? — — —

Saa kom den Dag, der maatte komme, men som Martha ikke havde kunnet taale at forestille sig.

Edith havde været saa adspredt i den sidste Tid; naar de vare sammen, lyttede hun ikke som før med sit halv overlegne, halv velvillige Smil til Marthas Snak, hun havde siddet aandsfraværende, og Martha havde ikke sjælden set det Særsyn, at Ediths Kinder pludselig og uden tilsyneladende Grund var blevne blussende røde. Hun havde længe næret en ubestemt Angest for, hvad der mulig kunde ske, men hun vovede hverken at give denne Anelse Navn for sig selv eller spørge Edith.

En Aften var hun i dennes Hjem bleven præsenteret for en ny Gjæst, en ung Læge, Dr. Stein. Hun havde set ham staa fordybet i en lang Samtale med Edith, de to havde taget sig udmærket ud sammen. Han var meget høj, en elegant, harmonisk Skikkelse med stærkt blondt Haar og et Par kloge, mørkeblaa Øjne under tætte, sorte Bryn, Martha havde set paa Edith og ham, greben af en smertelig Formodning. Hvor beundrende dvælede hans Øjne paa Edith, »hendes egen Edith!« Og hun saa denne, der ellers var saa kølig og sikker, tage imod hans ærbødige Hyldest forlegen og sky som en lille nykonfirmeret Pige. —

Den Aften græd Martha, da hun kom hjem, hun følte, at Edith gled fra hende, — det var en Følelse, der gjorde saa ondt, saa ondt; for første Gang begyndte hun at tænke, men endnu kun dunkelt, at hun selv dog havde haft en sælsom Ungdom, at den Tid, hvor andre unge Piger drømme om Kærlighed og Mænd eller lægge Planer for en selvstændig Tilværelse, havde hun brugt til at drømme planløst, forvirret, uden Grund og Fornuft om en Kvinde. Og det havde været hendes Lykke, — det var det underligste, — intet i Verden kunde hun tænke sig bedre end disse svundne Aar, — hun vilde ikke undvære dem, — hvad var hun dog for en Pige? — Var hun unormal? Var det en Sygdom? Kunde det gaa over? Og hvis det gik over, hvad havde Livet at byde hende til Gengæld? Intet kunde fylde og forskønne hendes Drømmeverden som dette ufornuftige, meningsløse havde gjort. Edith gled fra hende, — aa, det var Snak. Edith havde jo aldrig været hendes, — hun havde altid været den ydende i deres Forhold, Edith bare modtog og lod, naar hun var i det Lune, sin Naades Smil lyse over Marthas ydmyge Tilbedelse. Saadan var det! Martha trykkede Hænderne mod de bankende, smertende Tindinger. Nej, hun taalte ikke at gruble for meget over den Sag. —

Saa kom Forlovelseskortet.

Hun sad med det i Haanden:

Edith Gerner, Ernst Stein.

Hun gik hen til Edith for at lykønske.

»Blev Du forbavset, Martha?«

»Aa, nej, jeg havde jo en Anelse, lige fra jeg saa ham for første Gang hos jer!«

»Synes Du om ham?«

»Han ser godt ud, — og det, at Du har valgt ham, er jo den bedste Anbefaling.«

Martha lagde begge Arme om hendes Hals.

»Aa, Du tossede Barn med dit Skolepigesværmeri, men hør, Du har vist ikke ønsket mig rigtig til Lykke endnu!«

»Til Lykke, — til Lykke, Edith, — Du ved vist, at jeg ønsker Dig al mulig Lykke, — af hele mit Hjærte, Edith!«

»Græder Du? — Hør, Martha, vær nu ikke ... vær som andre! Tror Du, jeg bryder med mine Veninder, fordi jeg har faaet en Ven! — Hvor Du er en dum lille En! — Ved Du for Resten, at vi skal have Bryllup i næste Maaned? Jo, — den 22de! — Du skal komme tit til os, — og vi vil have det rigtig morsomt sammen, naturligvis, ganske som før kan det ikke blive, saa ofte kan vi jo ikke træffes, — men det ved Du jo nok, at som gift faar man saa mange Pligter! — Hører Du, hvad jeg siger, Martha! Du ser saa underligt paa mig!«

Martha havde kun rigtig forstaaet et: »ganske som før bliver det ikke.«

Edith, hendes alt, Solen og Lykken i hendes Liv, gled ind i en ny Sfære, hvor hun ikke kunde følge med, og lod hende blive tilbage i Mørke og Tomhed. At dette skulde være Naturens Gang! Og at denne Natur skulde være hende saa forfærdelig svær at fatte!

»Hvis han gjorde Dig ulykkelig, Edith, — aa, jeg kunde dræbe ham!«

»Men, Martha, hvad er det dog for stygge Tanker? — Du maa virkelig beherske Dig!«