# Ved Vejen ## Part 7 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/ved-vejen-13175/index.md Den niaars sad med store, gammelkloge Øjne og saa' fra Drengene til Thora. -Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad. -Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka. Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han havde set, der ikke var fler paa Fadet. -Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer.... -Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo--kære.... -Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro. Thora skar Kødet for den mindste af de Vandkæmmede: -Hr. Kaptejnen er i saa godt Humør idag--ka' du høre, sagde hun og lo. Hva' Kaptejn? Kaptejnen var altid i det Humør. -Hvad fik Gustav i Geografi? -Godtspørgs, kom det med Bas fra en Tallerken. -Tror Gustav, at hans Fa'er vil være tilfreds med det? -Fa'er er lige glad, sagde Bassen. De rejste sig fra Bordet. Alle Døre i hele Huset klaprede efter Drengene. -Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. #Det# er Thoras Invasion. -Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset. Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags Kaffeblandinger bag Selvkogeren. -Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka. -Tak, min Pige. Thora havde faaet røde Pletter paa Kinderne og holdt sig i Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun. -Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var ganske hed. -Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora. Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e"--og de rutschede hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser. Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk. Den niaars "øvede" i Spisestuen. -Nikolaj--altid skal du øve, naar jeg har Hovedpine ... Hold dog op! Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid paa sine "egne", naar hun var ble ven pint af "Fødepumperne". Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun saa ofte gjorde som ung Pige. De talte om Folk i Byen. -Ja, det er lutter ny Familjer--de gamle er borte. -Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet ind, hendes Øjne. -Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora. -Aa, jo, dog.... Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved det igen? -Ja, Stakkel. De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede Øjnene: -Ak, du--vi er her jo alle for Forplantningen. Thora lukkede Øjnene, og de to Veninder sad tavse. -Ja--du, sagde Thora saa: Livet er underligt. Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem. Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen". Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om i Frøkenens Gade. Hun fik Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen hos Thora--hele Tiden. Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og bankede paa. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun lukkede op. Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa Sovekammersengen, til Potpourri. -Og de fra Holmstrup havde været der--alle de unge Piger.... -De vil jo ha'e deres Bær af Træet, siger hun--nu er det paa Slut.... Katinka maatte ud at se Træet og "mine Roser".... -Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans--ja--der havde været det.... -Tre Roser havde der saamæn været.... De gik ind igen. Frøkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte sig mellem Dørene. Katinka sad paa Forhøjningen; hun sagde kun nu og da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Køkkendør saa' man ud i den grønne Have, Fuglene kvidrede, saa det hørtes herind. Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var. Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun genkendte hvert et. Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder. Hun kendte det alt. Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de gamle Kroge laa i Halvmørke. Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn ude fra Køkkenet. Katinka fór sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, i Tanker. -Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frøkenen igen. -Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham? Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligt Næstsøskendebarn til Fætter Karls paa Kærsholm. -Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgaarder i to Led. Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var en Lundgaard--af de Lundgaarder paa Falster--og om deres Gaard og om hans Slægt og om Fætter Karl paa Kærsholm og om den ganske Familje, mens hun gik frem og tilbage. Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der bestandig vendte tilbage. Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger. -Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten, der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor Forhøjningen med Hænderne foldede over Katten i sit Skød. Katinka begyndte at tale--nogle almindelige Ord, tøvende, og som om hun tænkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn. Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han kom i Slæden, og Vinternætterne, naar de fulgte ham paa Vej under de mange Stjerner.... -Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de Huus'er. Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sin Krog. -Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde plantet Roserne ud; han kunde alting.... -Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje. -Og Sommerdagene der kom--og Markedet ... alt fortalte hun om-- Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol--Frøkenen blev let søvnig, naar hun skulde høre--og snart sov hun med Hænderne foldede over sin Kat. Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet. Frøkenen vaagnede og løftede Hovedet: -Ja, sagde hun, han er et rart Menneske. Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste Skridt. * * * * * Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads. Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han--paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den Tørvetriller. Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun #havde# troet, det var altsammen kun en Drøm: et #Under# maatte ske. Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse. Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte. Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper: -Tante, Tante Tik! Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede. -Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone. Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev. Rejst og borte. Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse #fremmede# Mennesker. Idetmindste vilde hun hjem. * * * * * Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i Plantagen med Flokken. Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit Børnetøj. Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og hulkede. -Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog.... Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, sagde hun. Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske. Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog--Marie dog. Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du.... -Og du var saa god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned over Syæsken. Saa god ved mig ... Jeg som altid gaar i #dette# her.... -Altid.... Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes. -Ja--og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til hende--naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer.... Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale. Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne, og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde. Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til Forældrenes Grav. Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det var hendes Fødselsdag. De to Veninder stod sammen foran Graven. -Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret. De skiltes ved Katinkas Gravsted. -Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora. Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen. Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden--ogsaa sin Ungdoms Hjem. Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa elendigt--alting. Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede ... Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt. -Og her--denne Plet med den døde Sten og de to Navne--det var nu hele Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem. Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste utænkelig, fremskyllende Haabløshed. * * * * * Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i Stuerne--ind. Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente. Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, der ventede ren og fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og--tomt. -Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte Sagerne. Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa en Stol--om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket. Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget.... -Og Huus, der var rejst ... paa en Studs.... -Ja, jeg tænkte det ... For han var hernede den sidste Aften ... og mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele--inde i Stuen sad han alene--og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos Duerne. -Naar rejste han, sagde Katinka. -Nu er 'et vel to Uger siden.... -To Uger.... Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel--paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed.... Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et stort Kor. Hun næsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks. Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til Otte-Toget. Toget bruste afsted, og de var atter borte,--man hørte dem støje henad Vejen--; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad alene paa Perronen. -Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse.... Tak. -Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind.... -Du skulde dog komme ind.... -Ja, jeg kommer. Bai lukkede Vinduet. Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille og øde. Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve. * * * * * Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned. Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk. Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte. Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol og rokkede. -Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa underlig ud. -Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle. -Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien. Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for hende. -Hun har jo haft en hel Sommer. Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne. -Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede. -Hva' si'er du? -Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne. Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation. -Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat. -Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden ... Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden. Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra Stationen--og svingede med sin Parasol. Han var ved Postvæsenet. Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun skulde miste sin Due: -Joakim Barner--af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet. I Præstegaarden mødtes Enkefruen med sin Ældste. -Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger. Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige Øjeblikke, sagde hun. Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ... ved Stranden.... Gamle Pastor drak med Louise-Ældst. -Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul ... Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor. -Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge--min sidste ... Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste. Den sidste var saa kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen. -Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog god Bund i dem, Linde. -Himlen véd, hvad Agnes vil sige.... Agnes var i Skoven med nogen Ungdom. -Naa, saa Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte det. -Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet Svigersøn. Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs som en Bønne i en Kværn. -Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet. Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven. -Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "løkkelige". De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes: -Nu rejser jeg ... I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme. -Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende. Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille. -Man faar jo ogsaa Arbejde ... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet ... For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent. Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#. -Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift--og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet.... Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne. -Dejligt, sagde hun ud i Luften. Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad. -Og som man saa vil længes, sagde hun. Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder. -Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige Kone.... I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde. * * * * * Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælne S-Lyde og Smaahvin. -Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, #han# gi'er os Navne. Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene. -Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede. Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt grønt. Naar Basse og Bøsse kom frem, saa' de højrøde og fortumlede ud. Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag. Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene. I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde Enkefruen smaa sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke selv, hvad det betød. Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys. -Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen. Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer. Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa den kolde Snude. Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i Øjnene; naar de drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret. Katinka sad paa Perronbænken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien. Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede have Lys til The. -Lampen, Marie, sagde hun. Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der blev liggende paa de sidste Taster. -Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i hendes Ben. De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy. Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes og Andersen havde altid skændtes om dem. Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde tage Tankerne væk. Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i det gullige Brudeslør. Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed. Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet. Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst. Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det ensomme Lys. -Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren. -Ja, Bai.... -Godnat, Marie. * * * * * Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat. -De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa mande Dem op. -Ja, Doktor. -Og gaa. De maa ha'e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte. -Ja, Doktor, jeg skal nok gaa. -Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra Frøken Agnes? -Ja--forleden. -De taler om at Andersen søger bort.... -Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra.... -Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver.... -Ja, vi bliver, Doktor. -Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han tænder Cigar. -Nej, Satan til Historie, siger Bai. -Der er ingen Kræfter ... Naa, god Morgen, Forstander. -Ja, Satans ... Naa, Morgen, Doktor. -Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget. Du gør heller ikke no'et for det. Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr. Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med deres Navne. Hun gik atter hjem--over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en lille Stund, og løste sig saa. Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange Furer bag den sindige Plov. Katinka kom hjem. Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs. -Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar Fyr, du. -Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær. Kiær brummede noget. -Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kiær. Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen. -For min Skyld gerne. Bai var altid villig. Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav. -Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de "var ved Arkivet", skønt Døren var lukket. -Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for Lampen. De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene. -Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han. Svendsen gned sig under Næsen og snøftede. -Steg, sagde han, Steg er 'et. De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene. Det var ligesom Bai faldt sammen. -Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen. -Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone? Svendsen svarede ikke. Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig.... -Ja, Gamle, sagde han. Ja--vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op: -Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han. Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen. -Hva', sagde han, sidder Du i Mørke. -Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke.... -Ønsker du noget, Bai? -Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai. Katinka kom ind for at sige Farvel. -Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paa Lommerne, om han havde sine Samlinger. Bai var færdig og der blev sagt Farvel.