# Ved Vejen ## Part 8 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/ved-vejen-13175/index.md -Gud bevar'es--Fruen maa blive inde--det er meget for køligt. -Jeg følger kun til Laagen, sagde hun. De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai. -Det melder Kulde. Godnat, Frue. Laagen slog i. -Godnat. Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede Hovedet: Ja--Himlen var klar og alle Stjerner oppe.... Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe. * * * * * Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle. Og Andersen skulde ogsaa rejse. -Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at sidde her og faa en af "det levende Ord".... Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten. Fru Linde græd i Krogene -Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de véd ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven.... -Det er Ungdommen--en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid-- -Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et det onde med det gode i tredive Aar.... -Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en Gang lukker vore Øjne. Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist. Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom saadan Ro med ham. Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt: -Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem. De to Gamle smaaskændtes. -Det er, som jeg siger dig, Linde.... -Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud. -Dem, lille Frue, det er Dem. Katinka faldt hen. Hun sad og saa' paa de to Gamle. -En Karo-Dame ... der ser De, min Fa'er.... Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange Livretter, som Katinka lavede. Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles. -Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede. -Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i Munden-det blir Enden, sagde Marie. -Vil du ha'e Genever, siger Katinka. -Hvis du har-- Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og Smilehuller for Knoer. -Saa er der færdigt, siger Katinka. -Tak, min Pige, siger Bai. Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai. Det kom maaske med Korpulencen. -Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen. Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka støtter Hovedet i sin Haand. -De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai. Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet ... Døren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse: -Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres Hus. Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere Vanilliekranse frem af Kassen. Og de gnasker videre rundtom Lampen. -Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde. -Eller synge os én--én af Agnes', siger gamle Pastor. Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage Stemme Sangen om Marianna. Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader Strikketøjet synke. Under Gravens Græstørv sover Stakkels Marianna-- Kommer Piger, græder over Stakkels Marianna. -Tak, sagde gamle Pastor. -Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde. Hun saa' ikke rigtig Maskerne, før hun havde faaet Øjnene tørret. Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne fra hendes Kinder ned paa Tangenterne. -Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han saa' hen for sig og tænkte paa Agnes. De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det hvide om Sengen og Toiletspejlet. -Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand. -Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion.... -Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée. -Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min Fod her om Lørdagen. -Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren. Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste. -Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid. -Godnat, Godnat. -Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen: ... Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl. Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler. Bai kom hjem. -Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber ... Jeg faldt ind et Sted med Kiær.... -Det var Kiær, som vilde bede ... Jeg mødte ham ... her paa Hjemturen. -Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot. -Ja--den er over ét ... Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til Følgen hjem, sagde han. Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med Gæsterne. Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to mens han "vogtede" det. -Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i Kulden. -Jeg vidste ikke, det var saa sent.... Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig. Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun bøjede sig. -Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker. -Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka. Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en Mirakelsalve mod Gigt. -Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind. Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med Klapren--nu var det sust bort. Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin Hoste.-- * * * * * Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom om Juleaften til Abels. Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami baaret aldeles officielt. -Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det ikke gad aabne Øjnene. Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa Katinkas Bord. Depeschen var fra Huus.... Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i Stuen, hvor Træet brændte ned. Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret.... Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over Huus' Depesche, som laa i hendes Skød. VI Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne. -Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paa Loftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sine Ting om Dagen. Katinkas Hoste lød gennem Huset. Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng. Det var, som Hosten vilde slide hende sønder. -Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt. -Hvad er Klokken blevet?... -Halv fire.... -Naa--Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere. Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne. Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude paa Perronbænken i Solen. Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af og spurgte til Befindendet. -De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft.... -Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand. Bai og Føreren gik hen ad Perronen. -Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen over Øjnene med to Fingre.... -Guds Vilje, sagde han og sukkede. Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen. -Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt.... -Ja--det var s'gu bedrøveligt. Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt allehaande ... Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa Perronbænken.... -Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var faldet a' paa 'en.... -Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch. Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets lyse Luft. Stærene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok. -Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer under den klare Himmel. Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det? -Jeg sidder og samler Kræfter, sagde hun: til imorgen. -Til imorgen?--ja, rigtig, det er jo Fødselsdagen. -Men De holder Aftalen, lille Frue. -Ja--saa snart de har spist, gaar jeg i Seng.... Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik de jo alligevel ind til Bai og spillede--saa vilde de slet ikke mærke, at hun var syg.... -Den ene Dag i det mindste, sagde hun. -Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren. -Ja, Katinka rejste sig.... -Lad mig hjælpe Dem.... -Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svært med Trappen. Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin. -Tak Doktor. Men mit Sjal.... Doktoren tager det blaa Sjal paa Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger han. Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er her smukt, siger hun. Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paa Stuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lille Brædt. Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede. -Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun. -Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene oppe. -Jeg har ikke set Abels saa længe.... -De haaber jo nu paa Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen. -Ja, han søger jo.... Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, siger Katinka. Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skaalene. -Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig. -Nej, jeg har ingen Smag mer. Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder. -Men jeg kunde jo hjælpe, siger Lille-Jensen. -Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng. Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan. Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader paa Bordet. Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber. -Mon det er der alt, siger hun. Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned mod Puden. -Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer. -Vi kan vel lægge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind med Skeerne paa den lille, japanesiske Bakke. -Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen. -Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændende Haandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende med Huus' Bakke i Hænderne. Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og blankt er stillet op paa Bordet. -Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder--jeg har jo sagt det.... -Du ligger bare der og bliver daarligere--Tik; han tager hendes Haand: Ja--hvor du brænder.... -Aa, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin Haand fra hans: -Naar der blot intet mangler.... Bai begynder at tælle. -Kompot skal der vel paa Bordet, siger han. -Ja. -Naa, ja, Skaale er der jo ingen af.... -Saa er de glemt.... -Ja, naar man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun synker tilbage i Puderne. * * * * * Selskabet var "den gamle Sæbekælder", som Bai kaldte det. -Man er sig selv, sagde han, i Sæbekælderen, de Ligesindede. De Ligesindede var tre Proprietærer, Kiær i Spidsen og Bai som Fjerdemand. Svendsen sluttede til som Ekstra. -Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt Hr. Svendsen være oplivende. Naar hun var tilstede, nøjedes han med at soignere Negle eller tygge Overskæg. -Ta' ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' som Femtemand. -Katinka aabnede selv Døren til Kontoret: Der er færdigt, Bai, sagde hun. Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen op til det lille magre Ansigt. Hun havde Kiær tilbords. De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den bedste Tid ... Den stille, klare Kulde--det gav Kræfter. -Ja, den stille, klare Kulde. -Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, sagde Bai. De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den. -Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede. Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun. Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet" og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham. De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en ny Kreaturtarif. -Du, Gamle--paa et godt Aar! Bai drak igen. Katinkas Kinder brændte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der blev ved at spise. -Den ligger paa Tungen--ligger paa Tungen, forsikrede Kiær og skænkede i hendes Glas af en gammel Burgunder. -Tak, Tak. Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas ... Han rejste sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette Glas.... Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs ... I den femte Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som saa' ned fra deres Himmel.... Der var altid noget, der saa' ned paa Proprietær Mortensen fra sin Himmel. De Ligesindede sad med hængende Næb og saa' ned i deres Tallerkener. Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og blev bleg og rød. Da Hr. Mortensen var færdig, kunde han nyde endnu et Stykke And. -Lille Frue, Deres Ænder, det er Stegning. Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet, da hun skulde rejse sig. Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Døren og kom ind igen: -Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant.... -Og du holdt dig jo brav.... Katinka rettede sig op og smilte: Ja,--sagde hun: -Nu ska! I faa Toddyerne.... Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord med Flaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte. Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden--man hørte Kiær.... -Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren. -Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie. -Det kan vente.... -For de Æderes Skyld. Marie slog med Køkkendøren, saa det fór i Katinka. Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet ... Det saa' trist ud i Halvmørket, det store uryddelige Bord. Katinka var saa træt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun samlede Kræfter. Marie gik fra Køkkenet til Kontoret og slog med Dørene.... Hvor de muntrede sig derinde ... Det maatte være Svendsen, der sang.... Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker.... Saadan vilde det ogsaa være, naar hun en Gang var borte og glemt.... -Marie, sagde hun. Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til Væggen og kunde ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret: -Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie. Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten. -Luk Dørene, sagde hun. Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun. -Naa, han kar vel faa ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne af Katinka og gik og bandte. Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme: Oh, min Charles, send mig dog et Brev-- Hvorhen du altid skrev-- Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiær ... Stille--I Gamlinger--Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det var Bai. -Det var den Højtidelighed, sagde han. Han var højmælt af mange Toddyer. -Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken? -Halvtre saamæn ... Den bli'r sen, naar man sidder saadan sammen i en Klynge.... Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt. -Satan til Historier, han kunde, Svendsen--Fa'en til Geschichter ... Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter. Katinka laa og brændte i Feber. -Men Løgn er 'et s'gu, sagde Bai til Slut. Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidste Historie om Mortensens Mejerske.... -Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han. -Godnat. -Godnat. De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange om Dagen. -Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor, til Fødselsdagen.... -Ja--nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren. Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstændig Ro. Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre hende, sku' hun tro, saa hun ikke laa der og gned Øjnene i Mørke. Madam Madsen kom ind til Sengen. Der var mørkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fra Puderne. -Det er mig, sagde Madam Madsen. -Madam Kromadsen. -Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der brændte. -Naa--saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen. -Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt. -Nej-j ... det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun sad og saa' paa Katinkas magre Ansigt i Mørke. -Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun. -Det var vel lidt for meget.... -Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran det stakkels blege Ansigt i sine Puder. -Ja, det ku' man vel kalde det, sagde hun igen. -Han havde ogsaa ligegodt fortjent det. Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og hvorlænge det havde varet.... -Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind.... Først havde Katinka slet ikke forstaaet ... hun var saa tung og mat. Saa begreb hun som et Lyn--og slog Øjnene op et Nu paa Madam Madsens Ansigt. -Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen. Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget. Men Katinka laa ubevægelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendes Kinder. -Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke stort klogere. Madam Madsen var gaaet. -Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst. Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen. -Hvorfor græder Fruen? sagde hun. Katinka laa vendt mod Lyset. -Er det Brystet, sagde Marie. -Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt. Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt. Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred. * * * * * Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe. -Fruen ser saa godt ud, sagde Marie. -Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Øjnene og laa stille igen, i Solen. -Imorgen vil jeg op igen, sagde hun. -Det kan jo Fruen.... Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde hun. -Hvis jeg maatte komme ud imorgen.... Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset til Hylden. -Havde den Blade endnu, Hylden--og Roserne--og Kirsebærtræet.... -I fjor stod de i Blomst ... et Blomsterflor. -Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie. -Det hvide Flor.... Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi'er mig Lov--at jeg faar Lov.... -Maaske--naar Solen skinner. Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at spørge. Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun ringede med den lille Klokke ved Sengen: -Er hun ikke kommet? sagde hun. Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai. -Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder. Hun laa og hørte efter hver Dør der gik. -Nu gik Køkkendøren, sagde hun. -Det var en Mand med Koste. -Hun kommer aldrig, sagde Katinka. -Vi faar dig syg igen, sagde Bai. Hun laa stille, og ringede og talte ikke mer. Saa hørte hun Marie gaa med Kontordøren og blev liggende, med bankende Hjerte under Tæppet, uden at spørge. -Hvad sagde han? sagde Bai derude. -Ja, en halv Timestid i Middagstiden, sagde Marie, naar Solen skinnede. -Sover Fruen? -Jeg tror det.... Marie listede ind. Katinka blev liggende lidt: -Er det Dem, sagde hun. -Ja, Fruen ku' gerne komme lidt op og sidde i Solen, sagde han, ved Middagstid.... Katinka svarede ikke straks. Saa tog hun Maries Haand: -Tak, sagde hun. De er saa god, Marie. -Hvor Fruens Haand brænder.... Katinka havde Feber om Natten; hun laa med skinnende Øjne og sov ikke. Men hun vækkede først Marie henimod Morgen. -Det bli'r klart, sagde hun. -Se efter Vejret, sagde hun. -Se ud af Køkkendøren, sagde Katinka fra Sengen. Der kommer altid Skyerne. Der var ogsaa klart fra Køkkendøren. * * * * * -Jeg kan godt selv, jeg kan godt selv, sagde Katinka. Hun støttede sig langs Væggene i Gangen, hen til Perrondøren. -Hvor det er varmt, sagde hun. -Nu kommer Trappen ... Saa--det gik.... Det var tungt at gaa paa Gruset. Hun lagde Armene op om Maries Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun. Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad. Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lænede sig: -Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov. Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar Milestenen sagde hun. Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyse Himmel: -Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er saa smukt.... Marie gik og tørte Øjne, naar Fruen ikke saa' det.... -Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par Skridt alene. De kom ind i Haven. Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset. -Hylden, sagde hun blot. -Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have.